Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 2, 1991

Hvordan kan man støtte
Israels fredsbevægelser?

Israel har forskellige fredsbevægelser. Den største og bredeste er "Peace Now" som opstod i 1978, da 350 officerer fra elite- og kampenhederne skrevet åbent brev til premier­minister Begin og gav udtryk for deres bekymring over hans ide om et Storisrael, som de mente ville hindre freden i området.

Bevægelsen, som manifesterede sig ved demonstrationer, lobbyarbejde blandt politikerne, aktioner mod nye bo­sættelser m.m. havde en meget vag holdning til hvem Israel skulle acceptere som forhandlingspartnere. De gik aldrig direkte ind for en tostatsløsning, før de blev medarrangører af "1990: Time for Peace" - det internationale fredsinitiativ, der fandt sted de sidste dage af december 1989. Da gik de ind for parolen om "To stater for to folk".

Der er flere forskellige fredsgrupper, som arbejder individuelt og i samarbejde ud fra ønsket om dialog og anerkendelse af palæstinensernes rettigheder og imod besættelsen.

Men, fredsbevægelserne har det meget vanskeligt nu, og behøver støtte udefra, såvel moralsk som praktisk. De er oppe imod en stærk højreregering, hvis erklærede mål­sætning ved tiltrædelsen var: Kun forhandlinger om selvstyre under israelsk overøjhed i de besatte områder. Regeringen har i den tid den har siddet yderligere skærpet en i forvejen hård politik i de besatte områder. Efter Iraks invasion af Kuwait blev dialogen vanskelig. Flere freds­grupper blev skuffede og stoppede dialogen på grund af palæstinensernes følelsesbegrundede opbakning af Saddam Hussein (se E.P. nr. 8 s.15).

Fredsarbejdet fortsætter dog, for man har indset at dialogen er nødvendig, men situationen er vanskelig, for regeringen og dens tilhængere er uforsonlige. Senest har (iflg. Amos Wollin, Inf. 12/13 jan.) ministerpræsident Shamir, udenrigsminister David Levy og forsvarsminister Moshe Arens givet udtryk for tilfredshed og taknem­melighed over, at de diplomatiske bestræbelser i Golfen var slået fejl, og en sammenkædning med det palæstinensiske spørgsmål dermed afvist. Politimester Roni Milo har udtalt, at man i en krisesituation kan blive nødt til at ændre reglerne for, hvornår der må åbnes ild mod den "indre fjende" .

Der er to af fredsbevægelserne, hvis arbejde er af meget praktisk karakter, og som det er muligt, for os udenfor området, at støtte. Den ene gruppe hedder Yesh Gvul (Der er en Grænse), de støtter de soldater, der nægter at gøre tjeneste udenfor de grænser Israel havde indtil 1967. Vi har før omtalt denne gruppe i E.P. - Den anden er "Women's Organization for Political Prisoners (WOFPP)

Yesh Gvul har sin oprindelse under Libanonkrigen 1982, hvor 3000 reservister i et brev til regeringen sagde: "Vi går ikke med i en krig, som øver vold mod alle demokratiske og humanistiske normer, som krænker internationale dokumenter, Israel selv har underskrevet, specielt menne­skerettighederne, og som er i modstrid med essensen og ånden i Israels uafhængighedsdeklaration." Mange måtte gå i fængsel for denne overbevisning.

Bevægelsen fik fornyet aktualitet ved Intifadaens opståen i begyndelsen af december 1987 og mange har siden måttet gå i fængsel. Een af disse fængslinger vakte opmærksomhed udenfor landet:

