Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 7, 1992

Landsmøde

Fra "Fred og Frihed" bringer vi følgende artikel som optakt til landsmødet.

Dagbog fra Jugoslavien

Lisbeth Christiansen fra AmK og Fredsaktion 92 besøgte i påskedagene Beograd efter invitation fra Center for Antikrigsaktioner. Invitationen gjalt et møde i Sarajevo, som Alexander Langer fra Europaparlamentet arrangerede. Mødet blev aflyst. Fredsfonden har givet økonomisk støtte til rejsen.

Af Lisbeth Christiansen

Langfredag: Vi har lige fået en telefonopringning fra Domanovici (Bosnien-Herzegovina, H-N), der meddeler, at bussen, som medbringer medicin, mad og sundhedspersonale til et hjem for retarderede børn, ikke er nået frem til bestemmelsesstedet. Den er sporløst forsvundet mellem Domanovici og Mostar. Jeg er meget træt, og jeg er bange. Jeg skal til fredsmøde i Sarajevo og CENTRET (1) forsøger stadig at samle folk her i Beograd, som skal med bus dertil i morgen eller overmorgen.

Jeg har været i Sabac og i landsbyerne omkring Sabac. Jeg besøgte 4 hjem med flygtninge; små huse med 15-30 kvinder, børn og bedsteforældre. Fædrene er hjemme i landsbyen (B-H), på den anden side af Savafloden, for at forsvare deres hjem mod angreb fra militære, paramilitære og kriminelle grupper.

- Da jeg var ung, sagde en ældet og kroget kvinde, levede jeg i skovene i flere år. Mange døde og vi sultede.

Det var en forfærdelig tid; jeg kan ikke forstå, at jeg skal opleve det igen.

Røde Kors gør et stort arbejde med at organisere og fordele mad og andre fornødenheder i de områder, flygtningene søger hen. Der bliver kontinuerligt oprettet flygtningekomiteer, som er bekendt med de lokale forhold. De har bl.a. kendskab til, hvor mange flygtninge lokalbefolkningen kan huse. I alle landsbyer samles penge og levnedsmidler ind og bliver registreret ved giver-navn og kvantum. 50% af hjælpen kommer fra (serbisk) Røde Kors, 25% fra udlandet og 25% leveres aflokale medborgere.

Det giver problemer at være flygtning, at skulle modtage almisser og bo under tag med helt fremmede mennesker.

- Det er ikke mit hus, det er ikke mit hus, gentog en gammel mand uafbrudt og græd hjerteskærende.

Børnene sover 3-4 stk. i samme seng. 25 par elendigt fodtøj står hulter til bulter udenfor døren.

- Der er mange munde at mætte og meget tøj at vaske, sagde en ung kvinde med en baby ved brystet, vi mangler vaskepulver, mel sukker, olie, konserves og modermælkserstatning.

Vi skal nok klare denne sommer, på en eller anden måde, men vi nåede ikke at så markerne, inden vi flygtede...

Skiden lørdag: Han hugger meget beslutsomt øksen i hendes rygrad. Jeg afventer passivt, hvad der nu vil ske. Blodet kommer langsommere end jeg havde regnet med og der er mindre blod end jeg havde forventet. Der står andre mennesker ved siden og bag mig. Hvordan vil hendes krop reagere, tænker vi. Hun er lam. Vi ser alle interesseret til, da han igen løfter øksen og lader den falde mod hendes ene bryst...

Jeg vågnede svedig og forskræmt og for midt ud på gulvet. Hvor var jeg?

Jeg stod længe og kiggede ud i haven. Sneen faldt i store mængder ned fra oven. De grønne blade og de små grønne abrikos frugter var dækket af sne. Alt var forkert; igår var det dansk sommer.

Mine værter, Sonja og Milan, havde et bittert skænderi i nat. Jeg sad blot og så til uden at kunne stoppe hadet.

Milan er vokset op i Novo Sad (Serbien) og Sonja har trådt sine barnesko i Dubrovnik (Kroatien). De er begge uddannet i Beograd og London. De har tilbragt 20 år sammen, 10 i England og 10 i Jugoslavien. De er europæere og jugoslavere, de er akedemikere og dialektiske materialister og de har aldrig haft nødig at bedyre hinanden deres kærlighed; alligevel har medie- og borgerkrigen på kort tid inficeret deres ægteskab og venskab.

