Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 9, 1990

Kvinder for Fred består

Af Inge Methling

Bevægelsen Kvinder for Fred har på et landsmøde i weekenden besluttet at fortsætte som fredsbevægelse.

I en udtalelse fra landsmødet peger bevægelsen på, at der stadig er brug for fredsbevægelser, ikke mindst i lyset af den øjeblikkelige krise i Golfen. I den forbindelse kritiserer Kvinder for Fred Danmark for at være 'følgagtig' over for stormagterne. Det store militær-opbud i Golfen er med til at forhindre en fredelig løsning, hedder det i udtalelsen.

Kvinder for Fred blev oprettet for ti år siden og havde op til jubilæet på landsmødet diskuteret, om man skulle ned­lægge sig selv i lyset af den internationale udvikling. På mødet blev det vedtaget ikke alene at fortsætte aktiviteterne, men også at udvide dem til at omfatte miljø-spørgsmål.

- men det koster jo nogle penge at "køre" KVINDER FOR FRED, så derfor er der medsendt et girokort, som meget gerne må bruges ret hurtigt!

Som I kan se, er dette nr. udvidet - for vi synes, det er vigtigt at give god plads til landsmøde-stoffet, og så er vi så heldige, at Else Hammerich omgående renskrev sit manu­skript til festtalen og der er en dejlig bunke sider at læse!

Det vil lune i vores fælles kasse, hvis I skriver lidt mere end de obligatoriske 100 kr på girokortet.

Den sædvanlige s. 2 med alle adresserne er ved at blive revideret - den kommmer med igen fra næste nr.

Dette nr. er redigeret af Aalborggruppen. Næste gang er det Jægerspris's tur.

Sidste frist for indsendelse af stof dertil er 2. november, og adressen er Ellen Starup, Kignæsbakken 12, 3630 Jægerspris.

REFERAT FRA LANDSMØDE / JUBILÆUM PÅ BRENDERUP FREDSHØJSKOLE 29.-30/9.90.

Louise Højlund bød velkommen med at sige, at hun var glad for at se familien samlet igen. Vi skulle lukke øjnene et øjeblik og føle at der virkelig var fred i os. Der er et stort menneske inden i os alle, sagde hun, og der skal vi samle kræfter til at fortsætte arbejdet.

Ruth Gunnarsen, erhvervsvejleder og sikkerhedspolitisk ordfører for Det Radikale Venstre, indledte debatten med at tale om "Omstilling til Fredsøkonomi", et kompliceret foretagende, fordi det griber ind på næsten alle niveauer af vor tilværelse.

Vi lever i en verden, der er underernæret og over­militariseret, og med en global forurening der truer med at ødelægge vores jord.

Mennesker har et fælles eje, som ikke må ødelægges, og det skal håndhæves gennem lovgivning m.h.t. miljø, ned­rustning osv.

Derfor må vi gøre noget i fællesskab, og vi må begynde nedefra med græsrødderne.

Ruth Gunnarsen syntes at vort arbejde er vigtigt og at Kv.f.F. skal gå videre.

Det kom der en lang debat og mange spørgsmål ud af.

Mie Jakobsen fra Aalborg kom ind på spørgsmålet om, at våbenfabrikation og -handel skal være kriminel, på linie med narkohandel. Det blev vedtaget, hvilket vil fremgå af pressemeddelelsen.

Hanne Hansen fra Jægerspris sluttede denne debat med at sige, at der tegner sig et andet og mere kompliceret billede af fremtidens krige, som i højere grad vil handle om kriminalitet, moral og økonomi.

Inger Bjørn Andersen og Ruth Lund lavede en happening om "Aktion Nordlys".

Efter pausen synger vi JEG DRØMTE MIG EN DRØM I NAT, hvorefter punktet "Skal Kv.f.F. fortsætte/nedlægges" behandles. Grethe Møller har i en artikel af Hilkka Pietila:PATRIARCHY IS A STATE OF WAR,(The role of peace movement and peace research in this war) fundet nogle spændende syndpunkter, der belyser freds­bevægelsernes rolle. Hilkka Pietilas dokumentation er en meget grundig samfundsanalyse, som peger på, at patriarkat og militarisme er to sider af samme sag.

Hvis vi vil bekæmpe militarismen, må vi bekæmpe patriarkatet, siger hun.

Vi må angribe grundpillerne i det patriarkalske samfund: lydighed mod autoriteter og konkurrencementaliteten.

Kvinder er ikke i så høj grad som mænd præget af disse idealer. Vi er opdraget til at beskytte børn og familie og ser derfor umiddelbart, at der er en modsætning mellem krigsforberedelse og beskyttelse af liv.

Folkelige bevægelser, som har det mål at opbygge alternative kulturer og strukturer er nødvendige for en varig verdensfred. Kv.f.F. er fra starten en sådan bevægelse og derfor et vigtigt led i kampen for fred - men fred betyder ikke blot fravær af krig. Fred betyder harmoni og sammenhæng mellem mennesker og naturen.

Og som hun siger: vi skal bygge et nyt samfund i skallen af den gamle, og så få den til at falde sammen.

Og så har vi en livlig debat, som selvfølgelig konkluderer, at vi ikke skal nedlægge os selv, men ufortrødent arbejde videre.

Der kommer flere forskellige forslag på bordet for vort fremtidige arbejde:

At: da økonomien er den stærkeste magtfaktor, skulle alle kvinder overføre deres bankkonti til JAK Banken (Fælleskassen) oplysn.hos Kors~ade 56, 2200 kbh.N.

Det er en antikapitalistisk bank, som ikke er baseret pa et økonomisk overskud.

At: vi tænker anderledes, hvis vi skal videre, markerer os anderledes og går mere radikalt til værks, bl.a. ved civil ulydighed.

At: vi ændrer Askepot-komplekset og ændrer mænds billede af,hvordan kvinder er.

At: vi arbejder på at få indført militærskattenægtelsen.

At: vi hver dag reagerer på, hvad vi hører og læser og skriver korte og præcise læserbreve.

At: vi slutter os sammen med andre fredsbevægelser om ad hoc opgaver for at opnå større gennemslagskraft.

Men da vi har det privilegium,at vi ikke er en organisation, men en græsrodsbevægelse, kan vi ikke nedlægge Kvinder for Fred - vi kan diskutere, at ophøre med at udsende Køkkenrullen og afholde landsmøder, for så længe blot to kvinder kalder sig Kvinder for Fred, eksisterer bevægelsen Kvinder for Fred (Referentens konklusion). Dagny Riis har påtaget sig opgaven at lave en dansk oversættelse, som vil kunne fås hos Grethe i løbet af en måneds tid.

