Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 8, 1993

Skal vi gå igen?

"Lad os gå igen!" skriver Inge-Margrethe Madsen, Frederiksberg, i et læserbrev i Politiken 1.8.93. "Jeg kan ikke rumme smerten, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere, hvad jeg skal gøre. Kære "gamle" fredskvinder og -mænd, nye som gamle. Lad os samles, som vi tidligere har været samlet. Lad os gå i det mindste!" Vi forstår vist alle I.M.M.s sorg og frustrationer over den tilsyneladende ligegyldighed fra "fredsfolkenes" side over for krigen i Jugoslavien.

Er vi da ligeglade og sløve? Selvfølgelig ikke! Men hvorfor trommer vi så ikke tusindvis af mennesker sammen til en af de kæmpedemonstrationer for freden, som vi husker fra begyndelsen af 80'erne?

Ja, hvorfor ikke?

Hvad var det, der kaldte os frem i 80'erne? Først og fremmest angsten for en altødelæggende atomkrig, dernæst den meningsløse kaprustning, symboliseret ved de 572 missiler, der skulle opstilles i Holland.

Det var enorme demonstrationer med titusindvis af deltagere, ikke blot i Danmark, men også i England, Tyskland, USA, o.a., og der er ingen tvivl om, at de havde effekt.

Hvorfor appellerer den frygtelige borgerkrig i Jugoslavien ikke på samme måde til os? Er det, fordi den ikke er "altødelæggende", men lokal?

Er det, fordi der ikke er to tydelige modstandere, men uoverskuelige overgreb på kryds og tværs?

De forsøg på demonstrationer mod volden og mod voldtægten mod kvinder i Jugoslavien, der er gjort, har kun samlet få deltagere. Hvorfor mon?

Jeg har egentlig ikke noget svar, men har en fornemmelse af, at en enorm skuffelse over både politikernes håndtering af krisen, så den blev til krig, og forfærdelsen og skuffelsen over, at menneskene (mændene?) så let kan forvandles til udyr, der mishandler og piner medmennesker, har lammet os.

Hvad skal vi stille op mod mennesker, der er ligeglade med andres lidelser, og deres politikere, som bryder alle aftaler og gladeligt dirigerer myrderierne?

At det samtidig er dem, man forhandler med, forekommer helt absurd og er med til at forøge den lammende apati.

Hvad mener I?

Thyra H., Virum

fred og frihed nr. 2 1993

Jugoslavien - en euopæisk krise

FN handler imod FN's charter ved at optræde "fredsfremtvingende" i stedet for "fredsbevarende". Det hævdede fredsforskeren J an Øberg på et møde den 15.6.93 arrangeret af MS og International Liga for Fred og Frihed.

"Det er skandaløst at sende bevæbnede FN-soldater afsted til Bosnien. Det er imod FNs charter om at afskaffe krig med ikkevoldelige midler, og det vil betyde afslutning for FN som fredelig part i Kroatien. I Bosnien findes der våbenlagre nok til de næste 10 års krig.

FN må gøre alt andet end at gå ind militært, hvis problemerne skal løses, og FN er den eneste, som kan løse konflikten, dog kun under forudsætning af, at våbnene holdes væk.

Hvis FN optræder med våben, kan det blive FN's Vietnam".

Øbergs konklusioner

Jan Øberg er internationalt anerkendt fredsforsker og direktør for TFF, den Transnationale stiftelse for freds- og fremtidsforskning i Lund. Han har rejst gennem det tidligere Jugoslavien flere gange og har interviewet politikere, kulturperssoner og menigmænd. Hans konklusion er:

• Der findes kun ikkevoldelige løsninger for ex-Jugoslavien.
• Der skal en løsning til for hele området før konfliktet kan standses.
• Krigsforbryderdomstole er tåbelige midt i en konfliktløsningsproces.
• Europa burde hæve sanktionerne med Serbien, fordi de virker imod hensigten.
• Halvdelen af elendigheden i ex-Jugoslavien er befolkningerne selv skyld i - resten skyldes EF's anerkendelse af enkelte republikker som Kroatien, Slovenien og Bosnien.

De europæiske politikere har en stor del af skylden for at krigen i Bosnien har udviklet sig til den nuværende tilstand. Vor daværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen optrådte i denne sag utåleligt dumt!

Ved at anerkende Slovenien og Kroatien i januar sidste år lagde EF med Tyskland (Hans Dietricht Genscher) i spidsen pres på muslimer, kroatere og serbere. Muslimerne kunne se frem til at blive en minoritet i et serbisk domineret rest-Jugoslavien, mens en løsrivelse ville gøre de bosniske serbere til en minoritet i et land, hvor næsten hver anden indbygger er muslim.

