Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 9, 1995

Side 3-6

LANDSMØDET

23.-24. sept. holdt Kvinder for Fred landsmøde i Brenderup Højskole og fejrede samtidig 15 års jubilæum under hyggelige former.

Vi var 16 KfF'ere, der lørdagen igennem lyttede til beretningerne om de begivenheder, der havde fundet sted i løbet af året samt til Bodil Graaes spændende oplevelser på hendes mange rejser.

Aase Bak-Nielsen, Nibe, fortalte om sin deltagelse i lo års jubilæumslejren i Raunstrup. Hendes referat kan læses i Køkkenrullen nr. 7 fra august, men en enkelt morsom ting kan tilføjes: Sunshine, som var en af initiativtagerne til lejren, og som syede tipier til opholdet, flyttede efter lejren ind i en tipi i skoven ved Raunstrup og meddelte, at hun ville blive, indtil militæret fandt hende) så vidt vides, har de ikke fundet hende endnu) I forbindelse med omtalen af Nordiske Kvinders Netværk (se blad nr. 7) opfordrede Bitten Forchhammer, Skørping, indtrængende til at abonnere på Netværkets blad LINK.

Bitten deltager i øvrigt i en gruppe, der er i gang med at udarbejde en folder om netværket.

Kirsten Jensen, Nykøbing F., fortalte løst og fast om sit ophold i Kina.

Selvom der var turbulens om afrejsen, var det uvæsentligt for hende, at konferencen fandt sted i Kina, det var jo bestemt i Nairobi i 1985. Hun følte sig ikke overvåget, selvom der var meget politi på gaderne; det havde der jo også været ved de store fredsdemonstrationer herhje~ne i 80'erne, mener K.J. Hun følte, at hun måtte tage af sted for at dæmpe den bedreviden og den overlegenhedsfølelse o.f. andre kulturer, som hun syntes var kommet til orde på Kvindekonferencen i København i 1980.

Kirsten J. var så heldig at komme til at bo kun 20 km fra Beijing i et luksushotel med dørvogtere, der gelejdede gæsterne ud til busserne med paraplyer til værn mod styrtregnen. At samme gæster måtte slå deres paraplyer op inde i bussen, fordi det regnede gennem taget, er en anden historie! Busserne var rekvireret fra den normale transport, så kineserne måtte gå eller cykle - der var tusindvis af cykler overalt, som transporterede alt, lige fra værktøj til bedstemødre på bagsædet.

På konferencepladsen fungerede alt perfekt med skiltning, toiletter, fax, osv. Der var store mødesaIe med simultantolkning og mindre workshops til 20-25 pers., hvor stærke personligheder gik på talerstolene. Mange talere fokuserede på militær-udgifterne og på landminer, og der var demonstrationer overalt på området. 1800 m fredsbannere blev båret rundt på området under afsyngelse af "We shall overcome". Betagende.

Den gigantiske konferenceåbning i Beijing og den ubeskriveligt skønne danseforestilling af afrikanske og fjernøstlige kvinder var uforglemmelige, men nok så vigtige i længden er naturligvis de mange, mange debatter om verdens problemer, som er ført i de 400 workshops hver dag.

Til slut blev der tid til en tur til Den Kinesiske Mur.

Herfra så man ud over frodige marker, hvor alt voksede i lige og rengjorte rækker - majs, æble- og pæreplantager, som tilsynaladende blev høstet maskinelt.

Efter en formidabel festmiddag med lammekølle, is og andre gode sager var det Bodil Graaes tur til at fortælle. Hun mente, at vi alle var velorienterede om Kvinder for Fred, så hun ville fortælle om de kvinder, hun havde mødt rundt i verden. Dog fortalte Bodil G., at hun i Vanløse Kirke havde holdt en fyldt kirke fuldstændig i ånde med en fortælling om Kvinder for Fred og bevægelsens historie, hvad hun egentlig ikke havde ventet. Hun tænkte på at foreslå nogle studerende på Rue at lave et projekt om KfF's "dødgo'e" historie!

Det var utroligt spændende at høre om Bodil G.s oplevelser på hendes mange rejser. Der var episoder fra Egypten, Italien, Kenya og Grækenland.

Alle steder sørgede Bodil for at komme til at bo hos "almindelige" mennesker (kvinder) for at lære kulturen - og specielt kvindernes dagligliv - at kende.

Et gennemgående træk er mandsdominansen, der sætter strenge grænser for h.--vindernes udfoldelse. Det gælder både klædedragt, valg af ægtefælle, sexualadfærd, osv. osv.

I Egypten og Kenya har manden ret til at have flere koner, som helst skal føde mange børn (B. boede i 1970 hos en familie, hvor manden havde 43 børn!). De ugifte piger i Egypten blev lukket inde i rum uden vinduer, indtil de blev gift i 12-13 årsalderen uden nogen som helst forberedelse på, hvad der venter dem. Forinden skal de være omskåret, en rædselsfuld oplevelse for pigerne med chok, feber og smerter.

B.G. fik kun disse oplysninger, fordi hun havde en dygtig, engelsk-talende guide, Youssef, der fik kontakt til befolkningen.

