Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 4, 1996

Kære Aase Bak-Nielsen

Tak for dit brev af 5. marts 1996 vedrørende anti-personel­miner.

På anden session af minekonferencen - som du refererer til i dit brev - var hovedemnet for forhandlingerne de tekniske aspekter af mineprotokollen. Man fokuserede på et be­grænset antal artikler i den tekst, som ligger til grund for konferencens arbejde, og det svenske forslag om et totalforbud kom heller ikke til drøftelse på denne session.

Fra dansk side har vi fra forhandlingernes start understreget, at målet for de internationale bestræbelser er afskaffelsen af alle anti-personelminer, og at vi i tiden indtil der kan opnås enighed herom, vil arbejde for så mange forbud og restriktioner som muligt.

Som et eksempel på den danske politik kan jeg nævne, at Danmark under anden session af minekonferencen sam­men med 20 ligesindede lande deltog i et møde arrangeret af interessede NGOer under paraplyorganisationen "Den internationale kampagne for et forbud mod anti-personel­miner". På mødet besluttede man at koordinere bestræ­belserne for at lægge pres på de restriktive lande. Denne kontakt - der er etableret for at fremme det fælles mål om et totalforbud - vil fortsætte under den kommende session i april-maj.

Det er værd at bemærke sig, at Sverige, der i forhand­lingernes tidlige fase fremlagde et forslag om et total­forbud, ikke har taget initiativ til at kræve forslaget realitetsbehandlet på konferencen. Det har for alle parter stået klart, at et sådant krav kunne føre til et sammenbrud af forhandlingerne.

De ensidige nationale skridt, som blev bekendtgjort af Schweiz og Canada i Genève, skete ikke som led i arbejdet på konferencen. Beslutningerne var tidligere truffet i de

Kvinder for Fred
Aase Bak-Nielsen
Skalvej 14
9240 Nibe

respektive hovedstæder og var til information for deltagerne på konferencen.

Jeg kan iøvrigt oplyse dig om, at forsvarsministeren har besluttet at iværksætte en særlig undersøgelse vedrørende anti-personelminer. Undersøgelsen, der vil være færdig i foråret 1997, skal vurdere behovet for anti-personelminer, herunder om der eksisterer forsvarsmæssigt tilstrækkelige alternativer og konsekvenserne i øvrigt af helt eller delvist at substituere anti-personelminer. Det er hensigten, at resultaterne af undersøgelsen skal inddrages i den redegørelse, som Udvalget vedrørende forsvarets materiel afgiver i september 1997 bl.a. til brug for Forsvars­kommissionen af 1997.

Endvidere vil Danmark, i samarbejde med FNs afdeling for humanitære anliggender, være vært ved en international konference om udvikling af minerydningsteknologi d. 2.-4. juli 1996 på Scanticon i Snekkersten.

Med venlig hilsen

Niels Helved Petersen

Fakta om miner

Mineofrene - FN anslår at der liger mellem 100 og 300 millioner miner i nuvræende og tidligere konfliktområder. 30 lande er berørt af problemet. Disse lande har de største problemer:

• Cambodja 11. mill
• Afghanistan 10 mill.
• Kuwait 7-10 mill.
• Irak 5-10 mill.
• Musambique 2-3 mill.
• Bosnien 1,5 mill.
• Somalia 1,2 mill.
• Etiopien 0,5-1 mill.

Mineproducenter

- der produceres i dag op mod en million miner om året. De mest kendte mineproducerende lande er: USA, Italien, Det tidligere Sovjetunionen, Sverige, Vietnam, Tyskland, Østrig, Eks-Jugoslavien, Frankrig, Kina og Eks-Tjekkoslovakiet.

Kilder ICRC og UNICEF

GODE MINER

I NOTITS vedrørende brug, eksport, mv. af personelminer af 22.maj 1995 anbefaler Forsvarsministeriet, at Danmark - i stedet for at arbejde for et internationalt forbud - arbejder for »omfattende restriktioner pålagt brugen af personel­miner, således at der effektivt gribes ind overfor mis­bruget.« Misbrug? hvordan misbruger man en personel­mine?

Vi civile kunne forestille os flere former for misbrug. Den første form må være at konstruere djævelskabet. Den næste, at fremstille det og sælge det. Og endelig, at lægge minerne ud. Det sidste er det eneste, vi ikke gør her i landet (endnu). men ellers eksporterede Danmark for over 10 mio.Kr. landminer og dele til landminer i 1993-94. Men det er naturligvis slet ikke det, man tænker på i forsvars­ministeriet.