I nat var de tæt på krig. Milan hidsede sig op gennem en lang monolog om kommunismens bedrag og løgne. Sonja forsøgte flere gange at sige noget, men Milari var ikke til at bremse. Han var afsindig vred og følte sig uretfærdigt behandlet af alle, også af Sonja. Under stort drama beskyldte han Sonja for at være stalinist. Så røgSonjas tålmodighed og hun blev hysterisk og anklagede Milan for ikke at tage borgerkrigen, som kun er 100 km væk, alvorligt.

- Broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn, og børn skal sætte sig op imod forældre og slå dem ihjel" (Matt. 10:21).

Vå må holde op med at efterspore forklaringer på denne borgerkrig.

Der er så mange ligegyldige forklaringer. I dag har jeg mødt mindst 10 forskellige mennesker, som hver havde behov for at give mig sin version. Det fører ingen vegne hen.

Borgerkrigen er igang og skal stoppes.

Under morgenmaden ringede Grebo (29 fra Sarajevo: - Ingen kan komme ind i Sarajevo, vi er fuldstændig omringet. To mennesker er blevet dræbt her til morgen, og tyve igår. Lufthavnen er lukket, og i øjeblikket er der heftige kampe ved to våbenfabrikker. Vi er ved at lave en beskrivelse af forholdene i Sarajevo specielt, og i Bosnien- Herzegovina i almindelighed. Vi fax'er den til CENTRET i løbet af dagen, hvis ellers vi stadig har forbindelse.

Er der noget, du vil spørge om?

Det var tydeligt, at han havde meget travlt, så jeg undlod at stille nysgerrige spørgsmål.

Neda Bozinovic kom for at hente os. Hun er midt i 70'erne og meget aktiv i fredsbevægelsen. Da CENTRET for nylig blev raseret af bøller, stod hun frem og gav dem svar på tiltale. De blev bange for hende og forlod gerningsstedet, inden alt for meget blev smadret. Neda var en at Titos partisaner, så hun kender Bosnien-Herzegovina, Serbien og Kroatien fra de lange vanskelige vandringer under den 2. verdenskrig og revolutionen derefter. Jeg spurgte hende: Hvem leder denne krig?

- Det gør de gamle, kvinder og især mænd fra min generation. De har støbt kuglerne, de finansierer volden og slår deres børnebørn og oldebørn ihjel, sagde hun og kiggede skamfuldt ned i gulvet.

Vi kom for sent til mødet i Studentercentret. Foyeren var tæt befolket og endnu kom mange ned af den store trappe. Sonja præsenterede mig for flere medlemmer af CENTRET og nogle oppositionspolitikere. Marija Mitrovic, medlem af Helsinki Citizens Assembly, spurgte om jeg skulle med bussen tif Sarajevo. Bussen var klar, indsamlingen af mad og medicin voksede, så bussen skulle af sted i morgen, fortalte hun. Jeg protesterede og fortalte, hvad Grebo havde sagt i telefonen om situationen i Sarajevo. Pludselig var hun væk.

Jeg masede mig mod strømmen for at komme frem til cafeen. Stemmerne virkede hysteriske og desperate. Jeg fik plade ved siden af tre studenter fra Beograd, som jeg straks præsenterede mig for. En af dem spurgte, om jeg mente amerikanerne ville angribe Serbien. Det har jeg ingen mulighed for at svare på, hvad jeg også fortalte dem.

Milan oversatte nyhederne i morges, så jeg forstod godt, hvad deres spørgsmål handlede om. Det er utroligt, at det officielle fjernsyn i den grad kan programmere borgerne. Nyheden var, at USA truede Milosovic og serberne med blokade, hvis ikke den serbiske hær trak sig ud af Bosnien-Herzegovina.

Det blev fremstillet som en amerikansk krigstrussel; jævnfør køreplanen fra Golfen!

Der er ingen tvivl om, at mange udenforstående personer og nationer puster til ilden i det opløste Jugoslavien, også USA, men det er jugoslavisk massepsykose, som dræber tilfældige medborgere og smadrer infrastruktur og kultur i landet. Hvordan stopper vi epidemien, hvordan afleder vi så meget had?

Sonja dukkede op og fortalte, at en politiker fra Sarajevo gerne ville tale med mig.

Kasim Rasidovic (pressechef og udenrigskoordinator fra de Liberale, B-H) viste sig at være en velklædt og høflig mand sidst i 30'erne. Han var kommet til Beograd for at tale med serbiske oppositionspolitikere og europæiske ambassadører. Jeg satte båndoptageren igang:

- I dette øjeblik er der flere forskellige grupper, som forsøger at organisere sig under een kommando.

