Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 2, 1985

DYVIG-RAPPORTEN

Flere fredsorganisationer - deriblandt Kvinder for Fred - har sendt et brev til udenrigsminister Uffe Ellernan Jensen, de sikkerhedspolitiske ordførere og til folketingsgruppernes formænd, hvor i vi gør opmærksom på, at det er med stor tilfredshed, vi ser, at regering og folketing med Dyvig rapporten arbejder grundigt med at fremlægge grundlæget og retningslinjerne for Danmarks sikkerhedspolitik.

Men samtidig påpeges, at det ikke bør indskrænkes hertil. Et lands sikkerhedspolitik bør baseres på det bredest mulige folkelige grundlag, og befolkningen er nu engageret i disse spørgsmål i et hidtil uset omfang takket være bl.a. fredsbevægelsens aktivitet. Folketingets og regeringens behandling af Dyvig rapporten må derfor ske sideløbende med en omfattende debat, og endvidere er det vigtigt, at folketingsudvalget kommer i en dialog med fredsbevægelsen.

I rapporten gives der udtryk for, at fredsbevægelsen er blevet så stærk og så vidende, at regeringen ikke længere kan tage beslutninger uden hensyntagen til denne bevægelse. Efter at have giort rede for den angst som opstod i Europa efter neutronbombedebatten i 1977-78, og som forstærkedes efter dobbeltbeslutningen i 1979 og beslutningen om at "placere et mindre antal amerikanske atomvæbenbærende mellemdistancernissiler i Europa", står der følgende om fredsbevægelserne:

"Men beslutningerne kom på et tidspunkt, hvor store dele af den ofrentlige opinion i Vesteuropa viste sig at være i tvivl om klogskaben i at foretage yderligere opbygning på det atomare område i Vesteuropa, uanset om der fra sovjetisk side var blevet foretaget en opbygning eller ej. Det for denne del af opinionen afgørende var, at dobbelt­beslutningen blev set som endnu et udslag af den balancetankegang mellem Øst og Vest, der kun førte til stadig oprustning.

Argumenterne for og imod var mange andre. Spørgsmål som præcision, rækkevidde, baseringsmåder etc. optrådte alle i debatten, men kunne ikke ændre dens eksistentielle og en­gagerede karakter. Samtidig viste det sig, at den eks­pertise, som regeringsmyndighederne 'rådede over, nu ikke længere af offentligheden blev betragtet som den eneste. Den viden, som fredsbevægelserne selv kunne mønstre gjorde, at regeringerne heller ikke på det rent tekniske felt i debatten længere kunne påberåbe sig nogen ubestridelig autoritet i gængs forstand.

Fredsbevægelserne i navnlig Holland og Forbundsrepublik­ken Tyskland, men også i Danmark viste sig i stand til at mobilisere en sådan folkelig opbakning, at de fik en egentlig rolle i den bredere politiske beslutningsproces i landene, om­end fredsbevægelserne forblev "bevægelser" og ikke partier med en tilsvarende stram organisation eller et tilsvarende omfattende og komplekst program. Det er meget forskel­ligartede grupperinger, også politisk, som har fundet sam­men i den generelle stræben for fred og i fælles modstand mod enkelte konkrete udviklinger, navnlig på atom­området, men som ikke har et egentligt apparat bag sig - de hollandske fredsbevægelser er dog tæt på at have det.

HUSK HUSK HUSK at tilmelde Jer regionsmødet i Skals (jvf. januar-nr.). Alle grupper i Jylland og på Fyn har fået besked - så snak om det på næste møde!

Birgit Horns brev til skolerne
vedrørende atomvåbenfri zone

jvnf. januarnummeret

Til

Undertegnede vil hermed gerne foreslå, at nævnet tager initiativ til at erklære skolen for atomvåbenfri zone.

Forslaget kan synes uvedkommende og komisk, men jeg tror, at det ved nærmere eftertanke vil vise sig rimeligt nok.

Ingen mennesker ønsker krig og atombomber, og da især ikke for deres børn. Som verden ser ud i dag, er der risiko for begge dele. Normalt hævder man, at den slags har man politikere og eksperter til at tage sig af, og det har de da også forsøgt på lige siden 1945 og verden har aldrig været farligere end nu.