DEN MILITÆRE tankegang kan være svær at følge, indtil man får fat i, at den går ud på at fremstille mord, lem­læstelse og ødelæggelse som noget, man har lov til, hvis man overholder visse regler.

Det danske reglement for brug af landminer følger Genève­konventionen af 1980, som foreskriver, at miner ikke må medføre unødig fare for civilbefolkningen og ikke må an­bringes på fødevarer o.lign.

Hvad er unødig fare? Ja, det må vel være sådan noget som et lægge eksplosivt legetøj ud til børnene. Men Røde Kors og andre internationale hjælpeorganisationer siger en­stemmigt, at det store problem er landminer som er blevet anbragt af militære grunde, og som nu gør det livsfarligt at dyrke markerne og færdes på vejene.

DANSK FORSVAR kan dårligt undvære landminer, hedder det i notitsen. Men ved passende restriktioner »kan det sikres, at den eksisterende danske minebeboldning kan anvendes i endnu en årrække, hvorved en glidende - og dermed mere rationel - udskiftning og modernisering af minebeholdningen kan finde sted«.

Fidusen ved de moderne miner (som forsvaret håber at få) er, at de kan indstilles til at destruere sig selv efter en vis tid. Man må gå ud fra, at sådanne indstillinger vil være tophemmelige. En ikke ringe del af effekten ved at udlægge landminer vil jo gå fløjten, hvis fjenden kender udløbs­datoen.

Civilbefolkningen bør derfor undgå at færdes udenfor hjemmet, indtil minerne har destrueret sig selv. Det er ikke oplyst, hvordan de gør det, men det sker nok lydløst for at narre fjenden. Måske kunne man indbygge en spilledåse, der med en passende melodi (f.eks. 'Altid frejdig, når du går') kunne meddele, at faren er forbi.

DET ER HYGGELIGT, at vores regering og forsvar er så humant indstillet. Som vores udenrigsminister så rigtigt siger, »så er det jo ikke Danmark, der har problemer med personel­miner. Mig bekendt er der ikke nogen, der er kommet til skade her hos os.«

Tørk Haxtausen

NB

NB står for Noget at Bemærke. Gør det til en vane, at du skriver et NB til Køkkenrullen, når du støder på noget, du synes er værd at bemærke. Bare lidt, men levende.

Undervisningsminister Ole Vig Jensen har fået et brev, dateret d. 18.12.95, som jeg har fået fat i engang. Det er underskrevet af Geert Grønnegaard og Finn Held.

Jeg bemærkede, da jeg læste ovennævnte brev, at skolerne er udsat for et pres fra professionelle militærfolk!

Generelt er der tale om mangfoldige arrangementer, hvor forsvarets oplysningstjeneste (FOV) møder op på en skole med en bus fuld af plancher og løjtnanter til en temadag om sikkerhed.

Desuden er der tale om tilbud om erhvervspraktik på op til 5.000 pladser på kasserner og flådestationer.

Der er tale om sommerferielejre på militære tjenestesteder, hvor persona!et kan være "legeonkler" for flere hundrede børn.

De militære ressourcer er statslige. Tilhængere af ikke voldelig konfliktløsning er klart underlegne med økonomi­ske ressourcer. Kommunerne skærer ned på skole­budgetterne.

Det er meget afgørende, at forældre reagerer på den ensidighed i skolepåvirkning. De større - og mindre børn med, vil gerne have noget at gå ind for med al deres entusiasme. Der er også lærere nok, der vil støtte op om skolens forpligtigelse til alsidig oplysning om forsvars­anliggender.

Så derfor synes jeg, at her er Noget at Bemærke.

Louise Højlund, Vesterbro, Kvinder for Fred.

Hvad er det her for noget?

Galskab, ja, men hos hvem? Køer eller journalister / politikere? Er det Major, der skal slagtes, eller de engelske oksedyr i milliontal?

På Kvinder for Freds vegne vil jeg mane til ro over for panik.

Det var os, der i begyndelsen af 80-erne blev formanet til at styre følelsesladede reaktioner på nogle opstillinger af atomvåben-arsenaler rundt om i Europa.

Nu vil jeg som kvinde sige: Livet er dødeligt, alles liv, også dyrenes. Det kan vi ikke ændre. Men massedød ved atom­våben, krig, landminer, sult og forurening det kan stoppes med en samlet indsats fra os alle. De relativt få dødsfald blandt mennesker med en formodet årsag hos kvæget må ikke føre til millionnedslagtning af dyr. Der må ændres på produktion af oksekød, mens der forskes, enkelte be­sætninger må lade livet, hvor galskaben viser sig.

