FDB vil snakke tørklæder
FDB har taget initiativ til en debat med kritikerne af koncernens
fortsatte forbud mod at lade ansatte bære hovedtørklæder.
Ifølge Den Liberale Presse har FDB indbudt de 18 organisationer, der
har kritiseret tørklæde-forbudet, til en stor Hjørring om integration
af indvandrere, hvor FDB samtidig vil præsentere flere tiltag til
bedre integration af indvandrere.
FDB har fået massiv kritik for sin beslutning om ikke at ophæve sit
forbud mod hovedtørklæder, og det har nu fået koncernen til at
beslutte at holde en høring om sagen i sit hovedkontor i Albertslund
ved København den 28. november med deltagelse af bl.a. Amnesty
International og SOS mod racisme, Dansk Flygtningehjælp, FN-forbundet,
INDsam, Mellemfolkeligt Samvirke og Red Barnet.
"På høringen vil vi tage en åben dialog helt uden fordomme, hvor vi
vil lytte til enhver kritik, der måtte være mod FDB, herunder vores
tørklæde-politik. Efterfølgende vil vi så tage stilling til, hvor vi
kan gøre det bedre," siger FDBs informationsdirektør, Poul Dines.
/ritzau/
Kommentar:
Kære interesserede i religionsfrihed - og ikke mindst som en
integreret del af en etnisk ligestillingsproces.
Det er kun kort tid siden at formanden for FDB, Ebbe Lundgård, blot
havde en nedladende afvisning tilovers for viceborgmester John
Reynolds retfærdige harme, da han først opfordrede til boykot og
efterfølgende følte sig nødsaget til at returnere sit medlemskort.
Men det efterfølgende røre - sammen med 18 organisationers offentlige
og velformulerede kritik har nu åbenbart fået
FDB-ledelsen til at besinde sig. Og så langt tjener det FDB til ære.
Men som fortsat lurepassende medlem af FDB så forventer jeg at FDB
også har medinviteret den viceborgmester i FDBs hjemkommune som fik
sat sagen på spidsen ved at lade sine ord om boykot følge af nødvendig
handling.
Med venlig hilsen
Arne Hansen.