På trods af advarsler fra blandt andet FN og Storbritaniens Lord Carrington insisterede Tyskland på at anerkende Slovenien og Kroatien, før man havde fået et overblik over de samlede konsekvenser af en anerkendelse og dermed opløsningen af en føderation.

Jan Øberg langer også ud efter pressen. Pressen i såvel ex-Jugoslavien som pressen her i Vesten har været med til at piske stemningen op. Vi ser kun voldsbilleder fra Jugoslavien, for de "sælger" . Journalisterne optræder udelukkende ud fra mandlige normer. Dermed er de ansvarlige for frygtelige skader, siger han.

Afvæbning

Jan Øberg anslår, at der er våbenlagre nok i Bosnien til de næste 10 års krig, derfor er den eneste mulighed for at standse krigen at afvæbne parterne.

"En afvæbning er mulig for mange ønsker fred. 95% af befolkningen, såvel kroatere, som muslimere og serbere, er ikke interesserede i krig. De ønsker kun fred".

"FN skal være garant for alle parter ved en afvæbning. Det kræver 75 100.000 mand og ikke de 15 - 20.000 man har planer om. Derudover skal der være politi og medarbejdere, der kan opretholde freden, som det i øjeblikket sker i sektor Nord og Vest i Kroatien. Endelig skal parterne forhandle. Vi skal have politikere, forstandige menigmænd (reLog -kvinder) inddraget i forhandlinger."

Dette oplæg var begyndelsen på en turné, som International Liga for Fred og Frihed er ansvarlig for. Den begynder i september formentlig i Aalborg.

Hanne Norup Carlsen

Det er meget svært at referere Jan Øberg fra et sådant møde. Han taler hurtigt og med et væld af facts. Nærværende referat yder således ikke oplægget retfærdighed glæd jer til ham "live".

Folkestyrets fremtid

Søndag den 15. august 93 afholdtes i Albertslund en konference om "Folkestyrets fremtid". Indbydere var en række personer, kendt fra både Folkebevægelsen mod EF, Junibevægelsen og "afhoppere" fra bl.a. SF.

Der var bred enighed om, at demokratiet er i krise, at der er en dyb mistillid til politikerne i almindelighed, og at kun en helt ny tænkemåde kan redde folkestyret fra forfald.

Halvdelen af de ca. 150 deltagere mente, at de 43% af vælgerne, der fastholdt et Nej til unionen den 18. maj var politisk hjemløse og burde have et alternativ ved næste folketingsvalg i 1994. De vedtog at danne en ny form for parti eller "liste" den 19. september på Fyn med et handlingsprogram i hovedpunkter.

Den anden gruppe ønskede en bred analyse og debat før partidannelsen og dannede på stedet et "Forum" for en sådan debat.

Konklusionen blev, at partiet dannes som omtalt og løbende skal befrugtes af de analyser og ideer, der fremkommer i "Forum".

Thyra Hansen

Fredsvagten

Den 11. aug. blev det besluttet at stoppe med fredsvagten foran Christiansborg i København.

Der kom for få mennesker forbi, og det var svært at skaffe vagter.

Planerne om i stedet at holde et stormøde i oktober på Rådhuspladsen sammen med forskellige grupper flygtninge har foreløbig lidt skibbrud.

Til et planlægningsmøde mødte kun 5 personer op og slet ingen af de flygtninge-repræsentanter, der havde lovet at komme.

Stig fra Aldrig mere Krig forsøger at afdække grunden.

Studiekreds i Gladsaxe

Inger Bjørn Andersen, Gladsaxe, planlægger at starte en studiekreds på baggrund af en bog af Thomas Højrup: Lønkapital under folkestyre (Rosinante/Munksgaard 1989) - en analyse af produktionsforhold og kapitalbevægelser, som gør op med de gængse metoder og med det frie marked i EF-unionen.

Henv. I.B.A., tlf. 44 44 08 97.

International kampagne
mod landminer

Der er startet en international kampagne mod fabrikation og salg af landminer af alle typer.

Det var amerikanske veteraner fra Vietnamkrigen, som først af alle satte fokus på de forfærdelige våben, som også de var udsat for under krigen.

Deres organisation samler oplysninger fra hele verden og viderebringer dem, f.eks. til organisationen Aldrig mere Krig herhjemme.

I Frankrig har handicap-organisationerne taget problemet op og har formået præsident Mitterand til at forbyde fransk fabrikation og salg af landrniner.

Det internationale Røde Kors deltager også i kampagnen.

