FMR
106.6 MHz

Forsiden

Programoversigt

Lydarkiv

Vedtægter

Kontakt


Email

Email til Inger Marie Bruun-Vierø, 6/3-01

Kære Inger Marie Bruun-Vierø, MF og de radikales folketingsgruppe Jeg blev meget forundret over at det skulle være en radikal udlændingeordfører, som går ud i dagens Information (6/3) og støtter en hård linje i udvisningen af Uma til Sri Lanka. Jeg har her vedhæftet advokaten Trond Romstads Notat om retur af tamiler til Sri Lanka, som jeg virkelig mener du bør læse før du sender Uma ud onsdag kl 16 ved politiets hjælp.

Jeg forstår dilemmaet som regeringsparti, men er det ikke jeres egen eftergivenhed overfor Sd-strammerne der er bange for at miste vælgere til Dansk Folkeparti, som nu igennem dine udtalelser får radikale til at ligne Venstre - i en situation hvor CDeren Peter Duetoft har sat sig ind i sagen og kan se perspektiverne og sat CD på den plads med en humanistisk udlændingepolitik som de radikale siden Berhard Baunsgaards og Elizabeth Arnolds dage har forladt. OG hvis jeg husker ret, så har det Radikale Venstres måske kommende leder Morten Helveg været ude med at han måske godt kan li stjernekrigsprojektet. Han forstår åbenbart ikke at når man vælger at tage en "skudsikker vest" på så er det fordi man har valgt at ville løse problemerne igennem krig.

Min bedstefar der for 100 år siden valgte den pacifistiske og sociale linje som Radikale Venstre stod for han ville vende sig i graven, hvis han vidste hvilken Venstre-politik Radikales top nu fører. Der går en lige linje fra støtte til udvisningssager og til en stjernekrigsafskærmning mod verdens forfulgte!

Kom til besindelse, kig lige på http://fritid.frederikshavn.dk/fmr/helle.htm

Med venlig hilsen
Arne Hansen

1. svar fra Inger Marie Bruun-Vierø, 6/3-01

Kære Arne Hansen. Tak for dit brev. Du er sikkert så godt inde i sagen, at du ved at ombudsmanden har gennemgået alle sagens akter. Hans konklusion er også, at på det foreliggende lovgrundlag vil sagen ende med udvisning. Jeg vil gerne diskutere, om loven skal laves om. Personligt mener jeg, at Danmark har en alt for restriktiv indvandrerpolitik.

Men et flertal i Folketinget, herunder Det Radikale Venstre har stemt for den gældende udlændingelov. Hvis vi skal fastholde, at vi lever i et retssamfund, hvor loven skal gælde for alle, indtil den bliver lavet om, kan det ikke nytte at tage individuelle hensyn, selv om det er i overensstemmelse med folkestemningen. Jeg betragter sagen som en omvendt tamilsag.

Jeg ved også, at det er ikke er en sag, jeg bliver populær på, men jeg har tænkt grundigt over det principielle, som jeg synes er vigtigt at holde fast i. Men som sagt medvirker jeg gerne i en diskussion om generelt lempeligere regler.

Bedste hilsner fra Inger Marie

2. email til Inger Marie Bruun-Vierø, 6/3-01

Kære Inger Marie Bruun-Vierø

Tak for hurtig reaktion vedr. Uma-sagen mv, - hvis du da allerede har nået at læse Romstad-rapporten jvf http://home3.inet.tele.dk/arnehans/tamilrapport.htm ??? jvf at du ikke kommenterer den. Jeg ser frem til at høre din mening om den?

Vi har også politikerne for at de skal dispensere når deres love får urimelige og ubærlige konsekvenser i det konkrete tilfælde, når nu embedsmændene ikke kan finde ud af det. Og Ombudsmanden har jo i flere år bl.a. med hjælp fra det Radikale Venstre været sat ud af spillet i udlændingesager og kigger nu kun på om de generelle procedureregler er overholdt. Så Ombudsmanden vil sikkert have sig frabedt at de ansvarlige politikere bare gemmer sig bag hans autoritet i sådanne pinagtige sager.

På samme måde er det en plat misforståelse at ville bortforklare Uma-sagen og masse af lignende uforsvarlige udvisningssager som "en omvendt tamilsag", når det er menneskers overlevelse, der står på spil. (Det er vel ikke for sjov at Danmark har afskaffet dødsstraffen og derfor gør justitsmord til det værste magthaverne kan beskyldes for). Ja hvor højt vil man gamble i udvisningsspillet. Et spil hvor en af dine partikammerater tidligere har udtalt, at der skulle "lig på bordet" før politikerne var til at råbe op til en seriøs diskussion om lempelser i asylpolitikken.

