Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 5, 1994

Den massive krigsnægtelse
har et stort fredspotentiale

Kronik bragt i Kristeligt Dagblad mandag 7. marts 1994

FN, EU og Danmark bruger ikke det oplagte kort i spillet om freden på Balkan

Af Lisbeth Christiansen

Under overskriften

MASTERPLANEN FRA EU

kunne man i Information fredag 13. maj 94 læse denne interessante artikel.

EUS såkaldte Masterplan eksisterer kun i hemmelige arbejdskopier. Rapporten er udarbejdet af repræsentanter for EUs atomindustri. Den anbefaler øjeblikkelig lukning af de ældste reaktorer

Det ville selvfølgelig være oplagt, hvis konklusionerne fra verdensbankens rapport fik betydning for de initiativer, som EU i fremtiden kommer til at iværksætte med henblik på de usikre østeuropæiske atomkraftværker.

Og allerbedst ville det være, hvis rapportens konklusioner kunne genfindes i den såkaldte Masterplan, som efter sigende vil blive offentliggjort i den nærmeste fremtid. Masterplanen vil fastlægge den overordnede retning for EUs indsats og vil kort og godt være EUs »operational tool«. Der findes i hvert fald to - og måske endda tre - forskellige udkast til Masterplanen. Den tidligste version er fra maj 1993, den seneste version er fra marts 1994. Versionerne er ukendte for offentligheden og pålagt med strenge krav om fortrolighed.

Trods hemmelighedskræmmeriet er det lykkedes at få fat i den tidligste version fra maj 1993 - og hovedtrækkene i den endelige version skulle være nogenlunde de samme. Udkastet har titlen ,.CES Master plan for the improvement of civil nuclear safety in Eastern Europe« og er på 14 sider samt otte udførlige bilag.

Rapporten er udarbejdet af »TPEG Master Plan Advisory Support Group« en gruppe med repræsentanter for EFs atomindustri. Det bærer indholdet tydeligt præg af.

De ældste reaktorer bør lukkes

Uden skygge af tvivl slår masterplanen fast, at de ældste og dårligste reaktorer bør lukkes. Men den kommer ikke med et bud på, hvordan og navnlig hvornår alternativ ikke-nuklear energi kan fremskaffes.

I forhold til, at planen »tager sigte på at nå håndgribelige forbedringer i den nukleare sikkerhed i østeuropa indenfor en 5 års periode«, er det en bemærkelsesværdig svaghed. Især fordi planen selv er klar over manglen:

»Tidsskemaet for tilvejebringelse af erstatningsenergi er en afgørende faktor for beslutninger, som skal tages om nedlukning af de involverede værker. Dette vil have en stærk indflydelse på alle former for efterfølgende initiativer.« Maj 1993-udkastet indeholder imidlertid ikke et sådant tidsskema.

Den problematik skal først analyseres og undersøges, forudses det. I Masterplanen er der ingen forsøg eller initiativer, der peger i den retning, som rapporten fra Verdensbanken udpegede: Hvad koster det?

Hvad vil det kræve, hvis de farligste reaktorer hurtigst muligt skal lukkes?

Masterplanen peger kun på en eneste erstatningsmulighed i forhold til de usikreste værker - strøm fra de opgraderede atomkraftværker. .

Kun kortsigtet hjælp

'Masterplanen afviser altså at RBMK'erne og de ældste VVER'ere skal have andet end yderst kortsigtet hjælp:

»Det antages, at der ikke vil blive bygget flere enheder, således at kun kort-sigtede initiativer er medregnet, det vil sige aktioner, der leder til væsentlige forbedringer af sikkerheden uden større investeringer i rekonstruktion.« Begrundelsen er kort: »Det antages, at det internationalt accepterede sikkerhedsniveau ikke kan nås indenfor en økonomisk acceptabel udgift.« Af et skema fremgår, at de kort-sigtede initiativer forventes nået med udgangen af 1994. »Angående VVER 440/230'erne og RBMK'erne tager forbedringerne sigte på at opretholde deres drift, under acceptable sikkerhedsmæssige standarder, i en begrænset periode, dvs indtil erstatningsenergi kan skaffes til rådighed.«

For de nyere VVER'ere (typen 440/213 og 1000) anviser Masterplanen en hjælpeindsats frem mod årtusindeskiftet.

