Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 8, 1994

Danish Center for Conflict Resolution

Vi kan lære at håndtere konflikter på en bedre måde. Alt for mange konflikter optrappes til fjendtligheder.

Program efterår 94.:

Gandhis 125-årsdag: Symposium om Gandhi som konflikt­løser og strateg. Toni Liversage, Jan Øberg og Haakan Wiberg. Mandag d. 3. okt. kl. 13-17. Fredericiagade 18. Kbh. Tilmelding tlf. 33326554 senest 28. sept. I samarbejde med den Transnationale Stiftelse og Center for freds- og konflikt­forskning.

Kan du styre dine fordomme? Workshop med Birgitte Qvist-Sørensen, som arbejder med praktisk konfliktløsning i Nordirland. Lær nye måder at tackle konflikter på gennem øvelser og dialog. Lørdag d. 8. okt. kl. 10-17. Medborgerhuset Nørre Allé 7, Kbh. Tilmelding senest 26. sept.

Konfliktløsning i hverdag og politik. Kursus med den indiske Gandhi ekspert dr. Suman Khanna, som øser af sin lange erfaring med ikke-vold strategier. Oplæg, video, øvelser, redskaber. Søndag d. 23. okt. k. 10-17. Medborgerhuset Nørre Allé 7, Kbh. Tilmelding senest 10. okt.

140-timers grundkursus i konfliktløsningens metoder og teori starter fredag d. 18. nov. Fire weekends og en sommeruge, Lerchehuset i Jyderup. Rekvirer program. Tilmelding senest 20 okt.

Specialkurser til f. eks. tværkulturelle og humanitære grupper udarbejdes efter behov.

tilmelding og oplysning om aktiviteter og støttekreds:

Sigridsvej 13
DK-2900 Hellerup
+45 39 40 00 15

Center for Konfliktløsning er et nyt initiativ, der vil fremme menneskers og organisationers kompetence til at løse kon­flikter. Kurserne henvender sig til alle, der har brug for færdigheder i konfliktløsning, til aktuelle eller fremtidige opgaver.

Fra vort medlem Kaj Varming i Fredericia har vi modtaget et meget interessant debatindlæg, som han har udarbejdet i anledning af, at "Landskomiteen til renovering af Fredericia Vold" har planer om dels en renovering af volden, dels oprettelse af et besøgscenter i forbindelse hermed.

Dette sidste skal levendegøre begivenhederne i Fredericia i 1849, koncentreret om hærens sejrrige udfald 6. juli (som stadig fejres i byen), f.eks. i form af et multimedie-show.

Kaj Varming er bange for, at resultatet vil blive en glorifice­ring af soldater og krig. Han siger: "Hvis vi ikke på en eller anden måde fortæller, at det er fredens arbejde og resultater, vi viser på de fleste museer og andre turistattraktioner, så bliver freden glemt og overset - opfattet som noget kedeligt og alt for lidt spændende i modsætning til krigen, der næsten altid præsenteres med navn og i nypressede uniformer. Den opfattelse breder sig, at der altid har været krig, og det er ikke rigtigt" .

I stedet foreslår Kaj Varming, at man med udgangspunkt i voldområdet gør hele Fredericia by til et studiecenter for fredskultur, hvor både almindelige mennesker (turister) og forskere kan finde studieemner, der rækker langt ud over det lokalhistoriske.

Læs selvom de mange spændende forslag idebatindlægget, der er fremstillet i 500 eksemplarer og kan fås tilsendt imod 10 kr. i frimærker. Det er da et godt tilbud!

Kaj Varmings adr.:

Olafsvej 7,
7000 Fredericia,
tlf. 05922867.

Denne redaktion: Virum

Næste redaktion: Virum deadline: 7.10.

Når freden er lige så farlig som krigen

Den danske regering vil i FN forslå at skærpe kravene til brug af landminer, men vil stadig selv have landminer på lager for at kunne bruge dem "effektivt"! -

FN vil rydde miner og foreslå moratorium for export af landminer, der rammer personer -

det er ikke nok -
vi vil ha' dem forbudt!

skriv det til udenrigsministeren!
(se bagsiden af folderen)

FN vil betale landmineproducenterne for at rydde vejene for ueksploderede landminer i Mozambique.
- Prisen kan vi snakke om, hvis vi må beholde landminerne, så de kan sælges igen.

FNs BØRNEFOND siger:

"Landminer er nutidens svøbe.

De skelner ikke mellem militære og civile.

De dræber og lemlester børn såvel som voksne, forandrer landbrugsjord til slagmarker og splintrer civiliserede sam­fund. Landminer er en form for våben, der ikke kan forsvares.

De øger faren for børn i væbnede konflikter.

DE BØR FORBYDES!!!

