Artikel bragt i Politiken d. 25. marts 2006 – skrevet af forfatterne Suzanne Brøgger og Stig Dalager – efter deres besøg i ”asylcentret” Avnstrup.
Ansøgning om at blive
menneske
"Vi har set Danmark portrætteret som et lukket og
intolerant samfund.
Sandheden er den modsatte."
Sådan har vores statsministeren i de sidste brændende tider
for
alverdens tv-stationer besværget vores lands ry og omdømme.
Samtidig svirrer rygtet, at vi i mange år har haft noget nær
koncentrationslejre i Danmark.
Hvordan hænger de to ting sammen ?
Man orker ikke mere at høre ordet "flygtning", kan
vi ikke bare blive
fri ?
Men vi er også trætte af at være dem, der for eftertiden må
sige: "Vi
vidste det ikke !"
Derfor tog vi til Avnstrup for at få syn for sagn. Måske var
det hele
ikke så slemt. Men det er ikke nemt at komme til at se noget
med egne
øjne, for Avnstrup-lejren ligger langt ude i ingenmandsland,
dybt inde i
en skov, i et oprindeligt sindssygehospital, annex til Sankt
Hans,
fjernt fra normaldanskerens blik.
Befolkningen kan med god ret hævde, at den "intet
vidste."
Det er ikke Auschwitz, slet ikke - selvom det første man
ser, da
"slottet" tårner sig op midt i den mørke skov - er
en høj skorsten i
forbindelse med en politistation.
Vi er kommet til "fase 3-mennesker", til det sted,
hvor de får lov at
sygne hen og dag for dag udfases af livet . Det er dem, der
ikke er
blevet tortureret nok til at få asyl. Et sted, hvor børnene
har
meget gamle blikke. Et sted med lange klamme kodyl- gange,
kun oplyst
af somalikvindernes sørgmodige gevandter, cyklamen og
appelsin, farver
der skriger til himlen. Et sted, hvor de unges lange
anklagende øjne
hægter sig fast i én som mørke spørgsmålstegn, man ikke kan
ryste af
sig, mens ældre medicinerede spøgelser, der ikke kan gå uden
hjælp,
stavrer forbi. En flygtning sidder i en kørestol, uden ben.
"Fase 3." er dem, der i årenes løb har fået afslag
på alt og som ikke
kan få status som flygtninge, end ikke humanitært ophold. I
fase 3.
lades alt håb ude. Ingen penge, ingen fremtid. I Avnstrup
sidder folk,
principielt for evigt, og brænder op inde fra. Deres eneste
fejl er, at
de engang flygtede fra et land i krig, fra forfølgelse eller
anden nød.
De afviste har i op til syv år haft en ansøgning inde hos
myndighederne
om bare at blive menneske.
-Vi kan ikke engang blive hunde, siger den 18-årige Helin.
-Når man ser
danskerne gå tur med deres hund, bliver den nusset og
plejet. Hunden får
mad og omsorg. Vi skal bare stille op hos politiet hver
mandag.
Så siger de: "Vil du samarbejde?" Skrive under. På
"hjemsendelse".
-Men vi har ikke noget hjem at blive sendt hjem til !
-Nu er der fred i Irak, siger politiet
-Nej. Før var der én Saddam Hussein, nu er der 1000 Saddam
Husseiner.
-Før kunne vi ikke trække vejret af angst. Nu bliver vi bare
myrdet.
Specielt nu, hvis vi kommer fra Danmark.
Helin og hendes familie er kurdere fra Mosul oppe ved den
syriske
grænse. De mange dialekter i området
betyder givetvis, at deres identitet er for indviklet for
myndighederne,
der gang på gang har afvist dem. Nægtede faderen, der er
professionel
musiker, at spionere for Saddam Hussein oppe i grænseområdet
og må han
nu bøde herfor ? Vi ved det ikke. Alle mennesker er
grænsetilfælde. Vi
ved bare, at Helin og hendes familie nu har ventet syv år i
Danmark.
Vi sidder i et typisk flygtningeværelse med orientalsk tæppe
på gulvet,
sovesofaer langs væggene. I dette værelse bor Helins familie
på syv
personer. For enden, ovenover skabene, er stablet kufferter
og papkasser
med alt, hvad de ejer.
-I Irak bliver vi myrdet fysisk. Her bliver vi slået ihjel
psykisk.
Regeringen vil have, at vi skal blive sindssyge og miste
vores forstand
for at få asyl. Vi må ikke arbejde, ikke uddanne os eller gå
i
almindelig skole.
Det er den babyloniske sprogforvirring, der hersker i
Avnstrup: -Mine
små søskende har mistet deres oprindelige sprog og har ikke
fået
undervisning i dansk.
Stemningen er under nulpunktet. Intet trætter som ingenting.
Alle
tørster efter gode nyheder. Drømmen er en dag at blive træt
efter at
have arbejdet, studeret eller tjent penge.
-Jeg har ikke en chance, men jeg giver ikke op. Helin holder
tårerne
tilbage.
De må kun spise og sove. Men med cafeteria-maden er det
svært, det er
umuligt at mætte så mange forskellige nationaliteter,
ligesom der er
mange retter i verden, som aldrig kan mætte en dansker.
Både appetitten og søvnen forsvinder gradvis, for man
kan ikke sove, når man er så angst og bekymret for den
fremtid, man ikke
har. Alligevel er det myndighedernes hjælpeløse svar på
ikke-menneskenes
dilemma i limbo: Mere medicin. Mere psykofarmaka og flere
sovepiller.
