Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 7, 1995

Side 3

Side 4-8

SØGELYS PÅ BEGREBET FORSONING I FORHOLD TIL KONFLIKTLØSNING

Af Else Hammerich

Hvad ligger der inden i begrebet forsoning, og hvordan står det i forhold til begrebet konfliktløsning? Jeg skal forsøge nogle forslag til en sondring, som måske kan have en praktisk betydning for de diskussioner, som for tiden føres i mange lande blandt humanitære og mellemfolkelige organisationer om, hvilken rolle de kan spille i forsoning efter krige. Det er forsoning på menigt, menneskeligt plan, og på NGO-plan, jeg her diskuterer, ikke på regeringsplan.

Først et eksempel på forsoning, hvis baggrund er lige så fatal og lige så international som vores tids grusomme krige og efterkrigstilstande, som man næsten ikke vover at sætte i forbindelse med begrebet forsoning. Eksemplet er fra Japan, september 1959, 14 år efter atombomben. 27 unge japanske piger skriver til major Claude Eatherly, som gav signalet til nedkastningen af den første atombombe over Hiroshima, og som nu er indlagt til psykiatrisk behandling i Texas, plaget af skyld:

"Vi er allesammen piger, som ganske vist havde den lykke at undgå døden, men dog alle blev såret i ansigtet, på lemmerne og/eller på kroppen af den atombombe, der blev kastet over Hiroshima . .. Dette brev skriver vi til Dem for at bevidne vor dybe medfølelse og forsikre Dem, at vi ikke nærer nogen fjendtlig følelse mod Dem personligt. Man har måske befalet Dem at gøre, hvad De gjorde, eller miiske ,'ar det Deres tanke at bringe krigen til afslutning og derved hjælpe mennesker. Men De ved, at krige her i verden ikke kan afskaffes ved hjælp af bomber. .. Fi er blevet behandlet med stor uenlighed af amerikanske kuækere.

Vi har lært at føle os som Deres kammerater, og vi mener, at De er et krigsoffer lige så fuldt som vi."

Dette brev afspejler en forsoning, som er lige så enkel at fatte med hjertet, som den er svær at analysere og forklare med intellektet.

Det er ikke hver dag, vi bruger det stærke begreb forsoning. Det bruges som noget særligt i forhold til dets nabobegreber. Det er mere end dagligdags tilgivelse eller overbærenhed, mere end praktisk konfliktløsning. Vi taler kun om forsoning, når noget alvorligt står på spil. Det er en proces. som knytter sig til dybe lidelser, stærke følelser, voldsomme overgreb og konflikter.

Dette bliver tydeligt, når vi ser på en enkel model for konfliktoptrapning. Den slags modeller findes der mange af, og de ligner hinanden. Det lader til, at der findes et mønster for konflikterne s vildveje, en slags drejebog som vi optræder efter overalt i verden, når vi håndterer eller gennemlever konflikter destruktivt.

Hver konflikt er unik, enhver kultur og hvert menneske sætter sit præg på den, men drejebogen findes og kan beskrives i basal form.

Den konflikttype, jeg her bruger, stammer fra Nordirland. Dens stadier er:

1. Konflikten er "ren", en uouerensstemmelse. Man forsøger at løse problemet.

2. Personificering. Nu flyttes fokus fra problemet til modparten: vrede, bebrejdelser, forsvar, sårethed, misforståelser, forvrængninger. Parterne betvivler hinandens motiver og karakter.

3. Problemet ekspanderer. Nye problemer dukker frem sammen med gamle uløste konflikter.

4. Samtalen opgives. Man kommunikerer upræcist, vreden slører tanken, forståelsen glipper, det er "de døves dialog". Man undgår hinanden, bagtaler, søger forbundsfæller, kommunikerer ved fjendtlig handling.

5. Fjendebilleder opstår. Det er de gode mod de onde, ham eller mig, øje for øje, "den sidste grusomheds politik", konflikten tiltrækker al energi.

6. Åben fjendtlighed. Begivenhederne løber ud af kontrol, kontakten varetages af ekstremister, fjendebilledet bliver autistisk. De mådeholdne i begge lejre udskille s som forrædere.

7. Polarisering, geografisk adskillelse. De andre ses som umenneskelige.

Tvangshandlinger, vold, flugt, ond spiral.

Dynamikken i denne model kan genfindes i både store og små konflikter, fra mobning til borgerkrige. Den er ikke en lovmæssighed, ikke uundgåelig, men forudsigelig, hvis ingen griber ind med civilcourage, mens tid er. Eskaleringen foregår ikke i lufttomt rum, men påvirkes (og iværksættes) af økonomi, magthavere, medier, propaganda og militarisme. Drejebogen er god at kende for alle, for når vi kender den, kan vi måske overveje, om vi ønsker at følge den.

