Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 4, 1998

Women for the Future

Rapport om Trine Eklunds og Tulle Elsters rejse i Ukraine febr.-marts 1998.

Baggrund: Kvinder for Fred har i samarbejde med bl.a. Lærere for Fred i Norge, Nordiske Kvinders Fredsnetværk og Teachers for Peace and Mutual Understanding i SIS samarbejdet med ukrainske kvindelige lærere om demokrati, menneskerettigheder, ligestilling, organisationsudvikling m.m. siden før opløsningen af Sovjetunionen i 1991, da bl.a. undertegnede besøgte Antrasit første gang. Efter opløsningen, da Ukraine fik sin selvstændighed, har den økonomiske situation kun gået en vej: nemlig nedad.

Ifølge en desperat appel, sendt til UNESCO i Paris december 1995, undertegnet af 350 lærere fra minebyen Antrasit i Sydøst-Ukraine, var allerede da uddannelsessystemet p.gr.a. den økonomiske krise på randen af kollaps. Lærernes løn (svarende til 50 dollars) blev ikke udbetalt regelmæssigt, og når og hvis den blev det, var den allerede spist op af inflationen. Skoleelever og lærere sultede. Elektricitet, vand og gas var oftere lukket af end sluttet til (i et klima der svarer til det norske om vinteren). Epidemier hærgede, "tuberkulose, hepatit A og andre infektioner, vi aldrig har hørt om og som nu topper". Strejker og appeller til lokale, regionale og statslige myndigheder var nytteløse og uden effekt.

1997: En rejse til byen foretaget af undertegnede og to andre Kvinder for Fred i febr/marts 1997 afslørede, at situationen om muligt var endnu værre end beskrevet i UNESCO-appellen, og vi startede straks efter hjemkomsten en indsamlingsaktion for at afhjælpe i al fald noget af den værste nød, hvad angik de kvinder og børn, vi faktisk kendte fra før og følte ansvar for.

Sommeren 1996 havde vi, efter den internationale lærerkonference på Lillehammer, bidraget til oprettelsen af en kvindegruppe i Ternopil i Vest-Ukraine, "Women for the Future" , støttet og sponsoreret af Nordiske Kvinders Fredsnetværk. Og under vort ophold i Antrasit i 1997 overtalte vi kvinderne i Antrasit til at gøre det samme, en ikke ufarlig handling i et samfund domineret af mafialignende politiske strukturer.

1998: Vores rejse i 1998 havde for undertegnede først og fremmest til hensigt at styrke de to gruppers fortsatte arbejde, knytte de to grupper tættere sammen og, om muligt, bidrage til yderligere netværksarbejde blandt kvinder i Ukraine. Sammen med Trine Eklund, som bidrog med forelæsninger og seminarer, dannede vi, sådan som jeg ser det, et godt "team". Vi mødte ikke bare de to kvindegrupper, men også en række andre personer og grupper, skolefolk og elever/studenter, lokale myndigheder, mediefolk osv, som sultne efter kontakter og informationer udefra bogstaveligt talt sugede alt det, vi havde at komme med, til deres hjerter.

Til trods for, at den økonomiske situation i Ukraine er næsten den samme, som da UNESCO-appellen blev skrevet i 1995, er der sket en nær sagt utrolig personlig forandring blandt de kvinder, vi har kontakt med. Det at vide, at de har støtte udefra, og at de er en del af et netværk, har givet dem mod og styrke til at fortsætte deres arbejde for demokrati og menneskerettigheder, ikke bare i skolerne, men også på det lokalpolitiske plan. Mens de bare for et år siden ikke kunne drømme om f.eks. at bede om et møde med borgmesteren, massemedierne osv, tager de nu det som en selvfølge, og i stedet for at stå med bøjet hoved taler de nu med en myndighed, som ikke bare giver politikerne respekt, men til og med får politikerne til at søge om råd hos kvinderne.

For Antrasitgruppens del havde de f. eks. overtalt lokalpolitikerne til at starte et kommunalt børnehjem for alle de forladte gadebørn, som i fjor oversvømmede byen, og som ingen indtil da havde nogen ide om, hvad de skulle gøre med. Dette børnehjem tog sig også af de mange nyfødte børn på byens sygehus, som vi så i fjor, børn hvis mødre forlod dem efter fødslen, ude af stand til at ernære eller tage vare på dem, sådan som den økonomiske situation er.

