Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 7, 1996

Landsmøde

Vort årlige landsmøde afholdes som tidligere omtalt på Brenderup Folkehøjskole i weekenden den 21. - 22. september 1996.

Prisen er som sædvanligt 300 kr. incl_.kost, logi + 40 kr. for leje af linned.

Ankomst: lørdag den 21. mellem kl. 11.00 og 12.00, Afrejsese: Søndag den 22. efter frokost.

Lørdagens program kunne se således ud:

• Mellem kl. 12 og 13 spiser vi frokost.
• Aase Bak-Nielsen fortæller om Nordiske Kvinders Fredsnetværks årsmøde i Rebild 8. - 11. august.
• Inger Bjørn Andersen fortæller om aktionen "Stop for landminer".
• Fælles debat om Den Internationale Domstol i Haags konklusion på spørgsmålet om et definitivt stop for al fremstilling, trussel og brug af atomvåben "abolition i året 2000".
• Kl. 17 holder vi for eftermiddagens program og går i gang med madlavning og så mellem kl. 18 og 19 spiser vi middag.
• Under overskriften "Fredstoget fra Helsingki til Beijing" kommer Ida Harsløffra Ligaen og fortæller om sine oplevelser under Kvindekonferencen i Beijing.
• Herefter almindelig snak og hygge med der1il hørende vindrikning.

Søndagens program:

• Morgenmad mellem kl. 8 og 9.
• Som sædvanligt skal vi runden rundt og tale om, hvad vi har lavet i årets løb, og hvad vi planlægger af aktiviteter i det kommende år.
• Hvordan kommer vi videre?
  Holger Terp har spurgt de danske fredsgrupper, om der er interesse for, at vi slår os sammen om at komme på lnternettet. Hans begrundelse er, at de unge, der søger rundt på nettet, meget nemt kan finde en masse militær, men de har svært ved at finde fredsbevægelserne. Og skal bevægelserne overleve, er det de unge, vi skal til at have fat i. Han vil gerne bistå os med det rent praktiske.
• Aase vil nærmere uddybe dette punkt.
• Fremlæggelse af regnskaber for Køkkenrullen og Fonden Kvinder for Fred.
• Eventuelt og herefter slutter Landsmødet efter frokost.

Vi håber at blive rigtigt mange og ønsker på gensyn.

Klip

Tilmelding til Anita Petersen, Svend Trøsts Vej 5, 1. 1912 Frederiksberg C, 31 31 1749, senest lørdag 14. september 96.

Navn............................................. Leje linned.........

Adresse ....................................... Telf....................

Kvinnor för Fred i Cambodia

Cambodianska kvinnor kämpar för att återställa sitt land efter de sista 20 årens krig som dödat mer än en millljon cambodianer.

Kvinnorna är aktiva i arbetet för demokrati och inkomstbringande projekt. De arbetar också aktivt i utbildningen för fred. Deras arbete saboteras tyvärr ofta av de dödliga "killer-landmines".

Det ligger en "killermines" i marken för vajre man, kvinna och barn i Cambodja.

Vajre månad förlorad 300 camboidaner, mest bam och kvinnor, annar och ben när de av misstag trampar på landminor.

Det gäller inte bara i Cambodia utan i många andra länder i världen - Afghanistan, Angola, Kuwait, Colombia, Iran, Uganda, Hondufas, - överallt är civila, barn och kvinnor, offren.

Landminoma dödar långt efter det soldaterna lagt ner sina vapen.

Teckning och text från International Women's Day för Peace and Disarmament. (IPB/FOR)

Fælles front mod gråden!

Det er den høje
time af jord og vellugt, se dette ansigt
netop dukket frem af det frygtelige salt,
se denne bitre mund som smiler,
se dette nye hjerte som hilser jer
med sin overstrømmende blomst, beslutsom og gylden.

KVINDE til KVINDE.

opfordringen i April-nummeret om at være med i at sende penge til en række kvinde- og menneskerettighedsgrupper i Bosnien-Hercegovina, Kroatien og Serbien

som startede her i landet 8.marts 1995 efter inspiration fra den svenske afd. af Ligaen International Liga for Fred og Frihed Vesterbrogade 10 Mezz. 1620 Kbh V som de fleste af jer selvfølgelig kender godt fortsætter og fortsætter..