Mere end 10.000 mand forsvarer Sarajevo og præsidiet forsøger at samle alle grupperne i en forsvarsstyrke. Det foregår på følgende måde: Familier, venner og naboer beslutter sig at forsvare et område, en gade eller en fabrik; dernæst vælger de en leder til at organisere forsvaret. Alt afhængig af denne leders moral og kontrol over sine mænd fungerer grupperne ansvarligt eller ej. Mange grupper bliver ledet af rene banditter. jeg har set sådanne grupper stjæle og hærge private huse, butikker og fabrikker.

Præsident Izetbegovic har opfordret grupperne til at forsvare Bosnien - Herzegovina, og de mænd som har fulgt opfordringen er under kontrol af et territorialt forsvar, en slags legal styrke, med speciel uniformering og mærke. Men endnu er mange på egen hånd.

Det er især serbere, som ikke anerkender præsidenten og staten Bosnien - Herzegovina, og de serbere, som således er ude på egen hånd, bliver som regel sponsoreret af den serbiske hær. Lige nu bliver Sarajevo bombet af paramilitære grupper, ca. 15 km uden for byen, ledet af en vis hr. Akana3.

For 2 år siden vandt nationalisterne 4 valget i Bosnien- Herzegovina. Siden har aggressionerne acceleret.

1 Center for Antikrig-aktioner, Beograd

2 Juraprofessor dr. Zdravko Grebo, fredsarbejder og medarbejder ved Studio 99, Sarajevo

3 Zeljko Raznatovica Arkana er dømt for mord og våhenhandel i 1988 og indsat i fængslet i Zagreb (Kroatien). Kort efter blev han løsladt p.g.a. en tjeneste-udveksling. Interpol har flere krav på ham for mord i Europa.

4 Bosnien-Herzegovina er 43,7% muslimer, 31,3% serbere (græsk-ortodokse) og 17,3% kroatere (romersk-katolske).

Øen Vis

- en "fredens ø"?

Af Christine Schweitzer

Et møde på en lille ø i Adriaterhavet i begyndelsen af april har skabt uro i den kroatiske regering. Efter ordre fra Zagreb meddelte de lokale myndigheder på Vis, at et planlagt møde om demilitarisering ikke officielt kunne finde sted. Men fredsaktivisterne mødtes alligevel uofficielt, og deres planer har nu fået langt mere omtale, end hvis mødet ikke var blevet forbudt.

I slutningen af 1991 planlagde en gruppe fredsaktivister at gøre øen Vis, der ligger i Adriaterhavet tæt ved den dahnatinske by Split, til "Fredsøen Vis" som et symbol på håbet om fred. Den skulle gøres til demilitariseret område - der skulle oprettes et "Europahus" på øen, og arbejdet for at gøre Vis til en "Fredsø" skulle ses som det første skridt på vejen til en demilitarisering af hele Adriaterhavet.

Stærkt oprustet

Vis, der allerede i det klassiske Grækenlands tid var kendt for sine mange vingårde, blev stærkt oprustet efter Anden Verdenskrig og gjort til den vigtigstehavnebase for den jugoslaviske Forbundshær.

Indtil 1989 har Vis været lukket for udenlandske turister, og i efteråret 1991 blev øen brugt som base for de krigsskibe, der angreb Dubrovnik, Split og andre byer på den dalmatinske kyst.

I følge våbenstilstandsbetingelserne skal hæren nu forlade Vis, men i marts i år begyndte Forburidshæren igen at befæste bygningerne på øen. Nu frygter alle, at hæren alligevel ikke vil forlade øen - og at Serbien vil bruge øen i udveksling med andre besatte områder i Kroatien.

Situationen er blevet særlig farlig, fordi den kroatiske flåde truer med at "befri" Vis med magt - en plan, der kan føre til at øen ødelægges, og dens 3000 indbyggere dræbes. Der er nu krigsskibe nok i havnen til at lægge alle øens byer og landsbyer i ruiner. Og der går rygter om, at hæren skal have foretaget en så omfattende minering af bjerghulerne, at der er nok til at sprænge hele øen i luften.