Kvindebank: Banksystemet i Ukraine fungerer foreløbig ikke for "almindelige mennesker", noget Antrasitgruppen fik at mærke, da de i fjor oprettede en konto og satte penge ind, som var indsamlet af os i Norge. Straks havde skattemyndighederne taget 50 % af pengene. (Efter stærkt pres fra os og andre i Norge fik de omsider pengene tilbage). Det, vi har diskuteret nu, er oprettelsen af en kvindebank - noget vi trænger til at sætte os bedre ind i herhjemme, før vi evt. går videre med sagen.

I mellemtiden har kvinderne selv taget initiativet til en slags "nødhjælpsbank", hvor gruppens medlemmer kan søge om rentefri lån og bidrag, når nøden er størst. Fra denne "bank" (en skoæske som opbevares af gruppens kasserer) kan gruppen som helhed tage midler ud til f. eks. støtte til pensionerede lærere, når de ikke får udbetalt deres pension (som svarer til 200 kr. om måneden), til indkøb af madvarer til andre nødstedte kvinder (selvmordsraten i Ukraine er øget med 1000 % siden 1992!), uddele "stipendier" til dygtige, men fattige elever (iflg. forfatningen er uddannelsen gratis, men sådan som situationen er nu, må alle betale!). Der er et stærkt ønske fra såvel kvindegruppen som fra undertegnede om at vide mere om kvindebanksystemet for evt. at starte en sådan i Antrasit.

Netværkssamarbejde: Antrasit er, til trods for 100.000 indbyggere, at regne for en "landsby". 70 km længere mod nord ligger regionshovedstaden, Lugansk, som har i underkanten af en million indbyggere.

Dertil var vi også inviteret for at tale med lærere og studenter og holde forelæsninger på bl.a universitetet. Efter at vi havde været der (Trine to gange, undertegnede en gang) var flere lærere interesserede i at starte en egen "Women for the Future"-gruppe, noget vi nu vil arbejde videre med.

Allerede før vi tog af sted, fik vi forespørgsel om vi kunne besøge kvinder i storbyen Kharkov, hvor der ogsa var interesse for at starte en gruppe og komme med i netværket. På grund af tidspres lod det sig desværre ikke gøre. Det, vi diskuterede både i Antrasit og Ternopil, var muligheden for at afholde en større netværkskonference i Ukraine, hvor alle kvinder, som er interesserede i netværkssamarbejde, kan deltage sammen med bl.a. Kvinder for Fred i Norge og Danmark. muligvis også med vores søsterorganisation i Tyskland, som vi allerede i 1996 koblede sammen med WfF-gruppen i Tenopil.

Kultursamarbejde: Mens det politiske og økonomiske system er ens over hele landet, er der tildels store kulturelle forskelle mellem 0st- og Vest-Ukraine. På grund af russifiseringen under Sovjetperioden. hvor 7 millioner russere blev tvangsforflyttet til Ukraines østlige dele, taler man der mest - og næsten kun - russisk, mens man i vest, som helt frem til 1939 tilhørte Polen, kun taler det, som i dag er landets officielle sprog: ukrainsk. Der er man ogsa i dag meget optaget af at genoplive de ukrainske traditioner. som bevidst blev undertrykket af Sovjetstaten, og da særlig via kunst og kultur.

Som en kunstigt opbygget by, bygget op rundt om de rige kulforekomster i Donbas-området for vel 100 år siden (Antrasit er navnet på den type kul, der findes i området) mangler Antrasit en identiletsskabende kultur. Da omegnens "guld" i sin tid blev opdaget, strømmede over hundrede forskellige nationaliteter fra hele det dengang russiske imperium med omegn til for at få arbejde. l dag består byen af 38 forskellige nationaliteter (bulgarere, russere, tadsjikistanere, kaukasere m.m.m.).

Kvindegruppen i Antrasit mener, at det i dagens situation, hvor især sproget deler landet i to, er af stor vigtighed at skaffe sig indsigt i ukrainsk kultur. Så, både for at knytte de to eksisterende WfF- grupper bedre sammen og for at Antrasitgruppen kunne få en første indsigt i ukrainsk kultur, tog vi, da vi forlod Antrasit, en af kvinderne derfra med os til Ternopil, hvor vi tilbragte den anden uge.

