Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 3, 1991

Hvorfor blev Timor glemt?

Kristeligt Dagblad

Mandag 11. februar

Kronik

Af Else Houmøller-Jørgensen

Med bomberegnen over den engelske by Coventry 14/ 11-1940 førte Hitler krigen fra slagmarken over på de civile. De allierede satsede også på terrorbombning af Tysklands og Japans civilbefolkning; men deres militære sagkyndige advarede i krigens sidste fase mod at bruge atombomben.

General Eisenhower sagde åbent til sin krigsminister, at det var ham imod »at se USA være den første til at anvende et våben med en så utrolig kraft til at bringe død og ødelæggelse«. Roosevelt's og senere Truman's stabschef, admiral W.Leahy, var før Hiroshima stærkt imod bomben og bagefter skrev han: »Min egen følelse var, at idet vi blev de første til at bruge bomben, havde vi anlagt en etisk standard fælles med barbarerne i de mørke tidsaldre«.

Leahy tilføjede: »Brugen af dette barbariske våben gav os ingen militær hjælp i krigen mod Japan. Japanerne var allerede slået og rede til at overgive sig på grund af den effektive blokade af søen og den vellykkede bombning med konventionelle våben«.

Mens Churchill og Truman ikke var betænkelige ved at bruge Hitlers metoder, gjorde de militære ledere masseudryddelse af eivile til et brændende moralsk spørgsmål.

Det er tankevækkende og bør huskes, når der drages paralleller fra 2. verdenskrig til krisen i Golfen.

Atombomben var et etisk tilbageskridt, men det begyndte allerede i 1943, da Churchill - som svar på Hitlers forsøg med biologiske våben - på en ubeboet skotsk ø begyndte eksperi­menter med miltbrandbakterier, som forårsager »byldepest« hos kvæg, der kan overføres til mennesker med dødelig udgang. I 1944 flyttede forsøgene til USA, hvor man producerede »bakteriebomber« bestemt for bl.a. Hamburg og Berlin.

Perspektivet i denne produktion, der heldigvis aldrig blev brugt, er yderst skræmmende: I 1986 opdagede man, at jorden dybt nede på hele den 8 km2 store skotske ø var dødsensfarligt inficeret med miltbrand-sporer, der var trængt ned med regnvand. Ingen vidste, hvordan faren kunne fjernes. Churchill's interesse i miltbrand bakterier var et farligt etisk tilbageskred, der fortsatte og uddybedes efter krigen. Den 2/9-45 modtog general MacArthur japanernes overgivelse på slagskibet »Missouri« - nu indsat i Golfen - og holdt tale om retfærdigheden, der skulle ske fyldest. Retsopgøret varede to år, og dommen remsede alle for­brydelserne op undtagen Pingfan-lejren i Manchuriet, hvor ca. 3000 krigsfanger blev pint ihjel ved bakterieforsøg i krigsøjemed, hvilket amerikanerne vidste om. Alligevel fik Pingfans leder, general Ishii, hos MacArthur personlig ud­virket, at lejrens personale bl.a. ca. 3000 læger helt slap for straf mod, at USA fik alle forsøgsrapporter.

I 1946 ved Nürnberg-processen fik 23 nazi-læger hårde straffe for forbryperiske forsøg på KZ-lejrfanger. I stedet for alle at blive tilintetgjort blev de detaljerede beskrivelser af forsøgene med forklarende noter i 1949 udgivet i bøger beregnet på læger og medicinske studenter.

Englands handelsministerium udstedte importlicens hertil til et beløb af 25.000 pund sterling. Moderne lærebøger i eksperimentel fysiologi henviser stadig - trods ny anmodning om at få dem fjernet i 1985 - til disse forsøg.

En konvention, der »forbyder produktion, oplagring og erhvervelse... af mikroorganismer eller andre biologiske midler eller giftstoffer« blev i 1972 undertegnet af begge supermagter og mange andre lande. Konventionen undtog udtrykkeligt laboratorieforsøg i defensivt øjemed. Pentagon ødelagde sine biologiske våben i 1969 og har siden påstået kun at forske i gensplejsning og kloning af mikroorganismer for at beskytte sig selv. f.eks. ved udvikling af beskyttelses­vacciner mod nervegas. Sovjet havde derimod - hævdede Pentagon i 1984 - mindst 7 forskningscentre for gen­manipulation til biologiske våben.

I 1988 fremlagde den tyske læge Manuel Kiper ved en konfe­rence på Christiansborg en række eksempler fra Vest­tyskland, hvor laboratorier under forsvarsministeriet i flere år havde forsøgt at gensplejse mikroorganismer til brug i krig: sygdomsfremkaldende bakterier/virus og mikrober til at ødelægge landbrugsafgrøder og drikkevand. Alle projek­terne, hvoraf mange er bestilt af USA og NATO, styres / betales af forsvarsministeriet i Bonn og er hemmelige. (Politiken 7/10-88).

I bogen »No Fire No Thunder« (ingen ild - intet brag) fra 1984 hævder 3 engelske videnskabsmænd, at USA har produceret sygdomsfremkaldende organismer under dække af fore­byggende forskning. At 1200 amerikanske videnskabsfolk, bl.a. 22 Nobel pristagere, forgæves har protesteret mod Pentagons biologiske forskning, peger i samme retning. Bekræftelsen kom 24/1-91, da tysk TV i en sen aftentime bragte en ikke programsat dokumentarfilm om biologisk krigsførelse produceret af Wolfgang Landgreber og Holger Vogt. Et interview her med fire tyske studenter, der havde været frivillige forsøgspersoner, afslørede, at de intetanende havde været misbrugt af forsvarsministeriet i Bonn.

