Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 3, 1999

År 2000 - FNs
Internationale Fredskulturår

Årene 2001 - 2010 FNs Internationale Fredskulturtiår

Den 20. november 1997 erklærede FNs Generalforsamling år 2000 for FNs Internationale Ar for Fredens Kultur. Initiativet kommer fra ECOSOC (FNs Økonomiske og Sociale Råd), som anbefaler, at dette specielle FN år fokuserer på kulturel mangfoldighed for at fremme tolerance, solidaritet, samarbejde, dialog og forsoning.

Bangladesh introducerede resolutionsudkastet til Hovedforsamlingen med støtte fra 54 lande. Det faktum, at resolutionen blev enstemmigt vedtaget karakteriserede generalsekretær Kofi Annan sådan: "A momentous decision has been taken and History will testify to the importance of this decision for future generations." - Lad os håbe, han har ret!

UNESCO har ansvaret for gennemførelsen af Fredskulturtiåret.

Generalsekrtær Federico Mayor har sagt det sådan: " Fredskultur er en trans-formation fra magtens og frygtens logik til fornuftens og kærlighedens magt."

Udsagnet signalerer ligesom et internationalt og et tiår for fredens kultur, at vi lever i en tid, hvor magten og frygtens logik har fået fodfæste, og at det er på tide aktivt at møde destruktive samfundskræfter med fornuft og kærlighed. Fred er ingen abstrakt ide, men et resultat af kulturelle, politiske, sociale og økonomiske forhold.

Fredskultur er et nyt begreb,som de fleste af os ikke forbinder med noget. Men går mange nok ind for at fylde ordet med indhold og mening, er det et begreb med et stort potentiale. Ved ar synliggøre en fredens kultur som en alternativ kultur, belyses sider ved dagens samfund, som modsætning til en fredskultur.

Vi ser, hvordan vold og agression overtager en stadig større del af underholdningsindustrien, hvorledes underholdningsindustrien i stigende grad dominerer medierne, og hvordan ikke mindst børn og unge gøres til mål for en stadig mere agressiv markedsføring af unødigt forbrug og egoisme.

Resultatet er et koldere, hårdere, mere endimensionelt og mere nådesløst samfund.

Begrebet Fredens Kultur sætter konkurrence- og voldskulturen i relief og synliggør, hvordan mennesker gøres til middel for materialisme og marked.

I hvilken grad Fredskulturbegrebet vil blive en floskel eller et redskab for at vende en negativ udvikling er op til os. - Det er en vigtig fælles opgave at fylde begrebet med mening, gøre det til en del af dagligsproget og synliggøre fredens kultur som en realistisk udviklingsvej. Skal dette lykkes trænger vi til en dybere forståelse af udfordringer som blandt andet:

1. Hvilke muligheder for indsigt, forståelse og social ændring ligger i fredskulturbegrebet?

2. Hvad er det som bidrager til at fremme eventuelt forhindrer udviklingen af en fredens kultur?

3. Er der forbilleder eller erfaringer som overses, netop fordi de tilhører traditioner og tankesæt, som er forskellig fra voldskulturen?

4. Findes der kulturer, som kan kvalificere sig til at kaldes fredens kulturer, og hvad kan vi lære af disse?

5. Hvorledes kan forskere og opinionsledere inden for offentlig forvaltning, uddannelse og medieverden bidrage til at fremme en fredens kultur?

6. Hvordan kan almindelige samfundsborgere bidrage?

7. Hvordan gøre FNs Internationale tiår for Fredens Kultur til en succes, og hvad bør være kriteriet for en sådan succes?

8. Hvilket ansvar har hver enkelt af os, og hvordan kan vi virkeliggøre det?

Med sådanne udfordringer som baggrund ønsker Nordiske Fredskvinder at indbyde forskere (forskningsråd og -institutioner), mediefolk og politikere til et symposion i Sigtuna i næheden af Stockholm den 14. og 15.oktober 1999.

Symposiet ønsker blandt andet at samle interesserede forskere og aktivister for at belyse problemstillinger, kortlægge viden om og mobilisere til interesse for forskning i Fredskulturens indhold og muligheder.