Pointen her er at fastslå, at begrebet forsoning hører til på de sidste trin, efter lidelsen og overgrebene, efter at man har været indkapslet i gensidige fjendebilleder. Forsoning er en umenneskeligt svær proces, som sprænger normal hverdagsadfærd og unddrager sig enhver moraliseren. Den er et fint menneskeligt potentiale, noget der sker i den enkelte, noget der kommer indefra, en gave, noget der overskrider det normale ego. Den kan derfor ikke foregribes.

Det fremgik af nogle udtalelser fra tre bosniske mødre, som på NGO-Forum i København i marts talte om forsoningens mulighed. Den ene var kroat, den anden muslim og den tredie serber. Måske var det ikke et tilfælde, at de netop var kvinder, "hvis I havde inviteret tre mænd, ville det have været meget svært", sagde de. De sad sammen og talte om forsoning, et mirakel i sig selv. "At finde forsoning er måske som at finde radium", sagde de ene, "man skal grave mange tons bjerg ud for at finde et gram af det, man leder efter". Og en anden sagde: "Måske har de gamle lettere ved at tilgive, fordi de i morgen skal møde Gud". Den serbiske kvinde sluttede sit indlæg med et citat fra Jobs bog, som i oversættelsen lød: "Lysene i kirken er slukket. Stjernerne på himlen er slukket.

Tænd gløden i hjertet, så skal vi nok klare det".

I det hele taget måtte de bruge billeder og religiøst sprog, når de talte om forsoning. Der var dette overskridende element. Men de understregede også den konkrete, dagligdags handling, som udtrykker og bærer forsoningen, at holde døren for en tidligere fjende på asylcentret, at lære hinanden at kende som mennesker, at en serber kan bringe et brev til en muslimsk familie i et område, hvor muslimerne ikke selv kan komme ind.

Hvad er da en brugbar definition på forsoning? Den er fredsmæglingens ultimative mål, en proces hvori begge parter anerkender hinandens smerte og skyld, og enes om at fjerne den. En åbning mod fremtiden, hvor individer eller grupper, der er fanget ind i et net af fortræd og modfortræd kan finde en udvej ved at sætte sig ind i hinandens virkelighed. Slippe ego' ets krav om øje fiJI' øje.

Det var, hvad de japanske piger forsøgte i deres brev til atompiloten. Samtidig skabte de en større kontekst, hvori de adskilte person fra problem: det fælles problem var krigsførelsen, militarismen, og over for det var de uforsonlige personen Eatherly adskilte de fra problemet, og med ham forsonede de sig, idet de anerkendte hans smerte som gerningsmand og krigsoffer.

Det samme skete, da Marius Fiil, en berømt dansk modstandsmand, som havde mistet mange familiemedlemmer under frihedskampen, omfavnede og tilgav de tyske soldater, som førte ham ud til hans henrettelse. Og da han skrev, at han håbede, at unge tyske og danske kunne mødes efter krigen, "for ellers havde vores kamp jo slet ingen mening".

Det er tankevækkende, at de store fortalere for forsoning alle repræsenterer folk, som har lidt stor og indiskutabel uret: Mahatma Gandhi, Martin Luther King, Dalai Lama, Nelson Mandela. Det er fra dem, nytænkningen kommer, ikke fra den velbjærgede verden. På den anden side er det en hån at forvente endsige forlange forsoning af mennesker, som er blevet ensidigt uretfærdigt behandlede. Især hvis kravet kommer fra folk, som har optrappet den konflikt, de er ofre for.

Forsoning kan forstås som en ændret bevidsthedstilstand, som er varende og irreversibel, en ny forståelse af sig selv og af modparten. Den er frivillig, kommer indefra og kan ikke iværksættes udefra, hvis ikke den skal blive et hyklerisk og sprængfarligt vrængbillede af sig selv.

Men hvis dette er rigtigt, kan humanitære og mellemfolkelige organisationer da intet gøre for forsoning efter krige? Jo, det kan de, og det gør de faktisk, somme tider med godt resultat. De japanske piger var faktisk blevet hjulpet af amerikanske kvækere, både fysisk og psykisk. I Sydafrika blev 24.000 sorte landsbyboere trænet i fredelig konfliktløsning, samtidig med at Mandela-de Clerk forhandlingerne fandt sted. I Nordirland har græsrodsmæglere i årtier drevet deres anonyme diplomati. Det foregår overalt i verdens brændpunkter, før, under og efter væbnede konflikter, og vi kan sandsynliggøre, men aldrig helt bevise denne brobygnings betydning for officiel politik.