"Når der er krig, taler man ikke om demilitarisering"

Initiativet til en demilitarisering af Vis kom oprindeligt fra folk, der bor i Ljubljana, men som er født på Vis, eller som har tilknytning til øen. På Vis selv er der også en gruppe, der støtter initiativet. Og selv om der ikke har været nogen afstemning om en demilitarisering, sådan som tilfældet har været på Lastovo (en lille ø syd for Vis), så er det sandsynligvis et flertal af befolkningen, der støtter initiativet.

Ljubljana-gruppen planlagde at afholde en international fredskonference om øens demilitarisering i dagene 2.-5. april. De kroatiske myndigheder forstod imidlertid kun alt for godt, hvad "demilitarisering" virkelig betyder. I stedet for at hilse os velkommen som folk, der var parat til at ' hjælpe med at befri øen fra fjendens flådestyrker og høfligt ignorere, at vi også ville have den kroatiske flåde væk, forbød de simpelthen konferencen.

"Kroatien er i krig, og krig er ikke tidspunktet til at tale om demilitarisering", hævdede de lokale myndigheder, da vi invaderede deres kontorer for at bede om en forklaring på forbudet. Men under mødet blev det også klart, at forbudet ikke var hjemmegjort, men kom direkte fra Zagreb. De lokale myndigheder har muligvis slet ikke haft noget valg. Hovedparten af den lokale kommunalbestyrelse er tidligere kommunister, og de bliver derfor rent rutinemæssigt betragtet med mistro af regeringen i Zagreb.

Officielt kunne konferencen altså ikke finde sted. Men så mødtes vi i stedet "privat" på øen. De fleste af deltagerne, der kom fra Slovenien, Kroatien, Østrig, Frankrig og Tyskland, ville helst have gennemført åben civil ulydighed, hvis det ikke kunne være blevet farligt for de lokale aktivister . Men forbudet havde også sine fordele. Dag- og ugeblade og tidsskrifter omtalte mødet, citerede vore breve og udtalelser og gav plads for en offentlig debat om emnet.

Især generede det de lokale myndigheder, at der 100m protester imod forbudet fra mange organisationer ud over hele Europa. Projektet er derfor blevet meget mere kendt end før - og sandsynligvis mere kendt, end det ville have været, hvis det ikke var blevet forbudt.

De næste skridt

Den to og en halv dags konference gik hurtigt. Det meste af tiden blev brugt til at skrive protestbreve og udtalelser til de kroatiske myndigheder og den jugoslaviske Forbundshær. Vi besøgte borgmesteren i byen V is og hovedkvarteret for den kroatiske flåde i Split, hvor vi bad om, at der ikke ville blive foretaget militær intervention på Vis. Vi nåede også at planlægge kampagnens næste skridt:

• der skal åbnes et fredskontor på Vis, der kan koordinere det lokale arbejde,
• der vil blive afholdt en fredsmarch på øen i Pinsen, måske i forbindelse med en lille fredslejr,
• der skal etableres et "Europahus" - et kulturelt mødested - på øen.

Kontakt: Peace Island Vis,
c/o Peace Institute,
Mestni Trg 13, 61000 - Ljubljana,
Slovenien.

Christine Schweizer er medlem af det tyske Bund für soziale Verteidigung

Manden på taget

Information 11.8.92

Konsekvenser af Danmarks proklamationer om Bosnien-Herzegovina

af Lisbeth Christiansen

psykohistoriker medlem af Fredsaktion 92

HAN FØLER sig omgivet af aggressive og dominerende personer i nøglepositioner, som truer hans eksistens.

Med rette eller urette mener han, at han vil omkomme uanset hvad han gør. Pludselig brister hans selvkontrol i en ødelæggende harme. Han skaffer sig et våben, finder en gruppe ligesindede, eller vælger at føre sin egen ensomme krig mod alt der bevæger sig. Han går på taget og bliver snigskytte, fordi bevægelse er blevet en forbrydelse i hans verden. Han har ulykkeligvis fået sindsygdommen krig i udbrud. Manden på taget er en meget troværdig film, skabt af Bo Widerberg, som beskriver en snigskyttes tilbliven og hans dramatiske død. Den fiktive snigskytte er en moderne svensk politimand, opdraget til at forvente vold og uddannet til at bekæmpe vold med vold. Hans barn er fjernet af myndighederne, hans kone dør af et insulinchok i politiets varetægt. En meget sørgelig men brugbar historie til at forstå vanviddet i Bosnien-Herzegovina.