Hvis FN's beslutning om at satse på Fredskultur, som et middel til ændring af verdenssamfundet fra at blive styret af vold og magt til at bygge på fornuft og forståelse mellem nationerne, må ikke alene græsrødderne, men også de etablerede forskere, medierne og politikerne samarbejde for at give Fredskulturbegrebet kød og blod.

Grete Møller,

medlem af Nordiske Fredskvinders arbejdsgruppe om emnet "Fra Voldskultur til Fredskultur".

Dette emne talte Grete om den 8.3 på Statens Museum for Kunst (redaktionen).

Fred

Av Ingrid Sjøstrand

FRED
ÄR INTE FRANVARO AV KRIG
FRED ÄR INTE LUGN OCH RO
INTE ORDNING OCH SÄKERHET

FRED ÄR ET ÄVENTYR
FRED ÄR NYA UPPTÄCKTER
UPPFINNINGEN AV EN NY ART:
MÄNNISKAN

FRED ÄR LIVETS MÄRLIGSTA MUTATION
SKAPAD AV MÄNNISKAN

FRED ÄR INTE FRIHET
FRED ÄR AT FRIGÖRA MÖJLIGHETER

FRED ÄR INTE AT SLIPPA SLÅS
FRED ÄR ET TVÅNG ATT GÖRA VÄRLDEN BÄTTRE

FRED ÄR INTE OBEROENDE
FRED ÄR ATT INGÅ I EN HELHET

FRED ÄR INTE TRYGGHET OCH BESTÄNDIGHET
FRED ÄR INTE EN GARANTI FÖR NÅGONTING

FRED ÄR ATT OVISS STIGA UR NEUROSEN
OCH MÖTE VERKLIGHETEN

FRED ÄR INTE FRIHET FRÅN FAROR
FRED ÄR ATT VÅGA KLÄ AV SEJ SINA FÖRSVAR

FRED ÄR INTE ATT KOMMA OVERENS OM ANDRAS VILLKOR
FRED ÄR AT DELA ALLAS VILKOR

TRIDENT JAGTEN ER GÅET IND

Atomubådsbasen i Faslane, Skotland blokeret af Trident Ploughshares 2000.

56 blev anholdt i løbet af 3 timer, deriblandt tidligere SNP leder William Wolfe, Labour MP Dennis Canavan og Norman Shanks, leder afIona og church ofSkotland minister og Tommy Sheridan, Scottish Socialist Party chief.

Stor deltagelse igen.

Gadeaktion den 13/2 i Glasgow city blev en stor succes, og vi får stadig nye aktivister.

Blokaden den 15.2.: Denne dag, en regnfuld morgen, stod 100 morgenfriske aktivister op k!. 5.00, pakkede vores ting og drog afsted til Skotlands Vestkyst. Ubådsbasen Faslane Naval Base var målet. Vi havde til hensigt om muligt at blokere basen hele dagen til kl. 18.00. Vi noterede os straks, at en hel del politifolk også var stået tidligt op, så det lykkedes os kun i 3 timer at forhindre de ca. 5000 ansatte på basen at møde til tiden den dag. De kunne således først efter k!. 10.00 om formiddagen udføre deres arbejde med pudsning, pasning af ubåde og jeg skal komme efter dig, eller hvad de ellers får tiden til at gå med deroppe i fredstid.

Vi sørgede for varieret underholdning med dygtige musikere og sangere, alt imens de venlige betjente måtte løsrive sig fra vores smukke sangerinde og fik travlt med at finde husly til de 56 demonstranter, der valgte at lade sig arrestere. De var forberedte på vores besøg og havde bestilt mad til os og sørget for at bygge en ekstra arrest inde på basen til at huse Trident Ploughshares 2000 flittige brugere, som efterhånden er blevet faste gæster. Så mange har der dog aldrig været før på een dag. De fleste blev ført til en lokal politistation og 11 af os blev ført til arresten på basen af MOD politiet, hvor vi sad i 8 timer og blev høfligt kørt hjem igen. Inden vi forlod dem, ville De lige vide, om de så os igen. Det lovede vi dem.

Anklager for brud på freden.

Siden starten i august har flere hundrede allerede været arresteret, over 250 dage er tilbragt i fængsel, bøder udstedt for over flOOO og et utal af timer er brugt i retten.

Atomvåben koster skatteborgerne dyrt.

