Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 9, 1992

Obs!

Køkkenrullen

Obs!

Som refereret andetsteds fra Landsmødet står Køkkenrullen - og dermed Kvinder for Fred - over for svære problemer.

Når de abonnenter fraregnes, der får bladet gratis (andre fredsbevægelser, biblioteker, o.a.), burde der være ca. 230 betalende abonnementer.

I det forløbne "betalingsår" fra oktober til oktober, hvor girokortet følger med bladet, har 107 abonnenter betalt for 1992, altså knap havdelenl 54 har ikke betalt siden okt. 1988 (el. tidligere!), og hvis vi annullerer alene deres abonnement, kommer vi ned i nærheden af 200 abonnenter.

Det kedelige er blot, at bladet ikke kan blive distribueret af postvæsenet på nuværende måde, når der er under 200 abonnenter.

At udsende bladet individuelt bliver alt for kostbart - ud over at det er et stort arbejde.

Summa sumarum: Vi l bevare bladet - og dermed Kvinder for Fred - eller ej??

Synes I, der stadig er brug for Kvinder for Fred, så beder vi om, at I husker indbetalingskortet eller i det mindste gør det klart, at I vil slettes som abonnenter.

Vi tager det næste år som et prøveår og håber naturligvis, at vores lille niche i fredsarbejdet vil overleve. Til gengæld vil vi forsøge at gøre bladet bedre og mere indholdsrigt, og dertil hører også, at abonnenterne ytrer sig i bladet, og at flere grupper (og flere i grupperne) melder sig til redaktionerne.

P.s. Et blik på det seneste kontoudtog afslører, at indeståendet - efter betaling af september-nummeret - andrager kr. 4289,26.

Som det ses andetsteds i bladet, har PALAU nu brug for de penge, der er opsparet på vores konto, og som nu beløber sig til 3236,00 kr. Tilbage er kr. 1053,26, som knebent kan dække oktober-nummeret, som I sidder med i hånden.

Derfor vil det være dejligt med hurtig reaktion på girkortet! T.H.

Landsmødet

Det var godt at mødes. Vi har behov for at snakke sammen, også selvom det for en dels vedkommende kun bliver en gang om året. Det er ikke blevet nemmere at være fredskvinde. Tværtimod. For lo år siden var det enklere. Vi sagde Nedrustning i øst og vest, Våbenmilliarderne til mad, Venskab over grænserne. så faldt muren mellem øst og vest, de lovede nedrustning og venskab, men først Golfkrigen og nu Jugoslavien forstyrrer stærkt billedet af den "nye verdensorden". Nu har vi tæt på en borgerkrig i et land, hvor mange ellers havde troet, .de havde lært at leve sammen i deres forskellighed.

Hvordan tackler vi i Kv.f.F. dette forfærdelige og indviklede problem? Mange, som gik med os i vore demonstrationer, siger nu, at det nok alligevel er nødvendigt med militær indgriben. Er det det? Danmark skal tage stilling, altså skal vi som samfundsborgere tage stilling. Det er svært. Derfor er det nødvendigt, at vi mødes og helt åbent ved at snakke sammen prøver at hjælpe hinanden til en mulig afklaring.

Vi brugte en god lang lørdag eftermiddag på problemet og fik den bedste hjælp af Lisbeth Christiansen, som gaven grundig baggrundsanalyse af forholdene i Jugoslavien.

Lisbeth var med til at starte "Fredsaktion 92", der kun beskæftiger sig med Jugoslavien. Hun har selv set de fortvivlede forhold dernede og har kontakt med fredsorganisationer, der dagligt holder demonstrationer i Sarajevo. Hun havde det også med "Mødre for Fred" i Zagreb, der protesterede mod, at deres sønner skulle gøre tjeneste i den føderale hær, som bl.a. angreb deres egne hjembyer i Kroatien.

Men da de fik deres sønner frigjort fra den serbiske hær, sendte de dem straks ind i den kroatiske hær! Hadet accellererer. Børnene lider mest. Der er flere sårede børn end voksne. Forældrenes sorg forøger børnenes lidelser.