Vi må styre vores panikangst med fornuft, mens vi finder ud af, hvad der egentlig foregår.

Det hjalp dengang med fredsbevægelsernes antiatomvåben-reaktion. Det kan lade sig gøre.

Louise Højlund, Vesterbro, Kvinder for Fred.

ARBEJDSGRUPPEN MOD A-SPRÆNGNINGER
Studiestræde 24, st. th
1455 Kbh. K
Tlf. 33 37 50 69 (Bodil),
eller 33 37 50 65 (Mads)
Giro 1-246-0570

København den 22. marts 1996

Til deltagere i
TRÆF MOD KERNEVÅBEN og
ARBEJDSGRUPPEN MOD
A-SPRÆNGNINGER

Efter det inspirerende TRÆF MOD KERNEVÅBEN den 24. februar har ARBEJDSGRUPPEN MOD A-SPR&AEligNG­NINGER bl.a. besluttet at igangsætte en underskrifts­indsamling mod A-sprængninger og kernevåben - ikke mindst de annoncerede amerikanske atom-forsøg.

Vi sender dig et par eksemplarer af underskriftslisterne og håber du vil være med til at sprede initiativet gennem din fredsgruppe, arbejdsplads, venner og bekendte osv. Vi kan lave flere underskriftslister, men opfordrer til at man i første omgang forsøger selv at mangfoldiggøre den.

I midten af april planlægger vi at udgive en avis der orienterer om kernevåbentruslen og modstanden mod den netop nu. Denne kan så bruges som baggrundsmateriale i forbindelse med underskriftsindsamlingen. Og den l6.maj bliver der aktiondag mod kernevåben.

Det officielle startskud for underskriftsindsamlingen lyder i Påsken, - forhåbentlig med en række kendte anbefalere - og den vil løbe frem til den 5. juni. Vi håber med dette og andre initiativer at få skabt så meget blæst om den fortsatte udvikling af a-våben, at vi kan få den danske regering til at reagere.

Venlig hilsen

Bodil Rasmussen

STOP ATOMPRØVESPRÆNGNINGER

Ingen nye atomtests - Atomafrustning nu

På trods af murens fald og Den kolde Krigs afslutning fortsætter atomoprustningen.

Kina vil gennemføre to atomprøvesprængninger i år. Frankrig har ganske vist afsluttet sine prøvesprængninger i det sydlige Stillehav. men deres erklærede mål er at fortsætte udviklingen ved hjælp af computerforsøg.

USA planlægger i løbet af 1996 og 1997 seks såkaldte subkritiske sprængninger (en højt avanceret prøve­sprængningsteknik). Første gang den 18. juni. Hermed får atom-oprustningsspiralen en ny omgang.

Denne udvikling er helt uacceptabel. Opretholdelsen og udviklingen af atomvåben udgør en trussel mod mennesker og miljø. Vi har brug for en skrotning af de eksisterende atomvåben, ikke udvikling af nye atomvåbentyper.

Vi kræver derfor et øjeblikkeligt stop for enhver form for atomforsøg, også subkritiske sprængninger og udvikling af a-våben ved hjælp af computerforsøg, og vi opfordrer den danske regering til:

• På det kraftigste at protestere olJerfor den kinesiske og den amerikanske regering og at arbejde for, at de amerikanske atomforsøg ikke igangsættes.
• At arbejde for et uirkeligt omfattende prøuestop.
• I internationale sammenhænge, konsekvent at støtte de kræfter, der arbejder for afskaffelse af alle atomuåben.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Underskriftslisten sendes hurtigst muligt til
ARBEJDSGRUPPEN MOD A-SPRÆGNINGER,
Studiestræde 24, st. th.,
1455 København K.
Sidste frist den 7. juni 1996.

KVINDEOPTOGET

Vesterbrogruppen har meldt sig som deltagere sammen med et smukt "duebanner" og diverse "freds-tøj mærker" til at markere vort tilhørsforhold.

Kom ud af busken og lad os sammen markere, at vi stadig lever og arbejder for freden i denne kaotiske tid.

Vi mødes kl 11.00 i Fælledparken på Rigshospitalssiden ved busten af Frederik Bajer (se martsnummeret).

Vejret? Det bliver pragtfuldt sommervejr! Sæt kryds i kalenderen, mens du husker det!