Den støtte til forsoning, der her er tale om, er fredsmægling. Det er en følsom, subtil og uforudsigelig proces, men alligevel følger den i meget store træk det mønster for basal konfliktløsning, som i al sin enkelhed og uhyre vanskelighed kan stilles op i punkter. De gennemgås her med særligt henblik på de træk, der kan hjælpe parterne til at nå ud over konfliktløsningens normale resultat - en tilfredsstillende aftale - og hen mod en forsoning i helende betydning:

- Parterne er enige om at være uenige. De aftaler tid, sted og regler for sam talerne. Det er en stor ting at nå så langt for dybt sårede parter, og ofte går der et langt, tålmodigt og forstående diplomatisk arbejde forud. Pres hjælper ikke, processen skal være frivillig.

- De accepterer, at de vil forsøge at løse op, træde tre skridt tilbage. Hvis en mægler er nødvendig, må han have begges tillid, optræde upartisk, være indlevende, bevare overblikket, kunne rumme parternes stærke følelser. Men først og fremmest må han være ydmyg: det er kun fra parterne selv, de ægte løsninger kan komme. Det er deres konflikt, deres liv, deres forsoning. Mægleren er facilitator, og det er empowerment af parterne, der er målet. (facilitator=den der får det til at glide, empowerment=mydiggørelse. (red.))

- Begge parter (hvis der kun er to) får tid og rum til at fremlægge deres standpunkter og deres historie. Dette er altid vigtigt, og især hvis forsoning er målet. At give udtryk for sine smertefulde erfaringer og følelser - og at blive lyttet til - er en forudsætning for at kunne forstå sig selv og den anden. Det er også en risikabel fase, som kræver meget af mægleren.

- Parterne finder ned til de behov og interesser, der ligger under den manzfeste konflikt. Det er i dette vækstlag, der er kim til gensidig forståelse og holdbare løsninger. Her er mæglerens spørgsmål, lytten og opsamlinger af stor betydning.

Parterne finder frem til mange forskellige handlemuligheder. De enes om at vælge nogle, som undersøges yderligere.

- De undersøger, om begge er tilfredse med de valgte muligheder og indgår helt præcise aftaler.

Dette er ikke en opskrift på forsoning. Det er en forenklet model for konfliktløsning, som af og til kan bane vejen for den proces, der foregår i de enkelte og imellem dem. l'vIåske kommer der en forsoning ud af det, måske blot en aftale og en begyndende åbning, et fremtidsperspektiv . Måske ikke engang det.

På den anden side: forsoning kan bryde frem på helt andre måder, på helt andre tidspunkter.

Integreret med fredsmægling på lokalt plan kan de humanitære og mellemfolkelige organisationer også bygge bro til en mulig forsoning på anden vis, nemlig ved den "peacebuilding", som går ud på at skabe materielle og sociale infrastrukturer og netværk i krigshærgede områder efter våbenhvile eller fredsaftale. Dette foregår i mange områder, også i ex-Jugoslavien, også via FN's civile indsats, som er lige så imponerende, som den er overset - og underbemandet! Denne indsats kan f. eks. være:
* hjælp til at hjemløse mennesker kan vende tilbage
* check-point-møder, hvor mennesker fra hver side af konflikten kan mødes ved grænserne for at genopdage hinanden som mennesker
* hjælp til udveksling af pakker og breve mellem civil personer på begge sider
* programmer for landsbybesøg - civile får mulighed for at besøge deres tidligere landsby for at se den
* møder mellem ledere fra de parter, der har bekæmpet hinanden
* fælles ældre-, ungdoms- og kvindeprojekter.

Der er sikkert andre måder, hvorpå de mellemfolkelige og humanitære organisationer kan støtte forsoninger i tidligere krigszoner, men i hvert fald er disse to måder vigtige:
- Fredsmægling, som kan lette forsonende samtaler og konfliktløsninger.
- Og så den peacebuilding, som kan skabe rammer for forsoninger via samarbejde om langsomt at bygge en konkret fælles fremtid efter rædslerne.

Jeg vil gerne slutte med en virkelig historie, som igen viser hen til, at forsoning er et overskridende potentiale, som ligger i alle mennesker, på trods af de nedværdigelser, krigen har udsat dem for. Historien er fra Jevgeni Jevtushenkos selvbiografi:

Mor tog mig tilbage til Moskva. Her så jeg vores fjender for første gang. Hvis jeg husker rigtigt, skulle næsten 20.000 tyske soldater marchere i en kolonne gennem Moskavs gader.... Menneskemængden var mest kvinder hver af dem havde fået en far eller en mand, en bror eller en søn dræbt af tyskerne... De knyttede næverne. Soldater og politi havde nok at gøre med at holde dem tilbage.