Man fremlagde også forsøg i USA, der bl.a. gik ud på at gøre miltbrandbakterier, som normalt ikke tåler opvarmning, meget resistente mod ophedning.

Det forebyggende heri er ikke indlysende, selv om Pentagons ledende læge i militæruniform med fire stjerner udtalte sig.

Der går en rød tråd fra MaeArthur's handel med general Ishii over Vestens hemmelige laboratorier for genetiske »bomber« til Iraks lagre af biologiske/kemiske våben.

Det viste DR-TV s udsendelse »Saddam Husseins våbenring« kun alt for tydeligt.

En verden, - der er så fastlåst i kapitalmarkedets uetiske og umoralske mekanismer, at den nedværdiger ofrene i kampen mod Hitler & Co's forbrydelser mod menneskeheden, nær­mer sig et fordærvet bundløst morads. Kun total mangel på etik og tænkning over moralen kan forklare, at man slap Pingfans bødler fri og lod »videnskabelige nekrologer over ofrene = amerikanske, engelske, australske og russiske krigsfanger blive grundlag for lyssky forskning med uoverskuelige konsekvenser.

Det er et dilemma, som ikke har fået samme opmærksomhed under Golf-krisen som advarslerne imod at vente for længe med at slå til militært for ikke at gentage Münehen-forligets eftergivenhed. Den forfærdelige sandhed er blot, at efter­givenheden allerede er gentaget. Eftergivenheden toppede, da politikerne i London og Washington så sent som i 1990 - trods advarsler på højt plan - tilskyndede til at tjene store penge på ekspertise & teknisk udstyr til Iraks biologiske / kemiske krig.

Med til dilemmaet hører den dobbeltmoralske taIe om krrækelse af menneskerettighederne som årsag til den - hele verden mod Irakaktion i forbindelse med invasionen i Kuwait, der er blevet kaldt »noget enestående i FN's hi­storie«. Noget tilsvarende - enstemmig fordømmelse og krav om tilbagetrækning i Sikkerhedsrådet forekom i 1975, da Indonesien besatte Øst Timor.

Den indonesiske besættelseskrig, der ikke er ophørt, har omfattet folkemord med napalm-bomber, og udsultning af hele landområder med afløvningsmidler, som tvang beboerne ind til de besatte byer til internering i såkaldte transitlejre, hvor tusinder er omkommet af sult og epidemier. Brug af tusindvis af Østtimoresere som levende skjolde ved gentagne indonesiske offensiver, foruden »forsvindinger«, vilkårlige henrettelser og massernord / massakrer på kvinder og børn. I alt ca. 200.000 af Øst Timors oprindelige befolkning på 650.000 har mistet livet under 15 års besrettelse.

De to enstemmige resolutioner i FN's Sikkerhedsråd, der med 14 stemmer mod 0 fordømte et stort lands besrettelse af et lille land; har virket direkte modsat. I 1975 blev det »hele verden mod det lille overfaldne land« - Øst Timor er ikke længere på FN's dagsorden, spørgsmålet blev udskudt i 1983 og er ikke genoptaget siden. I 1990 blev det »hele verden mod Irak« - det store land, der invaderede det lille Kuwait.

Hvordan kan det gå til? Generalsekretrer Perez de Cuellar svarede selv i 1983 i København, da han med referenee til Øst Timor blev spurgt om, hvorfor FN ikke er mere effektiv. Han sagde: ».FN er præcis, hvad medlemslandene gør det til«. Og påfaldende nok hænger det både i Øst Timor spørgsmålet og i Golf-krisen sammen med penge og olie.

Første gang FN's generalforsamling vedtog en resolution mod Indonesien stemte Australien for denne. Men 20/1-78 anerkendte premierminister Bob Hawke Jakartas ind­lemmelse af Øst Timor som 27. provins, fordi, som man sagde, øen var for lille til at overleve økonomisk som selv­stændig stat. I maj 1990 udtalte senator Jo Vallentine imidlertid i det australske parlament: »Øst Timor har mulighed for at blive ligesom Brunei eller en af de små Golf-stater: meget lille, dog selvstændlg og økonomisk levedygtig«.

Jo Vallentine sigtede til Timor Gap, et havområde mellem Australien og Øst Timor, der inden for østtimoresisk territorial-farvand rummer et af verdens 25 rigeste olie­felter, foruden store gasforekomster. Fra 1979 har Australien og Indonesien forhandlet om fælles udnyttelse af Timor Gap. Den 11/12-89 undertegnede de to lande » Timor Gap Treaty«, der ikke giver Øst Timor andel i indtægterne overhovedet. Det er en åbenlyskrænkelse af FN-pagten og international lov. Alligevel ratificerede Australiens parlament traktaten i maj 1990.

Hvis ikke sagen indbringes for den internationale Domstol i Haag inden længe, går olie / gas udvindingen i gang. Kun Portugal - den tidligere kolonimagt kan indberette, fordi de portugisiske forhandlinger med Australien om Øst Timors territorial-grænse først i 70'erne slog fejl.

Da FN's Komite for Afkolonisering 9/8-90 holdt møde om Øst Timor, var der 22 henvendelser med krav om, at øst­timoresernes ret til selvbestemmelse skal udeves. Parla­mentsmedlem Antonia Maria Pereira, Portugal, udtalte, at Iraks invasion i Kuwait er »en kopi« af Indonesiens invasion i Øst Timor. Hvordan kan nogle lande se velvilligt på den indonesiske invasion og fordømme Irak?, spurgte hun. Den 14/9-90 udtalte den portugisiske premierminister, at Portugal fortsat vil arbejde for internationalt pres på Indonesien ved at bruge Golf-krisen til at minde verden om det stadig uafgjorte spørgsmål om Øst Timor.