Men selvom ikke voldelige direkte aktioner kan være særdeles underholdende, er det jo ikke bare for underholdningen, vi gør det her.

Når fredsaktivister på denne helt fredelige og ikke voldelige måder demonstrerer mod trussel med atomvåben udenfor en af de største atomvåben baser lyder anklagen ironisk nok på "brud på freden". Fred er blevet et misbrugt ord; fredsskabende, fredsbevarende osv..

Jeg er glad for at have været der, og kan med god samvittighed sige, at jeg gør gerne en indsats igen for at få de ansvarlige myndigheder til at indse, at disse våben må afskaffes. Mange andre deltagere samtykker heri. Der var deltagere fra flere lande, bla USA, Nederlandene, Columbia, Irland, Frankrig. Et ungt par, opvokset i Columbias regnskov, havde rejst hele vejen over kloden for at kæmpe for deres miljø.

Vi kræver loven overholdt.

Ved min direkte handling ønsker jeg at vise min vrede over at skulle leve et liv i utryghed og frygt for katastrofer mod menneskeheden.

De internationale humanitære love skal overholdes af de ansvarlige regeringer og andre personer, der arbejder med opbygning og vedligeholdelse af disse ulovlige atomvåben systemer, som kort sagt gennem forurening af vand og luft har skabt en biologisk kædereaktion over alle (lande) grænser til skade for alt levende på vores planet i flere hundrede tusinde år. Det er os civile, der betaler prisen med vores liv som indsats.

Vi behøver blot at skue til Ruslands nedbrudte samling af atomvåben for at få et glimt af det skræk scenarie, der i næste omgang også er vores. Ved at sælge vores affald til det svækkede Rusland ændres intet. Der er ingen løsning i at "feje skidtet ind til naboen".

Det angår også vores arvinger.

Jeg vil kunne trække vejret, drikke mit vand, spise min mad, ogjeg vil kunne vandre en tur i naturen uden at skulle tænke på de mange usynlige giftstoffer, der ophober sig der og i min krop.

Mine børns arv skal ikke være lidelser og livsfarlige sygdomme og misdannelser, som desværre er nogle af langtidseffekterne af radioaktive stoffer, som vi indånder eller kommer i berøring med.

Jeg kræver min ret til at forsvare mig, mine børn og forhåbentlig kommende børnebørn mod bestråling og radioaktive gifte og mod trussel for udslettelse på grund af atomvåben magternes tro på atomvåbenafskrækkelse.

Slyngler med
massedestruktonsvåben.

Selvom vi igen og igen bliver arresteret for brud på freden, alvorlig beskadigelse af atomvåbenubåde og relaterede anlæg, for at færdes i den skotske natur på militærets område og meget andet, så er vores påståede ulovligheder begået for at afværge de virkelige "slyngler" i at udføre deres forbrydelser mod mennesker og miljø. De ansvarlige findes bl.a. på 39 baser i Storbritannien; blandt videnskabsmænd, som tester og udvikler stadig mere langtrækkende og præcise bomber; hos beslutningstagerne, som ikke vil tage de love og regler, som de selv har været med til at indgå alvorligt og i NATO. Trident atomvåben systemet vil blive brugt i NATO's atomvåbenforsvar. Der er desværre idag et flertal i folketinget, som går ind for, at Danmark fortsat tilslutter sig NATO's førsteslagsstrategi. Dette på trods af Den internationale Domstols udtalelse af 8/71996, at atomvåben er ulovlige ifølge de gældende internationale love gældende for væbnede konflikter, og uden hensyn til Geneve Konventionen Protokol 1977, som forbyder angreb mod civile og krigsmetoder som har til hensigt eller kan sprede omfattende langtidsskader, eller alvorlige ødelæggelser af miljøet. Atomvåben er massedestruktionsvåben af værste slags.

Atomvåben kan ingen leve af.

Jeg ønsker ikke at blive "forsvaret med atomvåben". Så længe vi skal leve med disse våbens eksistens, kan ingen føle sig trygge.

Tryghed er en forudsætning for at verdens borgere som udgangspunkt kan leve sammen i en fredelig sameksistens.