Pludselig skete der noget med dem. De så de tyske soldater, tynde, ubarberede, med snavsede, blodplettede bandager, humpende på krykker eller lænende sig mod deres kammeraters skuldre; soldaterne gik med bøjede hoveder. Gaden blev dødsstille - den eneste lyd uar støvlernes slæben og krykkernes bump.

Da så jeg en ældre kvinde i nedtrådte støvler skubbe sig frem og røre ved en politimands skulder, mens hun sagde: "Lad mig komme igennem ". Hun gik hen til kolonnen og tog inde fra sin frakke noget som var svøbt i et broget lommetørklæde og foldede det ud. Det var en humpel sort brød. Hun skubbede det kejtet ned i en soldats lomme... Og nu løb kvinder pludselig hen mod soldater fra alle sider. Og lagde brød, cigaretter og hvad de nu havde i deres hænder. Soldaterne var ikke længere fjender, de var mennesker.

FRED af Ingrid Sjöstrand

Fred
er ikke fravær af krig
Fred er ikke fred og ro
ikke orden og sikkerhed

Fred er et eventyr
Fred er nye opdagelser
opfindelsen af en ny art:
Mennesket

Fred
er livets mærkeligste mutation
skabt af mennesket

Fred er ikke frihed
Fred er at frigøre muligheder

Fred er ikke at blive fri for at slås
Fred er et krav om at gøre verden bedre

Fred er ikke uafhængig
Fred er at indgå i en helhed

Fred er ikke tryghed og bestandighed
Fred er ikke en garanti for noget som helst
Fred er uvis
at stige ud af neurosen
og møde virkeligheden

Fred er ikke frihed fra farer
Fred er at vove
at sprænge sig ud af sine forsvar

Fred er ikke at komme overens
på andres vilkår
Fred er at dele alles vilkår
Fred er ikke lønsomt
Fred er at satse på al sin udsæd
og høste en blåklokke

Fred er ikke en gave
Fred må erobres på ny
hver dag

Fred er ikke opnåede mål
Fred er at vokse
Fred er at turde blive voksen

Fred vindes ikke med sejre
Fred er ikke undertrykkelsens fald
og de undertryktes magt
Fred er fællesskab mellem ligestillede

Fred er ikke at lide på forsynet
Fred er at lide på sin nabo

Fred kan ikke opretholdes
på fremtidens bekostning
Fred er at leve på æggen
mellem nuet og fremtiden
Fred er at kunne se børnene i øjnene

Fred er ikke tålmod
Fred er ikke at udstå lidelsen
Fred er at kæmpe for livet

Fred er ikke at afstå
fra andet end fortrin
Fred er at glæde sig over jorden
Fred er endelig
at krænge angsten af sig
og stå og se sig omkring

Side 9

BREV TIL ATOMMAGTERNE

Inger Bjørn Andersen skrev i juni måned til de fem atommagter. Her følger teksten på dansk:

Den 6.8. er det 50 år siden, at den amerikanske pilot Claude Eatherly gav signalet til nedkastningen af bomben over Hiroshima.

Kort efter krigen besøgte han Nagasaki, hvor atombombe nr. 2 var kastet. Han så ind i den atomørken, som ved hans medskyld blev sprængt ind i Japans grønne, levende landskab. Han så ind i bombeofrenes ansigt, følte deres blik på sig, hørte deres sagte, dødsmærkede stemmer, og iagttog i deres ansigtstræk et udtryk af livslede efter at have oplevet verdens undergang.

Den oplevelse kan han ikke glemme, og hans skyldfølelse kommer mere og mere til at præge hans adfærd.

Da præsident Truman i 1950 bekendtgjorde, at USA ville konstruere et meget stærkere våben, en brintbombe, forsøgte Eatherly at begå selvmord, men uden held. Hans skyldbetyngede adfærd førte til tvangsindlæggelse på militærhospital.

Det amerikanske atomvanvid med status som sund fornuft kunne ikke acceptere, at Eatherly angrede sin gerning og ville arbejde for at få bremset atom våbenud viklingen.

Men det lykkedes som bekendt ikke. Atomvåbnene blev flere og flere, og større og større. Flere lande fik atomvåben - Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig og Kina, og endnu flere kom til.