Alligevel må man frygte, at det fortsat vil være »hele verden mod Øst Timor« på grund af olien i Timor Gap og pengene i IGGI - en sammenslutning af rige lande som USA, Japan, Australien, Holland og Sverige, der støtter Indonesien økonomisk og har stor interesse deri. Danmark er observater i IGGI, som i juni '90 bevilgede 25 milliarder kroner til Stillehavets kæmpe. Samtidig blev det påtænkte fælles initiativ over for Indonesiens menneskerettigheds­krænkelser lagt på hylden. Det ligner billedet af Kuwait med olie og store internationale bankkonti, der blev til »hele verden mod Irak.«

Kilder:

IWGIA Document (International Work Group for Indigenous Affairs) No 40: »East Timor, Indonesia and the Western Democracies« (1980)
Mette Feilberg, Martine Petrod og Diana Vinding: »Hvordan det lykkedes Indonesien at overtage Vest Papua og Øst Timor« (1983).
DR 19/21984 Michael Schroder fra Paris: Fredagskronik i DR Nyhedsmagasinet 11/7-85 (»Dr. Mengele«). 3/6-86 (»Churchill's skelet i Thatcher's klædskab«)
Peter Williams: Dokumentarfilm: »Man handlede med morderne i Pingfan. DR TV 30/9-85 (Dansk bearb.: Sven-Erik Tychsen)
»Menneskerettighederne i Øst-Timor« Amnesty International 1985
Tapel Bulletin (The Indonesia Human Rights Campaign) No 97-102/1990

Else Houmøller-Jørgensen

I fortsættelse af hvad vi i sidste "Køkkenrulle" kunne læse om Ålborg-gruppens aktivitet i forbindelse med konferencen om atomprøvestop bringer vi klip om konferencen fra det svenske "Fredskontakt" 2/1991:

Ändringskonferensen för
provstoppsavtalet

Den 7-14 januari 1991 deltog jag i FN i New York som observatör vid ändringskonferensen till det partiella provstoppsavtalet. Resultatet av konferensen blev en kompromiss men ändå en framgång för fredsrörelsen.

Ändringskonferensens president fick i uppdrag att vid "lämpligt tillfälle" återuppta förhandlingarna. Diskussioner om bl a verifikationsfrågan ska fortgå. Det partiella provstoppsavtalet (PTBT) som undertecknades 1963 av Sovjetunionen, Storbritannien och USA förbjuder provsprängningar i atmosfären, i yttre rymden och under vatten.

Den 1 november 1990 hade 117 stater undertecknat det avtal, som stipulerar att de tre kärnvapenstater som ursprungligen undertecknat PTBT måste anordna en ändringskonferens, om minst en tredjedel av staterna fordrar detta. Efter ett intensivt arbete har 6 stater lyckats samla tillräckligt många röster för en ändringskonferens i syfte att utöka prov­stoppsavtalet att omfatta även sprängningar under jord. Under första veckans allmänna debatt betonades, att ett fullständigt provstoppsavtal är nödvändigt, men man hade olika åsikter om hur man skulle nå dit, i vilket forum förhandlingarna skulle föras etc.

Många delegater ansåg att nödvändig teknik för verifikation finns, att ett CTB (comprehensive test ban) är nödvändigt för att stoppa vidareutvecklingen av kärnvapnen och för att förhindra horisontell och vertikal spridning samt att ett CTB kan förhandlas fram i Amendment Conference.

Andra stater ansåg att ett fullständigt provstoppsavtal bara kan förhandlas fram i Nedrustningskonferensen (CD) i Geneve, där alla fem kärnvapenstaterna är representerade. Men CD:s provstoppskommitté har ännu inget förhandlingsmandat.

USAs delegat förklarade att USA inte kommer att delta i eller finansiera en förlängning av Amendment Conference, som av dem anses onödig och ett slöseri med pengar. USA anser att kärnvapen behövs som avskräckning och att kärnvapenprov därför är nödvändiga för att upprätthålla säkerheten.

Genom provsprängningar kan riskerna för olyckor minskas och säkrare och effektivare vapen utvecklas. Ett fullständigt provstoppsavtal skulle inte hindra att nya vapen tillverkas och inte ta bort några av de kärnvapen som finns.

Även Storbritannien anförde säkerhet som ett skäl till fortsatta tester.

Maj Britt Theorin påminde i sitt tal om de åtaganden som gjorts i det partiella provstoppsavtalet av de stater som undertecknat detta, nämligen att arbeta för att alla kärnvapenprov stoppas för all framtid och att förhandlingar skall föras i denna fråga.

Nu, 28 år senare, har ännu inga förhandlingar inletts trots att en överväldigande majoritet av FNs medlemmar länge har begärt detta. Sverige har under många år varit aktivt i arbetet i CD i Geneve och hoppas att arbetet där skall fortsätta.

Många folkrörelserepresentanter framhöll i sina anföranden, att motståndet mot provsprängningar är stort bland allmänheten. Många bad kärnvapenmakterna att införa ett moratorium tills ett fullständigt provstoppsavtal har ingåtts. Genom att sluta testa kärnvapen skulle kärnvapenmakterna stärka Ickespridningsavtalet. Att provspränga är att sända fel signaler till de länder som vill skaffa sig kärnvapen.

