Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 1, 1993

Opfølgning af Aase Baks artikel om FN-dagen 24/10. i sidste
Køkkenrulle:

Fra Justine Merritt, der bor i Grand Junction i Colorado, fik jeg brev 10/11 og 25/11. Hun arbejder på at lave et langt billedbånd, foldet sammen som en harmonika, og udfoldet er det "Ribbon Around the Earth". Hun sender et eksemplar så snart som muligt.

Justine har sendt et digt "Riverside" om det FN-dags arrangement, hun deltog i.

Det har jeg prøvet at oversætte, men må hine steder nøjes med at citere.

Fra Monica Willard, der bor i New York, har vi også fået brev med tak for materiale - og tusind tak for vort solopgangs-telegram! Hun lover nyhedsbrev i foråret. Hun medsender to artikler om fredsbåndet. Det gav mig den ide at oversætte Aases artikel fra sidste KØKKENRULLE til engelsk og sende den til Monica. Der står jo mange interessante ting i den artikel - om Palau, FN, os selv m.m.

Fra d. 19/4. til 2/5. har vi Ribbon-udstilling på Gladsaxe Hovedbibliotek. Den 22/4., Jordens Dag, indvier vi "Speakers Corner". Byrådet har bevilget - ikke hvid maling - men et skilt og en krog til ophængning.

RIVERSIDE

Den 24. oktober i Grand Junction
havde træerne stadig gyldne blade.
Vi stod på mudder og sten på en lille ø,
som floden Colorado for forbi.
Floden som kommer fra Rocky's tinder,
floden som har skåret fjeldkløfter vidt og dybt.

Vi som samledes på den lille ø
vidste i vore hjerter,
at denne store flod ikke når havet.
Colorado forvandles til sand i Mexico,
så nogle af os kan have grønne græsplæner, lange varme styrtebade, frugt
fra the Great Divide næsten til Stillehavet.

(Næste strofe kan jeg ikke oversætte, så jeg citerer)

Watson's Island itself was just reclaimed this year: homeless asked to leave their roofs of cardboard and canvas,
a junk dealer paid to take the rusted cars.

Da vi stod i stilhed
bevægede et tog sig langsomt over en gammel bro.
Det transporterede vogne med uranium fra den samme flodbred,
vogn efter vogn efter vogn as the guitar's notes ceased.

Vi holdt vore fredsklude fra "The Ribbon around the Earth" -
symboler på den skønne torturerede Jord,
som vi stod ved floden, som er døende.

Da solen gik ned -
lige før vi tændte lysene -
en Audubon ven fortalte mig det senere -
fløj en isfugl frem og tilbage
frem og tilbage langs den kyst hvor vi stod med vore bønner.
Habakkuk's løfte at visionen endnu har sin tid,
presser på for opfyldelse og vil ikke skuffe.

STEDFORTRÆDENDE KRIGE

I Kristeligt Dagblad den 1/12. tilslutter "kvart" sig konklusionen i Informations leder dagen før: at "koldkrigens absurde terrorbalance" udgjorde et effektivt globalt sikkerhedssystem.

Det er ofte blevet hævdet, at freden i Europa efter 2. verdenskrig skyldtes terrorbalancen, uden at det har kunnet bevises eller modbevises. Men at påstå, at terrorbalancen skulle have fungeret som et "effektivt globalt sikkerhedssystem" er fuldstændig i strid med virkelighedens verden.

Ifølge en større oversigtsartikel i ugemagasinet TIME 21/10.81 "Arming the World" (oprustning af verden) havde der allerede da været mindst 130 konflikter siden 1945, der må betegnes som krige. Og næsten alle "udkæmpet på fattige nationers område med våben købt i rige lande" - altså krige udkæmpet i den 3. verden med den l. og den 2. verdens våben.

Artiklen i TIME påviser, at drivkraften i våbenhandel i stigende grad er rent økonomiske faktorer: "Regeringen vurderer, at 40 % nedskæring i USAs våbeneksport vil resultere i mindst 2 % nedskrivning af dollarens værdi ... Tilmed er der andre mindre synlige fordele for hele USA s økonomi. Ifølge Bureau of Labor Statistics giver hver milliard i våbeneksport direkte 50.000 arbejdspladser." USAs årlige våbeneksport havde på det tidspunkt en værdi af 9.654 milliarder dollars.

De mange krige i den 3. verden siden 1945, mens der har været fred i Europa, skal ses i sammenhæng med supermagternes atom-kapløb og våbenproduktion/våbenhandel i det hele taget. Derfor er disse konflikter med rette blevet kaldt "stedfortrædende krige". De har kostet over 30 millioner mennesker livet. Et langt større tal er blevet ofre for social undertrykkelse og økonomisk underudvikling i en sådan grad, at der allerede i 1981 døde op mod 60.000 mennesker dagligt af sult/underernæring/sygdom. Og mange nye væbnede konflikter af den type er kommet til de senere år.

Det er tankevækkende, at disse "stedfortrædende krige" ikke mindst er ført i Somalia (på Afrikas Horn). Netop her bør man nu ifølge Information og Kr.Dagblad sikre nødhjælp med militær magt, fordi "der ikke på ruinerne af koldkrigens absurde, men effektive terrorbalance er skabt et globalt sikkerhedssystem".

Den tyske forfatter Heinrich Bøll udtalte i 1981: "At sige, at vi opruster for at bevare freden, er det samme som at bekæmpe alkoholisme med snaps". Og spørgsmålet er, om ikke situationen i Somalia er et klart bevis på terrorbalancens helt absurde perspektiv og derfor også dens totale spillen fallit?