Der står en murer på mit tag og pudser skorstenen. Jeg har været sammen med ham i nogle dage og dag for dag er han blevet mere krigs-positiv og ophidset over de serbiske slagterier.

Han overvejer alvorligt at sende sine DK-FT\-WEUdrenge til Bosnien-Herzegovina for at give disse forbandede serbere en rask lille lærestreg. Mureren på taget ved ikke at det gamle Jugoslavien længe var USAs største våbenfabrik og at jugoslaviske våbenarbejdere fik 2-300 gange mindre i løn Han ved godt at arbejdsløsheden er steget dramatisk i USA, men han vidste ikke at 600.000 flere er blevet arbejdsløs i Californien siden murens fald - de velbjærgede vil have samme profit på oprustning og nedrustning. Manden på mit tag har osse set L.A. i flammer og sorte borgere smadre hvide borgere, og omvendt. Via satellit kommer den tragiske hændelse til at gentage sig i Sverige under et europamesterskab i fodbold.

Og så står Ritt Bjerre gaard frem og bedyrer at hun er parat til at sende vores sønner i krig i Bosnien-Herzegovina for at vise flaget i FN. Og ikke nok med det! Den velrespekterede Vibeke Sperling fra DR og Torben Krogh på Dagbladet Information er også blevet krigshidsere, fordi de ikke mener der er andre muligheder end en rask lille krigsoperation for at standse vold med vold i Bosnien-Herzegovina. Men lad mig erindre Ritt Bjerregaard, Vibeke Sperling og Torben Krogh om at to besætningsmedlemmer og en politibetjent dør, og mange civile ånder i flammer hvor helikopteren styrter i undergrundsstationens skakt - ifølge Bo Widerbergs fiktive verden.

I Bosnien-Herzegovina er der tusinder af snigskytter og hundredvis af paramilitære grupper som alle er lider af krig i udbrud.

Fordi »man ikke længere kan være vidne til grusomhederne« skal unge og sunde mænd sendes ind i krigspsykosens mest besmittede områder i Bosnien-Herzegovina.

Det officielle Danmark proklamerer: Lad os mutilere hverandre!

Ny kvinde - Ny magt

Kvindekolletivet Pancha Carrasco i Costa Rica.

Fra den 26. april til 14. maj var Chiristian Fallas og Nancy Piedra fra kvindekollektivet Pancha Carrasco i Costa Rica på dialogbesøg i Danmark inviteret af KULU, Kvindernes U-landsudvalg og International Liga for Fred og Frihed i Danmark.

Af Britta Jensen

Nancy Piedra er en af grundlæggerne af kvindekollektivet og arbejder nu i koordinationsgruppen. Hun har organiseret og uddannet kvinder i de fattige kvarterer i hovedstaden San Jose. Hun har desuden lavet en undersøgelse over livsvilkårene i landets bykvarterer med henblik på at udforme nye udviklingsrnodelIer sammen med kvinderne.

Christina Fallas har også været med i kvindekollektivet fra starten.

Hun har i de senere år arbejdet med en gruppe bondekvinder i det fattige område Saraqui, som ligger i den nordøstlige del af landet. Her støtter hun kvinderne i deres organisering, hjælper dem med at starte indkornstskabende småprojekter og giver undervisning i de temaer, de udtrykker behov for.

Kvindekollektivet er opkaldt efter en berømt kvinde, Pancha Carrasco, der anerkendes som forløberen for feminismen, idet hun gennembrød grænsen til mændenes domæne, omend på et noget ufredeligt område: med sit forklæde fyldt med ammunition dræbte hun en mand bag en af fjendens kanoner.

Baggrunden var, at USA havde invaderet Costa Rica og Pancha Carrasco, som var præsidentens kogekone, måtte følge med tropperne over grænsen til Nicaragua, og her gik hun så ind i kampen.

Costa Rica

Costa Rica er blevet karakteriseret som et lille, demokratisk, fredselskende og neutralt land uden militær, men det er en sandhed med modifikationer.

Landet er lille: 2,5 milI. indbyggere og 51.000 km2, og landet har været mere fredeligt og demokratisk end de øvrige mellemamerikanske stater, men der er grænser for både demokrati og pacifisme.

Under Fredsmarchen i Mellemamerika i 1986/87 besluttede regeringen, at man kun måtte køre gennem landet, folk måtte ikke forlade busserne. De blev modtaget med tåregas af politiet, og da taxichauffører smed sten og kæppe på busserne, så ruderne splintredes, greb politiet ikke ind.

