Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 9, 1989

Dyr fredsdue

af Jan E. Janssen.

Siegfried Schreiber, EFG-lærer fra Ludwigsburg i Baden-Württemberg, har 20/3-89 fået en bøde på 1000 DM, fordi han i 1986 deltog i en demonstration foran Pershing­raketdepotet i Mutlangen, og fordi han gik rundt med det badge (hvid due på blå baggrund), som også er den tyske fredsbevægelses logo.

Hans arbejdsgiver frabad sig dette badge på Schreibers jakkeopslag og anså det for at være en alvorlig tjeneste­forseelse. At Schreiber samtidig også er medlem af det vesttyske DKP, skulle oprindelig også bruges mod ham, men det kom hans overordnede ikke igennem med hos den disciplinære domstol. Det havde de nemlig allerede prøvet i 1982 uden succes.

Selvfølgelig bærer også lærere og andre offentligt ansatte i Baden-Württemberg alle mulige budskaber på deres tøj, men at promenere en fredsdue, det fører for vidt!

HVAD mener den danske fredsbevægelse om den historie ?

Vi stiller gerne spalte plads til rådighed i næste nr. af bladet.

Hvem vil kommentere dette?

Sendes til

Landskomiteen mod Berufsverbot i Vesttyskland
c/o kasserer Anni Voller
Dyssegårdsvej 29
2900 Hellerup

Hård dom til vesttysk feminist

9. juni 1989 faldt der ved retten i den vesttyske by Düsseldorf dom i den mest omtalte hekseproces i Vesteuropa i nyere tid. Dommen kommenteres af Inge, Nanna, Karen og Kasandra fra Autonome feminister

KOMMENTAR

Af Inge, Nanna, Karen, Kasandra

FEMINISTEN Ingrid Strobl, først og fremmest kendt som journalist ved kvindetidsskriftet EMMA, blev 9. juni dømt til fem års fængsel.

Det er en dom af en sådan karakter og dimension, at den burde have vækket de kvindepolitiske kredse i Danmark.

Ingrid Strobl blev anholdt og fængslet i december 1987, da en voldsom repressionsbølge rullede hen over den vesttyske kvindebevægelse. Utallige boliger og kontorer blev ransaget og to aktivister - Ulla Penselin, aktivist fra gruppe mod befolkningspolitik, og Ingrid Strobl, - journalist - blev fængslet.

Begge blev de sigtet efter paragraf 129a for at støtte en »terroristisk forening« - henholdsvis Rote Zora (kvinde-byguerilla) og RZ (Revolutionäre Zellen). »Bevismaterialet« mod begge to har vist sig at være meget tyndt - så tyndt, at det ikke er til at få øje på.

Ulla Penselin blev af den grund løsladt efter otte måneders varetægtsfængsel, heraf tre måneder i totalisolation. Ingrid Strobl derimod blev altså idømt fem års fængsel for angivelig støtte til RZ, de revolutionære celler. »Beviset« mod Ingrid Strobl var at hun angiveligt skulle have købt et vækkeur - og netop dét vækkeur, som RZ anvendte som tidsindstiller ved et bombeattentat mod det vesttyske luftfartsselskab Lufthansa i oktober 1986.

PROCESSEN har vist, at »bevisførelsen« er forbundet med så mange usikkerheder, modsætninger og fejl, at der slet ikke er tale om et egentligt bevis, og selv dommeren kunne ikke undertrykke koleriske udfald mod de vidner, som anklagemyndigheden bragte på banen for at gøre »beviset« troværdigt.

Vækkeuret forblev dog det afgørende element, og der blev ikkeengang gjort forsøg på at bevise konkrete forbindelser mellem Ingrid Strobl og de revolutionære celler.

Anklagen var bygget på den argumentation, at Ingrid Strobl jo var kendt for hendes mange artikler, der bl.a. vendte sig mod racistiske flygtningepolitik og kvindehandel / sex-turisme - og da de revolutionære cellers anslag mod Lufthansa-bygningen i Köln netop var begrundet med, at dette flyselskab flyver afviste asylansøgere tilbage til døden og torturen og transporterer europæiske mænd til Bangkoks bordeller - ja, så er forbindelsen jo klar.

Det giver fem års fængsel.

