Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 10, 1992

Solopgangs-freds-hilsen

Lørdag d. 24. oktober var dagen, hvor hele verden skulle omkranses af "fredsklude.

En stump af "The Ribbon around the Earth" hang i Gladsaxe, hvor Inger Bjørn A. og Eva havde gjort et fint forarbejde med løbesedler og lokalradio-interview.

Regnen silede godt nok ned, men vi vidste jo, at solen var der et sted bag skyerne, så kl. 7.01 indtelefonerede Inger en solopgangs-freds-hilsen til FN, hvor "The Ribbon" er tilsluttet som NGO-organisation.

Derefter fragtede Eva os til Gladsaxe Rådhusplads, hvor vi på lange tøjsnore hængte fredsklude op. Trods det elendige vejr dukkede flere trofaste fredskvinder op med endnu flere klude - ialt var der over 100 - så da rådhusbetjentene kom og hejste FN-flaget og Dannebrog,kunne vi slutte kreds og synge "Kringsatt ..".

Inger holdt en lille tale om fredsdagen, uddelte et hefte om FN og sluttede af med sætningen, som hun havde skrevet på den nyeste fredsklud: En fremmed er en ven, du ikke kender - endnu!

Vi kom i tørvejr i bibliotekets store forhal, hvor vi på gulvet lagde resten af fredskludene i en stor kreds med fredstegnet. Mens vi sang, blev det hele grundigt fotograferet og filmet af Isabella, som også filmede fra det efterfølgende møde. så mon ikke der bliver en god film for os at se på næste års landsmøde?

Fredskludene blev flyttet til et af bibliotekets mødelokaler, hvor Else Hammerich talte kl. 10.30 for en skare på ca 25.

Et forsøg på referat:

FN er stort og fjernt og svært at forholde sig til. De fleste unge i dag koncentrerer sig om det nære: det grønne, det sunde, børnene. Men inderst inde tænker de globalt, kan bare ikke overkomme mere end det nære. Under Golfkrigen var der ingen store demonstrationer, selvom FN blev misbrugt og generalsekretæren ydmyget.

Lige så vigtigt som at holde FN-foredrag er det at overmale alle de grimme racistiske ord, der skrives på mure og bænke. (Else går med en sort maling i tasken!) Else har haft "nærkontakt" med FN. I forbindelse med Palau, hvor hun oplevede FNobservatørerne som dem, der bevidst lukkede øjnene for USAs ugerninger og var kyniske over for befolkningens lidelser. "Vi Palauere er små fisk. Vores regering er de lidt større fisk. I havet er der en haj: USA. Højt oppe i luften flyver en smuk fugl, som ikke ser os: FN! Rejs til FN og fortæl om os." Else tog til FN for at tale Palaus sag. Hun blev slået af den kulde og ironiske stemning, der herskede og endog smittede af på NGO'erne (ikke-regerings-repræsentanter). Alligevel var det et bevægende møde. For FN er udtryk for håbet. Gennem FNs menneskerettighedserklæring kan vi håbe på fred og samhørighed. "Alle mennesker er født frie og ligeværdige". FN er ikke dobbeltmoralsk, men multimoralsk.

FN er, hvad vi gør det til!

Hvad kan vi gøre ved den 3. verdenskrig, der er i gang nu? Vi skal ikke tro på militærmagtens nødvendighed, som Ritt Bjerregaard gør ved at tale om militærets stabiliserende funktion - det som Maastricht-traktaten vil. Folketingsflertallet vil nu gennem deres forlig holde Danmark ude af det fælles militær. Men det er ikke nok. Vi skal kræve, at hele EF forhindres i at blive en militærmagt, der har egne "interessesfære". Kun FN van lave upartiske aktioner ved at følge sit oprindelige formål: fred for alle nationer!

FN skal stoppe med at være stormagternes redskab. Det skal demokratiseres, og der skal ansættes freds- og konfliktforskere - osse kvindelige!

De nationale hære skal afskaffes, i stedet må FN have en stående styrke at bruge som aller-allersidste løsning f.ex. til fremføring af nødhjælp.