Costa Rica er ved at nærme sig en autoritær form for topartisystem, hvor de folkelige organisationer har svære vilkår. De to store partier er Det Nationalliberalistiske Parti (PLN) og Det Socialt-kristelige Parti. Sidstnævnte har haft magten siden 1990 med Angel Calderon som præsident.

Hæren er afskaffet, men der findes en civilgarde og bevæbnede politistyrker, som er blevet voldsomt udvidet gennem de sidste 10 år.

Hertil kommer de såkaldte eliestyrker, der især har patruljeret langs grænsen til Nicaragua i den periode, hvor Costa Rica direkte støttede contraerne.

Desuden benytter USA flittigt havne og lufthavne i Costa Rica til militærmanøvrer og har faste militære installationer.

Kvinderne fik valgret i 1949, men Costa Rica er et patriarkalsk samfund, og kvinder har ikke de samme politiske muligheder som mændene. Selvom kvinderne udgør 45% af vælgerne, repræsenteres de kun af 6% kvinder i den lovgivende forsamling.

Margarita Penon, der er en anerkendt feminist, stiller op som præsidentkandidat for PLN til næste præsidentvalg, men hun spås ikke mange chancer, dels fordi 30% af vælgerne ifølge en meningsmåling aldrig ville stemme på en kvinde til præsidentposten, og dels fordi hun tilhører den rigeste del af befolkningen, og mange stoler ikke på, at hun vil støtte de økonomisk svageste grupper.

Nancy Piedra og Christina Fallas fra Costa Rica

I marts 1990 blev der vedtaget en ny social ligestillingslov, som på det retsmæssige plan betyder fremskridt, men krisen kradser, og det er kvinderne, den økonomiske krise går først og værst ud over, og isærde fattige kvinder. De har en tredobbelt arbejdsbyrde, dels som husmødre med arbejdet i hjemmet, dels med at skaffe sig en indkomst ved lidt småhandel, tjenesteydelser eller hjemmeproduktion og desuden må de være med til at forbedre boligen, eventuelt ligefrem bygge huset og deltage i fællesarbejdet i deres kvarter.

Kvindekollektivet Pancha Carrasco

Kvindekollektivet Pancha Carrasco har eksisteret siden 1986 og har nu 16 promotorer. De kalder sig "Folkelige feminister" og arbejder især med organisering og uddannelse af ca. 500 kvinder indenfor den in formelle sektor i hovedstadens fattigkvarterer og også med bondekvinder i et enkelt landområde, så de bliver bevidste om deres situation og i stand til at forbedre deres muligheder i hverdagen.

Men der er mange odds at arbejde imod.

Mange af de officielle ledere af boligkvartererne er korrupte.

Antikommunistiske kampagner har mistænkeliggjort enhver form for organisering, og en del religiøse sekter spiller den samme paralyserende rolle.

Mange basiskvindegrupper har mistet modet, fordi de pludselig ser sig i strid med resten af boligområdet. Dertil kommer, at ægetemanden ofte synes, at det konen laver uden for huset er spild af tid. Når man arbejder med husmødre er det nødvendigt også at arbejde med hendes familie og hendes miljø. Det er en langsom proces, og man skal regne me9, at kun 3 ud af 10 gør virkelige fremskridt.

Pancha Carrasco arbejder med følgende temaer:

Køns-specifik pædagogik:

• Uddannelse af kvindelige ledere
• Kursus for kvindelige undervisere
• Kurser for kvinder i boligområderne i organisationen og kvinderelevante temaer

Kønsidentitet:

• Kampagne mod vold mod kvinder
• Psykologisk og retsmæssig hjælp
• Kurser om mental sundhed

Livskvalitet:

• Støtte kvinder i deres udvikling og i at forbedre deres boliger,
• Opstarte børnecentre
• Udvikle hjælpemidler til hjemmet, f,eks. billige vaskemaskiner
• Kurser i folkelig økonomi
• Støtte ved start af småprojekter og handel med kunsthåndværk

Kommunikation:

• Udgivelse af blad 6 gange årligt, Nuestras Vidas, "Vore Liv"
• Teater
• Radioprogrammer og video

Information:

• Dokumentationscenter

Opholdet i Danmark

Naney og Christina har under opholdet været vidt omkring i Danmark. De har på offentlige møder i København, Åi-hus, Nyborg (på Ligaens landsmøde), Odense, Ålborg, Skyum og Skive delt deres glæder og frustrationer ved arbejdet med tilhørerne.