Indsatsen skal finansieres gennem EUs bistandsprogrammer (Phare- og Tacisprogrammerne) eller ved hjælp af andre EU-tiltag. Men bistandsprogrammerne indeholder ikke beløb til mere end indledende undersøgelser. Som Masterplanen skriver: »Angående VVER 440/213'erne og VVER 1000'erne er målet at fuldende overblikket over sikkerheds-aspekterne, for at udføre de nødvendige ingeniørstudier og foreslå de nødvendige sikkerhedsmæssige forbedringer af den langsigtede sikkerhed for værkerne.«

Lån med tilbogebetalingspligt

Planen understreger, at den nødvendige finansiering »især med henblik på langsigtet opgradering af VVER 440/213'erne og VVER 1000'erne er meget større end TACIS og PHARE programmerne.« Derfor foreslår Masterplanen, at de østeuropæiske atomkraftværker til den tiltrængte hardware modifications skal kunne modtage lån fra enten Euratom (EUs atomsamarbejdeJ, fra den Europæiske Ddviklingsbank EBRD eller fra Verdensbanken. Men altså vel at mærke lån, der skal tilbagebetales.

Og eftersom planen er udarbejdet af EFs atomindustri, indeholder den følgende konklusion: »EFs grupper indenfor nuklear industri skal involveres i fastlæggelsen af og gennemførelsen af initiativer til opgradering eller ændringer og i konstruktionen af nye anlæg.« Rapportens svaghed - manglende plan for udvikling af alternativ ikke-nuklear energi - er åbent erkendt i et bilag. Der angives kun et eneste forslag til erstatning for de farlige reaktorer - i al sin enkelthed: »En erstatningsmulighed kunne være færdiggørelsen af de delvist opførte atomkraftværker aftypen VVER 213 og VVER 1000 opgraderet«.

Det drejer sig om i alt 23 reaktorer.

Med andre ord: Billig atomkraft på usikre østeuropæiske værker.

Artiklerne er en journalistisk bearbejdet form af rapporten »Russisk roulette« om EU og de østeuropæiske atomkraftværker. Rapporten koster 25 kroner, er udgivet af SF og udarbejdet af Journalistbureauet express.

Den 9.6.1994. En ny mulighed.

Her skal sættes kryds ved et parlamentsmedlem til EU. Et enkelt kryds hvor vi kunne bruge mange for at vælge til og fra.

Ib Faurby, Politikens kommentator sagde i TV fornylig: "WEU er et politisk forum uden våben. Hvert medlemsland må trække på deres egne ressourcer, men de bliver øremærket i en fælles strategi for EU-politik. Der er mulighed for at "låne" våben i NATO-lageret".

Vi er mange, der føler os rent til grin med Edingburg-aftalen. Vi bliver trukket rundt ved næsen.

Vælg personer ind i parlamentet, der kan holde en aftale. Vi sagde Nej til at det knebne Ja d. 18.5.93 kunne bruges til at blive medagerende eller associeret medlem af den vesteuropæiske forsvarsunion WEU med Edingburg-aftalen. Observatørpost og ikke mere. Det er aftalen. Sæt kryds med megen opmærksomhed d. 9.6.94.

Usikkerhed var med til at vende nej-et til et ja

Tre forskere giver deres bud på, hvorfor afstemningen for et år siden endte med et flertal for medlemskab af unionen

BAGGRUND Af Mogens Møller Olesen

Edinburgh·aftalen, økonomiske hensyn samt usikkerhed om Danmarks fremtidige stilling i Europa ved et nyt nej. Det var de afgørende begrundelser, der vendte nej'et til et ja, da et flertal af vælgerne den 18. maj 1993i dag for et år siden - stemte Ja til Unionen.

Det konkluderer ·tre forskere ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, docent dr. scient. pol Karen Siune samt lektorerne Ole Tonsgaard og Pallle Svensson i en ny bog, 'Fra et nej til et ja', som forlaget Politica udsender i dag. Bogen er en direkte forlængelse af 'Det blevet Nej' fra efteråret 1992, hvor fokus var på 92-folkeafstemningen.

'Prioriteringen hos en lille, men udslagsgivende gruppe blev ændret', hedder det. Ved afstemningen om i Maastricht-traktaten den 2. juni 1992 sagde 50,7 pct. nej og 49,3 pct. ja. Den 18. maj 1993 sagde 56,7 pct. ja og 43,3 pct. nej. Hvad skete der i mellemtiden, og hvad var forskellene på kampagnerne de to år, lyder et par af de spørgsmål, forfatterne prøver at besvare.