I Kenya boede B.G. både i højlandet og i bush'en, hvilket var interessant i kvindesarunenhæng.

I højlandet er det udelukkende kvinderne, der må holde sammen på familierne. De dyrker jorden og sælger afgrøderne, og ind imellem sælger de også sig selv inde i byerne for at tjene lidt ekstra ved prostitution, som er meget udbredt.

Mandskulturen er ødelagt. Mændene er løs~ ledige og drikfældige. Det er koloniseringen, de multinationale selskaber og måske især missionærerne, der har ødelagt den oprindelige kultur.

Disse sidste har fordømt kvindernes tid16gere, klima-tilpassede klædedragt (temp. på stedet er ca. 12 ), så kvinderne er konstant syge i deres små, stumpede sommerkjoler af elendigt stof. Der er den højeste fødselsrate i verden, idet missionærerne har tordnet mod abort, og prævention er forbudt af angst for, at en rivaliserende starune bliver større.

I bush'en boede Bodil i et kvindesamfund og blev modtaget med sang og dans, - det var som en helt anden verden, men også her flerkoneri og masser af børn.

Søndagen var helliget de administrative opgaver.

Både FONDEN og KfF fremviste pæne regnskaber, og i det forløbne år er der kommet en del nye medlemmer til.

En invitation fra DANSK KVINDESAMFUND til at deltage i et kvindeoptog d. 27. april 96 i anledning af foreningens 125 års jubilæum (hver organisation repræsenterer sig selv) blev vedtaget og vil blive positivt besvaret og fulgt op af Thyra Hansen, Virum.

Birgit Horn gjorde (igen) opmærksom på sagen om militærskattenægteIse. Der ligger et fuldt færdigt lovforslag, - der mangler blot en, der vil forsøge at påvirke et parti til at forelægge det for folketinget. De radikale?? Hvem kan og vil??

Og ikke at forglemme: til landsmødet var der forfattet en rigtig jubilæumssang af Inger Bjørn Andersen og Aase Bak-Nielsen.

Den beskriver faktisk hele vores historie og vakte stort bifald - se den andetsteds i bladet:

Redaktionerne af næste års KØKKENRULLE:

nov.-jan. Nibe (95-96)
febr.-marts Gladsaxe
april-maj Vesterbro
juni-aug. Holstebro
sept.-okt. Virum Næste års landsmøde afholdes også i Brenderup d. 21.-22. september 96. Det vil blive arrangeret af Vesterbro-gruppen, som også stod for arrangementet af mødet i år.

Vi siger tak for et hyggeligt og inspirerende møde, der gav mange ideer til nye aktiviteter. Se rundt i bladet:

ref. Thyra Hansen.

PRESSEMEDDELELSE

Selvom det er sagt igen og igen, viser det sig, at det er nødvendigt at blive ved med at kræve:

TOTALFORBUD MOD LANDMINER
TOTALFORBUD MOD ATOMVÅBEN
NEJ TIL DANSK MEDLEMSSKAB AF VESTUNIONEN, SOM INDEBÆRER MEDANSVAR FOR ATOMVÅBEN
RET TIL MILITÆRSKATTENÆGTELSE
VÅBENMILLIARDERNE TIL MAD

Kvinder for Freds 15 års jubilæumsmøde på Brenderup Højskole 24. sept. 1995

Vibeke Aagaard


FEMTEN ÅR FOR FREDEN

Melodi: Jeg er havren.

Kvinder for Freds landsmøde i Brenderup 1995.

  1. Kvinder kommet er fra øst og vest
    for på Brenderup at holde fest.
    Vi har femten år på vores bag.
    Freden den er stadig vores sag.
  2. Ved det gamle køkkenbord så blåt
    started Kvinderne for Fred så småt.
    Janne, Bodil og Louise sa':
    "Ikke flere våben vil vi ha'''.
  3. Overalt i Norden kravet lød:
    "Våbenmilliarderne til brød".
    Underskrift på kvindernes appel
    blev en stor succes med fut og smidd.
  4. Stor FN-kongres i København.
    Bodil tog appellen i sin favn,
    Holdt om magtens mænd en tale flot.
    Våbnene vi laver om til skrot.
  5. Overalt skød grupperne så op.
    Ingen hierakisk ledertop.
    Hver har ansvar selv for hvad, vi gør.
    Efterhånden mer og mer vi tør.
  6. Møder her og møder der - hu hej!
    "Køkkenrullen" fint den klarer sig.
    Fællesmøde først i Holstebro.
    Græssets rødder var begyndt at gro.
  7. Fredsmarch også blev en arbejdsform.
    Interessen var så helt enorm.
    Gennem Vesteuropa til Paris.
    De fortjente af Nobel en pris.
  8. Hvorfor går I ikke til Moskva?
    Sure mennesker så ofte sa'.
    Så i 82 de tog af sted
    for med russerne at tale fred.
  9. Energi og vældig kvindekraft
    det har Greenham Common-lejren haft.
    Militæret det blev holdt i skak,
    og missilerne så hjem de trak.
  10. En atomfri grundlov i Palau -
    øen i det store, stille hav.
    USA til sidst sin vilje fik,
    og den smukke drøm til grunde gik.
  11. Muren faldt, og fjenden blev vor ven.
    Duen - hvor mon den er fløjet hen?
    Våbenindustrien maser på.
    Nye "fjender" kan man sagtens få.
  12. Miner produceres i galop.
    Det er svært totalt at få et stop.
    Vi må finde på en happening
    frem i lyset med de fæle ting.
  13. Der er brug for kvinderne for fred.
    Selvklart - vi skal ikke lægges ned.
    Vi skal snakke handlingsplan med mer.
    Sætte præg på hvad i verden sker.
  14. Men i aften skal vi holde fri,
    muntre os - og ingen snak om krig. Tag dit glas med vin og drik en skål
    for den FRED, som er vort fælles mål.
    Aase og Inger