De har ved besøg på skoler, institutioner og projekter af forskellig art haft lejlighed til at møde danske kvinder med lignende baggrund og interesseområder og har udvekslet erfaringer og synspunkter til gensidig inspiration.

Forhåbentlig vil der opnås en spredningseffekt i såvel de danske kvindeorganisationer og grupper, som i de costaricanske kvinders.

En fredelig verden i praksis

Forudsætningen for en fredelig verden, er en verden, hvor alle har det godt og er tilfredse. Men hvordan skal det fungere uden at der påny er nogen, der vil have verdensherredømme, og hvordan får vi de næste generationer til at arbejde videre, på den verden, vi har opbygget?

Af Majken Jul Sørensen

Hvordan ser en fredelig verden ud for dig? For mig, og mange med mig, er fred andet end fravær af krig, fred betyder også, at hele befolkningen har det godt. For langt de fleste mennesker er det en verden uden vold, hverken direkte eller økonomisk vold. Den økonomiske vold kaldes også strukturel vold, og det er den form for vold, der kræver langt de fleste ofre.

Strukturel vold er, når folk dør af sult og mangel på lægehjælp, mens vi sidder her i lille Danmark og lever fedt og godt. Det er også strukturel vold, hvis der er få meget rige mennesker i et land, der sidder på magten, og en masse fattige mennesker, der dårligt nok har mad nok til at overleve. Det er en langt værre form for strukturel vold, for den kan de fattige tydeligt se, mens jeg tror, vores goder er noget meget uhåndgribeligt for dem. Men den strukturelle vold, som kan ses tydeligt, kan føre til borgerkrig, når befolkningen også bliver undertrykt.

Og det bliver den for det meste også, for de få, der sidder på magten, vil gerne blive ved med at gøre det.

Men det er en ond cirkel, for hvis der bliver borgerkrig, bliver de endnu mindre mad til de fattige, for de skal i krig og har ikke tid til at passe markerne.

Mens de rige nok skal klare sig.

Strukturel vold

Hvert år dør ca. 1 mill. mennesker som følger af den direkte vold, de fleste af dem i krige. Men ofrene for den strukturelle vold er mange gange flere, nemlig ca. 14 mill. om året.

De dør af sult eller tørst, p.g.a. elendige boligforhold og mangel på lægehjælp. Alt det vi her i den vestlige verden tager for givet. Og mens folk dør af sult i Mrika, ligger EF's overskudslagre og bugner af kød og korn. Jeg har svært ved at se logikken i det.

Fordi de fattige stater ikke har råd til at købe mad hos os, så dør den uskyldige befolkning af sult. Vi vil hellere have maden liggende og rådne uden at tjene penge på den, end vi vil sælge den uden fortjeneste eller forære den væk og se folk overleve.

En fredelig verden

Forudsætningen for en fredelig verden vil altså sige, at alle har det godt, får nok at spise og ikke bliver undertrykt. Det vil sikkert tage lang tid, inden det bliver sådan her på vores jord, for der er alt for mange mennesker, der ikke tænker på andre end sig selv. Men det hjælper heller ikke at sige, at vi lige så godt kan lade være med at arbejde for det, fordi der ikke er andre, der gør det. Så bliver J orden i hvert fald slet ikke et godt sted. Der er nogen, der skal tage initiativet og få de andre med.

Prøv at forestille dig, at det allerede var sådan, hvordan skulle vi så få jorden til at blive ved med at være fredelig, uden at der var magtbegærlige personer, der atter begyndte at undertrykke andre?

Jeg tror ikke, at det ville kunne ske med, at der var et land, der bestemte og som bedømte, hvad der var rigtigt og forkert. Ingen andre end det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, kunne tænke sig en sådan verdensorden. (Altså med USA som den der bestemte).

Det var i hovedtræk det, dokumentet, Pentagon udsendte i begyndelsen af marts, gik ud på. USA som verdens politibetjent, der slog hårdt ned på alle, der ikke fulgte USA's politik og lod USA sidde på verdenshandelen.

FN

Jeg tror, at en langt bedre løsning er ved hjælp af FN. Lad landene forpligte sig til at overholde menneskerettighederne o.lign. og hvis de ikke gør det, skal der være handelsblokade fra resten af verden, indtil betingelserne er opfyldt.