Bogen bygger på et meget omfattende interviewmateriale samt en stor analyse af de syv landsavisers og de to TV-kanalers dækning af EU-stoffet.

Stabile vælgere

Blandt hovedkonklusionerne er, at der var en utrolig stor stabilitet i vælgernes holdninger ved de to afstemninger. En anden er, at både avisernes og' TV-kanalernes balance blev forskudt til en mere ja-venlig rolle fra 1992. til 1993. Men i øvrigt klarede medierne deres inforrnationsopgave pænt, og befolkningen havde lidt mere Viden om, hvad det hele gik ud på, da den stemte sidste år i forhold til året før. Men det var først og fremmest Edinburgh-aftalen og dermed Det nationale Kompromis, der blev afgørende for ja'et i 1993. Syv af Folketingets otte partier - Fremskridtspartiet stod uden for - tilsluttede sig kompromiset, som SF's formand, Holger K. Nielsen stod fadder til.

- SF kom med Det nationale Kompromis til at påvirke alt andet end sine egne vælgere, siger Ole Tonsgaard med henvisning til, at SF -vælgerne sidste år stort set gjorde nøjagtigt det samme, som de havde gjort i 1992, nemlig stemte imod.

Og med partiets anbefaling af Det nationale Kompromis blev SF suverænt det parti, der var mest ude af takt med sine medlemmer. En rolle som Socialdemokratiet ellers havde gjort krav på. Karen Siune: - Det er helt klart, at Det nationale Kompromis ikke ville have haft den effekt, det fik, hvis SF ikke havde været med. SF's deltagelse gjorde kompromiset spiseligt også hos modstanderne blandt de andre partiers vælgere. Det blev afgørende. Alligevel er det forfatternes opfattelse, at vælgernes tillid til Edinburgh-aftaIen, der sikrer Danmark en særstilling på de ømtålelige områder med fælles statsborgerskab, fælles mønt, fælles forsvar - områder hvor vi afgiver suverænitet - ikke var overvældende stor i befolkningen. Vælgerne havde, når det kom til stykket, kun begrænset tro på, at aftalen vil holde i virkeligheden, viser deres interview-svar.

Modstanden steg

- Forud for aftalen var befolkningens modstand mod Maastricht-traktaten steget til over 60 pct., men med Edinburgh-aftalen og SF's godkendelse af den vendte billedet. Tilhængerne fik overtaget, siger Karen Siune.

- I bogen bruger vi en del plads på at diskutere det psykologiske omkring det forhold. Det afgørende er tilliden, og med Edinburghaftalen skete der en tilpasning. Vælgerne kunne bruge aftalen som argumentation over for sig selv for at skifte holdning.

Ole Tonsgaard: - Det kan godt være, at konsekvensen er noget, folk ikke kan lide, men hvis sandsynligheden for, at konsekvensen udløses, er lille, så betyder det mindre. Det var på den måde, Edinburgh·aftalen fik betydning. Med den i hus opfattede en del vælgere det som mindre sandsynligt, at Danmark blev tvunget til at afgive suverænitet på områder, de er imod.

Analysen af medierne og deres indhold når frem til, at de i det store og hele opfyldte deres informationspligt og fortalte om både konfiiktstof og mere konkrete EU-forhold, men sammenlignet med dækningen i 1992 op til afstemningen, gennemgik de alle en drejning og blev mere EF-venlige. For avisernes vedkommende tænkes først og fremmest på nyhedsdækning, reportage og debat, idet lederholdningen i stort set alle tilfælde var støtte til et ja. Men også de to TV-kanalers dækning blev drejet i den retning, mener forfatterne.

Desuden skete der en tematisk ændring, idet medierne i 1993 lagde meget større vægt på de økonomiske fordele og aspekter ved EU-rnedlemskabet end i 1992, hvor det meget mere følelses- og holdningshetonede suverænitetsspørgsmål var i forgrunden.

Positive medier

- Var det så mediernes mere positive holdning, der gjorde udslaget?

- Man kan i hvert fald se, at ja-forspringet efter Edinburgh-aftalen blev slidt af i kampagneperioden, og dermed er det ikke utænkeligt, at resultatet kunne være blevet et nej igen, hvis mediernes holdning havde været meget negativ, er Karen Siune og Ole Tonsgaard enige om.

