Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 4, 1991

Fredspris til Landsbergis

Litauens præsident, Vitautus Landsbergis, har fået tildelt en særlig fredspris på 475.000 dollars - samme beløb som Nobels Fredspris. Prisen er indstiftet af en folkelig norsk bevægelse i protest mod at den »rigtige« fredspris gik til den sovjetiske præsident, Mikhail Gorbatjov. Efter Den røde Hærs blodige indgriben i Vilnius i denne vinter forsøgte bevægelsen at få Gorbatjov frataget nobelprisen. Da det ikke lykkedes, valgte nordmændene altså at oprette deres egen pris. Landsbergis får den for sin kamp for Litauene selvstændighed.

Fra LINK, nettverk for globalt fellesskap har vi fundet følgende:

Nobels fredspris

Uanset hvad man mener om gorbatjov og arets tildeling af Nobels fredspris til lige nøjagtig ham, burde vi så ikke nu kræve at fremtidige fredspriser "bør " gives til kvinder og mænd, der arbejder for fred, uden om deres daglige arbejde, - og i alle tilfælde ikke har det som offentligt arbejde?

Jo, for vi mener, at alle ledende statsmænd - og kvinders faste, forpligtende arbejde først og fremmest er at arbejde for fred! Det er jo nationernes ledere, der sidder der og underskriver alle fredsaftaler og dokumenter, så det skulle da bare mangle, at de ikke også skulle overholde dem!

Den alternative fredspris.

Heldigvis har stiftelsen "Right Livelihood Awards" også kaldet "den alternative nobelpris" som princip at uddele sine fredspriser til almindelige mennesker, der gør en indsats i sit lokalmiljø. Årets pris, der som sædvanligt ser ud til at forbigås i norsk presse, blev i december uddelt i Stockholm til en vestafrikansk bondeleder, en colombiansk bondeorganisation, en israelsk menneske­rettighedsadvokat og en nordamerikansk økonom. Right Livelivhood-prisen blev oprettet i 1980 af svensktyske Jacob von Uexhull, der solgte sin værdifulde frimærkesamling, for på denne måde at hædre og støtte praktiske løsninger pa de alvorligste kriser i verden i dag.

To nordmænd har modtaget RLA-prisen. Erik Dammann i 1982 og Johan Galtung i 1987, da ogsa Mordechai Vanunu, som nu afsoner en dom pa 18 års fængsel for sin afsløring af israels atomvåbenprogram, fik prisen.

Felicia Langer, advokat fik i 1990 RLA-prisen for i over 20 år, at have forsvaret palæstinenserne mod grove overgreb ved israelske militærdomstole. Vi bringer her hendes tale i forbindelse med modtagelsen af prisen i Stockholm den 9. december 1990.

Mine damer og herrer.

Jeg bærer hos mig de døde i min familie, ofre for fascisme og nazisme som aldrig fik en grav - og ofrene for tyrani og undertrykkelse på alle kontinenter.

Jeg bærer med mig palæstinensernes lidelse og sorg, undertrykt på befaling af mit hjemlands regering, som - ligesom deres forgængere - forrådte vore døde. Jeg er stolt af de tusinder af vore sønner og døtre der nægter at undertrykke; som foretrækker fængselcellen i stedet for at tjene i hæren på de okkuperede områder. Som demonstrerer og solidariserer sig med de undertrykte. De er israels samvittighed, som, trofaste mod det jødiske folks lysende traditioner, ikke er villige til at forråde vore døde.

I dag, er en speciel betydningsfuld dag: 3-årsdagen for det palæstinenske oprør, intifada, hvis politiske budskab var og er: nej til okkupation, ja til uafhængighed, ja til fred med israel gennem oprettelsen af en palæstinensisk stat i de okkuperede territorier ved siden af israel, et budskab officielt fremsat i Algier den 15. november 1988 af PLO. så klart, så logisk, så legitimt ifølge alle folks ret til selvstyre. På linie med det som vi selv krævede og gennemførte. Millioner verden over støtter dette fredsbudskab, blandt dem mange tusinde israelere.