Man kan let i små kredse og selskaber, hvor man nu kommer i tanker om det, samle 2-5-10-20 kr fra de enkelte og så sende dem samlet via sin giro.

"Kvinder i sort" i Beograd som er en af de grupper der støttes har siden 1991 hver onsdag demonstreret i Beograds centrum. I marts i år hvor Erna Friholt fra Orust i Sverige - hun og hendes mand Ola har åbnet det første konsulat for Den åndelige republik Zitzer i Sverige og nok i Norden, se mer herom i Vi Mänskor nr 4 1995 og nr 21996 samt det svenske Kvinnor för fred nr 75 1996 - var i Beograd og Vojvodina deltog 2 unge kvinder fra Slovenien som havde hørt om disse kvinder i Beograd via et fredsmøde i Tyskland og nu var rejst til B. via Ungarn..

I bladet Ikkevold nr 1 1996 er der en rapport om Kvinde til kvinde af Annelise Ebbe. Hvert år i august holdes en konference hvor kvinder fra det tidligere Jugoslavien og kvinder fra andre europæiske lande mødes. Gerd Gottlieb har lavet en fotoudstilling og Toni Liversage skrevet kronik (Politiken 23.aug.1995). Der er sikkert også nogle fra Danmark med dernede netop nu. I oktober var der en konf. i Tuzla arr. af lokale + Helsinki Citizens' Assembly m.fl.- her traf AE og TL B kvinder med børn som med støtte går i gang med noget landbrug som KtK vil støtte. I nov. 95 besøgte KtK et projekt for unge piger i Beograd, især unge piger i flygtningelejre omkring Beograd. Dette arbejde er startet marts 1994 af en kvinde, Vera Litricin, som besøgte Danmark foråret 95, bl.a Ryslinge Højskole.

De skjulte beslutningstagere

Lederen i juni nummeret af »Läkare mot karnvåpen«, skrevet af SLMK's ordfører Ola Schenström:

Ikke-spredningsaftalen (NPT) er forlænget for evig tid. 178 stater har underskrevet aftalen. Kernevåbenmagterne har ikke afgivet noget bindende løfte om fortsat kernevåben­nedrustning. Nuclear apartheid består.· År 2203 vil der fortsat være sprængkraft svarende til 200.000 Hiroshima-bomber, hvis nu indgåede aftaler virkelig fuldføres. Det svarer til sprængning af en Hiroshimabombe dagligt i 55 år.

Kernevåbenmagterne har ikke opfyldt - og har ikke planer om at opfylde - sin del af aftalen: At nedruste deres kerne­våben. Vil denne aftale virkelig holde fremover? Mange stater er »tvunget ind« i aftalen efter pres fra kernevåben­magterne. Vil aftalen virkelig afskrække nye tærskelstater fra i hemmelig af anskaffe kernevåben? Hvor stor er indsigten egentlig i kernevåbens effekter hos beslutnings­tagerne i verden i dag? Er tænkemåden angående kernevåben - 50 år efter Hiroshima - ikke stadig præget af »den kolde krigs tænkemåde?« De militære doktriner er de samme. - Fem år er gået siden Berlinmurens fald - ingen nye, radikale initiativer er taget med henblik på en kernevåbenfri verden. Hvorfor?

Måske står vi på tærsklen til nuklear terrorisme idag? Terrorhandlingen i Oklahoma City i slutningen af april rystede hele USA. En kerneladning sprængt i Oklahoma City eller i Tokyos centrum, ville med hjælp af de lynhurtige satellitkanaler ryste en hel verden. Vor tænkemåde ville med et slag forandres. Kernevåbens uhyggelige virkninger ville med eet blive åbenbare for alle. Radikale nedrustningsforslag ville umiddelbart blive politisk gangbare. Nedrustningsarbejdet ville få højeste prioritet. Er manglende på dybere indsigt i kernevåbnenes virkninger ikke stadig hovedårsagen til den manglende vilje til at fortsætte med at nedruste? Skal en sådan katastrofe virkelige være nødvendig, inden der tages reelle skridt mod en kernevåbenfri verden?