Det blev for hende en stor oplevelse, ikke mindst fordi vi allerede den første dag blev inviteret til stor fest hos den Ukrainske Kvindeorganisation, som blev startet for 115 år siden, forbudt fra 1939 til 1991, men som nu er genoplivet. Her fik Antrasitkvinden knyttet de første kontakter til kulturpersonligheder i vest, og dermed indledes forhåbentligt et nyt frugtbart samarbejde mellem de to forskellige landsdele.

Women's Council: Mens Trine Eklund, på samme måde som i Antrasit, afholdt et to-dages seminar i WfF-gruppen i Ternopil, afsluttede undertegnede ugen der med at organisere et to-dages Fremtidsværksted (brainstorming) om kvindegruppens fremtidige arbejde og visioner. Oveni var vi her, som i Antrasit, inviteret til dialog med lærere og studenter på en række forskellige statslige og nyligt oprettede private skoler og institutioner.

Nogen meget positivt er fornylig sket i Ukraine. Det, som maske svarer til (det norske) Børne- og familieministerium, har taget initiativ til at oprette såkaldte "Women's Counci!s" i alle store byer i landet, og her i Ternopil blev vi inviteret til at deltage i et af deres ugentlige møder, hvor vi mødte de nu 6-7 kvindelige NGO'ere, som foreløbig findes i denne gamle "østrigsk-ungarsk-polske" by, og fik en orientering om de forskellige organisationers arbejde og formålsparagraffer.

Det var første gang, Women for the Future var inviteret til dette nye kvinderåd, som de fra nu af vi! blive faste deltagere i.

Organisering: Kvinder for Fred/Nordiske Kvinders Fredsnetværk i Norge, Danmark og Sverige har, siden vi blev kendt med disse ukrainske kvinder, stadig inviteret dem til at deltage i vore konferencer i Norden, noget de selv mener har lært dem meget både om demokrati og demokratisk organisationskultur. Og når vi ser på forskellen på, hvordan møde- og organisationsvirksomheden foregår i dag i forhold til 1991, er den virkelig stor.

Fra at sidde passive og lytte til en eller anden "overkikador", som kunne tale i timevis uden at give luft til et eneste spørgsmal eller kommentar, oplever vi, at de samme kvinder i dag bogstaveligt talt bobler over af glæde over at kunne komme med egne indlæg, tanker, ideer og ikke mindst selv tage initiativ. De er alle højt uddannede, og ti! trods for udeblevet løn i lang tid, meget ansvarsfulde og hårdt arbejdende. Det, som holder dem oppe i disse vanskelige tider, er en udstrakt kvinde- og familiesolidaritet, samtidig med at de bliver stadig dygtigere til arbejdsdelegering, noget som var uhørt i Sovjettiden, da bare en, "overkikadoren" havde ledelsen.

Nu da vi ingen fjender har mere, må der da kunne spares nogle millioner på forsvaret til fordel for kulturen - bare en fire-fem F16'ere.

Finn Nørbygaard,

entertainer, ifølge "Århus Stiftstidende".

Vanunu ud af isolation

17/3.- 98

ISRAEL - Efter 11 år i total isolation er den isralske atom-tekniker Mordechai Vanunu kommet ud af isolation. Det skete torsdag i sidste uge. Vanunu har siddet i fængsel siden 1986 dømt for spionage og højforræderi, efter at han i 80'erne afslørede det israelske atomvåbenprogram.

Det værste ved Krigen er, at den dræber sandheden.
Georg Brandes

Blair: - Hvordan ved vi egentlig at Saddam har alle de våben?

Clinton: - Vi har jo selv solgt dem til ham!

OBS! OBS! OBS! Landsmøde 1998

Birgit Arrenakke, som jo igen i vil huse os i sit dejlige hus i Grønfeld ved Ebeltoft, fortæller, at landsmødet skal holdes i weekenden 12. - 13. september. Skriv det i kalenderen nu!

Mere om det i et senere nr. Vi glæder os til at mødes.

Forsvarskommission eller
Fredskommission

Fredsbevægelsens Koordineringsudvalg har (efter ide fra Holger Terp) taget initiativ til et modspil til den forsvarskommission, som siden 1994 har skullet analysere og anbefale "hvordan forsvaret skal indrettes i fremtiden, nu hvor fjenden ikke umiddelbart truer de danske grænser".