Men alt dette nytter kun, hvis vi mennesker ændrer vores bevidsthed og lever efter at Jorden er vores fælles bosted. Naturen, jorden, dyrene må vi ikke skalte og valte med. Vi må se ud over egen levealder.

Trods en begrundet pessimisme må vi tro på, at en global bevidsthed er ved at fødes. Det usynlige netværk er overalt. Det fredsbånd, vi i dag har spændt ud, giver håb.

Efter Elses tale havde vi en lang og god snak, hvor flere kom frem med personlige oplevelser og erfaringer. Bevidstheden om, at det ikke er nemt, heller ikke at overskue vores "gode gerninger". Men valget står mellem at dele eller at døl

Det var godt at være i en kreds, hvor vi så åbent kunne vise vores angst og tvivl, og kunne give hinanden håbet og troen på, at det alligevel nytter!

Og så var det dejligt at være gæst i Gladsaxe - tak for det!

Stop det!

I dag er dedt FN-dagen. Digteren Niels Hav har i denne anledning skrevet brev til Boutros Ghali, FNs generalsekretær.

Borgerkrig i Europa
Og sultens geografi er uforandret
Kapitalens fundamentalister
Har sat sand på menuen
I de store tomme kantiner
Deres verdensorden
Er uspiselig

En hær af halvdøde
Kravler rundt i Afrikas ørkener
Mens verden bugner og korn og brød
Som kun må sælges under visse omstændigehder
Der aldrig indtræffer. De rigtige stempler
Mangler i papirerne, parlamentet holder fri
Så de døende må udvise en smule tålmodighed
Og vente nogle uger endnu
Eller spise sand

Mens spekulanternes restaurenter
Hver dag skraber en overflod af frisk mad
Ned i containeren med svinefoder
Så Europas svin i deres klimastalde
Har en højere levefod end flertallet
Af jrodens befolkning
Og kapitalens fundamentalister
Har sat sand på menuen
I de store tomme kantiner
Overalt i Afrikas ørkner

Og med munden fuld af sand
Hensynsløst pløjet jord
Eller brændt levende
Ligger de døde muslimske soldater
I titusendvis spredt ud
Over den arabiske ørken
Tilmed deres død blev frastjålet dem
Af amerikanske mediesrateger
(En skænsel for den 'frie presse')
Deres verdensorden er uspiselig

Alle disse sindsyge stammekrige
Finansieret af dollar og D-mark
De frie markedskræfter er en dum vits
Når kapitalens fundamentalister
Har sand på menuen
Og alverdens børser fra Tokio til N. Y.
Indøver ragnarok

Hvem skal nedlægge veto
Mod alle disse dødsdomme?
Jeg er et menneske og må derfor appellere
Til Gud - og til Dem, Hr. generalsekretær
Boutros Ghali: Stop det!
Der findes ikke andre institutioner
Eller instrumenter for den sunde fornuft
End Forenede Nationer
Så stop det!

Kapitalens fundamentalister
Vil forvandle kloden til en ørken
De har sat sand på menuen
I de store tomme kantiner. Stop det!
Den nye verdensorden er uspiselig

Dette digt fra Politiken læste Else forbindelse med sit foredrag på FN-dagen i Gladsaxe.

Nobels fredspris

blev som bekendt i år tildelt Rigoberta Menchú.

Sammen med Fredsligaen sendte vi hende et lykønskningskort.

Vil man vide mere om Rigoberta, kan man på biblioteket låne en bog, som hun har skrevet, "Jeg hedder Rigoberta. Et liv og en stemme fra Guatamala". Udgivet 1985 af Mellemfolkeligt Samvirke.

Nogle alternativer til et militært EF

Af Else Hammerich, Inger Bjørn Andersen, Hanne Norup Carlsen, Uffe Geertsen, Bente Hansen, Finn Held.

Lånt fra JuniBevægelsens åbne hvidbog om Danmark, EF og Europa.