Overalt på kloden har grupper af mennesker forsøgt at bremse atomvanviddet ved at pege på de lidelser, det medfører - ofrene i Hiroshima og Nagasaki, følgerne af prøvesprængninger mange steder i verden. Ikke mindst i Stillehavet, hvor kvinderne begyndte at føde slimklatter i stedet for børn, de såkaldte goplebørn.

Konferencen i FN i april/ maj 1995 for ikke-spredning af atomvåben viste desværre tydeligt, at atomvåbenmagterne ikke stræber efter en atomvåbenfri verden.

Alligevel vil vi markere 50-året ved en appel til atomvåbenmagterne:
- prøv at indse jeres vildpor og jeres skyld,
- gør bod ved at destruere alle atomvåben,
- nedlæg alle atomvåbenfabrikker,
- udrader alle atomvåbenstrategier.

Uden en sådan ægte forsoning kan krige og terrorhandlinger bryde frem af den kollektive underbevidsthed, som f.eks. den japanske sekts kemiske krigsførelse mod en indbildt fjende.

Vores livsgrundlag bygger på fællesmenneskelige, globale værdier, som ikke kan splittes op, og som derfor undermineres, hvis de skal sikres ved altødelæggende atomvåben.

De fælles værdier kan kun forsvares ved at menneskeheden lærer at gennemleve konflikterne uden vold og ødelæggelse.

Lad underet ske! Befri verden for atom­våbenfrygten.

Side 10-11

BREV TIL FORSVARSUDVALGET

FredsbevægIsens koordineringsudvalg opfordrede på et møde i juni alle tilsluttede grupper at skrive til Folketingets forsvarsudvalg og protestere mod den fortsatte oprustning. Vi skrev fgl.:

Hvorfor oprustning - "for fredens skyld"?

Det er besynderligt - efter Den kolde Krigs afslutning, Murens fald og USAs erklæring om En ny Verdensorden - at mange åbenbart stadig mener, at det er graden af militær magt, der afgør, om et land regnes for troværdig og respektabel i verdenssamfundets øjne.

Det er besynderligt, at selvom alle er enige om at erklære, at hverken Danmark eller NATO-landene har nogen ydre fjende, der truer os, så kræver brede politiske kredse i Danmark, at vi skal bruge flere penge på militæret - så genoptager Frankrig prøvesprængningerne af atomvåben - så blomstrer våbenhandelen som aldrig før - så arbejdes der ihærdigt for dansk medlemskab af Vestunionen, selvom det indeholder "forpligtelse til at støtte princippet om kernevåbenafskrækkelse" (citat: Frede P. Jensen, SNU).

Hvoraf kommer denne angst for at turde prøve at leve uden den "sikkerhed", som et stærkt militær giver?

Hvorfor tør man ikke i Danmark bruge erfaringerne fra det gode samarbejde, vi har opbygget i de nordiske lande, som vi sloges med i århundreder? Hvorfor ikke huske, at for få år siden var Tyskland vores fjende, men nu vores gode samarbejdspartner, som vi ikke ville drømme om at true med våben? Viste sejrherrernes behandling af taberen efter anden verdenskrig, Tyskland, ikke, at genopbygning af ordentlige sociale forhold og demokrati er den bedste freds skabende faktor, der findes?

Hvorfor taler man om "partnerskab" med den tidligere fjende, Rusland, og samtidig infiltrerer den militære opbygning i Ruslands nabolande?

Hvor i verden har militær indgriben skabt fred?

MiIitære trusler og aktioner kan måske skabe ro for en tid, hvis overmagten er stor nok. Men den slags ro er ikke fred.

Den fjende, vi har at slås imod, er af en helt anden karakter. Det er social nød, undertrykkelse og antidemokratiske tilstande.

Den fjende bekæmpes kun effektivt med fredelige midler.

Der ligger en kæmpestor opgave for alverdens demokratiske lande i at lindre / afskaffe den sociale nød i verden. FN har udregnet, at det kan gøres med ressourcer, der svarer til 14 dages militærudgifter.

De demokratiske kræfter, der findes overalt i de undertrykte befolkninger støttes først og fremmest gennem politisk og psykologisk pres på de diktatorer, som vi i de vestlige lande i dag alt for ofte støtter af økonomiske og magtmæssige grunde.

Hvornår tør vi demokratiske vestlige lande påtage os det ansvar i praksis, som vi har pålagt os ved at underskrive menneskerettighedserklæringen?

I Danmark har vi tradition for at yde humanitær hjælp og støtte demokratiske kræfter. Hvorfor er vi ikke konsekvente på det område?

