Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 4, 1993

Øst-Timor: Massakrer,
tortur og HAWK-jagerfly

I denne måned - den 20 april - er der et møde i Rom om den indonesiske besættelse af Øst-Timor. Artiklen fortæller om baggrunden for mødet.

Massakren i Dili

I november 1991 skulll portugesiske parlamentarikere besøge Øst-Timor som led i forhandlingerne mellem den tidligere kolonimagt og Indonesien om øens fremtid. Udenlandske journalisters tilstedeværelse i hovedstaden Dili i forbindelse hermed bevirkede at verdens øjne rettedes mod Øst-Timor, da indonesiske soldater 12. november skød på et sørgetog til Santa Cruz kirkegård og dræbte 273 mennesker, mens endnu flere blev sårert.

Jakarta havde inden besøget udstedt trusler om at skyde timoresere, der talte om uafhængighed med gæsterne, eller som undlod at flage med de uddelte indonesiske flag. Indoneserne har under deres besættelseskrig siden 1975 dræbl ca. en tredjedel af øens befolkning = 200.000 mennesker.

Massakren udløste kraftige fordømmelser internationalt, men ingen handling. Portugal opfordrede EF til at nyvurdere sine forbindelser med Indonesien. Efter offentlig pression og ophedet parlamentsdebat standsede Holland al ny bistand til Jakarta, men eksisterende projekter berørtes ikke. Danmark gjorde det samme.

Fortsat bistand

Indonesiens regering frabad sig vredt en bistand, der var forbundet med politisk kritik, og tilføjede, at den fhv. kolonimagt ikke burde have formandsposten i IGGI - den internationale gruppe, som siden 1967 har støttet verdens femtestørste nation Indonesien (190 mio. indb,). Det medførte dannelse af en ny gruppe CGI (Consultative Group on Indonesia), under forsæde af Verdensbanken.

CGI mødtes i juli 1992 i Paris og lovede Jakarta en bistand på 5 mia. dollars for 92-93. Det var 200 mio. mere end året før. Trods hektisk aktivitet fra bl.a. parlamentarikere, Asia Watch og Amnest.y International fik overgrebene ikke lov ti! at standse massiv støtte til præsident Suharto.

EF deltog for førstfl gang - og uden fælles udtalelse om menneske rettighederne - i donormødet. Det britiske formandskab udtalte sig privat over for den indonesiskerninister R. Prawiro, der takkede briterne for diskretionen. Holland er ikke medlem af CGI, men for at genoprette et godt forhold til Jakarta besøgte den hollandske udenrigsminister præsident Suharto lige før mødet i Paris. Bagefter oplyste han, at EF ikke vi! blande sig i den strId, Portugal og Indonesien har om Øst-Timor.

Som kommende EF-formand repræsenterede England Portugal ved retsopgøret efter Santa Cruz massakren og fik direkte indsigt i de groft uretfærdige domme. To timoresere fik 15 års og livsvarigt fængsel, mens ti soldater, der deltog i massakren kun fik disciplinære straffe - og ingen gjordes ansvarlig for massakren.

Ved topmødet i Lissabon hindrede briterne, at en udtalelse om Øst-Timor kom med i slutdokumentet. Og ikke nok med det. Den 10. sept. underskrev den indonesiske luftmarchal Siboen køb af 24 Hawk jetjagere fra British Aerospace. Jakarta offentliggjorde handelen 19. sept., mens London forholdt sig tavs.

Forhandlinger?

Under de alliancefri landes topmøde i Jakarta i sept. 92 overtalte FNs generalsekretær Boutros-Ghali præsident Suharto til nye forhandlinger med Portugal om Øst-Timor uden forhåndsbetingelser. Men Indonesien afslog Lissabons krav om, at Øst-Timor denne gang skulle repræsent.eres. Forhandlingerne begyndte 26. sept., man håbede på et kompromis ud fra et forslag om, at der kom østtimoresere med i begge delegationer.

Næste runde blev fastsat til 17. dec. Der var forsigtig optimisme, idet den indonesiske delegation ikke modsatte sig, at Boutros-Ghali kunne tale med repræsentanter for østtimoreserne. Her kunne især FRETILIN-lederen Xanana Gusmau (der i 1991 havde tilbudt forhandlinger i FN-regi uden forhåndsbetingelser) komme på tale sammen med den katolske biskop Ximenes Belo i Dili.