Men vore udøvende regeringer, og særligt den sidste, som leder os mop katastrofen, er fast besluttet på at fortsætte sin krigerske okkupation, i strid med FN's love - og at bryde intifadaen, uden nåde. De klarer det ikke, fordi intifadaen løber som blod i de palæstinenske årer. Det de har opnået er 800 døde palistinensere, tusinder af skadede - blandt dem hundredevis af kvinder og børn, legioner af krøblinge uden håb om rehabilitering indenfor rammerne af et forsømt og undertrykt palestinensisk sundhedsvæsen, tusinder af anholdte, hundredevis af raserede boliger, tusindvis af træer rykket op med rod, et hav af had og brutalitet.

Blandt ofrene er de, der er blevet skudt, en næsten dagligdags foreteelse, de, der er slået ihjel af soldaterne; de såkaldte "efterlyste" - som er henrettet; og andre, kvalt af gas; ofre for mindre eller større massakrer, jeg har dokumenter på dødsårsagen for mange af dem i mine arkiver.

Jeg opnåede til og med at få tilladelse til at åbne nogle grave for endnu en obduktion, i mine forgæves forsøg på at få straffet nogle af drabsmændene, men okkupantens justits blev reduceret til intet andet end nok et instrument til hvidvaskning af undertrykkerne, nok et tegn på vort moralske forfald, nok et bevis for vor fortabte sjæl.

Jeg ser på tildelingen af denne pris, som et tegn på at den palestinenske tragedie, som nu også er vor tragedie, vil blive set på som en af de vigtigste sager på den internationale dagsorden, at det er uuholdeligt at ignorere et helt folks lidelser, et folk, som nægtes sine mest grundlæggende menneskelige rettigheder i dette sidste tiår af vort århundrede, en hel nation uden beskyttelse.

Blod gar dagligt til spilde overalt i de okkuperede områder, og også i Israel. Af og til falder der ogsa uskyldige israelere som offer for palestinensernes hævn for regeringens grusomheder; en ond cirkel af vold som gør os til en nation af drabsmænd og dræbte, et nyt Sparta i Mellemøsten, hvor fædre begraver sine sønner.

I dag, den mest betydningsfulje og højtidelige dag i mit liv, vil jeg gerne gentage mit løfte fra 1967, afgivet ved de tre landsbyer i Latrun: Yalu, Beit Nouba og Amouas, som blev ødelagt af den israelske armé i 1967, uden nogen som helst militær grund.

Indbyggerne blev jaget ud, uden at få lov til at tage personlige egendele med, der stod jeg, og for første gang forstod jeg betydningen af udtrykket "Og ikke en sten var tilbage". Jeg sværgede der, at jeg uden skånsel, ville forsvare de undertrykte palestinensers rettigheder. Jeg forstod der og dengang, at de af os, der gør uret mod de andre mennesker, også er vort folks fjender.

Felicia Langer måtte til sidst forlade Israel.

Hun lever nu i eksil i Tübingen i Tyskland.

Mellemøsten

Udvisning af palæstinensere fra de besatte områder.

Følgende brev er sendt til henholdsvis FN's Generalsekretær og Niall MacDermot, International Commission af Jurists, Geneve.

Dear Sir.

Vi henvender os til Dem på grund af Israels genoptagelse af udvisningspolitiken overfor palæstinenserne i de besatte områder.

Siden Intifadaens begyndelse i december 1987 og til august 1989, blev 58 palæstinensere udvist, begrundet i, som det hed, den Israelske Stats sikkerhed. Disse udvisninger er en overtrædelse af den Fjerde Geneve Konvention (art.49,, som Israel har underskrevet. Fra august 1989 til december 1990 blev udvisningerne indstillet som følge af et massivt internationalt pres. Med de seneste udvisninger af 4 palæstinensere fra Gaza har israelerne genoptaget den tidligere politik.

Højesteret har afslået alle palæstinensiske appeller, som citerer den Fjerde Geneve Konvention, med den motivering at Konventionen aldrig,af Knesset, var indført som israels lov.

I år er to forsøg - af parlamentsmedlemmerne Amnon Rubinstein og Tamar Gozanski - på at få en sådan lov vedtaget, mislykkedes.

I august holdt medlemmer af den israelske fredsbevægelse et møde i Jerusalem. Det var deres opfattelse, at der, i tilfælde af en Golfkrig, ville være et specielt behov for alarmberedskab overfor faren for en masseudvisning af palæstinensere, mens den offentlige opmærksomhed var afledt af andre ting.

Vi beder Dem hermed overveje, hvilke skridt der måtte kunne tages for at forhindre yderligere overtrædelser af den Fjerde Geneve Konvention.