Hvorfor opprioriterer Danmark militær "hjælp" til Baltikum og Polen? Ifølge artikel i Aalborg Stifts tidende 13/6. 95 betragter Rusland dette initiativ fra forsvarsminister Hans Hækkerup som en fjendtlig handling. En så "aggressiv" fremtræden fra dansk forsvars side er ikke set siden 1864 ifølge Fredsforskningsinstituttet (Dr-Tv 13 / 6.) Er det at skabe fred?

Hvorfor billiger man, at dansk erhvervsliv, f. eks. Dansk Supermarked, direkte tilbyder tidligere FN-soldater arbejde i deres butikker, fordi den militære lederuddannelse svarer til behovet i en supermarkedskæde?

Regeringen mangler p.t. ca 2 milliarder, som den har tilladt skatten at stige med. Vi opfordrer herved til, at man i stedet sparer de 2 mia på forsvaret og derudover overfører det, der svarer til 14 dages militærudgifter, godt en halv mia, til humanitært arbejde ude i verden.

Det vil ikke forringe landets sikkerhed, men være direkte fredsskabende ved at gavne mennesker, der lider nød.
for KVINDER FOR FRED
Aase Bak-Nielsen

Vi har fået svar fra:
Bjørn Elmquist. Rad.. som stort set er enig med os.
Svend Aage Jensby, Venstre, som stort set er uenig med os.
Villy Søvndal og Holger K. Nielsen, SF, som bl.a. sender SF's forslag til folketingsbeslutning, fremsat 2/8. 95, som omfatter:
- et øjeblikkeligt dansk forbud mod enhver produktion af og handel med antipersonelminer og dele dertil,
- i alle relevante internationale sammenhænge at støtte forslag om globalt forbud mod produktion, handel, oplagring og brug af antipersonelminer,
- inden udgangen af 1996 at have udarbejdet alternative danske forsvarsplaner uden anvendelse af antipersonelminer,
- at øge de midler, Danmark yder til FN's minerydningsprogram,
- på længere sigt at arbejde for afskaffelse af antitankminer og søminer
.

Side 12

FREDSLEJR I RAVN­STRUP 10 ÅRS JUBI­LÆUM

I modsætning til for 10 år siden fik vi denne gang virkelig den dialog medD~ militæret, som vi hele tiden har ønsket. Kommandanten, oberst Lund og hans stab tog ikke bare pænt imod os og viste os rundt på hele det smukke område, som selvfølgelig indimellem har grimme spor efter kørsel med tanks. Men obersten ville meget gerne tale med os. Han kontaktede pressen og sagde, at det var vores demokratiske ret at arbejde for freden på vores måde, og at han støttede os langt hen ad vejen. Han er det mindst krigsgale, jeg har mødt blandt militærfolk. Han var helt enig med os angående forbud mod atomvåben og -prøvesprængningerne og mod landminer. Han var forarget over Danmarks stilling som verdens største våben­transportør. Han talte for konfliktløsning på fredelig vis i stedet for med våben. Han sætter stor pris på Jan Øberg og hans fredsarbejde.

Selvfølgelig var han i modsætning til os med hensyn til militærets nødvendighed. Hvor gerne han end ville, kunne han ikke tro, vi kunne få "våbenmilliarderne til mad". Men han syntes alligevel, det er godt, vi arbejder for det. Hans "realitetssans" er en anden end vores. Han mente f. eks., det i 1960'erne var nødvendigt, at USA fik lov at have åtomvåben på Thulebasen, men han var forarget over, at politikerne ikke ærligt fortalte befolkningen det. I det hele taget var han ærlig og meget åben. Vi fik svar på alle vores spørgsmål, og det var en stor fordel, at vi kunne snakke fredeligt også om vores uenigheder. Vi kunne roligt lytte til hinandens synspunkter, og jeg tænkte mange gange på, at enhver start på konfliktløsning starter med, at parterne kan lytte til hinanden.

Vi fik noget at tænke over, da han bad os om ikke at påvirke politikerne til at nedskære hans budget. Politikerne har beordret ham til at uddanne soldater til FN-tjeneste, men så skal han også have midler, så han kan give dem en forsvarlig uddannelse, bl.a. konfliktløsning s-kurser. Han vil ikke sende amatører til krigszonen. Han har jo ret, at det er et politisk spørgsmål, og der må være konsekvens i deres afgørelser.

