Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 2, 1998

Ikke militær, men
demokrati skaber fred

De fleste af dem, der indtil for få år siden overhovedet havde kendskab til, at der er noget, der hedder Vestunionen (WEU), regnede vist med, at den lige så stille ville gå i sin grav i 1998, når den 50 årige traktat fra 1948 udløber.

Af Aase Bak Nielsen,
Kvinder for Fred

NATO og siden EF tog magten fra WEU. Men i slutningen af 80'erne skete der noget. Flere og flere begyndte at se EF udvikle sig til en union, til én stat, til Europas Forenede Stater.

For at en stat kan fungere som sådan, må den have en stats kendetegn: faste ydre grænser, fælles pengesystem og et fælles militær, der kan beskytte denne stat mod fjender udefra.

EF skulle laves om til EU. Med Maastrichttraktaten 1993 blev den fælles mønt besluttet foruden begyndelsen på fri transport uden grænsekontrol. Fælles militær var der større uenighed om. Der blev arbejdet ihærdigt på det fra flere landes side, mens Danmark klart havde sagt nej i den folketingserklæring, Memorandum'et fra 1990, som var „Danmarks ja til EF-unionen".

For at komme videre i arbejdet for fælles militær, fandt man på at genoplive WEU. Så kunne man hævde, at det ikke var et EU-militær, men et mellemstatsligt samarbejde uden for EU - godt nok indgået af stort de samme, som er med i EU.

Danmark WEU-observatør

Uden folkelig debat og afstemning meldte Folketinget Danmark ind som observatør i WEU i 1992. Det skete inden om-afstemningen om Maastrichttraktaten med Edinburgh-afgørelsen. I den står der, at Danmark ikke er forpligtet til at blive fuldgyldigt medlem af WEU (som om EU kunne forpligte nogen til det!) og dernæst at Danmark „i overensstemmelse hermed" ikke deltager i afgørelser og aktioner på forsvarsområdet.

Men der er ingen overensstemmelse her, for ifølge deklarationen om WEU's observatører „vil Danmark have samme rettigheder og pligter som fuldgyldige medlemmer angående funktioner, der påføres WEU fra andre fora og institutioner, som Danmark tilhører".

Da Danmark jo tilhører EU, har Danmark altså samme pligter som de andre WEU-lande i forhold til det, EU anmoder WEU om at gøre!

Danmark tager desuden ikke afstand fra de steder i traktaten, hvor det påpeges, at WEU er „en integrerende del af udviklingen af Den Europæiske Union" og „Unionen anmoder WEU . . . om at udarbejde og iværksætte de af Unionens afgørelser og aktioner, der har indvirkning på forsvarsområdet".

Da WEU i sig selv er magtesløs, har man opfundet et Storm P-system: EU anmoder WEU om at gå ind militært - WEU spørger NATO (hvis europæiske medlemmer stort set er lig med WEU) om lån af materiel, som WEU ikke selv har - NATO spørger USA om lov til at overlade sagerne og opgaven til „Europa". „Men hvis det er en vigtig konflikt, vil vi selvfølgelig selv deltage", udtalte en USA-embedsmand iflg. Aalb. St. 5/6. 96.

Danmark i et dilemma

Danmark kar bragt sig selv i et dilemma: Får WEU en forsvarsopgave fra EU, ramler vores „EU-forbehold" sammen med WEU-observatørers „samme pligter som fuldgyldige medlemmer".

Er det WEU selv, der beslutter, har vi så pligt eller ret til at deltage? (det er jo ikke noget, der er påført fra andre fora, vi er medlemmer af).

Hvad med det påståede forbehold, når EU anmoder WEU om at deltage i humanitære hjælpeopgaver? Det har jo ikke noget med forsvar at gøre.

Er meningen med det tilsyneladende forkludrede forløb at få danskerne til at sige: „Det er ikke til at finde ud af, så lad os dog melde os rigtigt ind i WEU"?

Tættere samarbejde mellem WEU og EU

I Amsterdamtraktaten foreslåes endnu tættere samarbejde mellem WEU og EU. Nu er det ikke længere fælles forsvarspolitik „på langt sigt", men „en gradvis udformning". Og den målsætning har Danmark ikke taget forbehold overfor. Heller ikke over for protokollen, der påbyder udvidet samarbejde mellem WEU og EU inden et år. Ifølge art. 17 kan Det europæiske Råd (statsministrene) træffe afgørelse om fælles militær - altså fuldstændig integrering af WEU i EU uden nogen traktatændring.

Det bliver vanskeligere og vanskeligere at hævde, at EU ikke har noget militær!