Jeg ville ønske, at flere ville forstå, at disse mange milliarder atomvåbenindustrien bruger på, hvad de påstår er sikkerhed, kunne skabe meget tryghed og sikkerhed hos mange mennesker, hvis de samme penge i stedet blev brugt til at hjælpe mange syge og fattige ud af deres trængsler. Sulten og nøden er disse menneskers fjende nr. 1, så længe vi ikke kan sikre menneskehedens basale behov for mad, vand, medicin og husly er dækket.

Jamen, atomvåben har da skabt fred siden....?

De personer, der stadig hårdnakket påstår, at atomvåben har skabt fred og balance, burde sætte sig ind i, hvor mange mennesker der er dræbt i krige siden 2. verdenskrig. Hvor mange soldater er ofret, hvor mange diktatorer har man fanget og hvor mange slyngelstater findes der fortsat?

Hvad koster et menneskeliv?

Men hvorfor skal så mange civile lide af sygdomme og fattigdom, og hvor mange flere skal lide af cancer, leukæmi og andre dødelige eller langvarige sygdomme, forårsaget af og test og produktion af atomvåben, før der bliver gjort noget? Det enkelte liv er vigtigt. Det mener vores domstole jo også, når de dømmer mordere i det civile samfund, men når det gælder militæret, så er menneskeliv blot brikker på deres strategi kort, som nogle mener, de kan tillade sig at dræbe i en højere sags tjeneste.

Atomvåben er ubrugelige i krig. De løser ikke krige og konfliker, men skulle uheldet være ude, eller en syg gammel præsident træffer en uoverlagt beslutning, ja så er virkeligheden den, at vi alle kommer til at lide.

Sikkerhed er uden atomvåben.

Når Trident Ploughshares 2000 kan gå ombord på atomvåben ubådene, kan svømme rundt i timevis, kan påvise gentagne ødelæggelser af hegn og indtrængen på baserne, hvad kan der så ikke ske, hvis desperate terrorister med onde hensigter får samme ide? Jeg tør påstå, at uanset sikkerhedsvagter, pigtråd, hegn i kilometervis, kameraer osv. kan en dygtig terrorist let trænge ind og udøve sabotage, og måske endda nå at slippe ud igen uset. Ubs! Lad os ikke håbe terrorister læser dette blad.

Vi fortsætter til sidste m/k.

Trident Ploughshares 2000 fredelige og ikke voldelige aktion var vellykket. Vi spredte ikke terror, men et budskab til offentligheden, at vi kræver Den internationale Domstols afgørelse respekteret, og vi kræver internationale konventioner og regler overholdt.

Hvis den britiske regering starter afrustning af Trident atomvåben systemet nu, vil vi stoppe vores forsøg på at gøre det selv. Vi fortsætter vores sikre demontering, indtil den sidste person, som har afgivet deres løfte til Trident Ploughshares 2000 er arresteret og fængslet.

Jeg sender til sidst Kvinder for Fred min tak for jeres flotte opbakning og støtte til Trident Ploughshares 2000. Vi kunne godt bruge nogle flere stærke supportgrupper her i landet, så frivillige efterlyses hermed.

Det var bare lige det jeg ville sige. Tak.

Ulla Røder

DANISH CENTRE FOR CONFLICT RESOLUTION

Svaret blæser i vinden

af Else Hammerich

"Hvis angrebet kommer, ophører enhver samtale og angriberne bør lukke deres ambassader her i Beograd øjeblikkeligt. Måske kan vi ikke knuse hvert amerikanskfly, men vi kan fange alle deres agenter, som er samlede iforskelligejorræder- organisationer som Beograd Cirklen, Kvinder i Sort, Helsinki Kommiteen for Menneskerettigheder i Serbien og Borger Alliancen ".

Sagt om NATOs evl. bombardementer
af Vojislav Seselj, viceministerpræsident i Serbien, 28 .september 1998

Jeg møder Snjezana i oktober på en europæisk konference om PEACEMAKING AND CONFLICT RESOLUTION i Belfast. Det er tredje gang, jeg træffer hende, og det glæder mig. For i hendes nærvær bliver enhver samtale opslugende efter få minutter, hun nægter åbenbart at spilde tiden, Hun giver humor og latter og opmærksomhed fra sig, sammen med sin slaviske melankoli, som hun selvironisk vedkender sig.