Det er utroligt, at den danske regering stadig vægrer sig ved at gribe ind over for den danske fabrikation under dække af, at vi ikke (mere?) fabrikerer færdige landminer, men "kun" dele til dem! (Se flg. fortegnelse over nogle af vores producenterl).

I forbineleIse med kampagnen vil 4 fredskvinder fra Danmark (Grete Møller , Inger Nyegaard, Lise Dybvad, Inger Bjørn Andersen) stå for en workshop om landminer på Nordisk Forum 94 i Åbo, Finland, hvor der vil blive rejst et fredshus eller fredstelt.

Inger Bjørn Andersen vil på Kvinder for Freds landsmøde i Brenderup fortælle om disse planer.

Sveriges fredsråd,

der er samarbedsorgan for 11 svenske fredsbeægelser - deriblandt de svenske Kvinnor för Fred - planlægger et fredsmøle med mennesker fra konfliktområderne i Europa - Balkan, Baltikum og Transkaukasien i lighed med et møde i 1992.

Mødet finder sted i Stockholm 16.-17. oktober og deltagere fra Kvinder for fred er hjertelig velkomne. Indkvartering i private hjem eller vandrehjem. Kontakt til Sveriges Fredsråd, Fjällgatan 23 A, Stockholm (desværre er postnr. faldet ud), tlf. 09 - 644 72 91.

Kvindeseminar med gæster fra X-DDR.

10 kvinder fra Østtyskland er på genvisit hos SF, Gladsaxe, fredag 24.-lørdag 25. sept.

De repræsenterer forskellige partier, kvindeorganisationer, kvindehuse, erhverv.

Efter murens fald er Østtyskland kvindepolitisk rykket 40 år tilbage.

Der deltager danske politikere og repræsentanter for det danske arbejdsmarked.

Fred. 24.9. kl. 14-18, Gladsaxe Hovedbibliotek, Søborg Ho.gade 220.

Lørd. 25.9. kl. 10-18, KUC, Suhmsgade 4, Københ. K.

Kontakt: Marianne HvoIris, 43 73 30 69.

Et forbandet våben

Klip fra tidsskriftet Argument nr. 8/1993

Landminer har fanden skabt, men en hel del dan­ske firmaer hjalp til. Det kom frem i DR-TVs program "45 minutter" tirsdag den 11. maj i år.

- Anti-personelle miner har vi ikke eksporteret i 25 år. Anti-tank miner producerer vi stadig, men Sverige er den eneste udenlandske aftager, hævdede forsvarsministeren i TV -programmet.

Dansk industri er mere effektiv, end Hans Hækkerup fortalte, for en helt række danske fabrikker er indblandet i mine-produktion.

I dag eksporterer Danmark dele af antitank miner til NATO-lande. Og i 1975, mens forsvarsministerens far var minister, blev det afsløret, at Danmark solgte anti-personelle miner til Shahens Iran.

Da var firmaet Jørgen Høyer A/S i Nordsjælland et berygtet navn inden for våbenbranchen. I december 1975 kom det offentligt frem, at Jørgen Høyer blandt andet havde eksporteret mange hundrede tons anti-personelle miner til Iran. Dette er bekræftet af den journalist, der i sin tid dækkede sagen for Chauffør Nyt.

Jørgen Høyer A/S har også leveret miner til NATO-lande. Direktør Jørgen Høyer har stort set aldrig produceret andet end våben, men efter konkursen i 1983 og et sidste forsøg med beskæftigelsesstøtte i 1989 har der været stille om ham.

Jørgen Høyer er ikke den eneste eksportør. Nea-Lindberg A/S i Ballerup ejes af F.L.Smidth. De reklamerede i 1991 over for udenlandske kunder med førsteklasses teknik inden for elektroniske mine-tændere. Nea-Lindberg producerer minetændere til panserminen M/88 for den danske hær og i 1989 til et dansk-tysk mineprojekt.

Det statslige Ammunitionsarsenalet i Frederikshavn producerer ammunition til forsvaret. I 1983 producerede de blandt andet minelegemet til Nea-Lindbergs minetændere. De har også eksport til NATO-lande, sandsynligvis Tyskland. Mine-afdelingen på fabrikken skal nu ombygges for at leve op til de nyeste NATO-krav.

En række danske firmaer er også med i produktionen af landminer, eller har lyst til at blive det. De sender mine-reklamer til udlandet for at få gang i eksporten. Andre er mere diskrete, så listen er ikke komplet.

Demex Consulting Engineers A/S på Frederiksberg er eksperter i at beregne eksplosioner, og var blandt andet med til at rydde den persiske Golf for miner efter Golfkrigen. Mindre positive er deres udenlandske reklamer i 1991, hvor de praler med udvikling af landminer for det danske forsvar.