WEU en misforståelse

Efter min mening er genoplivningen af WEU, hvad enten den er en del af EU eller ej, en stor misforståelse, hvis man alvorligt ønsker at opbygge „en ny verdensorden".

Udbygning af militæralliancer er udtryk for, at man endnu lever i tankegangen fra den kolde krig - eller fra korsfarernes tid!

Man lever stadig i troen på, at fred er afhængig af militære trusler, og at fred kan skabes gennem nedskydning af „de andre".

Fjendebilledet øst-vest er heldigvis krakeleret, men man opfinder nye fjender: De fattige fra den tredie verden, som skal holdes borte fra vores rige bord. Muslimerne, der vil ødelægge den kristne, vesteuropæiske kultur - som om Europa har optrådt særligt kristent over for de fattige og muslimerne!

Afskrækkelse og atomvåben

WEU's toppolitikere holder fast i afskrækkelses-strategien og i atomvåbnene. Gang på gang præciseres det i erklæringerne fra WEU-topmøderne, at hvis fred i frihed skal være „troværdig og effektiv, må strategien om afskrækkelse og forsvar fortsat baseres på en passende blanding af atombevæbnede og konventionelle styrker, hvor kun atomvåbnene kan stille en mulig aggressor over for en uacceptabel risiko" (Haag-platformen, 27/10. 87), og denne strategi, herunder Storbritanniens og Frankrigs „atomvåbenstyrkers bidrag til de allieredes samlede afskrækkelse og sikkerhed" forsikres opretholdt i et notat fra det danske udenrigsministerium (23/11.95).

WEU accepterer ikke atomvåbenfrie zoner inden for sit område. Inden for medlemskabet af NATO har vi dog kunnet opretholde vores forbud mod atomvåben på dansk grund - selv om de med regeringens stiltiende accept har været „smuglet" ind på USA's krigsskibe.

Men selve atomvåbenstrategien tager Danmark ikke afstand fra.

WEU og Grundloven

WEU er også på anden måde en tak værre end NATO. WEU kan operere overalt i verden. NATO må i princippet kun operere inden for eget område. WEU-traktaten (Bruxelles 1948) påbyder desuden medlemmerne „en ubetinget plads til under alle omstændigheder at yde en angreben part bistand". Det er i modstrid med den danske grundlov, hvorefter militær kun må sættes ind med Folketingets samtykke. Det overholdes af NATO. Men de mange danske politikere, der vil have Danmark som fuldgyldigt medlem af WEU, har altså en sag at ordne forinden m.h.t. grundloven.

De bløde opgaver

Påstanden om, at WEU's „Petersbergaftaler" kun drejer sig om bløde opgaver med kriseløsning, holder ikke. For det første tales der klart også om „opgaver for kampstyrker til kriseløsning, herunder fredsskabelse". I militærsproget er „fredsskabelse" det samme som krig! For det andet er kriseløsning en politisk sag og ikke en militær opgave. Dertil kræves civile fredsmæglere og konfliktløsere.

Fred i frihed for klodens befolkninger opnås ikke ved militære foranstaltninger.

Befolkningerne er aldrig blevet spurgt, om de ønsker stridigheder afgjort ved krig.

Den nuværende afskrækkelsespolitik og oprustning i Vesten risikerer at føre til mere oprustning hos dem, der føler sig truede - i syd og i øst. Hvem har ønsket den udvikling udover våbenindustrien?

Solidaritet og fred

Jeg ønsker fred gennem en reel solidarisk optræden fra de rige landes side over for de fattige, ikke mindst overfor de fattige i tredieverdens lande.

Det realistiske i denne solidariske tankegang bevises af, at blot 4% af verdens militærudgifter kan efter FN’s beregninger afskaffe al social nød i verden. Det ville være en overkommelig opgave som grundlag for udvikling af demokrati i de mange diktaturstater. De består stadig, bl.a. fordi de støttes med våben fra den rige verden, så diktatorerne kan holde deres befolkninger undertrykket og derved forhindre dem i at få overskud til at kræve deres menneskerettigheder overholdt.

WEU's medlemslande hører til de rigeste i verden. Derfor har vi råd til at skrotte krigsmaskineriet og koldkrigstankegangen og indlede en anderledes sikkerhedspolitik, der bygger på reel solidaritet.

Al erfaring fra vores del af verden viser, at demokrati er den bedste fredsskabende og freds-bevarende faktor, vi kender.

Polititilhold mod de engelske fredskvinder i Menwith Hill Peace Camp.

