Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 10, 1993

FREDSSKABERE

Hvis et fredsinitiativ ovenfra skal have den mindste chance for succes, må FN ifølge den dansk-svenske freds- og konfliktforsker Jan Øberg holde våbnene helt væk. Og der behøves 100.000 ubevæbnede soldater i blå hjelme og adskillige styrker af civilpoliti og hjælpearbejdere til en sådan aktion.

Fredsforsøg nedenfra har langt bedre udsigter. Hvad 30.000 FN-soldater i Sydsomalia (tidligere italiensk koloni) ikke har kunnet klare, det er lykkedes for en gruppe ældre mænd i Somaliland (Nordsomalia, tidligere engelsk koloni). De lokale råd af ældste løste deres egne problemer, inden de sendte repræsentanter til et stort møde for klanældste.

Efter fem måneders parlamentaren valgte ældsterådet og klanlederne Ibrahim Egal til præsident for republikken Somaliland.

" - Vi gjorde det på den eneste måde, vi kender til: den afrikanske måde - lange samtaler mellem klanlederne og de ældste. Ofte blev uoverensstemmelserne snakket til rette under et træ eller ved en fest", forklarer præsidenten. Det største problem er de unge militsfolk, der var med til at vælte diktatoren og nu regerer i gaderne. 5.000 af dem er afvæbnet og anbragt i lejre, hvor de uddannes til politifolk, grænsevagter, fiskere og landmænd. Men, der er stadig 4.000 militsfolk rundt om i landet uden for regeringens kontro!.

Fredsinitiativer ovenfra i Sydafrika (fra politiske eller kirkelige ledere, FN-rådgivere og det nationale Peace-Accord) mislykkes i reglen. Men et fredsforsøg fra beboerne selv i hosteis (ungkarlebarakkerne) ved Johannesburg fik nærmest mirakuløs virkning. fortæller det sydafrikanske kirkeblad "Challenge":

I august 92 bragte Jacob Dlomo fra zuluernes Jeppe Hostel et fredsbrev uden anklager eller undskyldninger, kun med forslag om at holde møder sammen, til xhosaernes Selby Hoste!.

Modtagelsen var positiv, German Mlatsheni blev deres repræsentant, og pastor Mvume Dandala fra Metodistkirken i Johannesburg blev mødeleder.

19.12. holdtes julegudstjeneste for fred og god vilje på Jeppe Hoste!. 6.2.93 fulgte en større gudstjeneste på Selby Hostel, hvor kirkeledere og pressen var inviteret. Beboere fra 24 hosteis, der skriftligt havde forpligtet sig på fred, tændte "et lys for smerte og håb". Repræsentanter fra otte andre hosteis med interesse for fredsprocessen deltog i gudstjenesten.

Begivenheden var historisk. Men hostelbeboerne var utilfredse med, at pressens referater gav indtryk af, at det var kirken, der havde taget initiativ til fredsprocessen og ledede den.

Jacob Dlomo siger: Hostelbeboerne er også mennesker, og skønt de ofte ikke kan læse og mangler uddannelse, har de lige som alle andre lært moralske værdier fra deres forældre.

Pressen fremstiller gerne hostelbeboere som rabiate vilde, der går rundt og dræber folk. "Vi får skyld for volden, men når vi stifter fred får andre æren for det".

German Mlatsheni fremhæver "den afrikanske måde at skabe fred på". Og Jacob Mlomo tilføjer: "Vore forfædre og Gud vor skaber har allerede gjort et stort arbejde". Nu forestår fredsprocessens anden del: sportsbegivenheder, musikfestivaler og oplysningsprogrammer skal genoprette det oprindelige sociale samvær mellem de forskellige hoste Is og hjælpe beboerne til at "værdsætte vor forskelligartede kulturelle arv". Derefter må vi gå løs på det ømtålige spørgsmål om fred mellem hostelbeboerne og townshipbeboerne (de sorte bydele).

Pastor Dandala tror, freden vil holde, hvis man følger afrikansk tradition, der besegier freden med en symbolsk handling, en slags renselsesceremoni. Man diskuterer en ceremoni udført af høvdinge i landområderne. Men et kristent ritual, en symbolsk liturgisk handling overvejes også.

Fredsprocessen har stor betydning for spørgsmålet om den praktiske betydning af tilgivelse i Sydafrika, siger pastor Dandala. Er det muligt at lave en fælles bekendelse af skyld, fordi vi har udgydt blod, skønt det er uklart, hvordan det begyndte? Hvor der er skyld, må der anger til. Noget af det, de hvide frygter mest, er, at de, hvis de bekender og angrer, vil blive straffet på en eller anden måde - "de synes at glemme, at der ikke er forekommet nogen Nurnberg proces i Afrika" - fælles bekendelse og bod kan blive en befriende og helende oplevelse. Det afgørende er, at vi lærer af fortiden.