Lisbeth gav et rids af den historiske udvikling i Jugoslavien, som lige siden Romerriget har været stormagternes legeplads.

Exempler: Indtil 1912 delt mellem Østrig/Ungarn og Osmanniske Rige (Tyrkiet).

Efter 1. verdenskrig støttede England ensidigt serberne. Under 2. verdenskrig var Kroatien tysk lydland, hvor serberne blev nedslagtet bestialsk. Efter krigen støttede Churchill Tito, som diktatorisk holdt uroen nede. Efter Titos død fortsatte den etniske borgerkrig, hvor den slap i 1946.

Den alt for hurtige industrialisering af landet har skabt enorme frustrationer hos befolkningen. Landboerne blev tvunget ind i byerne til et totalt anderledes samfundsliv. Den etniske sammenblanding blev mere udbredt. 5-7 millioner Jugoslaver har ikke noget klart etnisk tilhørsforhold, men er af blandet familie.

I Kosova er der store jernforekomster, der sikrer landets egen våbenproduktion og -export. Derfor vil Serbien ikke give Kosova selvstændighed. "Jugoslavien er USA's største våbenfabrik". Størsteparten af USA's våben i Golfkrigen var lavet i Jugoslavien. Landet mangler ikke våben, men soldater! USA har store økonomiske intersser i Jugoslavien. Serbiske politikere har tømt alle serbiske bankkonti og overført dem til udlandet (USA? Schweiz?). Der er kyniske kapitalinteresser både i nuværende våbenproduktion og i fremtidig genopbygning af landet.

Styret er groft mandschauvinistisk. Der er ingen beskyttelse af kvinder og børn.

Med Danmarks beslutning om at sende soldater til "fredsskabende" aktioner, er Danmark reelt i krig med Jugoslavien. Militærforskere har fraråde t , nødhjælpsorganisationerne har frabedt sig "hjælpen", som de frygter vil optrappe krigen.

"Fredsaktion 92" havde lavet hele forarbejdet til modtagelse af jugoslaviske børn på danske sygehuse, da FN pludselig meldte fra af transporthensyn.

Jugoslaviske fredsfolk ønsker konference mellem krigsherrerne, oppositionen og fredsbevægelserne. De ønsker ophold for flygtninge i naboområderne.

De flygtninge, der kommer til andre lande, må tilbydes civiliserede forhold.

Vi kan støtte dem ved at kæmpe for deres forsamlings- og ytringsfrihed, bl.a. ved at skaffe dem papir til de to oppositionsblade, der endnu findes.

Under debatten blev der foreslået, at CSCE (hvor alle europæiske lande incl.Rusland + USA og Canada deltager) skal foranstalte "tæppebombning" med mad og medicin til alle parter i Sarajevo - betalt af militærbudgettet. Det må være en opgave for Nordiske Kvinders CSCE Netværk, som blev dannet i Kbh. 9.august.

Der blev også stillet spørgsmålstegn ved nødhjælpens betydning og foreslået at give de jugoslaviske kvinder ansvar for at holde deres mænd og sønner fra at gå i krig. Dette spørgsmål vil vi prøve at gøre til debatemne i Køkkenrullen.

En resolution blev i fællesskab udarbejdet. Den blev faxet ud (af højskolen) søndag eftermiddag.

Lørdag aften gennemgik vi Nordiske Kvinders Fredsnetværks årsmøde.Det er refereret andetsteds i bladet. Det kan meget anbefales at tilslutte sig - og dermed få det indholdsrige norske blad LINK.

Søndag var "opsamlingsdag". Vi vedtog at støtte en kampagne for plantning af oliventræer på Vestbredden som en hjælp til palæstinenserne til genopbygning af deres samfund.

Aldrig Mere Krig er i gang med at lave register over våbenproduktion, -handel og transport. Bitten Forchhammer opfordrede os til at indsende oplysninger derom, som vi måtte støde på (både dansk og udenlandsk) til Peter Iversen, Hedehusvej 85, 8450 Hammel. Send kopier eller udklip med oprindelsessted og dato.