Side 7

Side 8

27/07-95

Til

Berlingske Tidende
Jyllands-Posten
Politiken
Ritzaus Bureau

KINA SABOTERER
KVINDEKONFERENCE

Undertegnede tre Kvinder for Fred har opgivet at tage til Kvindekonferencen i Kina som NGO'er. Grund: de kine­siske myndigheder har annuleret alle aftalte hotel­reservationer med yderlige omkostninger til følge og usikkerhed om visum.

Vi betragter dette som en del af den kinesiske regerings sabotage af den alternative kvindekonference. vi er klar over, at vi med vor holdning bøjer os for denne sabotage - men vi kan ikke være trygge ved at opholde os i et land, hvis regering løher fra afgivne løfter og indgåede aftaler.

Den kinesiske folkerepublik byder regeringer og magt­havere velkommen, men betragter øjensynligt. græs­rødderne og folkets organisationer som uønskede.

Det finder vi foruroligende.

Grete Møller Petersen, Brøndhy Strand
Karen Henningsen, Østerbro
Vibeke Aagaard, Dragør

for ovenstående:

Vibeke Aagaard
Slippen 3, 2791 Dragør.

Side 9

Præsidenten har talt

Præsidenten har talt.
Med sine generaler har han talt,
sine rådgivere, sine videnskabsmænd
og de nationale interesser
Med andre præsidenter,
med stats- og udenrigsministre,
med mikrofonerne
og, nikket til sin sekretær
der står parat med blæksugeren
når navnet uigenkaldeligt
er sat på papiret.
Også i morgen
skal præsidenten tale.
Man forstår næsten
hvad han siger,
man tænker ved sig selv:
Sådan må det næsten være,
så klassisk logiske ordene,
hans land kan ikke tiltræde traktaten
før det har forbrudt sig mindst seks gange
mod dens ordlyd.
Lyd af ord,
næsten ikke andet i præsidentens tale
om de nationale interesser.
Hvordan ser interesserne ud?
Hvor bor de?
Hvilken slags væsner er de?
Fra hvilket hushjørne farer de frem?
Taler de foruden fransk et oceanisk sprog?
Har de tunger og ører
og hvilken anseelse nyder de
i almindelighed blandt vinbønderne, sæsonarbejderne,
bilmekanikerne, tjenerne, frisørerne,
statisterne og de hjemløse?
Er præsidenten
også kun ører og tunge,
resten,
mundvigenes alvor eller smil,
de tillidsvækkende øjne
hvori svære pligter, lysende fremtider
afspejles,
derimod ikke strandene beboede af fremmede,
så lidt som det store hav
med dets små temlig underordnede øer
spredt på må og få i det blå,
vokset ensomt frem
af koralrev, lag på lag,
og til rådighed
for forvalternes overordnede mål, -
resten,
jakken, slipset, hele manden
ned til de skridsikre såler:
fotografi, magi, sindrigt animeret mester Jakel?
På æresord:
det er livsnødvendigt
at kunne dræbe omfattende og endeligt
Bivirkningerne, mens vi tar tilløb
og maler drabskapaciteten,
døden i brødet og mælken, fisk og fugl,
kan vi holde på afstand af os selv.
Vi har skabt en kraft
tusind gange stærkere
end nogen kraft i vores solsystem,
to tusind gange prøvet
uden at de nationale interesser døde af det.
Vi har den i forsvarlig tømme
under havbunden,
det er ikke farligt,
kun en krusning på oceanet
som er så stort, så levende
at der er vand og liv nok at øde bort;
en springflod, måske,
der kaster sig over en fiskerlandsbys rønner
og over børnene
der binder kranse og triller cykelfælge;
en uvejrsvind i sejl og palmekroner;
lidt gift, måske, hurtigt fortyndet
i bølgerne og luften omkring Jorden.
Fra hvilket hushjørne, hr. præsident?
Til forsvar mod hvem
denne kraft mægtigere end solen?
Mod solen selv
eller andre solsystemer
når interesserne
i den glorværdige fremtid De taler om
blir ene tilbage
og, skulle de behøve det
for at trives,
æder sig mætte i aske?

Erik Stinus

Side 10

Side 11

Tilbage til forrige nummer af Køkkenrullen

Tilbage til 1995

Til næste nummer af Køkkenrullen