Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 10, 1999

Side 3-5

Inger Bjørn Andersen beretter fra Skotland:

Fredag den 1. 10. 1999 hørte jeg den amerikanske professor Francis A. Boyle, ekspert i international lov og specialist i atomvåben­lovgivning, i vidneskranken for Ulla Røder og to andre anklagede.

Han sagde: "Den britiske regering anerkender Haag-domstolens kendelser om krigsforbrydere i eks-Jugo­slavien, og Overhuset hen­viser til folkeretten, når de udviser Pinochet. Så må de også anerkende Haag-domstolens kendelse om atomvåben."

Og det gjorde de jo altså den 2. 10., efter at en 5-6 andre eksperter havde været i vidneskranken.

Onsdag den 20. 10. ringede en glad Ulla Røder til mig fra sit fængsel og sagde: "Nu er retssagen forbi, og dagen i dag er endt med, at vi bliver frikendt, fordi vi har handlet helt i overensstemmelse med international lov. "

Det er længe siden, at jeg har været så glad. Tak Ulla, for din store indsats!

Torsdag formiddag blev juryen hørt. Femten mænd og kvinder dømte frikendt. Ved 12-tiden gik tre frie kvinder, der har gjort noget godt for menneskeheden, ud til en jublende flok af Trident Ploughshares.

Den 14. 10. var det Ullas tur til at gå i vidneskranken. Det varede hele dagen og med hjælp af oversætter. Ulla havde fået pande- og bihulebestændelse, men var ifølge journalist Bente Bundgaards artikel i Information ved godt mod. Artiklen er interessant og fuld af Ullas replikker.

There's a monster in the loch.
Disarm it

I forbindelse med FN-dagen havde vi ti-dages udstilling på Gladsaxe Hovedbibliotek. Vi ustillede bl.a. Bente Bund­gaards artikel i forstørret form. Der er ikke plads til den i dette blad, men den kan jo lånes på bibliotekerne.

Trident is the crime

Den 2. okt. besøgte jeg Ulla i fængslet. Dejligt at snakke i 45 minutter, hvor kimen til "Dansk Trident Ploughshares" blev skabt - i vore hoveder. Man måtte ikke have blyant og papir med.

Dagen efter "blokerede" Eric Wallace og jeg for indgangen til atomvåbnene (Faslane), mens Dorothy fotograferede.

Det var en AKTION, hvorimod min fotografering af en politibetjent inde i retsbygningen var min sædvanlige situations-forvirring.

Han sultestrejkede under hele retssagen.

Ulla Røder, til venstre, blev sammen med Angela Zelter og Ellen Moxley frikendt for hærværk mod atomubåde. NordFoto


Brev til den skotske justitsminister.

Grete Møller sendte den 20. september et brev til den skotske justitsminister, hvor hun på Kvinder for Freds vegne bad ham om at gøre sin indflydelse gældende i Ulla Røders sag.

Grete skriver bl.a., at de tre kvinders ikke-voldelige aktion var baseret på etiske overvejelser i respekt for menneske­rettigheder og miljøet - i respekt for Den Internationale Domstols afgørelse fra 1996, hvor atomvåbnene blev erklæret som stridende mod Folkeretten - idet de uden brug af vold mod mennesker ville forsøge at forhindre produktion, afprøvning og brug af atomvåben, og idet de specielt anså Trident a-våben for at være en trussel mod civilbefolkningen.

De tre kvinder er af samvittighedsgrunde modstandere af de ulovlige atomvåben og vil ikke tillade, at nogen regering skal bestemme over deres samvittighed eller beordre dem til at tie om disse Trident a-våben, som er bestemt til at dræbe mennesker og ødelægge miljøet for generationer.


Om Gretes brev på vore vegne har haft betydning, ved vi selvsagt ikke, men det er i hvert fald godt, at de højeste myndigheder får meldinger om, at vi forventer retfærdighed fra deres side.

