Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 4, 1990

NY FOLDER!

Nu er den nye folder om Kvinder for Fred kommet!! Det er blevet en nydelig tryksag med vedhæftet girokort, som vi alle skylder Vesterbro/Frederiksberg-gruppen stor tak for, idet gruppen både har taget initiativet og betalt størstedelen af udgifterne til dens udgivelse.

Der er trykt 4250 stk., og prisen for dette antal, incl. moms, = 6290,- kr.

Heraf har Fonden ydet 2500,- "
Støttekredsen/Køkkenrullen har ydet 1000,- "
Vesterbro/Frederiksberg-gruppen har ydet 2790,- "

Som alle vist må erkende, er det et stort beløb for en enkelt gruppe at rykke ud med. Det vil derfor være velkomment, hvis man ved rekvirering af folderen kan undvære et vist beløb, f.eks. 50 øre pr. stk., indtil Vesterbro-gruppen er nogenlunde dækket ind.

Folderen kan rekvireres enten hos Fonden (se bagsiden af Køkkenrullen) eller hos: Kvinder For Fred, Vesterbro/Fr.berg, Bendzvej lo, 4, 2000 Frederiksberg, giro 6 49 32 89.

Vi håber, I alle vil bruge folderen flittigt, f.eks. på jeres bibliotek, ved møder, osv.

P.S. Forhåbentlig er det lykkedes vores dygtige BAKAGER-trykker at få folderen listet ind i nærværende Køkkenrulle, så I alle kan se den.

Den (forhåbentlig) indlagte folder er et fejltryk, men naturligvis får I fejlfrie eksemplarer, når I rekvirerer!

GREENHAM COMMON - endnu!!

I husker vel Greenham Common??

Det svenske KVINNOR FÖR FRED beretter, at i svensk TV den 2. februar overraskende var en reportage fra Greenham Common.

Kvinderne havde netop fået besked om, at amerikanerne har planer om at trække deres kernevåbenbestykkede missiler væk fra Greenham Common.

Der var et fint interview med kvinderne ved Blue Gate, bl.a. med Elisabeth og Georgina. Stemningen virkede høj, men samtidig fandtes der også skepticisme. Elisabeth hævdede, at "vi bliver, til det sidste missil har forladt basen, hegnet er revet ned, og området er overgået til at være "Common Land". På journalistens spørgsmål, om hun havde tænkt sig at blive i decennier, svarede hun leende, at hun troede, at basen ville være afviklet indenfor et år.

Jordens dag den 22. april 1990

Komiteen for Jordens Dag har udgivet en "Materialesamling" med ideer og aktiviteter. Den kan rekvireres på telf. 33156052, hvor man også modtager tilsagn om praktist hjælp samt oplysning om egne initiativer.

Der etableres et Økologihus i København, hvor man er velkommen til at få en bod til salg af egne ting samt pynte med bannere m.v.

Ingrid Stade fra Kbhvn.Vesterbro/Frb. vil gerne koordinere dette - telf.33120037.

Der skal plantes træer i Frederiksberg Have, hvor komiteen gerne vil have tilsagn om hjælpere. Alle ideer modtages - så ring om aftal nærmere med komiteen - 33156052.

Kulturkontakt.

Vi kan bidrage til at styrke fredsprocessen i Øst-Europa ved at oprette venskabsbånd mellem skoler og byer. Behovet for kontakt og kommunikation er umætteligt, når man har levet bag et jerntæppe, for mange et helt liv.

Det gælder f. eks. lærere, familier og ungdom. I Sovjetunionen inviteres der til møder, som ikke har sat andet på programmet end, forbindelse mellem øst og vest. Spørgsmålet er hvordan kan begge sider - øst og vest- tilbyde noget. Hvordan adopterer vi gæster. Hvordan opbygger vi venskabsbånd. Den velprøvede fremgangsmåde er at gøre aftaler om program mødetid og deltagere, for to, tre, mange, en gang i et østeuropæisk land og næste gang i et vest-europæisk land. Hver deltager betaler selv rejsen til og fra værtslandet, og værtslandet betaler alle omkostninger i eget land. Derved bliver det muligt at rejse for deltagere fra et land, som ikke har konvertibel valuta.

For freds-, miljø- og solidaritetsorganisationer i Norden og Vest-Europa er alle former for venskabsforbindelser efterspurgt.i Øst-Europa.

Vi kan gøre en stor indsats i det små for den enkelte gruppe eller organisation; i større målestok, hvis vi slår os sammen og laver et bredt og alsidigt nordisk tilbud.

