Artikel af forfatterne Kirsten Thorup og Thomas Boberg skrevet efter deres besøg i ”asylcenter”Sandholm og bragt i Politiken d. 24. marts 2006 i Anders Fogh Rasmussens 5. regeringsår.

I en eksklusionslejr

Ahmed

Vi står af bussen en råkold vinterdag i februar. Gammel sne ligger mellem de nøgne træer der udgør småskovene omkring Sandholmlejren. De lave gule bygninger fra 1911 er en tidligere kasserne. Lejren ligger i et militært område, hvorfra skudsalver og eksploderende granater fra tid til anden giver genlyd bag det høje pigtrådshegn. Området er lukket af for offentligheden. En planche med fortegnelse over lejrens bygninger og deres funktioner er opstillet ved de dobbelte gitterporte. Et fotoapparat med en rød streg over viser, at det er forbudt at fotografere. På den anden side af portene er der en labyrintisk indgang der kun kan åbnes elektronisk indefra af portvagten. Vi kommer en halv time for tidligt. Der er ikke et sted vi kan sidde og vente. Og vi må ud i kulden igen, fulgt af den kvindelige vagts beklagelse: “Det her er jo ikke noget venligt system”.

Vi bliver som aftalt hentet ved porten af Ahmed præcis klokken et og lukket ind i lejren mod at vi afleverer vores sygesikringsbevis hos portvagten. På vejen over mod familiebarakkerne passerer vi de anonyme administrations-bygninger. Lejren virker øde og mennesketom. Inde i den boligbarak vi skal besøge, er der stille. Ingen lyde, ingen stemmer bag de lukkede døre. På den lange gang bor Ahmeds mor, Sara, med sine seks børn i to værelser, et på hver side af gangen. De eneste møbler er nogle brede senge der fylder værelserne helt ud, samt den smalle sofa hvor vi tager plads. Ahmeds lillesøster serverer sød kaffe med små kransekager på gulvet foran os.

Sammenlagt har familien boet i diverse lejre i tre og et halvt år og opholder sig nu på attende måned i Sandholmlejren. De er “negative”, deres “case is closed”, som Ahmed siger det. Familien er fanget i gråzonen af afviste asylsøgere der nægter at samarbejde omkring deres udvisning. Deres tid er ved at løbe ud. Lillebroren på ni år kan dansk og går i Røde Kors skole, men Ahmed selv har ikke gået i skole i den tid, han har opholdt sig i Danmark fordi han fyldte atten kort efter familien kom hertil. Lillesøsteren lærte også dansk, men da hun fyldte atten stoppede undervisningen. Da de i princippet er afvist, ser myndighederne ingen mening med at de fortsætter deres undervisning, sådan forsvinder Ahmeds vigtigste år ud i tomheden. Moren, Sara, sidder på sengen over for os. Samtalen foregår med Ahmed som tolk. Han fortæller om flugten fra Somalia, arrangeret af menneskesmuglere via Ethiopien og om hvordan de efter en lang togrejse uden at kende ruten pludselig blev efterladt i Århus.

Somalia er hærget af stammekrige. Familien tilhører en mindre stamme der er udsat for stadig etnisk forfølgelse. Deres landsby er blevet plyndret og brændt ned, indbyggerne dræbt eller taget som gidsler. Det er denne virkelighed Ahmed, Sarah og de mindre søskende skal sendes tilbage til. En politisk beslutning har omdefineret stammekrigene i Somalia til at være “privatretlige konflikter” og dermed frataget flygtninge fra Somalia retten til asyl. Men de kan ikke vende tilbage til et land i kaos og uden en lovlig regering til at beskytte dem. “Vi er flygtet fra krigen og vi er stadigvæk på flugt”, sammenfatter Sara vores spredte samtale. Hun kan ikke sove om natten, uafbrudt ligger hun og tænker på hvad der kan ske, nu kommer politiet og henter dem, nej, nu kommer de. Situationens alvor understreges af, at den ældste bror der er blevet tilbage i Somalia, for nylig blev kidnappet og dræbt af en fjendtlig stamme. Faren måtte derefter flygte og er via Libyen kommet med en af de mange flygtningebåde til Italien.