I februar 90 blev Adam Keller, som er redaktør af bladet "Det andet Israel", genindkaldt, til trods for at han i oktober 89 havde sendt et åbent brev til forsvarsminister Rabin. I brevet sagde han: "Gennem de to sidste år er jeg blevet mer og mer bekymret og skamfuld over Deres politik, der er ubarmhjertig undertrykkende af palæ­stinenserne i de besatte områder. For to dage siden blev der givet benådning til 4 fængslede soldater fra Giv'ati brigaden. De gav Deres godkendelse af benådningen, skønt De vidste, at krigsretsdomstolen havde fundet dem skyldige i at have brudt ind i et hus i Jabaliya flygtninge­lejren, at have tæsket den 47 årige ejer af huset i over en time med køller og geværkolber, og i at have hoppet op og ned på maven af ham for øjnene af hans børn. Som De meget vel ved, døde han 4 timer senere. Jeg er nødt til at oplyse om, at deres beslutning om at godkende benådningen, har gjort det umuligt for mig fortsat at bære de israelske forsvarsstyrkers uniform. En hær, der benåder bøller, gør sig selv til bøller. I en sådan hær er jeg hverken villig eller i stand til at gøre tjeneste. Derfor vil jeg, såfremt jeg igen modtager indkaldelsesordre nægte at efterkomme den, uanset hvad konsekvenserne kan blive". Han fik 28 dages fængsel, blev tvangsiført uniform i fængslet og gik i sultestrejke.

Amnesty International adopterede ham som samvittighedsfange.

Han blev efter de 28 dage løsladt med en "fritagelse for resevetjeneste af psykiatriske grunde".

Hvem deltager i nægtelsen? Israel har almindelig værnepligt. 2 år for kvinder og 3 år for mænd. Derudover indkaldes mændene til reserven 1-2 mdr. hvert år til de er fyldt 55. Det var fra begyndelsen mest soldater af reserven der blev selektive nægtere.

De nægter ikke at gøre tjeneste indenfor Israels grænser før 1967, men også nogle unge på 17-18 år, der står overfor indkaldelse skriver under på, at de under ingen om­stændigheder vil gøre tjeneste i de besatte områder, til trods for at det kan få alvorlige konsekvenser for deres fremtidige karriere eller studiemuligheder. De fleste er dog reservister, d.v.s. folk med familie at forsørge og civile jobs. Den tid de hvert år er indkaldt, får de ikke løn på deres civile job, men lønnes af hæren. Hvis de fængsles for at nægte, får de heller ikke løn fra hæren.

Genindkaldelser. En selektiv nægter kan maximalt idømmes 35 dages fængsel, men der er ingen grænse for, hvor mange gange man kan genindkaldes. Da fængsels­dagene ikke regnes som tjenestedage,er det almindeligt, at de fængslede modtager en ny indkaldelse ved deres løsladelse.

Yesh Gvul's aktiviteter. De yder offentlig og personlig støtte til nægterne og deres familier gennem en hjælpefond, som de rejser penge til. De udsender pressemeddelelser for at gøre nægtersagerne kendt og laver demonstrationer. De behøver støtte udefra både økonomisk og moralsk. En støtte til dem vil også være et praj til regeringen om, at verden udenfor bakker op om stop for okkupationen. Der behøves økonomisk støte, ikke bare for at hjælpe familierne igennem, men også for, at ingen behøver at gå imod sin samvittighed af økonomiske grunde.

Det vi kan gøre er at adoptere en fængslet nægter. Man har sat en sådan adoption til 500 dollar, og her kan man forestille sig, at oprette støttegrupper, der går sammen om en sådan adoption. Den moralske opbakning kan være breve til de israelske myndigheder - og stoffet til sådanne breve kan man hente i de pressemeddelelser og data om hver sag, man får tilsendt fra Yesh Gvul. Også breve til de fængslede og deres familier vil have stor betydning.

Adresse:

Yesh Gvul,
P.O. Box 6953,
Jerusalem 91068,
Israel

Den 27. nov. 90 holdt "Aldrig mere krig" og "Nej til Atom­våben" et offentlig møde i Gladsaxe. Vi redegjorde for Yesh Gvul som en del af den israelske fredsbevægelse. Ved mødet besluttede nogle lokalgrupper at gå sammen og danne en støttegruppe med adoption for øje. Yderligere oplysninger hos

En af grupperne i "adoptionen" er "Kvinder for Fred", Gladsaxe.

Nærmere oplysning hos Inger Bjørn Andersen (44 44 08 97)

Aase Bak-Nielsen
Skalvej 14, 9240 Nibe

Til folketingsgruppe.