Fredsskattefonden har også sendt breve både til danske og engelske myndigheder og desuden støttet Ulla økonomisk.

Og så er Ulla og de to andre kvinder jo frikendt! Frikendelsen kan (ifølge dagbladet Information 29/10.) ikke omstødes af High Court. Den kan klargøre dommen, men ikke ændre den.

Forleden i en radioudsendelse blev det foreslået at indstille de tre aktivister til Nobels Fredspris - fin ide!!!

Aase B-N.

Side 6

Bedstemødrene på Stortingsplass

På Stortingspladsen i Oslo har Bedstemødrene mod Atom­våben og Vold i 15 år hver onsdag mødt op for at demonstrere for fred i verden.

De laver hver uge en ny løbeseddel, hvor de gør opmærksom på sager, de finder i forskellige aviser, eller de skriver selv småartikler.

Den 8. september citerer de Thorvald Stoltenberg (tidI. norsk udenrigsminister og Balkan-mægler) for at sige, at den såkaldte Rambouilletaftale - som aldeles ikke var nogen aftale, men et ydmygende diktat til Milosovich om NATO-landenes ubegrænsede ret til at invadere hele Serbien - snarere var et påskud for at starte Kosova-krigen end et forsøg på at undgå den!

Ligeledes den 8/9. citerer de Nobelkomiteens leder, Francis Sejersted, som kritiserer, at der overhovedet ikke har været nogen debat i den norske offentlighed om den nye strategi, som NATO indførte midt under Kosova-krigen. Den betyder, at NATO nu må udføre militære aktioner uden for eget område.

Ifølge den hidtidige traktat må NATO kun gå i aktion, hvis der sker væbnet angreb på medlemslandenes territorier.

Heller ikke i Danmark har der været nogen folkelig debat om den betydelige udvidelse af NATO' s operations rettigheder.

I Kosova-krigen førte NATO angrebskrig uden for eget område!

Den 29. sept. skriver Bedstemødrene, at Norge nu har destrueret alle sine landminer, men at der findes amerikanske landminer på norsk jord, og disse miner kan den norske regering desværre ikke tage ansvar for!

USA og Tyrkiet er de eneste NATO-lande, som ikke har villet underskrive minekonventionen, men tværtimod modarbejdet den.

Ved ikke at ville stille krav til amerikanerne om at fjerne deres miner på norsk jord, er Norge med til at undergrave en unik international aftale, der skal løse et akut humanitært problem. (citat fra Chr. H. Ruge, minepolitisk rådgiver i Norsk Folkehjelp).

Det minder meget om den danske regering, der ikke ville kræve, at USA overholdt det danske forbud mod atomvåben på dansk territorium - man undlod ganske enkelt at spørge om de havde a-våben ombord

Side 7

"Freden kan ikke overlades til dem, der skaber konflikterne.

Fredsprocessen må udvides. Vi kan ikke vente på, at nogen skal vinde.

Vi må inddrage det civile samfund.

Det, der afsluttede krigen i Guatemala, var pres fra det civile samfund, det folkelige pres, de almindelige mennesker - det lykkedes dem at bringe konflikten ud af verden. Vi, Guatemalas folk, tvang de stridende parter til forhandlingsbordet for at skabe en fredsproces og ikke for at omdanne den politiske proces til en krig. Vi tvang de stridende parter til at forhandle og til at vælge fred".

Rigoberta Menchu (modtager af Nobels Fredspris i 1992) på latinamerikansk konference "Fred, demokrati og udvikling" i Ecuador april 99.

Svenske aktivister dømt for atom­hærværk

Samme dag som danske Ulla Røder og to britiske aktivister blev frikendt for hærværk mod Storbritanniens Trident atomsystem, blev tre svenskere dømt skyldige for stort set det samme

Ifølge Ploughshares organisationen, som de alle er tilknyttet, skyldes den himmelråbende forskel anklagens art og dommeren.

