Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 7, 1997

HVEM GAVNER NATO-
UDVIDELSEN?

Den 9. juli 1997 blev der holdt en konference i Fællessalen på Christiansborg, arrangeret af Initiativgruppen mod NATO-udvidelsen.

Trods det korte varsel og midt i sommerferietiden var mange mødt op fra fredsbevægelsen og fra de politiske partier, som i 80'erne stod bag "fodnote-politikken" i NATO.

Jørgen Knudsen indledte med at fortælle om Initiativet mod NATO-udvidelsen, som blev dannet i marts 1997, idet man frygtede en ny "kold krig". Diskussionen om NATO synes forstummet. Man tror, alle er enige, men læserbreve siger noget andet. - Der er også modstand i Polen og Ungarn.

På konferencen fik vi at høre, hvordan kritiske røster fra de nye NATO-lande ser på udvidelsen, og hvad man mener i Rusland.

Gorbatjov var inviteret til mødet, men kunne ikke komme. Han sendte i stedet et brev, som blev læst op. Han udtrykte støtte til initativet mod NATO-udvidelsen, idet han frygtede, at en udvidelse af NATO ville sætte gang i en ny atomoprustning og starte den kolde krig igen.

Ida Kuklina, medlem af koordinationsrådet for "Komiteen for Russiske Soldatermødre":

Russerne er bange for, at historien vil gentage sig. - Hvad vil der ske? Man bruger udvidelsen til at overbevise folk om, at de skal tænke nationalt.

De russiske mødre er bange og i en vanskelig position. - Vi ønsker ikke at gå tilbage til isolation og konfrontation. - Udvidelsen kalder på isolation.

Soldatermødrene ødelægger armeen - siges der! Nej vi ønsker en hær med menneskerettigheder! 5000 dør om året i fredstid! Jeg kan ikke beskrive de ydmygelser og den frygt og rædsel, som er i hæren nu.

Vi havde et overmilitariseret samfund. Vores græsrodsbevægelse er vigtig for at skabe demokrati. Ingen stoler på regeringen, som skifter fra dag til dag.

Roman Raczynski fra den tjekiske nationalbevægelse for fred og menneskerettigheder:

oplyste, at der var blevet dannet en bevægelse "Citizens against NATO" med tilslutning af ca. 20 foreninger.

Han stillede spørgsmålet: Hvorfor udvide NATO?

Vi har en meget lang historie. Vi tror ikke på militærgarantier. De holder ikke deres løfter! Vor økonomi er dårlig. Transport, uddannelse, sundhed, videnskab - selv hæren - er i dårlig forfatning. Vi må minimum fordoble budgettet.

Vi ønskede ikke at blive delt. Vi ønsker en Atomvåbenfri Zone fra Scandinavien ned gennem Europa. Vi vil ikke være med i et "førsteslags" atomvåbenrace!

Vi afviser medlemskab af NATO. Det skaber et nyt "Jerntæppe" ned midt igennem det tidligere Tjekoslovakiet. Ca. 40 % af befolkningen er imod NATO.

Suverænitet og neutralitet er det vigtigste. sluttede Roman Racynski.

Egon Bahr. SPD i Tyskland: Hvorfor gå imod NATO-udvidelsen?

Sikkerhed betyder andet end militær - det betyder økonomisk sikkerhed. Militær vil eksistere så længe der findes stater!

Han var tilfreds med Madridaftalen. - Nu kan vi begynde at diskutere reduktion af Bundeswehr, sagde han.

Alle 16 NATO-lande skal sige JA! - Hvis eet siger NEJ er det NEJ! Aftalen skal ratificeres af 2/3 af USA' s regering.

Vi har ikke brug for et delt Europa!

I Madrid er der ikke vedtaget en sikkerhedsstruktur - hvilket er målet for Europa.

Vi må skabe en ny orden, som kan stabilisere uden frygt!

Det er vanskeligt efter 6 år at tænke på en ny verdensorden.

Jeg kan ikke se det rigtige koncept i London, Paris, Bonn eller Moskva.

Jeg ønsker at gå ind i det 21. århundrede med et fredskoncept.

Man kan ikke opnå sikkerhed i Europa uden Rusland.

Det er ikke muligt at ændre Madrid-beslutningen, men vi skal prøve at hindre yderligere udvidelse, mente Egon Sahr.

En alternativ sikkerhedspolitik for Europa.