Under Eventuelt søndag morgen foreslår Ruth Gunnarsen, at vi er solidarisk med SIMU, som er en international sammenslutning for miljø og udvikling. Den er bl.a. sammensat af FN~forbundet, Greenpeace og NOAH og arbejder på at samle græsrodsbevægelserne med henblik på konferencen i Brasilien i 92 om international lovgivning om miljø og udvikling. Den har fælles europæisk kontor i Bruxelles. Ruth vil gerne repræsentere os og melder tilbage, når hun får flere informationer. Kv.f.F. vil gerne opbakke SIMU, men vi har ingen midler til at støtte bevægelsen.

Jubilæumsaftenen forløb i den bedste stemning. Else Hammerich holdt festtalen, en tale som gjorde et dybt indtryk på alle tilstedeværende, og som sammenfatte de vores samvittighed i kravet om at sørge for vores børns fremtid, og at gøre det umulige muligt, d.v.s. afskaffe krig og nød. (hele talen kan læses i dette nr af ;,Kfllkkenrullen (red.)) Skuespiller ved Odense Teater Folmer Rubæk sang Brecht sange, akkompagneret af sin kone, og læste også en historie af H.C.Andersen - det var meget fint.

Til sidst var der folkedans. En instruktrice ledede slagets gang, og alle var glade for at få rørt benene efter den gode middag.

Søndag: Inger Bjørn Andersen talte om brevet fra Toni Liversage, vedr. høringen med de palæstinensiske kvinder (Køkkenrullen nr.3, 1990) og fik positivt svar fra Hanne fra Jægerspris, som også går med i arrangementet.

Thyra Hansen fremlagde årsregnskabet for Køkkenrullen.

Rejseudligning blev diskuteret og praktiseret.

Der blev skrevet et brev til Dronning Margrethe og en pressemeddelelse udsendt (begge breve ses i dette nr)

Næste års landsmøde blev aftalt. Det skal igen afholdes på Brenderup Fredshøjskole den sidste week-end i september, og Aalborg/Skals vil stå for arrangementet, mens Inger Bjørn A. påtager sig at udarbejde en menu, som svarer til gennemsnittet af den kost, som den fattigste befolkning lever af. Derved skulle prisen blive lavere.

Det blev vedtaget, at KØKKENRULLEN fremover skal redigeres, som følger:

November/januar.................Jægerspris
februar/marts...................Gladsaxe og den nye gruppe på Falster
april/maj...................... .Odense
juni/august.....................Vesterbro/Frederiksberg
september/oktober...............Virum.

Fra rejseudligningen blev der indsamlet ca kr.500,00 til fonden.

referat ved Lillemor Hornbech-Madsen og Vibeke Aagaard

KVINDER FOR FRED udtaler fra sit landsmøde på Brenderup Fredshøjskole 29.-30.sept.

Der er stadig brug for Kvinder for Fred, og vi vil fortsætte med kompromisløst at arbejde mod de overgreb, der foretages mod menneskers naturlige rettigheder - både på det nære plan og i global sammenhæng.

Våbenproduktion og -handel betragter vi som kriminelt, ligesom narkohandel.

Vi foreslår, at man kan blive fritaget for at betale skat til militære formål, ligesom man kan undgå militærtjeneste.

Mens stormagterne selv undertrykker og udbytter mennesker i den tredie verden og forsømmer den mest nødtørftige omsorg for fattige i egne lande, farer de ud med militærmagt for at beskytte oliemagnaternes kapitalinteresser og egen magtsyge - og de prøver at bilde os ind, at det er folkeretten, de beskytter.

Kvinder for Fred vil fortsætte med at afsløre denne falskhed i de ledende politikeres fremtræden.

Vi vil tale imod, at Danmark er følgagtig over for stormagterne i disse umenneskelige reaktioner. Det mægtige militæropbud i Golfen formindsker muligheden for en fredelig løsning via FN.

Den enestående mulighed, at alle stormagter enigt fordømmer Iraks overfald på Kuwait, burde være brugt til en løsning med fredelige midler.

Nu risikerer soldaterne fra de vestlige lande at blive dræbt af våben, som er solgt til Irak fra deres egne lande.

Situationen i Sydafrika så ulykkelig den end er med krig mellem sorte, opildnet af yderligtgående hvide - viser dog, at et moralsk pres fra en meget stor del af verdens lande har en god chance for at føre til mere menneskeværdige kår for de undertrykte.

På Kvinder for Freds vegne

Lis Føltved

Hs. majestæt Dronning Margrete d. 11
Amalienborg

Det er en gammel tradition, at kongehuset yder sin støtte til militæret, men er den internationale situation lige nu ikke sådan,at gamle traditioner kan og bør tages op til overvejelse.

Vi føler egentlig at vi henvender os til Dem, ikke som Deres Mastæt, men som det menneske vi ind imellem aner bag majestæten. Da vi føler at De bevidst lader os se disse glimt af mennesket Margrete vil vi gerne sige følgende: Kære Margrete, synes du egentlig ikke at det er på tide at du, der er en kvinde akkurat ligesom alle os andre og garanteret har ligeså lidt lyst, som vi har til at se dine sønner mishandlet og endda dræbt i krigshandlinger, at du måske skulle overveje ikkg at yde din støtte til den militærmanøvre, som går under det lidt overfriske navn" Gæv Kriger ". Vi kunne godt forestille os, at du bare undlod at inspicere tropperne. Vi er helt på det rene med, at det ikke er så enkel en beslutning at tage. Du kommer til at skuffe nogen, meget endda, som har glædet sig til at se netop dig. På den anden side føler vi, og det tror vi egentligt også at du gør, at den krig som truer i mellemøsten må vi på alle måder tage afstand fra. Det er umådeligt vigtigt at denne konflikt løses med fredelige midler.

Kunne du ikke lige nu overveje at sige fra - blive væk - sige nej - lade være med at støtte militærøvelsen "Gæv Kriger"

Kæmpebrag for dronningen

En munter dronning Margrethe var i går med til at afslutte NATO-øvelsen Beat Blow (Kæmpebrag), og artilleriet kvitterede med en øredøvende demonstration af sin ildkrart.(Foto: Nordfoto)

det
hjalp
altså
ikke.

FESTTALE TIL KVINDER FOR FRED's 10 ÅRS JUBILÆUM

Brenderup højskole, 29. september 1990

Tillykke med dagen og med, at Kvinder for Fred vil fortsætte, for der er stor brug for jer lige nu, og i de kommende år.