De mener, at mod standerne gjorde det elendigt'.

- Havde de været i stand til at flytte debatten tilbage på det mere følelsesbetonede niveau omkring suverænitet m.v., kunne det være gået anderledes. Men de forsøgte dårligt, nok, siger Karen Siune.

Den 9. juni skal danskene til stemmeurnerne igen, men nu er det ikke folkeafstemning, men valg til EUparlamentet det gælder. Aligevel vil skyggen fra afstemningerne komme til at hvile over valget, mener både Karen Siune og Ole Tonsgaard.

Bliver valgdeltagelsen hpjere end de 46 pct. til 52 pct., den har ligget på siden 1979, vil Karen Siune nok tage det som udtryk for, at debatten om Unionen ikke er glemt, og i modsætning til tidligere kan en høj valgdeltagelse denne gang komme modstanderne til gode Ole Tonsgaard: - Der bliver på ingen måde tale om, at de 16 mandater fordeles lige så ligeligt, som stemmerne fordelte sig ved folkeafstemninger med ca. halvdelen til hver. EU.parlamentet tillægges slet ikke samme vigtighed og værdi, og derfor vil tilbøjeligheden til at følge partiparolen nok også være større, mener han.

'Fra et nej til et ja' af Karen Siune, Ole Tonsgaard og Palle Svensson.
Forlaget Politica, 224 sider.
170 kr.

våbenfabrikanter i Perm kan klare at skyde genvej fra freon til kulbrinte og fremstille de "rigtige" køleskabe og komme på højde med eller helst lidt foran den vestlige verden.

Hvad har du i dit køleskab, Auken?

Må jeg foreslå, at TV-kokken med de spændende udsendelser "Hvad har du i dit køleskab?" besøger tidligere miljøminister Per Stig Møller og miljøminister Svend Auken. For de to har nemlig kulbrinte, der ikke er ozonnedbrydende i deres køleskabe, som de har fået af miljøorganisationen Green Peace.

På ozontopmødet i København 1993 blev forbudsåret for CFC (freon) rykket frem til 1996, mendens HCFC og HFC 134 a, der begge er ozonnedbrydende, men i mindre grad end freon, gradvis skal nedtrappes frem til 2030.

Hvorfor forærer Green peace de to miljøministre et kulbrintekøleskab? Fordi Green Peace fører kampagne for bevarelse af ozonlaget og derfor kommer med det indlysende, fornuftige forslag, at man i miljøets interesse skyder genvej.

Så hvis man står for at skulle købe køleskab, så køb et kulbrintekøleskab. Det kan man på nuværende tidspunkt kun gøre gennem Green Peace af den grund, at danske køleskabsproducenter og -forhandlere er noget langsomme i optrækket.

Så jeg har købt mit gennem Green Peace, men havde jeg kunnet købe kulbrintekøleskab hos min lokale forhandler, havde jeg gjort det. Nu vil jeg oprette en miljøgruppe "Ozonlagets Venner"; for det viste sig, at man ikke havde freontapning af gamle køleskabe i min kommune.

I besvarelse af henvendelsen af 4. april 1994 fra Kvinder for Fred om WHO's anmodning om et responsum fra Den Internationale Domstol i Haag om lovligheden af brug af kernevåben sender jeg vedlagt kopi af mit svar på et folketingsspørgsmål om dette emne.

Med venlig hilsen

Niels Helweg Petersen

"vil udenrigsministeren oplyse, hvad resultatet er blevet af hans overvejelser om, hvorvidt Danmark vil afgive erklæring over for Den Internationale Domstol om sagen fra WHO om, hvorvidt et lands brug af atomvåben i krig eller anden væbnet konflikt på baggrund af sundheds- og miljømæssige virkninger er en overtrædelse af landets forpligtelser i henhold til folkeretten, og i bekræftende fald vil udenrigsministeren offentliggøre den danske regerings erklæring?"

Svar:

Efter de for Danmark i øjeblikket foreliggende oplysninger kan det forventes, at nogle NATO-lande, herunder lande der er medlemmer af EU samt enkelte andre lande i den vestlige kreds, vil afgive en erklæring over for Den Internationale Domstol om sagen fra WHO.