Som afviste asylsøgere lever Ahmed og hans familie indenfor de rammer, der i lovteksten hedder “motivationsfremmende foranstaltninger”. De er frataget enhver form for kontanthjælp og lever helt uden økonomiske midler. Hvert familiemedlem får udleveret spisebilletter, der giver adgang til tre måltider om dagen i lejrens kantine. Hver 14. dag får de udleveret en knap ration af hygiegne- og toiletartikler. Derudover får de hvert halve år tildelt det nødvendigste tøj. En anden “foranstaltning” kræver at Ahmed møder op til udrejsekontrol hos lejrens politi flere gange om ugen, hvor han under trusler om “tvangsmæssig udsendelse” bliver afkrævet en underskrift på at han vil samarbejde omkring sin udvisning. Men han vil naturligvis ikke skrive under på sin egen dødsdom. Nogle betjente er flinke og undskylder sig med at det ikke er deres, men udlændinge-styrelsens afgørelse. Endnu en af de “foranstaltninger” der skal motivere afviste asylsøgere til at foretrække at vende hjem til forfølgelse og krig, er begrænset lægehjælp. De kan f. eks. kun få henvisning til hospital eller speciallæge, hvis det skønnes livsnødvendigt. Det er ikke et lægeligt skøn, men udlændingestyrelsens.

Vi er rejst ud af Danmark med sygesikringsbeviset som pas og befinder os i en af de blinde pletter på danmarkskortet, et sted langt uden for lands lov og ret. Der er noget uvirkeligt over dette indhegnede område med dets nummererede bygninger og barakker fyldt op med nummererede beboere. Som om vi har været her før og er kommet ind mareridtets déja vue. Luften er tyk af tragiske og grusomme livshistorier, nok til en hel verdenslitteratur, men selve livet er sat på stand by. En eksklusionslejr må betragtes som en slags undtagelsestilstand, hvor de love og regler der gælder i det omliggende samfund, er sat ud af kraft.

Ahmed viser os rundt i lejren. Vi møder ingen udover en ung mor med en barnevogn og et par mindre børn småløbende i hælene på sig. Nogle mænd kommer ud fra kantinen, en med vandflasker, en anden med en paptallerken fyldt til randen med en ubestemmelig bunke mad. Vi går forbi dem ind i bygningen. Kantinen minder om en fabrikshal med lange rækker af hvide vinylborde og panoramavinduer fra loft til gulv ud til lejrområdet. Mellem bordrækkerne står gulvspande og svabre i søer af vand. Det er ved at være slut med de enlige flygtninges spisetid, der ligger fra 13 til 14 lige efter børnefamiliernes. Der er kun nogle få mænd tilbage ved bordene. De sidder enkeltvis spredt ud over det store tomme lokale. De virker fraværende, som i en anden verden.

Der er en lang disk ind til køkkenet. Ved lugen til højre for disken fremvises spisebilletten der er blevet krydset af ved indgangen, så det sikres at ingen får et ekstra måltid. Asylsøgerne skal medbringe egne tallerkener, bestik og drikkekrus fra værelserne. En nylig lempelse i reglerne har indført tallerkener i kantinen og tilladelse til at bringe måltidet ud og indtage det på værelserne. Før holdt dørvagterne streng kontrol med at der ikke blev taget mad med ud af kantinen. Blandt Røde kors personalet i køkkenet er der flere udlændinge, dog ikke fra lejren. Hverken asylansøgere eller afviste må arbejde. Vi forlader den ramponerede kantine hvor der nu kun er det fortravlede personale tilbage, og kommer ud i den bidende kulde der holder lejrens beboere inden døre.

Vi slutter vores rundtur nede ved lejrporten. Inden vi tager afsked med Ahmed, spørger vi, hvad man kan foretage sig i lejren. Intet, siger han og giver os et varmt håndtryk og forsvinder ind i lejrens tusmørke. Vi går hen til portvagten og afleverer fotokopien af vores sygesikringsbevis der har været omhyggeligt opbevaret i et plastikschartek. Den smalle gitterlåge åbner sig for os. Vi er tilbage i Danmark igen.