I 1974 indgik Somalia alliance med Sovjet og fik rigelig tungt artilleri til gengæld for luft- og flådebaser i byen Berbera ved Aden Bugten. Våbnene blev brugt i Ogaden-ørkenen, hvor mellem l og 3 millioner somaliske bønder og nomader på grund af koloni tidens kunSige grænsedragninger i årevis havde levet under etiopisk militær og politisk undertrykkelse. Nu førte de guerillakrig mod den ameril,ansk støttede regering i Addis Abeba og fik hjælp af somaliske regeringsstyrker, som dog i 1978 måtte trække sig ud med store tab.

I mellemtiden var rollerne blevet byttet om - Sovjet støttede nu Etiopien, og Somalia vendte sig mod USA, der havde store strategiske interesser på grund af de arabiske oliefelter i området. USA fik adgang til havnen i Mogadishu og overtog baserne ved Berbera. I bytte herfor ønskede Somalia 2 milliarder dollars i økonomisk bistand, men fik kun 5 millioner + 40 millioner dollars i militære kreditter (Wall Street Journal 25/8.1981). De næste lo år gav USA Somalia mange hundrede millioner dollars i militærhjælp.

Præsident Siad Barre, hvis egen klan kun udgjorde l % af landets 8 millioner indbyggere, fastholdt magten ved at spille de store klaner ud mod hinanden. I 1988 udbrød der kampe i nord mellem hans regeringsstyrker og Den somaliske Nationalbevægelse. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Africa Watch i New York blev der på 19 måneder dræbt 55.000, mens 500.000 flygtede.

Hjælpearbejdere fra Oxfam og Red Barnet kaldte det folkemord, da tusindvis af Issa~nomader blev dræbt under somalisk militærs massive bombeangreb på byerne Berbera, Hargeisa og Burao i Nord-Somalia. Supermagternes geopolitiske interesser lagde røgslør over det. Kun Oxfam og Red Barnet kritiserede, at USA var direkte tilskuer på Berbera-baserne uden at afkræve regeringen en forklaring på" de forfærdelige begivenheder" (The Guardian London, 7/1.89).

I 1990, da menneskerettighedskrænkelserne var for åbenlyse til at kunne ignoreres, standsede USA støtten til Siad Barre. Samtidig gik tre store klaner sammen om at vælte ham. Han flygtede i januar 91, hvorefter klanstridighederne hurtigt blussede op påny. Somalias opløsning skred fremad, mens verden passivt så til. Udenrigsministeriet i Washington har i løbet af det sidste år fået den ene meddelelse efter den anden om den truende sultkatastrofe uden så meget som at løfte et øjenbryn.

Under et besøg i Århus i 1991 citerede Tanzanias første udenrigsminister Abdul Rahman Babu et afrikansk ordsprog: "Når elefanterne slås, går det ud over græsset". Og afspændingen mellem USA og Sovjet fik ham til at tilføje: "Når elefanterne elsker, går det også ud over græsset".

For Babu er græsset naturligvis hele Afrika, men somalierne oplever det nok særlig stærkt. De siger, at "de er ladr i stikken af supermagterne, der brugte dem i deres krige pr. stedfortræder, men som efterlod deres dræbermaskiner" (RBReuter 17/12.1991). Mange klanstridigheder er ældgamle, men de udkæmpes nu med moderne krigsførelses dræbermaskiner, som elefanterne efterlod i græsset det går fortsat ud over græsset.

Konklusionen må være, at terrorbalancen var/er fuldstændig ineffektiv som globalt sikkerhedssystem. Den værgede ikke de fattige lande (græsset) mod at blive spændt for supermagternes stedfortrædende krige (elefanternes kamp). Desuden efterlod disse ikke bare dødsmaskineriet, men også et tillært dræberinstinkt i græsset - jvf. unge somaliske mænd/drenge på maskingeværbevæbnede køretøjer i Mogadishu.

Nu har USA så tilbudt en lynhurtig storstilet militær indsats for at sikre nødhjælpen og fået den godkendt af FN uden nogen form for sikring af de enorme summer, der vil behøves til genopbygning af landet. Og uden nogen plan for og penge til at sikre, at de våben som nu gemmes væk ikke hurtigt tages frem igen, når lejlighed byder sig. Dræberopdragelsen i krig sidder godt fast - det burde USA vide alt om fra de 1000 Vietnamveteraner, der lever i de amerikanske skove og ikke tør komme ud, fordi de er bange for ikke at kunne styre deres dræberinstinkt i det civile liv.

Man kan godt forstå, at nødhjælpsarbejderne er skeptiske. Generalsekretær Chr. Balslev Olesens kommentar til den militære aktion lød da også: "Havde man for et år siden stillet den samme mængde fødevarer til rådighed som i dag, havde vi i.kke i dag behøvet at træffe denne ubehagelige beslutning".

Samtidig er det en foruroligende tanke, at Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer, der står bag militærindsatsen i Somalia, tegner sig for 90 % af verdens våbensalg. Og Danmark er godt med, ikke bare i våbentransporterne - et dansk firma har bevisligt på en måned solgt 70 tons plastik-landminer, som en minesøger ikke kan afsløre, til Mellemøsten. Landminer er ulovlige ifølge Geneveprotokollen hvor er Statens Våbenkontrol henne, når sådant foregår?

Der indgår så mange milliarder dollars i verdens våbenhandel, at et ubehageligt spørgsmål melder sig: Er der en sammenhæng mellem den pludselige vilje til en storstilet militæraktion til de sultne og den kendsgerning, at det i stadig større grad er nationaløkonomiske faktorer, der er drivkraften i våbenproduktion og -handel? (jvf. citerede artikel fra TIME 1981).