Jan Øberg har fremsat et meget "afrikansk" forslag til løsning af Balkankonflikten.

Jugoslaverne skal have hjælp til, at oarterne selv taler sig til rette ved at:

1) oprette et netværk af mange parallelle forhandlingsborde, hvor parterne taler sammen på kryds og tværs om forskellige spørgsmål. Giv dem mulighed for at forklare sig og kommunikere med hinanden,

2) belønne alle, der nedlægger våbnene, med omgående økonomisk bistand - i stedet for at straffe rnodparterne med sanktioner.

3) udpege en bred international delegation af gamle erfarne statsmænd, diplomater, militærfolk og andre, der kan fungere som konsulenter, til at rejse rundt i området som reoræsentanter for sig selv med den opgave at dokumentere problemerne og komme med løsningsforslag.

De mange forskellige grupper og intellektuelle, der arbejder for fred i Ex-Jugoslavien, følte det utroligt ydmygende, at de slet ikke blev hørt under EFs fredsmission til det sønderrevne land i januar 93. EFs formand Uffe ElIemann mødte kun de tre parter, der fører krig. Men hvis man gav det "afrikanske" forslag en chance, ville fredsgrupperne blive hørt.

Else Houmøller-Jørgensen

Fra Ligaen har vi fået følgende brev. Se også midtersiderne.

Kære "Kvinder for Fred"!

Krigen i Jugoslavien trækker ud, og vi sidder tilbage med en fornemmelse af rådvildhed.

Hvad kan vi gøre?

International Liga for Fred og Frihed har nu taget initiativ til at indsamle tøj, legetøj og alt andet hensigtsmæssigt til BØRN i EX-JUGOSLA V/EN.

Vil l være med?

Midtersiderne i dette blad kan tages ud og bruges som opslag. I skal sætte navn og adresse på.

Tøjet skal sendes til eller leveres til Johanne Tarp i Virum (se opslag). Der vil vi sortere det Deadline er 10. december.

Vi er en gruppe på foreløbig 12 personer, som vil køre ned med tøjet i julen. Vi vil køre til de mest krigshærgede områder, men også opsøge børnehjem, flygtningelejre, skoler m.v. Vi vil også kontakte kvinde- og fredsgrupper i området.

Delegationen vil sikre, at tøjet kommer i de rigtige hænder, dvs hos børn, som er nødlidende. Vi skelner ikke imellem, om de er serbere, kroatere, muslimer eller albanere.

Vi indsamler også penge til transporten, hvor vi har et budget på 110.000 kr. Indsend venligst bidrag på giro 715 8955.

Fred og Frihed Hanne Norup Carlsen (sign)

p.s. Er der en, som taler serbo-kroatisk, som vil med i delegationen? Kontakt os venligst, tlf.3123 1097 mand. og tord. kl. 10-14.

Hr. fuldmægtig Andreas Monberg
Justitsministeriet, 4. kontor
Slotsholmsgade 10,
1216 Kbhvn. K.

Kære Andreas Monberg.

I jan. 93 talte jeg I telefon med dig om dansk mineproduktion og dansk mineeksport.

Resultatet af vor samtale blev, at jeg skulle samle materiale, der læst med mine øjne så ud, som at dansk produktion og eksport af miner fandt sted.

Ifølge vediagte kopier af artikler i Information 6.-7.dec.75 fremgår det, at justitsministeriet i april 1975 gav eksporttilladelse til 105.000 stk. Fuze Mine M606 og 105 stk. Firing Device M 57.

Ifølge artiklerne har justitsministeriets 4. kontor på Informationsjournalistens forepørgsel oplyst, at Fuze Mine er et brandrør til en rnlne. Firing Device er en elektrisk generator, der manuelt fjernbetjent udløser en mine.

Ifølge Danrnarks Statistik har private våbenfabrikker i perioden jan.-sept. 1975 eksporteret våben og ammunition for 20 millioner kr.

I fjernsynsudsendelsen "45 minutter" i rnaj 93 udtalte forsvarsminister Hans Hækkerup, at vi i de sidste 25 år kun havde eksporteret landrniner til Sverige. Forsvarsministerens udtalelser stemmer ikke overens med de meget troværdige artikler I Information. Er forsvarsministeren uvidende om mineeksporten for 18 år siden, elier er han pragmatisk og skjuler sandheden?