De kan inte förstå, att de förväntas avstå från att utveckla dessa vapen medan kärnvapenmakterna fortsätter att provspränga för att utveckla nya vapensystem.

Flera möten, föredrag och debatter ordnades av NGO Committee, där vi fick lyssna till politiker, experter, "down­winders" från Nevada, fredsaktivister från Tahiti och Kazakstahn m fl som berättade om sina aktiviteter.

Trots att man inte kunde enas om en slutdeklaration vid Amendment Conference har denna givit impulser till fortsatt arbete för provstopp, som är en av de viktigaste och mest angelägna nedrustningsfrågorna idag.

Margareta Svahn, SFSF.

Dear Reader:

Thank you for your recent letter, We receive more letters than we have space to print, and yours wasn't chosen for publication at this time; but we are grateful to you for writing and hope to hear from you again.

Sincerely,

Carol Dykers
Forum Editor

I 1986 iværksatte Irmgard en omfattende læserbrevs­kampagne i amerikanske aviser. Jeg deltog i den - og modtog ovenstående postkort.

På grundlag af Margareta Svahn's referat fra prøvestop-konferencen skriver jeg nu et læserbrev og beder en god ven om at oversætte sender det til "The Charlotte Observer"'og minder dem om deres løfte.

Det ville måske fremme sagen, om de fik endnu et par læser­breve. Der er jo f.eks. også argumentation at hente i Køkken­rullen 11/1990, hvor Birgit Horn skriver om kirkernes forslag om - ved international lov - at kriminalisere atombomben.

COPENHAGEN June 1990 åbent forberedelses møde fredag d. 22.3.91 kl.14 "Billedsalen" DCMR Studiestræde 38, København. Se "Køkkenrullen" 3/1990: "Kvinder for Fred protesterer mod Frankrigs prøvesprængninger i Stillehavet og stormagts­presset på Palau. Fastholder vi det? Jeg taler med Else Hammerich. Inger Bjørn Andersen MOSKVA efteråret 1991.

Idegrundlag for en nyudvikling
og en kraftig udvidelse
af det »civile forsvar«

Af Ulla Sejr Bagger

Ulla Sejr Bagger er kunsthåndværker med en uddannelse fra Skolen for Brugskunst som baggrund. Har arbejdet med design for industrien. Har arbejdet i folkeskolen med eksperimenterende undervisning med henblik pa udvikling af den enkelte elevs personlige kreativitet. Har fungeret som studievejleder på Skolen for Brugskunst. Udgav i 1989 bogen »Liv-vil Folkekulturen år 2000«. Det er med denne baggrund at Ulla Sejr Bagger giver et bud på fremtidens katastrofeberedskab.

Meget tyder på, at udviklingen på verdensplan går i retning af, at konflikter i fremtiden i langt højere grad end tidligere søges løst ved hjælp af sanktioner fremfor ved militære indgreb.

Denne udvikling vil uundgåeligt får indflydelse det danske forsvars størrelse og kapacitet.

En ændring i forsvarets situation kan efter min mening udnyttes til fordel for alle berørte parter ved at udvikle et helhedsværn, der kombinerer beredskab med forebyggelse,

Helhedsværnets sammensætning

Jeg forestiller mig Helhedsværnet sammensat dels af det nuværende militære forsvar, dels af et nyudviklet og kraftigt udvidet frivilligt civilforsvar og en generel samfunds beskyttelse, Den fremtidige udvikling på verdensplan vil så afgøre, hvor tyngdepunktet kommer til at befinde sig.

Frivillig samfundstjeneste

Ved at melde sig til et videreudviklet frivilligt civilforsvar, udformet som en vidtspændende samfundstjenste, vil den enkelte være med til at løse og forebygge påtrængende samfundsproblemer - samfundsproblemer som ellers ville være vanskelige - og i nogle tilfælde umulige at finde ressourcer til at løse. Det vil desuden være helt i tråd med det grundlag, civilforsvaret altid har bygge på: Det enkelte menneskes kunnen og viden. Når den enkeltes eget beredskab ikke slår til, træder samfundets beredskab til i stadigt større udstrækning - efterhånden som der er behov for det.

I dag skal den enkelte - for at kunne hjælpe sig selv og sin familie bedst muligt - kunne de grundlæggende regler for førstehjælp. og brandslukning. Med et videreudviklet frivilligt civilforsvar vil det enkelte menneskes basisviden kunne blive betydeligt større.

De fleste mennesker i dag oplever ikke en sammenhæng i samfundet. Det vil kunne opleves gennem en frivillig samfundstjeneste.

Det militære forsvar

Det militære forsvar opretholdes i sin nuværende form, indtil nye internationale aftaler eller andre ændringer i verdenssituationen indebærer enten en øgning eller en nedskæring af budgetterne. Efter alt at dømme vil udviklingen sandsynligvis betyde nedskæringer.

Et nyudviklet og kraftigt udvidet civilforsvar kræver også ansat personel. I takt med, at den militære del af helhedsværnet skæres ned, opbygges civilforsvaret.

Personel fra den militære del overføres til civilforsvaret.

For at udnytte de organisatoriske ressourcer bedst muligt, vil det være hensigtsmæssigt, at planlæggere fra såvel forsvar som civilforsvar tilrettelægger udvidelsen og udviklingen af det »civile forsvar«.

Det civile forsvar

Nyudviklingen af civilforsvaret skal tage udgangspunkt i den folkelige forsvarsvilje og den frivillige samfundstjeneste, som er en del af Hjemmeværnet og Civilforsvaret i dag. Desuden vil det være både naturligt og fornuftigt, at samfundstjeneste i en periode indgår som en del af alle unges uddannelsesforløb - som en slags grundlag for den fremtidige tilværelse.