Da jeg sad og læste jeres første bog, "Kvinder og freden" af Bodil Graae, stod det igen klart for mig, at I er noget ganske særligt. Marianne Larsen skriver i digtet "Freden":

hvis freden ikke har nogle sanser
hvordan kan folk da ønske at kaste sig i dens favn
hvis den ikke har drømme
hvordan så forene sine drømme med den
hvis freden bare er en skal
som glasset hen over et ur og en tid
hvis freden ikke passer tøj sammen med hver og en
kvinder og mænd og børn og ukendte
hvis freden er navnet på et teknisk væsen
uden egentlig far og mor
hvordan så være sikker på at den som en søster og bror
vil indbyggerne det godt
når den hen under aften sænker sig over land og by

jeg vil se freden
i ansigtet på dem jeg møder
l som taler om den store freds bevarelse
jeg vil se freden
i hænderne på dem jeg møder
I som taler om varig fred og den totale afspænding
sikret gennem den totale oprustning
jeg vil se freden
se freden under folks bluser
I som taler om afsavn for fredens skyld
jeg vil freden danse og spise
og elske og stjæle fra dens fjender
alt hvad de ejer og har
jeg vil se folk kaste sig i hinandens favn
og blande drømme

Der er meget kvinde i det digt; denne sammenhæng mellem at sanse og at drømme; hverdagens detalje sammen med overblikket. Sådan er vores kvindekultur, når den er bedst. Men alting har sin skyggeside. Når vi er værst bliver det til gnidder og smålighed på den ene side, romantik og virkelighedsflugt på den anden. Når vi er bedst, kan vi skabe en jordnær vision.

I bogen lagde jeg også mærke til den nedgøring, I mødte, med overskrifter som "HYSTERISKE KVINDER TAGER· PATENT PÅ FREDEN", men I fik megen støtte, også fra mange gode mænd. På en måde var kampen mod atom-missilerne ret stueren, især da det viste sig, at 70 % af befolkningen ikke ville ha' dem.Og så fordi den rige verdens forbrugsmønstre og dominans ikke stod på spil, sådan som nu, med krisen i Mellemøsten.

Det lette hysteri, vi oplever nu, kan hurtigt oppiskes til et krigshysteri så stort, at Kvinder for Fred kan blive virkelig upopulære. så stort, at enhver humanistisk handling bliver betragtet som undergravende. Så kan det være, vi må op på ølkasserne og råbe på fred, risikere at blive pebet ud og smidt rådne tomater på.

Ligesom Sylvia Pankhurst, den engelske sufragette, som sammen med sin mor Emmeline og sin søster Christabel sloges for kvindernes stemmeret. Men hun gik videre, blev pacifist, og da 1. verdenskrig brød ud, agiterede hun sammen med East End's kvinder mod, at England deltog i krigen. Det fik hendes mor og søster til at tage offentlig afstand fra hende, for sufragetterne var begyndt at hverve frivillige til krigen. Sylvia kom til at betale for sin pacifisme, blev udelukket, hængt ud som landsforræder og fængslet.

Forleden talte jeg med en kvinde, som var aktiv i fredsbevægelsen i 80erne. Nu har hun en slægtning siddende som gidsel i Bagdad. Jeg spurgte hende, hvad hun syntes om den militære opbygning i Golfen og vores deltagelse i den. Hun svarede, at hun personligt allerhelst havde set, at USA ikke havde sendt militær, for så havde Saddam Hussein ikke taget gidsler. Men på den anden side kunne det ikke tolereres, at et stort land som Irak bare erobrede et lille land som Kuwait, så vi måtte alle yde vores ofre. Hendes svar gjorde mig nedslået. Hvem har fået hende til at tro på, at hun skal bringe ofre og at krigsforberedelserne er til for at forsvare folkeretten og Kuwait? Hvorfor så hun ikke, at de skal beskytte "vores" olie, vores dominans og vores ødsle levevis?

Kvinder og fred, det er ikke så ligetil. Det var f.eks. trist, at kun eet medlem af Folketinget - ud over SFs gruppe - stemte nej til at sende et dansk krigsskib, og det var en mand!

Det kan blive hårdt at stå fast på fredelighed i de næste år, det vil kræve civilcourage, men det er nødvendigt. Der er mange kvinder her i landet, som mangler en stemme i dette spørgsmål, men som tænker som vi gør.

En folkelig bevægelse kan arbejde på tre måder: kompromisløst, pragmatisk eller kreativt. Alle tre er vel nødvendige, men det forekommer mig, at Kvinder for Fred har været meget kompromisløse og kreative, som f.eks. da I foreslog Dalai Lama som mægler i Mellemøsten! Kvinderne i Greenham Common nægtede at "tælle sprænghoveder" de ville bare have de raketter væk; Hvis de havde forhandlet pænt om, hvor mange der skulle fjernes, havde ingen lagt mærke til dem, og ingen husket dem i dag.

Der er meget at sige jer tak for: f.eks. fordi I tør lægge ømtålige og åbne alternativer frem. Og for jeres store arbejde med Palau. Og fordi I stillede op i Folketinget og talte imod det store flertal, da det danske krigsskib skulle af sted.

Det der sker i Mellemøsten er et ondt forvarsel. Næppe var Øst-Vest konflikten fordampet, før en ny krigstrussel viste sig. Det er et ondt og skævt og indviklet forvarsel, uden gode og onde, helte og skurke. Mit barnebarn, Peder, en stenrolig dreng på 9 år, ringede og spurgte, hvem vi holder med. "Ingen" måtte jeg svare ham, og så tabte han interessen for den affære. På en måde er det godt, at der ingen er "at holde med" - for så bliver det sværere at skabe begejstring for krigen, hvis det skulle komme så vidt.

Men det er et forvarsel om en langvarig og hård konflikt mellem de rige lande, som vil beskytte deres overforbrug, og den tredie verden med sin enorme, fattige underklasse. Det er på en måde en økologisk krise, og det bliver ikke den sidste.

Forleden sad jeg og læste om fjendebilleder, hele det kompleks,hvor man betragter sin modstander som uforbederlig, løgnagtig, underlødig og umulig at stole på og forhandle med. Alle de steder, hvor der stod "russer" eller "kommunist" i teksterne, kan man nu indsætte ordet "muslim" - så hurtigt er det gået at opbygge et nyt fjendebillede.

Et par eksempler:

- allerede samme dag, som Irak havde angrebet Kuwait, kunne vor udenrigsminister i TV-avisen udbrede sig om Iraks ondskab og om, at de mennesker der er så ivrige for at skære ned på forsvaret, bør tænke sig om en gang til. Det viser, at hele krisen har at gøre med forsvars budgetter og våbenproduktion.

- på en mur på Emdrupvej står denne grafitti:

"COME ON, UNCLE SAM
GIVE THE FUCKING MUSLIMS
WHAT THEY DESERVE".

Det viser, at denne sag har at gøre med fremmedhad, på det helt nære plan. Men alting har sine lyse og mørke sider: de indvandrere, der bor her,er vores chance for at lære andre kulturer at kende, den sikre vej til at opløse fjendebilleder.

- fornylig offentliggjorde to fagforeninger for de professionelle soldater deres oplæg om det danske forsvars fremtid. Der stod: "Befolkningstilvækst, klimaændringer, miljømæssige faktorer mv kan i de kommende år gøre områder i verden stærkt nødlidende og dermed skabe kimen i den 3. verden til en stigende modstand mod de nationer, der må antages at bære skylden for ulykkerne (...) Det vil næppe være urealistisk at tro, at en såkaldt nord-syd konflikt på et tidspunkt kan betyde en ny offensiv militær opbygning i Europa".