Med venlig hilsen Det Tværpolitiske Fredsinitiativ for Mellemøsten.

(Fredsinitiativet er udgået fra den danske delegation ved det internationale fredsinitiativ "1990:Time for Peace" i Jerusalem december 89,.

Brevet er tiltrådt af:

Generalsekretær Jørgen Thomsen, Det Økumeniske Fællesråd

Arne Stinus, President, Det Danske FN-Forbund

Svend Auken har opfordret alle - også uden for socialdemokratiet til at indsende forslag til partiets kommende principprogram. Bestyrelsen i Freds­skattefonden har indsendt nedenstående tekst, der i vid udstrækning bygger på Kvinder for Freds udtalelse fra årsmødet i 1989.

I Svend Aukens oplæg til debatten om socialdemokratiets ny principprogram "Det Ny Århundrede" hedder det om menneskesynet:

Det socialdemokratiske velfærdssamfund er et samfund med plads til alle og brug for alle. Et sådant solidarisk samfund kan tillade sig at stille krav til den enkelte om at ville noget med sit liv. Der skal være flere valgmuligheder - frihed er retten til at vælge - men fællesskabet har ret til at forvente, at man vælger én af mulighederne og ikke blot giver op."

I vort samfund har vi frihed til at vælge i spørgsmålet om militærtjeneste og i spørgsmålet om medlemsskab af folkekirken.

Vi mener, at man også bør have frihed til at vælge, om man vil betale militærskat eller fredsskat.

Der er ikke tale om at unddrage sig skat, men at få frigjort midler til bekæmpelse af reelle fjender, som er misforholdet mellem rig og fattig, undertrykkelse af mennesker og den tiltagende økologiske katastrofe. .

De våben, vi betaler til, er selve virkeliggørelsen af umenneskelighed. At betale militærskat er at give staten financielt,'msAdat til at forberede krig. Men drab ved stedfortræder fritager ikke den passive for skyld.

Spørgsmålet, vi står overfor, er, hvorvidt ansvaret for deltagelse i forberedelse og udførelse af krigsaktiviteter kun skal bæres af de unge, der udskrives til værnepligt.

I lighed med retten til militærnægtelse bør borgerne have mulighed for at nægte at betale militærskat og i stedet.få overført pengene til fredsbevarende virksomhed.

Vi beder socialdemokratiet optage denne valgmulighed i sit nye principprogram.

Med venlig hilsen.

for bestyrelsen i Fredsskattefonden.

Geert Grønnegaard, Inger Bjørn Andersen, Ulla Moltved.

P.S. Folder og pjece om fredsskat er vedlagt.

WORLD ORGANIZATION FOR
POLITICAL PRISONERS (WOFPP,.

WOFPP blev dannet af en gruppe kvinder i Tel Aviv i foråret 1988 (se Ekstra Posten nr. 10/89, s.12,, de arbejder tæt sammen med palæstinensiske kvinder for at støtte politiske fanger.

Hvem er de politiske fanger? mange er "administrativt til­bageholdt" d.v.s. på blot og bar mistanke om, som det hedder, at være til fare for Israels sikkerhed. En admini­strativ tilbageholdelse kan vare op til et år, uden at der rejses anklage eller føres rettergang. Denne form for lov er en arv fra britisk nødlov af 1945, anvendt mod jøderne under mandattiden. Nu bruges den til bl.a. at knække civil ulydighed med. Under Intifadaen er der udbygget et netværk af lokale kvindekommitteer, der organiserer så forskellige ting som undervisning af børnene i hele den lange periode, skolerne har været lukkede - frembringelse af varer til selvforsyning som boykot af israelske varer - kurser m.m. Disse lokalkommitteer er forbudte.

WOFPP's måde at arbejde på. Først undersøger de, om de fængslede har en advokat, hvis ikke skaffer de en. Dernæst underretter de familien, som ellers ingen besked får. De skaffer lægehjælp når der er behov, men det er vanskeligt, da fangerne ofte nægtes adgang til lægehjælp udefra med den begrundelse at behandlingen i fængslet er tilstrækkelig De skaffer økonomisk hjælp til advokatbistand, og de møder op udenfor fængslerne på alle besøgsdage og får af fangernes familie at vide, hvad der sker derinde, og hvad der er behov for.

De informerer pressen om overgreb mod fangerne.