Nærmere oplysninger hos Thyra Hansen, Virum, telf. 45 85 26 96.

KVINDER VIL HAVE
LANDMINER FORBUDT

Inger Bjørn Andersen og andre gode kvinder stod i går lørdag d. 23.3.96 på Gammeltorv i København og samlede underskrifter ind med krav om at landminer forbydes totalt.

"Vi vil ikke finde os i, at de danske politikere ikke vil arbejde for totalforbud af miner, når 16 andre lande, heri­blandt Norge, Sverige, Belgien, Irland og Island har fore­slået eller vedtaget et sådant forbud", sagde Inger til jounalisten fra Politiken.

" - det er meget aktuelt nu, for den sidste del af FN's kon­ference om særligt inhumane våben afholdes i slutningen af april. Og vi skal have Danmark til at arbejde for forbud mod landminer, det har de nemlig ikke gjort ved de seneste to møder i forbindelse med konferencen. - I løbet af en time fik vi indsamlet 340 underskrifter på Lyngby Station ved en lignende indsamling i februar" sluttede Inger.

Årsmøde i Nordiske Kvinders
Fredsnetværk 8. -11. august 1996.

I år er det Danmarks tur til at holde årsmødet, og vi glæder os til at se en masse nordiske kvinder samlet igen!

Mødet holder vi i Rebild/Skørping, som ligger lidt syd for Aalborg. Der er direkte togforbindelse fra Frederikshavn, hvortil der jo kommer mange færger fra både Norge og Sverige.

Vi mødes privat hos Bitten og Troels Forchhammer, som i det skønne Rebild har et dejligt stort hus med tilhørende stor flad (!) græsplæne, der egner sig fortrinligt til telte. Desuden ligger der lige i nærheden en campingplads, som vi kan bruge, hvis vi bliver rigtig mange.

Til de regulære møder har vi meget billigt lejet et lokale i Skørpings Medborgerhus.

Om fredagen får vi besøg af Ann Dorte Christensen, som er kvindeforsker på Aalborg Universitet. Vi husker hende bl.a. for hendes bog om fredslejren i Ravnstrup, "Ulydige Kvin­ders magt", og en forskningsrapport, "Kvinder i Fredsbevæ­gelsen". Hun vil nok fortælle os noget om nordisk kvinde­forskning, men emnet ligger endnu ikke fast.

Om lørdagen kommer Else Hammerich, som vi jo kender både fra anti-EFarbejdet og for fredsarbejdet. Hun opret­tede for et par år siden "Center for Konfliktløsning" og holder en lang række kurser. Bl.a. har centret i marts må­ned været i Montenegro for at give støtte til oprettelse af et lignende center der. Vi har heller ikke endnu fået fast emne fra Else.

Disse to møder har vi i sinde at avertere som offentlige, så kan vi håbe, at der også kommer presse på. Vi vil jo gerne være mere kendte!

Vi regner med et lille arrangement på Nagasaki-dagen, fredag d. 9/8., og så skal vi have tid til at høre, hvad vi laver i vores egne hjem­områder, og hvad vi vil arbejde med fremover.

Vi er i færd med at søge fonde om tilskud, og håber der kan blive noget til rejsetilskud. Vi vil i alle tilfælde gøre det så billigt som muligt. Maden bliver enkel, men lækker, og vi hjælpes ad med at lave den.

Den danske arbejdsgruppe består af Bitten Forchhammer,
Susanne Arends og Aase Bak-Nielsen.

Tilmeldelse kan ske til:

Sæt kryds i kalenderen ved 8. - 11. august, så siger vi fra Danmark på gensyn og kærlig hilsen

Græsrods-visioner

Der er sikkert mange, som mener, tiden er løbet fra alt, hvad der har med visioner at gøre - og måske især visioner om et andet Europa, for ikke at tale om "en ny verdens­orden".

Vi ser jo, hvordan udviklingen kører - og kan man stritte imod udviklingen?

Europa, og den europæiserede del af den øvrige verden, skiller sig jo ud fra resten ved at være rig, industrialiseret, demokratisk og bygge på kristne/humanistiske grundideer.

Det står i hvert fald på papiret. Og i forhold til store dele af verden er vi enormt priviligerede, og mange derude ønsker sig forståeligt nok en "skandinavisk samfundsmodel" .

Men når vi kender det indefra, ved vi, at der er mange minusser.

Vores demokrati har mange ridser, vores rigdom har vi for en stor del opbygget på andres bekostning, vores industria­lisering ødelægger miljøet, og vores kristne/humanistiske grundlag er et tyndt lag fernis.