Det står os ikke helt klart, hvilken funktion "Statens Våbenkontrol" har. Er det f.eks. kontorets opgave at sørge for, at befolkningen bliver korrekt oplyst? Efter at Røde Kors har udgivet et temahefte om landminer, og at Svenska Freds- og Skiljedomsforenlngen har startet en stor kanpagne for et totalt forbud mod mineproduktion, er befolkningens berettigede krav på oplysning blevet skærpet.

Vi vedlægger desuden en artikel af journalist Tom Vilmer Paamand om virksomheder, der producerer miner eller komponenter til miner. Hvordan forholder "Statens Våbenkontrol" sig til disse oplysninger? Har kontoret f.eks. pligt til opsøgende virksomhed?

Vi ser hen til at få svar på vore spørgsmål, da våbenproduktion og -handel optager os meget i vort humanitære fredsarbejde.

Med venlig hilsen

Inger Nyegaard
International Liga for Fred og Frihed

Inger Bjørn Andersen
Kvinder for Fred

På trods af rykker er der endnu ikke kommet noget svar på brevet.

Men Inger Bj.A har skrevet et andet brev til Justitsministeriet for at få aktindsigt angående eksporttilladelser af landminer. Se svaret med afslag på næste side. Vi "foretager videre"!!

Det, at ministeriet ikke har ressourcer til at finde sagerne frem, kunne jo tyde på enorme mængder af exporttilladelser! (det er vi i gang med at skrive læserbreve om). Men det rimer jo ikke med Hækkerups formodning om, at der kun er givet et par stykker!

"Kvinder for Fred"

v/Inger Bjørn Andersen
Buegården 9, st. th.
2880 Bagsværd

Ved skrivelse af 3. oktober 1993 har De efter reglerne om aktindsigt i lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen anmodet Justitsministeriet om tilladelse til at gennemse alle de sager, hvor Justitsministeriet har meddelt danske virksomheder tilladelse til udførsel af landminer eller dele til landminer.

I den anledning skal man lneddele, at Justitsministeriet ikke finder grundlag for at imødekomme ansøgningen.

Efter offentlighedslovens § 4, stk. 3, skal en begæring om aktindsigt angive de dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.

Den af Dem indgivne ansøgning om aktindsigt vedrører efter det af Dem anførte alle sager, hvor Justitsministeriet har meddelt tilladelse til udførsel af våben. I forbindelse med Justitsministeriets behandling af disse sager er sager om udførsel af landminer eller dele til landminer ikke journaliseret under et særskilt journalnummer.

Det bemærkes, at en imødekommelse af Deres ansøgning i givet fald ville kræve en gennemgang af samtlige ministeriets sager om udførsel af våben, og man kan ikke af ressourcemæssige årsager foretage en sådan gennemgang.

Justitsministeriet foretager herefter ikke videre i anledning af Deres henvendelse.

Politianmeldelsen

I sidste nummer af Køkkenrullen læste I, at Kvinder for Fred har politianmeldt Nea Lindberg for at overtræde straffelov par.252, og I har set, at Politimesteren i Gladsaxe har modtaget vores skrivelse 1.okt.'93 kl.0955.

Der var svært at få vagthavende betjent tii at modtage anmeldelsen - meget svært, men nu havde jeg altså besluttet forinden, at jeg ikke gik fra ham, før jeg havde en kopi at vort brev med politiets stempel for modtagelse.

Fordi kampen havde været så hård, blev jeg nærmest euforisk, da jeg stod med det stemplede papir i hånden. Jeg lagde armene på skranken og så den vrede mand dybt i øjnene og sagde:

"Hør nu her! Havde det nu været en af de mere ængstelige fra Kvinder for Fred, så var hun jo krøbet i et musehul, sådan som du ta'r på vej", og pludselig så manden lammefrom ud.

Hans replikker vil jeg ikke citere her i Køkkenrullen. Bladet står trods alt på biblioteket her midt i Gladsaxe.

Men jeg vil citere vicekriminaikommissærens repiik:"Jeg sidder her og iæser i temahæftet fra Røde Kors, og jeg må sige, at jeg holder med jer. Det er noget svineri".

Kriminalpolitiet bad så om at få TV-udsendelsen, og ved hjælp fra Geert Grønnegaard, Aldrig mere Krig, fik jeg mulighed for at give politiet en kopi fra Jane's Defense Weekley 22.9.90, hvor Nea Lindberg annoncerer salg af MTP-90-miner og meddeler, at adskillige potentielle kunder har vist interesse for systemet, nogle fra Fjernøsten og Mellemøsten.