Sådan er det også for Elhams familie. Hun er ligesom Helin
fra Irak,
men shiamuslim og ligeså forskellig fra en irakisk kurder
som en islænder er
fra en sicilianer. Vor shia-værtinde er klædt i sort fra top
til tå.
Manden er gået i raseri. Først udsat for tortur med ophængning og el-chok
og isolationscelle og det der er endnu værre under
Baath-partiet og
nu kraftigt medicineret i Avnstrup. Den mindre dreng er vi
nødt til at
bokse med for at få ham dysset lidt til ro. Han er bagud
sprogligt,
begge børn er bange.
I den senere tid er to af deres familiemedlemmer blevet dræbt af
bilbomber.
Elham har dækket op på gulvet på aviser med ris og frugt.
Hun
fortæller stille og nøgternt, på dansk, at manden vågner
midt om natten
og tænder for fjernsynet og begynder at spise morgenmad,
mens familien
prøver at sove videre og hun må trøste børnene, fordi
faderen skriger om
natten i drømme. Når hun spørger, om han har mareridt, siger
han nej.
For han har mistet hukommelsen. Derfor kan han heller ikke
hjælpe hende
med at passe børnene, for han har pludselig glemt, at han
har børn. Han
tror i sin forvildelse, at det er konen, der er hans fjende,
at det er
hende, der har angivet ham til Baath-partiet. Af et vidnesbyrd, han selv har
givet, fremgår det, at han går i selvmordstanker og betragter sig selv som en
ulykke for sin familie og plages af tanker om, de overgreb hans kone var udsat for,
da han gik "under jorden" i Irak, og man tog hende
som gidsel.
En dansk undersøgelse blandt 149 asylansøgende familier fra Mellemøsten har vist,
at 28 % af de voksne asylansøgere har været udsat for tortur, og 50 % af de asylansøgende
børn derfor har mindst et familiemedlem, der har været udsat for tortur. Flere undersøgelser
har peget på, at ca en trediedel af aylsansøgere er torturoverlevere - afhængigt af hvor de kommer fra.
Især børnenes tilstand har der indtil nu været alt for lidt fokus på. I Avnstrup sidder
og står der børn i små klynger på de brede trapper. Nogle af dem rækker hænderne
frem mod os i håb om cola og slik, den hvide mands aflad. Nogle er nysgerrige og vil
på gebrokkent dansk have at vide, hvad vi hedder, og hvem vi besøger. En dreng giver
stedet fingeren og siger, at han er i fængsel; en sortkrøllet pige, der siger at hun er fra Libanon,
spørger om hun ikke må køre med os i bilen væk derfra, måske har vi så nogle penge til hende,
så hun kan købe noget nyt tøj til sin mor og far. Og måske kan vi så bagefter komme og køre
dem alle sammen væk.
- Hvorhen? Spørger vi.
- Væk, væk, væk, siger hun og vender ansigtet bort.
Avnstrup er ikke en tilintetgørelseslejr af kroppe, men af
sjæle.
Dørene er lavet af gennemsigtigt glas, men man kan ikke se
igennem, for de er i virkeligheden spejle.
Hvad er det vi ser i det spejl ?
Vi ser os selv. Danskerne, der engang ville frelse hele
verden, men
siden blev skuffede og vrede, fordi verden ikke lige var
sådan, som vi
havde tænkt os, ligesom os.
Vi behøver ikke at udnævne illoyale syndebukke, der rejser
ud i verden
for at bagtale Danmark. Rygtet om vores forbehold overfor
fremmede er
for længst kommet dem i forkøbet. Det er lykkedes gradvist
og lige
pludseligt at ødelægge det omdømme, som Danmark har levet
højt på i
flere generationer, ja, i stort set hele sin historie.
Derfor lyder vores spørgsmål:
Nu, hvor den ene flygtningelejr efter den anden lukker og
slukker,
fordi der rent faktisk ikke kommer flere flygtninge til
Danmark og al
indvandring er stoppet, kunne man så ikke i det mindste give
amnesti
til dem, der allerede er her, og som kom for så mange år
siden ?
Dét har man gjort i andre europæiske lande. I Sverige bor
asylsøgere i
egne lejligheder, de må arbejde og børnene må gå i skole.
Hvorfor
behandler Danmark flygtninge værre end alle andre lande i
EU?
Danmark er et lille land og alligevel stort nok til at have afsides
beliggende lejre, skjult og lukket for offentligheden, fyldt op med personer,
der synes som noget fra et vågent mareridt, personer med en belastet fortid,
næppe en nutid og uden håb for fremtiden; mange års ophold i et mentalt ingenmandsland
i Danmark har gjort dem modløse, ja psykisk syge, adskillige mere psykisk havarerede
end de var i forvejen, da de - som de er flest - flygtede hertil på deres i mange tilfælde
sidste overskud af kræfter. Da de kom, som regel for mange år siden, havde de fleste af
dem håbet om at være ankommet i tryg havn, til det rige Danmark, til det gode og fredelige
Danmark, til landet med mælk og honning. De troede, de var tæt på himlen, i stedet var de
øjeblikkeligt i skærsilden.
Vi har efter cartoon-krisen fået 32 lande imod os. Vi kan
ikke længere
hjemsende flygtninge fra Danmark. Hvad med at give de resterende afviste asylansøgere
- under 1000 - samt den gruppe flygtninge, der p.t. lever "under jorden" i Danmark,
opholdstilladelse og dermed vise for alverden, at Danmark ikke er så fremmedangst
og umenneskeligt som rygtet i mange år har villet vide ?
Suzanne Brøgger, Stig Dalager.
Læs også om Kirsten Thorup og Thomas Bobergs besøg i Sandholm-lejren