Ligegyldigheden overfor kernevåbentruslen blandt politike­re og medler i såvel Sverige som udenlands skræmmer mig. Historien har for nyligt vist os, at hurtige og uventede forandringer er mulige. Måske står vi f.eks. over for en betydelig mere nationalistisk indrettet præsident i Rusland om nogle år. Hvilke følger kunne det få, hvad kernevåben angår? ldag råder en såkaldt »kold fred« - kan den udvikles til »kold krig« om nogle år?

De skjulte beslutningstageres magt i kernevåbenlandene er en anden hoveårsag til, at neddrustningen ikke fortsætter. På et tidspunkt besluttede Clintonadministrationen, med forsvarsminister William Perry i spidsen, for første gang i 17 år at gøre status over den amerikanske kernevåben­politik. lntentionen var gode. l september 1994 havde man redegørelsen klar. Man kom frem til, at den kernevåben­politik, USA havde, skulle bestå!

Gennem 10 år har Oxford Research Group (ORG) klarlagt beslutningsprocessen og beslutningstagerne i kernevåben­landene. Man er kommet frem til, at politikerne kommer ind i et meget sent stadium af beslutningsprocessen. Ofte står de overfor et fuldbyrdet faktum. De, der tager de egentlige beslutninger, er videnskabsmænd på kernevåben­laboratorier, militære- og sikkerhedsanalytikere; repræsentanter for milittærindustrien, militære strateger og tjenestemænd i forsvarsministeriet. Politikere kommer og går, tjenestemændende bliver.

Gennem en analyse vi har foretaget i lPPNW, er vi kommet frem til, at vi ikke vil nå målet - en kernevåben fri verden - uden at påvirke disse beslutningstageres måde at tænke på. Vi arbejder derfor sammen med ORG for at skabe en dialog med disse ca. 700 mennesker i verden, der tager de egentlige kernevåbenbeslutninger.

Vi tror, at læger har særlige muligheder for at påvirke. Vi er vant til at tale med beslutningstagere på jævnbyrdigt niveau. Vi er veluddannede og velinformerede. Vi kender bedre end nogen kernevåbnenes medicinske virkninger, og at forebyggelse er vor eneste mulighed. Vi tilhører en organisation, der har fået Nobels Fredspris, og som er velkendt i store dele af verden. Mange læger har også gode personlige kontakter til sundhedsministre, andre politikere og beslutningstagere.

Sammen med ORG, vil IPPNW udgive en håndbog om en kernevåbenfri verden. Den vil blive basis for vort arbejde de nærmeste fem år. Vort mål er en aftale før år 2000, der forbyder kernevåben. Et af kapitlerne vil berøre, hvorledes vor dialog med beslutningstagerebør føres. Forhåbentlig vil alle medlemmer få adgang til bogen, der skulle være klar tidligt i efteråret. ?

Det vil fortsat være meget vigtigt for vor organisation, at øge forståelsen af kernevåbnenes virkninger blandt beslutningstagere og almenhed. At skabe en dialog med beslutningstagerne er en anden vigtig del af vort arbejde. Den tredie grundpille er et begynde fra enden, dvs.: Hvad vil der kræves, for at skabe en kernevåbenfri verden? Vi ønsker, at Sveriges regering, måske sammen med andre regeringer, tager initiativ til dannelse af en international kommision, hvis hovedopgave skulle være at undersøge forudsætningerne for NGO's (Non Governmental Organisations), fredsforskere, parlamenterikere og de skjulte beslutningstagere indbydes.

Som overlevelseseproblem er kernevåbnene et relativt afgrænset problem sammenlignet med befolknings­eksplosionen, miljøødelæggelse, vandmangel, og ressource­mangel på mange andre områder. At afskaffe kernevåbenen gennem globale, fælles anstrengelser, kunne blive en model for, og give inspiration til; hvordan verden kunne løse andre af mennesker skabte problemer. Vi vil behøve en sådan model; når vi går ind i et nyt årtusinde.