Ingrid Strobl blev dømt på grund af hendes kvindepolitiske engagement, og fordi hun uforsonligt vender sig mod et system, som bl.a. er kendetegnet ved racisme og kvinde­undertrykkelse. Men også fordi hun ikke lader sig bøje af et justitsapparat, som er kendetegnet ved at slå hårdt ned på venstrefløjens aktivister og se igennem fingre med selv de værste forbrydelser begået af nazi-tidens massemordere.

På retsprocessens sidste dag sagde Ingrid Strobl bl.a.: »Jeg erklærer mig skyldig i at have en venstreorienteret, radikal og feministisk overbevisning og i ikke at ville eller kunne lægge den fra mig.

Jeg erklærer mig skyldig i ikke at kunne acceptere udbytning og ydmygelse af kvinder som seksuelt handelsobjekt, skyldig i ikke at ville acceptere den kolde amnesti for nazi-forbrydere og disses bærende rolle ved etableringen af den vesttyske forbundsrepublik, skyldig i ikke at acceptere hverken den latente eller den akutte racisme, hverken den latente eller akutte anti·semitisme...

Da processen mod Ingrid Strobl blev indledt i februar 1989 demonstrerede 10.000 mennesker i Essen for hendes løsladelse. Nu, da dommen er faldet, vil protesterne tage et nyt opsving overalt i Vesteuropa. Vi vil også opfordre de kvindepolitiske miljøer i Danmark til at engagere· sig i sagen. For det er ikke kun en sag, som vedrører Vesttyskland.

l takt med EF·Unionens realisering vil tonerne fra det dominerende land Vesttyskland få stadig mere direkte indflydelse på forholdene her. Når man(d) i Vesttyskland prøver at lukke munden på feministerne ved hjælp af menings- og ytringsforbud samt trussel om fængsel, er det i høj grad også en sag at tage op for feminister i Danmark.

Ellen Hørup - et biografisk essay.

Ellen Hørup (1871-1953) var datter af den kendte antimi­litaristiske journalist og politiker Vigo Hørup. Hun voksede op i et kulturelt og intellektuelt frisin­det hjem, hvor hun fik alle muligheder for at udvikle sig til en selvstændig per­son.

Efter sin skilsmisse i 1923 stiftede hun bekendtskab med Gandhis ikkevolds­kamp for indernes selvstændighed og besluttede at videre­føre sin fars journali­stiske arbejde ved at skrive om Gandhi og hans aktiviteter. Hun besøgte ham og arbejdede for ham sidst i 20'erne.

Senere i 30'erne informerede hun sine læsere om den militante udvikling i Tyskland, Italien og i det borger­krigshærgede Spanien.

Disse informationer fandt kun sparsomt udtryk i Politiken, som hun ellers var medejer af. I 1932 startede hun derfor i Genève sit eget nyhedsbureau: "Journal des Archives".

Under besættelsen blev det hende - i lighed med mange andre - forbudt at skrive om international politik. Ellen Hørup kastede sig derfor nødtvungent over andre emner, der stod hendes hjerte nær - først og fremmest børns op­dragelse og retssikkerhed, som den blev forvaltet af Børne­forsorgen.

I 1943 udgav hun "Forældrebladet" , der eksisterede til 1951.

Kritikken af Børneforsorgen, som var en indirekte måde at kritisere det danske samarbejde med tyskerne på - førte til fundamentale ændringer i børneforsorgspolitikken fra 1950 og fremover. Under den kolde krig - med Danmarks til­slutning til NATO i 1949 - var det vanskeligt at få udbredt meninger, der ikke var godkendt på bjerget.

I 1951 udgav Ellen Hørup derfor et nyt blad "Tværtimod", hvori hun fik udbredt dn og andres kritik og protester mod bl.a. Koreakrigen 1950-53.

Ellen Hørup var da 80 år gammel og kunne ikke fortsætte udgivelsen af "Tværtimod".

Hun døde i foråret 1953.

Yellow Gate kvinnor kallar kvinnor till Yellow Gate, Greenham Common Women's Peace Camp, før att:

Motarbeta militären

Lørdagen och søndagen den 9. och 10. december 1989.

Den tioende årsdagen av beslutet att placera kryssningsmissiler i Europa.

Temat detta året er 'motarbeta militæren' , och det er en kallelse till kvinnor, vare sig du har besøkt Yellow Gate innan eller ej, att ta ickevålds aktion vid Yellow Gate den 9.-10. december.