Men i tiden op til årsdagen for Santa Cruz massakren til tog spændingen. Der var soldater overalt, natlige husundersøgelser, arrestationer. Alene journalister fra Reuter fik, formodentlig efter internationalt pres, lov til at besøge Dili. Der måtte ikke holdes messe på årsdagen, og Santa Cruz var forbudt område - skønt ingen af de 273 ofre var givet tilbage til de pårørende, så de kunne blive begravet der.

Tortur

Nogle af de arresterede udsattes for voldsom tortur for at få oplysninger om Xanana Gusmau. En af dem, Henrique Belmiro, brød sammen og afslørede Xananas opholdssted, efter at alle hans finger- og tånegle var blevet trukkket af, hans ører flænget og begge arme brækket. Den 20. nov. fangedes Xanana Gusmau - sovende i et underjordisk rum med adgang kun igennem en skydelem skjult under et klædeskab.

Straks samme dag ringede Portugals præsident Soares til Boutros-Ghali og bad ham presse på for løsladelse og søge ham sikret mod tortur - idet Indonesien krænker Genevekonventionens artikel 4 om besatte områder. Boutros-Ghalis anmodning blev ikke imødekommet.

Få dage senere blev Xanana vist frem i det statslige TV, hvor han opfordrede modstandsbevægelsen til at overgive sig. Biskop Belo kommenterede: "I de sidste 17 år har jeg Ikke hørt nogen tale, som Xanana gjorde, undtagen efter tortur." Den Indonesiske militærkommandant i Øst-Timor udsendte via AP-nyhedsbureauet, at over 1000 tilhængere af modstandsbevægelsen havde overgivet sig. Andre kilder hævder. at ikke en eneste har overgivet sig. FRETlLIN har lanceret en bølge af militære operationer.

Situationen før april-mødet

De østtimoresiske stammer brugte traditionelt en bloddrikningsceremoni ved indgåelse af fredsaftaler. Den indonesiske militærkommando tvinger hundreder af især unge til at "deltage": der tages blod med en sprøjte fra hver enkelt, det sprøjtes ned i en skål med alkohol, hvorefter timoreserne skal drikke deraf og sværge Suhartos regime troskab. Ifølge Jakarta skal dette signalere, at befolkningen i Øst-Timor nu går ind for indlemmelse i Indonesien.

Mødet i FN i New York den 17. dec. var nytteløst, bortset fra en beslutning om et nyt møde i Rom 20. april 93. Øen er stadig under FN, selvom der er snævre grænser for CGJ-landenes solidaritet: i februar 93 solgte England yderligere 20 Hawk jagere til Jakarta. EF vil som nævnt ikke blande sig, og man har ikke villet benytte CGIs økonomiske magt til at hindre, at Xanana i februar blev stillet for rettten som kriminel og urostifter.

Det. eneste håb er nu, at lnternational Kampagne for Rundbordssamtaler om Øst-Timor i FN-regi netop har gennemført en hastehenvendelse til Boutros-Ghali og Bill Clinton om at sikre østtimoresisk deltagelse i mødet i Rom i denne måned (20. april) og presse på for frigivelse af Xanana, så han kan repræsentere sit folk.

Else Houmøller-Jørgensen.

FREDSSKAT

Fredsskattefonden i Danmark

Til medlemmer, bidragydere og interesserede i Fredsskattefonden i Danmark.

Herved indkaldes til landsmøde tirsdag den 27. april 1993, kl. 1930 i

Kvækereentret, Vendersgade 29, 4.
1363 København K.

Man vil behandle dagsordenens faste punkter.

Bestyrelsen planlægger en annoncekampagne om fredsskat for at skabe en offentlig mening.

Kom til Landsmødet og vær med til at gennemføre denne kampagne.

Med venlig hilsen

Ulla Moltved

Skal EF være en militærunion?

I 1990, da Folketinget diskuterede EF-union, vedtog den daværende regering og Socialdemokratiet i fællesskab et såkaldt Memorandum, som var Danmarks krav for at gå med i en Union.

Heri står bl.a. om det militære område:"Regeringen afviser, at det europæiske politiske samarbejde kommer til at omfatte et forsvarspolitisk samarbejde - herunder oprettelse af fælles militære styrker".

Altså et klart nej til, at EF skal have noget militært samarbejde.