Det kan godt være, at det er på den måde, det foregår i dag - i teorien. For det fungerer i hvert fald ikke i praksis. Det kræver, at alle de andre lande overholder blokaden, før det kan være effektivt. Det er også nødvendigt med samarbejde på tværs af landegrænserne, og en helt anden indstilling end den vi har i dag.

Måske er det bare en drøm at forestille sig, at det kunne virke, men det tror jeg ikke. Hvis alle samarbejder om at stoppe handlen med landet, så er jeg sikker på, at regeringen hurtigt ville kunne se fordelen i at overholde menneskerettighederne, eller en af de andre regler der var blevet overtrådt. Der er næppe noget land i verden, der vil kunne klare sig helt uden hjælp udefra, i hvert fald ville levestandarden falde kraftigt.

Fortsæt den fredelige verden

For at sikre, at Jorden bliver veq med at være et fredeligt sted at leve, bliver det nødvendigt at lære de kommende generationer, at det er bedre at samarbejde end at bekrige hinanden. Krige starter næsten altid, fordi et land føler sig truet og usikkert. Det er det samme der sker, når forskellige folkeslag hader hinanden, fordi de ikke kender hinandens kultur og ikke forstår den.

Hvis vi lærer de næste generationer om andre folkeslag og fremmede kulturer, vil de også begynde at forstå og acceptere hinanden som dem, de er. De vil få lettere ved at samarbejde og bygge videre på en fredelig verden.

Men det kræver, at børnene ikke bliver påvirket i negativ retning med had og mistroiskhed. Børn er meget nemme at påvirke, og hvis fanatiske organisationer får fat i dem, og de begynder at påvirke børnene til at hade andre (f.eks. til at blive nazister), så opstår der en generation fyldt med had og splittethed, og vi er tilbage, hvor vi begyndte.

Børnene skal heller ikke bare fyldes med, hvad de skal mene og tro, fra vores side, de skal opdrages til at drage deres egne konklusioner og af sig selv forstå, hvorfor det er bedre at samarbejde og acceptere hinanden end at hade. De skal høre alle synspunkter om en sag fremført og selv finde frem til det bedste. Ikke konstant påvirkes fra den ene side, det skaber fanatiske mennesker.

Jeg tror, at verdensdemokrati er noget af det vigtigste at arbejde hen imod, hvis vi skal have en fredelig verden. Alle lande skal have en vis indflydelse, uden at der er et enkelt eller nogle få lande, der sidder på magten. Folket over hele Jorden skal være oplyst og veluddannet, for det er på den måde, man får en befolkning, som kan se fordelene ved at samarbejde.

Kæmp videre

En fredelig verden med demokrati opstår ikke af sig selv, alle skal arbejde for den. Ellers er der nogle få mennesker, der overtager al magten, og verden bliver pludselig styret af mennesker, der kun tænker på sig selv.

Selvom det på nuværende tidspunkt ser svært ud, og selvom der er lang vej til den fredelige verden, vi alle drømmer om, så vil jeg alligevel opfordre alle til at arbejde for en verden med fred og demokrati. Også selvom det nogen gange ser sort ud, og det virker som om der ingenting sker, så kæmp videre alligevel. For vores børn og børnebørns skyld.

Det er jo dem, der skal overtage Jorden efter os og leve videre på den. Skal de have mulighed for at leve i et godt samfund og selv være med til at bestemme, eller skal de styres af fanatiske mennesker uden at have noget at skulle have sagt?

Ligaen udtaler

Om retten til at nægte at betale skat til militære formål

Løsningen af konflikter uden militær er det indlysende svar på oprustningsvanviddet, som nu truer miljø og menneskehed i en grad, som overgår vor fantasi.

Danmark bør gå foran.

Internationale Lige For Fred og Frihed forsamlet til lands­møde i Nyborg 1. - 3. maj opfordrer regering og folketing til at lovliggøre, at skatteydere i Danmark får mulighed for at undlade at betale skatteandelen til militæerrt, imod at de indbetaler et tilsavrende beløb til en offentlig fond.

Fonden skal fremme fredelig konfliktløsning i over­ensstemmelse med FN's pagt og CSCE.

Jeg kan åbenbare dig hemmeligheden bag livet, hvis du lover ikke at bruge den til at slå folk ihjel med!

Hovsa!!

Dette blad er redigeret af Odensegruppen ... ligesom det sidste ... Næste Køkkenrulle red. af Virumgruppen.