(UNICEF)

FN s generalforsamling 1993 er:

-- "stærkt alarmeret over den stigende forekomst af miner ..."
-- "forfærdet over det store antal ofre for miner, især blandt civilbefolkningen ..."
--"dybt bekymret over de alvorlige humanitære, sociale, økonomiske og økologiske ødelæggelser, der stammer fra den manglende fjernelse af miner ..."
og minder om:
"Protokollen om Forbud eller Begrænsninger i Brugen af Miner, Booby Traps og andre anordninger" fra 9 / 12. 92.

KVINDER FOR FRED
støtter forslaget fra Unicef og International Røde Kors om
FORBUD MOD LANDMINER, mod produktion, brug og handel.

HVAD GØR DANMARK?

I august '94 afholdtes der et møde i Geneve af regerings­eksperter, som skulle forberede en FN-konference, der skal foreslå revision af konventionen om "forbud mod eller be­grænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng".

Kvinder for Fred spurgte udenrigsministeren, hvordan Dan­mark ville agere på dette ekspert-møde, og vi fik flg. svar:

Fra dansk side deltager repræsentanter for Udenrigs­ministeriet, Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen i ekspertgruppens arbejde.

I den proces, som nu er i gang, støtter vi fra dansk side tiltag til styrkelse af konventionen, herunder specielt gennem en øget tilslutning hertil og en udvidelse af dens dæknings­område til også at omfatte interne konflikter. Danmark støtter en skærpelse af kravene for anvendelse af landminer, eksempelvis hvad angår tilladte minetyper, mineudlægning og minebrydning, under den forudsætning at det fortsat vil være muligt effektivt at anvende landminer til landets forsvar.

Med venlig hilsen
Niels Helveg Petersen
(sign.)

Danmark vil altså stadig producere og have landminer på lager til en eventuel fjende !!!

Danmark vil altså ikke foreslå totalforbud mod landminer, som effektivt ødelægger livet og levemulighederne for millio­ner af uskyldige mennesker - ikke blot i krigssituationer, men længe efter krigens ophør.

I Cambodia f. eks. hindrer tusindvis af udstrøede landminer bønderne i igen at opdyrke deres ellers så frugtbare land.

Vi vil appellere til udenrigsmnisteren om dog at besinde sig og arbejde for totalforbud mod disse våben, som rammer i flæng.

Til Danmarks udenrigsminister!

En FN-konference skal foreslå revision af konventionen om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse våben, der rammer i flæng.

Ifølge udenrigsministeren (23/8.'94) vil Danmark støtte skærpelse af konventionens krav, "under den forudsætning at det fortsat vil være muligt effektivt at anvende landminer til landets forsvar"(!)

Jeg kræver, at Danmark arbejder for totalforbud mod al produktion og brug af - og al handel med landminer, der ødelægger livet og de fremtidige levemuligheder for millioner af uskyldige mennesker.

navn ...................................................................................................

adresse ..............................................................................................

(sendes til Udenrigsministeren, Asiatisk Plads 2, 1448 Kbk. K eller til KVINDER FOR FRED, Inger Bjørn Andersen, Buegården 9, st., 2880 Bagsværd)

EN TRAGISK EPISODE

Man kan ikke forstå folkemordet i Rwanda uden sagligt kendskab til det moderne og det ældgamle Rwandas historie. Mange aviser og TV-stationer har fortælt os, at folkemordet foregår mellem to etniske grupper: hutuer og tutsier. Mange af os har accepteret dette synspunkt, men bogen som her anmeldes afviser, at det er folkemord mellem to stammer.

Bogen fastslår: "Rwanda beboes af Banyarwanda, der om­fatter tre grupper: Twa, hutu og tutsi, sædvanligvis - men vildledende - kaldet etniske grupper. De tre grupper har fælles forfædre, sprog og kultur. Det aktuelle folkemord er mere politisk end gruppebetinget.

Denne bog er en samling essays af otte personer blandt andet major Ondoga ori Amaza (direktør for publikationer i Ugan­das Nationale Modstandshær); Abdul Rahman Babu (tidligere tanzaniansk planlægningsminister); Patrick Mazimhaka (næstformand for Rwandas Patriotiske Front). Den inde­holder også en landsbyprofil, to breve fra den franske regering, der påviser Frankrigs støtte til den rwandiske regering og vigtige milepæle i Rwandas historie.

Rwanda,et smukt land i Centralafrika, er et af de få steder i Afrika, hvorfra der ikke blev hentet slaver.

Før kolonisationen var det et højt udviklet kongedømme:

"Et veludviklet kastesystem tilgodeså kun den herskende klasse. En hutu kunne blive tutsi ved hjælp af hans/hendes rigdom eller igennem "Kvihutura" (at skyde sin hutuham af) eller ved at eje ti køer."