Det eneste, det kneb med på lejren, var tilslutningen fra fredskvinder! Vi var ikke ret mange, men nogle af "de gamle" kom, og flere nye. Vi fik megen god snak og holdt et interessant møde med obersten, der fortalte om sine mange erfaringer fra ex-Jugoslavien. Det var godt at høre en, der kunne gå bag om det mediebillede, vi fyldes med, og som havde et nuanceret syn på sagen. På samme møde talte Meta Ditzel om våbenhandelen og dens skyld i mange krige. Vi skrev f. eks. også brev til prins Henrik og bad ham, som præsident for World Wild Foundation, om at påvirke sin landsmand, Jaques Chirac, til at opgive prøvesprængningerne ved Muroroa.

Vi havde meget stor pressedækning: to gange i TV, en gang i radio, fem aviser bragte op til helsides artikler om os med mange billeder. Og brevet til prinsen er bragt i mange aviser. Sunshine syede tipier, og en særlig smuk en med fredsduer bliver foræret til militæret. Obersten har allerede erklæret, at den skal indlemmes i regimentets museumssamling, for kvindefredslejren er en del af regimentets historie - og det siger han, at han er glad for!

Den dialog, vi ikke kunne få for 10 år siden, er nu startet - og den skal fortsætte.

Aase Bak-Nielsen

Side 13

NORDISKE KVINDERS
FREDSNETVÆRK

Det årlige fredsnetsværksmøde blev afholdt hos Tulle Elster i Sandefjord, et utroligt smukt sted i Norge. Vi var 20 deltagere, og vi var enige om - trods den lille opbakning, der er til at være medlem - og dermed få bladet LINK - at fortsætte. For hvordan skal vi ellers holde kontakt med hinanden? Det er så vigtigt, at vi en gang imellem mødes og udveksIer erfaringer og tanker.

Vi sendte opfordring til de politiske partier i Danmark, Norge og Sverige om at gøre deres indflydelse gældende m.h.t. at stoppe de franske prøvesprængninger.

Følgende emner blev foreslået som vores arbejdsområder i det kommende år:
- Norden som atomvåbenfri zone.
- Nej til atomvåben, til forskning, prøvesprængninger og oplagring.
- Totalforbud mod landminer.
- Information om våbenhandel og -transport.
- Nej til Vestunionen med dens atomvåbenstrategi.
- Militærnægtelse som fredsskabende, ikkevoldeligt arbejde.
- Fredelig konfliktløsning på alle planer i samfundet.
- Militærskattenægtelse.
- Støtte til demokratiske kræfter i ex-Jugoslavien.
- Oprettelse af FN-skoler som alternativ til militærtjeneste.

Både enkeltpersoner og grupper kan tage op de emner, man har mest interesse i.

På næste års møde aflægger vi beretning om, hvad vi har nået.

Der er altså arbejde til mange! Derfor ville det være dejligt, om flere ville melde sig. Det er ikke så overvældende, som det kan synes, da mange af emnerne jo er nogle, vi i forvejen arbejder med.

Om lørdagen hørte vi et meget spændende foredrag af den norske kvindeforsker, Else Skjønsberg, med udgangspunkt i hendes nye bog, "Omsorgs-rasjonalitet". I stedet for den "formålsrationalitet", der med sin fokusering på økonomi, magt, kontrol og lineær tankegang har hersket i de seneste århundreder, sætter hun "omsorgsrationalitet", der fokuserer på omsorg, ansvar, sociale netværk og cirkulær tankegang. Else sluttede med det digt, I kan læse på forsiden af dette nr.

Det sammenfatter kort essensen af hendes foredrag.

Bogen er skrevet på let norsk, er udkommet i 1995. Spørg efter den på biblioteket eller bestil den hos boghandleren for 150 kr.

Næste års Netværksmøde holdes i Aalborg d. 8. - 11. august. De, der ønsker at være med i Netværket - og dermed få det utroligt stofmættede blad, LINK, 5-6 gange årligt - kan melde sig hos mig på tlf. 98 35 10 54. eller på adressen Skalvej 14,9240 Nibe. Det koster 155 kr. pr. år.

Aase Bak-Nielsen

Side 14

COPENHAGEN FOUNDATION AGAINST NUCLEAR TESTS
c/o Martine Petrod
Rørholmsgade 22, 5. th. - 1352 Copenhagen K - Denmark - Ph. +45 33 13 12 03
København, 13.07.1995

APPEL OM ØKONOMISK STØTTE TIL DE POLYNESISKE NGO'ER-

TIL DERES KAMPAGNE MOD DE FRANSKE ATOMPRØVESPRÆNGNINGER

Hiti Tau (Sammenslutningen af NGO'er i Fransk Polynesien, medlem af PIANGOPacific Islands Association of Non Government Organizations) ustedte den 2. juli 1995 en indtrængende international appel om økonomisk støtte til deres nuværende kamp mod genoptagelsen af de franske atombombeforsøg ved Moruroa.