Når vi ikke tror på, at en militariseret EFunion kan løse de åbenlyse sikkerhedsproblemer, som eksisterer i Europa og på globalt plan, hvordan forestiller vi os da, at der kan skabes sikkerhed? Det vil vi give nogle bud på i det følgende, og håber på en levende debat om det.

Europæisk sikkerhedsordning nødvendig

Igennem de sidste år har Europa og Verden forandret sig, på godt og ondt, og der er brug for nytænkning, nye former for samarbejde, en ny europæisk orden og en ny verdens­orden. Men der ikke brug for, at EF militariseres.

På globalt plan hindres fred og sikkerhed af den spiral afnød, militarisme og ødelæggelse af miljøet som nu dagligt dræber 40.000 børn og som i fremtiden truer alle på jorden. Denne onde spiral kan kun standses ved en samordnet global indsats via FN.

For at løse Europas etniske og sociale konflikter og krige er der brug for en samordnet, sikkerhedspolitisk indsats, der omfatter alle europæiske lande. Den bedste mulighed er CSCE, den europæiske sikkerheds- og samarbejds­konference, som nu omfatter 52 lande.

Derimod er der ikke brug en ny militær supermagt. For hverken verdens eller Europas problemer kan standses ved hjælp af våben, tværtimod, våben optrapper konflikterne.

Derfor må Danmark afvise, at EF får en forsvarspolitik, med Vestunionen som militært redskab, og at der oprettes paramilitære EFpolitistyrker. Det er ikke nok at undgå, at Danmark bliver medlem af Vestunionen, og at danske soldater deltager i fælles EF-forsvar. Vi må tænke længere end til vores egne interesser.

Danmark må modsætte sig, at det civile EF's institutioner og budgetter anvendes til militær planlægning og militære formål. Her må vi stå fast ved det memorandum, Folke­tinget vedtog i 1990:

"Regeringen afviser at det europæiske politiske samarbejde kommer til at omfatte et forsvarspolitisk samarbejde - her­under oprettelse af fælles militære styrker".

Hvad er sikkerhed?

Når der skal dannes en ny, europæisk sikkerhedsordning, må det ske ud fra et moderne sikkerhedsbegreb: I dag kan sikkerhed ikke opnås af en stat på bekostning af en anden.

Sikkerheden er universel. Den er i langt højere grad politisk, økonomisk, social og økologisk, end den er militær. Våbenmagt kan kun skabe sikkerhed, når den anvendes fredshåndshævende eller fredsskabende. Det kræver en organisation, som er hævet over nationale interesser, magt og økonomi, hvilket ikke kan siges om EF.

Det europæiske samarbejde, som er nødvendigt, og det EF, vi ønsker, skal ikke indrettes på at kunne føre krig, men på at: bidrage til fredelig løsning af etniske konflikter, som der vil blive flere af, ændre sin produktion og handel, så de skader mennesker og miljø mindst muligt, være med til at fordele jordens ressourcer mere ligeligt, kort sagt være med­skaber af en global civilisation, som hverken er domineret af USA eller Europa, men reguleres af et stærkt og ligeværdigt FN-samarbejde.

Vi må arbejde for, at Norden bliver i stand til at opbygge et alternativ til den traditionelle magtpolitik. Vigtigt er det derfor, at Danmark ikke binder sig til EF -unionens kommende militære opbygning.

Nato er Danmark fortsat medlem af. Men for det første har Nato en anden karakter end Vestunionen. Nato kan ikke operere globalt, som Vestunionen skal kunne det. Endvidere udgør Nato (Atlantpagten) i princippet et forsvars­samarbejde mellem selvstændige nationer, - i modsætning til Vestunionen, som skal være forbunds­statens (EF-unionens) militære arm.

Og endelig søges Nato i disse år ændret i retning af et forsvarssamarbejde sammen med de central- og østeuropæiske lande. Målet for dansk politik må være, at denne proces føres igennem, samtidig med at CSCE styrkes og udvikles til efterhånden at overtage europæiske sikkerheds­opgaver.

Dersom der kan skabes politisk vilje til det, er der ingen hindringer for en sådan udvikling.

Afgørende vil det derfor være, at de nordiske lande står frit til at støtte denne proces.

