Side 4
Bodil Graae skrev d. 3.1.81 en kronik i Politiken: "Min
blå køkkengruppe". Den følger vedlagt. Debatten
i Politiken har fulgt denne kronik op i store og små
tilkenegivelser, for og imod Kvinder for Fred. Vi har udvalgt nogle
af de positive læserbreve:
9/1-81
KRIGERISK
Niels I. Meyer, Grønnevang 5, Hørsholm:
Bjarne Nørretranders kronik (8. januar) er et frontalt
angreb på Bodil Graae og beægelsen Kvinder for Fred.
Den er angiveligt skrevet for fredens og sikkerhedens skyld, men er
holdt i et meget krigerisk sprog. Flere afsnit består
hovedsageligt af ukemsord og ringeagtsytringer.
Tilsyneladende har Nørretranders misforstået
formålet med aktionen Kvinder for Fred. Det fremgår af
Bodil Graaes og andres indlæg at formålet primært
har været at få flere kvinder til aktivt at
beskæftige sig med sikkerhedspolitiske
spørgsmål. Det synes at være lykkedes. Hvad det
kan føre til på længere sigt er vel ikke klart i
dag - heller ikke for Kvinder for Fred.
Men der er utvivlsomt brug for nye aktionsformer for at
påvirke rustningsvanviddet. Kvinder for Fred fortjener
støtte gennem konstruktive forslag og ideer. De har ikke
brug for pedantiske omskrivinger af deres
programoverskrifter.
Det mest konkrete punkt i Nørretranders kronik er
påstanden om at Danmark kan forsvare sig ved at anskaffe 'et
passende udstyr af konventionelle våben og en
tilstrækkelig effektiv varslings- og
overvågningstjeneste'. Han kritiserer selv Bodil Graae for
manglende præcision. Det vil derfor være rimeligt at
bede Nørretranders præcisere sammensætningen af
det konventionelle forsvar i Danmark, som skal kunne virke
afskrækkende på fjendtlige magter med rådighed
over kernevåben.
Pol. 19/1-81
KVINDER FOR FRED
Forfatteren Lisbeth Bendixen,
Fortunvænget 4, Lyngby:
Under foregivende af at beskytte kulturer og værdier
fortsætter militarismen sine menneskeforagtende
fremstød og indsnævrer og forstener vores liv. For at
værge mig' mod denne umenneskeliggørelse slutter jeg
mig til en af Kvinder for Freds blå køkkengrupper i
håb om at vende min passive afmagtsfølelse til en
protesterende aktivitet.
Jeg forventer ikke at min indsats kan forskubbe noget som helst
i de enorme magtkonstellationer der omgiver os. Mit eneste
håb ligger i de forandringer, der sker i mig selv ved at tage
skridtet fra en angstfuld hvad-kan-det-nytte-tænkning til et
aktivt på-trods-af-initiativ, og de signaler jeg derved kan
sende til andre.
Der er stadig grønt græs og kærlighed mellem
mennesker, der er fugle der synger, og træer der springer ud,
der er børn der sjipper, og gamle der sidder på
bænken i solen.
Der er også en masse lort. Men vi vil have lov at leve med
det hele. Tage stilling til det hele uden et gigantisk
militærapparat der forandrer vores samfund og fylder
vores hverdag med angst.
Jeg er en der er angst og passiv. Du er en der er angst og
passiv, når vi snakker sammen om det, kan vi formulere vores
angst og derigennem tror jeg - vende vores handlingslammelse
til aktivitet.
Vi kvinder har altid haft et kraftcenter i vores
køkkener, nu udvider vi indsatsen til at omfatte andet end
postejer og hakkebøffer. Lad os danne mange blå
køkkengrupper. Vi er bange, men ikke lammede, vi må
råbe vores protest mod den kompakte mur af våbengale
autoriteter, vi må holde den lille gnist af håb i live
uden hvilken vi bliver knust.
12/1-81
DET HASTER.
Ninna Dahlgaard, Rydevej 6, Holstebro:
Det var en dejlig oplevelse at læse Politikens kronik
(3.1.): 'Min blå køkkengruppe' af Bodil Graae.
1980 var året, da Kvinder for Fred aktionen startede, og
den aktion har ikke været forgæves. Nu må vi lave
masser af køkkenmøder og bruge alle de gode
kræfter, der kom til udtryk ved underskriftsindsamlingen.
Alle burde starte med at læse bogen: 'Kvinderne og freden'.
Den er fyldt med dystre tal, men den er også fyldt med en
optimisme og en tro på, at det nytter at handle, men vi
må ud af busken og i gang.
Den viden, fredsforskerne giver os igennem deres arbejde,
må vi bruge, og når de så kraftigt appellerer til
den folkelige opinion (dig og mig) om at gøre noget, fordi
det er det eneste, der kan tvinge politikerne til at standse
oprustningskapløbet, MÅ vi høre efter.
Ellers begår vor jord kollektivt selvmord, som Alva Myrdahl
taler om.
Det er så lidt, vi kan gøre, vil mange sige.
Nej, der er så meget, vi kan gøre. Den optrapning
af konflikten, der i øjeblikket finder sted, peger direkte
mod en katastrofe, og det er vor egen passivitet, der er
årsagen. Vi er alle ansvarlige - at tie i disse
spørgsmål er at acceptere. Forsøm ikke en
lejlighed til at diskutere forsvar og oprustning, fred og
fremtid.
- Det er vigtigt, at vi kommer af med den magtesløshed,
der let griber fat i os, når vi hører om, hvor mange
gange, vi kan udslettes med de våben, vi allerede har,
når vi hører om terrorbalance, når oprustning
kaldes for fredsbevarende faktor osv., osv.
Kvinderne skal ikke stå alene, men initiativet blev taget
af kvinder, og mange mænd støttede og gjorde det med
glæde. Nu må vi i gang. Protesten begynder hos den
enkelte. Svigt ikke. Saml viden. Vær aktiv. Tro ikke
på, at vi øger verdens sikkerhed ved at gøre
den mere usikker. Det haster.
|