Man hører så at sige aldrig om en FN indsats mod det våbensalg, som skaber grundlaget for nye krige og nye sultkatastrofer. Hvornåd vil FN tage fat på problemet: Våbenindustri og våbenhandel?? Eller med andre ord, hvornår vil man tage fat på at forebygge katastroferne i stedet for at komme for sent med nødhjælpen?

Else Houmøller-Jørgensen

FORETRÆDE FOR
FORSVARSUDVALGET

Inger Bjørn Andersen og Inger Nyegaard (Ligaen) havde 4.dec.92 foretræde for forsvarsudvalget.

Inger Bj.A. sagde:

Jeg vil tage udgangspunkt i et citat fra det omdelte brev fra Nordiske Kvinders Fredsnetværk til de nordiske forsvarsministre. Der står: "Verden er kommet til et paradigmeskift, hvor konflikter ikke længere kan løses med våben eller med en politik baseret på trussel og afskrækkelse".

Hvad vil vi så sætte i stedet? Her vil jeg henvise til Junibevægelsens åbne hvidbog, som jeg ved, at alle folketingsmedlemmer har modtaget. Det er det sikkerhedspolitiske afsnit "Nogle alternativer til et militært EF", jeg henviser til.

En europæisk sikkerhedsordning er nødvendig med nytænkning med hensyn til, hvad sikkerhed er. Vi tillægger Den Europæiske Samarbejdskonference, CSCE, stor betydning. Charteret fra CSCE's topmøde i Paris 1991 burde husstandsomdeles, betalt af forsvarsbudgettet. Jeg citerer fra Charteret: "Vi erindrer om den væsentlige rolle, som frivillige organisationer og andre grupper og enkeltpersoner har spillet ved virkeliggørelsen af CSCE's målsætninger .... Disse organisationer, grupper og enkeltpersoner bør med henblik på opfyldelsen af deres vigtige opgaver på passende måde inddrages i CSCE's virksomhed og nye strukturer." Jeg vil lige citere fra statsminister Schluters tale på Paris-topmødet: "Det er vigtigt at holde fast ved den grundlæggende ide om at inddrage frivillige organisationer i CSCE-processen. Vi bør aldrig nogen sinde glemme den kendsgerning, at vi repræsenterer vort folks vilje, og at vor politik bør tjene deres aspirationer".

I det omdelte brev fra Nordiske Kvinders Fredsnetværk til Nordisk Råd i august 1992 peger vi på en fælles nordisk udenrigs- og sikkerhedspolitik baseret på princippet om Norden som freds zone, således som det er defineret af fredsforsker Jan Øberg.

Nordisk Råd havde møde i Århus for nylig. Her var de nordiske statsministre parate til at gøre Norden til en underafdeling i EF-unionen. Men det er i de andre nordiske lande som her i Danmark: Regeringerne vil et, og befolkningerne noget andet.

Jeg vil citere fra den nordiske vision, som vi møder den i Junibevægelsens hvidbog: "Stadig flere regioner i verden, bl.a. Norden, garanteres som atomvåbenfri zoner. Vesten opgiver alle sine a-våben. Det er hykleri at jagte a-våben i andre lande, når man ikke selv afstår fra dem. Der tages initiativ til at oprette neutrale, afmilitariserede fredszoner i alle verdensdele, som besluttet i 1978 af FN's generalforsamling på vej mod en tid uden militæralliancer og stående hære."

Foruden CSCE er også FN nødvendig for at skabe en ny verdensorden, eller skal vi kalde det en global civilisation. FN er det eneste forum, som kan hæves over alle nationale interesser, i modsætning til EF-unionen, som altid vil blive betragtet som partisk. Men FN må demokratiseres for ikke at blive et redskab for stormagters magtudøvelse.

I den vejledning, jeg har fået tilsendt om foretræde kan jeg se, at jeg ikke må stille spørgsmål, så derfor vil jeg slutte med at nævne, hvad jeg ville have spurgt om, hvis jeg måtte:
1) Hvor er de 34 danske kampvogne, der skulle destrueres iflg CFE-aftalen? Er de stadig kampvogne, eller er de lavet om til et eller andet?
2) Er det rigtigt, når det i tidsskriftet IKKEVOLD hævdes, at Danmark er storproducent og eksportør af landminer, og at Jørgen Høyer er våbenskurken?
3) Danmark er medlem af IEPG, den uafhængige programgruppe, hvis formål er at sikre et teknologisk og industrielt forsvarssamarbejde i Europa. Er det derfor, at ordren på 120 danske togvogne skulle gå til den tyske våbengigant Siemens og ikke til Scandia i Randers, som er god til togvogne, men ikke kan lave våben?
4) For et par år siden ville Danmark købe Stinger-missiler til 990 mill.kr. Har vi fået dem, eller er ordren annulleret?

Inger Nyegaard sagde:

Jeg vil tage udgangspunkt i et brev, som Nordiske Kvinders Fredsnetværk fra sit årsmøde sendte til miljøministeren. Heri beklagede vi, at militærets indflydelse på miljøet ikke var blevet drøftet særligt indgående på Rio-konferencen. Det eneste land, der havde fremlagt et papir derom var Sverige. Vi bad ham om at lade os vide, hvad han eller regeringen havde tænkt at foretage sig med hensyn til dette problem.

Svaret fra miljøministeren af 30/11. er blevet sendt i kopi til forsvarsministeriet og udenrigsministeriet. Heri meddeles, at man i ministeriet synes, at nilitær og miljø er blevet berørt markant - og henviser til tre forskellige steder, hvor der er skrevet et par linier om militæret. Det synes vi nu ikke er en særlig markant behandling.

Vi havde også i vort brev tilkendegivet, at vi gerne ville deltage i en debat eller høring om problemet.