Og lige nu er der grund til melankoli. Snjezana fra Serbien sidder i panel med andre repræsentanter for de civile samfund i ex-Jugoslavien: Kosovo, Makedonien og Kroatien, Selv har hun boet i Beograd næsten hele sit liv, men hendes familie stammer fra Kroatien. Hun er psykolog og arbejder for Centre for Antiwar Action. Hun repræsenterer et Serbien, vi hører så for lidt om, den modige opposition, som under hele Milosevics regime har arbejdet for demokratiske forandringer og mod krigen. Først kirgen mod Kroatien, så mod Bosnien, og nu den frygtelige krig mod Kosovo albanerne - og Natos trusler om bombardementer i Serbien.

Snjezana har - og det ligner hende ikke - intet svar på det uudtalte spørgsmål fra konferencens 300 deltagere: Hvad kan vi gøre for at bedre situationen?

- Jeg ved det virkelig ikke, jeg føler mig som et stykke papir, der blæser i vinden.

Før krige og efter krige er der indlysende opgaver for internationale NGOer, der arbejder med praktiske freds spørgsmål. F.eks. at skabe møder tværs over grænserne, for at bryde fredsgruppernes isolation og opsplitning, og for at de kan få nye kræfter, nye arbejdsmåder. nye venlige netværk. Når krigen først bryder løs, er det svært.

Det eneste, jeg lige nu kan finde på, er at fortælle Snjezana's historie, som handler om almindelige mennesker, som lider under krigen og prøver at forhindre - og senere mildne den.

Så vi mødes i det irske guesthouse's polstrede hygge og taler sammen over to aftener.

I det urolige forår 1991, før overfaldet på Kroatien, reagerede Serbiens befolkning med en bølge af masse-demonstrationer, for pressefrihed, fred og tolerance, mod Milosevic' nationalisme og krigstrusler. Men den kom, krigen, og viste sig også i Beograd. Demonstrationerne blev forbudt, og gaderne fyldtes af tanks, tåregas, politivold og drab. Protesterne fortsatte også efter krigsudbruddet, men neddæmpedes, og så holdt de op.

Fra august brød det for alvor løs. Osijek, Vukovar, Dubrovnik.

- Jeg følte mig splittet. Det meste af min familie boede i Kroatien: hvordan kan nabo dræbe nabo? Min energi var høj, men hvorhen skulle jeg rette den? Jeg måtte gennemtænke mine valg. Jeg kunne tage parti, flygte, eller blive i Beograd i en ny position: prøve at forstå og forandre uden at være på nogens side. Jeg valgte det sidste. Jeg fandt også ud af, at det ikke er ret vigtigt at have ejendom og fast job, for man kan miste det hele på et minut.

- Men hvem er jeg egentlig, når jeg ikke definerer mig via min nation, mit job eller mit hjem? Det der betyder mest, fandt jeg, er de nære forhold, de helt små samfund, hvor man kan føle sig tilpas, skabe noget, være venlig, være stærk - alt det der er blevet umuligt for os i forhold til det store samfund. Og præcis der kunne jeg se noget, vi som psykologer kunne tilbyde andre. Vi kunne skabe rum, hvor man hjalp hinanden med at værdsætte de små cirkler, bevare de civile forhold, aldrig acceptere at bekæmpe hinanden, flygte eller rage til sig.

Snjezana var ikke den eneste, der tænkte i de baner. Folk fra forskellige faggrupper slog sig sammen om at bevare et civilt samfund i Serbien. En vifte af NGOer opstod, en helt ny erfaring for jugoslaverne. Der var en atmosfære af selvværd og mod, fortæller Snjezana. Man hjalp hinanden, f.eks. med at skjule unge mænd, som ikke ville i krig.

Et af krigens første resultater var en enorm strøm af serbiske flygtninge fra Kroatien.

Snjezana arbejdede med deres børn i døgndrift.

