Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 10, 1996

SOFISTIKERET ATOMVÅBEN­UD­VIKLING I USA

Da præsident Clinton 24/9.96. underskrev CTBT traktaten - om totalt atomprøvesprængningsstop - pointerede han foran TV-kameraerne, at han skrev under med den pen, hvormed præsident Kennedy i 1963 signerede PTB aftalen, som forbød prøvesprængninger i atmosfæren.

Hvad der ikke kom frem på skærmen, var, at ligheden mellem de to præsidenter også symboliseredes i samme tavshedspolitik: at de begge i henholdsvis 1963 og 1996 måtte købe sig til støtte til ratificering af traktaterne ved godkendelse af nogle "forholdsregler" med tilhørende store centrale bevillinger, som forsvarsministeriet og dets allierede i Senatet krævede til kernevåbenlaboratorierne og den amerikanske atom(våben)industri, som de har økonomiske interesser i.

Forholdsregler ved PTB i 1963:

• : Udføre et aggressivt underjordisk prøvesprængningsprogram.
• : Opretholde moderne atomlaboratoriefaciliteter og programmer, som vil tiltrække og fastholde menneskelige videnskabelige ressourcer.
• : Opretholde evnen til hurtigt at genoptage atmosfæriske forsøg.
• : Forbedre muligheden for at opdage overtrædelser og overvåge "kinesisk-sovjettisk" atomaktivitet.

Forholdsregler foreslået i '95 med henblik på CTBT i 1996:

• : Udførelse af et videnskabeligt funderet (atomberedskabs)program for at sikre et højt niveau af troværdighed vedrørende sikkerheden og pålideligheden af atomvåben i det eksisterende lager, omfattende gennemførelse af en bred vifte af effektive og fortsatte eksperimentelle programmer.
• : Som i 1963 med den tilføjelse, at programmerne skal omfatte teoretisk og praktisk udforskende atomteknologi, som fortsat fremgang i atomteknologien afhænger af.
• : Opretholdelse af grundlæggende evne til at genoptage atomforsøg forbudt af CTBT, hvis USA ophører med at være bundet af at følge denne traktat.
• : Fortsættelse af et altomfattende forsknings- og udviklings program for at forbedre overvågningsmuligheder og deres praktiske udførelse.
• : Fortsat udvikling af vidtforgrenet spionageaktivitet for at sikre nøjagtig information på verdensplan om atomvåbenlagre, atomudviklingsprogrammer og analoge programmer.
• : Forståelse af, at hvis USAs præsident fra sine ministre og rådgivere i atomspørgsmål får oplysning om, at "et højt niveau af troværdighed vedrørende sikkerhed og pålidelighed af en type kernevåben, som anses for at være afgørende for atomvåbenafskrækkeise, ikke længere kan garanteres, vil præsidenten i samråd med kongressen være parat til at trække sig ud af CTBT ud fra "højeste nationale interesse"-klausulen for at udføre en hvilken som helst prøvesprængning, der måtte være nødvendig".

I 1963 støttede John F. Kennedy punkt A-D som et middel til at "opretholde vor kernevåbenafskrækkelse ... uden atomprøvesprængninger" . I årene efter PTB styrkedes atomvåbenlaboratorierne, og kernevåbenforsøg tiltog, så USAs kernevåbenarsenal først i 90'erne i teknisk kunnen langt overgik det fra 1963. Ved at tillade bevarelse, ja endog udvidelse af USAs kernevåbenmuligheder gennem underjordiske forsøg blev PTB en tabt mulighed for at standse spredning af atomvåben.

Og Bill Clinton har meddelt, at CTBT er "baseret på 1963 forholdsreglerne ajourført og udvidet til at omfatte Forholdsregler A-F"! En laboratoriebaseret infrastruktur i stedet for underjordiske prøvesprængninger vil højst sandsynligt bevirke gentagelse af PTB's totale fiasko med hensyn til at afslutte kernevåbenkapløbet, da CTBT ikke nævner computer simuleringer.