Scandia i Randers er mest kendt for IC3togene. De har ændret ejerforhold nogle gange, men under navnet Ascan Scandia bød de sig i 1988 til for udenlandske kunder. Virksomheden pralede med, at udviklingen af en moderne togproduktion nu havde muliggjort en seriøs militær produktion af blandt andet miner.

Quitzau Industri Sønderborg A/S har en omfattende militær eksport. Firmaet annoncerede i 1992 med "mine shells" .

Disa System Group ejes af A.P. Møller og har fabrikker i Slangerup og Kalundborg.

DISA var senest i 1984-87 med til at fremstille landminer til den danske hær.

At forsvarsminister Hans Hækkerup tror, at alle disse anstrengelser kun har ført til salg i Sverige, er en grov undervurdering af dansk industri. Det er dog muligt, at Hans Hækkerup i sine udtalelser har klynget sig til produktion af færdige landminer . Dansk forsvarsindustri er fortrinsvis underleverandør for udenlandske firmaer, men miner i samlesæt bør da tages lige så alvorligt som sprængklare miner.

Dette er en hurtig og ret summarisk gennemgang af nogle af de danske producenter af landminer. De er svære at pege ud, for de skammer sig selv så meget, at der ikke findes en systematisk statistik over eksport og import af våben i Danmark.

Statens våbenkontrol holder øje med alle virksomheder, som fremstiller krigsmateriel, men oplysningerne er hemmelige.

Listen er ufuldstændig, da den er stykket sammen af oplysninger fra reklamer, vendt mod udenlandske købere, samt danske aviser.

Danske firmaer er også eksperter i søminer, et våben, der for fiskere og andre søfarende er lige så grusomt som landminer. En lang række danske firmaer er indblandet i udvikling og produktion af en ny avanceret sømine, der sikkert vil blive et dansk eksporteventyr.

Kilder: Jane's Defence Weekly. - Danish defence industry capabilities manual, 1988 og 1991. - Notat til forsvarskommissionen af 1988 - vedrørende Forsvarets materialeanskaffelser og industripolitik, 1988. - Jan Øberg, Myter om vor sikkerhed.

Tom Vilmer Paamand er journalist.
Samtidig arbejder han i Aldrig Mere Krigs Våbenarkiv-gruppe.

Artiklen i Argument:

Fakta om landminer

• Godt 10.000 mennesker dør og 5000 bliver sårede af landminer hvert år. Især landbefolkningen i tredie verdens lande er ramt.
• Hver uge koster landminer gennemsnitligt 24 civile livet i borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Mindst to børn bliver hver dag bragt til hospitaler i det tidligere Jugoslavien med alvorlige skader fra miner.
• Der findes 150 kendte typer af landminer. De koster fra fem danske kroner og opefter.
• Minerne fremstilles af flere end 60 producenter i mindst 37 lande.
• Op imod 200 millioner miner er spredt ud i Afghanistan, Angola, Armenien, Aserbajdsjan, Cambodja, Colombia, El Salvador, Etiopien, Falklandsøerne, Guatemala, Honduras, Iran, Irak, det tidligere Jugoslavien, Kurdistan, Kuwait, Laos, Libyen, Myanmar, Mozambique, Nicaragua, Pakistan, Peru, Rwanda, Somalia, Sri Lanka, Sudan, Tadsjikistan, Uganda, Vietnam og andre steder i verden.
• De fleste mineofre er civile. Hvert fjerde offer er et barn.
• Mange af ofrene er flygtninge på vej hjem. Flygtninge udgør 77 % af alle mineofre på Røde Kors' hospitalet i Peshawar (på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan).
• Minerydning er et farligt job. I gennemsnit dør et menneske og to bliver såret, for hver 5.000 miner, der bliver fjernet. I Afghanistan døde 16 FN-arbejdere i forsøget på at rense 68 kvadrat-kilometer land.
• I Cambodia koster minerydning omkring 5.000 kroner pr. mine.
• I 1992 forsynede Røde Kors mere end 9.000 mineofre med kunstige arme eller ben. I løbet af de sidste 14 år har Internationalt Røde Kors gennemført 33 ortopædiske programmer for mineofre.
• I 1992 brugte Internationalt Røde Kors 98,6 millioner Schweizerfrancs (mere end 400 millioner D.Kr.) på at hjælpe mineofre. Beløbet er 12,68 procent af Røde Kors' samlede budget.
• Nye miner bliver lagt hurtigere, end gamle bliver fjernet.