Referat fra Eva Nordlands artikel i Fredsstikka nr 1. 90

Hvor fanden er fjenden?

NATO er i dyb vildrede. Forsvarsalliancen kan ikke finde ud af, hvem - og hvor - fjenden er.

NATO-soldaterne har netop fået officiel besked om, at "Røde Ivan" ikke længere er fjenden, men at de skal bekæmpe en "anonym modstander".

"Jeg har svært ved at se nogen trussel fra øst", siger chefen for Enhedskommandoen, generalløjtnant B.E. Amled. "Vi er i gang med at lære os selv at tænke over fremtiden på en ny måde. Den egentlige fjende i dag er sulten og truslen mod miljøet", siger generalen, der glæder sig til at besøge både Prag og Budapest næste år, hvor han skal pensioneres.

EKSTRA BLADET 16.2.90

Skade, at diverse generaler og andre militærfolk først kommer til fornuft, når de forlader militæret.
Red.

I forbindelse med ovenstående filosoferer Ekstra bladet videre over problemet med "at finde virkeligt kvalificerede fjender nu om dage. Det kunne måske blive de skide svenskere, som vi aldrig har haft tillid til. Ikke sådan 100 pct. i hvert fald." Derefter fremsætter Ekstra bladet et "konstruktivt forslag". Regeringen indrykker i førende udenlandske tidsskrifter annoncer med teksten:"Fjende søges", og hvis heller ikke dette initiativ skulle give resultat, så skrotter vi hele det gamle forpulede forsvar.

Fredsrosen 1989

Foreningen Aldrig mere Krig uddeler hvert år en fredsrose til personer eller institutioner, der er konsekvente i deres afstandtagen til alle militære aktiviteter.

Den 22. nov. 1989 blev fredsrosen overrakt til det rådgivende ingeniørfirma Rambøll & Hannemann i Virum.

Firmaet har over 1000 medarbejdere, og alle bliver ved ansættelsen gjort bekendt med firmaets "R & H filosofi", der siger, at "firmaet påtager sig ikke opdrag fra militæret. Det må erkendes, at der i spørgsmålet om den militære sikkerhedsproblematik er flere anskuelser, men firmaet har indtaget det standpunkt, at det ikke vil tjene penge på våbenindustri - taget i sin videste betydning".

Det er vel at mærke ikke en ny "filosofi", firmaet har anskaffet sig, efter at det ikke længere er så lukrativ en forretning med militær produktion. Lige siden firmaets start for 40 år siden har Rambøll & Hannemann fastlagt de principper, hvorefter firmaet vil arbejde.

"BRAVOl" siger vi. Red.

OBSI ØSTERSØTRÆFFERE!

Det siges at være sidste udkald for bestilling af biloverfart til Bornholm omkring den 25.7. - i hvert fald på ruten Ystad-Rønne, så forhør jer hellere!

Sejr og fallit for fredsbevægelserne - hvad nu?

I Nej til Atomvåbens blad Ekstraposten har Judith Winther et tankevækkende indlæg om de problemer, fredsbevægelserne nu står over for, og som også har afspejlet sig i de indlæg, der har været bragt i Køkkenrullen.

Vi bringer her et sammendrag:

"Hvis ikke NATO havde stået fast på sin udstationeringsbeslutning, havde vi aldrig tvunget Warszawapagten til at ændre kurs" lyder NATO-politikernes forklaring på den nuværende udvikling. Forklaringen er naturlig på baggrund af NATOs oprustningslogik: kun oprustning kan tvinge russerne til forhandlingsbordet.

Fredsbevægelserne kan på den anden side høre deres ord og krav fra 80ernes fredsarbejde gentaget fra alle sider nu: ophævelse af Europas deling, fjernelse af fremmede tropper, osv. Disse visioner er blevet en del af Europas naturlige billede.

Men hvis Gorbatjov ikke var kommet til i Sovjetunionen, havde hverken NATO eller fredsbevægelserne kunnet notere nogen sejr. Det hele skyldes altså Gorbatjov? Så enkelt er det heller ikke. Og af hensyn til fremtidens brug af de historiske erfaringer er det ikke ligegyldigt, hvordan man forklarer, hvad det er, der er sket i disse år.

Hvis NATOs forklaringer bliver stående som "sandheden", vil det tjene til at bekræfte fremtidige oprustninger.