I 1981 indledte Franciskaner munke i Las Vegas Nevada Desert Experience kampagnen for totalt prøve­sprængningsstop.

1.-4. marts 1996 afholdtes 15. Faste demonstration ved Nevadaørkenens forsøgsområde.

Natten til 18/6.1996 holdtes vågenat, fordi kerne­våbenkonstruktionslaboratorierne ville begynde "den nye generation af atomprøvesprængninger" = underjordiske sprængninger af plutonium og uran med konventionelt sprængstof (25 - 250 kg) for at se, hvordan disse atommaterialer reagerer i henholdsvis fast form, flydende form og som gasser, ved forskellige temperaturer, tryk og tætheder.

USA har planlagt 6 nye forsøg i 1996 - 97, der skal skaffe tekniske data til atomvåbenindustrien. De kaldes ikke atomprøvesprængninger, men derimod "subkritiske eksperimenter", der - hævdes det hårdnakket gennemføres for at afprøve, at de oplagrede atomvåben ikke ved et uheld kan eksplodere.

Men seniorforsker ved The Natural Resources Defence Council i Washington, Christopher E. Paine siger: Det har intet med det at gøre. Forsøgene er "strategisk set uberettigede, teknisk set unødvendige og politisk set provokerende" - de er en del af centralregeringens bevilling til laboratorierne og deres mægtige velyndere til gengæld for støtte til CTBT.

Greg Mello fra Los Alamos Study Group oplyser, at USA vil bruge 40 milliarder dollars (ca. 230 mia kr.) på prøvesprængninger, udvikling og forskning over de næste ti år koncentreret om nye "surrogat" afprøvningsmekanismer i laboratorierne. Disse kostbare maskiner er unødvendige for at vedligeholde eksisterende våben, siger Greg Mello.

De konstrueres for at gøre det muligt at udvikle og godkende nye atomvåben.

Forholdsregler A-D i 1963 og Forholdsregler A-F i 1996 er ikke kommet frem i medierne bortset fra oplysning om, at Indiens veto mod CTBT bl.a. skyldes, at traktaten ikke hindrer de fem atommagter i at udvikle nye atomvåben ved computer simulering i laboratoriet.

Indiske diplomater har også påtalt den manglende tidsplan for total atomar afrustning. Indien har i medierne fået skyld for at modarbejde aftalen, som USA og Frankrig, efter hemmelig aftale om at dele fakta om atomvåben, har presset på for at få vdtaget.

Og verden synes parat til at lade sig bluffe endnu engang!

Niels Helveg Petersen har afvist at gøre indsigelse mod de nye prøvesprængninger - de skal blot teste, om atomvåbenhovederne er sikre nok til oplagring, anførte udenrigsministeren.

Stormagterne har kaldt vedtagelsen af CTBT på FNs generalforsamling med 158 stemmer for en sejr for traktaten og dens målsætning. Og Norges udenrigsminister Godal udtalte, at traktaten er et vigtigt skridt på vej mod atomnedrustning og stop for det globale våbenkapløb.

Men Christopher E. Paine siger modsat: " - Det giver anledning til berettiget diskussion, når USA indlader sig på en meget subtil form for atomvåben-eksperimenter, som andre lande ikke har mulighed for at gennemføre, fordi de ikke er så teknisk sofisticerede. Derfor er hele traktaten diskriminerende og har i bund og grund til hensigt at stoppe atomvåbenudviklingen i andre lande, men ikke i USA":

Else Houmøller-Jørgensen
læge, medlem af Danske Læger mod Kernevåben (DLMK)

KVINDELIG VÆRNEPLIGT

For militærets, for samfundets eller for
kvindernes skyld?

Den hellige, almindelige værnepligt er under diskussion i øjeblikket, ikke blot i Danmark, man i hele Europa.

I Frankrig har præsident Chirac i februar 1996 vakt opsigt ved at bebude værnepligten s afskaffelse i løbet af de nærmeste år til fordel for en professionel hær.

