Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 7, 1991

LANDSMØDE

Tegningen på side 4 og 13 er givet til Kvinder for Fred af Pernille Kløvedal Helweg.

Vi har modtaget referat fra Internationale Læger mod Kernevåbens verdensmøde i Stockholm og har plukket følgende fra referatet:

Den 27. - 30. juni holdt IPPNW - Internale Læger mod kernevåben ti års jubilæum/verdenskongres i Stockholm om "Global kommunikation - en forudsætning for fælles sikkerhed og sundhed".

Tusind læger, 400 fra u-landene, deltog. Fra Danmark, hvor læger mod kernevåben har ca. 1400 medlemmer, var der 18 deltagere, heraf fire fra Nordjylland.

I maj 90 arrangerede IPPNW og Nevada-Semipalatinsk Bevægelsen, (som den nu hed) en International Borgerkongres i Alma Ata i Kazakhstan/USSR for at synliggøre kravet om totalt prøvestop. Her tog videnskabsfolk, læger, aktivister, kirkefolk og strålingsofre fra 21 lande initiativ til en Verdensalliance mod Atomvåben, som skulle arbejde for sagen, hjælpe strålingsofre over hele verden og uddanne offentligheden.

Det har skabt stor frygt, at prøvesprængningerne og dermed den radioaktive forurening fortsætter uformindsket efter afslutningen af den kolde krig. I 1990 udførtes 18 sprængninger, og der er til nu udført 9 i år, sidst af Frankrig på Moruroa 15/7.91. Fra 20/9 til 12/10 sidste år udførte USA 3 sprænginger og på FN-dagen 24/10.90 brød USSR et års pause med en prøvesprænging på Novaya Zemlya.

Mange af IPPNWs nationale afdelinger har derfor arbejdet aktivt for at presse deres regeringer til positiv stillingstagen til totalt prøvestop. I nov. 90 sendte Danske Læger mod Kernevåben sammen med Nej til Atomvåben og Greenpeace Danmark en fælles henvendelse til politikerne herom. Ole Espersen (S) foranledigede en forespørgselsdebat i Folketinget. Og udenrigsministeren blev presset til at sende nyt direktiv til den danske embedsmand ved ændringskonferencen i FN, der var berammet til 7. - 14. jan. 91: at Danmark ville indtage en positiv holdning til totalt prøvestop, "selvom intet andet vestligt land ville gøre sådan".

Ændringskonferencen kom til at stå i skyggen af Golfkrisen.

Dog lykkedes det at afvise USA/Englands ønske om at standse al tale om et totalt prøvestop ved et lovligt veto. Man fik et kompromis, så konferencen kun er hjemsendt midlertidigt.

Danmark brød som det første vestlige land hidtidig NATO-enighed og stemte for kompromisset. Australien, Irland, Island, New Zealand og Sverige fulgte trop og støttede nu for første gang et prøvestop ved en afstemning.

På ændringskonferencen stiftedes Global Anti-Nuclear Alliance kaldet GANA. Den skal samle al ikke-voldelig modstand, enkeltpersoner såvel som organisationer, om at opnå et totalt prøvestop og ophør af alle "andre anslag mod: menneskelig sundhed, kulturel integritet og balance i miljøet, som direkte eller indirekte skyldes kernevåbenproduktion".

Fra Else Houmøller-Jørgensen har vi modtaget det oversatte manuskript fra Claudia Petersons tale ligeledes ved Verdensmødet for Internationale Læger mod Kernevåben. Hun modtog langvarigt stående bifald for sit indlæg.

I dag vil jeg gerne tale til jer om børnene.

Den seks år gamle pige, der i sit korte liv kæmpede mod to slags kræft.

De seks børn fra 3/4 til 14 år gamle, som mistede deres 37 år gamle mor på grund af melanom (hudkræft} på et tidspunkt i deres liv, hvor de behøvede hende allermest.

De tre drenge fra 8 til 15 Ar, der mistede deres far på grund af lungekræft, da han var 51 år gammel, efter at han havde arbejdet i uranminerne i det sydlige Utah.

De døde alle for tidligt. De var alle ofre for atomalderen og jeg holdt af dem allesammen.

Den unge pige, som sad i skolen og iagttog mænd, der kom ind i klassen med geigertællere. Da geigertællerne slog ud, fortalte mændene hende, at det stammede fra røntgenbilleder af tænderne, men hun havde aldrig fået sine tænder røntgenfotograferet. Hun bemærkede, at de uddelte jod tabletter til børnene hver dag, nAr de gik fra skole.