Hvad blev det så til i unionstraktaten fra Maastricht?

Heri står der: "Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik omfatter alle spørgsmål vedrørende Den europæiske Unions sikkerhed herunder udformningen på langt sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar".

Altså det stik modsatte af kravet fra det danske memorandum!

Hvordan de er nået frem til det, ved vi jo ikke, for deres forhandlinger er som bekendt hemmelige, og vi kan ikke engang få at vide, om Danmarks forhandlere strittede imod, eller om de bare bøjede sig.

Men man har da lov til at undre sig over, at Uffe Ellemann kunne komme hjem fra Maastricht og erklære, at Danmark havde fået alle sine ønsker opfyldt! Så faldt Maastrichttraktaten: først i Folketinget, hvor den ikke fik 5/6 flertal, som den skulle have haft for at blive vedtaget.

Derefter ved folkeafstemningen 2. juni.

Folketingets flertal bryggede så det sammen, som blev kaldt "Det danske Kompromis".

Man kunne have forventet, at Folketinget tog op igen det, som der var tilslutning til i det Memorandum, de lavede i 1990.

Nemlig kravet om, at EF ikke måtte militariseres.

Men man krævede bare, at "Danmark skal holdes uden for den militære dimension, der indebærer medlemskab af Vestunionen samt fælles forsvarspolitik eller fælles forsvar".

Nu står der faktisk ikke i Maastrichttraktaten, at medlemmerne skal være med i Vestunionen. Det står, at EF-unionen anmoder Vestunionen om at udføre de militære aktioner, den finder nødvendigt. Og at Vestunionen hører med i udviklingen af selve EF-unionen.

Men folketingsflertallet godkendte altså i Det danske Kompromis, som var deres forhandlingsgrundlag til Edinburgh-topmødet, at EF bliver en militærunion, bare Danmark står udenfor.

Hvad blev så resultatet i Edinburgh?

Man bemærker i Edinburghaftalen, at Danmark som sagt ikke har pligt til at være medlem af Vestunionen - det er der altså ikke noget nyt i.

Det nye er, at Danmark afgiver sin ret til at have indflydelse på, hvad der skal ske i Unionen på forsvarsområdet. Det er en forringelse i forhold til Maastrichttraktaten. Efter den kunne Danmark sige ja eller nej på lige linie med de andre lande.

Det, at Danmark ikke behøver at være medlem af Vestunionen (WEU) har kortvarig betydning. WEU blev oprettet i 1948 for 50 år, ophører altså med at existere i 1998. Efter den tid skal EF-unionen så overtage alt det militærpolitiske - og det står der ikke noget om, at Danmark bliver fritaget for. Til den tid er vi med lige som de andre lande hvis vi stemmer ja den 18. maj.

Som man kan se, er der lige så stille sket en total omvæltning i det officielle Danmarks stilling til EF's militarisering: først klart nej til EF som militærmagt, så et ja til, at EF "med tiden" kan føre fælles forsvarspolitik så et krav om, at bare Danmark skal holdes udenfor og nu til sidst en godkendelse af, at Danmark om ca 5 år er med i alt det militærpolitiske inden for EF.

Og som sagt: det hele er foregået bag lukkede døre. Vi, det danske folk, får kun slutresultatet at vide. Politikerne hævder, at vi har fået alle vore krav opfyldt, men forøvrigt er de vildt uenige om, hvad aftalerne i grunden betyder!

Hvordan skulle vi dog kunne sige ja til noget, der er så usikkert?

Vil vi være sikre på at holde os ude af en stor militærblok, som selvfølgelig vil blive styret af magtpolitikere, våbenfabrikanter og generaler, så må vi stemme nej den 18. maj.

Aase Bak-Nielsen

Et større nej i maj!

(Mel.: Lilli Marleen)

1.
Vi skal ikke hegne
ind de stærkes hus.
Murene skal segne
og alle mensker brug's.
Hvad gavner de riges sammenhold
når det er nød som avler vold?
Der er anden vej:
et større NEJ i maj!

2.
Verden er af lave:
fattigdom og sult -
stadig flere grave
til folk, der blir forfulgt.
Er svaret på det en streng traktat
om Vesteuropas superstat?
Der er en anden vej:
et større NEJ i maj!