I december måned modtog hvert folketingsmedlem et brev fra Kvinder for Fred, hvor vi opfordrede til, at Danmark ved FN-konferencen krævede stop for atomvåben-prøvesprængninger.

Dette ville være i overensstemmelse med Folketingets beslutning 1986.

Derfor er vi dybt forundrede over for det første at læse i medsendte artikel - at Danmark hidtil har afholdt sig fra at stemme i FN om dette spørgsmål.

For det andet føler vi det beskæmmende, at Danmark end ikke har deltagere med i FN-konferencen 8. - 18. jan.

Med hvilken begrundelse er danske politikere totalt passive i det livsvigtige arbejde for totalt stop for a-våben-prøvesprængninger?

f/Kvinder for Fred

Aase Bak-Nielsen

Klip fra "Nej til Atomvåben"s pjece: Frihed, Lighed - og Atomvåben. Om Frankrigs atomvåbenpolitik.

Som svar på Birgits brev til folketingsmedlemmerne (se Køkkenrullen nr.1, 91) kom der kun en lille hilsen fra Jens Thoft.

8.januar læste vi i Information en artikel af Dragsdahl om Danmarks passivitet i FNs nedrustningskonference, og jeg sendte 9/1. et brev til alle folketingsgrupperne.

Svar som følger:

Venstre: en sekretær meddeler, at Hanne Severinsen har noteret sig brevets indhold!

Radikale: Jørgen Estrup skriver, at han har prøvet - og fortsat vil prøve at fastholde udenrigsministeren på folke­tingets beslutning an aktiv indsats. Desuden at han og Ole Espersen (Soc.Den.) stillede spørgsmål 16/1. til Uffe EIIemann, men end ikke havde kunnet få at vide, hvad udenrigsministeriets embedsmænd i FN havde sagt på Danmark vegne!

Derudover at det formentlig var af økonaniske årsager, at ingen danske politikere deltog i konferencen.

SF: Hanne Thanning Jacobsen henviser også til spørgs­målene i folketingssalen - og til de manglende ordentlige svar fra Uffe E. "... fortsat god arbejdslyst med freds­spørgsmålet - de seneste døgns begivenheder tilsiger os i hvert fald at fortsætte og forstærke vores indsats".

Kr.Folkep.: Knud Glønborg beklager, at de som et lille parti ikke kan overkomme alle vigtige sager, men må prioritere. "Du er nok ikke enig med os i vor prioritering, men hver gang du i pressen eller pr. brev gør opmærksom på en sag, bliver den da løftet lidt nærmere til overfladen. Fortsat god arbejdslyst for fredens sag".

Da jeg havde fået Estrups svar, skrev jeg en lille artikel til Information (24/1.), hvor jeg sluttede med, at Uffe Ellemann altså gerne ville betale, hvad det koster at lade Darrnark deltage i krigen, men ikke har råd til at deltage i nedrustningskonferencen.

Det affødte en opringning fra Ole Espersen, der takkede pænt og bad mig skrive en ny artikel, hvoraf det skulle fremgå, at Uffe E. i spørgetiden havde bøjet sig for Social­demokratiets krav om, at Danmark skulle stemme ja til at holde konferencen i gang og evt. genindkalde den i 1993. Uffe E. havde svaret, at Danmark da nok skulle stemme ja til det, selvom "de andre vil grine ad os, men det vil jeg bære med stoisk ro! (munterhed i salen!) Jeg synes, det var et pauvert udslag af "aktiv indsats" fra Danmarks side!

Fra udenrigsministeriet har jeg modtaget brev om, at de fleste andre lande også kun var repræsenteret ved em­bedsmænd. Men der var skam deltagelse af 76 frivillige organisationer (non-governmental), hvoraf de 35 havde ordet. (Ak ja, de kommer jo netop, fordi regeringerne svigter(!) Der blev vedtaget evt (!) at genoptage konferencen på "et passende tidspunkt" med 79 stemmer for, 2 imod (USA og England) og 19 stemmer-ikke.