- Jeg lærte hvor vigtigt det er at fokusere på, hvad man faktisk kan gøre, og så lade alt andet være baggrund, bekymringerne, rædselshistorierne. Så når børnene ikke kunne sove, fordi de var bange for, at deres forældre var døde, eksisterede der kun eet for mig, at give dem fred og ro. Jegfik dem til at slappe af forestille sigforældrene i live, lykkelige øjeblikke, kærlige ord, gode erindringer. Så faldt de i søvn, og det var det afgørende, lige nu.

l foråret 1992 nåede krigen Bosnien. I Sarajevo protesterede flere hundredtusinde muslimer, serbere og kroater sammen mod den utænkelige borgerkrig, som alligevel kom med myrderier og etniske udrensninger. Også i Beograd indkaldte Antiwar Action til fredsdemonstrationer, men der kom færre nu. Folk var trætte og bange.

Nationalisteme dominerede nu, og behandlede de mennesker, der forlangte forhandlinger fremfor våbenmagt, som forrædere. For Snjezana blev det politiske sammenbrud også et personligt sammenbrud.

- Den samme historie, de samme lidelser, strømme af fattigef lygtninge igen, nu kunne jeg ikke mere. Jeg var udbrændt, og uforberedt, for vi vidste dengang næsten intet om krigstraumer. Min organisme brød sammen: smerter, elendig koncentration, røg og drak for meget, mavebesvær - jeg kastede rent bogstaveligt op, når man fortalte mig om nye rædsler og lidelser. Min vilje til at leve blev svag, jeg kunne ikke hjælpe nogen. følte mig som en byrde for andre.

Midt i sin fortvivlelse fik Snjezana i 1993 et stipendium til et års fredsstudier ved et universitet i USA, og hun sagde ja. Hun skulle studere sammen med folk fra 30 nationer, bl.a. Sydafrika, Uganda, El Salvador, Costa Rica, Nordirland, Rumænien, Kina, Rwanda. Selvom hun græd hele vejen til lufthavnen og på det meste af flyveturen, vidste hun, at det var en rigtig beslutning.

- Jeg havde det perspektiv, at jeg ville overleve i fred, i distance, blive hel igen, for at tage tibage til Beograd og vide, hvad jeg skulle gøre, og gøre det. Jeg havde brug for en pause og det lærte mig noget om tid: vi må erkende dens væsen, rumme den og samarbejde med den, ikke modarbejde den ved at presse den og speede op. For gør vi det, bliver tiden en af fredens største fjender.

- Studierne var krævende. det var godt for mig. Og endnu bedre var det at være sammen med alle de andre, dele erfaringer, vide at vi ikke er alene i Beograd, det gjorde mig stærkere, mere samlet. Den sidste aften sad vi sammen, bedrøvede, fordi vi vidste, at vi nok ikke så hinanden igen, og lykkelige for det, vi havde sammen.

Snjezana kom hjem i sommeren 1994 til et forandret Serbien. Den gode nyhed var, at der var fremgang for krigsafslutningen i Bosnien. Dayton-aftalen nærmede sig. Den dårlige var, at korruption, mafia og grådighed havde besat landet.

Snjezana gik ind i gruppen MOST under Antiwar Action. MOST betyder "bro" og forbogstaverne står for fredelighed, åbenhed, samarbejde og tolerance.

- Vi arbejdede med skolebørn. Det var livsvigtigt, at de fik begreb om ikke-vold, tolerance. at løse konflikter på civiliseret vis, at gennemskue fjendebilleder. Vi uddannede 60 trænere, udarbejdede programmer for tre forskellige aldersklasser, trænede lærere, skrev manualer. Og det lykkedes via universitetet og UNICEF at få programmerne ind på de offentlige skoler. 20.000 børn lærte noget om fredskultur, midt under en krig.

Tænk. noget var lvkkedes for os, vi var forbløffede og begejstrede.

I 1995 tog MOST et nyt initiativ. De vidste, at det eneste alternativ til Milosevic var en koalition af partier og organisationer, og de ønskede at støtte disse forskellige gruppers usikre samarbejde ved at træne dem i konfliktløsning og forhandling. Så de arrangerede kurser for politikere, NGOer og folk fra de alternative medier. Det var en udfordring at arbejde med disse personer, som havde stærke meninger og selvopfattelser, og mange uenigheder. Det var en absolut betingelse, at trænene ikke stillede sig an som alvidende specialister.

- Så vi stillede os bare til rådighed, spurgte dem om hvi!ke situationer de ønskede at blive klogere på, fortalte at vores fag var psykologi, ikke politik. men at vi kunne tilbyde dem en ny tilgang ti! samarbejde og forhandling, og at det naturligvis var dem. der afgjorde, om de kunne bruge metoderne. Det var deres valg.