En gang om måneden udsender de et nyhedsbrev med lister over adresser man bedes klage til. Af disse nyhedsbreve fremgår det, hvordan forholdene er for de fængslede. Der nævnes omhyggeligt datoer og navne på de arresterede og beskrivelse af den behandling de er udsat for. Det er barsk læsning, der viser tilsidesættelse af menneskerettigheder, utrolige afstraffelsesmetoder og forsømmelse af fangernes sundhedstilstand. De viser det store behov for protester udefra.

Det nytter at protestere. I nyhedsbrevet 30.11.90 takker WOFPP alle dem der skrev protestbreve angående Etaf Aliyan. Hun har nu fået den nødvendige operation og hos­pistalbehandling. E.A. blev arresteret 2.801987 og anbragt i The Russian Compound (forhørsfængsel, Under forhøret slog 5 betjente hende og brækkede hendes næse. En læge beordrede operation, men myndighederne negligerede det. Nyhedsbrevet august 90 beskrev E.A.'s hele sagsforløb (lange perioder af isolationscelle, og opfordrede til de protestbreve, som de nu takker for, og som skaffede den nødvendige behandling.

WOFPP's adresse er: P.OoBox 31811, Tel Aviv, Israel
Tel & Fac: 972-3-5286050

Katja Klerk

Dialog for fred

Video:
VHS Tid: 16 min.
Tekst: svensk tale

Produceret af Abby Peterson, kvindeforsker ved Gøteborg Universitet og aktiv i Nordiske Kvinders Fredsnetværk.

Filmen følger en gruppe fra Nordiske Kvinders Fredsnet­værk under aktioner mod NATO-øvelsen 'Teamwork 90' i Norge, sep. 1990.

De 10.000 soldater fra England, Holland og Norge møder en lille flok nordboer, i alderen 16-80 år, som vil tale med dem.

For begge parter bliver det en ægte oplevelse.

Krigen er ikke en uvirkelig film. Den er et nøje planlagt slagteri. Og dialogen som opstår er et brud på hele logikken - den logik som føre til krig.

Må denne lille film inspirerer til mange fremtidige aktioner...

Videoen kan lånes mod at betale forsendelsen, ca. 40 kr., hos:

Inger Bjørn Andersen
Buegården 9 st.th.
2880 Bagsværd
44 44 08 97

Tine Forchhammer
Gadebakken 15, Virring
8660 Skanderborg
86 92 62 05 (bedst ml. 8-9,

Jordens Dag

Søndag d. 21.4. kl. 13-17. "Kvinder for Fred", Gladsaxe, indbyder til Jordens Dag - arrangement i Borgernes Hus, Søborg Hovedgade -79.

Kl. 14-16: Kunsthåndværkeren, forfatteren Ulla Sejr Bagger: "Folkekulturen år 2000 - en drøm om "fred med jorden". Det er en kombination af foredrag, udstilling og udveksling mellem Ulla og tilhørerne." Før og efter dette er der dramatik, dans med "Båndet omkring Jorden, plahcheudstilling.

Kl. 16.30: Videoen "Dialog med Freden" optaget af Abby Peterson fra Göteborg universitet under "Aktion Nordlys", Nordiske Kvinders Fredsnetværks demonstration mod NATO-øvelsen TEAM-work i Nordnorge. (15 min.).

Alle er velkommen!

14.-16.juni. Manifestivalen. (Østersøtræffet) i Stockholm.

Kontakt: Svenska Fredskomiteen,
Barnangsgatan 23,
11641 Stockholm.
Telefon: 00946 8 44 78.68.
Der bliver kvindetelt, siger Randi Myhre, Sverige.

Op ser hun komme anden sinde
Jord af Vande, vaargrøn atter,
Fosser falder, flyver Ørn over
den, som fra Fjældet Fiske jager.

Fra Den islandske vøvle

Fra svenska fredsvänner i Helsingfors har vi modtaget et brev med følgende appel:

10 år er gået - hvor er vi nu?

Nordisk fredstræf 5. - 6.8.1991 i Helsingfors.

Alle der deltog i fredsmarchen København-Paris 1981 og alle andre interesserede kvinder og mænd, indbydes til fredstræf i Helsingfors 10 år efter fredsmarchen,

Mandag den 5. og tirsdag den 6, august 1991 arrangeres et fredstræf med diskussioner, poesi, og prosaoplæsning, musik og meget andet - også stemninger og minder fra året 1981, vi diskuterer, hvad vi skal gøre nu, og hvordan vi skal komme videre.