Så slap Dannark altså for at blive til grin denne gang!

Men det kan altså lykkes at råbe politikerne op, når bare vi bliver ved!!!

Aase Bak-Nielsen

Vi må tage fat om ondets rod
- våbenhandel og militarisme

Ironisk nok kunne Kvinder for Fred i Aalborg fejre lo års fødselsdag på dagen.

Den dag, hvor krigen skal afløse den militære strukturelle vold, som har præget verden i et halvt år.

Svingninger mellem håbløshed og håb har vel præget de flestes hverdag i et halvt år.

I Aalborg og på landsplan har Kvinder for Fred under de kendte slogans "Nedrustning for en varig verdensfred", "Våbenmilliarderne til mad", Nej til krig", deltaget i fredsarbejdet med læserbreve, artikler, breve til politikere i øst og vest og herhjemme, samt til FN. Appelleret til biskopper, holdt fredsgudstjenester plantet fredsroser på massegrave, deltaget i møder, gadeaktioner, demon­strationer, studiekredse, lavet udstillinger, gavlmalerier, postkort og pjecer, været gæstelærere på gymnasier og skoler.

Deltaget i Ravnstrup-lejren og kvindefredslejren i Greenham Common, gået fredsmarcher til Paris, Moskva og Washington. Deltaget i internationale kongresser, møder og seminarer o.s.v., o.s.v.

Og hvad kom der så ud af det?

Undervejs er vi blevet hånet og skældt ud. Andre har sagt:"Hvor er det godt I gør noget". Efter sådan en udtalelse blev ansvaret endnu tungere, for hvorfor blev der sagt I, når vi altid var alt for få.

Vi er blevet tavsere i de seneste år, men efterhånden som verden så lidt fredeligere ud, begyndte vi at tænke i andre baner. Hvis vore børn skal have en fremtid uden at miljøet bryder sammen og uden den katastrofale ubalance i for­holdet til de 2/3 af verdens befolkning der sulter og lever i ubeskrivelig elendighed, er vi nødt til at tage fat om ondets rod: Våbenproduktion/handel og militarisme.

Hvad var Saddam Hussein uden bjerge af militært isenkram solgt af profitbegærlige våbenhandlere?

Hvordan kan Gorbatjov undertrykke de baltiske stater, hvis ikke militæret var mere end ivrige efter at hjælpe ham? Hvor mange militærkup har ikke væltet demokratiske regeringer? Hvordan skulle de kinesiske ledere klare sin befolkning uden et villigt militær?

20 millioner mennesker i Sudan, Eritrea, Angola, Mozambique, Libieria, og Somalia er truet af sultedøden, men der står ikke en halv million soldater klar ved grænsen til Sudan for at vælte et diktatorisk regime, der ikke vil tillade nødhjælp.

Men her drejer det sig jo også kun om mennesker, ikke om land og olie. Sultende mennesker truer ingen - endnu da. Jeg kender udmærket reaktionen: "Sådan kan man ikke argumentere, det hænger ikke sådan sammen, tingene kan ikke sammenlignes på den måde - op ad døre og ned ad stolper - forfra og forfra og om igen." Naturligvis hænger det hele sammen, også det palæstinensiske problem med Irak.

Alt andet er magiske ord og floromvundet sludder.

Derfor tager Kvinder for Fred fat om ondets rod. Krig har aldrig løst noget problem. Hvis man ikke tror krig kan løse nogen problemer, hvorfor så betale den skat, der går di­rekte til at oplære unge mennesker i at slå ihjel? Det er det samme som at slå ihjel pr. stedfortræder. Vi arbejder på at få militærskattenægtelse lovliggjort i lighed med nægtelse af militærtjeneste. I øjeblikket bliver penge fra nægtet militærskat (kan kun foregå ved civil ulydighedsnægtelse nu) indsat i Fredsskattefonden og går så til fredsskabende aktiviteter og forbedringer af miljøet bl.a.

Arbejdet foregår i samarbejde med International Liga for Fred og Frihed, Kvækerne og Aldrig mere Krig.