Menwith Hill Peace Camp blev etableret i 1994. Her demonstrerer og informerer fredskvinder om Menwith Hill Listening Centre (Spy Base), efter samme princip som kvinderne i 80'ene gjorde det i Creenham Common Peace Camp. De har beskrevet, hvorledes USA's tophemmelige efterretningstjeneste The National Security Agency (NSA) fra basen kan allytte al kommunikation så som e-mail, telefonsamtaler og telefaxes i Europa. Den britiske regering benægter, at denne allytning foregår, men David Bowe, britisk MP og ledende EU-MP, har nu også bedt om en undersøgelse, idet en ny rapport om basen beskriver forhold, som han mener udgør en seriøs trussel mod britisk og europæisk suverenitet, civile rettigheder og kommercielle interesser (Herold 2.1.98).

Fem af de fastboende kvinder i Menwith Hill Peace Camp bliver for tiden mødt med stævninger om tilhold. Myndighederne vil forbyde kvinderne at tage ophold indenfor flere mils afstand fra Menwith Hill U.S. Spy Base. Hvornår det lykkes at få præsenteret stævningerne for kvinderne er kun et spørgsmål om tid. Hvad vil der ske med lejren og det fortsatte protestarbejde deroppe.') Vil kvinderne blive fængslet for at bryde tilholdet? Vil alle deres ejendele blive fjernet fra stedet? Vil fredslejren overhovedet overleve? Kvinderne beder om hjælp. Du kan hjælpe økonomisk eller sende dem et brev. Det holder modet oppe i kvindernes ret så barske hverdag. De engelske kvinder vil fortsætte deres stædige indsats for at få lukket Menwith Hill U.S. Spy Base, hvis aktiviteter med atlytning af telekonununikation i høj grad også angår os på den anden side af havet. Adressen er WoMenwith Hill Womens Peace Camp, Outside U.S, Spy Base, Kettlesing Head Layby, A 59 Rd, Nr. Harrogate, North Yorks. HG 32 RA, Storbritanien. U.R,

På "Kvinder for Fred"s landsmøde september 97 fortalte Ulla Røder om sine fredsrejser. I Køkkenrullen 9/97 kan du læse referatet.

Fredsdemonstration i Faslane. Scotland - slut med Trident atomvåben. Atomvåben er umoralske, farlige, forurenende, et frygteligt spild af ressourcer og blev erklæret ulovlige af Den internationale Domstol i Haag den 8. juli 1996. Atomvåbenstaterne nægter at efterkomme de internationale love og afskaffe deres atomvåbenlagre. Det er på tide borgere verden over handler selv. Trident Ploughshares 2000 er en samlet protestaktion, der vil starte i maj måned i år. Med fredelige midler, vil borgere stræbe efter at få afrustet de britiske atomubåde inden l. januar år 2000. Trident Ploughshares 2000 inviterer alle til at deltage sammen med tlere hundrede andre ikke voldelige freds aktivister for at få bragt våbenlagrene ned til nul. Adr. Trident Ploughshares 2000,42-46 Bethel Street, Norwich, Norfolk, NR 2 1 NR. Storbritanien. Tel. (01603) 611953 fax 666879. Støtteerklæringer og yderligere information hos Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. U.R.

Gert Grønnegaards læserbrev bragt i Information 8.12.97.

Gode miner.

Kære statsminister.

Det er så sjældent, at folk roser dig, når du gør noget klogt. Derfor et UG for din lille tale på Farum Kaserne efter den symbolske sprængning af en håndfuld landminer, som man kunne høre i radioavisen 1.dec.. Om at vi måske kunne vise de andre et godt eksempel.

Efter hvad der oplyses i lokalaviser, er det planen at dronningen skal stå for en tilsvarende gestus på Hjørring Kaserne den 8 dec., hvor hun også vil fyre et lille bundt af. Endelig har Poul Nielson givet sit bidrag med en ansøning til finansudvalget om 15 millioner kr. til minerydning i Mellemamerika. Altsammen ligner det en plan, der virkelig vil noget.

Men. Hvorfor skal der altid være et kedeligt men?Hvorfor skal den vigtigste fagminister i denne sag helt slippe for at "tage arbejdstøjet på"? Hvorfor lader du forsvarsministeren trække den endelige destruktion af de miner ud i flere år med nogle elendige undskyldninger, som ingen tror på?

Der er ingen der tror på, at forsvaret i Danmark er så flæbende bekymret for den mindste fugl og for miljøet, at de skal tænke sig om tre år først og starte forskning i Europa, før de tør brænde minelagrene af. Forsvaret er regeringens redskab og får 16 milliarder kr. hvert år til at udføre de opgaver, som regeringen og dronningen beder det om at løse. De opgaver som regering og dronning finder særlig vigtige skal udføres hurtigt, helst med det samme.