(Oversat af Niels Dahm)

EU og kernevåben

Om dette emner skriver Gunilla Herolf, forsker ved Udenrigspolitisk Institut i Sverige:

I det sidste halve år er kernevåbens fremtid indenfor EU blevet et meget debatteret emne.

To vesteuropæiske lande, Frankrig og Storbritannien, har udviklet egne kernevåben. Medens de engelske våben er integreret i NATO-forsvaret, står de franske våben, grundet Frankrigs udtræden af den militære del af NATO i 1966, udenfor NATO-kommandoen.

Trods adskillelsen af de engelske og franske kernevåbens formelle tilhørsforhold, er der gennem mange år foregået et vist samarbejde i kernevåben spørgsmål mellem de to lande. Fra fransk side ønsker man at udvikle dette samarbejde, mens englænderne afviser sådanne forslag med henvisninger til, at dette kun kan ske på en måde, som konkurrerer med det britiske NATO-samarbejde.

De franske og engelske våben har i mange år stået i skyggen af de numerisk mange flere amerikanske. Gennem de seneste år er relationen mellem de amerikanske og europæiske kernevåben imidlertid forandret dramatisk, idet de amerikanske atomvåben i Europa er reduceret til et fåtal. Samtidig er EU-samarbejdet udviklet. Nogle mener, at det samarbejde, som nu findes i EU indenfor de sikkerhedspolitiske og forsvarspolitiske områder, vil lede til et europæisk integreret forsvar og i det videre forløb til et europæisk kernevåbenforsvar.

Fælles forsvar: Hårdt eller blødt?

Spørgsmålet er, om et europæisk forsvar er på vej til at dannes. I diskussionerne herom har man talt om en hård respektive en blød definition. Den hårde er et fælles forsvar, indebærende at alle medlemslandes tropper skulle indgå i forsvaret. Denne anser nu de fleste som usandsynlig. Derimod kan man se en udvikling i retning af den bløde definition, der indebærer fælles aktioner i visse, bestemte situationer og med frivillig deltagelse. Den Vesteuropæiske Union (WEU), der i Maastricht-traktaten blev EU's forsvarspolitiske komponent, arbejder nu med planlægning af de mulige troppesammensætninger, der skal anvendes til humanitære, fredsbevarende og fredsforstærkende opgaver. '

Nej til fælles kernevåben

Årsagen til, at man ikke tror, at integrationen vil gå videre end til visse fælles aktioner, er at vigtige EU-Iande ikke ønsker det. Det er velkendt, at Storbritannien modsætter sig, men det samme gælder i lige så høj grad Frankrig. Af den franske hvidbog udgivet i februar 1994, i hvilken den franske forsvarspolitik for de nærmeste 15 år skitseres, fremgår det, at Frankrig ganske vist søger samarbejde på forsvarsområdet, men samtidig ikke vil opgive sin nationale suverænitet på området. Under ingen omstændigheder, siges det i hvidbogen, vil Frankrig dele sin beslutningsret i forsvarsspørgsmål med andre.

Hvor det gælder kernevåbenområdet, findes der en hyppig misforståelse, der går ud på, at den franske præsident skulle have »tilbudt« de franske kernevåben til EU. Det franske initiativ gjaldt i stedet en indbydelse til diskussioner angående kernevåben, men under fransk formandskab og uden nogen kobling til en fransk overdragelse af beslutningsret eller fælles kontrol. Først når en europæisk identitet er skabt, hvilket Mitterand mener vil tage hundrede eller tohundrede år, mener han, at en sådan overdragelse er mulig.