Belgien og snart også Holland har kvittet værnepligten, og i Tyskland nægter hver tredje indkaldte at udøve militærtjeneste og overgår i stedet til civil tjeneste. Det skaber problemer for Bundeswehr m.h.t. at fylde rækkerne ud i de væbnede styrker, men regeringen vægrer sig dog ved at opgive den almindelige værnepligt.

Inspireret af det franske forslag har formanden for Hærens Konstabelog Korporalforening herhjemme foreslået, at Danmark følger i Frankrigs spor og afskaffer værnepligten til fordel for en mindre, mere effektiv professionel hær.

Alle disse forslag er dels affødt af store problemer med den dalende interesse for militæret blandt de unge, dels ønsket om besparelser inden for de kostbare værn. Der mangler dog ikke advarsler mod en rent professionel hær herhjemme (cirka 50 % af forsvarets personel er faktisk professionel p. 1.). De konservatives forsvarsordfører, Niels Ahlmann-Ohlsen, frygter "en forråelse af forsvaret som i England, hvor soldaterne opfører sig som rene hooligans" (Politiken 25/2. 96).

Man skal nok ikke forvente værnepligtens afskaffelse herhjemme foreløbig, men problemerne med tilgangen er som sagt store.

For militærets skyld

Derfor er der følere fremme om at gøre det mere attraktivt for kvinder at søge ind i værnene, så de kan udfylde hullerne. I dag er fem procent af de militære jobs besat af kvinder, men forsvaret ser gerne endnu flere kvinder i trøjen, og som sædvanligt kan spørgsmålet om ligestilling bruges til at afhjælpe et "mandeproblem". Under denne devise er spørgsmålet om tvungen kvindelig værnepligt bragt på bane af Berlingske Tidende den 24/1. 96.

For kvindernes skyld

Kvinder har i dag adgang til alle værn og (teoretisk) samme avancementmuligheder som mænd med enkelte undtagelser (frømænd, F-16 fly), men stadigvæk på frivillig basis.

Avisen mener, at denne frivillighed ikke kan være tilfredsstillende for. Hvis avisen dermed mener, at kvinde­kønnet ville opnå en dyb, indre tilfredshed ved at indtage denne yderst patriarkalske bastion, er det nok en tvivlsom påstand. Men hvad enten deltagelsen i det militære establishment er fri eller tvungen, rejser der sig nogle spørgsmål, som vi bør tage stilling til, selvom de er vanskelige at besvare:
- Vil kvindernes deltagelse mildne det ofte kritiske syn på forsvaret, og er det - også derfor, at vi skal inddrages?
- Vil (bør) kvinder gå ind i den form for forsvar, vi har, og som bærer umiskendeligt præg af at være udformet af og for mænd?
- Eller har vi ved at deltage mulighed for at omforme forsvaret til et ikkevoldsforsvar, som passer bedre til kvindelig tankegang?

De fem procent kvinder, der i dag findes i forsvaret, er ikke tilstrækkelige til at sætte et "modpræg" på institutionerne, så meget mere som et stort antal af dem ikke deltager aktivt i militære opgaver, men sidder i kontorlignende jobs rundt omkring i værnene.

Seks kvinder fra forskellige værn, der deltog i en høring om "Kvinder i militær" i 1987, arrangeret af bl.a. International Liga for Fred og Frihed, betegnede da også alle militæret som "en ganske almindelig arbejdsplads". De var havnet der ved tilfældigheder og uden at have spekuleret nærmere over forsvarets ideologi eller over problemet ligestilling, Med de alvorlige begivenheder i verden senere er omtanken nok blevet større, men jeg tvivler på, at ligestillingsspørgsmålet spiller nogen større rolle hos de kvinder, der søger ind i dag.

Motivationen er nok snarere at få en uddannelse i disse arbejdsløshedstider, og så det nye og spændende ved en "anderledes" arbejdsplads.