Og de taler om "en fælles europæisk militær enhed beregnet til operationer også uden for Europa" (citater fra artiklen "International dansk styrke skal i kamp mod truslen fra u-landene" af Jørgen Dragsdahl, Information 27.9.90).

Det er den udfordring, fredsbevægelserne står over for. Spørgsmålet, også for Danmark, bliver: Vil vi beskytte vores overforbrug med alle midler, også militære?

Eller vil vi konsekvent holde os til forhandling, og være villige til at fordele ressourcerne. Jeg tænker ikke kun på u-Iandsbistand, men også på retfærdige handelsaftaler. Begge veje er risikable. Vælges den lukkede og voldelige, kan vi næppe overleve. Vælges den åbne, udsætter vi os også. Som der står i et digt af Ingrid Sjöstrand, også i jeres første bog:

Fred er ikke tryghed og bestandighed
Fred er ikke en garnati for nogetsomhelst
Fred er uvis at stige ud af neurosen
og møde virkeligheden

Fred er ikke frihed fra farer
Fred er at vove at sprænge sig ud af sine forsvar

Fred er ikke at komme overens på andres vilkår
Fred er at dele alles vilkår

Ja, sådan vil det blive. Fred vil blive at vove, meget. Og at dele.

Så der bliver meget at lave, vi må blive flere. Opgaverne vil spænde fra at få våbenproduktion og -handel afskaffet, militarismens synlige udtryk - og til at arbejde med vores egen bevidsthed, krigen i vores hjerter. Hvis vi ikke indser, at den også er i os selv, er vi langt ude.

Det er bevidstheden, jeg vil tale med jer om i aften, især om børnenes. Jeg har været væk fra den danske debat i et år, været i Chile og Stillehavet og USA, og det er første gang, jeg fortæller om, hvad jeg tænker på nu. Jeg er glad for at gøre det her, hvor jeg føler mig hjemme.

Man kan indvende, at børnenes bevidsthed er et for langsigtet projekt, fordi det brænder på lige nu med konflikter og forurening. Men jeg ser det som at plante træer, fordi håbet er det eneste realistiske.

Hvad jeg vil fortælle, handler lige så meget om fred på jord, som om fred med jorden. De hænger sammen, for hvis vi ikke får en ny økologisk bevidsthed, kan vi næppe overleve som art, og på den anden side: ansvaret for klodens natur - og dermed alles liv - er det eneste fælles referencepunkt for alle nationer; det eneste som kan løfte ud over konflikterne.

Jeg tager udgangspunkt bl.a. i en bog af den amerikanske forfatter Thomas Berry, som læses meget af amerikanske økologer. Bogen hedder "The Dream of the Earth", jordens drøm. Sådan hedder den, fordi den går ud fra den nye, videnskabelige tænkning, at alt i universet er een lang proces, en aldrig fuldendt· skabelse, een lang energi-handling eller kommunikations-handling. Kreativitet, inspiration og fantasi sætter vi i forbindelse med drømme, hvor vi udfolder os mest frit og ubundet. I Johannes-evangeliet hedder det om skabelsen:"I begyndelsen var ordet", men man kunne også sige:"I begyndelsen var drømmen" - drømmen om jorden.

Den drøm deler vi med alt levende, men på en særlig måde: mennesket er den dimension ved universet, der gør det bevidst om sig selv. Mennesket er den måde, hvorpå stjernen ved, at den er en stjerne. Mennesket er jordens bevidsthed, men har efterhånden fået så stor magt over kloden, at vi nu er i stand til at ødelægge den.

Hvis jorden bliver et ugæstfrit sted, er det fordi vi har mistet vores agtelse for den, vores taknemlighed, vores sans for jorden som et helligt bosted. Den havde vi før, f.eks. Hildegard von Bingen og Frans af Assisi. Eller vores egen Brorson, i hans salme "Op al den ting som Gud har gjort". Salmen kan ses som en from kristen sang. Men den kan også ses som en spirituel rejse helt ud i galaksen, kristendommen forstået som een af menneskets spirituelle kanaler. Den spejler den intense oplevelse af enhed med alt skabt, som vi har i de såkaldte kulminationsøjeblikke, spontant, i meditative tilstande, under kontemplation, eller som vi finder i beretninger fra folk, der har taget bevidsthedsudvidende stoffer.

Brorson kommer vidt omkring, ser det mindste græs og den lille nælde, dyrene i skoven, fuglene i luften, overvældes af deres sang, dykker ned i havet med de mange munde, farer op til mælkevejen, helt op i himlen, ender i en ekstase, hvor mennesket og skaberen synger en glad vekselsang.

Op, al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise! Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans mngt hevise.

2. Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

3. Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få,
om det kun ret at tale!

4. Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle!

5. Hvad Skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind hnrpcstrcnge!

6. Hvad skal jeg sige, når mit sind
i havets dybe grunde
kun dog så lidt kan kike ind
og ser så mange munde!

7. Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
hvor stjerneflokken blinker, hvor mildt enhver imod mig ler
og op til himlen vinker!

8. Hvad skal jeg sige, når jeg op
til Gud i ånden farer,
og ser den store kæmpetrop
af blide engleskarer!

9. Hvad skal jeg sige? - Mine ord
vil ikke meget sige:
O Gud, hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige:

10. Op, stemmer alle folk på jord
med frydetone sammen:
Halleluja, vor Gud er stor!
Og Himlen svare: Amen!

De oprindelige kulturer havde en intuitiv forståelse for denne enhed, har den, hvis de stadig lever. Omaha-indianerne indviede. det nyfødte barn ved at erklære dets eksistens fire gange: først til universet, sol, måne, stjerner, alt hvad der bevæger sig på himlen. Så til atmosfæren, vind, skyer, regn, tåge, alt hvad der bevæger sig i luften. Så til jorden, bjerge, dale, floder, søer, bække., træer og græs. Så til alle mennesker og alle dyr, fra det største til det mindste. Måske har vores dåb også denne ide, når præsten øser vandet, en lille del af verdenshavet, over barnets hoved?

Mennesket får større og større magt over jorden, kan rive bjerge op, vende floder, udtørre søer, gøre skove til papir, forandre luften, atmosfæren , ozonlaget , klimaet, gå helt ind i atomerne og generne. Vi tager retslig patent på de planter og dyr, vi har gensplejset (!).

Vi kan udslette hele arter, og gør det, ca. 10.000 pr år, nu. Udslettelse er ikke bare at nedsætte et antal, at ødelægge noget, der kan erstattes eller repareres.

Udslettelse er en absolut og endelig handling. En udslettet art er for altid borte, også for alle kommende generationer af mennesker. "En guddommelig stemme bragt til tavshed", siger Berry.