Icke-vålds aktion måste fortsætta vid Yellow Gate och spridas från Yellow Gate før att bekæmpa den brittiska armén och deras ockupering av Nordirland, deras ockupering av Salisbury Plain, och militærens ockupering av land over hela verden.

Vi vill också visa solidaritet, genom våra aktioner, med icke-vålds demonstranterna i Kina, hvor omkring 10.000 mennesker blev dræbt under. massakren udført av den kinesiska militæren.

KOMM TILL OSS, vær beredd på att ta icke-vålds aktion, och ta konsekvensene av din aktion, eller kom beredd att stødja icke-vålds demonstranternas aktion genom att vara vid Yellow Gate når du kan!

Undrag af flyveblad fra YELLOW GATE WOMEN.

Fredspædagogisk værksteds småskriftserie:

Småskrift 1, Introduktion (fotokopieret udg.) 12s.,10,-
........-...... 2, Otte fluer med ét smæk, hft.1-2.ialt 88s., 3o,-
........-...... 3, Fredsundervisning i vore nabolande, 44s., 30,-
........-...... 4, Tiden har travlt - en antologi. Gymn.HF,m.v. 202s., 80,-
........-...... 5, Konfliktløsning - et værktøj i fredsopdragelsen, 40s., 3o,-
........-...... 6, Ellen Hørup-et biografisk essay, af Holger Terp, 50s., 5o,-

FREDSPÆDAGOGISK VÆRKSTED
c/o Søren Kappel Sehmidt
Møllevænget 1 B,
7800 Skive.

ЗА МИР НА ПИАН ТА ТА

Lige hjemkommet fra Sovjet kontaktede jeg Kenn Atlung for at få et interview med ham om hans tur med Next Stop Sovjet.

Kenn var en af de 30 odenseanere, der var med på turen, og det bliver ikke et interview om de store oplevelser og intentioner, men om turen på godt og ondt. Om positive og negative oplevelser under turen.

Kenn har været aktiv i Next Stop Sovjet fra starten. Han var tilsluttet et vindmølleprojekt, og havde været på kursus på Nordvest jysk Folkecenter for vedvarende Energi. De havde en 6 meter høj vindmølle med, som blev opstillet under turen, ikke med held, da de ikke kunne få møllen til at fungere.

Turen fra København til Leningrad foregik med fly. Det var meningen, at man skulle have haft noget at spise i Leningrad, men på grund af kommunikationsbrist blev det ikke tilcnoget. Så det blev først i Kiev, efter 20 timers rejse man fik slllten stillet.

I Kiev var Kenn indkvarteret privat, hos en ikke engelstalende russer, så havde jeg ikke spillet teater før, så lærte jeg det de 10 dage i Kiev, sagde Kenn, hvor al kommunikation hos værtsfamilien foregik på tegnsprog.

Kenn var med på marchen fra Kiev til Tjernobyl, og han beskriver marchen som utroligt knugende og deprimerende. Militsen var med på turen, og var meget hjælpsomme og nysgerrige.

For Kenn's vedkommende stoppede turen 10 km. fra Tjernobyl.

Han fortalte at selvom der stadig er koncentrationer af atomudslip, er folk begyndt at flytte tilbage til'deres gamle hjem.

På mit spørgsmål om det passede med de billeder af en syvbenet hest og grise uden øjne, sagde han, at billederne var taget i en by, der var lukket for offentligheden, og at det kun kunne lade sig gøre, fordi en af deltagerne på marchen havde en mor boende i landsbyen, og pressen lånte hans passerseddel.

Da vindmølleprojektet ikke kunne gennemføres, blev Kenn koordinator for musikgrupperne, og det gav mange oplevelser. Folk var meget interesseret i teater- og musikgrupperne.

Vel hjemkommet fra marchen gik man igang med opsøgende arbejde, der foregik fra en cafe i Kiev. Cafeen var åben hver dag. Der var en helt utrolig interesse for projektet. Folk kom uafbrudt, og de var meget positive og hjælpsomme. Det var let at få en dialog igang.

Som et af højdepunkterne på turen omtalte Kenn en sejltur på en flod i Kiev. Det var en dejlig dag, med musik og medbragte madpakker, og en masse kontakt til sovjetborgerne.