Våbenindustrien er international. Og små under­leverandører som Danmark bærer lige så godt deres del af ansvaret for den verdensomspændende våben­handel som de store producenter.

- er Danmark med?

Våbensalg på retur!
- en glædelig overskrift!

Men i Sverige vækker den tilsyneladende bekymring. Fra at være ef af Europas små giganter har den svenske våbenindustri de senere år været på alvorlig afmagringskur.

Fra at have eksporteret for 6,1 mia i 1988 er tallet i 1992 dalet til 2,7 mia, og efter den seneste JAS-flyulykke i august i år sættes der spørgsmålstegn ved en fortsat produktion af denne kostbare flytype.

11 selskaber fremstiller "forsvarsmateriel" i Sverige, heriblandt BOFORS, ERICSSON, NOBEL, SAAB og VOLVO.

I strid med svensk lovgivning er flere svenske våbensystemer havnet hos krigsførende parter i f.eks. Jugoslavien, Indien, Pakistan, Mellemøsten.

Det svenske forsvar koster skatteyderne 35 mia om året, hvilket svarer til 7% af det samlede statsbudget.

Også i USA skaber nedrustningen problemer (!)

Californien er særlig hårdt ramt, idet 18% af forsvarsudgifterne er blevet anvendt her. San Francisco-området huser især flådebaser. Af 5 mill indbyggere vil 29.000 blive arbejusløse ved nedlæggelsen af en række flådebaser.

San Francisco har altid været arnested for modvilje mod militæret, og ironisk nok må de samme lokalpolitikere, som har deltaget i fredsbevægelserne, nu protestere mod nedlæggelserne af flådebaser på grund af den medfølgende arbejdsløshed!!

Politiken 10.8. og Information 9.8.93.

Ny boykot af Nestlé!

Den første boykot af Nestlé sluttede i 1984, da firmaet lovede at følge WHO's regler om markedsføring af brystmælkserstatninger.

Nu er den gal igen iflg. det svenske "Kvinnor för Fred".

Nestlé er igen begyndt at sende gratis brystmælkserstatninger til nyfødte på sygehuse i mere end 50 lande sammen med gaver til sygehuspersonalet for at få dem til at tilbyde dem til mødrene.

Derved vænnes børnene fra brystmælken, og efter hjemkomsten må mødrene købe produktet i dyre domme.

Her er nogle af Nestlées produkter, der skal boykottes:

Nescafé, Zoéga, Findus, Maggi, Poule au Pot, After Eight, Smarties. Samt skønhedsmidlerne Lancome og L'Oreal.

Skal vi slås - eller kede os??

Kvinderne klar til krig ..

lyder en overskrift i Politiken 7.8.93, som omtaler udsendelsen af bl.a. de to første kvindelige konstabler i Livgarden til tjeneste i Kroatien.

Og hvad får så de to kvinder til at melde sig frivilligt?

Desværre er kun den ene spurgt, men hun svarer: "Jeg keder mig og vil gerne ha' en spændende oplevelsel" På baggrund af de frygtelige tilstande for befolkningen i Jugoslavien, må man nok sige, at det er noget af et luksusproblem, der får denne kvinde til at melde sig. Hvor indskrænket kan man være?

Hendes mor tilføjer oven i købet, at hun "håber virkelig, at Jeanette og hendes kammerater bliver evakueret, hvis det bliver for farligtl" Den "spændende oplevelse" må altså heller ikke blive for spændende!

Fra den uafhængige fredsorganisation World Peace er kommet invitation til nogle utraditionelle høringer, der arrangeres søndage kl. 15-18 sammen med dagbladet Politiken. Billetter kr. 50,- bestilles hos Politiken, tlf. 33 11 76 22 kl. 13-16.

Sønd. 19. sept. i salon K, Huset, Magstræde 13, københ. K.
Emne: Hvordan heler man et knust hjerte?
3 kriseterapeuter fortæller om arbejdet med ofre for krigens rædsler.

Sønd. 24. okt., samme sted.
Emne: Skaber religioner krig eller fred?
Repræsentanter for 6 religioner diskuterer.

Sønd. 28. nov., samme sted.
Emne: Gæstevenskab i Danmark.
Birte Weiss og Mimi Jakobsen om et multikulturelt Danmark.

Husk

Landsmødet 25.-26. sept. på Brenderup Fredshøjskole. Hvis du skynder dig, kan du endnu nå at melde dig hos Aase Bak-Nielsen på tlf. 98 35 10 54.

Dette nr. er redigeret af Virumgruppen, som også redigerer næste nr. Dead-line 1. oktober.