Den forandring, der sker i disse år, er måske den største i jordens historie og kan sammenlignes med tiderne, da jorden var ny. Vi har forladt den tidligere forståelse af, at vi er en art blandt arter, en del af universet, som er besjælet, ligesom vi. Den forståelse havde f.eks. Chan Tsai fra det ll. årh. 's Kina, som gjorde denne indskrift:

"Himlen er min far, jorden min mor,
selv en lille skabning som jeg finder en plads i det hele.
Det som udfolder sig gennem universet, betragter jeg som min krop.
Det, som styrer universet, betragter jeg som min natur.
Alle mennesker er mine brødre og søstre, alle ting er mine fæller".

Læg mærke til "det som styrer universet, betragter Jeg som min natur".

Vores fejltagelse er, at vi betragter det guddommelige som noget udenfor os, hvis det overhovedet findes, ikke som noget, der er i os. Når vi siger "et guddommeligt menneske", taler vi om en,der udmærker sig i forhold til andre, ikke om "et fælles vilkår".

Men vi er ved at vende hjem; den nyeste forskning giver en tættere forståelse af universet og udtrykker det somme tider med en poetisk nerve, som ikke var før.

Fysikeren Brian Swimme siger:"Universet skælver af undren i menneskets inderste".

Mennesket er universets bevidsthed. I den vestlige verden har vi udviklet en autisme, en døvhed over for denne enhed. De traditionelle kulturer kender den intuitivt, de kan inspirere os, men det er ikke nok; hvis vi skal genvinde respekten for det skabte, må vi tage det moderne verdensbillede til os. Det er sigende, at astronauter og kosmonauter, fra USA og USSR, i flere år har holdt møder, ikke for at udveksle tekniske detaljer, men for at tale om livets mening. De blev spirituelle via deres videnskab og deres oplevelse af rummet.

Et sted i os selv kender vi sammenhængen, trods desorientering og rodløshed. Kloden består af 70 % saltvand, det gør vores krop også. Vandet i vores krop er verdenshavet, bogstaveligt talt - gennem fordampning, skyer, regn, drikkevand. De tårer, vi græder, er verdenshavet. Vi hænger sammen.

Vi er jordens bevidsthed; vi kan redde den eller lægge den øde. Før styrede jorden sig selv, så at sige pr automatisk pilot. Nu er det i en vis udstrækning os, der styrer - ved vi nok? Har vi moral og visdom til det? Eller er vi blevet for autistiske?

Hvad tidligere kulturer vidste pr. indføling, må vi tilegne os bevidst, med hjerne og hjerte. Flere og flere gør det, men det er endnu ikke afspejlet i lovgivning, økonomi, moral, uddannelse, institutioner, virksomheder, det, politiske livosv.

I de fleste religioner er skabelsen det centrale, men i den kristne kirke er vægten lagt på skyld, frelse, forsoning, tilgivelse. Der er ikke megen plads til at begejstres over skabelsen og det at leve.

Desuden har vi forestillingen om Tusindårsriget, hvor alt skal blive godt. Det er den mest magtfulde myte, der har eksisteret, den der har udløst de stærkeste energier.I de sidste århundreder har tusindårsriget været forklaret som: oplysningen, den demokratiske tidsalder,' den kapitalistiske drøm, det klasseløse samfund, det industrielle vidunderland. Og der er vi nu. Det er ironisk, at drømmen om tusindårsriget bærer sin destruktion i sig, ikke en vidunderverden, men en affaldsverden.

Den økologiske logik om at dele, både lokalt og globalt, og leve i balance med naturen, er mindre romantisk, mere realistisk end den industrielle vidunderverden, som tydeligvis ikke holder.

Alligevel: det moderne menneske i vesten og snart overalt har en dyb fascination af forbrugerparadiset. En fascination, som er langt stærkere end den økologiske vision, det må vi erkende. Ligesom fascinationen af krig og vold er større end den fredelige vision - det gælder nationer, det gælder institutioner og det gælder den enkelte.

Selvom vi er fanget mellem økonomier, der går i opløsning, og ødelagte naturlige omgivelser, holder vi fast på den industrielle myte, om at vi kan producere os til en lykkelig tilstand. Den er en myte, et massehåb, som har stor magt. Omtrent som afhængighed af stoffer; selv når de åbenlyst ødelægger kroppen, tillader fikseringen ingen frigørelse. Enhver kur indebærer abstinenser. Den største hindring er psykisk, ikke materiel.

Hvis vi nogensinde skal have rent drikkevand igen, får vi brug for mere end fornuftig snak om det formålstjenlige. Hvis vi ikke fatter vandets mystik, vandfaldets, havets, flodernes, regnvandets, skyernes, får vi aldrig den psykiske energi, der skal til for at skaffe rent drikkevand. Den nye myte må bygge på antagelsen om: jorden som en irreversibel proces, den økologiske tidsalder uden krig som eneste mulige tusindårsrige, og fremskridt for både mennesker og natur.

Den myte er hverken romantisk eller idealistisk, men bygger på en koncis og dyb forståelse af jorden som proces. Vi har brug for en ny ramme, en ny myte, en fascination, den store fortælling. Den vil bygge på såvel videnskabelig som spirituel forståelse. De visionære figurer vil svare til videnskabelige principper. den skabende energi: den store moder. Den evolutionære proces: den lange rejse. Sammenhængen i alting og den voksende kompleksitet: livets træ.

Denne nytænkning spirer mange steder i verden, på samme tid. Men det er først lige nu, vi er ved at komme ud af den teknologiske fortryllelse. I århundreder har vores bevidsthed befundet sig i den snævreste ramme i menneskets historie. Selv de mest "primitive" kulturer har større visioner om enheden mellem menneske og univers end vi har haft. I sammenligning er rammen for vores liv uendelig fattig og grå. Vi påstår stadig, at alt det, vi ikke umiddelbart kan se og bevise, ikke eksisterer!

Derfor vil en ny vision blive mødt med skepsis, som uvirkelig, ukonkret, uopnåelig alligevel opstår den overalt, også hos videnskabsfolk. Den store nye fortælling om universet og os bygger på tre principper, som styrer alt liv, fra den første eksplosion i himmelrummet:

1) Differentiering, eller mangfoldighed, universets styresystem. Kun forskellige stoffer indgår i forbindelse med hinanden. Fra starten var princippet en større og større kompleksitet og mangfoldighed. Forskellighed er ikke et problem, men en sandhed. Det gælder også mennesker. Ikke noget beklageligt, men en løsning, for forskellighed bærer udvikling i sig. Hvis børn skal lære at overleve, skal de ikke lære at beherske og fjerne forskelle, men at forelske sig i dem.

2) Subjektivitet eller indre-hed. Et hvert stykke levende liv er et unikt udtryk for universet, sandt, eksisterende. Det er retten til at være, og være sig selv. Det barn, som trygt ser sig selv som enestående, og med ret til at være, bliver et stærkt barn.

3) Fællesskab, ethvert væsen kan kun leve, fordi det er bundet i fællesskab med alt andet. Det eneste fællesskab, som udvider sig. At vide det, i hele sin bevidsthed, er også en overlevelses-egenskab.