Hiti Tau har, siden Chirac's ulykkelige beslutning i juni, ydet en enestående og vellykket indsats for at informere og mobilisere den lokale polynesiske befolkning, samt opretholde den uundværlige kommunikation med omverdenen.

Denne indsats har tæret kraftigt på polynesernes i forvejen magre ressourcer, og de trænger til hurtig og mærkbar økonomisk støtte til at kunne fortsætte og intensivere denne indsats, som hovedsageligt foregår på tre planer:
* oplysning og mobilisering af den lokale befolkning, for at yde størst muligt lokal modstand mod de nye franske militære planer.
* løbende kommunikation med omverdenen, gennem fax, telefon etc., Sdmt udsendelse af repræsentanter til Frankrig, Europa etc.
* deltagelse i "fredsflåden" ved Moruroa for at forsøge at forhindre prøvesprængningerne.

Fonden til Bekæmpelse af Forsøg med Atomvåben sendte selv 25.000 kr. den 6. juli, men der er brug for mange flere penge, og lliti Tau har derfor bedt os om, på deres vegne, at rette henvendelse til andre organisationer i Danmark og Skandinavien.

Det bedste er at sende evt. bidrag direkte til lliti Tau, jfr. nedenstående bankoplysninger (ekspresbanJmverførsler fra Danmark når frem indenfor 1-2 døgn). Ellers kan bidragene sendes via Fonden til Bekæmpelse af Forsøg med Atomvåben (Den Danske Bank, reg. nr. 3330, konto 4355472256) .

Hiti Tau
West Pac Banking Corporation
Code Banque: 25679 - Code Guichet: 39043 - cle RIB: 17
no. compte bancaire: 102 582 C 21
Adresse bancaire: 2 Place Notre Dame, Papeete,
Tahiti RC 3796 B, Polynesie Francaise

Vi håber, at I vil kunne støtte dette formål, idet økonomiske bidrag ikke blot vil afhjælpe de akutte finansielle problemer, men også vise polyneserne, at de har reel solidaritet rundt om i verden.

Jeg står selvfølgelig gerne til rådighed med yderlige oplysninger, og vedlægger til orientering (for de franskkyndige) Hiti Tau's appel på fransk.

Med venlig hilsen,

Martine Pétrod

Side 15

Center for Konfliktløsning

- Danish Center for Conflict Resolution

Centrets støttekreds har få­et navneforandring til "Kon­taktnettet". Målet er, at mange kommer i god og frugtbar kontakt med Cen­tret, at ringene spredes, og at Centret udvikles og bliver brugt af mange.

Alle medlemmer vil fremover modtage nyhedsbreve, og der ydes medlemsrabat til nogle af de interne kurser.

Kontingentet til kontaktnettet er 150 kr. for organisationer 400 kr.

Midlerne bruges dels til stipendier til danske og uden­landske kursister, dels tll udvikling ar Centret, som blev oprettet af Else Hammerich i 1994. Centrets adresse er Sigridsvej 13, 2900 Hellerup, tlf. 39 30 00 15.

Dansk Kvindesamfund

Verdens ældste i bedste velgående levende kvinde­organisation Dansk Kvindesamfund kan i 1996 fejre 125 års jubilæum og planlægger i den anledning bl.a. et festligt og fornøjeligt kæmpe-kvindeoptog i København fra Fælled­parken via Amalienborg til Christiansborg.

Kvinder for Fred er ligesom alle andre kvindeorganisationer invi­teret til at deltage. Skal vi det? Vi snakker om det på landsmødet. Hvem vil i givet fald stå for vores del?

Bedstemødre mod Atomvåben

- trives også i bedste vel­gående! Der er jo desværre brug for os!

Vi har stået på Christ­iansborg Slotsplads og på Strøget og samlet hund­redvis af underskrifter mod Vestunionen og Atomvåben (de to ting hører jo sammen).

På Nagasakidagen samles der igen underskrifter, som sendes til udenrigsministeren.

Hvis Frankrig på trods af de mange protester gennemfører prøvesprængningerne, bliver der demonstration: dagen efter sprængningen kl. 17 ved Den franske Ambassade, Kgs. Nytorv 4.

(Følg med i pressen angående datoerne).

Alle opfordres til at deltage i disse demonstrationer.


Dette nr. er lavet af Nibegruppen. Næste nr. laves af Virum. Send stof dertil senest 1/9. til Thyra Hansen, Grønnevej 261, 7., 2830 Virum.

Tilbage til forrige nummer af Køkkenrullen

Tilbage til 1995

Til næste nummer af Køkkenrullen