For samfundets skyld

Under alle omstændigheder er ligestillingsspørgsmålet ligesom vendt på hovedet, når det drejer sig om militæret.

Hidtil er ligestillingsbestræbelserne naturligt nok blevet ført for at få del i de privilegier, mændene havde reserveret for sig selv, så som stemmeret og valgbarhed, uddannelse på alle niveauer, ligeløn osv., en århundredlang kamp under stadig modstand fra mændenes side.

Spørgsmålet er så, om det er et privilegium og en gevinst at blive oplært i at føre krig, at dræbe og blive dræbt? Det finder vi kvinder naturligvis absolut ikke, og det er os en gåde, at mændene har bevaret denne tradition siden tidernes morgen uden at anfægte den for alvor, selvom modstand mod militærtjeneste lykkeligvis er i fremgang.

Militærtjeneste angiver en løsningsmodel på konflikter, som ligger langt fra de kvindelige traditioner og er til skade for alle, ikke mindst for mændene selv. De væves umærkeligt ind i den militære ideologi, der bygger på et negativt menneskesyn: behovet for en "fjende", der skal nedkæmpes med alle midler.

Den rådvildhed, der opstod i det militære kompleks efter "murens fald", skyldes netop den pludselige mangel på en fjende! I stedet for at udnytte denne kendsgerning til en positiv omformning af militærkomplekset, gjorde man sig store anstrengelser for at opfinde nye "fjender", der kunne legitimere opretholdelse af et velbevæbnet forsvar.

Det ville ellers have været en lykkelig nytænkning og en fin ligestillings gevinst for mændene, hvis værnepligt overalt var blevet afløst af kurser i fredelig konflik løsning, gerne for begge køn, så vi for altid kunne få lagt den år­hundredgamle mandlige voldstradition, som krigstjeneste repræsenterer, i graven.

NOBELS FREDSPRIS

"Det styrker mig i troen på, at fred kan opnås gennem ikke-voldelige midler". Således sagde den ene af årets to modtagere af Nobels fredspris, ]ose Ramos-Horta, der er rejsende ambassadør for 0sttimor.

Den anden prismodtager er biskop Carlos Belo.

De to kæmper utrætteligt for at befri 0sttimor for Indonesiens grusomme undertrykkelse af landets befolkning.

Else Houmøller har tidligere i K0KKENRULLEN skrevet om forholdene på 0sttimor, se nr. 4, 1993, og om "plovskærs-kvinderne", der ødelagde et krigs fly, som England havde solgt til Indonesien, der har besat og gennem 20 år terroriseret 0sttimor, se nr. 5, 1996. Kvinderne blev jo overraskende frikendt ved domstolen, da deres protest blev anset for at være velbegrundet.

Lige så overraskende var Nobelkomiteens valg i år.

Det er en meget fin opmuntring for dem, der med fredelige midler kæmper for at afskaffe undertrykkelse og vold fra overmagtens side.

Vi har jo ikke set meget til opbakning af 0sttimoreserne fra internationalt hold, selvom Indonesiens annektion af 0sttimor aldrig er blevet anerkendt af FN.

Mens FN/USA med brask og bram gik i aktion, da Irak overfaldt Kuwait, har der aldrig været andet end små påtalelser over for Indonesien. Man fristes til at tro, at det skyldes, at i forholdet Irak/Kuwait, var det den angrebne part, Kuwait, der hørte til de rige olie-venner, mens i sagen Indonesien/0sttimor er det angriberen, Indonesien, der hører til de rige venner - og Vesten lukker øjnene, når den rige frembrusende østasiatiske stormagt lægger beslag på det fattige nabolands oliekilder.

Men næsten alle, bortset fra Indonesien selvfølgelig, har udtrykt glæde over Nobelkomiteens valg. Pinligt nok har heller ikke den tyske kansler Kohl lykønsket prismodtagerne. Kohl kalder Indonesiens diktator, Suharto, for "min gode ven", og Kohl er netop nu på besøg hos denne gode ven, som har købt våben for milliardbeløb i Tyskland.