Da der havde været en del negative oplevelser på grund af kommunikationsbrist, spurgte jeg Kenn, om han ikke kunne fortælle om noget rigtigt positivt. Jo, sagde han. Russernes utrolige hjælpsomhed. For eksempel når man efter ikke at have fået mad i 20 timer, fik en melon foræret, eller hvis man ikke havde fået bad i flere dage, og en ven fra Sovjet sagde: "Tag med mig hjem, der kan du få et bad." Så er optimismen stadig i behold.

Om den store afsluttende koncert på Gorki-pladsen sagde han, at den var utroligt flot arrangeret. Grunden til den manglende tilskuertilslutning var, at den ikke var annonceret i den sovjettiske presse. Folk vidste ikke, hvor de skulle købe billetter, og billetsalget blev først åbnet 3 dage før koncerten.

Der var cirka lige mange af militsfolk og tilskuere.

Om cirka 2 måneder kommer 10 russere fra Kiev til evalueringsmøde i Odense.

På mit spørgsmål om, hvor næste Next Stop går hen, var Kenn's forslag måske et Next Stop Norden, der skulle fokusere på fred og miljø, og dette mest for at bibeholde de gode kontakter, der er kommet i stand med Sovjet.

Kvinder for Fred
Odense-gruppen.
Bodil

det værste ved krigen er, at ingen får lov til at være almindelige mennesker.
vi får valget mellem at blive rovdyr eller mennesker.

Nordal Greig.

Vesterbro/Frederiksberg gruppen har arrangeret regionsmøde for Nordsjælland og Københavnsområdet i:

Valby Medborgerhus,
Valgårdsvej 4,
500 Valby.

Lørdag den 18 nov. 1989,
fra kl. 10-16.

Hvis nogen har specielle ønsker de gerne vil have med på dagsordenen, bedes man give besked inden den 26.10.

For tilmelding, som koster 70.00 kr. pr. person, samt evt. bestilling på smørrebrød, er allersidste frist den 13.11.

Besked modtages hos:

Lillemor Hornbech-Madsen,
tlf.31-718451

eller

Lis Føltved
på tlf. 31-870118 el. 42-116213.

Moral og grådighed

Lise Østergaard har engageret sig stærkt i arbejdet for at beskytte værgeløse forbrugere i ulandene mod at blive snigløbet af en medicinalindustri, der sætter profit over hensynet til menneskers sundhed. En dansk læge er nu tvunget ud af en WHO-kamp herimod.

Lise Østergaard har arbejdet som psykolog, siden hun i 1947 tog sin psykologisk-pædagogiske embedseksamen. Først som klinisk børnepsykolog i Danmark og Sverige, derefter i en halv snes år som chefpsykolog ved Rigshospitalets psykiatriske klinik. I 1963 blev hun professor i klinisk psykologi ved Københavns Universitet. Hun har været minister i flere omgange, bl.a. med ansvar for Danmarks bistand til udviklingslandene. I dag er Lise Østergaard - ved siden af, at hun passer sit professorat - stadig i gang med spændende opgaver inden for ulandsarbejdet, bl.a. som konsulent for DANIDA og WHO, Verdenssundhedsorganisationen. Opgaverne har i de senere år først og fremmest drejet sig om kvindernes rolle i ulandene.

- Jeg har ikke sluppet arbejdet med kvinderne, men føler at jeg gerne vil i gang med en stor opgave mere, fortæller Lise Østergaard og fortsætter: Opgaven meldte sig, da jeg under mit arbejde for WHO mødte lægen Ernst Lauridsen, der i 8 år har ledet WHO's kampagne mod overflødig medicin (han har lige sagt op i protest mod de chikanerier, det er lykkedes den internationale og især japanske medicinalindustri at iværksætte imod hans arbejde, efter at WHO's chefpost er overtaget af japaneren H. Nakajima. - red.). Programmet er især rettet mod en reduktion af det enormt store antal af lægemidler i ulandene, men det vedkommer så sandelig også forbrugere i de industrialiserede lande. I Samvirke for maj 1984 har læserne kunnet læse om Ernst Lauridsens arbejde, men jeg kan kort fortælle, at det drejer sig om at forsøge at beskytte uvidende og fattige mennesker i u-landene mod at blive udnyttet og forgiftet af de store multinationale medicinalvirksomheders aggressive markedsføring af alle mulige lægemidler. Siden har jeg været med til at arbejde på denne kæmpeopgave.