3.
Teksten er den samme.
Også melodien.
Nu skal krydset ramme -
og vi er helt til grin.
De ber os igen at stemme ja til det Europa, de vil ha -
der er en anden vej:
et større NEJ i maj!

Jesper Jensen har stillet denne sang til rådighed for debatten om folkeafstemningen.

Et nej er ikke nok!

Når det drejer sig om EF-Unionen bli'r vi manipuleret. Del ved vi godt men vi ved ikke hvor meget. Oplysninger bli' r fortiet og undertrykt, omskrev et og beløjet.

Sådan var det i 1972, i 1986, i 1992. Og sådan er det idag.

Man skjuler EFs sande karakter for os. At EF-Unionen skulle repræsentere den virkeliggjorte kapitalisme og den lukkede centralisme afviser manipulatorerne Nej, nej, vi er tværtimod ved at gennemføre nærhedsprincip, åbenhed og kontrol, bedyrer Ja-politikerne. All hvad der viser EFs sande ansigt holdes disktet i baggrunden indtil 18. maj.

F.eks. et uhyggeligt EF-direktiv om energipolitikken, der totalt vil ændre den danske indflydelse på og kontrol med olien og gassen i Nordsøen.

DETTE PROJEKT har EF beredvilligt udsat. For, som Jyllands-Posten skrev 11. februar:

»EF-systemet har besluttet at holde lav profil af frygt for at sabotere EFUnionen. Når danskerne og briterne har godkendt Maastricht-traktaten, vil EFkommissionen til gengæld vende tilbage til sin velkendte - og frygtede aggressive stil«.

Af samme grund har den barske Kommissionsformand Delors (som sagde alt for mange sandheder før 2. juni) »lovet at iagttage en passende tavshed i det næste halve år«.

En af EF-modstandens mest indsigtsfulde og velskrivende veteraner, civilingeniør Knud P. Pedersen, har skrevet en opsigtsvækkende lille bog, der sætter den igangværende manipulation ind i et historisk perspektiv.

Bogen skal nok blive fortiet i debatten.

Den sætter nemlig mange ting på plads, og den nøgne sandhed huer hverken manipulerende politikere, organisationsfolk eller erhvervsliv.

Det indre markeds uhyrligheder og den politiske stordrifts antidemokratiske karakter går ifølge Knud P. Pedersen hånd i hånd. EF-Unionen afstikker den direkte katastrofekurs:

»EF bliver til et enormt fabriksgulv, hvor man sender de store penge hen, hvor arbejdskraften er billigst og fagbevægelsen svagest. Varerne sendes hen, hvor priserne er højest. Affaldet hen, hvor det er lettest at komme af med det (til Østeuropa, til et valuta-hungrende U-land eller ud i Nordsøen). Til sidst sendes gevinsten hen, hvor den beskattes mindst, og hvor bankhemmeligheden er uantastet«.

Men ifølge Knud P. Pedersen har vi et sundt alternativ til Unionen: Det nordiske forbund, som danske EF-politikere forkastede i 1970, men som på det sidste for alvor er ved at komme ind i debatten.

LÆS BOGEN. Den er rig på oplysninger og eftertanke. God for både tilhængere og modstandere af Unionen.

OLE KRARUP, professor, dr. jur.

(48. s. 40 kr.
Grevas Forlag,
8544 Mørke.
Tlf 86 99 70 65.)

Junibevægelsen mod Unionen inviterer til møde om
"Danmark i Europa"
ved forfatter Else Hammerich.

Hvad er Edinburgh-Aftalen værd?
ved advokat Thomas Hildebrandt.

Tirsdag den 4. maj kl. 19.30
Gladsaxe Hovedbibliotek
Søborg Hovedgade 220.

Syng med på de danske sange og medbring et stearinlys på Danmarks befrielsesdag.

Den 4. marts fik jeg en tak fra Palau for Odense-gruppens penge­gave. Kære Kvinder for Fred i Danmark! Mange tak for jeres bidrag og støtte til vore anstrengelser for fred i Palau.

Det er denne støtte og kvindesolidaritet fra større lande, som giver os mod og styrke til at gå videre med vor kamp mod militariseringen af Palau.

Tak igen! Jeg har overbragt Bernie Keldermans jeres hilsen. Hun sender også sin hilsen.

Bedst hilsen fra kvinderne i "Otil A Beluad".

sign. Cita Morei

fredsaktivist for OAB.