Med hensyn til dette meddeler miljøministeriet, at det i regeringens redegørelse til folketinget er tilkendegivet, at det er de enkelte ministres ansvar at følge Rio-konferencen op inden for hver deres ressort. Samspillet mellem militær og miljø mener ministeren ikke kommer ind under miljøministerens ressort.

Jeg vil derfor henstille, at problemet tages op i forsvarsudvalget. Vi anser dette problem for at være af umådelig betydning. Ifølge Worlds Watch 1991 er militæret klodens største enkelt-miljøforurener og forbruger af ressourcer.

I breve til forsvarsministeren af 26/10.90 og 5/10.92 har Netværket opfordret de nordiske forsvarsministre til at gå ind i en bredere dialog mellem militær, politikere og kvindefredsorganisationer. Ligeledes opfordrede vi til at tage initiativ til en høring mellem kvindefredsorganisationerne i de forskellige lande, den militære ledelse og parlamentarikere med speciel interesse for forsvarspolitik. Disse to høringer kunne evt. kædes sammen.

Jeg vil nu vende tilbage til den omdelte skrivelse fra Netværket til Nordisk Råd, også fra august i år. Heri anbefaler vi, at nordiske politikere benytter sig af et fredsforskningspanel i alle debatter vedrørende forsvar og sikkerhed, også inden for CSCE og NATO. Ved at inkludere fredsforskere i sådanne forhandlinger, kan man udnytte den viden og ekspertise, disse sidder inde med med hensyn til løsning af konflikter ad fredelig vej.

Vi anbefaler dette så meget mere som flere og flere ansvarlige politikere i dag vedgår, at de mere og mere hælder til den anskuelse, at konfliktløsning ad ikkevoldelig vej er den eneste måde at løse konflikter på.

Generalsekretær Boutros-Ghali udtaler jo også i sin Agenda for Peace fra januar 1992, at man det tidligst mulige tidspunkt i en udvikling, der kan føre til konflikt, gennem forhandlinger må søge at eliminere kilderne til konflikten, før det udløser vold.

I Paris-charteret, i Moskva-dokumentet 1991 og i Helsinki-dokumentet fra i år har de deltagende stater forpligtet sig til at øge mulighederne for NGO'ers deltagelse i CSCE-aktiviteter.

I den forbindlse henstiller vi, at kvinder medtages på lige fod med mænd også i sikkerhedsmæssige spørgsmål. I Moskva-dokumentet nævnes udtrykkeligt den vitale rolle, Kvinder spiller både politisk, kulturelt, socialt og økonomisk.

Vi opfordrer derfor forsvarsudvalget til at tage hensyn til disse synspunkter.

Desuden opfordrer vi til, at der gøres positiv indsats for at styrke CSCE.

KOSOVA - HAR VI ET ANSVAR?

Fredsaktion 92 afholdt en høring på Borups Højskole 6/12.92, som vi kaldte: Kosova - har vi et ansvar?

Om formiddagen kom gæsterne: Christine von Kohl (journalist og Jugoslaviensekspert), Edita Tahiri (parlaments- og præsidiemedlem, Kosovas demokratiske Liga), Xhafer Shatri (informationsminister i eksil) og Dusan Janic (koordinator for Forum for Etniske Forhold, Beograd) med hver et indlæg på 5-10 min. om hvor alvorlig de mente, situationen var i Kosova.

Edita Tahiri sagde, at situationen i Kosova er en kontinuerlig strøm af provokakationer mod albanerne (Kosova har 90 % albanere og lo % serbere). Efter det seneste mord har Dr. Rugova (demokratisk valgt præsident, men ikke anerkendt af Rest-Jugoslavien, hvori Kosova er indlemmet) bedt FN om at sende fredsbevarende tropper og observatører, som skulle placeres på grænsen mellem Serbien og Kosova. I øjeblikket vælter der masser af våben ind til serberne i Kosova. Til sidst understregede Tahiri, at en krig i Kosova vil betyde stor-krig på Balkan og i Europa.

Christine von Kohl (dansk født) lagde vægt på flere forhold, bl.a. at vi i Vesteuropa bør sende delegation efter delegation til Kosova, folketingsmedlemmer, fredsfolk, journalister, lærere, skoleelever fra de ældste klasser osv, fordi vi hermed kan vise solidaritet med alle de faggrupper og studerende, som er smidt ud af læreanstalter, arbejdspladser, hospitaler m.m. Omkring l million har mistet deres job, som nu er blevet besat af serbere (bl.a. flygtninge fra Bosnien).

Så fortalte Christine von Kohl om massemediernes forhold. Mere end 1000 journalister har mistet deres arbejde. Der udkommer ikke een albansk avis, tidsskrift. Al kommunikation til albanerne i Kosova kommer via telefon og fax fra udlandet. Og nu hvor EF-herrerne har varslet med post- og telekommunikationsafbrydelse til Rest-Jugoslavien, må albanerne i Kosova se frem til en ultra mørk og bestialsk fremtid.

Xhafer Shatri sagde, at den serbiske hær og det serbiske politi har samlet mandskab og materiel nok til på få dage at kunne "rense" hele Kosova for albanere.

Officererne er i øjeblikket ved at oppiske en anti-albansk stemning, så soldater og politifolk psykisk er sat op til en brutal massakre (spørgsmålet er så, om præsident Bush's trussel om en intervention, hvis Milosovi6 tryner albanerne, kan forhindre denne massakre?). Vi kender ikke det nøjagtige antal soldater, men det anslås, at der i bjergene ved grænserne til Albanien og Makedonien er mindst 40.000 mand, måske endda 60.000. Der er tale om tunge stillinger, bl.a. kampvogne. Udvidelsen af det serbiske politi i Kosova er især sket ved at lade serbiske ekstremister, der har kæmpet i Kroatien og Bosnien, trække i uniform.