Sikkerhed: Afskaf fattigdom

Et civilt EF har gode muligheder for at bidrage til sikkerhed ved hjælp af økonomiske midler, dersom den politiske vilje er til stede.

Sikkerhed kræver retfærdig handel, dvs. lige handelsvilkår, evt. positiv særbehandling af dårligt stillede lande. Men hvert år taber ulandene 500 mia. $ til det rige Nord på grund af ulige vilkår og handelsbarrierer - det er 10 gange værdien af al u-landshjælp.

Derfor bør EF skridt for skridt åbne sine toldmure og arbejde for en tilsvarende åbning af de øvrige handels­blokke i Nord, så u-landssamhandelen kan få en reel betydning for de fattigste lande.

- Jo bedre levevilkår i de fattige lande, jo større sikkerhed for os alle. Derfor må u-landenes gæld eftergives, og krisehjælpen forbedres. Et land som Danmark bør betale 0,5% af sit bruttonationalprodukt (BNP) til støtte for Østeuropa og 0,5% til global miljøindsats, udover den ene procent, vi betaler til ulandsbistand. Det samme kunne andre EFlande gøre. Pengene kan tages fra forsvars­budgettet.

Danmark og Norden har valgt at give bistand til udvikling i de fattigste lande. EF's tidligere kolonimagter vælger ofte modtagerlande efter strategiske hensyn, også lande med et højt militærbudget. Indtil det ændres, skal Danmark ikke overlade mere styring af sin ulandsbistand til EF.

Sikkerhed: Et stærkt og demokratisk FN

Det er i FN, at en global civilisation - eller ny verdensorden - kan skabes: det eneste forum, som kan hæves over alle nationale interesser. I modsætning til EF, som altid vil blive betragtet som partisk. Men FN har tabt anseelse, fordi det mangler demokrati, handlekraft og penge.

Norden og Europa må gå i spidsen for at give FN større myndighed.

FN reformeres, så det kan løse sine presserende opgaver og holde fast i sin oprindelige ide: at drage omsorg for fred og menneske-I rettigheder for alle nationer. FN må ikke blive et redskab for USA's eller Europas, eller andre stormagters magtudøvelse.

England, Frankrig og USA dominerer Sikkerhedsrådet, som derfor åbnes, så andre lande, herunder den 3. verden får en stærkere placering. De 5 faste medlemmers vetoret begrænses, og flere vigtige afgørelser træffes af Generalforsamlingen. Verdens befolkninger kunne få direkte adgang til FN, f.eks. ved atder holdes parallelle samlinger for de internationale folkelige bevægelser, NGO'erne (Non Governmental Organizations).

FN's generalsekretær får en stab af konfliktforskere og en kollektiv ledelse, og større ret til at tage initiativer, for sel vstændigt at kunne forhandle og mægle, før konflikter bryder ud.

FN kunne få en stående, bevæbnet styrke, der kan være fredshåndhævende, som foreslået af Generalsekretæren. Men kun på betingelse af, at det lykkes at demokratisere FN.

FN's budget er på 7 promille af verdens årlige militærudgifter. Det ændres: stormagterne må betale deres restancer til FN, og der sikres et realistisk budget gennem højere bidrag.

Sikkerhed: Ødelæggelsesvåben afskaffes

Supermagterne har afskaffet en del våben, men oprustningen fortsætter, ikke mindst i ulandene, som "hjælpes" af vestlige våbenproducenter. Der handles våben som aldrig før, også atom-, biologiske og kemiske våben. Den kolde krigs vældige produktionsanlæg for våben er svære at afskaffe: politikerne frygter arbejdsløshed og social uro. Det er et globalt problem, især farligt i det tidligere Sovjet. Løsningen er omstilling til civil produktion. - Alle internationale fora må derfor arbejde for omstilling fra militær til civil produktion. En del af øst- og u-lands støtten gives direkte til omstilling. EF's industripolitik må støtte omstilling, både af egen våbenproduktion, af østlandenes og af u-landenes.