Birgit Horn opfordrede os til at skrive læserbreve med krav til politikerne om at tage hele våbenproblemet op. Uden våben ingen krig, Danmark er verdens største våbentransportør, våbenfabrikation sluger enorme ressourcer, militæret belaster miljøet meget.

KØKKENRULLEN. Vi var enige om, at bladet er alt for tyndt. Vi diskuterede evt sammenlægning med andre (for dyrt), konstaterede at mange har glemt at betale, og at vi er inde i en dårlig nedadgående spiral. Sluttede med, at det er vigtigt for vores sammenhold, at vi bevarer bladet. Prøver det næste år at give det en kraftig indsprøjtning af originale indlæg, gerne til debat, så vi bliver et supplement til, og ikke en udklipskopi af de andre fredsblade. så hermed opfordring til at skrive om jeres problemer, visioner, uprøvede og prøvede ideer, spørgsmål, tanker osv osv. så ser vi om et år, om vi skal fortsætte eller evt blive et par sider i LINK.

Redaktionsgrupper: okt.92 Virum (Thyra Hansen), nov.92-jan.93 Aalborg (Aase Bak-N.) febr.-marts 93 Aarhus (Birgit Arnakke), april-maj 93 Vesterbro (Grete Møller), juni-aug.93 Gladsaxe (Inger Bjørn-A.), sept.-okt.93 Virum (Thyra Hansen).

PALAU. Inger Bjørn-A. fortalte, at der for 13. gang skal være afstemning - om grundloven skal ændres, så USA kan få lov at stationere a-våben på Palau. Men først skal der være præsidentvalg i november. En af de 3 kandidater er grundlovsforkæmper. De 3.211 kr, der står på vores Palau-konto, sendes nu til Bernie Keldermann til hjælp i valgkampen og ved afstemningen, som bliver den absolut sidste chance for at bevare Palaus ret til at være a-våbenfrit land.

REGNSKAB. Thyra gennemgik regnskab for indeværende år. Der sendes girokort ud med okt.nr. og opfordres kraftift til at betale. Kontingentet er uændret.

BÅNDET OMKRING JORDEN. Inger Bj.A. fortalte, at de i Gladsaxe laver aktion ved Rådhuset kl.8,24.okt. og på biblioteket kl. 10-13, hvor Else Hammerich vil tale.

Alle er velkomne! Aalborg prøver at lave solopgangsaktion et sted ved havet. De, der laver noget bedes sende fotos deraf til Inger Bj.A. senest 14.nov.

Der forberedes udsendt en bog til foråret om aktionerne verden over.

Kv.f.F. i Gladsaxe vil opfordre byrådet at oprette et "Speaker's corner" på Gladsaxe Torv. Ideen må gerne kopieres!

De norske fredskvinder har udarbejdet et "Miljøløfte". Det vil Bodil Honoré omarbejde til dansk og orientere om i senere nr. af Køkkenrullen.

Vi var ikke ret mange, kun 12, men vi havde et godt og givende møde. Dejligt også at se nogle, vi ikke har set de sidste par år. Og Brenderup er jo et herligt sted!

Så selvfølgelig holder vi landsmøde igen til næste år, 25.-26.sept på Brenderup.

Gode idéer til emne og foredragsholder sendes til Birgit Horn.

Tak for denne gang og på gensyn!

Kvinder for Fred anbefaler tæppe­bombning af Bosnien-Hercegovina med mad og medicin.

Brug våbenmilliarderne til mad!

Kvinder for Fred samlet til landsmøde på Brenderup Folkehøjskole tager afstand fra dansk deltagelse i "fredsskydende" aktioner i Bosnien-Hercegovina.

Vi tilslutter os de internationale hjælpeorganisationers afstandtagen fra militæreskorte.

Vi opfordrer Folketinget og regeringen til at arbejde for intensivering af fredsforhandlingerne og udvidelse af kredsen omkring forhandlingsbordet med repræsentanter for eks-Jugoslaviske freds- og menneskerettigheds­organisationer.

Disse anbefaler endvidere fredsdialogen suppleret med de paramilitære ledere.

Kvinder for Fred mener, at alle parter bør inddrages i forhandlingerne for at standse vanvidet i det tidligere Jugoslavien.