Ikke-spredningsaftalen

Men selvom alle vesteuropæiske lande radikalt ville ændre synspunkter, når det gælder indehave Ise af kernevåben, findes der stadigvæk hindringer. Dels gælder det lkke-spredningsaftalen (Non-Proliferation Treaty), i hvilken de lande, som har kernevåben, har forpligtet sig til ikke at give kontrollen af våbnene tfa sig. Og de lande, som ikke har kernevåben har forpligtet sig til ikke at anskaffe sådanne. Dels gælder det den såkaldte »2+4 aftale«, i hvilken Tyskland forpligter sig til ikke at skaffe sig en sådan kontrol. Kernevåben er vigtige for Storbritannien og Frankrig. For begge er disse våben et af de.få tilbageværende tegn på den stormagtsstatus, der nu mere eller mindre er forsvundet, ikke mindst gennem murens fald og Tysklands genforening. Det er derfor usandsynligt, at Storbritannien og Frankrig ville være villige til yderligere at mindske deres sikkerhedspolitiske rolle ved at dele kontrollen af våbnene med andre. Frankrig, det land der af de to har de største ambitioner, ser det i stedet som ideelt, at de franske og britiske kernevåben under national kontrol, skal repræsentere den europæiske kernevåbenafskrækkelse. Fra føderalt indstillede lande er dette en kilde til irritation. - Det er uloisk at kalde kernevåben europæiske, hvis de ikke er under fælles europæisk kontrol. Sandsynligheden for, at Frankrig og Storbritannien skulle få en mere formel rolle som europæiske garantimagter, er dermed meget lille, specielt da Storbritannien primært vil beholde NATO-tilknytningen, og dermed den stærk binding til USA.

Spørgsmålet om de europæiske kernevåben er således ikke afgjort. Men det spørgsmål, som er aktuelt netop nu, gælder ikke et fælles kernevåbenforsvar. I stedet gælder det, hvordan man skal betragte de kernevåben, som Frankrig respektive Storbritannien så stærkt værner om. Våben, som har bevaret en stærk politisk symbolværdi, samtidig med at deres militære betydning er mindsket dramatisk.

Ritt Bjerregaard, Danmarks medlem af EU-kommissionen, er med på DLMK's politik vedrørende prøve­sprængninger

Den 4. august skrev jeg til stats- og udenrigsministeren, og til Helle Degn, formand for Folketingets udenrigspolitiske nævn. Helle Degn videresendte straks kopi af brevet til Ritt Bjerregaard med anbefaling af at gå videre med sagen.

Den artikel 34, der henvises til, kræver, at ethvert EU-land, der vil lave forsøg, der kan være farlige for andre EU-Iande, på forhånd skal søge accept i alle andre EU-Iande. Den tyske delforening af IPPNW havde opdaget, at Stor­britannien har en ø i Stillehavet 800 km fra Mururoa, og at tidligere franske prøvesprængninger har givet skader på denne beboede ø. Ritt Bjerregaard var i forvejen opmærk­som på dette. Alligevel har vort brev om sagen måske haft en effekt. I hvert fald rykkede hun straks efter den franske regering for svar angående de påpegede farer, og hun henviste her (og senere) direkte til. at det handler om spørgsmål, der optager befolkningerne i mange lande meget.

Ukraine

Det lykkedes ikke at få rapport fra Kirgistan. Her i stedet et par noter som indbyder til opfølgning. Måske kan vi finde nogle tråde gennem Nordiske kvinners fredsnettverk, som jo netop har årsmøde i Rebild.

Af LINK nr 2 1996 fremgår at der også i sommer har været Europæisk "Teachers for Peace " kongres i Lillehammer i juli.

Sjokkrapport fra ukrainsk 'landsby'

Mange av UNKs lesere ble kjent med Irene, Tanya og deres døtre da de for to år siden var i Norge, etter først å ha vært med på Kvinneforum '94 i Åbo. Mange av dere bidro økonomisk til at reisen skulle bli mulig, mens andre bidrotil Tanyas "Applebook"-prosjekt.

Dere siste mottok senere en samling "Ukraina"-brev, der de to lærerne fortalte løst og fast om livet på hver sin kant av det enorme landet.

Det var i 1990, under en Lærere for fredkonferanse i Antratsit, at noen lærer fra Norge ble kjent med de bl.a. disse to fantastisk flotte lærerne. Temaet for konferansen, som fant sted omtrent et år før kuppet og oppløsningen av Sovjetunionen, var "Demokratisering av skolene i Sovjet", og det var Skole nr. 5, UNESCO-skolen i byen som inviterte.

Alle i denne 'landsbyen' , der de neste av de 100.000 innbyggere bor i 4-5 etasjes blokker - stilte stolte opp da vi kom og ga oss sitt aller beste under hele oppholdet, som omfattet besøk i mange byer i Sør-Ukraina, inkl. Taganrok, Tsjekovs fødeby ved Asov-havet. De var stolte av byen og landet sitt, stolte av sine elever og sitt UNESCO-arbeid, stolte av å være lærere og stolte av sin kultur.