Denne unge pige er mig selv. Moderen til den seks årige, der døde af leukæmi (blodkræft} er mig selv. Jeg er søster til den 37 årige mor til seks, der døde af melanom. Min mand er en af de drenge, hvis far døde på grund af uranminerne.

Jeg voksede op i den tro, at jeg var et af de lykkeligste mennesker, der levede. Jeg voksede op et af de smukkeste steder på jorden - det sydlige Utah. Vi voksede op og samlede på lyse minder, elskede andre mennesker og familien. Vi blev opdraget til at være stolte af at være amerikanere. Vi elskede vort land og det, vi troede, det stod for.

Men dette skønne sted er også et afde steder på jorden, som regeringen valgte at forgribe sig på ved atomprøvesprængninger. Jeg har levet hele mit liv under nedfaldsskyer. Jeg bor ca. 150 km fra Nevada forsøgsamrådet (NTS). Den amerikanske regering har prøvesprængt tæt ved 1000 bomber på dette sted. Som dokumenter nu godtgør, besluttede USA s regering bevidst at ignorere miljøfarer og sundhedsrisici for alle mennesker, der boede i dræberbombernes vindretning.

De brugte millioner af dollars på at fortælle os, at vi ikke var i fare. I foldere, film og foredrag hævdede Atomenergi Kommissionen, at skønt stråling fra en atomeksplosion kunne være farlig - ja endog livsfarlig, så frembød de mængder, vi blev udsat for, ikke nogen fare. For de fleste af mine bysbørn var eksplosionerne derfor blot en imponerende forestilling. Nogle drog endog på skovtur for at iagttage disse begivenheder.

Vi var uvidende om, at vi spiste forurenede grøntsager fra vore haver, forurenet frugt fra træerne. At vi drak forurenet mælk fra køer, som havde græsset på forurenede marker. Og vi lod vore børn lege ude i vinden og støvet, der bragte dræbernedfaldet.

I 1953 døde adskillige tusind får under mystiske omstændigheder. Mange kvægfarmere lagde sag an mod Atomenergi Kommissionen (AEC) men tabte. Som det nu er bevist, var der læger, der løj og fabrikerede beviser til at støtte AEC's påstand, at fårene døde af unormalt koldt vejr og fejlernæring.

Som ung pige oplevede jeg, at kammerater fra min klasse døde af leukæmi og knoglekræft. Jeg havde venner" hvis forældre døde af forskellige typer kræft. Naboer og venner døde af kræft. Min far døde af et slagtilfælde efter at have fået fjernet en hjernesvulst. For seks dage siden sad jeg hos en 36 årig nabo, da han døde af melanom og efterlod kone og to små drenge. Og mange mennesker har lidelser i skjoldbruskkirtlen.

Før prøvesprængningerne lå kræfthyppigheden i vort område 25% lavere end det nationale gennemsnit. Men mellem 1957 og 1974 steg antallet af akut leukæmi i vort område til mange gange det nationale gennemsnit. Og statistikken over andre kræfttyper var også højere.

Ligesom de fleste af os var jeg naiv og uvidende. Jeg troede ikke, jeg var direkte ramt eller ville blive det. Det ændrede sig altsnmmen i nov. 1984. da min tre år gamle datter fik diagnosticeret en speciel type børnekræft (neuroblastom)-grad 4. En kræftsvulst hun efter alt at dømme var født med. I to år var vort liv opslugt af kampen for at holde Bethany i live.

Hver tredie uge rejste vi 800 km til børnehospitalet for at få kemoterapi. I syv uger fik hun også stråleterapi 800 km borte. Hendes lille krop gennemgik ni timers operation. To år senere var hun ude af behandling og i trivsel igen.

Selv begyndte jeg nu også at spørge: hvorfor? Svaret var altid det samme: "prøvesprængningerne".

I sept. 1907 deltog jeg i den første Verdenskonference for stråle-ofre i New York. Hvilken oplevelse. Mennesker fra hele verden. der led og havde set virkningerne af radioaktiv stråling på nært hold. Masser af notater blev sammenlignet, venskaber blev dannet og handlingsplanlægning diskuteret. Men for mig blev det en tid til at forpligte mig på at bekæmpe den uretfærdighed, der foregik i mit eget samfund og i hele verden. Da jeg kom hjem fra New York stod det dårligt til. Melanomet beherskede min søsters krop, hun var skiftevis på og ude af hospital. Hun kæmpede for at leve for sine seks børn. Adskillige uger senere, den 28. oktober fik vi det chock, at vores datter Bethany nu havde akut leukæmi. Dagen efter, den 29. oktober døde min søster Cathy.