Derudover besluttedes det på K.f.F's landsmøde at arbejde for at våbenproduktion og -handel bliver anerkendt som kriminelt i lighed med narkohandel.

Vi ønsker alle hinanden et godt og fredfyldt nytår, men fromme ønsker klarer sig bedre ved at blive fulgt op af lidt handlekraft.

Af vakancevikar
Birgit Horn
Gandrup
Aalborg Stiftstidende 24/1-91

Militærskattenægtelse.

Nu er hæftet om fredsskat kommet.

Det inaeholder begrundelser for militærskattenægtelse, beskrivelse af fredsskattekampagner og en oversigt over fredsskattebevægelser i 17 lande. Et citat: "Nægtelse af krigsskat vil blive kaldt uansvarlig, anarkistisk, urealistisk, selvmorderisk, masochistisk, naiv og vanvittig. Men når støvet har lagt sig, vil den stå som det skuffende enkle og smerteligt indlysende svar på verdensoprustningen". John Stoner, 1978.

Hæftet kan købes hos: Birgit Horn (98-25 92 12) og Inger Bjørn Andersen (44 44 08 97) På de følgende sider vil I se Birgit Horns søns illustration til militærskattenægtelse.

Talentet er indiskutabelt, men vi har i redaktionen haft lange drøftelser, om ikke talentet var for voldsomt til vort lille pæne blad, men som en sagde "Hvorfor skal vi altid være så kedelige".

Så vi siger tak til ung EZBN og skynder os at blive militærskattenægtere.

Demonstrationen foran den amerikenske ambassade forløb fredeligt. - Foto. Jens Dresling Pol. 1/2. 91

Krakelerede ansigter

Danmark har råd til at bruge penge på Golfkrigen - men ikke på at sende repræsentanter til FN's konference om stop for A-våbenprøvesprængninger

Kommentar

Af Aase Bak-Nielsen

'Alle amerikaneres kæledægge' - således kaldte TV's USA -korrespondent det amerikanske superelektroniske krigsfly, som nu kaster tonsvis af missiler over Kuwait og Irak og kun fejler i 20 procent af tilfældene.

'En velsignelsesrig krig' kalder Weekendavisens leder­skribent Tøger Seidenfaden det ragnarok, der nu foregår i Golfen.

Der er da heldigvis mange i USA, der protesterer imod og sørger over krigen, som de mener kunne være undgået, hvis deres ledere ikke var så bange for 'at tabe ansigt'.

Men er ansigterne ikke ved at krakelere? De troede, de med voldsomme trusler kunne få Saddam Hussein til at ydmyge sig. Selvom de burde vide, at en gal diktator kun bliver mere gal, når han mødes med trusler. Saddam er endnu mere end Bush fanget i sit eget net af store ord.

Nu må de begge gøre tilbagetog i deres ordvalg: Hussein udsender tommetykke løgne for at dække over, at hans tab er langt større end USA's, og Bush må fortælle, at krigen bliver langvarig.

Fjenden er sværere at få smadret end forudsagt.

Det betyder; at uskyldige menneskers lidelser vokser og vokser. Mon ikke de, som alt dette berører direkte, har svært ved at se det 'velsigneIsesrige' deri?

'Den nødvendige krig' er den også blevet kaldt. Tyrannen Hussein skal standses - ja, helt bestemt! Men alle fredelige midler var ikke opbrugt. Havde stormagterne undladt deres bastante, firkantede krav på fast dato, og var disse unuancerede krav ikke igen og igen blevet råbt ud gennem alle verdens medier, kunne de måske - uden at tabe ansigt - have lirket en løsning igennem. Nemlig den løsning, de skal bruge efter krigen: En ordning af Mellemøstens ulykkelige folkelige situation. Mon nogen tror, at denne opgave bliver lettere, fordi stormagterne får smadret den ene part - og gejlet hadet til USA yderligere op?

Den besindighed, som USA nu klogt trygler Israel om at udvise, kunne USA selv med fordel have udvist inden krigsudbruddet.

Uffe Ellemann sagde forleden, at når nu USA vinder krigen, så må det være Europas opgave at vinde freden.