Allerede den gang så vi tegn på sterk forurensing i hele området. Det var forbudt å bade i Asov-havet, og vannet i pionerbugalowene vi bodde luk:tet så mistenkelig at vi pusset tennene i "tax-frie" varer.

Fem år er gått, og av brevene har vi forstått at ikke alt har vært like bra etter at Ukraina ble et fritt og selvstendig land.

Men at det var så ille som det som fremkommer i brevet "Til de Forente Nasjoner" (sendt til LINK så sent fordi de ikke ville "belemre" noen!) - er sjokkerende.

LINK ber nå alle sine lesere, lærere såvel som andre, om å legge sine hoder i bløt og tenke ut hva vi - sammen eller hver og en - evt. kan gjørc.

Noen forslag kan være å

1. bidra til å få brevet publisert i lokalaviser rundt om i Norden, kopiere det opp og spre det til så mange som mulig, henge det opp på lærerværelser osv..

2. opprelle stølle/vennegrupper som, om ikke annet, kan være små lys i mørket (adr. står på brevet).

3. skrive til LINK dersom du/dere har ideer til hva man kan bidra med ellers; f.eks. samle inn og sende (engelsk)bøker, engelske aviser/tidsskrifter, kladdebøker/ papir og annet skolemateriale; holde pengeinnsamlinger m.m.

Fælles lærebogsprojekt.

Kvækemes undervisningsafdeling i London havde fra 1985 og ialfald til 1989 kontakt med skoler og kollegaer i 4 Sov­jetbyer ligesom også folk fra London University Institute of Education havde samarbejde med the Academy of Pedagogi­cal Sciences i Moskva om at få ændret curriculum. Sovjet gik i gang med at få ændret i histoliebøgerne! *)

Måske nogen ved hvad der er sket siden og kan fortælle os andre om det ... og hvad med vore egne begreber? At stejle over eller fascineres af det ukendte fremmedartede eller at hvile i glæde over det forunderligt selvfølgelige at situatio­ner og kommunikation kan opleves så hjemligt selv for en dansker i Langtbortistan.

*) kilde Housmans Peace Diary 1990

Quaker Peace and Service,
Friends House,
Euston Road,
London NW 1

Til de Forente Nasjoners Utdannings og Vitenskapsorganisasjon.

Dear Sirs,

Vi, 817 lærere i en liten kullgruveby kalt Antratsit, i Lu­gansk-regionen i Ukraina, søker FNs beskyttelse og appellerer om hjelp. Vårt brev er et desperat rop fra lærere som er ydmyket både fysisk og moralsk.

Vår situasjon er desperat og vi har mistet alt håp om forbedring.

Kullgruvedrift er byens ledende industri, og dens suksess og feilgrep berører livet til alle byens familier.

På grunn av regjeringens umenneskelige økonomiske politikk, befinner de fleste av Antratsits bedrifter og kullgruver seg i en dyp krise som gjør at kommunekassen (inklusive penger til utdanning) er tom. Alt hengar sammen, og derfor befinner alle sider ved vårt samfunn seg i dag i dyp depresjon.

Byens økologiske og hygieniske tilstand er forferdelig.100 000 innbyggere i Antratsit er truet av epidemier av tuberkulose, difteri, hepatitt A og andre infeksjoner vi aldri før har hørt om og som nå topper seg. Statistikken, bare siden januar 1995, er skremmende:

Hepatitt A: 362 tilfeller, bare i november er 86 tilieller registrert.
Difteri: 54 tilfeller, hvorav to døde.
Tuberkulose: 36 tilfeller.

Det er forbudt å drikke ukokt vann på grunn av forurensing. Mat som er til salgs på det lokale marked er også infektert, og det finnes ingen kontroll- eller garantiordninger. De lokale myndigheter registrerer bare epidemiene som et faktum uten å gjennomføre preventive tiltak.