Se på din hånd, jeg mener det, se på den bare et minut. Ung eller gammel, stor eller lille, den er et vidunder, og i den ligger alle de tre styrende principper: den er højt differentieret, resultat af millioner års udvikling. Den er enestående, forskellig fra andre griberedskaber, fra kløer og poter. Den er den eneste hånd i verden, der har set sådan ud, nogensinde. Der findes ikke to ens. Den er aldeles forbunden med alle andre dele af kroppen, alle organer, den styres af dine tanker, reflekser og følelser. Med den er du forbundet med alle andre mennesker. Ikke alene dem, du rører ved og arbejder for. Også med alle dine forfædre og -mødre.

Den kunne ikke eksistere uden alle dem i hele verden, der skaffer dig din mad og dit udkomme. Den er utænkelig uden havet, regnen, blæsten, landjorden, solen, universet.

Der er skrevet masser af lærebøger om global forståelse, men det er i os, denne enkle viden skal opstå. 80 % af børn tror ikke, de kommer til at leve et helt liv.

De har krav på håb. Vi må have en fortælling, der er stor nok, dyb nok, spændende nok, mystisk nok til at møde barnets søgen efter mening, og dets uendelige muligheder. Den fortælling er ved at opstå, på mange måder, i mange lande. Den er endnu som en fjern melodi, som nogle musikere kan høre, men ikke tydeligt nok til, at de kan spille den helt igennem. Vi er famlende nu, og det skal vi turde være.

Vi står midt imellem to fortællinger, og den gamle duer ikke mere, den om at Verden kun er materiel, at vi står uden for naturen, at vi har ret til at bruge den, som det passer os. At vi er lige så ubesjælede som universet. Og afskåret fra det. Det antropocentriske menneskesyn.

Den fjerne melodi kommer nærmere, den spiller, at universet skabes i os, at vi er den art blandt arter, som er universets bevidsthed, at vi har magt til at slutte fred med jorden eller gøre den gold.

Vores tid kan sammenlignes med pestens tid i l400-tallets Europa, da 1/3 af alle døde på få år, i storbyerne halvdelen. Det var også en overgangstid, dybt traumatisk. Ud af den opstod to retninger, to forsøg på løsninger. Den ene var en religiøs fromhed, for at slippe for den onde verden. Det blev en tro, der centrerede sig om frelse, frelserens person og de troendes indre liv. Den anden var videnskabelig kontrol med den fysiske verden,for at beherske dens grusomhed, Newton, Darwin, Freud. Darwins "naturlige udvælgelse" levnede ikke plads for værdier og moral.

De to løsninger blev adskilt, så dybt, at en sammenhængende fortælling om os og livet ikke kunne eksistere. Det spirituelle blev overladt til de troende, til digterne og fantasterne. Den materielle verden blev overgivet til videnskab og erhvervsliv.

Nu er der en tendens til, at de store virksomheder overtager det hele, ikke alene det materielle, kontrollen med alt forbrug og alle varer, men også det åndelige, medierne, livsstilen, drømmene om forbrugets tusindårsrige, livsmålet om at blive en glad stræber og vinder.

Men det er kun een side af udviklingen. For den nye fortælling, der igen forbinder det spirituelle og det materielle, menneskene med hinanden, mennesket med jorden, opstår i en stor, frugtbar forvirring, og genkendes af mange, så snart de hører om den. Den materialistiske bevidsthed har jo kun eksisteret i et sekund af menneskets historie, og er en undtagelse, både geografisk og historisk.

Hvis ikke man tror på barnets potentiale for at forstå dybt og omfattende, må man holde op med at have med børn at gøre. Hvis man virkelig kender til børn, vil man vide, at de har fine redskaber til at fatte, at de og alle andre børn tilsammen kommer til at udgøre jordens bevidsthed, og ansvar.

Men konkurrencens, forbrugets, militærets logik er så stærk og fascinerende, at et nyt skridt må komme dybt indefra, fra stilheden og den tøvende samtale. Måske skal der nye lærebøger, læseplaner og projekter: men det vigtige er,at vi selv kender fortællingen. Berry henter sit håb ikke alene i den kendsgerning, at så mange tusinde grupper og mennesker nu forbinder det spirituelle med det videnskabelige, og sig selv med naturen, men også i, at jorden altid' har udviklet sig gennem dramatiske, kriser og spændinger. Den nye bevidsthed, som nu er ved at opstå overalt, som svar på den økologiske elendighed, er måske jordens egen måde at løse sin krise på.

Med disse ord, som måske mere blev til en prædiken end en festtale, ønsker jeg jer alt godt i de næste ti svære og lovende år.

Else Hammerich.

NOTAT 661

EF-forsvar til debat

Af Agnete Vistar, Bruxelles.

Italien, som har formandskabet i EF, har foreslået, at den vesteuropæiske forsvarspagt Vestunionen, WEU, skal fusioneres med EF, således at EF får et fælles forsvar.

Forslaget blev fremsat allerede torsdag den 13. september i det såkaldte planlægningsudvalg med personligt udvalgte repræsentanter for de 12 stats- og regeringsledere i EF.

Ifølge EF-kilder var forslaget hovedemnet på dette møde, og hovedparten al EFlandene viste stor interesse for det italienske forslag.

- De fleste lande var absolut ikke negative. Tre lande lagde afstand til forslaget: Danmark, Irland og i et vist omfang Storbritannien, siger en højtstående sydeuropæisk kilde til Notat.

Kilden understreger, at man ikke gik i detaljer på mødet. Et fjerde møde blev holdt i tirsdags den 25. september. Her pudsede de 12 landes repræsentanter diskussionerne om et fælles EF-forsvar af, således at udenrigsnlinistrene er forberedte til deres kornrnende møde den 6. og 7. oktober i Asolo i Italien.

EFs opgave var oprindelig rent økonomisk, I men organisationen har i sin ekspansion efterhånden ædt sig ind på alle områder, nu sidst også forsvaret.
Aalborg Stiftst. 4/10-90

FRA MILITÆR TIL MILJØ

Med ovenstående emne holdes der møde

mandag 22.okt.kl.ll

i Landstingssalen på Christiansborg i Kbh. Et møde, hvor også militærfolk er indbudt til at diskutere en overførsel af de militære ressourcer også menneskelige til kampen mod den fælles fjende: den forfærdende miljøsituation, ikke mindst i østeuropa.

SF er arrangør.

Fredsskat

Fredsskattefondens kasserer, Geert Grønnegaard, har sendt følgende brev til Danmarks Radio's Licenskontor:

Som kasserer for Fredsskattefonden kan jeg oplyse, at en række mennesker den seneste måned til fondens giro­nummer 6 13 9949 har indbetalt små og store beløb, som de samtidig meddeler er fratrukket den halvårlige TV-licens.