Træffet er åbent for alle, og alle er velkomne, mødesproget er svensk. diskussion og gruppearbejde omkring spørgsmålene om, hvad vi kan gøre - i dag og i fremtiden.

Træffet indledes mandag kl, 10,30 (når rejsende fra stockholmsbåden er kommet frem) og afsluttes tirsdag med Hiroshimaaften ved Toloviken i Helsingfors.

En overnatning koster 85 fmk, hver især sørger for egen rejse - og madudgifter.

Mona Martin,
Frederiksgatan 12 b 49,
00120 Helsingfors,
tlf.: hfors 65 70 97 svarer på spørgsmål, og tager imod tilmeldinger.

Endvidere vil hun sende yderligere program om udgifter og lignende til eventuelle interesserede.

1981 Hiroshimadagen i Paris -

1991 Hiroshimadagen i Helsingfors

Ikkevold nr. 1 1991

Fælles forsvar er på vej i Europa

Et fransk-tysk forslag om fælles fodslag inden for forsvars- og sikkerhedspolitik i EF har gjort debatten meget nærværende. Holland, Danmark og Irland stiller sig svagt afvisende, men når stormagterne i EF finder sammen, får de små lande svært ved at blokere for noget.

Af Steen Bille Nielsen

Krigen i den Persiske Golf har sat ekstra skub i EF-debatten om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Paradoksalt nok har EF -landene ikke ligefrem været enige i deres reaktioner på Golf-krigen, sådan som Tyskland gemmer sig bag tavshed, Frankrig søger diplomatisk enegang og England slutter sig 100 % op bag USAs politik i regionen.

Men den måde EF-landene hidtil har samordnet deres udenrigspolitik skal strammes og strømlines.

Det sker i takt med USAs fjernelse af amerikanske tropper fra Tyskland og i takt med EF - regeringernes enige ønske om, at sanktionerne mod Irak burde have haft en bedre chance og længere tid at virke i.

Diskussionen om EF -landenes nye ønske oin at arbejde tættere sammen om forsvars- og sikkerhedspolitiske emner er især blevet skildret i dagbladet Informations spalter.

F.eks. beskriver bladet 12. februar i en baggrundsartikel det fransktyske udspil således:

Stats- og regeringschefer beslutter i enstemmighed, hvilke områder, der skal samordnes og derefter træffes afgørelse med flertal. Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde skal på længere sigt åbne for et egentligt forsvarspolitisk samarbejde, men i første omgang bliver Vestunionen (WEU) den kanal, der er nødvendig for at begynde samarbejdet mellem EF og NATO.

Det indebærer, at samarbejdet kommer hurtigt i gang og at lande som Danmark, Irland og Grækenland som skeptikere får en tænkepause, inden de måske søger optagelse i Vestunionen. Vestunionen skal være det forum, hvor de sikkerhedspolitiske afgørelser skal tages.

Uenigheden hersker dog mellem landene, når det gælder WEUs og NATOs rolle i forhold til EF: England vil gerne involvere NATO i den 3. verden, Frankrig mener, at det må være WEUs opgave. England ønsker også en svagere kobling mellem EF og NATO end den det fransk-tyske forslag lægger op til.

Herhjemme har statsminister Poul Schlüter sagt, at forsvarspolitikken ikke skal være omfattet af EF, men at tanken om Vestunionens rolle kan accepteres.

Det samme mener Socialdemokratiet, der dog synes koblingen mellem EF og WEU skal være svagere end i det nævnte forslag. Hvis Danmark vælger at holde sig uden for den løsning, der hedder Vestunionen snarest, kan det dog komme til at koste indflydelse i EF på andre områder også.

Hvis det fransk-tyske forslag vinder gehør godt hjulpet af effektivt lobbyarbejde kan Danmark stå i den situation at måtte vælge mellem pest og kolera eller at sluge sin skepsis og gå med ind i det nye samarbejde for at vinde indflydelse.

Det samarbejde, der hidtil har været et tabu-område for EF -landene.