Det var flot af jeres udviklingsminister Anita Bay-Bundegård, at hun satte flygtninge og indvandringdebatten ind i det nødvendige globale helhedsperspektiv, ( hvor ATTAC også må blive flygtningepolitik). Hun lefler ikke for folkestemningen. Jeg følger også min samvittighed. Men når der endelig er nogle mennesker, som bruger sin sunde fornuft og siger at nu er grænsen for at vi kan se os selv i øjnene overskredet, så bliver det så en blandt de mange lignende (asyl)sager man prøver at gøre opmærksom på for at få den stramme udlændingepolitik sat på den politiske dagsorden og holdt de ansvarlige politikere fast på deres generelle ansvar. Derfor er Venstres flygtninge-lejrtænkning med fjernelse af flygtningene til fjerne "nærområder" også så farlig for alle ofrene. Ikke kun pga kugler og landminer, men mest fordi det så ikke længere er "vores" flygtningevenner, som vi personligt føler os forpligtet på. Men jeg er virkelig glad for dit tilsagn om at "deltage i en diskussion om generelt lempeligere regler"

Desværre er der i samme åndedrag du skrev det så blevet aflyst endnu en flygtningehøring. Først aflysningen af tamilhøringen d. 3/3 i Hobro, hvor heller ikke dit parti var i stand til at møde med en repræsentant - og netop i dag følger så aflysning af høringen d. 17/3 om asylsøgernes vilkår i Danmark., hvor det åbenbart heller ikke lykkedes at formå toppolitikere nok til at deltage i den nødvendige debat ! En debat som også er livsnødvendig for at få etnisk ligestilling fremfor diskrimination i vores og integrationspolitik. Den herskende politik med at lave et jerntæppe mellem "vores velfærds-flygtninge og så lade fanden tage alle dem vi vælger at bort-definere og smide udenfor, det er i længden uholdbar - som Uma-sagen viser kan vi ikke bare snitte familierne over, hvor det gør mest ondt. Vi må finde globalt ansvarlige og solidariske løsninger på (og samtidig forebyggelser af) flygtningespørgsmålene.

Men vi må og kan ikke give op. Jeg vil tro dig på dit ord om lempeligere regler.

Men sandheden er konkret - læs Romstad-rapporten på http://home3.inet.tele.dk/arnehans/tamilrapport.htm Specielt tankevækkende for en faghistoriker og samfundsfagslærer er det at sammenligne Romstads og advokat Knut Olav Eldhusets indsamlede dokumentation med den beskrivelse af samme situation som gives af "Utlendingsattaché Geir Aage Neerbye som også representerer danske myndigheter i asylsakene"(s. 32-34)

Med venlig hilsen
Arne Hansen

2. svar fra Inger Marie Bruun-Vierø, 6/3-01

Kære Arne Hansen. Selv politikere kan ikke dispensere fra loven, men vi kan lave den om, og det har vi pligt til, hvis loven er forkert. I den pågældende sag er det ikke på grund af politisk opmærksomhed, at ombudsmanden er gået ind. Der foreligger en 19 siders ombudsmandsrapport og ombudsmandens konklusion er som følger: "Jeg har nu færdigbehandlet sagen, og jeg mener ikke, at der er grundlag for at kritisere Udlændingstyrelsens og Indenrigsministeriets afgørelser."

Hilsen fra Inger Marie

3. email til Inger Marie Bruun-Vierø, 6/3-01

Kære Inger Marie Bruun Vierø

Her er Uma's advokat, Bjarne Overmarks kommentar til din påstand om at ombudsmanden har sagt god for det materielle indhold i Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Uma:

"Tilsyneladende er fr. Vierø ikke klar over, at Folketingets Ombudsmand ikke kan kritisere forvaltningsmyndighedernes skønsprægede afgørelser.

Og det er jo sagens kerne, at såfremt myndighederne fandt, at Uma ved at leve sammen med sin ægtefælle i 2 år og med ægtefælle og fælles barn i 1 år har opnået en særlig tilknyt til mand og barn, så ville myndighederne være berettiget til at meddele Uma opholdstilladelse." (citat slut)

Bjarne Overmarks tlfnr er 22213755

Med venliig hilsen
Arne Hansen