Fredsskattefonden er stiftet i fællesskab af fredsorganisationer og har til formål sammen med tilsvarende fonde i Europa og Amerika at hjælp skatteyderne med at tilbageholde skatter og afgifter, der opkræves af staterne til militærvæsen, for i stedet alternativt at betale direkte til fredsskabende formål.

De mennesker, som går ind for fredsskat, har ikke noget imod at bidrage efter bedste evne til fællesskabet med andre mennesker. De vil gerne betale for undervisning og sundhed og kultur og alle andre nyttige samfundsaktiviteter. Kun militærvæsen og militarisme vil man ikke bidrage til, fordi dette opfattes som en dødelig fare for hele menneskeheden.

De må således på Licenskontoret forstå, at de pågældende seere gerne betaler TV-licens og også moms i forbindelse hermed, kun ikke de 6% af momsen, som går til oprustning. Det er endnu kun et mindretal af befolkningen, der tænker på den måde, men deres beslutning er velovervejet, så det vil være spild af kræfter at forsøge at presse eller true dem mod deres overbevisning. Vi vil anbefale Dem at meddele videre i systemet, at disse beløb niå anses for uerholdelige. Det er en omstændelig fremgangsmåde, fredsskatteyderne må benytte, og den vil høre op, så snart skat til militære formål bliver frivillig på samme måde som kirkeskatten, hvor man retfærdigvis nok ikke skal betale skat til noget, som direkte strider imod ens overbevisning.

Med venlig hilsen

Geert Grønnegaard
Leragervej 8
4174 Jystrup
tlf. 53 62 82 50

DØDENS KØBMÆND

Den overvejende stemning på landsmødet var for, at arbejdet nu bør koncentreres om kampen mod DØDENS KØBMÆND: våbenproducenterne og våbenhandlerne.

Desværre nåede vi ikke at tage konkrete beslutninger om, hvordan dette .kolossale arbejde skal foregå, men jeg foreslår, at vi begynder det mest logiske sted: hos os selv i Danmark.

Derfor vil jeg foreslå, at alle kredse samler alt det materiale, de kan få fat i: udklip, oplysninger om lokale fabrikker og andre virksomheder, der producerer våbendele eller handler med våben, etc. etc.

Om vi skal samle det hele til en fælles aktion til næste år, eller hver især skal bruge det i læserbreve (artikler) mod fabrikationen, kan jeg i øjeblikket ikke overse, men måske vil andre komme med forslag?

Det er vigtigt, vi arbejder konkret med det samme tema, synes jeg.

Fra landsmødet sendte vi en klage til folke­tingets formand på grund af det besvær, vi havde med at få omdelt brevet til folke­tingsmedlemmerne (kopi i jubilæumsnr.). Folketingets bureau ville kun omdele papirer, der i kuvert med hvert enkelt medlems navn på! Men klagen har altså hjulpet!!! Forleden kom der brev fra folketingets formand med flg. slutning: "Fra 1.okt. d.å. bliver alle skrivelser, som ønskes uddelt til Folketingets medlemmer omdelt, forudsat at skrivelserne modtages i det fornødne antal eksemplarer. på denne måde håber jeg at kunne lette vejen for borgerne til Folketingets medlemmer".

TIL FORSVARSMINISTRENE I SVERIGE, DANMARK OG NORGE.

Forsvarsminister Knud Enggaard!

Kvinder fra "Nordiske Kvinders Fredsnetværk" har været samlet i Namdalseid under "TEAMWORK 90" 17. - 21. september.

Vi har fulgt øvelsen på nært hold, snakket med engelske, nederlandske og norske soldater og med lokalbefolkningen og civilt og militært politi.

Vi overværede landgangen ved øvelsesstart, var vidne til fremrykningen og havde lange samtaler med grupper af soldater, mens de ventede og forberedte sig til "slaget" i namdalen.

Vi har endvidere holdt "folkemøde" i Namsos og Steinkjer med gadeteater, som viser civilbefolkningens lidelser i en krigssituation, og vi har deltaget i en paneldebat i Steinkjer rådhus sammen med ungdoms-, miljø- og bondeorganisationer og informationschef i APIC (NATOøvelsens informationscenter) Mikkel Helleland.

Mødet blev arrangeret af Arbejderpartiets ungdomsorganisation, og både en sognepræst og et parlamentsmedlem deltog i panelet.

Vore indtryk fra øvelsen ønsker vi at sammenfatte på følgende måde:

I dagens internationale situation er vi højst uenig i, at Norge og Danmark er værtskab for NATO-øvelsen. Warszawapagten er opløst, europæiske lande reducerer deres militære budgetter og bruger flere midler ved de departementer, som håndterer verdenssamfundets nye trusler.

TEAMWORK-øvelsen koster enormt med ressourcer, både penge, energi og personel - og det forårsager reduceret arbejdsindsats i det civile liv. Desuden forårsager øvelsen ødelæggelser af natur og dyrkede marker og forurening ved øget trafik på vejene, til søs og i luften.

"Fjendebilledet", som fastslås hos befolkningen og ikke mindst hos børn og unge, ser vi på som meget uheldigt. Hele krigsbilledet, som øvelserne opretholder, viser, at konflikter fortsat skal løses med våben.

Skuespillet - for sådan opfatter vi TEAMWORK-øvelsen - forekommer os at være en grotesk leg, et legespil for drenge sat i scene af virkelighedsfjerne mænd.

Vi læser i de tegneserier, det militære har udgivet som information til soldaterne, at "hele det norske folk" ønsker soldaterne velkomne. Vi ved, at dette ikke er rigtigt. Vi vil bede den politiske ledelse ikke at indbefatte "hele folket", når modstanden mod forsvarsforbruget er så stort, som det vitterligt er.

Blandt de mange soldater, vi snakkede med - både norske og udenlandske var langt de fleste enige i vort syn. med hensyn til ressourceforbrug og modstand mod øvelser af denne art. Vi bad dem vise dette i handling og nægte deltagelse for fremtiden. Svarene, vi fik, var bl.a.:

"Det kan jeg ikke, så kommer jeg i fængsel"
"Det koster os for mange penge at nægte"
"Det er mit levebrød, jeg får ikke job i det civile liv"
"Meningsløst ressourceforbrug - spildt tid"
"Ville være militærnægter, men min videre uddannelse kræver "det militære"
"Det er imod min vilje, men jeg må"
Jeg ville hellere betale miljøskat end forsvarsskat"
"Jeg får min uddannelse i det militære"

Vi ønsker at stille de nordiske forsvarsministre følgende spørgsmål:

1. Er det et nordisk demokrati værdigt, at samfundet bruger fængsel som straf, når unge mennesker følger deres overbevisning om, at militær vold i dagens verden ikke gavner hverken freden eller livet?
2. Er det ret og rimeligt, at det militære forsvar opretholder det pædagogiske grundlag om "trussel og afskrækning" og opbygning af fjendebilleder for at bevare freden, når al pædagogisk og psykologisk erfaring forøvrigt siger, at tillid, kærlighed og omsorg er det, mennesket har behov for, for at blive i stand til at bygge fred og fredelig sameksistens op?
3. Kan det være rigtigt, at det militære apparat bliver den instans,som demokratiet gør sig afhængig af i spørgsmålet om arbejdspladser, når det civile liv nedlægger så mange af sine arbejdspladser?