Såvidt vides, vil disse lande bl.a. sætte spørgsmålstegn ved domstolens kompetence under henvisning til, at der er tale om et politisk spørgsmål. En forudsætning for at domstolen kunne behandle sagen fra WHO, ville ifølge disse lande være, at spørgsmålet om lovligheden af brug af atomvåben i krig var reguleret af en forudgående international (nedrustnings)aftale. Ingen af de andre nordiske lande har foreløbig besluttet at ville afgive en erklæring til domstolen. Som sagen foreligger oplyst på indeværende tidspunkt, er det heller ikke regeringens hensigt, at fremkomme med en erklæring i sagen.

Regeringen deler således principielt den opfattelse, at forbud mod brug af atomvåben bør forhandles internationalt og vedtages i form af et folkeretligt bindende instrument - en traktat eller lignende.

Den Internationale Domstol har iøvrigt i overensstemmelse med artikel 66, stk. 2 i sin statut fastsat fristen til den 10. juni 1994 for, at de stater, der er berettiget til at møde for domstolen, og WHO kan afgive skriftlige erklæringer i sagen.

Udenrigsministeren vil altså ikke engang svare Den internationale Domstol.
Åse og Inger protesterer, og den vil blive bragt i juni nummeret.

Våben er et problem

Militærbudgetterne bliver reduceret i flere lande, men det har ikke forindret, at der udvikles stadigt mere raffinerede "moderne" våben med større ødelæggelseseffekt.

Berlinmurens fald har medført en ændring i våbenproduktionen.

Våbenproducenterne bruger nu mere energi på at finde nye markeder for lette våben i udviklingslandene.

Våben til magtahverne i udviklingslandene betyder en forarming af disse lande og en udsættelse på ubestemt tid af den udvikling ti demokrati, som er så nødvendig.

Med medlemsskabet af EU's frihandelsesområde kan det forudses, at kontrollen med våbenproduktion og våbenhandel kan blive vanskelig - også i Danmark.

Økonomi

PUBLIKATION

Økonomisk samarbejde i EU

Selvom Danmark har sagt nej til at deltage i den 3. fase af Den Europæiske Økonomiske Union med bl.a. fælles valuta, så skal den danske økonomiske politik alligevel til­rettelægges, som om Danmark var fuldgyldigt medlem af ØMU.

Det fremgår af den redegørelse, som økonomiministeren har fremlagt om det økonomiske samarbejde i EU. Dermed skal Danmark opfylde de såkaldte konvergenskrav, der står anført i Maastricht-Traktaten.

Det drejer sig om krav til prisstabilitet, det offentlige budgetunderskud, den samlede statsgæld, valutakurs og. renteforhold.

Det samlede offentlige budgetunderskud må bl.a. højst udgøre 3 pct. af BNP (bruttonationalproduktet). Kravet volder i dag problemer, men ifølge det danske konvergens­program ventes underskuddet at falde fra 4,8 pct. af BNP i 1994 til 2,8 pct. i 1996. I årene herefter ventes en yderligere forbedring af den offentlige saldo, så der inden år 2000 vil være overskud på de offentlige finanser. Også kravet til den samlede offentlige brutto gæld, der højst må udgøre 60 pct. af BNP, har Danmark svært ved at klare. Kun hvis gælden korrigeres for forhold som Den Sociale Pensionsfonds fordringer på den private sektor, statens tilgodehavende i Nationalbanken og offentlige virksomheders gæld, kan den danske gæld opgøres til 58 pct. af BNP.

I redegørelsen er optrykt det danske konvergensprogram, der skitserer udviklingen for dansk økonomi frem til år 2000. Hovedformålet er at få nedbragt ledigheden samt at fastholde den lave inflation og overskuddet på betalings­balancen. Nedgangen i ledigheden skal primært ske ved at skaffe nye job i den private sektor. Det vil bidrage til at forbedre de offentlige budgetter i form af bl.a. reduceret dagpengeudbetaling.

De offentlige udgifter skal ifølge planen styres stramt, og som udgangspunkt skal de ligge under væksten i økonomien som helhed. Hvis målsætningen for konvergens­programmet holder, vil dansk økonomi leve op til de formål, som EU har sat for den økonomiske politik.

Titel: Danmark i det økonomiske samarbejde i EU.
Økonomiministeriet, februar 1994. 142 s. + bilag. 75 kr.
(ISBN 87-601- 4136-0).
Købes hos boghandlerne.