Også andre af de vestlige lande bliver ved med at yde økonomisk støtte og sælge våben til terrorregimet i Indonesien.

Godt, at Nobel-komiteen kender sit ansvar! Aung San Suu Kyi, Rigoberta Menehú, Nelson Mandela, Rotblath, Belo og Ramos-Horta.

Det er mennesker som dem, der gør, at vi tør håbe på en bedre fremtid for de mange undertrykte folk verden over.

Dette nr er redigeret af Nibe/Ebeltoft, som også redigerer næste nr. Sidste frist for indsendelse af stof: 3/1. 97.

MØDET MED TATIANA

Hun kom sammen med Tulle Elster fra Norge til Nordiske Kvinders Fredsnetværk 8. - 11. august 1996. Og hvilken oplevelse blev hun ikke for alle os deltagere.

Med sit udmærkede engelsk var hun nem at forstå.

Lattermild og imødekommende - og hun fortalte beredvilligt om sin hjemegn Tjernopol i Ukraine.

Efter spredte samtaler havde vi afsat den sidste aften, hvor Tatiana skulle fortælle. Vi sad i haven under et af Bittens store træer. Alle vendt mod Tatiana og bare lyttede og lyttede i timevis. Tatiana talte sig varm og lo, medens hun på en humoristisk måde beskrev kaos og lovløshed i sit land.

Jo, de havde boet inden for den zone, hvorfra man skulle evakueres i 1986. Men først efter S år fik de et andet sted at bo.

Tatiana fortalte videre: "En amerikansk økonom, V. Leontyev, sammenligner vor økonomi med et synkende skib, hvor kaptajnen forsøger at redde båden ved at dreje på roret, selvom maskinen er gået i stå.

Dette er årsagen til vore problemer, og befolkningen er apatisk, passiv og uden kraft til at foretage sig noget. Folk tror ikke længere på noget eller nogen. Landet har ingen grundlov, og mafiaen hersker.

Arbejdsløsheden bare stiger og stiger, rammer kvinderne med 70 %.

3 % af befolkningen er nyrige. 10 % har det godt, dvs de kan tillade sig at købe et køleskab eller et møbel i løbet af et år.

Resten, som vi selv, lever i fattigdom. dvs under eksistensminimum.

Min løn som lærer har jeg ikke fået i tre måneder.

Men generelt passer folk alligevel deres job.

Nå de udasede kommer hjem, sparer Ukraine på strømmen ved at skrue ned for lyset flere timer hver aften. Der sker mord på åben gade. Vi er bange, min mand og jeg. Vi føler os ikke trygge længere".

Det var lidt af Tatianas historie.

Hun udgiver et lille blad: APPLE HOOK. Fra nr. 2 har jeg lånt hendes yndlingsdigt af Shel Silverstein:

If we meet and I say "Hi" - that's a salutation.
Ir you ask me how I feel - that's consideration.
lf we stop and talk awhile - that's a conversation.
If we understand each other - that's communication.
If we argue, scream and fight - that's an alteration.
If later we apologize - that's reconcilliation.
If we help each other home - that's cooperation.
And all these "-actions " added up - make civilization.

Birgit Arrenakke

Til de Forente Nasjoners Utdannings og Vitenskapsorganisasjon.

DearSirs,

Vi, 817 lærere i en liten kullgruveby kalt Antratsit, i Lugansk-regionen i Ukraina, søker FNs beskyttelse og appellerer om hjelp. Vårt brev er et desperat rop fra lærere som er ydmyket både fysisk og moralsk.

Vår situasjon er desperat og vi har mistet alt håp om forbedring.

Kullgruvedrift er byens ledende industri, og dens suksess og feilgrep berører livet til alle byens familier.

På grunn av regjeringens umenneskelige økonomiske politikk, befinner de fleste av Antratsits bedrifter og kullgruver seg i en dyp krise som gjør at kommunekassen (inklusive penger til utdanning) er tom. Alt hengar sammen, og derfor befinner alle sider ved vårt samfunn seg i dag i dyp depresjon.