I 1890 blev Rwanda tysk koloni. Efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig overgav Folkeforbundet imidlertid Rwanda til Belgien som mandatområde. Det var under Belgien, at den berømte kolonistrategi "del og hersk" blev gennemført - medførende det aktuelle folkemord. Tutsi herskere regerede Rwanda til 1959. Belgierne støttede tutsi-kongerne og favoriserede tutsierne uddmmelsesmæssigt. ·IIDen første folketælling i Rwanda, afholdt af den belgiske koloniadministration i 1950'erne, klassificerede ælle, der havde ti eller flere okser, som tutsier." Belgierne gav gruppeforskellene fastere form ved at kræve, at alle skulle bære et identitetskort, som klart tilkendegav deres etniske gruppe.

Da uafhængighedskampen blev mere forbitret skiftede koloniherren side og stillede sig på hutuernes side. Der fandt massakrer sted, kongen blev fjernet, partiet for hutuernes frigørelse (PARMEHUTU) vandt valget og tog magten. Tusinder af tutsier blev dræbt og flugten fra Rwanda begyndte - 250.000 flygtede til Uganda, Tanzania og Zaire.

Det var efterkommere af flygtningene fra 1959, som af hinanden efterfølgende regeringer ikke fik lov at komme hjem, trods UNHCR's bestræbelser, der dannede Rwandas Patriotiske Front (RPF). Mange rwandesere slog sig ned i Tanzania og Uganda og nogle sluttede sig til Yoweri Musevenis Nationale Modstandshær i bushkrigen mod Milton Obotes 2. regime 1980-85. Men det store flertal blev ikke accepteret fuldt ud som borgere i Uganda.

Blandt dem, der gik med i bushkrigen var to rwandiske flygtninge Fred Rwigyema og Paul Kagame. furigyema blev RPF's første militære leder. Paul Kagame, der forlod Rwanda som treårig, overtog kommandoen over RPF, da F. Rwigyema blev dræbt i løbet af de første få timer af krigen i 1990. Mere end 4.000 mand af rwandisk afstamning kæmpede sammen med Museveni. Disse rwandiske stridskræfter forlod Uganda 1. oktober 1990 og begyndte deres kamp for at vende hjem. Det er denne indviklede historie, der får nogle til at anklage Uganda for at være krigens udspring.

Forfatterne er totalt modstandere af den franske intervention. De argumenterer, at folkemordet er planlagt og organiseret af præsidentgarden, der blev dannet i 1962 af den belgiske officer, løjtnant Guy Logiest med præsident Habyarimana som dens første kommandant. Med det udgangspunkt, at franskmændene uddannede og bevæbnede Rwandas hærstyrker, hvordan kunne de da være neutrale - og side 39 spørges: "Hvordan kan det være, at officerer, som er uddannet af belgiske instruktører og har gået på belgiske militærskoler, er præcis dem, der har grebet til nazi-lignende barbari?"

Sidste kapitel handler om FN's rolle i Rwanda. Man sammenligner Rwanda, Angola og Bosnien. Professor Horace Campbell Syracus Universitet, USA, skriver: "Forvanskning af de principper, som FN blev grundlagt på, må forstås på baggrund af Sikkerhedsrådets handlinger og ufølsomhed ansigt til ansigt med folkemord."

OAU (den afrikanske enhedsorganisation) roses for sin rolle ved at frembringe Arusha aftalen, som skulle føre til magtdeling. Måske vil der, hvis denne aftale får en chance, ikke være folkemord mere og ingen lig der flyder i Victoriasøen.

Imidlertid slog anti-demokratiske kræfter i hæren og den civile befolkning, som var imod aftalen, igen. Det førte til neds]~dning af præsidentflyet og drabet på præsidonterne i Burundi og Rwanda. Teknologien, der blev brugt til nedskydningen, var europæisk, og der er derfor beskyldninger om, at franskmændene eller belgierne kunne have udført denne handling. Begge lande benægtede det.

Afsluttende slår bogen fast, at da det er gårsdagens flygtninge, der nu er i færd med at tage magten, er det vigtigt for RPF at bygge på Arusha aftalen og skabe en bredt funderet regering, der rummer alle demokratiske kræfter uden for RPFr Det må gøres, og alle flygtninge skal have lov at vende hjem. Sker det ikke, vil en ny omgang folkemord være på vej.

''Genocide in Rwanda: Background and current situation" redigeret af Napoleone Abdulai, Africa Research and Information Centre, London, juni 1994, £4.00.

Anmeldt i ugemagasinet WEST AFRICA 31/7,1994 af Jeneralio Ulimango.

Rwandan Siamese Twins
WEST AFRICA
25 - 31 July 1994

Else Houmøller-Jørgensen