I forskellige sammenhænge giver politikere udtryk for, at de kun kan komme så langt som et folkeligt pres eller en folkelig opbakning bringer dem. En af de måder, hvorpå almindelige mennesker kan give udtryk for deres afstandtagen fra krig og oprustning over alt i verden; er at gøre noget, der fortæller beslutningstagerne, at nu har de ikke lægere folket bag sig.

Ved almindelige valg foregår tingene dels ud fra partipolitiske slagsmål og dels ud fra et sammensurium af emner og problemer. Derfor egner valg sig dårligt til specielle signaler fra "græsrødderne". Men hvis man forestillede sig, at folk i deres dagligdag fandt steder, hvorfra de kunne udsende symbolske signaler til politikerne, så ville man kunne trænge igennem. Dehatterne om forurening og atomkraft er gode eksempler. Det budskab er nu ved at trænge ind i den politiske verden.

Hvis nu forældre over hele landet begyndte at erklære deres børns skoler for atomvåbenfrie zoner, så ville det vække opmærksomhed. De første vil blive grinet ud, men i takt med at flere og flere sluttede op (en del højere læreanstalter ER allerede erklæreret for atomvåbenfrie), kunne man komne i den situation, at f. eks. alle Ålborgs skoler var erklæret atomvåbenfrie.

Det vil ikke få indflydelse på den eksisterende udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men det vil være et klart signal til politikere fra alle partier, at folk ønsker, at de skal arbejde aktivt for fred og nedrustning, så vore børn kan komme til at leve i en fredeliqere og tryggere verden.

l ovennævnte eksempel fra Ålborg kommune vil byråddet bIive nødt til seriøst at drøfte forslaget om en atomvåbenfri kommune. De første kommuner i Danmark er erklæret atomvåbenfri.

Den dag mange kommuner har udsendt en sådan erklæring vil presset yderligere stige. Over et atomvabenfrit Norden kunne vejen fortsætte til atomfrit Europa og en atomfri verden. Men selv dun længste rejse begynder med det første skridt. Forældre ved en skole er af så bred politisk sammensætning, at man ikke kan beskylde dem for at gå nogens ærinde - ud over deres børns. Og rent faktisk kan vi ikke som forældre være bekendt at overlade dem en så mishandlet verden, som den, der for tiden eksisterer.

Vi skal ikke inddrage børnene i skolen i de voksnes politiske spil. Derfor foreslår jeg, at nævnet drøfter disse ting med skolens forældre. Bagefter kan man inddrage skolens lærerråd og så forhåbentlig i fællesskab erklære skolen for atomvåbenfri zone. Handlingen er naturligvis symbolsk; Ingen tror, at stormagterne koder raketterne om efter en liste over erklærede atomvåbenfrie skoler og de andre.

Men som politisk signal fra almindelige mennesker, der ønsker fred og frihed for deres børn og sig selv, og som er ved at være godt trætte af atomvåben og oprustning i øst og vest, vil det være et pres mod politikerne til at komme ud af den fastlåste situation. Bliver presset ikke forstået, må man lade være at genvælge dem. Det plejer at hjælpe.

Forældrene opfordres samtidig til at anskaffe et FN-flag, som kan hejses på bestemte dage som synligt tegn på støtte til FN's fredsbevarende arbejde.

Vedlagt findes materiale, der yderligere kan begrunde en erklæring om atomvåbenfri zone for en skole.

Med venlig hilsen

KVINDEKONFERENCE I NAIROBI

Den alternative kvindekonference i Nairobi finder sted d.15-26 juli 1985. Tilmeldingen skal ske senest 15. marts til Virginia Hazzard i New York. og hotelreservationen skal være i Kenya senest 31.marts.

Den danske rejsegruppe har besluttet. at DIS skal arrangere rejsen, og det er blevet aftalt at lave en folder med oplysninger om rejse, konference, vaccinationer, forsikringer m.v. Foreløbig har 105 tilmeldt sig. Prisen bliver 6.535 kr.For unge under 26 og studerende under 35 bliver det 6,215kr. Dertil kommer lufthavnsafgift og rejseforsikring.