EF -landene ser dog en ny rolle i verden tone frem oven på Golf- krigen: dels vil Europa blive en afverdens kommende økonomiske magtcentre og dels mener regeringscheferne, at det naturligt bør udløse en tilsvarende rolle i udenrigs- og sikkerhedpolitkkens verden. Om nødvendigt ved hjælp af et reelt samarbejde om fælles forsvar og våbenproduktion.

Alle analyser mener dog, at det fælles forsvar ligger mange år ud i tiden. Hverken Frankrig eller England underlægger sig EF -indflydelse og 'I'yskland tør næppe lade sig rokke med til militære eventyr i andre dele afverden. Med sin fortid in mente.

Heller ikke Holland er lun på ideen om et nærmere forsvarspolitisk samarbejde, bl.a. fordi det udelukker tre lande Irland, Danmark og Grækenland, som ikke er med i Vestunionen.

Lidt tidligere i februar gik Jørgen Estrup fra Det radikale Venstre på banen med en udtalelse til Information, der lød således:

"Hvis udenrigsminister Ellemann Jensen har ret i, at der bliver valgfrihed over for WEU-medlemskabet blandt EF -landene, kan jeg slet ikke se , hvorfor WEU skal nævnes i Rom-traktaten".

"Danmark har i sit EF -memorandum understreget, at CSCE-processen (Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa) skal være fremtidens sikkerhedspolitiske forum i Europa, og det er uforeneligt med det, regeringen nu lægger op til".

Så heller ikke herhjemme kommer beslutningen om EF-Vestunion samarbejde til at gå sin lette sejrsgang.

Som Jacob Andersen kommenterede det i en leder i Information den 6. februar, så nærmer vi os et nyt historisk årstal på plan med 1720, 1815, 1949: i 1992-93 vil Danmark opgive princippet om, at landet selv suverænt bestemmer over sin udenrigspolitik... Danmark kan snart blive det eneste land, de fortsat forlanger, at væsentlige afgørelser træffes i fuld enighed.

"Det ved de centrale, danske beslutningstagere udmærket og de arbejder derfor med nye udspil, der skal lægge dele af udenrigspoijtikken ind under EF. Og det ser ud til at ske uden væsentlige socialdemokratiske protester.

Sådan står sagen lige nu.

FULDSTÆNDIGT ATOMPRØVESTOP.

Endelig engang et resultat af vores arbejde. Den 18. november 1990 sendte NTA sammen med Læger mod Kernevåben og Greenpeace et brev til de udenrigspolitiske ordførere, det udenrigspolitiske nævn samt til udenrigsministeren og miljøministeren med opfordring om. at Danmark ved den kommende FN-konference skulle støtte et forbud mod atomprøvesprængninger og med forespørgsel om med hvilket mandat den danske delegation deltog i konferencen. (Brevet er gengivet i Ekstraposten nr. 9. 1990.

Efter konferencens afslutning sendte Ole Espersen os et brev, hvori han takkede for indsatsen og understregede betydningen af et fortsat opinionspres. Udenrigsministeren var blevet tvunget til at give nye instrukser til den danske embedsmand ved konferencen i New York, fortalte Ole Espersen.

Emnet er så vigtigt som nogensinde. En af grundene til, at USA anså en krig imod Irak for nødvendig, var at Irak om nogle år måske ville være i besiddelse af atomvåben. Om 5-6 år. sagde eksperterne. Måske allerede om et år. sagde Bush under efterårets diskussion for og imod en krig.

Et globalt og fuldstændigt prøvestop (CTB - Comprehensive Test Ban,, der er kædet sammen med effektive kontrolordninger, vil gøre det vanskeligt for nye lande at skaffe sig atomvåben. Nøjagtig det vi har brug for.

Men det vil· også gøre det vanskeligere for eksisterende atommagter at forny deres atomarsenaler. Og det mener i alt fald USA og England ikke de har brug for. Heller ikke Frankrig og Kina. Og hovedparten af de europæiske lande.forstår ikke betydningen af og deres eget ansvar for, at verden får skabt et kategorisk stop for atomprøvesprængninger.

CTB-konferencen afholdtes i New York 7. - 18. januar i år. Nogen afstemning Om et totalt prøve stop blev det ikke til i denne omgang. Man ville undgå det iså fald dræbende amerikanske veto. I stedet nåede man frem til fælgende ændringsforslag:

"I erkendelse af den komplekse og vanskelige natur af visse sider af CTB, særlig hvad angår verifikation af en overholdelse af traktaten og mulige sanktioner imod en ikke-overholdelse, er de deltagende stater af den mening, at der er brug for et fortsat arbejde. Derfor er de enige om, at give konferencens præsident mandat til videreførsel af arbejdet, så der opnås fremskridt på disse områder, og at genoptage konferencen, når tiden er moden dertil".