Sagen er nu sendt til "højere instans" - altså højere end kriminalpoiitiet i Gladsaxe.

Jeg har fra "Information" rekvireret Lasse Ellegaards artikei af 29. 11.69 "Industrien ønsker våbeneksport og forsvaret ønsker industriudvikling - men camoufleret - for det er HARD BOlLED BUSINESS". Citat fra artlklen:"Blandt tilhørerne sås direktør Jørgen Høyer, som netop ved landsretten har faet forbud mod at eksportere våbenartikler".

Når han kan få forbud, kan Nea Lindberg-dlrektøren vel også. Jeg håber at have godt nyt til jer I næste Køkkenrulle.

På landsmødet vedtog vi at sende brev til alle FN's medlemslande. Birgit og Geo Horn skrev brevet, som blev sendt ud af Inger Bj.A. og Birgit Marseen. Det lyder i dansk version:

Kvinder for Fred i Danmark har besluttet at gøre en indsats for at støtte og følge den internationale kampagne imod det frygtelige terrorvåben - landminer - op.

Den 21. april '93 blev der i den schweiziske by Montreux holdt en konference med deltagelse af 60 internationale eksperter, som mundede ud i konkrete anvisninger til alle verdens regeringer, krigsmagter og vabenproducenter. international Røde Kors har udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at henved 200 millioner miner er spredt ud og venter på deres ofre, at godt 10.000 mennesker hvert år dræbes og flere end 5000 lemlæstes af minerne. Det enorme antal skjulte miner gør store landområder uanvendelige til landbrug. Det forhindrer flygtninge i at vende hjem og lægger hindringer i vejen for humanitært hjælpearbejde.

Det vil tage generationer at finde og fjerne dem.

Den danske forsvarsminister har sagt, at Danmark vil afstå fra produktion og anvendelse af landminer, hvis andre lande også gør det samme. Kvinder for Fred i Danmark vil på denne baggrund gerne have svar på. om Deres land vil afstå fra anvendelse 00 produktion af land miner. hvis andre lande gør det samme.

Indsamling af tøj & legetøj m. m. til børn i ex-Jugoslavien

International Liga for Fred og Frihed har taget initiativ til at indsamle tøj, legetøj, medicin og madvarer til børn i exJugoslavien.

Det bliver snart vinter og meget koldt i Jugoslavien, og vi opfordrer til solidaritet med de mennesker, som ikke har villet den elendige krig.

Giv et bidrag enten i form af tøj, som er varmt og velholdt, legetøj som er i god stand eller i form af penge.

Johanna Tarp, Holmevej 48, Virum, tlf. 4285 7500 har generøst stillet sit hus til rådighed for de indsamlede materialer.

Kontakt hende for at træffe aftale om aflevering (ring gerne søndag formiddag, tirsdag kl. 7-10, onsdag efter kl. 20, torsdag kl. 7-9).

Vi vil selv - forhåbentlig i en stor karavane - køre ned med det, og derfor opfordrer vi også til at man indbetaler penge til transporten. Vi har giro ko.nr. 715 8955.

HVIS DU/I VIL VÆRE MED TIL AT GØRE ET STYKKE PRAKTISK ARBEJDE MED INDSAMLING M.V. SÅ HENVEND DIG VENLIGST TIL

navn: ...................

adresse:................

tlf. ...................

PÅ FORHÅND TAK!

International Liga for Fred og Frihed Hovedkontor:
Vesterbrogade 10, mezz
mand. & tors. kl. 10-14
1620 København V.
tlf. 3123 1097
giro nr. 7~5 8955

På landsmødet vedtog vi at sende spørgsmål til forsvarsministeren angående landmineproduktion og -export.

Aase sendte 26.9. '93 følgende spørgsmål:

1. hvor mange iandminer - såvel antipersonel- som antipanserminer - har dansk forsvar p.t
2. hvor mange landminer - antipersonel og antipanser - er planlagt for de kommende år?
3. hvor sker produktionen af færdige landminer til det danske forsvar?
4. hvor mange færdige landminer fabrikeres hvert år?
5. i hvilken tænkt situation skal disse miner bruges i Danmark?
6. hvor kan disse miner anbringes uden fare for den danske befolkning?
7. hvor mange og hvilke danske firmaer producerer landminer eller komponenter til landminer?
8. bruges disse komponenter udelukkende til danske miner eller exporteres en del af dem, i bekræftende faid til hvem udover Sverige?
9. er forsvarsministeren uvidende om, at flere danske firmaer annoncerer i udenlandske militærtidsskrifter med komponenter til miner?
10. er forsvarsministeren af den opfattelse, at produktion af komponenter til miner ikke kommer ind under begrebet våbenproduktion?