Folderen kommer i februar. og en mere bindende tilmelding + et depositum på 500 kr. skal betales i marts.

Fra Kvinder for Fred tager i hvert fald Ingrid Stade af sted, og hun vil tage noget af vores materiale med og sælge. samt prøve med støtte fra Fonden (måske) at få lavet en flersproget brochure til uddeling.

Hvis fIere skulle have lyst til at rejse. kan I henvende jer til Ingrid. som kan oplyse om tilmelding, skemaer osv.

Adressen er:

Ingrid Stade
Gernersgade 71, 1.,
1319 KBH K
tlf.: (01) 120037

Endnu et skridt på vejen

"Politik er det muliges kunst, men politik er også at gøre det hidtil umulige muligt. Politik er at overvinde vanskelighederne for at opnå det ønskede mål"

Sådan udtrykte den svenske nedrusningsarnbassador Maj Britt Theorin sig i en af arbejdsgrupperne på konterencen om Norden som en atomvåbenfri zone. Der var "run" på hendes arbejdsgruppe og med rette - en socialdemokrat af den gode slags - med ben i næsen og omløb i hovedet.

"Det er ikke de protesterende mennesker og fredsbevægelserne, der savner realitetssans." sagde Lennart Bodström, Sveriges udenrigsminister. Se, det har vi andre jo vidst længe, men det styrker da selvtilliden sådan at få en udenrigsministers blå stempel. At få det fra vores egen minister i det udenrigske har jo lange udsigter.

Endnu et skridt- i den rigtige retning. Sådan kan konferencen om Norden som en atomvåbenfri zone på Christiansborg den 24. og 25. november karakteriseres.

Der var nuancer og uafklarede spørgsmål - men tendensen og målsætningen var klar: Nordisk atomvåbenfr!hed i løbet af få år.

Til det brug var hverken Schlüters eller Elmquists zoneopskrift egnet. Elmquist ville sla brødet så stort op, at det aldrig ville kunne få plads i ovnen. "Det er alt for småt at starte med Norden alene". Og vores statsminister fandt det aldeles usolidarisk, om vi i a-våbenhenseende startede med Norden og så lod resten af verden i stikken. D'herrer var undtagelserne, der bekræftede reglen om, at det nu er ved at være god tone at ville starte med et skridt, der lader sig realisere.

Der blev adskillige gange henvist til det forslag til Norden som atomvåbenfri zone, som 6 nordiske fredsbevægelser fremlagde i 1983, (fås ved NtA, 01-54 86 86). Det er en brugbar køreplan. Første skridt på vejen er en hensigtserklæring fra hvert af de nordiske parlamenter, og derpå skal erklæringen følges op af arbejdet med formuleringen af den præcise traktattekst. Først efter denne fase skal atommagterne inddrages.

Tlatelocotraktaten (fås i Udenrigsministeriet 01-92 00 00), der gjorde Sydamerika til en atomvåbenfri zone i 1967, har den store fordel, at den er realiseret - i FN-regi. Her er de forhandlingskrævende elementer heller ikke medtaget i selve traktaten, men henlagt til tillægsprotokoller. Åbenbart skal det igen og igen fastslås, at oprettelsen af A-fri zoner ikke er et militært initiativ, der skal "frede" Norden, hvis helvede bryder løs. Zonen har sin betydning i fredstid, og en nordisk zone er det vigtigste bidrag, vi kan give for at fremme afspænding andre steder.

"Vi vil, at Nordens politikere og Nordens regeringer skal være aktive pådrivere i dette arbejde og vi vil, at vore regeringer skal udforme en handlingsplan for at virkeliggøre en atomvåbenfri zone i det nordiske område.

Og vi som er her vil, at Norden skal gå foran i dette arbejde".

De ord fra Reiulf Steen, norsk stortingsmedlem og en af initiativtagerne til konferencen, kan vi tilslutte os i fredsbevægelsernc.