Byens økologiske og hygieniske tilstand er forferdelig.100 000 innbyggere i Antratsit er truet av epidemier av tuberkulose, difteri, hepatitt A og andre infeksjoner vi aldri før har hørt om og som nå topper seg. Statistikken, bare siden januar 1995, er skremmende:

Hepatitt A: 362 tilfeller, bare i november er 86 tilieller registrert.
Difteri: 54 tilfeller, hvorav to døde.
Tuberkulose: 36 tilfeller.

Det er forbudt å drikke ukokt vann på grunn av forurensing. Mat som er til salgs på det lokale marked er også infektert, og det finnes ingen kontroll- eller garantiordninger. De lokale myndigheter registrerer bare epidemiene som et faktum uten å gjennomføre preventive tiltak.

Den siste tiden har dødstrekvensen økt betydelig. Det er også en markert økning av kriminaliteten. Undergrunnsvirksomhet og mafiastrukturen råder over alle sider av livet i byen vår. Levevilkårene til majoriteten av innbyggerne er uutholdelige. Vi bor i iskalde hus, ofte uten elektrisk lys, vann og gass. Våre studenter og våre egne barn går ofte sultne. Barnetiggere er blitt et massefenomen.

Ifølge Ukrainsk lov er utdannelsen i Ukraina gratis. Alle skolene i Antratsit er statsstyrte. Men statens utdanningssystem i vår by er på randen av kollaps.

Elevenes lærebøker og litteratur om utdanningsmetoder er foreldete. Våre lærere er fratatt enhver mulighet til å lese aviser og til å kjøpe de bøker de trenger for å øke sin profesjonelle kompetanse.

Våre lønninger har alltid vært minimale siden "reformene" satte inn. Nå tilsvarer de $50 i måneden. Denne summen (dersom den var blitt regelmessig utbetalt) dekker ikke engang det minimale av våre nødvendige behov.

Loven om utbetaling av lønninger brytes systematisk. De lokale myndighetene som har med utdanning å gjøre unnlater å betale våre lønninger i tide. Vi har ikke mottatt lønn siden september 1995. Lærernes arbeid er underlagt en skamløs eksploatering. Prisene øker hver dag og følger på de fleste sosiale områder verdensprisene. Lærernes lønninger etes opp av inflasjon.

Til tross for alle disse fakta, går vi hver dag til skolen og forsetter å undervise våre elever uten betaling. Vi kan ikke gå imot vår samvittighet og forråde vår oppgave som er å oppdra og undervise våre elever.

Men den menneskelige energi er ikke ubegrenset.

Våre gjentatte appeller tiI lokale, regionale og stallige rnyndigheter har vært nytteløse og uten effekt.

Menneskene i vår by lider av en anti-nasjonal statspolitikk i vår region. Vi er vår nasjons "stebarn".

Vår rett tit liv, til arbeid, til utdanning, til sykeforsikring, til pensjoner (som vi tidligere hadde) krenkes. De fleste av de 817 lærerne i Antratsit lever på randen av fattigdommen. 15 000 av våre elever holder på å miste selve grunnlaget for sin fremtid.

Antratsits Skole Nr. 5 er medlem av de assosierte UNESCO-skolene i Ukraina. Det er derfor vi henvender oss til dere for å søke forståelse og assistanse i våre anstrengelser for å endre situasjonen til det bedre for alle mennesker i vår by, inklusive lærerne.

Hvis det er mulig, vær så snill, send en observatør, en ekspert, som kan bekrefte ovennevnte fakta, - og offentliggjør vårt brev.

Dette brevet ble antatt på Lærernes konferanse der 350 av byens lærere var representert

Med vennlig hilsen og håp, lærerne på skole nr. 5 på vegne av alle lærerne i Antratsit.

Dette brev er skrevet af Tatiana og hendes kolleger. Klippet fra LINK 1996:2