Brenderup d. 27. september 1992

På vegne af Kvinder for Fred

Cap Horns torsdagstræf

Restaurant Cap Horns sid­ste fyraftensmøde kl. 17-18.30 i Nyhavn 21, Køben­havn, er torsdag den 29. oktober: "Om vækstfilosofi og etik" ved Jann Sjursen (Kr. Folkeparti) og cand. polit. Inge Røpke.

Dette blad er redigeret af Virumgruppen.

Næste blad redigeres af Aalborg, og sidste frist for indlæg er 6. november.

Er humanitær hjælp en reel hjælp?

På landsmødet blev der udkastet den tanke, om vi dybest set tjener fredens sag bedst ved at lade være med vores humanitære hjælp til krigsofre.

Er alle vore gode gerninger og f.ex. Røde Kors's arbejde med til at forlænge krigen eller ligefrem nødvendig for det at føre krig?

Aldrig mere Krig viste for et par år siden gennem et lille skuespil "Den usynlige hær", hvordan alle de kvinder, der som sygeplejersker, trøstende mødre, nødhjælpsarbejdere foruden våbenfabriksarbejdere og ludere deltog "bag fronten", i virkeligheden er en absolut nødvendig forudsætning for, at der overhovedet kan føres krig! Altså kan kvinder ved at nægte at udføre disse handlinger stoppe krigen'

Umiddelbart reagerede flere med forfærdelse på den tanke, at vi skulle lade være med at tage imod flygtninge fra krigen, lade være med at pleje sårede og sende mad til de sultende. Det strider mod hele vores "civiliserede" opdragelse til, at vi selvfølgelig skal hjælpe nødlidende. Det er jo mennesker, der ellers vil dø. Vi kan ikke være så kyniske, at vi vurderer, om det nu kan betale sig at hjælpe.

Det er rigtigt, at det vil koste menneskeliv. Men det er måske godt at få vendt den tanke, hvad der koster flest menneskeliv.

Hvis den hjælp, vi yder, bevirker, at krigen bliver ved og bliver ved, fordi det, at vi tager os af de sårede og sultende, fritager landet selv for disse forpligtelser og altså gør, at de har flere ressourcer til at føre krig for - hvad så?

Hvis det, at de der er imod krigen, flygter ud af landet og kun lader de krigsgale være tilbage sammen med dem, der er så svage, at de hverken kan protestere eller flygte hvad så?

Vil vi - ved at nægte at hjælpe dem opnå, at befolkningen finder ud af, at de selv må ændre og ordne sagerne?

Vil vi på den måde kunne tvinge kvinderne til at tage ansvar for at neddæmpe de krigsgale mænd - til at nægte at sende deres unge sønner i krig - til at gå til guerillalederne, til politikerne, til de religiøse ledere osv og kræve fredelige forhandlinger i stedet for krig?

Tager vi ansvaret fra dem med vores hjælp, vores FN-soldater, vores såkaldte mæglere?

Skal vi pålægge dem ansvaret, selvom vi ved, at det i første omgang vil koste mange menneskelige lidelser? Kan vi tro på, at det bliver kortvarende lidelser og en bærende fred bagefter?

Skal vi kræve, at stormagterne holder fingrene væk, fordi de allerede har skabt ulykker nok - og det, som de nu kalder "mægling" og "fredsskabende" reelt bare dækker over fortsatte stormagtsinteresser?

Kan vi skelne mellem krigsområder, hvor befolkningen selv skal og kan ændre forholdene, og områder, hvor f.ex. tørkekatastrofer er skyld i massedød?

Hvad med Somalia og de andre afrikanske lande?

Kan vi samle vores bistand om de områder, hvor vi ved praktisk hjælp kan give befolkningen kræfter til selv at tage hånd om deres problemer? Hvordan sikrer vi, at vores hjælp aktiverer og ikke passiviserer?

Hvordan sikrer vi, at vores hjælp ikke går i krigsherrernes depoter og hjælper dem til fortsat krigsførelse?