SEJR

Det afgørende spørgsmål er, om Gorbatjov kunne være kommet med sine udspil, hvis verden havde befundet sig i det koldkrigsklima, som vi oplevede i 1979-80. Jeg mener, at det ville have været politisk selvmord at prøve det og derfor umuligt. Men allerede da vi nåede udstationeringstidspunktet i 1983, var det lykkedes fredsbevægelserne at ændre det storpolitiske klima væsentligt. Der var en bred befolknings opinion mod oprustningen, og uden dette havde Gorbatjov ikke kunnet regne med udenrigspolitisk suoces og dermed heller ikke indenrigspolitisk støtte.

Det var således fredsbevægelserne, der sejrede. Det er vigtigt at få det slået fast af hensyn til fremtiden.

FIASKO

Men når fredsbevægelsernes sejr er slået fast, er det også nødvendigt at se på deres fiasko. Fredsbevægelserne tabte kampen om "militarismen". Militarisme er stadig staternes naturlige grundholdning, deres selvforståelse.

Det ses af, at oprustningen fortsætter med nogenlunde de samme argumenter, selvom der er ændringer i intensiteten, og det ses af, at nedrustningstiltag, der er et gode i sig selv, skyldes økonomiske incitamenter. Der er intet ændret ved troen på en militær magtpolitik - efter min mening. Blot har vi nu i stedet for 2 militære magtcentre fået flere: Vesteuropa, Japan og evt. Australien, som øjensynlig stiler efter at spille Frankrigs rolle i Stillehavet.

Militarismen som problem er druknet i forhold til supermagtspørgsmålet.

UDVIKLINGEN I DAG

Problemet i dag er, at udviklingen går alt for hurtigt. Langt hurtigere end de enkelte lande kan bære. Årsagen hertil kan være, at mens alle så på supermagtsforholdet, var ændringerne allerede på vej. Ud over de økonomiske spørgsmål, kan trykket fra de mange voksende lokale krav og utilfredsstillede behov have været med til at skubbe til begivenhederne. Låget var allerede ved at blive presset af kedlen.

Men det betyder også, at vi intet aner om, hvordan Europas (Og verdens) geopolitiske kort vil komme til at se ud om nogle år.

(Red.: Hvis man i det følgende indsætter navnet Kvinder for Fred i stedet for NTA, fremkommer der spændende perspektiver).

HVAD NU?

Udviklingen gør, at der er nogle helt grundlæggende ting, vi må tage stilling til:

1) Mener vi, at den opgave, vi stillede os, er afsluttet? Hvis vi ser nedbrydningen af den kolde krig i Europa som den vigtigste opgave, så er opgaven afsluttet, og det er bedre at stoppe nu end at fortsætte, blot fordi man nu er i gang.

2) Mener man, at efter hvad der nu er sket, vil militæromfang, våbenproduktion osv. krympe videre af sig selv, eller mener man, at de "krympninger", der foregår, ikke i sig selv kan tages som en sikring mod oprustning og nye militære "opgaver", og at der stadig må udøves et pres?

Og da hvordan?

3) Hvis man ser opgaven bredere (end l) kan der evt. være tale om at fortsætte. Men det forudsætter, at der præciseres, hvor opgaven ligger i dag. Hvis NTA ikke kan definere sin opgave klart, betyder det også, at det er bedre at stoppe. Dette er ikke ment som en afvisning af NTA, men som en provokation.

4) Til en defination af opgaverne hører en vurdering af, hvilke kræfter, vi råder over til at løse dem. Uden tilstrækkelige ressourcer bliver arbejdet frustrerende. Men uden et klart mål er det svært at finde ressourcerne.

(Efter at have beskæftiget sig med begrænsningen i NTAs navn med henblik på det evt. videre arbejde, forsøger Judith Winther at indkredse vigtige emner for et sådant arbejde):

5) Et muligt emne kan være overvågning af den sikkerhedspolitiske udvikling inden for EF - i sig selv og i samarbejde med USA.

Flådeoprustning og våbenproduktion er også vigtige emner.

Et andet emne kan være udviklingen i det nye Europa, men det bliver så bredere end det rent sikkerhedspolitiske.

Selvom det i alle sammenhænge må være en vigtig opgave at sørge for, at der ud af det øjeblikkelige kaos i Europa ikke vokser nye militære magtstrukturer frem. Der må gennemføres en både mental og fysisk de-militarisering til et betydeligt lavere niveau. Det gælder produktion, opstilling og salg af våben, og det gælder de politiske strukturer, der styrer disse ting.

Judith Winther slutter:

Det var en række strøtanker, som jeg med vilje har undgået at drage nogen konklusion af. De er tænkt som oplæg til en diskussion. Men for alt i verden ikke en diskussion, hvor det at "jeg" ønsker at fortsætte/ikke fortsætte skal være afgørende for, om NTA skal fortsætte/ikke fortsætte.