Den siste tiden har dødstrekvensen økt betydelig. Det er også en markert økning av kriminaliteten. Undergrunnsvirksomhet og mafiastrukturen råder over alle sider av livet i byen vår. Levevilkårene til majoriteten av innbyggerne er uutholdelige. Vi bor i iskalde hus, ofte uten elektrisk lys, vann og gass. Våre studenter og våre egne barn går ofte sultne. Barnetiggere er blitt et massefenomen.

Ifølge Ukrainsk lov er utdannelsen i Ukraina gratis. Alle skolene i Antratsit er statsstyrte. Men statens utdanningssystem i vår by er på randen av kollaps.

Elevenes lærebøker og litteratur om utdanningsmetoder er foreldete. Våre lærere er fratatt enhver mulighet til å lese aviser og til å kjøpe de bøker de trenger for å øke sin profesjonelle kompetanse.

Våre lønninger har alltid vært minimale siden "reformene" satte inn. Nå tilsvarer de $50 i måneden. Denne summen (dersom den var blitt regelmessig utbetalt) dekker ikke engang det minimale av våre nødvendige behov.

Loven om utbetaling av lønninger brytes systematisk. De lokale myndighetene som har med utdanning å gjøre unnlater å betale våre lønninger i tide. Vi har ikke mottatt lønn siden september 1995. Lærernes arbeid er underlagt en skamløs eksploatering. Prisene øker hver dag og følger på de fleste sosiale områder verdensprisene. Lærernes lønninger etes opp av inflasjon.

Til tross for alle disse fakta, går vi hver dag til skolen og forsetter å undervise våre elever uten betaling. Vi kan ikke gå imot vår samvittighet og forråde vår oppgave som er å oppdra og undervise våre elever.

Men den menneskelige energi er ikke ubegrenset.

Våre gjentatte appeller tiI lokale, regionale og stallige rnyndigheter har vært nytteløse og uten effekt.

Menneskene i vår by lider av en anti-nasjonal statspolitikk i vår region. Vi er vår nasjons "stebarn".

Vår rett tit liv, til arbeid, til utdanning, til sykeforsikring, til pensjoner (som vi tidligere hadde) krenkes. De fleste av de 817 lærerne i Antratsit lever på randen av fattigdommen. 15 000 av våre elever holder på å miste selve grunnlaget for sin fremtid.

Antratsits Skole Nr. 5 er medlem av de assosierte UNESCO-skolene i Ukraina. Det er derfor vi henvender oss til dere for å søke forståelse og assistanse i våre anstrengelser for å endre situasjonen til det bedre for alle mennesker i vår by, inklusive lærerne.

Hvis det er mulig, vær så snill, send en observatør, en ekspert, som kan bekrefte ovennevnte fakta, - og offentliggjør vårt brev.

Dette brevet ble antatt på Lærernes konferanse der 350 av byens lærere var representert

Med vennlig hilsen og håp, lærerne på skole nr. 5 på vegne av alle lærerne i Antratsit.

USA återupptar provsprängningar!

För ett år sedan fick jag en skrift i min hand som hette "Above ground experiments threaten compliance with Article 6 of the nonproliferatioll treaty".

En av författarna till denna ganska svårtillgängliga skrift heter Jackie Cabasso.

Jag satte mig med en engelsk ordbok och lyckades översätta det viktigaste av innehållet och gjorde en liten artikel som publicerades i tidningen Kvinnor för Fred.

Jag förstod inte riktigt själv innebörden av allt jag läst och skrivit. Ett förstod jag dock - fredsrörelsen får inte slå sig till ro. Tvärtom måste vi intensifiera vårt sökande efter ny kunskap även om den är svår tillgänglig.

Mot bakgrund av delta var det med stor glädje vi i Kvinnor för Fred kunde hälsa Jackie Cabasso livs levande välkommen till Stockholm Hon tog en omväg över Stockholm på sin färd till en vetenskaplig konferens i närheten av Göteborg.

I fyra dagar föreläste hon oavbrutet om de svåra fakta som jag tragglat mig igenom ett år tidigare. Hon var en livlig och pedagogisk föreläsare och sparade ingen möda att göra saker och ting begripliga.