»Svenskerne blev anklaget for sammensværgelse, hvilket er en meget alvorlig forseelse i henhold til engelsk lov«, siger David MacKenzie fra Ploughshares Trident kampagne TP2000. De tre aktivister i Skotland blev kun anklaget for »ondsindet beskadigelse« og tyveri. Desuden ville dommeren i Preston ikke tillade, at forsvaret førte eksper­tvidner. der kunne forklare de internationale retsregler og Trident-systemet. Det ville sheriffen (dommeren) i Skotland godt, og under Ulla Røders retssag blev der indkaldt adskillige eksperter i f.eks. folkeret og ned­rustning som vidner.

Side 8-9

ECHELON MED DE STORE ØRER.

Af Geo Horn.

Da fredsbevægelserne i 80 'erne begyndte at snakke om det store elektroniske efterretningssystem (e-system), var der nærmest kun hovedrysten og paranoia-beskyldninger tilovers for dem. Det rykkede intet, da man sendte en tv-udsendelse om Menwith Hill i England.

Men da det blev klart, at man sidst i 90 - erne kan aflure erhvervslivet og forretningshemmelighederne, så skete der noget. Echelon kom i alle medier, bl.a. Information har kørt en lang og meget oplysende serie om fænomenet.

Echelon er militær, politisk og økonomisk efterretning eller "signalindsamling" ved hjælp af den mest moderne teknologi. Alle elektroniske signaler over hele verden kan opfanges, sorteres, lagres, analyseres og tolkes til brugbare data for magthaverne.

Kernen i aflytningen er et samarbejde mellem fem lande ledet af USA.

Grundlaget er UKUSA-aftalen mellem USA og England (UK) om signalefterretninger. De to er kernelandene.

I anden række tæt knyttet til kernen er Canada, Australien og New Zealand.

I tredje række kommer en del lande, der hver for sig har indgået en aftale med UKUSA-samarbejdet.

Et mini-Echelon var i brug før 1990. Men vi skal sikkert endnu længere tilbage i tiden for at finde starten på det hele.

Danmark har i perioden 1902 - 1986 indgået 57 traktater og aftaler med USA. Af dem er de 20 hemmelige. Den første hemmelige indgås i juni-juli 1951 (aftale nr.7). Den kunne rent tidsmæssigt passe med starten på Forsvarets Centralradio fra 1948, der beskrives som en hemmelig amerikansk lyttestation på dansk grund (Information 9.-10.10.99). Det passer også fint med den hemmelige handelsboycot COCOM, der begynder i 1947, samtidig med Marshall-hjælpen, hvilket nok ikke er tilfældigt.

Kunne vi komme til at se indholdet af de 20 hemmelige aftaler, ville vi sikkert blive en hel del klogere på COCOM, ECHELON, Thule-sagen, Danmarks atomvåbenpolitik, de hemmelige efterretningsstationer i rigsfællesskabet, FE og PET og de skiftende regeringers uvilje til at lade disse ting undersøge. Man kan jo ikke pille i det ene, uden at få fat i noget af det andet. Derfor er det også så vigtigt, hvem der kommer til at pille, de steder, hvor man er blevet pisket til at lukke op.

I starten under den kolde krig drejede virksomheden sig om militære og politiske forhold. Efter den kolde krig har begrundelsen især været terrorist- og narkojagt.

Det gælder nok også i dag, men lige så højt prioriteret er industrispionage,hvor adskillige eksempler antyder, at Echelon har været i aktivitet. For at lette arbejdet for e-tjenesterne har man indlagt hemmelige adgange i f.eks. Windows-styresystemerne og i internet browseren Explorer. Derved kan National Security Agency,USA (NSA) lettere komme ind og "lytte med".