FN og CSCE får ret til at føre kontrol med al våben­produktion, alle lagre og al handel med våben, herunder våben transport, også den danske, som er en af verdens betydeligste.

Samtidig forbydes stadig flere typer våben og våbenhandel.

Norden og Danmark går foran i de europæiske nedrustningsbestræbelser med en total omstilling til defensivt forsvar.

Stadig flere regioner i verden, bl.a. Norden, garanteres som atomvåbenfri zoner, som skridt mod atomalderens afslutning. Vesten opgiver alle sine a-våben. Det er hykleri at jagte kernevåben i andre lande, når man ikke selv afstår fra dem. Der tages initiativ til at oprette neutrale, afmilitariserede fredszoner i alle verdensdele, som besluttet i 1978 af FN's Generalforsamling, - på vej mod en tid uden rnilitæralliancer og stående hære.

Sikkerhed: Fredelig konfliktløsning

Det bedste forsvar er evnen til at løse konfliktcr uden vold. Hertil findes metoder, forskning og fagfolk. Denne kompetencc skal bruges i politik.

Beslutningstagerne i EF, CSCE, FN, NATO og de nationale parlamenter får paneler af freds- og kontlikforskere, - med ligelig kønsfordeling - som de rådfører sig med og som medvirker ved forhandling og mægling.

Der etableres et Internationalt Konfliktforknings Råd i Europa, med f.eks. 50 fremtrædende kvinder og mænd, og et Europæisk fredsuniversitet, der tilbyder kompetence­givende studier i emner, der har betydning for inter­national forståelse, nedrustning, omstilling og fredelig konfliktløsning.

Global kompetence: Interkulturel forståelse, miljø­bevidsthed og fredelig konfliktløsning prioriteres højt i al uddannelse og forskning.

Konklusion:

Som det ses, eksisterer der mangfoldige handlemuligheder for at tilvejebringe større international sikkerhed. En militariseret EFunion, som Maastricht-papiret lægger op til, vil være en regulær hindring for mange af disse forslag, og kan ikke med saglige argumenter betragtes som et lødigt led i en ny sikkerhedsordning fur Europa.

Kompromis om EF og Unionen.

Cap Horn danner rammen om en spændende møde­række.

Fra mødet citerer vi Drude Dahlerup:

Hun mente ikke, en dansk tilslutning til EØS-aftalen ligger lige for.

Det vil være fint med en identisk status. Men for Junibevægelsen handler det om EF-unionen. Det er den, vi er fælles om.

Der kan sagtens findes modeller for et tættere nordisk samarbejde, uden at alle de nordiske lande nødvendigvis har samme relation til EF.

Junibevægelsen arbejder for et europæisk samarbejde i flere cirkler, og vi ser gerne en koordineret nordisk indsats i forhold til EF.

Tankerne om en Nordisk Union i stedet for EF-unionen er udtryk for en gammeldags EF-måde at tænke på. Det nordiske samarbejde er netop kendetegnet ved, at det er funktionelt. Det er vokset frem af behov i folks dagligdag i stedet for samarbejde for samarbejdets skyld.

Humanitær hjælp - forlænger den krigene??

Det er et meget vanskeligt spørgsmål, Aase Bak stiller os i Køkkenhullens oktober-nummer: Forlænger vi i virkelig­heden krigene rundt om i verden ved at yde humanitær hjælp til ofrene? Og skal vi derfor hellere lade være, så krigene derved (måske) afkortes?

Jeg vil først hæfte mig ved den usikkerhed, der er, for at krigene derved afkortes eller standses. Krigene både i Jugoslavien og Somalia (og mange andre steder) føres med en brutalitet, der vidner om fuldstændig afstumpethed og ligegyldighed over for ofrenes skæbne. Det er, som om mændene først med et gevær i hånden eller et sæde i en kampvogn føler sig som rigtige mænd. Det synes at være et fåtal, der modsætter sig rollen som dræbere og stiller spørgsmålet: Hvad er det, jeg sætter livet på spil for? Hvad opnår jeg selv - personligt? Hvad gør jeg bagefter?