Vi har ladet os fange ind i det net, der holdes sammen af stormagtsdrømme og pengebegær.

Uden blusel sikrer vi vore grænser og vores rigdom mod alle dem udenfor - med våben og med told. Uden blusel tjener vi masser af penge, ikke blot på deres billige arbejds­kraft, når vi investerer hos dem og trækker overskuddet ud, men også ved at skabe splittelse mellem dem ved vores udvælgelse af, hvem det kan betale sig for os at støtte, politisk og økonomisk.

Og så tjener vi masser på at sælge våben til dem, vi lige nu støtter - til de rige magthavere derude, der bruger våben for at opretholde deres magt både over egne borgere og over for nabostaterne.

Vi i det rige Europa - og de europæiserede lande - har et enormt ansvar for, at udviklingen ude i verden er så skæv, som den er.

Derfor har vi også et enormt ansvar for at få denne ud­vikling ændret - og det er piskende nødvendigt, at vi tager os tid til at diskutere, hvilke langsigtede mål, visioner, vi skal have for at bedre forholdene for de millioner af mennesker verden over, der lider nød.

At påstå, at det ikke kan lade sig gøre, godtager jeg ikke. Der er nok til alle, hvis vi lader retfærdigheden og ikke grådigheden herske.

Det er ganske enkelt nødvendigt, at vi har nogle visioner om en ændret verden - det er løgn at tro, at "udviklingen" er en selvstændig faktor. Udviklingen er skabt af mennesker og kan/ skal styres af mennesker. At give "udviklingen" selvstændighed betyder at dalre videre med pengemagten som motor. Men bag pengemagten står der mennesker.

Lad os turde have den vision, at vi i de rige lande begynder at tage vores papir-ideer alvorligt! Alle rige lande har skrevet under på menneskerettighedserklæringen. Skulle vi ikke ta' at tage den alvorligt?

Vi kan begynde med at foreslå alle sammenslutninger nedlagt, hvis mål er større magt og flere penge.

Og vi kan opprioritere arbejdet i de sammenslutninger, der har ligeværdigt samarbejde, overholdelse af menneskerettighederne og en retfærdig fordeling af jordens goder som mål.

Vi har jo papirerne i orden - hvorfor i alverden finder vi os i, at vore politiske ledere ikke overholder deres egne papirer?

Hvorfor bliver vi ved med at vælge den slags politiske ledere?

Det gør vi, fordi disse politiske ledere har formået ganske langsomt at udvikle nogle samfund, hvor de fleste mennesker er blevet så fortravlet af bare at klare dagligdagen, at de ikke har kræfter til at kæmpe for de forandringer, som de i grunden ønsker.

Derved er politikerne blevet til alt for vigtige personer, til folkestyrere i stedet for til administratorer af folkestyret. Vi kender jo alle billedet af de fornærmede politikere, da folket ikke ville som de.

Minister betyder tjener - det har de, og vi, glemt.

Hvem skal så ændre den form for politik? Det skal græsrødderne!

Græsrødder karakteriseres ved, at selvom de har en travl dagligdag, så er de så heldige at have et psykisk overskud til at stikke næsen frem allevegne.

Græsrødder kan trampes på, fryses ned, oversvømmes og udtørres - de kommer igen!

Græsrødders vigtigste arbejde er at forandre samfundet nedefra, så politikerne en dag opdager, at der er sket en forandring, som de så er nødt til at indrette lovene efter.

Det er jo sådan det foregår i et ordentligt demokrati.

De største forandringer i hvert fald i det danske samfund er sket, fordi vi har haft folkelige bevægelser / græsrødder, som selv tog fat.

Det er min vision for verdens udvikling, at græsrødder overalt vil tage fat. De er der, også i ulandene. Og vi så efter 2. juni, at det spirer overalt i Europa. De skal bare have en sjat vand!

Vi ser det her i Danmark. Der er mange små grupper her og der, som siger, nu tager vi ansvar for at ændre tingene! Det kan ske på mange måder, og i mange sammenhænge. Det kan slå fejl de første gange, man prøver, men græsrødder kommer altid igen!

Vi har rige traditioner at bygge videre på hos os - og at give videre.

Andelsbevægelsen, som er det bedste Danmark har givet til verdenssamfundet, og som karakteriserede Danmark i mange årtier. Den blev næsten kvalt i pengebegærets favntag, men den er så småt ved at genopstå i protest mod monopoliseringen - forbrugergrupper, miljøgrupper, alternativbyggeri, selvhjælpsgrupper - lad os udbygge dem, stædigt blive ved, så vores politikere bliver smittet deraf! De er begyndt i munden - alle partier vil jo være grønne i dag - de skal holdes fast på deres "grønne" ord!