- De fleste var meget tilfredse og opsatte på at lære mere. Men på et af kurserne var der en påfaldende negativ stemning mellem os og deltagerne. Det var i en by, hvorfra man rekrutterede og trænede unge mænd, som blev sendt til Bosnien på de rå opgaver. I pausen kom en mand hen til os og fortalte. at han var en af dem, der trænede og sendte soldater til Bosnien. Da blev jeg ret nervøs. Den slags folk er faktisk farlige. Så sagde han, at han var kommet i tvivl om vold som metode, han havde jo set konsekvenserne.

Derfor kom han til kurset, men han stolede ikke på os. Så første dag medbragte han en psykolog "for at teste jer ", og hun havde sagt god for, at vi var ok og ikke ville manipulere med træningen. Nu ville han bare sige ti! os , at det var modigt af os at stille op for Antiwar Action i den by, og at han respekterede os. Det er den bedste vurdering, jeg nogensinde har fået.

Samtalerne finder sted lige i de dage, da alle troede, NATO ville bombe. British Airways har indstillet ruten til Beograd, Snjezanas rejse er udsat. På konferencen diskuteres NATOs invention mellem møder og workshops. Igen dette urimelige valg mellem pest og kolera, "lade flygtningene i stikken" eller "bombardere serberne".

Trusler fra NATO styrker Milosevic, som strammer grebet om den civile opposition, og Snjezana siger til os:

- Selvom jeg tror på ikke-vold, er jeg nu så vred på Milosevic, at jeg ville stemme for bomberne, hvis det kunne hjælpe folk i Jugoslavien, hjælpe de albanske flygtninge. Men jeg er bange for, at bombardementerne og truslerne vil gøre alting værre for os. Folk vil samle sig om Milosevic, og i Kosovo vil de mest ekstreme albanske ledere blive s(vrket - hadet vil blive dybere, forhandlinger mere umulige.

- Hvis man har med en vanvittig person at gøre, må man handle så fornuftigt og humant, at han også får mulighed for at handle sådan. Hvis du handler ligesom han, bliver du ligesom han. Krigen vil blive frosset ind i folks hjerter, de vil bebrejde os, det internationale samfund og albanerne for hver eneste ødelæggelse. Det er det, der sker, hvis i bomber.

Med et ryk forstår jeg, at det er mine F-16 fly, som står parat i Italien.. Det er mit internationale samfund, som har lukket øjnene for, at Dayton-aftalen overser det sprængfarlige Kosovo.

Det er Snjezana, der blæser i vinden som et stykke papir.

Det er også hende og hendes venner, som vil finde fodfæste igen. Det, de har gjort, vil på en eller anden måde sætte nye rodskud, ingenting er forgæves.

De bor kun et par minutter fra os. De har e-mail, de har fax, de bliver ved, og de har brug for kontakt og opmuntring udefra.

Else Hammerich,
Center for Konfliktløsning.

Kilder: Foruden samtaler med Snjezana, Toni Liversage: Den jugoslaviske tragedie. Gyldendai 1997 og Hvad skal det nytte, Gyldendal 1998.

CENTER FOR KONFLIKTLØSNING·BIRKEGADE 10·2200 KØBENHAVN N·TLF: 3537 1052· FAX: 3537 9052·E-MAIL: ceko@post3.teie.dk

Hvad kan det nytte?

Dette er omslagsfoto på Toni Liversages nylig udkomne bog "Hvad kan det nytte?" Kvinder i Sort fra Beograd demonstrerer mod krigen i Bosnien 1994. Bannerets tekst :"Kvinder i Sort mod krigen".

Foto:Vesna Pavlovic.

Det er utrolig interessant at læse Tonis beretning om græsrøddernes civilsamfund. Læseren får sammenhæng og perspektiv.

Titelens antimilitaristiske Hørup-citat "Hvad kan det nytte?" giver Toni - trods megen skepsis -et positivt personligt svar på.