Til sidst vil vi bede forsvarsministrene om at opfordre til bredere dialog mellem militære, politikere og kvindefredsorganisationer. Det er nødvendigt, at kvinder med et kvindekulturelt værdigrundlag er med til at forme fremtidens sikkerhedspolitik, fordi verden er kommet til et paradigmeskift, hvor konflikter ikke længere kan løses med våben eller med politik baseret på trussel og afskrækning. Vor sikkerhed må bygges op omkring andre værdier.

Fjenden i dag er vor egen livsform og ligegyldigheden i forhold til viljen til at ændre denne. En bæredygtig udvikling hæmmes af, at der bruges så enorme ressourcer til det militære forsvar.

Nye tider kræver nye tanker - som indbefatter et ligeværdigt samarbejde mellem feminin og maskulin tankegang.

Vi beder derfor forsvarsministrene i Sverige, Danmark og Norge om at tage initiativ til en HØRING mellem alle kvindefredsorganisationerne i de respektive lande, den militære ledelse og parlamentarikere med speciel interesse for forsvarspolitik.

Vi er taknemlig for svar til Netværkets kontaktkvinder.

For Nordiske Kvinders Fredsnetværk "Teamwork 90"

Tine Forchhammer Danmark

Trine Eklund Norge

Randi Myhre Sverige

Vores demonstrationsbus og samfundshuset, hvor vi holdt planlægningsmøder med de norske grupper.

KVINDEFREDSLEJREN I
HONDURAS

I september var der fredslejr ved Palmerola militærbasen i Honduras, og Sunshine var udsendt som repræsentant for Ligaen i Danmark.

Vi klipper fra hendes brev derovrefra:

Vi havde aftalt på forhånd med nogle af de lokale folk, at vi ville lave en kvindefredslejr, og alle syntes at være meget positive og nysgerrige efter, hvad en kvindefredslejr var for noget.

De havde gjort alt for at gøre det muligt for os. De havde bygget en lerovn til os, skaffet tipi-stænger, brænde, mad og et lille stykke jord. Og de hjalp os med at rejse tipien.

Vi var ca. 20 fredskvinder fra Tegucigalpa og andre steder i Honduras.

Ved militærbasen var der skilte på hegnet, hvor der stod: "Ingen adgang. Alle, der nærmer sig, vil blive skudt af vagterne". (Ravnstrup basen ligner en sommerlejr ved siden af Palmerola).

Mange folk kom og spurgte os, hvad vores egentlige formål var med den fredslejr, og nogle kvinder sagde senere, at de syntes, at det var svært for dem at svare på, da de ikke havde diskuteret det grundigt i forvejen, og det fortrød de. Jeg kan også huske, at jeg anede ikke hvad formålet var med Ravnstruplejren, da vi startede. Nogle andre kvinder havde dog ingen problem med at forklare vort formål: at tilkalde opmærksomhed på det nordamerikanske militærs tilstedeværelse på basen, hvilket menes at være en overtrædelse af Honduras suverænitet.

Mit formål er. altså at lave kvindefredslejr ved alle verdens militærbaser, for endeligt at få alle militærbaser lavet om til kvindefredslejre. Det vil spare i skat, for kvindefredslejre er meget billigere end militærbaser.

En canadisk nonne kom og fortalte en historie fra bibelen om en mand, som så en perle, som han kunne så godt lide, at han tog hjem og solgte alt, hvad han ejede, og for alle sine penge købte han perlen, og så blev han glad. så sagde nonnen, at sådan var det også med fred. Hvis freden betyder så meget for os som sådan en perle, ville vi ofre alt det andet, vi har, for at skaffe os freden.

Vi overvejer nu at købe et stykke jord (i landsbyen ved basen) - lige stort nok .til et par eller tre eller fire tipier.

KVINNER FOR FRED i Norge har også holdt landsmøde og vi klipper fra deres

REFERAT FRA
LANDSSAMLINGEN I
SANDEFJORD 14.-15. SEPT.1990:

Aktiviteten i KFF er ikke så god som vi ønsker, eller som den var for noen år siden. Dette var også tema for lands­samlingen. Vi stikker fingeren i jorden og spør:"Kvinner for fred i 90-åra: Hva ønsker vi? Hva vil vi, Hva gjør vi?"

Eva Nordland ledet oss gjennom 2 dager med "FRAMTIDSVERKSTED".

Her fikk vi muligheten til å komme med alle frustrasjoner og alt vi var misfornøyd med innen KFF, for så å legge fram alle våre ønsker og visjoner for organisasjonen. Tilslutt prioriterte vi blant alt vi ønsker og kom fram til en liste over saker vi vil arbeide videre med.

Blant dette er ønsket om å bruke pressen/media mere aktivt. Barn og voldkampanjen vår har kommet langt og mye er lagt til rette, for at den kan/skal komme fram i dagslyset. Her ønsker vi å bruke NRK (radio/TV). Kampanjen bør spres til andre land;

Bladet "NYTT" er nå en del av Fredsstikka. Det er vanskelig å få endene til å møtes, hver side koster masse penge, så dette er antakelig ingen løsning. Fredsstikka er også sannsynligvis inne i en omleggingsfase, og et forslag er at Kvinner for fred i de nordiske landene går sammen om å gi ut et nordisk kvinnefredsblad. Her ønsker vi også å ha med Island, Færøyene og Baltikum.

På landssamlingen kom det også fram at navnet på organisasjonen vår KVINNER FOR FRED kanskje ikke lenger har den apell, vi kunne ønske. Et forslag om navneendring ble godt mottatt, og vi vil gå ut med en høring blant medlemmene om akkurat dette. For bare at nevne et forslag, uten at dette trenger å bli det nye navnet:

Bakgrunnen for dette navnet er, at vi ønsker å utvite fredsbegrebet til å omfatte miljøsaker og vi ønsker også et nærmere samarbeid med liknende organisasjoner i Norge og i verden, særlig i Norden.

Et sterkt kvinnenettverk er viktig innenfor freds- og miljøarbeidet.Det er viktig, at vi ikke mister interessen· for videre arbeid. Det er fremdeles bruk for oss.

Vi vet at kvinner kan
Vi må bli flere igjen !

Navnet GLOBALT FELLESSKAP fikk gehør hos oss, som var på samlingen. Vi drøftet blant annet kvinnenes situasjon, dersom Norge kommer med i EF. Plutselig dukket op et slagord:

"JA TIL GF!
NEI TIL EF"

Dette tente Sandefjordskvinnene på, og de vil prøve å få laget klistermerker med denne påskriften.

KVINNEFELLESSKAP ER FINT

ref. Bergljot Haave