Det er svært! Hvad mener I? Vil I tænke over det, snakke om det med andre og skrive om det i Køkkenrullen?

Siden efteråret 1990 har Palau, der er et FN-protektorat under .USA's administration, haft en "koloniguvernør", idet USA udpegede en bosiddende palauer til at være USA's repræsentant i Palau med vidtgående beføjelser. Hun - det er en kvinde - har vetoret over for det palauskse parlaments beslutninger.

Palau har indtil nu haft 12 folkeafstemninger om samme sag. Den 13. afstemning var planlagt til at skulle finde sted i juli. Den er blevet udsat til efter præsidentvalget i USA og i Palau.

Der er tre præsidentkandidater i Palau. En af dem er grundlovsforkæmper Nakamura, der ved sidste valg blev vicepræsident i Palau.

De to andre kandidater opfordrer til, at Palau skal opgive sin atomvåbenfri grundlov og sige ja til associeringsaftalen med USA - med de økonomiske midler, der følger med som belønning.

Nakamuras valggrundlag er derimod, at Palau skal stemme nej, og han peger på andre økonomiske midler end "compact monies". "Palau is not alone - there are others out there" siger Nakamura, og med "out there" mener han Stillehavet.

Beløbet på "Kvinder for Fred"s konto bliver nu via grundlovsforkæmper Bernie Keldermans sendt som støtte til palauernes kamp for at bevare deres atomvåbenfri grundlov.

Nyere abonnenter på "Køkkenrullen" vil jeg anbefale Else Hammerichs bog "Harens Mod", der skildrer forløbet i Palau op til februar 1989.

Inger Bjørn Andersen, Gladsaxe.

Brev fra Monica Willard, USA, om "Båndet omkring Jorden".

Kære Ven!

Jeg siger "ven", fordi vi har arbejdet sammen på "fredsbåndet" og Justine Merritt har givet mig din adresse. Jeg er Monica Willard. Jeg repræsenterer The Ribbon International i FN. The Ribbon International blev en officiel United Nations NGO (Non Governmental Organization) i juli 1991.

Monica fortæller videre om, hvordan hun sammen med Justine deltog i åbningscerernonien på Rio-konferencen i juni med 500 Ribbons.

Monica fortsætter:

Du ved, at det er meningsfyldt og sjovt at arbejde med "fredsbåndet".

Fredsbåndene kan også være et effektivt middel til at samle folk om arbejdet for en sund planet. Slut dig sammen med andre om at planlægge en aktivitet i dit lokalområde.

Første årlige "Ribbon around the Farth Day" 24.oktober 1992.

Den 24.oktober er FN-dag.

Fredsbåndene kan vise nødvendigheden af, at folk appellerer til regeringerne om at beskytte vort hjem, vor Jord.

Båndene viser, hvad vi holder af på Jorden og understreger, hvor nødvendigt det er at arbejde sammen for at beskytte den.

Ribbon-udstillinqer kunne blive brugt ved undervisning i de emner, der blev diskuteret på miljøkonferencen i Rio - Jordens topmøde i Rio, og de kunne fremme lokale aktiviteter.

Der vil ikke blive nogen verdensomspændende fast form for første årlige Ribbon Around the Earth Day 24.10.1992. Vort håb er, at der vil blive så mange lokale beretninger, at det vil kunne sætte sig spor udover Jorden.

Nogle steder er der mulighed for at lave Ribbon-udstillinger i biblioteker, skoler og kirker. Måske har du lyst til at arrangere et møde ved vandet eller på en bro, hvor folk samles med deres rihbons. net kan være en larmende fest eller en stille meditation. Uanset hvordan du vælger at deltage, er det vigtigt, at dagen markeres over hele verden.

Send et billede, pressemeddelelser, oplysning eller et ribbon fra jeres aktivitet til mig.

Vi vil arbejde med Ribbon-udstillinger og samle materiale til en bog og ønsker at have alle lande og områder repræsenteret.

Et opfølgende nyhedsbrev foråret 1993 vil indeholde oplysning om de lokale begivenhdder. På den måde kan du få ideer fra andre, når du den 24. oktober 1993 skal markere The second annual Ribbon Around the Earth Oay.