Den 5. nov. fik vi et personligt brev fra Hans Hækkerup. Det kan ikke kaldes svar på vores spørgsmål. Det meste er almindeligheder om nødvendigheden af at kunne øve effektiv modstand ifald ..... og at Danmark selvfølgelig vil følge den humanitære folkeret angående placering af miner.

Her direkte citat af to afsnit:

"Forsvarets beholdninger af personel- og panserminer består hovedsageligt af tysk, fransk og dansk fremstillede miner. Oplysninger om omfanget af beholdningerne er af militære sikkerhedsgrunde ikke tilgængelige for offentligheden".

"Fremstiliing og eksport af krigsmateriei og våben, herunder bLa. miner og dele dertil, kræver tilladelse fra Justitsministeriet. Mig bekendt er der i øjeblikket kun et par virksomheder, der har tilladelse til fremstiiiing af deie til panser miner. Jeg nævnte i TV-udsendelsen, at der inden for de sidste 2-3 år er eksporteret panserminetændere fra Ammunitionsarsenaiet, der er en myndighed under Hærens Materielkommando, til det svenske forsvar. Der er ikke mig bekendt givet andre tilladelser tii udførsel af personeieiler panserminer eller dele dertiL"

Med venlig hilsen
Hans Hækkerup (Sign)

Nu må vi jo så se ad anden vej at udbygge vores kendskab til mineproduktion og -eksport, Aldrig mere Krig ligger jo inde med en masse viden, og så kan vi jo oplyse forsvarsministeren, så han ikke skal nøjes med at sige " et par" og "mig bekendt". Vi vil have ordentlig besked, så dokumentationen er i orden, når vi går videre med sagen.

Røde Kors-bevægelsen samler nu sine kræfter internationalt om at beskytte uskyldige civile mod landminer. Minerne er en hån mod respekten for menneskeliv.

Derfor har Internationalt Røde Kors indledt en verdensomspændende kampagne for at stoppe brugen af landminer.

Dette nr er redigeret af Nibegruppen, som også redigerer næste nr.

Send stof senest 7.jan.94 til Aase Bak-Nielsen.

KVINDER FOR FRED
Aase Bak-Nielsen
Skalvej 14,
9240 Nibe

Til Regering og Folketing.

FN vedtog i 1983 "Konvention om forbud mod eller indskrænkninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som kan anses for at være yderst skadebringende ...."

Til denne konvention findes en protokol om regulering af anvendelse af miner.

Ifølge dnne protokol kan et FN-land inden 10 år begære indkaldt en konference for at udvide protokollens omfang og for at øge den internationale interesse for problematikken omkring miner.

Denne problematik er ikke længere kun af teoretisk interesse for Danmark. Syv danske FN-soldater har mærket på egen krop, hvad tusindvis af uskyldige ofre i en lang række lande har lidt under i årevis.

Kvinder for Fred vil hermed indtrængende opfordre regering og folketing til inden årets udgang at kræve indkaldt en FN-konference om miner.

Udgangspunktet må være et totalforbud mod produktion, salg og brug af miner.

Desuden må det kræves, at de lande, der hidtil har været mine-producerende, nu pålægges ansvaret for rydningen af de - efter Internationalt Røde Kors's vurdering - 200 millioner landminer, der ligger strøet ud, ikke bare i lande der stadig er i krig, men også i lande, hvor der for længst er sluttet fred.

I håb om positiv modtagelse,
venlig hilsen
på Kvinder for Freds vegne

Aase Bak-Nielsen

hoslagt: Røde Kors's temahefte om landminer.

Landminer, udlagt i krigstid, dræber og lemlæster hvert år tusinder af uskyldige civile, også efter at krigen er slut. Røde Kors-delegater møder nye ofre på klinikker og hospitaler hver eneste dag - nu skal en verdensomspændende kampagne stoppe brugen af miner mod civile.

TROLDEN TEDDY holder krudtet tørt og konstanterer, at der er noget der hedder gode miner til slet spil

På et møde i Hillerød Slotsbio 26/9. i det nystiftede "Forum for fornyelse af folkestyret" holdt Else Hammerich neden­stående tale, som vi har faet lov at bringe.

DEN KOSMISKE
ENSOMHED OG
FOLKESTYRETS
NØDVENDIGHED

Midt i sommerens rusk og regn skete der noget godt: vi modtog en masse gode breve om folkestyret, over 400 sider. Samtidig havde information en debatserie om "ny dags­orden".

Breve og indlæg viste en meget dyb tiliidskrise i folkestyret, men også megen energi til at søge løsninger.