- Hvad har du så gjort ved det?

- Jeg gik i gang med en rapport om de artikler, der indtil nu foreligger om lægers ordinationsvaner af medicin i ulandene. Rapporten skulle have været på ca. 50 sider, den blev på næsten 300 sider!

- Hvordan står det så til?

Drejer det sig om lignende forhold som her i Vesten, da vi havde thalidomidkatastrofen og enterovioformskandalen?

- Det drejer sig om forhold, der er mindst lige så oprørende. For øvrigt er det i dag sådan, at mens enterovioform er forbudt i Danmark til danske forbrugere, er det ikke forbudt at eksportere stoffet til ulandene!

Så vi er ikke. for gode selv herhjemme! I USA står det sådan til, at da Carterregeringen trådte til, blev det forbudt at eksportere medicin som ikke var tilladt i USA. Da Reaganregeringen kom til, blev det forbud ophævet!

- Det tegner til at blive en grim historie vi er i gang med.

- Ja, det er en rigtig væmmelig historie, men inden jeg kommer med flere skrækeksempler vil jeg dog gerne understrege, at lægemidler er vidunderlige, når de er til rådighed i en acceptabel kvalitet, og når de bruges rigtigt. Lægemidlerne har hjulpet os til at overvinde de alvorligste sygdomme, og de har lindret smerter for mennesker i et umådeligt omfang. Men hvis lægemidler ikke har tilstrækkelig høj kvalitet, eller hvis de lægemidler der er til rådighed, ikke er relevante i forhold til sygdomsmønstre og levevilkår de pågældende steder på kloden, så kan de skabe nye sygdomme og føre til døden i stedet for at være helbredende og lindrende.

Kunstige behov

- Hvordan er det gået til at det har udviklet sig sådan?

- Det går sådan til, at medicinalindustrien er gearet meget hårdt mod profit.

Medicinalvirksomhederne ser ulandene som særdeles lovende nye markeder, fordi der er så ufatteligt mange millioner forbrugere. Man tager så fat med en utrolig hård markedsføring, som de tit halvdårligt uddannede ulands læger og de mange gange ganske uvidende patienter slet ikke kan gennemskue. Et grotesk eksempel:

Man anbringer et løvehoved uden på en pakning, og så tror folk, at nu køber de en særlig stærk og derfor meget virksom medicin. Jeg havde for nylig en direktør for et af de store internationale medicinalfirmaer til bords ved en middag i Australien. Vi talte om disse ting og så sagde han, at man kunne da uden større vanskeligheder udvikle effektiv medicin mod nogle af de alvorligste tropesygdomme, men der ville aldrig være fortjeneste i det!!

- Sagen er, at medicinalfirmaerne hellere vil satse på en sikker profit. Det passer dem bedre at udvikle det ene beroligende middel efter det andet og så markedsføre dem hårdt i de vestlige lande, hvor gud og hvermand jo spiser nervepiller. Med hensyn til ulandene vil den internationale farmaceutiske industri gerne bruge dem som nye markeder, men de vil ikke satse penge på at undersøge deres egentlige behov, som blandt andet er at forske i behandling af tropesygdommene.

- Hvad gør de så?

- Ganske enkelt skaber de kunstige behov!

Værgeløse ofre

- Nu må vi have nogle eksempler.

- Der findes et stof, der hedder kloramfenikol: Det er et meget kraftigt virkende antibiotikum, som kan have nogle meget uheldige bivirkininger, især hos børn. Dette stof markedsføres nu i ulandene til børn, der har diaré! Til trods for, at det skulle være almindeligt kendt - også blandt folk i u-landene - at en blanding af sukker, salt og frugtsaft kan stoppe denne meget hyppige børnediaré. I Latinamerika har der været tradition for at give børnene kokosmælk. Dens sammensætning svarer ganske til denne saltsukkerblanding, og så er den steril. Men gennem reklamer lokkes mødrene til at tro, at den dødsensfarlige medicin er bedre!

- Kender medicinalfirmaerne ikke bivirkningerne?