Men en diskussion om NTAs evt. opgave/ikke opgave...

JudithWinther
NTA
Ekstraposten nr. 2 1990

Til Køkkenrullen.

I sidste nummer af Køkkenrullen (febr. nr. 1, 1990), står det at læse, at Dronninglundgruppen vil nedlægge sig som gruppe, og det fremgår også af brevet, at der er overvejelser om at "bevægelsen Kvinder for Fred" skal afsluttes.

Jeg føler, at der på den måde vil opstå et tomrum, som må opfyldes af noget andet.

Vi har i Ligaen som i andre fredsorganisationer et svindende medlemstal, og de unge melder sig ikke ind, men hvad er der i vejen med os gamle? Aktiviteten hos dem, som er medlemmer, er god nok - der arrangeres offentlige møder, seminarer lokalt og nationalt og vort blad "fred og frihed" udkommer 4 gange årligt.

Vi har forskellige projekter, her skal nævnes nogle eksempler:

- Norden som freds zone
- Norden A-våbenfri
- Danmarks medlemsskab af WEU, Vestunionen
- Danmarks medlemsskab af EF-union
- fredsskattefond
- våbenproduktion i Danmark
- flygtninge, og så arbejder vi - og det måske i højere og højere grad - internationalt.

Ligaen er jo en international kvindeorganisation: WILPF, Womens International League for Peace and Freedom, og vi har medlemmer i 34 lande, heraf mange udviklingslande. Kvinderne i disse lande føler sig meget støttede ved denne internationale solidaritet og det "øje", der gennem vort internationale arbejde hviler på de undertrykkende regimer har hjulpet mange.

I den danske sektion har vi som søsterregion Mellemamerika, og i 14 dage efter påske vil 4 kvinder fra 3 forskellige lande i Mellemamerika rejse rundt i Danmark og ved offentlige møder fortælle om denne så kuede region (se program).

Derudover har vi solidaritets-indsamlinger, bl.a. et æselprojekt, briller til Nicaragua og medicin o.a. hjælp til palæstinensiske flygtninge.

En af de opgaver vi ønsker i fremtiden at Udbygge er kontakt til kvinder i østlande. Internationalt har Ligaen et netværk der, men vi har ikke i den danske sektion haft kræfter til at tage denne opgave op endnu.

Måske var det en opgave for Dronninglundgruppen?

Nationalt er Ligaen organiseret i lokalgrupper. Der findes, og det ved jeg kan give mange Kvinder for Fred kuldegysninger, en "hovedbestyrelse", som vælges på et årligt landsmøde. Derudover afholdes der hvert 3. år en international kongres, sidste gang, i 1989, blev kongressen afholdt i Australien.

Ligaen har vist haft ord for at være en velstruktureret organisation, hvor beslutninger blev taget ovenfra. Det er ikke sandt, i hvert fald ikke mere. vi arbejder indefor en struktur, men beslutninger tages i det fællesskab, som skal arbejde med "sagen". Fredsarbejde skal blive til i et samspil mellem dem, som skal gøre arbejdet.

Alt dette håber jeg, at I kan bruge til at overveje en tilslutning til Ligaen. Vi har plads til jer og alle jeres ideer i arbejdet for en bedre verden, for fred og for menneskerettigheder.

Vil I vide mere så ring og få en uforpligtende snak, eller jeg kan komme på et besøg hos jer.

4 kvinder fra El Salvador, Honduras og Guatemala

Kvinder og menneskerettighed er i Mellemamerika

Her kan du møde delegationen:

Tirsdag den 17. april kl. 19.00:
Køge Delegationen møder danske politikere.
Sted: Galleriet - Teaterbygningen v/stationen.
Arr: Int. Liga for Fred og Frihed, WUS:

Onsdag den 18. april kl. 19.30:
København Sted: Medborgerhuset Blågården.
Blågårds Plads 3.
Arr: KULU, Wus, Int. Liga for l'red og Frihed.

Torsdag den 19. april kl. 19.30:
Kokkedal. Sted: Medborgerhuset, Egedalsvej 2.
Fællesspisning kl. 18.00, pris 25,-.
Tilmelding til spisning: 42.766641-42.868680
Arr: Int. Liga for Fred og Frihed, WUS m.fl.

Lørdag den 21. april kl. 19.30:
Kerteminde Sted: Mødestedet,
Strandvejen 10C
Arr: Int. Liga for Fred og Frihed, KULU·Fyn, WUS m.fl.