Oplæg af:

Håkon Wiberg (Center for Freds- og Konflkt­forskning): Rusland bør være det 1. nye medlem

Lasse Budtz (Socialdemokratiet): Jeg er enig i ud­videlsen af NATO og den måde, man er begyndt på, men jeg er bange for, at man stopper her.

Gert Petersen (Socialistisk Folkeparti): Varig stabilitet i Europa opnås kun ved at tage Rusland med i NATO. - Nu får vi en ny oprustningsbølge.

Keld Albrechtsen (Enhedslisten): Man skaber nye skillelinier. Udvidelsen vil provokere. Rusland må omlægge sin strategi til a-våben igen.

Asger Garnak (Det Radikale Venstre): Vi har taget en forkert beslutning. Man sender ressourcer i den forkerte retning. Man skaber vej for extremister i Rusland.

Ebbe Kløvedal sluttede debatten af: Vi står med ansvar for en gennemgribende forvandling af økonomiske, sociale, militære forhold. - Det er ikke nyt, at sejrende magter æder andres territorium, og at militærindustrien frygter freden.

Vi er her, fordi en historisk chance er ved at blive forspildt.

Der er stadig tid til at tage en politisk kamp!

ref. Grete Møller.

MARTHA CHRISTENSEN:

DEN ONDE ARV

De siger det ikke er
sikkert det sker
og cm hundrede år
så ved vi mer.

De taler om lav
sandsynlighedsgrad
og ser i rapporter
og vender et blad.

De ved så uendelig
god besked
men tier om det
som de ikke ved.

Hvad sker der den dag
det alligevel sker
- hvor lange det virker
hvordan det er.

De tier om fremtidens
arv og gæld
og dem der ikke
kan vælge selv.

De tier om angsten
vi lænker dem med
- de ikke fødte
i tusinde led.

Hvor ondt skal vi trække
de mørke spor
fra vores tid
på den gode jord.

Fra International Peace Bureau har vi modtaget invitation til at deltage i en internationale fredskonference med titlen:

Global sikkerhed, nationale inter­esser og det civile samfunds rolle.

Konferencen foregår i Moskva i dagene 25. - 28. september 1997.

Oplysninger om programmet samt tilmeldingsskema kan fås hos Vibeke Aagaard.

Kvindelige militæmægtere under anden verdenskrig

Ifølge den engelske historiker, Pam Lunn fra Birmingham, var der militærnægtere i England under anden verdens­krig. Pam Lunn arbejder, ifølge tidsskriftet, Opportunities for Action, nr. 17. 1997, med et projekt, hvor hun får de kvindelige militærnægtere til at indtale deres erindringer på bånd.

Er der nogen af Køkkenrullens meget vidende læsere som ligger inde med oplysninger om kvindelige militærnægtere under anden verdenskrig? I så fald vil jeg gerne vide derom.

Med fredsommelig hilsen

Holger Terp Strandbyparken 4, 1 tv.
2650 Hvidovre

Information bragte 19. juli følgende læserbrev skrevet af Inger Bjørn Andersen.

Hvem gavner NATO-udvidelsen

Den 2.7 1997 foretog USA en atomprøvesprængning. U SA bruger det camouflerende udtryk: Subcritical eksperiment, der skal skaffe data til atomvåbenindustrien.

Den 24.9.97 underskrev præsident Clinton CTBT-traktaten - om totalt atomprøvestop.

At gå med til disse subcritical eksperimenter er formentlig - ifølge "Internationale Læger mod Kernevåben" - den pris, Clinton har måttet yde for at få våbenindustrien og dens politikere til at ratificere CTBT-traktaten.

Den begejstring, som Clinton skabte ved sit Danmarksbesøg, faldt jeg også for.

Jeg sad klistret til fjernsynet trods harmen over atom­prøvesprængningen. Men stærke indtryk fra min deltagelse i høringen "Hvem gavner NATO-udvidelsen?" på Christiansborg 9.7. lagde dog en dæmper på min begejstring.

For den gavner jo ikke andre end våbenindustrien, og den vil jo formentlig blive årsagen til en russisk oprustning.

Både præsident Clinton og dronning Margrethe nævner i deres taler NATO-udvidelsen som begyndelsen til et udelt Europa. Et udelt Europa er et Europa fra Atlanten til Ural.

Det, der sker i øjeblikket, er begyndelsen til et nyt jern­tæppe.

JuniBevægelsen
Skindergade 29, 1,
1159 København K
Tlf. 33 93 00 46,
Fax 33 93 30 67
Giro 919-6706, email: juninet@inform-bbs.dk

Til fredsbevægelserne i Danmark.