Og vi ved, at disse unge mænd er parat til de mest afskyelige overgreb. Fra 1981 til 1989 var l million Kosova- albanere udsat for direkte politivold. Jeg tror, vi har verdensmesterskab i at lade os undertrykke, sluttede en vred Xhafer Shatri.

Dusan Janic (Beograd) lagde vægt på, at Kosova ikke er et anliggende for kun serbere og albanere (kaldet siptari), men for hele Europa. Nogen mener, at krigen er uundgåelig. Jeg tror imidlertid på dialog og forhandling, sagde han videre og gav os nogle punkter:
1) Danmark og Skandinavien må hjælpe EF-USA-FN-forhandlinger om de inter-etniske sammenstød og på baggrund af egen erfaring og historie og i samarbejde med NGOorganisationer forsøge at bistå parterne.
2) En dialog kan begynde, når begge parter afstår fra ultranationale løsninger.
3) Kosova kan ikke længere leve således, derfor må vi begynde en europæisering der.
4) Albanerne har ret til et selvstyre, ret til politisk frihed.

Dusan Janic sluttede med at understrege, at en voldelig ændring af grænserne omend mange i området mener, at grænserne er uretfærdige -vil få katastrofale følger.

Derefter fik Jørgen Estrup og Birgitte Vestermark (Information) ordet. (Gert Petersen meldte afbud p.g.a. sygdom), og jeg kan godt resumere deres spørgsmål til: Hvad kan få dialogen igang?

Alle gæsterne var enige om, at en spæd dialog mellem oppositionen i Beograd og studenterne i Beograd på den ene side og Kosova-albanerne på den anden side er så småt igang. Alle gæsterne var også enige om, at vores og andre internationale gruppers og parlamenters medvirken er meget vigtig, for at der overhovedet sker noget.

Så gik vi til frokost, som herboende albanske kvinder sørgede for. I pausen kunne man få og købe materiale om Kosova, især må jeg nævne Christine von Kohls nye bog "Kosova, Balkans gordiske knude", som hun har skrevet sammen med sin mand Wolfgang Libal. Bogen kan købes af Det udenrigspolitkske Selskab, Amaliegade 40 A, Kbh. tlf. 33 14 88 86. Jeg har læst bogen. Jeg læste den nærmest som en krimi, så nu har jeg besluttet at læse den påny.

Og så kunne man se en albansk videofilm om afviklingen af blodhævnen.

Leif Lønsman (MS) var mødeleder og præsenterede efter pausen vore eftermiddagsgæster, Hanne Severins en (MF,V), Viggo Fiseher (MF,C), Kjeld Åkjær (LO) og Halim Kasami (Folkebevægelsen af Kosovas Republik og med i Fredsaktion 92).

Hanne Severinsen og Viggo Fiseher var i Kosova i påsken 1992, hvor Hanne Severinsen blev arresteret for at fotografere et hospital. Hanne Severinsen fortalte ved høringen om sit besøg i Kosova, om hvor brutalt hun synes undertrykkelsen er, og hun kaldte forholdene for apartheid. Hun ville følge op på delegationsudvidelsen og mulighederne for at få hvide observatører til området. Fredsaktion 92 ved, at Hanne Severinsen er meget engageret i problemerne i området. Bl.a. sørgede hun og andre i europaparlamentet for, at Edita Tahiri hurtigt blev løsladt, efter hun fornylig blev arresteret af serbisk poli ti.

Viggo Fiseher var bestemt osse bekymret for både Kosova og Vojvodine de to områder fik frataget deres autonomi - men han kunne ikke forstå, at Kosovaalbanerne ikke ville deltage i valget d. 20.12.92. Dertil svarede både Edita Tahiri og Xhafer Shatri, at det overhovedet ikke kunne komme på tale, "serberne har selv valgt Slobodan Milosovic, og nu må de selv se at komme af med ham".

Spørgsmålet er, om det er så klogt, omend vi godt forstår deres følelser. Desværre ved vi nu, at Panic tabte valget (godt med valgsnyd) - han kunne godt have brugt de 1,7 millioner stemmesedler i Kosova. Men sådan gik det desværre ikke!

Følelserne mellem albanerne og serberne og montenegrinerne er alt andet end fredelige, og der er al mulig grund til at frygte fremtiden.

Jeg er ikke nået til Halim og Åkjær i båndene, så derfor slutter resumeet her, men hvis nogen vil høre, hvad Halim Kasami og Kjeld Åkjær bidrog med, må I kontakte mig på tlf/fax: 53 78 86 66.

Fredsaktion 92 holder næste møde d. 12.1.93. l det nye år vil vi barsle med et nyhedsbrev ca hver eller hveranden måned.

Jeg kommer sikkert til Midt- og Nordjylland i januar eller februar. Jeg glæder mig til at møde fredsfolk i Jylland, hej så længe!

Lisbeth Christiansen

Møde 3. februar kl. 19.00 i HUSETs sal, Aalborg.

Lisbeth lægger op til debat om "Hvad kan vi gøre for at dæmme op for krigshidseriet i Danmark - især m.h.t. Balkan".

Arrangører af mødet er Kvinder for Fred, Dansk Kvindesamfund, Aldrig mere Krig plus en række andre kvinde-, freds- og kulturelle organisationer.

HUMANITÆR HJÆLP ELLER EJ.