Dermed får Europa langt den sværeste opgave - gid den må lykkes.

Og gid dog at denne krig kan lære os at bearbejde årsageme til krig!

Det er jo indtil flere gange bevist, at Hussein kun har kunnet gøre dette, fordi Frankrig, Tyskland, England, USA, Sovjet, Østrig m.fl. har solgt ham våben. Er alle disse lande så ikke medskyldige? Hvordan kan man give en gal mand et mordvåben og så erklære sig skyldfri, når han bruger det?

Desværre optræder en række amerikanske politikere med kravet om, at Reagans stjernekrigsprojekt, SDI, nu skal fremskyndes.

For denne krig viser, hvor effektive den slags raffinerede våbener, og en dag vil USA have brug for dem mod u-landene!

Gid de besindige, der også findes blandt USA's politikere, må finde flertal for at bruge deres dollars til at ordne u-landsproblemerne på en bedre måde.

Men 'Dødens Købmænd' lugter straks penge, og de er parate til at fodre flere ulandsdiktatorer, så der kan holdes liv i krigsindustrien.

I FN holdtes netop i de hektiske dage, 8- 18 januar, en konference om forbud mod a-våbenprøvesprængninger .

I 1986 vedtog det danske Folketing, at Danmark skulle arbejde aktivt i denne konference.

Ikke mange har vist konferencen interesse, selvom Golf­krigen så tydeligt viser, at det er livsnødvendigt at stoppe denne vanvittige våbenproduktion.

Danmark har end ikke sendt nogen politikere til konferencen. 'Kvinder for Fred' opfordrede i december måned hvert enkelt folketingsmedlem til at tage kon­ferencen alvorligt og skrev igen - med udgangspunkt i Jørgen Dragsdahls artikel 8. januar til de politiske partier.

Den eneste reaktion, vi har fået, er fra De Radikale, som, forgæves har søgt at holde udenrigsministeren fast på veødtagelsen af 1986. Af formentlig økonomiske grunde har Danmark ikke sendt politikere af sted, der kunne tale nedrustningens sag i FN.

Udenrigsministeren kunne godt tænke sig at sende danskere i krig i Golfen - med de omkostninger, menneskelige og økonomiske, det måtte have. Men at deltage positivt i fredsskabende arbejde i FN det er der ikke penge til i Danmark!

Aase Bak-Nielsen er bibliotekar

Eva og Else om krigen i Golfen

Alt imens pressen kører frem med Golfkrigens nød­vendighed, vokser antikrigsbevægelsen. Den sidste op­lysning, jeg kender her i skrivende stund, er, at der nu er komiteer mod krig i Golfen i 22 byer.

Demonstrationsparolerne kan være lidt forskelligt ud­formet, men alle er enige om et nej til krigen og et nej til dansk krigsdeltagelse og våbenhvile nu med efterfølgende Mellemøstkonference, der kan blive langvarig, men hellere et års forhandling end én dags krig.

Else Hammerich var taler på Christiansborg Slotsplads 9.12.90.

På et tidspunkt, hvor vi altså endnu håbede på, at krigen kunne undgås. Else sagde bl.a.:

»Vi står her, fordi vi vil noget andet, et Folke­ting, som nægter at løse konflikter med våben, og som har andet at sende ud i verden end en korvet, nemlig et budskab om fred og mange konstruktive ideer til, hvordan konflikter løses.»

Else har på sin jordomrejse opholdt sig i længere tid blandt amerikanske fredsaktivister. Hun læste ved demon­strationen op af en telefax fra dem, hvori det lød:

»Det er godt at vide, at I støtter os, og at I ser det absurde og forkerte i vores regerings handlinger.»

I de større byer demonstreredes der dagen efter krigens udbrud.

Else talte i Århus og sagde bl.a.:

»Krisen i Golfen er indviklet i alle Mellemøstens problemer og kræver komplicerede løsninger, ægte løsninger:en international konference om Mellemøsten:lrak skal ud af Kuwait, der skal trækkes nye grænser, som alle lande i Mellemøsten kan acceptere, palæstinenserne skal have deres egen stat ved siden af Israel, olierigdommene skal fordeles mere retfærdigt. For den nuværende krise kan kun løses med fine instrumenter, ikke med vold.»