Vi skal give vores politikere mod til at turde sige højt det, som de såmænd osse gerne selv vil, men som de har gemt godt væk af angst for vælgerne - af hensyn til krydset ved næste valg.

Lad os vise dem, at de har taget fejl af vælgerne!

Lad os kræve af politikerne, at de skal sætte sig og bruge god tid på at diskutere, hvad deres langsigtede mål med deres politik er, hvad deres visioner er! Og kræve, at de tager den diskussison i samarbejde med befolkningen. Så tror jeg, det ender med, at de endda tør foreslå eksport af gode ideer.

Hvad ligner det, at politikere fra et veludviklet land som Danmark ofte sidder som nikkefår, når de sidder ved det berømte bord sammen med de andre nede i Bruxelles. At de i afmagtsfølelse ikke tør vælge, at Danmark kan selv?

Vi skal opdrage vore politikere til at være selvbevidste om, at Danmark faktisk har nogle gode ting, som vi gerne vil udbrede - ikke bare til det øvrige Europa men til hele verden, og at de vil stå sig godt ved at tage imod dem.

Vi har gode erfaringer: vi har fred med vores naboer, som tidligere var stygge fjender. Fred, ikke fordi vi truer hinanden med opstillede raketter og atomvåbenparaplyer, men fred fordi vi har opbygget ordentlige demokratier, vi respekterer hinanden og hinandens rettigheder. Er der uoverensstemmelser mellem os, så snakker vi os til rette eller går til Haagdomstolen.

Vi har en samfundsmodel, som langtfra er fuldkommen, men som i princippet går ind for menneskers lige ret. Vi har den indstilling, at det er samfundets pligt at sørge for, at ingen lider nød, at syge skal have hjælp, at børn skal have en tryg opvækst, at forbrydere skal resocialiseres osv osv. .

De erfaringer har de jo osse i andre europæiske lande.

Det mærkelige er, at politikerne ikke mener, de erfaringer duer uden for deres egne snævre kreds, i verdenssammenhæng - eller i hvert fald kun duer over for dem, vi pt kalder vores venner, fordi det nu kan betale sig. De andre skal vi true til at holde sig i ro med våben, eller give dem almisser for at holde sig væk eller vi "lader dem være i fred", hvis deres elendighed er så stor, at de ikke kan true os, eller vi ikke kan udnytte dem.

Det er lidt for firkantet sagt, men alligevel!

Hvad er det for en moral? Den vil vi jo ikke finde os i i vores egen kreds.

Min vision er, at danske politikere for alvor arbejder for at gennemføre den gode samfundsmodel herhjemme, så vi virkelig kan henvise til, at det også kan "betale sig" at tage menneskerettighederne alvorligt - og dernæst at "reklamere" for den i de mange samarbejdsfora, der eksisterer med "pæne papirer" - og indprente den rige verdens ansvar over for de fattige, udnyttede mennesker, som har lige så stort behov for respekt og menneskeværdige kår, som vi har.

Min vision er, at vi får valgt politikere, der rejser ud og siger: vi bøjer os ikke for pengenes magt, vi bøjer os ikke for våbnenes magt - vi bøjer os kun for menneskers lige ret til et godt liv på denne jord - det vil vi bruge vores magt som politikere til - og vi har vores græsrødder derhjemme bag os!

ERICH KÄSTNER

(1929)

FANTASI OM I OVERMORGEN

Da næste krig brød ud, da svor
kvinder at sige: Nej!
og låste søn og mand og bror
inde hver for sig.

I alle lande drog de hen
med hver sin lange stok
fandt frem til alle magtens mænd
der aldrig ku få nok.

Og alle dem, der ville krig
dem gav de en dragt prygl.
Snart lød fra bank og industri
og generaler hyl.

Og mange stokke gik itu
på mangen herskers ryg.
Der var lidt skrig og skrål endnu
men freden gjorde tryg.

Og så gik kvinderne hjem igen
og sagde, at krigen var slut!
Befriede brødre og sønner og mænd
som alle stirred mod vinduet hen
og følte sig forskudt...

(Oversat af Jesper Jensen)

Dete nummer er redigeret af Vesterbrogruppen. Næste nummer redigeres også af os. Send stof til Vibeke Aagaard sened 3. maj.