- Jo det gør de vel nok, men de markedsfører den farlige medicin uden at tage hensyn til, at der ikke er nogen statskontrol i ulandene med medicin. Patienterne er totalt uden beskyttelse, de er hjælpeløse ofre for reklamerne.

- Har du flere eksempler?

- Jeg har masser, alt for mange til at vi kan få plads til dem i dette interview, men lad mig nævne, at man markedsfører anaboliske steroider - altså væksthormoner - til hungerområder som middel mod "svaghed"! Det køber forældrene så i dyre domme til deres underernærede, men ellers normale børn i stedet for at prøve at skaffe dem den mad, der er det eneste de mangler. - Ved du hvor det er sket? - Vi ved, at det er sket i Bangladesh.

Etik og profit

- Hvordan går det med Nestles modermælkserstatning?

Mødrene holdt jo op med at amme deres børn og blandede dette opreklamerede pulver i inficeret vand med det resultat at masser af børn døde. Fortsætter den trafik?

- For nogle år siden lykkedes det WHO og UNICEF at få Nestle til frivilligt at afstå fra at markedsføre modermælkserstatningen i ulandene. Men nu er de i gang igen!

Man har ingen magtmidler til at stoppe medicinalvirksomhederne.

- Hvad ville du foreslå?

- Det bedste var naturligvis, om man kunne få de internationale farmaceutiske organisationer til at pålægge sig selv nogle etisk bestemte begrænsninger i stedet for at de kun går efter profitten. Men det har nok lange udsigter. Det næste man så kunne gøre var om WHO kvalitetsmærkede de vigtigste lægemidler tydeligt, fx med deres eget blå logo. Så kunne selv analfabeter se, at her var en medicin, de roligt kunne tage. Det fortvivlende er bare, at de af WHOs medlemslande, der selv har en stor farmaceutisk virksomhed, vil ikke være med til det. Så der findes ingen internationale midler til at hindre, at ulandene oversvømmes af uhensigtsmæssige og tit dødsensfarlige lægemidler. Det mest alvorlige er måske, at meget stærke kræfter forhindrer u-landene i selv at producere deres væsentlige lægemidler. Der lægges kraftige hindringer i vejen for de u-lande som vil opbygge deres egen medicinalindustri.

- Er der noget uland, der har prøvet at opbygge egen industri?

- Ja, der er en fabrik i Bangladesh, som er et nærmest heroisk skoleeksempel.

Det er utroligt at den stadig eksisterer, fordi der har været gjort meget kraftige forsøg på at spænde ben for den.

- Hvad ønsker du for fremtiden?

- Jeg ønsker, at et meget betydeligt antal essential drugs kunne fremstilles i de forskellige ulande. Det ville lette samhandelen mellem dem. Jeg ville ønske at overførslen af farmaceutisk teknologi fra de rige til de fattige lande kunne suppleres med et langt tættere samarbejde mellem ulandene selvom disse ting. Så ville de etiske fordringer til anstændige samhandelsforhold på globalt plan være betydelig bedre tilgodeset.

Vores fælles fremtid

global nytænkning - en nødvendighed

Lørdag 28.oktober

Konference

Brenderup Folkehøjskole

fra skrald til energi-

menensket som maskine - ny etik?

nye værdier - fredsbevægelsens rolle -

arr. Dialogforum Nordvestfyn

PROGRAM FOR DAGEN

kl.10.00 - 10.15 : velkomst

kl.10 .15 - 11. 00 : oplæg om fred og miljø : ny etik og nye værdier frem mod år 2000. ved Jan Øberg, lektor v. Institut for freds- og konfliktforskning, Lunds Universitet.

kl.11.00 - 11.15 : kaffepause

kl.11.15 - 12.30 : oplæg fortsat plus debat

kl.12.30 - 13.30 : frokost

kl.13.30 - 16.30 : arbejde i grupper ( se modstående side)

kl.16.30 - 18.00 : plenum og afslutning

kl.18.00 - 19.30 : middag

Dette nr. er redigeret af Odense-gruppen.

November nr. redigeres af Skals/Holstebro.