Mandag den 23. april kl. 19.30: Aalborg,
Sted: Dansk FJygtningehjælp,
Forsamlingshuset, Kastetvej. Arr: KULU, WUS, m.fl.

Tirsdag den 24. april kl. 19.30:Skive
Sted: Krabbesholm Højskole
Arr: Amnesty International, MS, Int. Liga for Fred og Frihed, WUS.

Onsdag den 25. april kl. 19.30: Viborg
Sted: Stiftsmuseet
Arr: Int. Liga for Fred og Frihed, WUS.

Torsdag den 26. april kl. 19.30: Århus.
Sted: Viby Bibliotek,
Skanderborgvej 170, Århus
Arr: KULU-Århus, Int. Liga for Fred og Frihed, WUS, m.fl.

RETTELSE

Det er dybt beklageligt, at jeg i Køkkenrullen nr. 1/90 kom til at skrive, at Kvækerne ikke går ind for en fredsskattefond. Det ?,ør de, og faktisk er det nogle af de eneste, som overhovedet har sat penge ind på kontoen. Det, Kvækerne ikke kan gå ind for, er formen hvorunder pengene skal komme ind, nemlig ved at fratrække militærprocentdelen fra momsen på licensbetalingskortet til DR. Man har svært ved at indse, hvorfor det skal gå ud over DR i denne forbindelse. Det kan der være noget om, så andre gode ideer er meget velkomne.

Der er bestemt ikke noget i vejen for, at man - som nogle Kvækere har gjort - simpelthen sætter et større eller mindre beløb ind på Fredsskattefonden - giro 6 13 99 49, c/o Leragervej 8, 4174 Lystrup.

Birgit Horn, Ålborggruppen.

Forslag til brev til
skattemyndighederne.

Inspireret af en norsk kvinde, Bjørg Borg, som vedlagde skattebilletten et brev og også sendte det til pressen, har jeg lavet et udkast til et lignende brev, som måske kan bruges:

I lighed med retten til at nægte værnepligt, bør man som borg~rhave mulighed for at nægte at betale den procentdel af skatten, som går til militæret, idet man ikke kan unddrage sig medskyld i drab og oplæring i drab ved atagive staten financielt mandat til at dette sker..

Derfor beder jeg om, at få fratrukket det beløb, som svarer til den procent, militæret får.

Det er ikke for at unddrage mig skatten, kun mener jeg, at pengene burde komme dem tilgode, som lider nød- det være sig her eller i 3 verdenslande -

(NB: når fredsskattefondens formål med pengene er fastlagt, formuleres naturligvis dette formål- men det er endnu ikke på plads). Derfor beder jeg om at beløbet sættes ind på Fredsskattefondens giro nr. 6 13 99 49, Leragervej 8 4174 Lystrup.

INVITATION

Kære Kvinder
for Fred.

Det vil glæde os meget at se jer til LIGAens 75-årsdag den 28. april fra kl. 14-17 i Fredsfondens lokaler, Ny­havn 21, Kbhvn. K.

Kærlig hilsen

International Liga for Fred og Frihed

JERN TIL
BANANPRISER

Med støtte fra Verdensbanken og EF har Brasilien startet verdens største mineprojekt midt i et område med frodig regnskov.

Når "Grande Carajas-projektet" er fuldt udbygget, vil et område på størrelse med Frankrig og Italien tilsammen være dækket af miner, vandkraftværker, fabrikker og store kvægfarme.

EF har skudt 257 mill. dollars i projektet, og som modydelse har mineselskabet forpligtet sig til at levere billig malm til EF med Vesttyskland, Frankrig og Italien som de største aftagere.

I Vesttyskland er det firmaet Krupp og Thyssen, der får gavn af jern til "bananpriser", som brasilianske politikere kaldte det, da kontrakten blev indgået.

Fra NOTAT

FYRET ....

Den vesttyske flådeadmiral Elmar Schmahling blev i januar uden angivelse af årsag fjernet fra sin post i det vesttyske forsvar og anmodet om at gå på pension.

Den 52-årige admiral er internationalt kendt for sin kritik af NATOs offensive strategier og har karakteriseret det vesttyske forsvar som "konservativt".

Både det vesttyske socialdemokrati og miljøpartiet De Grønne har reageret i skarpe vendinger mod fjernelsen af admiralen.

Vores egen Lasse Budtz udtaler, at "det virker som en kolossal fejltagelse at fjerne en person som Schmahling".

Dette nr. af Køkkenrullen er redigeret af Virumgruppen, som også redigerer næste nr.

Deadline: 4. maj.