På landsmødet rokkede Bitten Forchhammer fra IKKEVOLD gevaldigt ved vort selvbillede som gode fredskvinder, da hun på et tidspunkt i Jugoslaviensdebatten sagde, at vi efter hendes mening ikke burde modtage een eneste flygtning (vi holdt vist vejret), men hindre, at der overhovedet opstår flygtninge ved at få kvinderne til at holde deres mænd og sønner væk fra krigen.

I teorien forstår jeg godt tankegangen, men som det både-og-menneske, jeg er, vil jeg kun være med til både at påvirke jugoslaviske kvinder til at holde familiens mandlige medlemmer fra krigen - en lang proces er jeg bange for - og sideløbende fortsætte det nødvendige humanitære arbejde.

Konkret kunne det blive vores opgave at tage os af deserterede mænd. Var det ikke noget lignende amerikanske kvinder gjorde under Vietnamkrigen? Og det virkede, så vidt jeg husker.

I LINK nr. 5/92 står der et sted:"antallet af unge Serbere som har valgt sig ut av situasjonen og "blitt borte" er meget, meget højt". Og et andet sted i samme blad: "I uretfærdige krige kan desertører spille en nøkkelrolle i å få slutt på krigen. Titusenvis av soldater har allerede desertert. Noen har greid å flykte, andre gjemmer seg. Det er forbundet med stor fare å hjelpe desertører. Hvordan kan vi hjelpe dem som hjelper desertørerne?"

MÅSKE handler det ikke om at sige nej f.eks. til atomvåben til EF - eller til humanitær hjælp.

MÅSKE handler det om at sige ja til det vi godt ved, men ikke tør:

Hvis udgangspunktet for den tanke, der blev udkastet på landsmødet, om "at lade være", var det lille skuespil "Den usynlige hær" (som iøvrigt blev vist af Studiegruppen Kvinder og Militarisme), så handlede det om kvinder.

Men det "vi", som nævnes videre i referatet og i svarene (nr. 9 og 10/92), er ikke kvinder. Kvinder har ikke den udfarende kraft i den "hjælp", der udføres.

Vi (♀) følger bare rollerne og for3ventningerne om vores aldrig svigtende omsorg.

Den kan verden ikke undvære, men vi (♀ i den vestlige verden) mangler stadig den diskussion, der handler om, hvor stor selvrisikoen skal Være i vort forsikrede liv.

MÅSKE handler det om at sige nej til forsikringen ?

Bortset fra det, så er jeg VRED på "det tidligere Jugoslavien", føler mig nærmest røvrendt. Det er jo en i dette tilfælde handlingslammende tilstand. Det nærmeste jeg er kommet til handling, var det læserbrev, jeg lovede at sende efter "Nordiske Kvinders Fredsnetværks" møde i København. Det tav Georg Metz ihjel.

Jeg har tænkt på, at landene, der har grænser til Jugoslavien, skulle modtage samtlige flygtninge i lejre og selvfølgelig modtage hjælp fra den øvrige verden incl. frivillige, der kunne bo med. så kunne alle dem, der ønskede at kæmpe til sidste blodsdråbe, gøre det. Når de så var færdige med at slå hinanden ihjel, kunne flygtningene og de frivillige gå ind og rydde op !

Men det er nok for sent nu.

Iøvrigt er kvinder den halve verden, mindst.

Kærlig hilsen
Birgitte Siert

NYTÅRSBREV

Mit allerstørste Nytårsønske anno '92 til '93 er fred på jorden.

Fred i mennesket, retfærdigheden og landene imellem.

Den forfølgelse af anderledestænkende mennesker er mig meget imod.

Når man ser tilbage på '92, blev det et år, vi aldrig glemmer.

Et historisk år, hvor vi mange gange sad med hjertet bankende op til halsen, sagde, hvad sker der nu? Bagefter stiller man sig spørgsmålet: "Hold da kæft, mand, er VI IKKE blevet klogere ???" Her tænker jeg på den forfølgelse af verdens fattigste, dem som knap har til dagen og vejen. Man ser på TV, nvordan de bor i slum og snavs. Uhørt!

Man ser Jugoslavien, tragisk, men her spørger jeg mig selv: "Hvem er de forbrydere, der sælger dem våben ???" Det ved vi godt, prøver at stoppe det, men hvordan?

Jeg græmmes, når jeg ser på verdenskortet anno '92.

Forfølgelse af indianere i de latinske lande.

Murens fald i østeuropa, hvad godt har det givet ???

Nu og for altid smertens og sultens Afrika.

FNs besættelse af Somalia og de "fallerede lande", som den vestlige verden gerne vil overtage, omend med magt.

Forfølgelsen af mennesket i Iran og i Irak.

Man ser Vietnam, er der fred? Det er kun på papiret. Amerikanerne forsøger stadig at overtage det, med trusler om demokrati. Uh, det er direkte usmageligt.

Israel begynder det nye år godt. De starter med deportation af mennesker, DE ikke bryder sig om.

Nazismen har haft stor bevågenhed i pressen. Den ulmer.

NATO og de gamle Warzawapagtlande samles i et nyt militærsamarbejde, NACC. De skal kunne sammensætte "fælles fredsbevarende styrkertI, som skulle operere krig over alt fra Atlanterhavet til Stillehavet.

Jeg bliver efterhånden så træt og opgivende. Nej, det er jo det, de militære ønsker, at mennesket skal blive. Opgivende!

Der ligger store meget vanskelige opgaver for freden for kvinder i 1993. Lad os vise solidaritet, samarbejde og søstersammenhold, I fredskvinder.

Forresten når jeg tænker efter, så er det jo MÆND, der vil føre krig, tortur og underkastelse mod mennesket, som ikke vil kues.

Mon DE vil jordens udslettelse ???

Tak for nu og fred være med DIG og andre sympatisører for fred.

