Fred er Nej til Amsterdams militære EU-vision.
Arne Hansen, arnehans@post3.tele.dk
For fredens skyld skal vi stemme ja til Amsterdam får vi nu at vide af
den samlede ja-maskine - samtidigt med at de samme politikere nu i 10
år har nægtet at bruge den fredsdividende som den kolde krigs
afslutning gav mulighed for, til at opbygge en positiv fred på grundlag af en udvikling af global social retfærdighed og samarbejde.
Ja for fred er lig fravær af både personlig og strukturel vold (dvs.
at mennesker på grund af den ydre samfundsmæssige struktur, de lever
under, på alvorlig måde forhindres i deres selvrealisering).
I stedet fortsætter de magthavende politikere i toneangivende
EU-lande deres vanetænkning med at tænke negativt om fred som blot
fravær af personlig vold ved hjælp af magtpolitik: NATO skal bevares
og rykke frem mod øst kun til våbenfabrikanternes glæde og på
bekostning af velfærden i øst. - EU skal absolut udstyres med militær
med global aktionsradius til varetagelse af de økonomisk stærkes
EU-interesser. - Og det bliver retfærdiggjort med det Orwelske begreb
"fredsskabelse", som mest handler om voldelig gennemtvingelse af en
våbenhvile, en negativ "fred", - men uden i tide at medtænke parternes
mentale medvirken i en overenskommelse om et fælles projekt, som er
forudsætningen for en bæredygtig fred.
Så stem ja til en Amsterdamtraktat med oplæg til fælles militær, hvis
du synes at det er nok at lukke de rigeste nabolande ind som EU's
store firmaer har markedsinteresser i. Og stem ja, hvis du mener, at
vi kun behøver at interessere os for vor egen sikkerhed gennem at
opbygge en militært stærk EU-fæstning, som kan gøre os usårlige
overfor den fattigere del af verden, som vi altså ikke har "råd" til
at dele vores velfærd og dermed vores sikkerhed med, fordi pengene
skal bruges til den kostbare oprustning til global "fredsskabelse".
Men stem nej, hvis du mener, at Europa har brug for at besinde sig på,
at det ikke er global magt, men fredelige skridt med samarbejde om
bekæmpelse af strukturel vold, der er hovedvejen til den globale
bæredygtige fred.
Tilbage