Det faste og ansatte personel i Helhedsværnet skal sammen med de frivillige på demokratisk vis give Helhedsværnet form.

Det er vigtigt, at Helhedsværnet opbygges så bredt, at det også vil kunne rumme de mennesker, som af domstolene er idømt samfundstjeneste, som en god og naturlig udslusning til samfundet.

Ny definition af »fjenden«

Efterhånden som udviklingen mere og mere- går i retning af fredelig sameksistens, demokrati og fremme af menneskets iboende værdighed - i hvert fald i vor del af verden - er en ny definition af fjendebegrebet påkrævet.

De fjendebilleder, vi har i vort samfund, må frem i lyset, så vort civile forsvar kan blive et værn mod det, der ellers truer vort liv og helbred.

Hvad nytter et velfungerende forsvar - Hvis vi bukker under for ulykker og katastrofer?

• Hvis vi er fysisk nedbrudte?
• Hvis vi er mentalt nedbrudte?
• Hvis vores omgivende natur langsomt går til?
• Hvis hærværk og selvdestruktion præger vores liv?

De nævnte fem punkter udgør allesammen »fjender«, som vi kender til- og med god grund frygter.

Det bedste middel mod en sådan velbegrundet frygt er: Sammen med andre og udfra de evner og kræfter vi hver især er i besiddelse af - at gøre en indsats for at minimere risikoen.

Det frivillige civile forsvar vil blive noget, alle kan deltage i. Det vil blive et forsvar ucl.cm våben i almindelig forstand og uden cammouflage og hemmeligheder.

Det vil derimod blive et forsvar, som kan optræde i fem forskellige farvestrålende uniformer - alt efter hvilken »fjende«, der tages forholdsregler over for.

Det civile forsvars fem kategorier

1. Rød - værn mod ulykker og katastrofer En udrykningstjeneste og en katastrofehjælp - som er det bedst tænkelige forsvar mod - og den bedst tænkelige forebyggelse af - ulykker af enhver art.
   Oprettes i samarbejde med eksisterende beredskab i samfundet i dag *).
   Denne tjeneste skal kunne deltage i internationale aktioner i forbindelse med større katastrofer i andre lande.
2. Gul - værn om vort fysiske velbefindende
   Oplysning og træning med henblik på vores fysik og vore sansers funktion - motion - afspænding - selvforsvar ernæringens betydning m.m. Oprettes i samarbejde med, hvad der findes indenfor området i samfundet i dag *).
3. Blå - værn om vort mentale velbefindende Oplysning og træning med henblik på vore mentale muligheder - bevidsthed om vor~s forestillingsverdens og vore føleIsers indflydelse på vort liv - brug af vilje, tanker, drømme m.m. Opbygges i samarbejde med hvad der i forvejen findes inden for området *).
4. Grøn - værn om den omgivende natur Oplysning om og dragen omsorg for vandet, luften og jorden med tilhørende dyre- og planteliv. Herunder også energi-, ressource- og affaldsproblemer, plantning af træer mm.
   Opbygges i samarbejde med, hvad der i øvrigt findes inden for området i dag*).
5. Regnbue - værn mod hærværk og selvdestruktion Her samles alle kategorier. En forudsætning er et vist kendskab til de enkelte grupper.
   Da de fleste former for selvdestruktion og hærværk i virkeligheden er udtryk for selvhad, fejlstyret kreativitet og manglende følelse af samhørighed, vil der i denne gruppe - ud over muligheden for at kunne trække på de fire farver/grupper - være en regnbue af kreative muligheder, kombineret med oplysninger om historiske og lokalhitoriske forhold m.m. Opbygges i samarbejde med, hvad der i forvejen findes på området *).

*) Der bør i samabejdet med eksisterende institutioner kun være tale om rådgivende virksomhed, således at de frivilliges egne erfaringer og ønsker om nye veje indgår i det fælles forskningsanliggende, det vil være at finde frem til det bedst tænkelige danske forsvar.

Tilsigtet effekt

Når vi ved fælles hjælp har ført disse ideer ud i livet, vil vi:

• have løst og forebygget livsvigtige samfundsproblemer
• have foregået andre lande med et godt eksempel på et meningsfuldt folkeligt forsvar
• have fremmet livskvaliteten for den enkelte
• have opnået et folkeligt sammenhold
• have befordret demokratiet
• have øget forskningen
• have draget fordel af de store ressourcer, der ligger gemt i ganske almindelige mennesker.

Aktiver, der sammen med den militære del af helhedsværnet, vil udgøre et uovervindeligt dansk forsvar.

CIVILFORSVAR 6/90

Jordens dag

"Græsrodsværkstedet" og "Kvinder for Fred" holder "Jordens Dag" søndag d. 21.4. kl. 13-17 i "Borgernes Hus", Søborg Hovedg. 79, Søborg.

Ulla Sejr Bagger kommer og fortæller os om sit natursyn og sin idé med et "Helhedsværn".

Den 14.-29. april har vi plancheudstilling i "Borgernes Hus".

Bliver vejret godt, skulle vi måske - i stedet for at hænge freds- og miljøklude op indendøre - omkranse Medborgerhuset og lege, at det er Jordens fødselsdag.

Alle er velkommen!

Liv

Hvad er Nordisk Folkerigsdag?