Fredshilsen fra Hanne Grethe Jensen, Brønderslev.

NY BOG.

Thimothy Mo: En kinamands chance. 424 sider. Fremad, 1992. 328,00 kr.

Scenariet i bogen er den indonesiske massakre på befolkningen i Øst-Timor. Reelt har Mo kastet sig ud i så umoderne et projekt som den politiske roman. Men det er ikke en traditionel politisk-agitatorisk eller historisk-dokumentarisk roman. Hovedpersonen er godt nok centralt placeret i skildringen af Indonesiens invasion af Øst-Timor og den efterfølgende nedslagtning, det brutale folkemord, som aldrig blev rigtigt mediestof, men han bliver aldrig en rigtig helt. Hovedpersonen er kineser og derfor etnisk fremmed. Romanen er en beskrivelse af guerillaens håbløse kamp mod de fjendtlige invasionsstyrker og deres fortvivlede, men forgæves forsøg på at råbe den internationale opinion op. Det er en klassisk skildring af imperialismens kyniske menneske- og kulturforagt. En solidarisk skildring af de undertryktes umulige kamp. Romanen er et godt stykke litterært kunsthåndværk. (Pluk fra anmeldelsen i Information).

SPØRG EFTER DEN PÅ BIBLIOTEKET !

Med koldt blod:
Massakren på Østtimor

Medier og menneskerettigheder

Af Torben Retbøll

Det engelske TV-selskab Yorkshire Television har lavet en fremragende dokumentar-film om den tidligere portugisiske koloni Østtimor, der den 7. december 1975 blev invaderet og besat af nabolandet Indonesien. Titlen er Cold Blood: The Massacre of East Timor. Filmen er Uo afdelinger, hver på omkring 25 minutter.

Den historiske baggrund

Første del fortæller om den historiske baggrund for konflikten på Østtimor: Mere end 300 år som en portugisisk koloni; det portugisiske koloni-riges sammenbrud i 1974; borgerkrig og invasion i 1975.

Filmen focuserer på de grusomheder, det indonesiske militær-diktatur har gennemført på Østtimor: Mindst 200.000 mennesker er døde som følge af krig, sult eller sygdom. Det er en trediedel af indbyggertalet i 1975 (før invasionen).

Modstandskampen mod besættelsen ledes af Fretilin, Den Revolutionære Front for et Uafhængigt Østtimor. Fretilins nuværende leder hedder Xanana Gusmao. Hans kone Emilia lever nu i eksil, og hun optræder som et af de mange vidner i filmen, der fordømmer Indonesien.

Et andet vidne er José Ramos Horta, en Fretilin-diplomat, der også lever i eksil. Han har ofte talt Østtimors sag i FN.

Vestens ansvar

Filmen fremhæver spørgsmålet om menneskerettighed er og taler dermed til følelserne, men den informerer også om de vestlige landes ansvar for massakren:

Indonesien fører sin krig med våben fra vesten (især USA og England). Australien indgik i 1989 en aftale om udvinding af olie i havet, mellem Australien og Timor (The Timor Gap). Der er således klare økonomiske årsager til de vestlige mediers tavshed om konflikten på Østtimor.

Indonesien tvinger indbyggerne til at tale indonesisk og arbejder tillige på at gøre østtimoreserne til et mindretal i deres eget land: Omkring 100.000 indonesere er allerede flyttet til 0sttimor som et led i den proces, der kaldes transmigration.

Et vidne afslører vestens dobbeltmoral, når det gælder frihed og demokrati. Han nævner både Kuwait og Østeuropa. Vesten har sørget for frihed begge steder. Men hvornår kommer turen til Østtimor?

Den aktuelle situation

Anden del af filmen fortæller om den aktuelle situation:

· Den katolske kirke, der forsvarer østtimoresernes interesser. Kirken er den eneste lovlige organisation, der ikke styres af Indonesien.

· Modstandsbevægelsen, der opererer i små enheder i de indre og bjergrige dele af landet. Der er stadig 1-2.000 partisaner i aktion, 17 år efter invasionen.

Der er interviews med en katolsk præst og medlemmer af Fretilin. Disse interviews er filmet på Østtimor af et TV-hold, der optrådte som almindelige turister, og som filmede uden tilladelse fra de indonesiske myndigheder.

I oktober 1991 ventede man besøg af en parlamentarisk delegation fra Portugal. Indoneserne advarede på forhånd befolkningen mod at kontakte portugiserne under deres besøg. Men besøget blev imidlertid aldrig gennemført på grund af uenighed om delegationens sammensætning: Indonesien ville ikke acceptere den australske journalist Jill Jolliffe (bosat i Portugal), fordi hun sympatiserer med Fretilin.

Sørgemarch

Filmholdet fra Yorkshire Television var også til stede, da befolkningen den 12. november 1991 gennemførte en sørgemarch til minde om Sebastiao Gomes, der blev myrdet 14 dage forinden (den 28. oktober).

Under denne march kommer de flag og bannere, der var forberedt til portugisernes besøg, frem: Sørgemarchen forvandles til en fredelig - men massiv - protest-demonstration mod den indonesiske besættelse. Både børn og unge passerer bevidst hen foran kameraet, mens de gør V-tegn for sejr og råber "Viva Xanana!" og "Viva Gusmao!"

Da deltagerne når Santa Cruz-kirkegården, rykker indonesiske soldater frem og skyder hensynsløst på folk: Mere end 100 bliver dræbt, og endnu flere bliver såret. Den blodige massakre bliver filmet af holdet fra Yorkshire Television. Det er langtfra den første massakre på Østtimor, men den første, der bliver filmet af udenlandsk TV.