Er EU et ''fredens Projekt", som
statsministeren kalder det?

Den nye traktat, som nu er vedtaget i Amsterdam - og som skal til folkeafstemning i Danmark til næste år - har strammet afsnittet om militæret, så det nu hedder: "en gradvis udformning af fælles forsvars­politik" (udtrykket "på langt sigt" er slettet).

"Den Vesteuropæiske Union (WEU) udgør en integrerende del af udviklingen af Unionen med adgang til operationel kapacitet' (det kursiverede er en tilføjelse).

"Den gradvise udformning af en fælles forsvarspolitik understøttes, i det omfang medlemsstaterne måtte finde det hensigtsmæssigt, af samarbejde mellem dem på forsvarsmaterielområdet"'.

Det er et nyt afsnit og betyder altså fælles våbenproduktion. (Er det en begyndelse hertil vi ser med statens støtte til internationalisering af våbenproduktionen på Danish Aerotech?)

Danmark har godt nok et forbehold, der siger, at vi ikke deltager i sager vedrørende fælles forsvar. Men mange tilhængere arbejder intenst for at afskaffe forbeholdet, selvom Folketinget i Memorandum 1990 sagde, ''Rege­ringen afviser, at Det Europæiske Politiske Fælles­skab kommer til at omfatte et forsvarspolitisk sam­arbejde - herunder oprettelse af fælles militære styrker".

Nu afviser Danmark ikke EU-militær (kun foreløbig dansk deltagelse deri), og hvis vi ikke passer på, risikerer vi at skulle godtage fælles militær - som skal bruges til at forsvare unionens "interesser" udadtil, forsvare de højere mure, der skal opbygges ved de ydre grænser for at holde uønskede fattige, forfulgte mennesker ude fra vores "paradis".

Men hvad så med udvidelse med østeuropæiske lande, er det i fredens tjeneste?

Om øst-udvidelsen som et "Fredens Projekt" skrev det regeringsnedsastte "Rådet for Europæisk Politik" i 1995 flg.:

''Det er paradoksalt at måtte konkludere, at skabelsen af det hele og frie Europa risikerer at skabe ny splittelse blandt de europæiske nationer'.

Frygten for denne splittelse bygger på, at de nuværende EU-lande vil udnytte den billige arbejdskraft i Østeuropa, og på at de sydlige ED-lande vil rase over, at nogle af de store tilskud, de nu får, vil blive f1yttet østpå. ''Det er sandsynligt, at væksten i antallet af medlemmer vil få de enkelte medlemslande til at tænke mere nationalt".

Hidtil har fortolkningen af menneskerettighedeme ligget hos den danske højesteret og i sidste nede hos Menneskeretdomstolen.

Med Amsterdamtraktaten flyttes dette over til EU-dom­stolen. Er det betryggende, at EU-domstolen, som ikke dømmer efter hvad der tjener mennesker og miljø bedst, men efter hvad der tjener unionen, økonomien og væksten, nu skal være øverste instans hvad angår det vigtigste af alt: menneskenes sameksistens?

Med fredelig hilsen
Aase Bak Nielsen
JuniBevægelsen

Fra Fred & Frihed, nr. 4. 1996

Offentlig våbenproduktion

af Tom Paamand,
Aldrig Mere Krig

Den danske lov om offentlighed næsten lægger flere hindringer i vejen, end den åbner, når det gælder indsigt i våbenproducenternes gøren og laden

Al dansk produktion af våben kræver tilladelse, der ikke har været offentligt tilgængelige -men det er de nu.

Et af problemerne er, at den berømte danske lov om offentlighed næsten lægger føre hindringer i vejen, end den åbner.

For at få udleveret en tilladelse skulle der spørges helt specifik: -Har dette firma en sådan tilladelse?

Det var altså nødvendigt på forhånd at vide, at firmaet har en tilladelse for at få at vide, at det har det...

Første hul på lovgivningen kom sidste år, hvor vi med Ekstra Bladet i ryggen pludselig kunne få mer offentlighed - alle tillladelser fra 1999.

l januar søgte vi så igen, for at få alle tilladelser fra 1996 - og fik et blankt afslag. Men ved at minde dem om. at der var gået hul på sækken året før. måtte de give sig - og vi har også fået disse tilladelser.

Listen er offentliggjort i Politiken mandag
- men har iøvrigt været tilgængelig på Aldrig Mere Krigs hjemmesider på Internettet i et halvt år.

Dette nummer var redigeret af Vesterbrogruppen