Der har været afholdt flere "Folkerigsdage" i de nordiske lande. Den sidste var på øen Vega ud for den nordnorske kyst i juli 1990. Den havde temaet Nordiske alternativer til EF's indre marked - selvstændige veje til en bærekraftig udvikling i lyset af Brundtlandrapporten, den nye udvikling i Europa og de nordiske frihedstraditioner.

Ideen stammer fra et seminar om "Alternativ Fremtid" (fremtidsforskningsprojektet, der blev startet af nordiske græsrodsbevægelser i 1981) på Ålandsøerne i 1988. Tilsammen kan vi så meget, men hvorfor følges det ikke op politisk? Efter en forberedende konference i København i 1989 om "Norden i bevægelse" mødtes så ca. 300 nordiske aktivister, forskere, organisationsfolk og politikere på Vega for at forlange en nordisk folkedebat om fremtiden .

I 1991 afholdes næste session af Nordisk Folkerigsdag i den norske "økokommune" Sogndal i bunden af Sognefjorden. Her er temaet JA til et frit og grønt Norden - som globalt ansvarligt fremtidsværksted for økologisk økonomi og solidarisk handel i en åben verden af selvstyrende folk. Nej til EF-integration!

Vidtgående planer for både en økonomisk og en politisk EF-union er nu på bordet, og i flere nordiske lande arbejdes der for folkeafstemninger. Overalt i Norden fremsættes krav om en mere åben debat - en nordisk folkelig fremtidsdebat.

Derfor er der i dag mere end nogensinde behov for at videreudvikle tankerne fra folkerigsdagen på Vega. Den gav udtryk for sin betænkelighed ved, at EF fremmer kapitalkoncentration og store enheder på bekostning af små enheder og periferi. EF's centralisering og satsning på stærk forøgelse af vareproduktion og omsætning øger energiforbrug og forurening.

Heroverfor fremhævede folkerigsdagen et tættere nordisk regionalt samarbejde som også kunne søge de baltiske lande inddraget. Et nordisk hjemmemarked med over 20 mio. mennesker kunne være en økologisk bæredygtig basis og øge den økonomiske selvstændighed.

I forlængelse heraf pegede man på et åbent samarbejde med hele Europa, alle 34 stater, ikke bare "de indre tolv" eller "de stærke femten".

Et sådant nordisk og europæisk samarbejde skulle udvikle solidariske handelsforbindelser, der støttede udvikling af mere selvbærende lokalsamfund og social økonomisk og politisk frigørelse i udviklingslandene.

Folkerigsdagen fandt, at Nordisk Råd burde spille en mere aktiv rolle. Især burde man diskutere behovet for nye nordiske samarbejdsformer før den endelige udvikling imod EF's økonomiske og politiske union.

Det er ikke håbløst! Mange folkelige kræfter har været aktive siden Vegarigsdagen. I Norge har det f.eks. givet sig udtryk i en bevægelse imod tilslutning til EF med over 300 lokalforeninger med gennemsnitligt over 100 medlemmer. Den har vendt stemningen, så der nu er modstanderflertal i opinionsmålingerne.

Norden har forudsætninger for at vise udveje i en verden præget af voksende økologiske, sociale og krigeriske trusler.

Den økologiske omstiliing kan vi være foregangsområde for.

Vi kan og skal være den fattige verdens, de små folks, udkanternes og de svage gruppers talsmænd og -kvinder. Hos os selv og globalt. Vi skal forstærke kampen for en ikke-voldelig verden, og for at våbenmilliårderne nu endelig omdirigeres til krigen mod sulten og fattigdommen. Økonomien skal indrettes efter sociale og økologiske værdier, og teknologien tvinges til at' tjene - ikke herske over - menneskene.

Alt det kræver frihed - handlefrihed, folkelig mobilisering og selvtillid.

Nordens folk har meget at give - og derfor et stort ansvar.

Derfor må vi ikke lade os indstøbe i en vesteuropæisk fæstning eller dirigere fra oven af direktiver og forordninger.

Drømmen om en super stat "stærk nok til at konkurrere med USA og Japan" er ikke vores.

Vi har en drøm, der er større! Vær med til at virkeliggøre den - tag med til Sogndal!

Dansk kontaktadresse:

S. Bunk Larsen,
Rudemøllevej 22, Hem,
7800 Skive.
Tlf. 97 53 10 04.

Lav et Brundtland-forum

Et lokalt samarbejde om miljø og udvikling

Klip fra NOAH-bladet.

Skab debat op til FNs Verdenskonference om miljø og udvikling i 1992. Det er selvfølgelig kun en side af Brundtlandforum-idéen, men da vi mener at det er vigtigt at få denne debat igang vil vi i næste nummer af NOAH-bladet gerne give noget informa­tion om konferencen og især om det forberedelsesarbejde der er igang herhjemme og internationalt.

Desuden vil vi præsentere temaer som vi synes det er vigtigt, at føre frem på konferencen.

For NOAH's Brundtlandgruppe
Pia Frederiksen og Susanne Rehder
Traverbanevej 7,
2920 Charlottenlund
Tlf: 31633222

Den miljøkonference, som omtales i vores nye folder "Båndet omkring Jorden" (Køkkenrullen 1/1991), finder sted i Brasilien 1.-12. juni 1992.

Gladsaxe-gruppen er medlem af Noah. Så vi oplyser fortløbende om forberedelses arbejdet til den konference, altimes vi sysler med Båndet.

Kære Inger

Hermed forsøg på et referat af den gode rundbordssamtale hos Else Hammerich den 3, marts. Håber, I bringer oplysninger og inspiration videre til det netværk, I måtte befinde jer i.