Eva Bendix sagde samme dag på Christiansborg Slotsplads i en engageret og engagerende tale følgende:

»Bliver det, som pyromanerne, de ledende mænds lykkestund, den helt store, vidunderlige, kollektive udløsning, når Hussein fyrer oile­felterne i Kuwait af i et gigantisk bål, der over­opheder atmosfæren og ødelægger jord og luft og hav generationer frem og i bedste fald nøjes med at give de overlevende hudkræft.

Jeg foragter det hykleri, der pågår, og jeg foragter den følgagtighed, som den danske regering og dens meningsfæller udviser som den sørgelige bekræftelse på påstanden om, at umættelig er trangen til at være hos de stærkeste.»

Slogans i USA:

We Won't go, we won't fight for Texaco.
No War For Big Oil
Not One Bag For Oil
Prøv noget nyt George. Prøv med fred og solenergi.

Klip fra folketingsdebatten om forsvarsminister Knud Enggårds lovforslag om forbud mod ophold på og færdsel gennem forsvarets skydeområder og andre militære områder.

Debatten fandt sted 5.2.1991.

Helen Jørgensen (S).........Muligvis er det tilfældigt, at forslaget fremsættes netop nu, men det fik mig i hvert fald til at erindre noget, der skete her midt i firserne. Jeg tænker på kvindefredslejren ved Natobunkeren i Ravnstrup. Et antal kvinder havde i en periode på ca. halvandet år opslået en teltlejr på en mark i nærheden af bunkeren for at markere deres protest mod oprustningen af atomvåben, og det de opfattede som militært hemmelig­hedskræmmeri. Med jævne mellemrum drog de i større eller mindre grupper ind på det militære område. På den tid var den almindelige lovlige måde at demonstrere på blevet noget devalueret, idet det næsten var en daglig begivenhed, at der et eller andet sted i Europa var i hundredetusindevis af mennesker på gaden i protest mod opstillingen af de 572 mellemdistanceraketter, og derfor valgte kvinderne i Ravnstruplejren at udtrykke deres protest ved hjælp af erklærede direkte ikke voldelige aktioner, da det jo er nødvendigt at få sit budskab ud til mange, via både skrevne medier, TV og radio. Dette lykkedes også i en vis udstrækning, og i hvert fald var kvinderne årsag til megen irritation og frustration hos det militære personel. Men det principielle i hele sagen er, at kvinderne valgte at gøre noget, der var juridisk ulovligt, men moralsk forsvarligt,idet de mente, at menneskeheden var truet med udslettelse, på grund af atomvåbnene, og at man iøvrigt hellere skulle tage at bruge ressourcerne til livgivende formål. Konsekvensen for nogen af dem var, at de blev stillet for en dommer i Viborg og idømt bøder på nogen få hundrede kroner. Bøden blev større i gen­tagelsestilfælde, og grunden til at jeg nævner det her er, at man jo godt kan tænke sig, at noget lignende kan finde sted i fremtiden.

Hvis krigen i Golfen trækker længe ud, er det ikke utænkeligt, at fredsbevægelserne kan få en renæssance. Demonstrationerne er jo allerede begyndt.

Endnu er antallet af demonstrerende beskedent i Danmark, men det kan ændre sig i takt med krigens udvikling, og hvis man nu forestillersig kombinationen af kvinderne i Ravn­strup, deres erklærede ikke voldelige hensigt, den ulovlige indtrængen på militært område og de skærpede sikker­hedsforanstaltninger, hvilke regler og hvilke bødestørrelser vil ministeren så tage i anvendelse. Det ønsker vi nærmere oplyst. Det er principielt vigtigt for os, at det på den ene side langt hen af vejen er muligt for borgerne i vores demokrati at udtrykke deres protest, men selvfølgelig kan der være situationer, hvor der er modsat rettede interesser, og i øjeblikket lever vi jo med truslerne om iværksættelse af terror overalt i verden. Derfor er det vigtigt for os i socialdemokratiet, at reglerne forvaltes på en sådan måde, at der tages et rimeligt hensyn til begge interesser.........