Gertrud Hoffmann
Kvinder for Fred
Rødding/Gram/Vojens

Kvinders synspunkter om Norden
som atomvåbenfri zone

Fra regionsmødet i Smørumnedre 12.1.85 har vi fra Louise Højlund modtaget en opfordring til at bede vores kvindelige bekendte, fortrinsvist de som ikke er tilknyttet fredsbevægelsen, om deres synspunkt på et atom-våbenfrit Norden. Hvis der er tvivl om hvorledes man skal formulere sig kan nedenstående brev kopieres og bruges.

"Kære...

Dette brev for at fortælle dig, at alle fredsbevægelser satser samlet på, at gøre Norden traktatfast til atomvåbenfri zone, under alle omstændigheder fra den 6.8.85, 40årsdagen for Hiroshima.

Ikke for at "hygge os i smug" i Norden, men for at vise et eksempel til efterfølgelse for alle de nationer og områder, der er helt enige med os om sagen, Balkan-halvøen f.eks.

Hvis du er enig med os, så kan du skrive om de tanker, du gør dig helt spontant til mig. Hvis du er uenig, kan du også skrive til mig- det vil jeg tro jeg trænger til. Jeg bliver så informeret fra fredsbevægelsernes side, at jeg mangler forestillinger fra dem, der er uenige med os.

Dit brev kan være et signal til, at vi kommer i udvidet brevveksling, jeg svarer i det mindste med et kort med tak for kontakt om problemet, og med et spørgsmål, om du er indforstået med, om noget af dit brev indgår i en pjece, vi tænker os at samle og få udgivet som: Kvinders synspunkter om Norden som atomvåbenfri zone.

Det er et stort fælles problem, for kvinder og mænd, for politikere og militærfolk, for Norden, for Europa, for Stormagterne, for hele jorden.

Jeg håber altså på at få et brev fra dig og sender dig mine kærlige hilsner. . . . "

Vi opfordrer til, at alle medlemmer af Kvinder for Fred sender 5-10 breve af sted, og at man siden behandler svarene i gruppen. Det endelige resultat kan indsendes til Køkkenrullen eller til Louise Højlund, Suomisvej l, 1927 Kbh. v.

Ravnstruplejren i søndagsavisen

Som en udløber af retssagen i viborg mod fredskvinderne, meldte Per Riber Holm fra TV's provinsafdeling i Århus sit besøg i kvindelejren ved Ravnstrup.Godt en times optagelser blev så til 2-3 minutters indslag i søndagsavisen d.13.1. Lejren blev præsenteret pænt, tipierne så maleriske ud i sneen, og Birgitte Grimstads tilfældige besøg gav sangene ekstra klang.

Det går godt - uden militær

I en kronik i Politiken d. 8-1-85 af Frits Schjøtt, får man den for mig, og sikkert for mange andre, forbløffende oplysning, at Costa Rica i Sydamerika siden 1949 ikke har haft et egentligt militær.

Det har medført at udgifterne til forsvar har kunnet holdes under 4.5 % af statsbudgettet, mens andre lande i regionen bruger betydeligt mere.

De penge, der herved er blevet sparet, har Costa Rica investeret i sundhed og uddannelse.

Resultatet er, at statistikkerne over spædbørnsdødelighed, levealder, læsefærdighed osv. næsten tåler sammenligning med statistikker fra europæiske lande. Også med hensyn til fødevareproduktion går det bedre i Costa Rica end i nabolandene. Resultaterne er opnået på trods af at Costa Rica ikke har påviste resourcer af olie eller mineraler, men er næsten 100 % afhængig af landbruget.

Costa Rica er således et godt eksempel på, at demilitarisering giver mulighed for udvikling på andre områder og kan være medvirkende til, at forbedre livskvaliteten for et lands indbyggere. Den model som Costa Rica har brugt for opbygningen af fred og demokrati tjener dem til ære, og burde kunne bruges som forbillede for andre lande, der står over for de samme problemer. Ingen vil vel hævde, at fødevareknaphed, sygdomme og analfabetisme øger den nationale og internationale Sikkerhed, ikke desto mindre er disse ulykker ofte en direkte konsekvens af den oprustning, der hævdes at øge sikkerheden. Det illustreres af eksemplet Costa Rica.