Vi ses igen - da flere og flere er interesserede i at være med, vil vi finde et rummeligt sted at være sammen næste gang.

Søndag den 7. april kl. 15 - måske i Dannerhuset? - hvor vi medbringer en A4 side med ideer og forslag til handling.

Mange venlige hilsener

Vibeke Østbirk

Harriet Agger

. / . Vedlagt nogle af de papirer. som Lena havde med fra Sverige, samt en ny adresseliste.

Jeg deltage i mødet. Hvis I vil med, så ring til mig om stedet. (44 44 08 97)

Lena Westling er Centerkvinna og Nordisk kontaktperson i Kvinnor i Norden mot EG.

Hvis nogen er interessereret i de papirer, Lena medbragte, så ring til mig (44 44 08 97). I så fald må jeg bede om 20 kr. til fotokopiering og porto. Inger Bjørn Andersen.

LINK - Nettverk for globalt fellesskap
Bentserødveien 95
3200 Sandefjord
Tlf. 034/73 875

Årsabonnement 150 N Kr.

Nordiske Kvinners Fredsnettverk: ble opprettet 6.august 1988 på Nordisk Forum's Kvinne­konferanse i Oslo. Hensikten var å skape et feministisk nettverk med mange tråder og forbindelseslinjer mellom enkelt-personer og grupper innen freds-, antikjernekraft-, miljö- og solidarltetsbevegelsene i de nordiske land under parolen: "Norden som freds-zone" Nettverket er ingen ny organisasjon og vil fungere uten styre eller sentrert administrasjon. Koordineningen vil skje gjennom Fredsstikka, som vil avsetle 4 sider pr. nr. 6 ganger i året tiI innsendt og annet stoff som vedrörer nettverket. Årskontingenten - som inkluderer ett årlig abonnement på Fredsstikka - er satt til NKR 150 pr. person. Organisasjonene oppfordres til å stötte nettverket Ökonomlsk. Det betyr imidlertid ikke at organisasjonenes medlemmer dermed blir med i nettverket.

Det norske "Fredsstikka" udkommer ikke mere.

Selvom forhånds-opbakningen til et nyt blad "Nettverk for Globalt Fellesskap" ikke har været overvældende, har Tulle Elster alligevel vovet at starte.

Så nu har Nordiske Kvinders Fredsnetværk 4 sider i det nystartede blad.

Jeg har lovet Tulle - og mig selv at jeg vil yde en stabil indsats med at bringe godt stof til Netværkets fire sider i hvert blad. Det er væsentligt, at bladet udkommer.

Der bliver brug for nordiske fredsduer som modvægt mod drømmene om Europas militærunion.

Årsmøde i Nordiske Kvinders Fredsnetværk 7.-11- august i Upsala.

Hovedtema: Norden som fredszone.

Norden som fredszone

Historien forandres hurtigt. Vi, som vil virke for fred, må gøre os klart, hvilke krav vi stiller og hvilke visioner vi har for fremtiden. Fredsbegrebet omfatter ikke bare afslutningen på alle væbnede konflikter eller militære trusler. Freden kræver også, at mennesker indretter sig efter de omstændigheder, som vi lever under; alle mennesker behøver mad, rent vand, et elementært sundhedssystem og en grundlæggende skolegang. Vores ene verden kræver hensynsfuldt samliv mellem mennesker og natur, verdens ressourcer er begrænsede og må anvendes således, at vi kan efterlade en beboelig verden til kommende generationer.

Af Ann-Cathrin Jarl

En sikker omverden og et holdtbart miljø kræver nytænkning og initiativkraft. Den internationale Liga for Fred og Frihed tog i midten af 80-erne initiativ til Den store Fredsrejse for at afkræve verdens FN-stater og deres regeringer besked om deres indstilling til vigtige freds- og overlevelsesspørgsmål; defensivt forsvar, forbud mod våbeneksport, forbud mod masseødelæggelsesvåben, prioritering af grundlæggende menneskelige behov og internationale forhandliger ved mellemstatslige konflikter i stedet for vold eller trussel om vold.

Svarene på Fredsrejsens fem spørgsmål er mange. De fleste regeringer i verden påstod at have en positiv indstilling til en øget indsats for freden. Imidlertid er afskrækkelse stadig den dominerende sikkerhedspolitiske doktrin. For at ændre denne indstilling hos verdens politikere må fredsbevægelsen bestandigt minde dem om de Spørgsmål, der er vigtige for vor overlevelse.

På grundlag de de svar, som verdens regeringer har afgivet denne ene gang på Fredsrejsens fem spørgsmål, kan folkene kræve, at deres egne regeringer tager initiativ til at igangsætte forhandlinger i deres egen region for at slutte aftaler om regionale fredszoner.

Ved at undertegne internationale aftaler af forskellig slags - frem for alt FN's konventioner - harregeringerne gjort sig ansvarlige overfor hele menneskeheden. Dette er det grundlæggende princip for det folkelige fredsarbejde.

Ideén om at skabe fredszoner er bl.a. blevet aktualiseret i de nordiske lande igennem anstrengelserne for at skabe en atomvåbenfri zone i Norden. Det nordiske samarbejde hviler på et stabilt demokratisk, kulturelt og religiøst fællesskab. Fredszonen er allerede halvt virkeliggjort. En aftale om en Fredszone i Norden er en naturlig videreudvikling af det nordiske samarbejde.

Som forbilleder for lande i betydeligt uroligere hjørner af verden har vi et fælles ansvar for at vise, hvordan freden skal organiseres på et eksisterende grundlag.