Tænk, hvis de skulle være ligeså sendrægtige under en virkelig krise. sign. Geert Grønnegaard, 4174 Jystrup.

EN ILDSJÆL I FRONT

Ifølge "Folkekirkens Nødhjælp" bliver Ottava-forbudet mod antipersonelminer først internationellov, når mindst 40 lande har ratificeret. Danmark har planlagt sin ratificering i februar og er blandt de første lande. Lad os holde øje med, om man husker det! Lad os også prøve at være med til at holde kampagnen for at få USA, Kina og Rusland med igang.

Tyskland har allerede destrueret sine antipersonel-miner, mens Danmark først afslutter sin destruktion i år 2000.

Mig bekendt mener jeg ellers, at "Aldrig mere Krig" har tilbudt at gøre det gratis.

NGO-støtte til OSCE

Gennem Dorte Valentin har jeg fået information fra Ulla Kløtzer. Ulla er fra "Alternative to EU Information Centre" i Finland.

Hun arbejder ihærdigt for at få arrangeret et NGO møde i Budapest 26.28.juni. NGOerne skal drøfte:

En alternativ fremtid for Europa.

En fælles sikkerhed uden atomvåben.

Neutralitet som et alternativ til militære alliancer.

Konfliktforebyggelse i stedet for militær intervention.

Ulla Kløtzer påtænker at arrangere bustur fra Finland til Budapest med møder og teater undervejs, lige som hun gjorde sidste sommer til NGO mødet i Warszawa.

OSCE Parliamentary Assembly holder møde i København 7.-10. juli.

Ulla Kløtzer spørger Dorte, om hun eller andre fredskvinder vil arrangere et samtidigt NGO møde.

Mere har jeg ikke i øjeblikket om de to vigtige arrangementer i sommeren 98. Måske har vi mere i marts-Køkkenrullen.

Dorte Valentins adresse er: Hjortestien 40, 2860 Søborg.TIf.31678516.

Warszawa 5-7. juli 1997

Kvindelig værnepligt?

Skal kvinder "have lov til" at aftjene værnepligt?

Der er fremlagt forslag om dette i Folketinget, og det bliver fremsat som et ligestillingsforslag.

Men har det noget med ligestilling at gøre?

Betyder ligestilling bare, at kvinder skal gøre det samme som mænd?

Hvad så, når det er noget negativt, mænd gør?

Jeg foretrækker at sige, at mænd skal ligestilles med kvinder og slippe for værnepligt?

Vi har heldigvis fået ligestilling på mange områder i samfundet, så vi f.eks. i dag ser mandlige småbørnspædagoger og sygeplejersker og kvindelige håndværkere.

Men fordi mange mænd desværre dør i 50-års alderen på grund af stress, foreslår vi da ikke, at kvinder skal stresses til at føre et lignende liv - i ligestillingens navn.

Det er da ikke et gode, at mange kvinder har ligestillet sig med mænd, hvad rygning angår.

Der er flere mænd indsatte i fængslerne. Her ønsker ingen vel heller ligestilling?

Hvorfor så på det militære område? Hvorfor skal også kvinder udlæres i at slå ihjel? Det vil være godt, om kvinder ville bruge deres kræfter på at få omdefineret manderollen, så det heller ikke længere er "mandigt" at "drage i felten for fædrelandets skyld".

Militær indgriben har aldrig skabt fred. Det kan skabe ro, men løser ikke de problemer, der er årsag til krigen. Se blot, hvordan FN's soldater har været på Cypern og truet dem til nogenlunde ro i 25 år, men fred er der ikke skabt.

Det kan kun ske gennem fredelig kriseløsning, mægling og opfyldelse af menneskerettighederne.

FN har et årsbudget på 10 milliarder dollars, NATOs budget er på 350 milliarder. Hvis man byttede de to tal om, var der store chancer for at FN gennem alle de fredelige opgaver, det nu ikke har råd til at løse, kunne forebygge krig og oprør. OSCE, som løser kriser gennem mægling og på menneskerettighedernes grund, har et års budget på 0,06 milliarder dollars.

Hvis man dog blot ville begynde med at lave ligestilling mellem de militære budgetter og de fredelige organisationers budgetter. Så ville det vise en god udvikling, så selv politikerne kunne forstå, at det ikke blot var mere menneskeværdigt, men at det ligefrem også kunne betale sig at satse på den fredelige metode.

Dette blad er redigeret af Gladsaxe. Næste redaktion er også Gladsaxe.
Dead-line: fredag den 6.3.