Også derfor er det nødvendigt, at omverdenen viser en anden virkelighed, en virkelighed, der omfatter respekt for de døde og døende og omsorg for de levende med mad, tøj og husly, transport til mere sikre steder og modtagelse af flygtninge i ens eget land.

Det er muligt, det forlænger krigene, men undlader vi hjælpen, vil den afstumpede følelse af, at "enhver er sig selv nærmest", som i de senere år har bredt sig - også i Danmark - tage overhånd. Kristendommens barmhjertighedslære er ikke mere "in", og jo mere krisen kradser, jo vanskeligere er det at overbevise folk om, at vi må yde ofre i forbindelse med en - for os meningløs krig.

Derfor er det meget vigtigt, at vi samtidig med hjælpen stiller krav til vor egen regering og til FN om at gribe ind over for den tilgrundliggende forudsætning for at føre krig: våbnene!

Vi hører meget lidt fra FN om en håndhævelse af våbenembargoerne og intet om en indsats over for våbenhandelen og våbentransporterne, som betinger fortsættelsen af krigene.

Jeg kunne ønske - og vil foreslå - at Kvinder for Fred, evt. sammen med Aldrig mere Krig og International Liga for Fred og Frihed, vil henvende sig til vor egen regering og folketing med dokumentation for vores egen våbenproduktion og -transport og forlange den stoppet.

Også Maastricht-traktatens planer om en fælles europæisk hær og våbenindustri skal skrinlægges, og dette må vi forlange optaget i en ny traktat.

Samtidig skal vi henvende os til FN og forlange våbenembargoerne effektiviseret, og at FN tager helhjertet fat på problemet: våbenindustri og våbenhandel.

Det er indlysende, at det må forekomme nytteløst at yde hjælp for milliarder til krigsofre, når våbenindustrien samtidig skaber grundlaget for nye krige og nye ofre.

Thyra Hansen, Virum.

Humanitær hjælp eller ej!

Det var en meget tankevækkende opfordring, Aase Bak fremførte i Køkkenrullen nr. 9/92: at vi måske skal holde os væk og lade dem, der vil kriges, selv rydde op efter sig - både med hensyn til sårede og flygtninge.

Hvis man tør tro på, at det mindsker krigshandlingerne til begge sider, bør forsøget gøres. Når vi ser på de vanskelig­heder, det giver, at få både asylansøgere og flygtninge indpasset i samfundet, vil en forbliven på stedet godt nok også skabe store ofre, gru og mord men måske også en modstand, som giver "fjenden" så mange vanskeligheder, at det begrænser krigshandlingerne.

Jeg kommer til at tænke på det gode råd om at vende den anden kind til.

Hvis den, der giver den første øretæve, har handlet i panik og derfor reagerer på "fjendens" ro, vil han/hun nok betænke sig på at slå en anden gang.

Men hvis han/hun handler i panisk vrede og magtesløshed, falder også øretæve nr. 2, 3, 4 osv.

Kan man så lade være med at flygte? Eller etablere krigen ved at slå igen?

Hvis ingen derefter blander sig, må følgerne blive begrænsede - måske til den ene dør.

Men så er krigen slut. Ved indblanding kan ringene brede sig uoverskueligt. Kvinderne i Greenham Common gjorde forsøget - og satte gang i missildebatten et lillebitte, men gavnligt nålestik. De var bare alt for få. Og her er nok det største problem. Vi vil være alt for få og små i forhold til dem, der er interesseret i våbenindustri og -salg, og som overhovedet ikke har tanker tilovers for alle de mennesker, der mishandles, dræbes eller flygter.

Et generelt forbud mod våbenfremstilling og -brug er det eneste effektive middel.

Derfor gælder mottoet: "våbenmilliarderne til mad" fortsat og er lige aktuelt nu, som før Russer- og Murfald.

Ja, undskyld Aase, at jeg ender så pessimistisk, for jeg har stor sympati for din tankegang.

Hvis krig og ufred vildt raserer
og men'sker flygter overalt,
når rige lande sig garderer
og lukker grænserne totalt,
er det så spil for galleriet
der puster til racismens kval
imens kanoner frit passerer
kan man så holde sig neutral?