Jeg fik et brev fra en af mine studerende, Jacob Gøttsche, og han skrev noget, som jeg siden har tænkt meget på:

"Engang, og det er såmænd ikke længere siden, end at jeg selv kan huske det, sagde man bare Demokrati eller Grundlov eller Grundtvig i et tilpas højtideligt tonefald for at blive enige.

Mens der i dag ikke skal megen tankevirksomhed til at se, at de tre ovennævnte ikke rigtig gjaldt omkring 18. maj. De var i mellemtiden blevet til en del af samme indholdsløse symbolverden, som folkestyresymbolet tilhører; noget man stemmer på, en fridag 5. juni og en mand, der opfandt den berømte danske hygge og havde et sjovt skæg ... Selv de mest værdifulde ideer, mennesker finder på, bliver garanteret stendøde symboler, hvis de ikke holdes i live og videreudvikles ... Folkestyret er en tanke, som må tages alvorligt, genformuleres og sættes ind i vores teknologiske og voldsomt monopoliserede, postindustrielie og samtidig miljøtruede civilisation med folkevandringer, hungersnød og krigstrusler."

Og han foreslår at definere folkestyret som "en tro på, at vi kun har hinanden, og det er også godt nok, hvis vi ser det i øjnene og udnytter de forskellige muligheder, vi har, mod frygt, had og destruktion".

Det han siger er, at folkestyret som mantra ikke længere virker, at det må genskabes, ikke som dogme, men som nødvendighed, lige netop i vores egen tid, i vores eget liv. Og kernen i det må være, at vi tør se, at vi kun har hinanden, og at det også er godt nok.

Det lyder enkelt, men er også svært. Det kan være ret skræmmende at indse, at vi kun har hinanden, og endnu sværere at turde tro på, at det er godt nok. Især når man kender sine egne svagheder. Og især i en verden, som er på randen af kaos, hvad enhver kan se. En verden, hvis ressourcer er ved at slippe op, som snart ikke kan sluge mere forurening, og som er skarpt og ubønhørligt todelt, i dem, der har, og dem der ikke har.

Ganske vist er dette noget, politikerne aldrig lægger frem til debat. Det ville ellers være fornuftigt, for kaos kalder på al den kreativitet og fornuft, som vi tilsammen råder over.

Men at lægge det redeligt frem kræver, at man i politik arbejder ud fra en anden devise, end at folket er uuddannet, forvirret og umælende, og at det enkelte individ i bund og grund er asocialt. Den verserende despekt for folket, som udvises fra politisk hold, er måske en af de værste mangler ved demokratiet i dag.

Der udkommer i disse år mange magtfulde rapporter om klodens tilstand. De fortæller alle, at vi kun har kort tid til at finde en anden måde at producere og leve på, ti, tyve, tredive år.

En af dem hedder "Hinsides grænser for vækst". Den er god, fordi den også viser udveje, både tekniske og menneskelige.

I den citeres en lærer for et udtryk, som er tankevækkende: "Kosmisk ensomhed". Han siger, at når vi stilles over for den ultimative mulighed for en katastrofe, når vi er tvunget til at vælge en ny kurs, når vi overlades til vore egne ressourcer, føler vi os fortabte og oplever en slags kosmisk ensomhed. Vi bliver forældreløse. Vi opfatter ikke længere os selv som børn af en kosmisk orden eller som arvtagere til den historiske proces. Grænserne for vækst fornægter alt det. Vi forstår, måske for første gang, at den eneste plan må være vores egen. Med et slag lægges ansvaret for fremtiden i vores modstræbende hænder.

Det er det samme som "at se i øjnene, at vi kun har hinanden". Den ensomhed, jeg taler om, er ikke "sjælens ubodelige ensomhed", som er alle menneskers grundvilkår, noget i selve eksistensen, som ikke kan løses ad politisk vej, ikke kan løses her i Slotsbioen, måske snarere i Slotskirken eller i et andet åndeligt rum.

Jeg taler heller ikke om den ensomhed, som så mange sidder og ligger og står med og som kommer af, at ingen kalder på mig og har brug for mig, jeg mangler venner, familie, arbejdskammerater, mit netværk er brudt sammen.

Nej, den kosmiske ensomhed rammer ind, når vi indser, at der ikke er nogen styring af fortsættelsen, den nære fremtid. Ikke noget fremskridt, ikke nogen mesterplan, ingen magt og myndighed, der har styr på det, ingen teknisk løsning, vi er overladt til os selv, fremtiden befinder sig i vores modstræbende hænder. Så føler vi en forladthed, som en vis Palle i en berømt dansk børnebog.