Da så kodning eller kryptering af elektronisk kommunikation begyndte at blive et problem for e-tjenesterne, ville de have et loft over koderne (den såkaldte Wassenaar-aftale). Den endte med at blive indgået på et niveau, hvor e-tjenesterne kan overkomme at bryde koderne.

33 lande er med under aftalen (der minder meget om COCOM). Den er et forsøg på at forhindre den elektroniske meddelelsesfrihed. Den blev begrundet med "ordens­hånd­hævelse", altså jagt på terrorister, narkoforbrydere og andre kriminelle; men eksperter hævder, at det i lige så høj grad handler om regulær e-virksomhed og industri­spionage.

Ved indgåelsen af Wassenaar-aftalen måtte Danmark dreje 180 grader i sin holdning p.g.a. hårdt og kontant pres fra USA. Nu blev krypteringsprogrammer større end 64 bit underlagt eksportkontrol. Det er også ulovligt for brugerne at hente gratis krypteringsprogrammer over 64 bit ned fra nettet.

Danmark har/har haft otte elektroniske lyttestationer på sit territorium.

Mest kendt lige nu er Aflandshage på Amager, der formodes at arbejde under UKUSA-aftalen om signal­efterretninger, og dermed er en del af Echelon-systemet.

Den danske regering vil ikke undersøge sagen. Den benægter ethvert kendskab til den; men har underligt nok læst EU-parlamentets rapporter om det her.

I det hele taget er hele denne overvågnings-og aflytningsteknologi ved at udvikle sig til et nyt "våben­kapløb", hvor alle - også erhvervsvirksomheder - opruster. Spiralen hedder datasikkerhed dataafkodning - højere datasikkerhed osv. Og den kaster stigende profitter af sig.

Echelon er bekræftet via udsagn fra tidligere medarbejdere i flere involverede landes e-tjenester, interne amerikansk-britiske dokumenter (bl.a. femskaffet af to fredskvinder, der brød ind på Menwith Hill), journalistisk kulegravning i flere lande, rapporter udarbejdet for EUparlamentet - og af den danske regerings tåbelige skæg-og-blå-brillerholdning. Kort sagt er Echelon det dokumenterede navn for et eller flere centrale computerbaserede systemer i de deltagende landes globale signal-evirksomhed.

Som en krølle på det hele kommer så, at verdens mest avancerede udstyr til aflytning er dansk og produceres i Grenå.

Så god fornøjelse næste gang du betjener dig af computer, telefon, mobiltelefon, telefax, e-mail og internet. Der er automatisk medhør.

Side 10

Rusland har lært af NATO

I et forsøg på at give det mest fordelagtige billede af krigen har den russiske regerings informationskontor, Rosinform­center, netop udsendt en sproglig kodeks, som militæret skal betjene sig af i deres kommunikation med offentligheden. Ordet flygtninge indgår ikke, og der er heller ikke længere tjetjenske oprørere i den officielle jargon. Dc skal omtales som terrorister, og i stedet for at tale om landoperationer taler man nu om russiske »enheders eller underenheders særlige operationer for at befri det tjettjenske territorium fra banditters kontrok.«

Et højtstående medlem af den russiske generalstab, Valerij Manilov, antydede i Moskva, at militæret er indstillet på at fortsætte de nuværende angreb.

»Jeg tror, at Grosnij, lige som andrc beboede områder, vil blive befriet for terrorister, og at terroristerne selv vil hlive udslettet, sagde han og gav dermed et frisk eksempel på en ny sprogkodeks, der betyder, at tjetjenske oprørere officielt omtales som 'terrorister'

NATO-succes

Initiativtagerne til den russiske propagandakampagne skjuler ikke, at de har fået derres inspiration fra NATO, der i Jugoslavien skildrede sine successer plus serbiske grusomheder.

Klip fra Information og Nordj. Stiftst. 24/10.99

Ebbe Reichs fredssang blev sunget i en lang række europæiske byer lørdag d. 23. okt. kl. 12 som optakt til FN-dagen. Den blev bl.a. sunget i København og Gladsaxe.