Kan I forestille jer, hvor forfærdeligt det er at fortælle et seks års barn, at hendes moster er død af kræft - nu hvor barnet igen selv havde kræft og skulle igang med kemoterapi påny.

Bethanys bekymring var, at vi ville blive bedrøvede, hvis hun også døde. Vi fortalte hende, at hun ville blive helt rask - vi ville kæmpe sammen.

Men vi tog fejl. Alt var ikke helt i orden. En måned efter min søsters død døde vores elskede Bethany.

Bethany var kun et barn. Men hun var mit barn, som jeg elskede mere end selve livet. Jeg deler min fortælling med jer i dag for at sige til jer, at kampen ikke må standse. Hun behøver ikke at være død forgæves - gennem mig selv og gennem hver eneste af jer kan kampen mod de fortsatte prøvesprængninger lykkes.

De, som allerede er døde før os, kan tale gennem os, ved hjælp af os ved at kræve en afslutning på smerte og sorg og den umenneskelige ødelæggelse af liv.

Smerten, lidelsen og dødsfaldene er ikke blot noget, der allerede er sket, men noget der sker nu og vil fortsætte med at ske mange mange år fremover som resultat af de prøvesprængninger, der allerede er foregået.

De fortsætter med at prøvesprænge i Nevada, mens vi taler. De drister sig stadig til udslip i atmosfæren. Sommetider kan de kontrollere, hvilken vej det går (dette kalder de kontrolleret udslip). De venter til vinden blæser over mit hjem - vore hjem.

Vi befinder os allesammen i vindretningen. Ikke blot de af os, som bor i vindretningen fra Nevada Test Site (NTS) eller i vindretningen fra de sovjettiske prøvesprængninger eller det franske Mururoa område. I en vis forstand befinder vi os alle i vindretningen.

Energiministeriet bliver ved med at fortælle os, at vi ikke er i fare, som de har gjort lige siden den første prøvesprængning. Vi er ikke udenfor fare, og det vil vi heller ikke være, før alle atomprøvesprængninger standses.

Den anden Konference for strålingsofre er fastsat til april 1992 i Berlin. Lad os med jeres støtte afskaffe ordet: ofre. Og begynde at påvirke vore egne skæbner. Og en positiv fremtid for vore børn og børnebørn. Tak for alt det gode arbejde I i Internationale Læger mod KernevAben gør for vor fremtid. TAK!

Claudia Peterson
St. George, Utah.

Kort 2 tilføjet januar 2007. (red.)

Nevada Test Site Facts

Name: Nevada Test Site (NTS)
Location: Nye County, Nevada
Size: 1,350 square miles, larger than the state of Rhode Island.
Operaled by: U.S. Department of Energy (DOE)
Primary Purpose: Provide on-continent site for testing nuclear weapons for the Uniled States and Great Britain.
First Test: January 27, 1951
Total Tests: 840 (as of June 10, 1987, includes atmospheric tests and tests done in the Pacific and elsewhere.)
June 1991 total tests 956
Employees: Approximalely 8,000
Cost: $6 million to $60 million per test.

HVEM HAR RET TIL?

Tanker under en krig.

De fødes,
mødres glæde
fædres stolthed.

De pusles,
de pludrer,
de vokser.

Alle hvide,
alle gule,
alle sorte.

De trasker,
trip trap trap
til skole og lærer:

at læse
at skrive
at regne.

De fleste hvide,
mange gule
- en del sorte.

De leger.
De ler -
de drømmer.

De håber.
De tror.
De modnes.

De kysses!
De elsker!
De lever!

Alle gule,
alle sorte,
alle hvide.

Så slås de!
De skyder!
De myrder!

De såres,
de lider.
De dør!

De ødes,
de spildes.
De glemmes!

Mange sorte,
mange gule,
mange hvide.

Mødres glæde,
fædres stolthed
- nationens håb.

Ungdom i krig
med hinanden
- efter ordre!

HVEM HAR RET TIL AT GIVE
SÅDANNE ORDRER?

I en skringrende sindssyg
verden er spørgsmålet
nok uden mening!

J.Skræppenborg-Nielsen.

Digtet er trykt med tilladelse fra forfatteren/Lis Føltved)

En lille aforisme:

For at kunne miste sin forstand, skal man være i besiddelse af een.

Siger der noget om krigshetserne?