Selv mærker jeg den mest, som et stik, når jeg hygger mig sammen med børn, ser deres nysgerrige øjne, deres uspolerede tiltro tii, at verden ligger åben og er kommet for at blive.

Eller når jeg hører på en statsminister, der det ene øjeblik taler bekymret om miljøet, og det næste øjeblik opfordrer folk til at anskaffe sig nogle flere forbrugsgoder.

Alie de store rapporter om klodens fremtid understøtter den kosmiske ensomhed, Brundtland og dem alle sammen.De opregner med stor ekspertise afstanden til afgrundens rand og anviser de enorme anstrengelser, der skal til for at gøre fremtiden holdbar, og derefter spiller de bolden tilbage til "almindelige mennesker". De fortæller ærligt nok, at der ingen tryghed er at hente i nationale og internationale regeringer og organisationer, tværtimod: ethvert system modsætter sig sin egen forvandling. Vi må selv klare det.

Den samme nøgternhed finder vi i sommerens breve: Tiliiden til politik fylder ikke meget.

Politiske ledere er blevet til ikoner (mere eller mindre vellykkede) for Illusionen om styring og check. Politik betragtes som underholdning, ikke ret kvalificeret, synes mange.

Det er ikke kun i Danmark, men i hele verden, at tiltroen til politisk styring bryder sammen. Mange store, internationale tidsskrifter har netop i sommer haft temaer om det.

F.eks. TIME: "What happened to leadership", står der på forsiden, og man ser verdens ledere, Kohl, Mitterrand, Clinton i alt for store jakkesæt, med bitte små hoveder, der stikker frem, selvsikre men også så rådvilde, at man får helt ondt af dem.

Herhjemme har vi noget så sjældent som en politiker, der indrømmer krisen, Ritt Bjerregaard, som ved, hvad hun taler om. Sammen med en håndfuld topchefer og forskere skriver hun en bog om "demokratiets lette tilstand". Det er kampagneøkonomerne, som har magten, skriver de, "Folketinget er blevet stedet, hvor der føres debatter, som allerede er konkluderet, hvor der besluttes formelt, hvad der allerede af afgjort reelt ... individet er abdiceret". Hvad Ritts tænketank vil konkludere, vides ikke, men heller ikke den gør min kosmiske ensomhed mindre.

Jeg er overbevist om, at de unge, som anklages for politisk passivitet, dovenskab og selvoptagethed, i virkeligheden viger tilbage for at se på den ensomhed, der er for smertefuld at erkende. Hvad skal de stille op med, at der ikke er nogle overbevisende spor ind i fremtiden, lagt af fornuftige iedere, at de selv må lægge sporene ud. Det er farout, siger de, bare helt vildt. Og det er ikke så underligt, for det er ikke så længe siden, at de selv troede, at verden er kommet for at blive.

Hvad stiller man op med ensomheden? Hvordan bliver den til at bære? Mindre ulidelig? Ja, det er der mange måder at tackle på, men måske to hovedtyper, som svarer til de måder, vi handterer enhver krise i livet: Man kan vende den ryggen eller gå ind i den og komme igennem den.

Der er mange flugtveje, og vi kender de fleste af dem, for vi har prøvet dem: Der er f.eks. skyklapper, forbrug, kynisme, som altid er den smarteste og den sikreste. Der er sekter og lotterier og fjender, man kan slutte sig sammen imod, de platte politikere til eksempel, som om det var deres skyld. Der er forestiliingen om os, de gode og de andre, de onde, og der er den farligste: fremmedhadet, som giver den lunhed, at vi holder sammen mod de andre, og at verden er enkel og ligetil. Vi kunne blive ved med at remse flugtveje op, men det vil vi ikke.

Men kan jo også vende sig om og se den i øjnene, ensomheden. Det er bare svært at gøre alene, måske umuligt. Det kan man nok kun holde ud under to betingelser: at man gør det sammen med andre, og samtidig med, at man giver sig til at handle, konkret og jordbundent.

Når ensomheden deles af flere, bliver den mindre tung, den kan opløse sig og blive til udfordring, energi, puls, fascination, en dynamo, "vi har kun hinanden og det er godt nok".

Og det er lige præcis her, I denne sammenhæng, man kunne se folkestyret genfødt, ikke som dogme, mantra, skåltaler, men som nødvendighed, noget man ikke kan kræve, men skabe selv, måske skabe med glæde.

Det er en nødvendighed, som allerede er taget op af hundreder, ja tusindvis af mennesker og grupper, bare i Danmark. Der behøves ingen nye værdier, de er der allerede, ingen paroler, ingen hersen med folk.

