D. 11.03.2007 Nordjyske- Vor by - Frederikshavn

Løft og kæmp for livet


INTEGRATION: Vellykket integrationsprojekt kæmper for overlevelse

Lørdag var der rykind i huset i Fr.havn Multietniske Forenings lokaler Thomas Bergsgade 6,

da etniske minoriteter fra Dansk Røde Kors fra Sæby og Skagen var på besøg.

Foto : Bent Jakobsen



 



 

Af Hans Christensen hans.christensen@nordjyske.dk

FREDERIKSHAVN: Børnene mødes og får hjælp til lektierne.

De voksne går til sprogundervisning. Lærer at cykle, dyrker motion, bager, svømmer, går stavgang, laver sundt mad eller hører foredrag.

Uanset hvad møder de nye mennesker, skaber sig et netværk, stiver selvtilliden af og lærer at forstå andre mennesker. Kort sagt: øger livskvalitet.

Projektet hedder Løft Livet og det har været en kæmpe succes. Projektleder Lisa Sørensen og -koordinator Sajo Bralic er med en kliché med til at gøre en forskel for nydanskere i Frederikshavn Kommune med projektet, som er startet med tilskud fra EU’s socialfond.

Små 200 deltagere fra 23 forskellige nationer har deltaget i Løft Livet siden starten 1. april 2006, men til april i år stopper tilskuddet fra EU.

Medmindre der findes en anden finansiering, stopper projektet og det vil være en falliterklæring, siger LO-formand Cai Møller:

- Projektet er simpelthen for godt til at ende som en rapport på hylden. Man har sat noget i gang, som fungerer. Skulle vi så bare lade det stoppe der? Jeg mener ikke vi kan undvære det, siger Cai Møller.

Han peger på, at ledigheden er rekordlav og at alt tyder på, at der bliver øget mangel på arbejdskraft de kommende fire-fem år.

- Så kan vi vælge at importere arbejdskraft eller vi kan gøre plads til nogle af dem, der er kommet her og udruste dem til det danske arbejdsmarked.

Alle undersøgelser viser, at vejen til integration går via arbejdsmarkedet, men inden nydanskerne er parate til arbejdsmarkedet, kræver det nogle helt basale færdigheder.

- Det kan synes indlysende for os andre, men er det ikke nødvendigvis for nydanskerne. Folkene bag Løft Livet har bevist, at de er gode. Derfor er det vigtigt at vi finder en løsning, så projektet kan køre videre, siger Cai Møller.

Socialfonden har støttet med 550.000 og projektet har desuden fået støtte fra forskellige fonde mv.

Lagt på www.nordjyske.dk søndag d. 11-03-2007 kl. 04:00

 

Klik for at se billedet i stort format...

Lørdag var der rykind i huset i Thomas Bergsgade, da etniske minoriteter fra Dansk Røde Kors fra Sæby og Skagen var på besøg. Foto : Bent Jakobsen


Peg for at se billedet i større format...Peg for at se billedet i større format...Peg for at se billedet i større format...