Lillemor Hornbech-Madsen

Vi behøver ingen union

Inger Bjørn Andersen,
Buegården 9, Bagsværd:

Bjørn Westh skriver den 1. oktober i kommentaren »Klar EF-tale hos os«, at fred er et naturligt område for EF-samarbejdet Selvom Bjørn Westh bruger det smukke ord fred, hopper jeg ikke på den og stemmer ja ved næste folkeafstemning. For i Maastricht-traktaten hedder det forsvarspolitik og i jeres kongresudtalelse tog I kun afstand fra fælles forsvar.

Ved »Kvinderfor Fred«s foretræde for markedsudvalget 6. december 1991, forklarede Bjørn Westh mig, at forsvars­politik f. eks. også betød våbenkontrol, og at det kunne jeg vel ikke have noget imod.

Nej, det har jeg ikke, men det behøver vi ikke have nogen union for. Vi kan gå i gang nationalt med det samme.

Danmark har verdensrekord i produktion og eksport af landminer (min kilde er tidsskriftet Ikke vold nr. 2/1992).

Bjørn Westh! Sæt fokus på den nordsjællandske landmineproduktion og få Thøger Seidenfaden til at starte et ugentligt TV-program: »Hvordan arbejder det justits­ministerielle kontor Statens Våbenkontrol?« I »Nordiske Kvinders Fredsnetværk« har vi en vision om en global civilisation. For os er et militariseret EF-marked et vild­spor på den vej.

ENGLEBUTIKKEN

I en englebutik kunne man få alle drømme og ønsker opfyldt.

En kvinde ønskede, at alle krige skulle høre op.

Et smukt ønske, sagde englen, ellers andet?

Ja, kvinden drømte om, at sult, nød og elendighed ikke fandtes i verden.

Meget smukt, er der andet, du drømmer om.

Englen smilte opmuntrende.

Hvis jeg virkelig må ønske mere, sagde kvinden, så ku' jeg godt tænke mig, at alle var lige uanset køn, race og nationalitet.

Fint, sagde englen, ønsk dig kun alt, hvad du vil.

Overvældet af glæde kom kvinden frem med alle drømme om hele verden fri for had, vold, misundelse, fattigdom, forurening osv osv.

Udmærket, svarede englen, problemet er kun, at vi her i butikken ikke har frugt, kun frø.

(Fortalt af en finsk præst i Kvindeteltet på Østersøtræf, oversat af Birgit Horn).

"FREDSAKTION 92"

Den høring om Kosova, som blev omtalt i sidste nr. af Køkkenrullen, afholdes på

Borups Højskole,
Frederiksholm Kanal 24,
København.

Datoen er flyttet til 6. dec.

Mødet varer kl. 10-16, og man kan til frokost købe albansk mad.

Lyt til danmarks radio:

25. nov. kl. 9.13 "Drømmen om fred" om Jugoslavien.

2. dec. kl. 9.13 "Flygtninge i Makedonien".

20. dec. kl. 12.25 "Hvis jeg ikke er flygtning nu, hvornår er jeg så?"

25. dec. kl. 12.35 "Vi holder møder, de deler våben ud" med deltagelse af bl.a. Lisbeth Christiansen, som vi kender fra landsmødet.

Et nyt blad "Argument" har set dagens lys. Det er udsprunget af Nej til Atomvåbens blad "Ekstraposten" og skriver om sikkerhedspolitik og folkelige bevægelser, lokalt og globalt.

Det udkommer hveranden måned og koster 110 kr. årl., løssalg 20 kr.

Adr.: Kong Valdemarsvej 19,
2840 Holte,
tlf. 42 80 17 25.

Red.: bl.a. Maria Bergsøe, Toni Liversage, Harald Plum, Judith Winther.

Dette nr. er redigeret af Aalborg, som også er red. på næste nr.

Send stof dertil senest 2/1.93 til Aase Bak-Nielsen, Skalvej 14, 9240 Nibe.