Der vil være flg. grupper:

1. Synne Jochimsen, fra Institut Energie Decentral, Flensburg:
   "Fra Skrald til energi". Vores losseplads er er tidsindstillede bomber. Affald er guld værd og skal ikke forbrændes, men genbruges. (Der vil f.eks. blive orientere om PKA : pyrolysekraftanlæg i Aalen v. Stuttgart ) .
2. Hans Pedersen, biolog og red.sekr. på tidsskriftet "Naturkampen" : "Mennesket som maskine" : bl.a. om transplantationer og moderne sundhedsvæsen, kloning og reagensglasbørn, gensplejsning og bioteknik i industrien.
3. Jørgen Teglers, lektor v. Frederiksberg Seminarium og forfatter til bl.a. bogen "Fredsbevægelsen - med- og modspillere" udgivet på SNU i 19B9. Oplæg om bl.a. bogens indhold: fredsbevægelsen styrke midt i 80'erne og "svagheden" i dag, fredsbevægelsens rolle og indflydelse aktuelt.

Sådan tilmelder man sig

Kryds af på nedenstående kupon, hvilken gruppe, du ønsker at deltage i om eftermiddagen, samt hvilke måltider, du ønsker.

Bemærk vores konferencegebyr, som opkræves af alle. I dette gebyr er inkluderet kaffe formiddag og eftermiddag.

Send tilmeldingen, så vi har den senest 25. oktober, til

Brenderup Folkehøjskole
Nordisk Fredshøjskole
Stationsvej 54
5464 Brenderup
Tlf. 09-442414

kontaktperson på skolen : Mogens Godballe

Vedlæg gerne en check på det samlede beløb - eller betal ved ankomsten.

Vi foretrækker tilmeldinger på forhånd, men selvfølgelig er det også muligt at deltage uanmeldt.

Jeg tilmelder mig konferencen" Vores fælles fremtid", 28.10.89

beløbet vedlagt i check : ______

betales ved ankomst :      ______

ønsker at deltage i gruppe nr. : ______

navn : ____________________________________

adresse :__________________________________

Fredsnyheder fra Finland

Kampagne mod den
nye civilforsvarslov.

I begyndelsen af 1989 fremlage den finske regering en ny civilforsvarslov for parlamentet. Ifl. denne lov skal der bygges beskyttelsesrum i enhver ny bygning eller gruppe af bygninger på over 400 kvrn.

Takket være en kampagne startet af Fredsbevæelsen i Finland er loven endnu ikke blevet vedtaget.

Fredsbevægelsen baserede sin kampagne bl.a. på flg:

• civilforsvaret er en del af den militære oprustning.
• beskyttelsesrum redder ikke nogens liv i tilfælde af atomkrig eller en ulykke på et atomværk.
• pengne til beskyttelsesrum burde i stedet bruges til bygning af boliger.

Finland er allerede et førende land m.h.t. civilforsvar.

Men Tchernobyl-ulykken kom som bestilt af civilforsvaret og begrundede nødvendigheden af flere beskyttelsesrum i tilfælde af lignende ulykker.

Til trods for at finske og udenlandske eksperter fastholdt, at civilt forsvar var nyttesløst i tilfælde af sådanne ulykker.

Fredsbevægelsens hovedargument for at forkaste loven var, at man ikke troede på de trusler, der lå til grund for den nye lov.

Fredsbevægelsen påpegede, at hvis beskyttelsesrum er nødvendige ved atomkraftværksulykker, burde atomkraftværksindustrien selv betale udgifterne.

Hertil svarede atomkrafteksperterne, at de ikke ville betale for omkostningerne til beskyttelsesrum, fordi de ikke garanterede for sikkerhed, hverken for atomkraftværket eller befolkningen. Kun evakuering af befolkningen ville hjælpe!

Hvis loven blev vedtaget, ville det medføre øgede udgifter på omkr. 32,5 50.000 mill. USD. For de penge kunne der købes næsten 1000 nye lejligheder til de hjemløse!

Fredsbevægelsens kampagne fik stor bevågenhed i medierne. På en uge opnåede Fredsbevægelsen støtte fra 20 borgerorganisationer til en appel om at forkaste loven og i stedet bruge pengene til nye boliger.

Loven blev ikke vedtaget i foråret - hovedsagelig p.g.a. opposition fra medlemmer af det største parti i regeringen - Socialdemokratiet.

Regeringspartierne var dog enige om, at prøve at få loven vedtaget til efteråret.

Fredsbevægelsen i Finland fortsætter kampagnen mod den nye civilforsvarslov og opfordrer udenlandske medier til at deltage i debatten.