Fornyelsen er der" allerede, den skal bare gøres synlig, og fornyerne gøres synlige for hinanden, og tiibuddet meddeles tii mange flere.

Forskerne bag "Hinsides grænser for vækst", som jo er meget naturvidenskabelige, meget tekniske, afføre r sig i sidste kapitel deres hvide kitler og kaster sig ud i at beskrive de egenskaber, der skal tii, for at vi kan redde os en bedre fremtid, end prognoserne viser: "Det er ikke egenskaber ved teknoiogier, markeder, regeringer, aktieselskaber eller computere, men egenskaber, der findes i menneskets hjerte og sjæl", siger de.

De redskaber, vi skal bruge, siger de tøvende, er fem ting: have visioner - arbejde i netværk - tale sandt - tage ved lære og, ja, elske, det ord tager de i deres mund.

Og, siger de, lige meget hvad I gør, og hviike opgaver I patager jer, så gør det uanmassende, ikke som en politisk erklæring, men som et experiment. Og vis hinanden overbærenhed imens, det er der brug for.

De definerer netværk som grupper af mennesker, der står i kontakt med hinanden, som lader data, værktøj, ideer og - vigtigst af ait - opmuntring gå rundt. Et af de vigtigste formål ved netværk er ganske enkelt at minde deltagerne om, at de ikke er alene. Netværk er spindelvæv af forbindelser mellem ligestillede. Det der holder dem sammen er ikke tvang, pligt, materiel gevinst, at håbe på poster og berømthed, men snarere fælles værdier og en forståelse af, at vi kan løse visse opgaver i fællesskab, som vi aldrig kunne løse alene.

Sådanne netværk findes allerede i Danmark, i hobetal. Mange mennesker ved, at det ikke nytter at vente på strukturer, reformer og retningslinier, de er bare begyndt for sig selv, begyndt at praktisere folkestyret.

De arbejder f.eks. med alternativ rådgivning, med folkelig byfornyelse, økologisk landbrug, vedvarende energi, i fredsgrupper, som flygtningevenner, i antiracistiske grupper, i patientforeninger osv, osv, osv. Vi sidder faktisk i en biograf, et mødested, som er resultatet af sådan et netværksarbejde.

De mener ikke, de erstatter politiske organer og partier, men de er dybt bekymrede over den politiske stivnethed og pianløshed, og de er enormt vigtige, netop I en periode, hvor demokratiet er i krise, og hvor vi endnu ikke har fundet de nyere former for folkestyre.

Disse netværk er, sammen med tusinder af tænksomme enkeltpersoner, rygraden og begyndelsen på det, der kan blive til et genfødt folkestyre. Et levende, eksperimenterende bolværk mod kynisme, opgivenhed og frygt.

Og hermed kommer jeg endelig til det, som er ideen med det Forum, vi skaber i dag, hvis energien-er til stede. Ikke de vises sten, ikke Colombus's æg (hvad skal vi også med hans æg?), ingen anmassende overmod her fra Hillerød. Men et tøvende forslag, en invitation.

Til at gøre de usynlige netværk mere synlige. Gøre krisen til en mulighed. Sætte folk og grupper i forbindelse med hinanden. Udvikle nye tanker om folkestyret, mens vi praktiserer det. Skabe venlige mødesteder, også mellem danskere og dem, vi kalder de fremmede. Vise, at demokrati er samtale og deltagelse, ikke magtkamp. Tage vores hverdagsiiv aivorligt, og være globale. Have det rart og eventuelt sjovt, mens vi i al beskedenhed laver verden om.

Kort sagt: Møde den kosmiske ensomhed med nogen munterhed og indse uden panik, at vi kun har hinanden, og at det sandelig også er godt nok.

Else Hammerich

Til Nordisk Forum i Oslo i 1988 skrev forfatteren Ulla Ryum dette manifest:

Jeg vil ikke bære våben
mod din kind
min søster. Jeg vil lægge mine hænder
om dit ansigt
fremmede kvinde
mit medmenneske på jorden.

Jeg vil ikke bære våben
mod dit barn
min søster.
Jeg vil holde om det
i mørket
fremmede kvinde
alle børn er vore på jorden

Jeg vil ikke bære våben
mod din mand
min søster.
Jeg vil beskytte ham
imod hans afmagt
fremmede kvinde
vi er de stærke på jorden

Jeg vil ikke bære våben
mod dit liv
min søster.
Jeg vil elske dig
og være din næste
fremmede kvinde
lad os leve på jorden
alle sammen!
Ulla Ryum