Afvist af dansk TV

Cold Blood: The Massacre of East Timor er et uhyggeligt vidnesbyrd om en grusomhed, den vestlige verden har et direkte og fortsat ansvar for. Den har været vist på TV i England. Både DR-TV og TV-2 har fået filmen tilbudt. Begge sagde nej tak. Argumentet er følgende: Folk ved ikke noget om 0sttimor, og folk er ikke interesserede i Østtimor.

Det er sandt. Men hvorfor ved folk ikke noget om Østtimor? Måske fordi medierne ikke fortæller ret meget om det. Man kan ikke efterlyse programmer om en konflikt, man ikke kender. Man kan ikke protestere over en forbrydelse, man aldrig har hørt om.

Derfor er mediernes tavshed betydningsfuld.

Cold Blood: The Massacre of East Timor, Yorkshire Television, 2 x 25 minutter, 1992.

OPFORDRING til alle, der læser dette!!!

Skriv til DR-TV, Mørkhøjvej 170, 2860 Søborg, og bed om, at de vil sende filmen Cold Blood: The Massacre of East Timor, Yorkshire Television, 1992.

MILITÆRSKATTENÆGTELSE

Efter hjemkomsten fra USA i 1989 skrev jeg i KØKKENRULLEN om Randy Keeler og hans kone Betsy Corner, som havde nægtet at betale militærskat i 14 år.

I april '92 fik vi fra venner i Massachusetts et avisudklip, hvor der stod, at Randy Keeler var blevet fængslet i december '91, og hans hus var blevet solgt af skattevæsenet for 5.400 $. Siden december havde andre skattenægtere våget i huset, men de var blevet forstyrret og forhindret i at sove ved hjælp af skarpt lys, trommen og høj musik. "De var så grusomme, som de kunne være uden at bryde loven", fortalte en af aktivisterne.

Efter at ejerne af huset er flyttet ind, har aktivister slået telt op på grunden og bygget et feltkøkken. Ejerne vil i retten søge at fremtvinge en anklage for ejendomskrænkelse ved Greenfield Distriktsret sidst i april '92.

Vi har ikke siden hørt, hvordan det går. Vi skrev brev til Randy Keeler og sendte det til Fredscentrets adresse, men vi har ikke hørt fra ham.

Har I iøvrigt husket at sende breve til vore egne Folketingsmedlemmer og bedt om at få lovliggjort militærskattenægtelse?

Jeg vil - igen? - redegøre for, hvordan man bedst forholder sig, hvis man skriver - ved at referere fra Fredsskattefondens "Lobbyarbejde for fredsskat", som I iøvrigt selv kan rekvirere, hvis I har lyst. Man vælger en politiker, som man forventer vil være positivt indstillet, men det er vigtigt at prøve at få støtte fra politikere fra et bredt spektrum. Man kan ikke forvente en seriøs behandling af et lovforslag (der er udarbejdet af Fredsskattefonden), hvis det kun får støtte fra medlemmerne fra et grønt parti. Støtte fra visse politikere kan ligefrem give en negativ effekt.

Præsident Kennedy sagde engang, at "alles stemmer tæller... men de, som skriver breve, får deres stemmer til at tælle flere gange".

Brevene behøver ikke at være lange eller udførlige. Tværtimod kan et flere sider langt brev godt have modsat effekt.

Der er mange politikere, der siger, at hvert brev, de modtager, repræsenterer mindst ti vælgere. Derfor er det vigtigt at skrive og blive ved med at skrive.

Der er nogle hovedpunkter, der skal med i brevene. Man skal forklare, hvorfor man støtteren fredsskattelov. Man kan gøre rede for, hvilken rolle samvittigheden spiller ved nægtelse af værnepligten og at militærskattenægtelse åbner mulighed for kvinder for at tilkendegive deres nægtelse af det militære system.

Man skal gøre det helt klart, at man naturligvis vil betale hele sin skat - det er ikke for at slippe for at betale skat - pengene skal blot konverteres til andet formål end militæret.

Eftersom Jens Thoft, som lovede at fremlægge lovforslaget, ikke gjorde det i den foregående samling og nu forlader Folketinget, er lovforslaget ikke fremlagt, men man kan henvise til, at det er sendt til Folketinget og anmode om at få det fremlagt.

Det er afgørende, at man skriver personligt, og at man skriver tit. Et enkelt uforpligtende svar fra politikerne må ikke være nok til, at man opgiver - man skal bare blive ved, indtil det efterhånden står klart, at man mener det alvorligt.

Det tog mange års tålmodigt lobbyarbejde, inden samvittighedsnægtelse af militærtjeneste blev anerkendt.

Bliv ved, så når vi det nok.

Dette nr er redigeret af Aalborg. Næste nr redigeres af Aarhus. Send stof dertil senest 5/2. til Bodil Honore, Hornsbjergvej 6, Ølsted, 8280 Trige.

PALAU

SIDSTE NYT OM PALAU

Ved præsidentvalget i Palau i november '92 - samtidig med præsidentvalget i USA - blev grundlovsforkæmper Kunivo Nakamura valgt.

Samtidig med præsidentvalget skulle palauerne stemme, om en ændring af deres atomvåbenfri grundlov kunne ske med mindst 51 % for, eller det krævede mindst 75 % for.

Resultatet blev, at 61 % stemte ja til, at en grundlovsændring kan ske ved almindeligt flertal.

Bush-administrationen har sagt, at den pagt med USA, der nu har været til afstemning ca 1o gange, ikke kan genforhandles (Take it or leave it).

Nu afventer man spændt på Clinton-administrationens holdning.

p.s. Jeg har bevis på, at de 568 amerikanske dollars, vi sendte til grundlovsforkæmper Bernie Keldermanns er modtaget.