Kærlig hilsen

Monica Willard
The Ribbon International
3 Harbor Court Centerport
NY 11721 USA.

"FREDSAKTION 92"

er i gang med planlægning af en høring om Kosova, idet mange mener, at krigen i Jugoslavien kan brede sig dertil.

Ring og hør nærmere hos Inger Nyegaard, tlf. 42 42 08 74.

Datoen er dog fastlagt til 28.11.

FN-dagen

Gladsaxe-gruppen har besluttet at fejre FN-dagen lørdag d. 24. oktober, og alle interesserede inviteres til at være med.

Rådhuset hejser FN-flaget kl. 8, og der vil blive en lille festlighed med fredsbannere og sang.

Kl. 10.30 taler Else Hammerich i grupperum 2 om FN og de tanker, der har været fremme om at revidere organisationen og sikkerhedsrådet.

RAVs kvindekonference

om internationalt samarbejde 11.-13. sept. 92 i Dronningmølle blevet meget indholdsmættet møde.

Skal man sætte en hovedoverskrift over mødet må det være: Nordisk samarbejde på kvindepræmisser.

Drude Dahlerup satte tanker i gang ved at spørge: "Føler I jer først og fremmest som danskere, som nordiske eller som europæere?" Nogle af de yngste kvinder følte sig - i kraft af mange rejser - nærmest som "verdensborgere", men ellers var de generelle svar: vi føler os som danskere, subsidiært nordiske.

Om grunden hertil blev der svaret: det fælles sprog, den fælles kultur og dermed fælles forståelse.

Tanken om EF og EF-union har aldrig været et folkekrav i noget nordisk land, men er udelukkende et politikerpåfund, og især kvinderne afviser den mandsdominerede tankegang bag unionsræset mod en superstat.

Det nordiske samarbejde er vokset naturligt frem og skal bevares som sådan - der skal heller ikke skabes en kunstig nordisk union eller blok" .

Aktuelt blev man enige om at imødegå den hetz, der er mod Nordisk Råd, hvor de nordiske statsministre har planer om at erstatte Nordisk Råd med et statsministerråd. Altsammen for at flytte interessen for den nordiske tanke mod syd til Bruxelles!

Nordisk Råd holder møde 9.-11. nov. i Århus. Her vil "Alternativt nordisk Råd" (= Nordisk Folkerigsdag ) som blev stiftet af nordiske kvinder for et par år siden, holde en parallel-konference og herfra forsøge at påvirke den egentlige konference til at bevare Nordisk Råd og til at optage flere kvinder i rådet.

Et udvalg på 4-5 nordiske kvinder vil samles i Århus 7.-8. nov. for at udarbejde nogle krav til Rådets arbejde, set ud fra en kvindesynsvinkel.

Disse krav skal overrækkes på selve konferencen.

RAV-mødet besluttede at bruge LINK-bladet som kontaktorgan for det nordiske kvinde-netværksarbejde.

Thyra Hansen

Nordiske Kvinders Fredsnetværk

som hold t møde 6.-10. aug. i København, har også henvendt sig til NORDISK RÅD med forskellige krav og forslag.

Alle er yderst relevante i sikkerheds-og miljømæssig henseende, men især interessante er tankerne om:

1) at erstatte den tvungne mandlige værnepligt med en frivillig værne-tjeneste for begge køn.

Den militære oplæring; skal her erstattes af en oplæring i konfliktløsning, indføring i FN-pagten, menneskerettighederne, Genevekonventionen samt oplæring i mægling.

Dette skal foregå i dertil oprettede FN-skoler i alle nordiske lande.

2) at nordiske politikere skal benytte sig af et fredsforskningspanel i alle sager, der vedrører forsvar og sikkerhed, også inden for CSCE og NATO.

Kvinder skal deltage på lige fod med mænd i alle sikkerhedspolitiske sammenhænge.

3) at militæret som klodens største miljø-forurener og forbruger af menneskelige og andre resurser omlægges, og at alle dertil knyttede arbejdspladser, forskning og industri omdannes til civil produktion.

Thyra Hansen