Lirije

Det var efter Natos bombardement af Kosovo at Lirije og hendes families skæbne besejledes. Hun er roma ligesom 4000 andre i den samme langstrakte gade hvor hun og familien boede og havde hus have og bil. Hun arbejdede som sygeplejerske. De levede et godt liv side om side med deres naboer, der var tilsyneladende ingen særlige spændinger mellem dem og albanerne. Men efter krigen startede forfølgelsen af romaerne for alvor. De blev fordrevet, bestjålet eller ligefrem slået ihjel. Alt mistede de og de flygtede ud af Kosovo fra en situation de aldrig vil kunne vende tilbage til, hvilket FN-myndighederne også har erkendt, og derfor afviser at modtage romaer, hvis sikkerhed de ikke kan garantere og heller ikke garantere at de kan komme under forsvarlig lægebehandling i tilfælde af alvorlige psykiske og fysiske sygdomme.

Vi sidder i Lirijes lille midlertidige hjem i Sandholmlejren. Det ligner vitterlig et hjem med tæpper på gulvet og billeder på væggene og radio og fjernsyn. Liries mand sidder som forstenet og ser tv, en eller anden tyrkisk kanal, han har dårlig ryg og har i øvrigt, forstår vi, helt opgivet ævred. Det er Lirije der fører ordet på et forståeligt engelsk. Hun fortæller at alle hendes slægtninge er fordrevet fra Kosovo og nu spredt ud over Europa, nogen bor i Tyskland, nogen i Italien og nogen i Sverige. Det er egentlig et tilfælde hvor man ender på rejserne som blind passager i en mennesketransport, men Lirije, som taler fem sprog, har ikke held med sit forsøg på at komme videre. Hun er desværre endt i Danmark, hvor flygtningepolitikken er strammere end i noget andet europæisk land. Hun har nu været i Danmark sammen med sin mand siden august 2002. Den ene søn var allerede i Danmark da de kom, han er 28 år i dag og taler dansk, men har udelukkende opholdt sig i lejre. Asyl vil man ikke give ham, uagtet man ved at han i sin tid blev rekrutteret til den serbiske hær, og derfor umuligt vil kunne sætte sine ben i Kosovo igen uden, at blive forfulgt eller slået ihjel. Da han opholdt sig i lejren i nærheden af Hjørring mødte han en dansk kvinde ude i byen. Det er fire år siden. Nu har de et barn på fire måneder. Han modtager rykkerbreve fra Nordjyllands Statsamt, de kræver han betaler børnepenge, men det kan han ikke, da han ikke modtager penge i lejren, kun madpakker. Han må, grundet sin status som afvist asylsøger, ikke gifte sig med sin kæreste. Han kan heller ikke besøge hende ofte da han er uden penge og desuden skal han stå til rådighed for politiet to gange om ugen, hvor de forsøger at få ham til at underskrive accepten på egen udvisning. To bureaukratiske instanser krydser hinanden. Men sønnen befinder sig i limbo.

Lirije viser os sagsakterne. Afvisning på afvisning. Advokaten der fører hendes sag, anfører hver gang at hjemsendelsen er i strid med internationale regler, hvilket udløser et standardsvar: ”...den danske udlændingelovgivning er i overensstemmelse med alle internationale konventioner, derfor har udlændingestyrelsen ikke fundet, at udsendelsen af Deres klient er i strid med internationale forpligtelser”.

Lirije forstår af gode grunde ikke et ord, hun kan ikke dansk. Hun må jo heller ikke lære det, da hun er en midaldrende kvinde. Vi læser på en af de sidste sider hvilke krav der skal være opfyldt for, stik modsat alle beslutninger, at hun alligevel skal kunne opnå at få asyl. Lirije opfylder dem alle bortset fra følgende: Man skal have samarbejdet omkring sin egen hjemsendelse uafbrudt gennem 18 måneder, hvilket hun ikke har gjort. Der er ikke noget håb, men det håb som ikke er, klamrer Lirje sig til. Hendes mand synes tabt for verden. Han deltager ikke, hilser knap når bekendte fra lejren kommer forbi. Det er som om han mistede sit liv i Kosovo, og her hvor man ikke ønsker hans tilstedeværelse, findes han ikke. Han er en ” closed case” der ikke kan bevæge sig nogen steder hen i en asyllejr i et iskoldt Danmark, februar 2006.
Kirsten Thorup, Thomas Boberg

Se også Susanne Brøggers og Stig Dalagers artikel efter besøg I Avnstrup