Ændringsforslaget fik tilsslutning fra 74 af de deltagende lande. Deriblandt Danmark, Norge, Sverige, Island, Jugoslavien, Sovjetunionen, In- dien, Australien, New Zealand og en række 3. verdens lande. 2 gik imod. Det var USA og England. 19 afstod: østrig, Belgien, Canada, Tjekkoslo- vakiet, Finland, Tyskland, Grækenland, Ungarn,. Israel, Italien, Japan, Luxembourg, Holland, Polen, Rumænien, Spanien, Svejts og Tyrkiet. De to atommagter, Frankrig og Kina, deltog ikke i konferencen.

Parliamentarian for Global Action giver følgende kommentar til afstemningen.

"Mens afstemningsmønsteret svarede til det mønster man normalt træffer ved FNs generalforsamlinger, var der een afgørende forskel. Flere vestlige lande - Australien, Danmark, Island, Irland, New Zealand, Norge og Sverige samt Sydkorea - tilsluttede sig for første gang ændringsforslaget". Parliamentarian for Global Action siger videre, at en vigtig faktor for udfaldet var Danmark, hvor dr. Ole Espersen havde rejst en folketingsdebat, hvor udenrigsministeren blev presset til at støtte konferencens fortsatte arbejde, "selvom ingen andre vestlige lande gør det". Da de alliancefrie lande opgav deres krav om en fast dato for genåbning af konferencen, viste det sig muligt at samle støtte fra flere vestlige lande til den danske holdning".

Den 11. jan. i år stillede Ole Espersen følgende spørgsmål i Folketinget:

"Hvorfor har udenrigsministeren ikke taget initiativ til i Det udenrigspolitiske Nævn at drøfte FN-konferencen om et fuldstændigt stop for atomprøvesprængninger?"

"Hvilke oplysninger kan ministeren give om bestræbelser og resultater for så vidt angår forhandlinger i Geneve om bl.a. et fuldstændigt stop for A-våben-sprængninger og om USAs og USSRs holdninger under forhandlingerne?"

"Hvilke oplysninger kan ministeren give om den instruks, som den danske delegation til FNs konference om et fuldstændigt stop for atomprøvesprængninger er udstyret med?"

Folketingsdebatten endte med, at udenrigsministeren lovede, at Danmark under alle tilfælde ville stemme for "om vi så bliver de eneste gør det. Jeg lover det. Og de andre vil grine ad os, og det vil jeg bære med stoisk ro".

Mod Uffe Ellemanns forventninger kom Danmark ikke til at slå til. De tre nordiske NATO-lande slog sammen med andre vestlige lande en breche i NATO-landenes enighed om'at holde sig fra at støtte prøvestopforslag.

Der er altså en vis bevægelse i gang.

Derimod forekommer det mærkeligt, at Ole Espersen er nødt til at stille de nævnte spørgsmål. Er det ikke oplysninger, det ville være naturligt, at udenrigspolitiske Nævn uden videre fik tilstillet? Og spørgsmålet om instruksen til, den deltagende danske embedsmand blev afvist. Hvorfor?

Er det ikke en mærkværdig hemmelighedsfuldhed i et demokratisk land? Skyldes det sikkerhedsmæssige hensyn? Fra hvilken side ville vor sikkerhed i så fald blive truet, hvis denne instruks blev røbet? Fra Sovjetunionen, der selv stemte for? Eller fra Irak, der ikke deltog på konferencen? Eller er det Uffe Ellemans værdighed, der ville blive truet?

red.

HOVSA - HOVSA,

Har I lagt mærke til, at samtlige artikler i dette nummer er skrevet på dansk, eller er jeg virkelig den eneste, der bliver irriteret over at sidde med Køkkenrullen i den ene hånd, og en engelsk/dansk ordbog i den anden.

Kan man ikke godt forvente, at de personer der i første omgang med lethed har læst en udenlandsk artikel, også med lethed kan oversætte den til dansk.

Dette nummer er redigeret af Odense-gruppen.

Næste nummer redigeres også af Odense-gruppen, dead-line 5. maj 1991.