Pressemeddelelse.

Vi er en gruppe kvinder, som tidligere har foreslået, at den tibetanske leder Dalai Lama kunne spille en mæglende rolle mellem præsidenterne George Bush og Saddam Hussein, fordi

- Han er højt respekteret på verdensplan og modtager af Nobels fredspris.
- Han kommer fra en anden kultur og religion end de to præsidenter og er hævet over deres konflikter.
- Han står for ikke-voldelige løsninger.

Dalai Lama har indvilget i at stille sin hjælp til rådighed, og nu har vi modtaget et brev fra ham med en appel, som her offentliggøres.

An Appeal to the Leaders of the Allied Forces in the Gulf Region and to All Civilized People

It is most unfortunate that war has broken out iil the Gulf region. My hope and prayer is that human casualties are kept to a minimum even though the most sophisticated and destructive weapons are being used, and that these casualties will not be viewed as "ours" and "theirs", but as sacred human lives whether they be American, British, French, Iraqi or any other nationality.

However, even at this late stage, I believe the hostilities can be contained and brought to an end preventing the loss of many more lives. The continued use of the awesome military strength by the Allies will inflict immeasurable destruetion and suffering to the people of Iraq who are defenseless now that key military installations and airfieids have been rendered ineffective. I appeal to you and to all civilized people for restraint and magnanimity.

På vegne af gruppen Else Hammerich og Inger Bjørn Andersen.

Vil du med til Alma Alta?

På Østersøtræffet på Bornholm 1990 deltog en gruppe fra Kazakhstan for at fortælle om atomprøvesprængningerne i Semipalatinsk.

Mikael Hertoft er nu i færd med at danne en gruppe af skandinaver til at deltage i en Festival for Fred og Miljø i Kazakhstans hovedstad Alma Ata i september 1991.

Foreløbigt budget pr. deltager:

Flybilletter København-Moskva retur..................2500 d.Kr.
Betaling for deltagelse i festival inkl. fly fra Moskva
til Alma Ata retur......................................................1500 "
Betaling til fælles tolk............................................... 500 "
Udgifter i Danmark.................................................... 500 "
lalt 5000 d.kr.

I foråret vil der blive afholdt et møde for potentielle deltagere.

Tilmelding til festivalen senest 1.juli.

Hvis nogen har lyst og mulighed for at deltage, kan jeg sende vedkommende 5 sider informations-papir, og iøvrigt er Mikael Hertofts telefonnummer 31 19 51 73.

Inger Bjørn Andersen 44 44 oB 97.

Arrangementet med Hanna Safran fra "Women in Black" i Israel og den palæstinensiske kvindeaktivist fra Vest­bredden Zahira Kamal i forbindelse med 8.marts er udsat på grund af vanskeligheder med udrejsetilladelser i den nuværende situation.

Else og Hans Nebel fra Dansk/Palæstinensisk Venskabsforening har været i de besatte områder i 5 uger. De fortæller og viser lysbilleder 27.februar kl. 19.30 i Medborgerhuset Blågården, Blågårds Plads. Alle er velkommen.

Referat af brev fra Toni Liversage.

Aktivitetskalender

Palmesøndag d. 24. marts 1991

Påskemarch

Lørdag den 13.april 1991.

SID,
Vingevej 1
Vordingborg.

Europa i globalt perspektiv.

Oplæg af bl.a. kultursociolog Birgitte Rahbek. "Vi kan ikke blive ved at mødes på denne måde. Om Europa og Mellemøsten." Nærmere oplysning:

Gunvor Andersen (53 76 24 62) eller
Inger Bjørn Andersen (44 44 0.8 97).

28.7.-3.8. Kursus: Har vi en nordisk chance?
Krabbesholm Højskole. Tlf. 97 52 02 27

Dette nummer er redigeret af Gladsaxe. Vi redigerer også næste nummer.

Deadline: 1.3.