På trods af denne mangel på trusler mod Danmark har forsvarsministeriet indsendt ønske om køb af nyt militært isenkram til 30-40 milliarder over de næste 12 år.

Fredsbevægelsens modspil til dette hedder en fredskommission.

Der er sendt indbydelse ud til en lang række mennesker om at deltage i denne kommissions arbejde, som skal være færdig samtidig med "militærkommissionens" , oktober '98.

Opgaven vil bestå af en bred vifte. Fred er jo et sammensat begreb, som har mange forudsætninger - og magtopbud og militære trusler er det dårligste udgangspunkt for fred.

Første punkt på oplægget fra koordineringsudvalget lyder:

- Hvordan bevares og sikres fred i Danmark og i resten af verden?

- Hvordan forestiller du dig, at verden ser ud om 25, 50, 100 år?

(Har menneskene til den tid lagt middelalderlige politiske arbejdsmetoder bag sig og erstattet dem med andre, mere fredsommelige?) - Hvilke globale trusler er der rettet mod Danmark? (miIiljø- og forureningstrusler? Fattigdomstrusler?) - Handler danskernes og europæernes sikkerhed også om, at befolkningerne i de politisk og materielt underudviklede lande har rimelige levevilkår og en bæredygtig udvikling?

Følgende har foreløbig givet tilsagn om at deltage i fredskommssionen: Inger Bjørn Andersen, Erik Clausen, John Avery, Carsten Rütting, Jørgen Knudsen, Erik Stinus, Peter Mikael Hansen, Geert Grønnegaard, Bjørn Møller. Som koordinator virker Erik Lau og som sekretær Ulla Røder.

NGO-støtte til OSCE

NGO-møde i Budapest 26. - 28. juni 98.

Se KØKKENRULLEN nr. 2, 1998 om mødets temaer.

Der arbejdes på at undersøge muligheden for en bustur fra Danmark til Budapest. Hvis du ønsker nærmere oplysning om en eventuel dansk bus - og om konferencens program, så kontakt:

Dorte Valentin, Hjortestien 40, 2860 Søborg, tlf. 31 67 85 16,

Jesper Morville, Folkebevægelsen mod EF-Unionen, Sigurdsgade 39 A, 2200 København N, tlf. 35 82 1800.

Tilmeldelsesblanket på næste side.

Kvinder skal overbevises af kvinder

Med økonomisk støtte fra to af landets mest mandsdominerede og EU-begejstrede organisationer, Dansk Metal og Dansk Industri, vil fem kvindelige politikere have deres EU-skeptiske medsøstre i tale

»Vi vil sige til sygeplejerskerne, hjemmehjælperne og de andre skeptiske kvinder, at de ikke kan nøjes med at hygge sig i deres omsorgsverden,« siger Helle Degn.

Hun afviser argumenter om, at EU kun har betydning for erhvervslivet og den private sektor.

For selvom de offentligt ansatte kvinder ikke umiddelbart mærker noget til det i deres hverdag, har EU alligevel stor betydning for dem, påpeger hun.

I modsætning til disse folketingskvinder, der vil belære andre kvinder om, hvad de kan og ikke kan "nøjes med", er vi en række kvinder, der tror, at danske kvinder godt kan tænke selv, og som sagtens i deres hverdag kan se, at EU vedrører dem.

Tænk blot på madsminkedirektivet, der giver tilladelse til kemiske tilsætningsstoffer i babymad.

Tænk på, at vi de sidste ilre gange har skulle sige ja til EF/EU "for miljøets skyld". Hvis vi siger ja til Amsterdam trakta ten forhindres Danmark f. eks. i at forbyde stoffer, som mistænkes for at fremkalde kræft. EU vil videnskabeligt have bevist, at der er "lig på bordet", før et stof kan forbydes.

Tænk på, at vi også hver gang har skullet sige ja for "beskæftigelsens skyld". Arbejdsløsheden i EU er steget fra 12 til 18 millioner siden vi stemte i 1993.

Tænk på, at kriminelle inden for EUs grænser får "gyldne tider", når grænsekontrollen skal afskaffes i løbet affem år. Til gengæld kan så folk fra de fattige lande uden for EU holdes borte fra vore grænser, så vi i vores rigdom ikke forstyrres af deres nød.

Og allersenest: Højesteretsdommen 6/4. siger, at den danske grundlov står over EU-lovene. l Amsterdamtraktaten står der, at EU-Ioven står over vores grundlov!