En mulighed er at knytte an til Helsinki-kommiteerne og skabe forskellige kommissioner for forskellige dele af fredszonen, f.eks. Nord/Syd, menneskerettigheder, nedrustning og sikkerhedspolitik, økonomi og økologi, demokratispørgsmål og folkebevægelser, kultur og etik, international ret og alliancefrihed.

En fredszone i Norden bør omfatte de baltiske lande, det nordlige Tyskland såvel som Island og Grønland. Pertti Joenniemi, en finsk fredsforsker, tilhører dem, som har aktualiseret tankerne om det gamle Hansaforbund. Og som professor Göran von Bonsdorff siger: Fredszoner konkurrerer ikke med hinanden, man kan sagtens være med i flere.

For at anskueliggøre de tanker, som er fremkommet under vore mange samtaler om fredszoner, regner jeg nogle af ideerne op her:

En fredszone

• får sin sikkerhedspolitik garanteret igennem FN
• omfatter land, luft og havområder indtil 200 sømil
• stræber efter demilitarisering om ikkevoldsforsvar
• udgør en fredsalliance
• eksporterer ikke våben eller våbenteknologi
• har ingen masseødelæggelsesvåben
• værner om miljøet og har ikke atomkraft
• er selvforsynende med grundlæggende fødevarer
• gør skoler og hospitaler tilgængelige for alle
• prioriterer kulturel udveksling og etiske holdninger
• bedriver retfærdig handel med lande udenfor zonen
• anvender fredelig konfliktløsning mellem landene i zonen og overfor andre lande
• udvikler kompetance i konfliktløsning på alle niveauer
• modvirker alle former for undertrykkelse af indbyggerne.

Vi tror, at arbejdet på en fredszone i Norden kan inspirere til kreativ tænkning og påvirke vor fælles fremtid. Alle kan deltage i arbejdet for Fredszonen - etisk handlen på individniveau er et vigtigt bidrag til at forandre tænkningen og styrke samhørigheden mellem mennesker og organisere freden (Astrid Einarsan).

Ann-Cathrin Jarl
Myrstugaväg 81
14300 Vårby
Sverige

Ann-Cathrin Jarl er medarrangør af årsmødet i Nordiske Kvinders Fredsnetværk i Upsala 1991.

Inger Bjorn Andersen
Buegarden 9 st.th.
2880 Bagsvaerd,
Denmark

Dear M. Andersen,

On behalf of Yesh Gvul I would like to thank you wholeheartedly for your kind letter. Contributions collected for conscientious objectors is used to help compensate the pris ioner and his family for the 1055 of wages caused by the imprionionment. Imprisioned soldiers, unlike other reserve soldiers, are not entitled to social security and the financial consequences of refusal are often high.

Money collected by groups such as yourself help us support CO's and their families.

I have enclosed a letter explaining Yesh Gvul and its aims.

Should you have any questions, don't hesitate to write.

Please make out your cheque to: Yesh Gvul Fund, account no. 065858 and send it to:

American-Israeli Bank
Rehavia Branch 25 Ramban st.
Jerusalem, Israel

I "Køkkenrullen" 2/1991 orienterede Katja Klerk om, hvordan man kunne støtte Israels fredsbevægelser bl.a. ved at adoptere en nægter.

Lokale fredsgrupper i Gladsaxe er gået sammen om at adoptere en nægter.

Nu har vi modtaget svar på vort brev og sender så adoptionspengene - 500 dollar.

Vi anbefaler andre også at adoptere. Det fremgår jo klart af brevet, at det værdsættes.

Inger Bjørn Andersen.

Vi har sendt en hilsen til fredsmuseet i Samarkand på vort postkort og meddelt, at nu går vi i gang med at samle noget karakteristisk til museet.

Er der en, der vil oversætte den ny folder om Båndet omkring Jorden (midterark i Køkkenrullen 1/1991) til engelsk? Jeg venter ved telefonen 44 44 08 97.

Er der en, der vil lave en fredsklud 45 x 90 cm o.s.v., som vi kan sende til museet? Jeg venter ved telefonen 44 44 08 97.

Desuden sender vi vor fem-sprogede folder fra kvindekonferencen i Nairobi i 1985, og vor plakat med de nordiske flag og ????

Hvis ingen skal til Samarkand i sommerens løb, sender vi pakken med posten.

Flere aktiviteter.

En del aktiviteter er nævnt på de foregående sider - her er flere!

24.3. palmesøndag. I nogle byer er der påskemarch.
I København er der "Kulturarrangement" i Medborgerhuset på Blågårds Plads.

Lørdag den 13.april 1991.

SID,
Vingevej 1
Vordingborg.

Europa i globalt perspektiv.

Oplæg af bl.a. kultursociolog Birgitte Rahbek. "Vi kan ikke blive ved at mødes på denne måde. Om Europa og Mellemøsten." Nærmere oplysning:

Gunvor Andersen (53 76 24 62) eller
Inger Bjørn Andersen (44 44 0.8 97).

14.-18. august - E.N.D. i Moskva.

Nærmere oplysning hos:

Nej til Atomvåben,
Allan Forsberg,
Maglekrogen 88,
2860 Søborg.
Tlf. 31 67 67 38.

28.-29.9. Landsmøde i "Kvinder for Fred" på Brenderup Fredshøjskole.

I sidste "Køkkenrulle" glemte vi prisen på pjecen "Fredsskat". Den er 20 kr. + 4.75 i porto. (gerne i frimærker).

Dette blad er redigeret af Gladsaxe.

Næste blad redigeres af Odense. Deadline 5.4.1991.