Dette nummer var redigeret af Vesterbro-qruppen.
Næste nummer redigeres af Virum-gruppen.
Deadline hertil er den 6.9.91.

NATO-øvelse på Sjælland

De sjællandske landmænd kan se frem til at få 15.000 danske og udenlandske gæster til september. Det sker, når soldater fra otte NATO-lande deltager i øvelsen "Action Express 91" på og omkring Sjælland.

På grund af afspændingen i Europa er øvelsen blevet reduceret fra oprindeligt planlagt 20.000 mand, oplyser NATO's enhedskommando i Karup. Øvelsen finder sted fra den 1. til den 27. september.

Styrken udgøres af danske soldater fra hæren, søværnet, flyvevåbnet og hjemmeværnet. Plus soldater fra Belgien, Tyskland, Italien, Luxembourg, Holland, Storbritannien og USA. RB

I mangel af fjendebilleder kunne de 8 NATO-lande jo i de 27 dage i september samles om den opgave at omdanne militær produktion til civil produktion.

Danmark skal skrotte 36 kampvogne.

Kender nogen tallene for de øvrige lande?

Inger Bjørn Andersen

Jeg har fået tre politikeres reaktion på mit brev til Folketingets Forsvarsudvalg, trykt i sidste "Køkkenrulle".

Jens Thoft har svaret positivt og sendt Knud Enggårds svar på hans spørgsmål, hvoraf især nedenstående angår vort ærinde.

Til Folketingets Forsvarsudvalg!

Ifølge CFE-aftalen skal der skrottes 36 danske Centurion kampvogne.

Fredsdividenden vil beløbe sig til ca. 300.000 kr. (En Centurion kamnpvogn vejer ca. 50 tons, og prisen for gammelt jern er 20 øre pr. kg).

''Kvinder for Fred" foreslår fredsdividenden anvendt til udviklingshjælp i den 3. verden, f.eke. til små afrikanske jorddyrkende kvindekooperativer.

Med venlig hilsen
Kvinder for Fred
v. Inger Bjørn Andersen

Spørgsmål 45: (Jens Thoft)

"Er det korrekt, at det er umuligt eller forbundet med meget store vanskeligheder af opskære og omsmelte metallet i en centuriontank i Frederiksværk eller i udlandet?

Svar: (Knud Enggard)

Destruktion af danske Centurion kampvogne er planlagt gennemført ved sprængning af de i kampvognen indgående komponenter.

Forsvaret vil derefter afhænde metallet fra de destruerede kampvogne til en kvalificeret produkthandler, hvem det vil påhvile at bortskaffe materialerne til danske eller udenlandske virksomheder. Hærens Materielkommando, der vil forestå sprængingen af "kampvognene, har oplyst, at en af forsvaret normalt anvendt produkthandler for nærværende ikke forudser væsentlige problemer med at afhænde metal fra de destruerede kampvogne.

Kære Inger Bjørn Andersen,

Tak for dit brev af 22. maj 1991.

Jeg har med interesse læst Jeres forslag og vil i den anledning komme med følgende kommentarer.

Den fredsdividende du omtaler i brevet, er allerede indeholdt besparelsen på forsvarsbudgettet på henholdsvis 130 millioner kr. og de 360 millioner kr.

Desuden kan jeg oplyse, at vi henhold til udkast til betænkning B 50, anbefaler - sammen med et flertal i Folketinget - at kommende militære besparelser overføres til indsats til støtte for økonomisk omstilling og demokratisering i Central- og Østeuropa og at indsatsen bør ske i sammenhæng med den øvrige indsats bl.a. via det nordiske samarbejde, samarbejdet inden for EF, OECD m.v.

Med venlig hilsen

Hans Hækkerup, MF.

Kære Inger Bjørn Andersen

Tak for brevet med forslag til en fornuftig anvendelse af fredsdividenden ved skrotning af de 36 centurionkampvogne.

Desværre fortæller eksperter os, at selve ophugningen af kampvognene er så dyr og kompliceret, at der ikke bliver overskud men tværtimod underskud fra selve skrotningen. Til gengæld bliver der så heldigvis besparelser på forsvarets drift af kampvogne, og vi slipper også for at købe nogle nye. Bl.a. af den grund bliver der sparet næsten en halv milliard kroner i indeværende og næste finansår og forhåbentlig langt mere i de kommende år. I Det Radikale Venstre er vi meget enige i, at disse penge skal bruges dels til støtte for den demokratiske udvikling i østeuropa og Sovjet, dels til at hjælpe den tredje verdens fattige lande.

Venlig hilsen

Jørgen Estrup