Följande är ett sammandrag av vad hon hade att berätta:

"USA håller på all utveckla en helt ny kärnvapen­infrastruktur. De närmaste 10 åren kommer man all göra historiens största militära satsning - ett tioårigt projekt som kallas "Stockpile Stewardship Program".

I projektet ingår forskning för astronomiska summor och en stor del kärnvapenprover i Nevadaöknen. Man ska bygga megadatorer stora som en sportstadio där man kan simu­lera kärnexplosioner - "National Igniton Facility''. Bland de nya kärnvapnen som håller på att utvecklas ingår under­jordiska missiler "earth penetrators" med syfte att angripa underjordiska mål och olika typer av kärnvapen med syfte att slå ut telekommunikation och elektroniska anlägg­ningar.

Redan nu i sommar - den 18 juni och 12 september - kommer de första proven all detonera.

Under de följande åren kommer fyra prover per år all bringas detonera under jord i Nevadaöknen. De bomber som skall sprängas innehåller bl.a. plutonium vilket är den radioaktiva deIen av vapnet. De kallar dessa prov för "Subcritical tests" men vi har väldigt svålt att veta vad som egentligen pågår där.

Man ska komma ihåg att testområdet är stort som hela Danmark.

Det allra viktigaste nu är att sprida information om detta.

I USA är det extremt svårt att få veta något om man inte har speciella kanaler. Stora demonstrationer förbereds utanför de stora laboratorierna Los Alamos i New Mexico, vid Lawrence Livermore i Kalifornien och utanför prov­sprängningsområdet i Nevadaöknen. Vi bedriver också en lobbykampanj mot nio senatorer som vi hoppas ska påverka Bill Clinton.

Det finns en medveten strategi från den amerikanska krigsmaterielindustrin all beskriva tillverkningen av de nya vapnen i vackra och obegripliga omskrivningar. Man talar om att kärnvapen ska stå under "stewardship" en term som i vanliga fall används i betydelsen omvårdnad av barn."

"Det betyder ofantligt mycket om ni skriver protestbrev till Clinton och kräver all han skall riva upp beslutet. Vi som arbetar hårt inom fredsrörelsen i USA blir också stärkta om vi märker att der kommer protester utifrån." säger Jackie Cabasso, bilden.
(Foto: Bibbi Steinertz)

Farvefoto af Jackie Cabasso indsat november 2007, red.).

Skicka ett fax eller skriv till Bill Clinton:

Endnu engang
hører jeg lyset fyldt med blomsterblade nærme sig
som ilden i røgen
og spire af jordisk aske, og idet jeg udskiller jorden
i en flod af aks når solen min mund
som en gammel begravet tåre, der bliver frøkorn igen.
Neruda

Fra sidste nr.
af RisøNyt:

Oprydningen efter det tidl. Sovjetunionens atomvåben­program. Risø er med i et internationalt samarbejde om kortlægning af udbredelsen af den radioaktive forurening - især i floden Ob - i et område hvor Sovjet fremstillede en væsentlig del af sine atomvåben.

Projektet financieres internationalt, bl.a. deltager her den danske Beredskabsstyrelse.

Så noget nyttigt bidrager disse 2 institutioner da til... lidt af opvasken.

Dette var fra Juni-nr., hvor der også referes fra rapport om den internationale status for kernekraft 1995.

I de vestlige lande er der tendens til modernisering af værkerne for at forbedre sikkerhed, øge elektrisk effekt og forlænge levetiden. Nybygning foregår især i Asien. Kernekraftens rolle i forbindelse med spredning af atom­våben har været debatteret i forbindelse med den ubegræn­sede forlængelse af ikke-spredningstraktaten - det ser ud til at koblingen mellem kernekraft og atomvåbenspredning er beskeden.

Abonnement på RisøNyt er gratis.

Forskningscenter Risø,
afd. for informationsservice,
bygn. 115,
postboks 49,4000 Roskilde.

Dette nr er redigeret af Helga, som herved har savnet sin gamle Odensegruppe -hilsen til jer!

Som Berit Ås har sagt: mindst 3 for at være 1.

Næste nr. redigeres af Virum. Sidste dato for stof til sept.nr. 6.9.