Ebbe Kløvedal Reichs fredssang

Melodi: Drink to Me only with thine Eyes - en gammel engelsk folkemelodi af den engelske digter Ben Jonson, der levede 1572 -1637.

Den blågrønne gåde, der svæver i rummet
er stedet, hvor livet gror.
Mægtig, afmægtig og rig eller fattig,
vi deler den samme jord.
Hvis det, vi har med,
er retfærd og fred,
vil gåden finde sin løsning. Mægtig, afmægtig og rig eller fattig,
vi deler den samme jord.

Verden er ung, og ingen kan sige,
hvornår den bliver klog på sig selv.
Livet bliver ved. når vi andre er borte,
medmindre vi slår det ihjel.
lad frygten dø ud, på venskabets bud,
og freden åbne for glæden. Livet bliver ved, når vi andre er borte,
medmindre vi slår det ihjel.

Verden er ung. og den lever i håbet.
om livet. der bare bliver ved.
Freden er ikke fravær af krige.
men livets mangfoldighed.
Når krigen dør ud, på kærligheds bud.
og mørket viger for lyset.
Freden er ikke kun fravær af krige,
men livets mangfoldighed.

Side 11

EU en militær stormagt?

Det bliver værre og værre. Først udnævnte EU den tidligere generalsekretær for NATO, Javier Solana til EU's "udenrigsminister", den højtstående person, som USA's tidligere udenrigsminister, Henry Kissinger, efterlyste, fordi han ikke kunne hitte ud af, hvem han skulle ringe til, når han ville vide, hvad EU mente om sagerne.

Oveni er det nu næsten afgjort, med dansk velsignelse, at samme hr.

Solana også skal være generalsekretær for Vestunionen, WEU. Det understøtter blot formodningen om, at udenrigspolitik i EU-sammenhæng er stærkt præget af militær!

WEU er den rent europæiske militære organisation, som hidtil ikke har haft stor betydning, da den blev overgået af NATO, men som er blevet vakt til live for at blive fødselshjælper for den EU'ske militærmagt.

De danske regeringer har siden 1972 benægtet, at EF / EU nogen sinde skulle kunne beskæftige sig med militær. Men den omvendte salamiteknik har virket. Lidt efter lidt er militæret listet ind i traktaterne, først i Maastricht - hvor Danmark i 1993 fik sit forbehold over for medlemskab af WEU - siden i Amsterdam, hvorefter der kan indføres "fælles forsvar, hvis Det Europæiske Råd træffer afgørelse herom".

Modstandernes påpegning af, at statscheferne altså kunne bestemme det uden traktat- ændring, endsige folke­afstemning, blev afvist som "hysterisk paranoia hos EU-modstanderne".

Men i det sidste års tid har vore ledende politikere, ikke blot fra konservative og Venstre, men også social­demokrater og sågar radikale, skiftet ham og mener, det er en nødvendighed med fælles militær, og at Danmark hurtigst muligt skal af med forbeholdene for "at sidde med ved bordet"!

Solana har nedsat en ekspertgruppe, som mener, at EU skal "have mulighed for at træffe beslutning om alle former for konflikt forebyggelses- og krisestyringsopgver". Og det gøres altså ved "udvikling af europæisk militær kapacitet til selvstændig indgriben ved hjælp af en troværdig militær styrke".

Det ville have klædt demokratiske politikere, hvis de havde fremlagt et troværdigt forslag til fredelig konflikt­forebyggelse og krisestyring.

Så hvis vi ikke passer meget på, bliver der sat endnu en skive - den militære - på EU-pølsen.

Aase Bak-Nielsen

Dette nr. er red. af Nibe/ Aalborg, som også redigerer næste nr. Deadline 28/12.

Tilbage til forrige nummer af Køkkenrullen

Tilbage til 1999

Til næste nummer af Køkkenrullen