Jeg vil citere fra bogens sidste side:

Bevægelserne udgør således en vigtig del af det civile samfund, som 0jvind Larsen har beskrevet med følgende ord:

Det civile samfund er den kraft, som skal give politikken en ny betydning i det moderne kapitalistiske velfærdssamfund., som for længst har udviklet de mange korporationer, der skal til for at kanalisere det spontane liv ind i samfundet, men hvor disse institutioner også for længst har tabt deres tilknytning til, endsige deres rod i det spontane liv. Og lidt senere i artiklen - Kernebegreberne er her samtale og demokrati. Det er samtidig utopien for det moderne samfund.

Det er en smuk utopi - skriver Toni - men desværre forekommer de kræfter og globale magtstrukturer, der står i modsætning til det civile samfund, utrolig stærke, og kun fremtiden vil vise, om de civile kræfter vil have så megen styrke, at de kan imødegå de destruktive tendenser, som udviklingen i verden også er præget af med de brutale krige, rovdrift på naturen og den voksende ulighed mellem den første og tredje verden.

Toni slutter af med disse indholdsrige ord:

Når jeg bruger min logiske fornuft og fremskriver de perspektiver, som jeg ser i dag, kan jeg næsten ikke undgå at være pessimist, men så er det, man er nødt til at minde sig selvom, at udviklingen ikke nødvendigvis bevæger sig efter en fremskreven ret linje, og at der under overfladen - og i perioder også meget synligt - findes kræfter, der arbejder for en mere menneskevenlig, og mindre uretfærdig og voldelig verden, for et civilt samfund.

KRISEHJELP TIL
BARNEHJEMSBARN I UKRAINA

Betty Nicolaisen, Tulle Elster og Aud Hansen reiste til Antratsit i sørøst Ukraina i mars 1997 for bl.a. å besøke 3 barnehjem. Det viste seg at barna manglet alt fra menneskelig kontakt til varme, mat, klær, bøker, leker og nødvendig sanitær-og kjøkkenutstyr og utstyr til praktiske skolefag.

Norges Fredslag satte straks i gang et prosjekt for å støtte ett av disse barnehjem.

Norges Fredslag er ikke noen veldedighetsorganisasjon, men vi kunne ikke snu ryggen til problemene vi hadde fått kjennskap til at våre venner opplevde. Vi ville strekke ut en hjelpende hånd. Langsiktig fredsarbeid kan også være å hjelpe med det som skjer med barn og voksne når store grupper opplever fattigdom og elendighet.

Det vi vil oppnå med innsamlingsmidlene er en menneskeverdig oppvekst for bama i et barnehjem i Ukraina - mer kan vi ikke håpe på å bidra til i første omgang.

Petrovskoje barnehjem er både hjem og skole. Der bor det lettere utviklingshemmede barn fra 6-14 år. Unntaksvis blir elevene boende til de er 16. Enten er de foreldreløse, eller har bare en forelder, eller hjemmet er ødelagt på grunn av alkoholisering, prostitusjon, fengsling. Barnehjemmet ligger i en fattigslig Iiten landsby og hadde ingen egne transportmidler i 1997. Leger og tannleger er vanskelig tilgjengelige, ca 30 kilometer borte i byen Antratsit. Bamas kontakt med livet og menneskene utenfor barnehjemmet er lik nul!.

I de snart to år som er gått har vår hjelp gjort det mulig for Petrovskoje å få pusset opp sovesal er og reparert oppvarmingssystem og tak. Kjøkkenutstyr er reparert og nødvendig redskap og inventar av forskjellig slag anskaffet. Matforsyningene til bama er nå sikret. En lastebil er reparert og har fått nye dekk.

RINGVIRKNINGER

Prosjektet har hatt ringvirkninger for samfunnet omkring og spesielt for kvinnene. Det er kvinnene som etter det vi har sett holder det nesten livløse lokalsamfunnet oppe.

Kontakten utenfra har vært et viktig bidrag i en svært vanskelig overgangstid. I kvinnegruppene som nylig er opprettet er det bl.a. etter deres eget ønske satt igang bevisstgjøringsseminarer og opplæring i demokrati og menneskerettigheter. I den forbindelsen organiserte Nordiske Kvinners Fredsnettverk en all-ukrainsk kvinnekonferanse ifjor høst.

Klip fra Dagbladet Arbejderen 9.2.99.

Læserbrev af Inger Bjørn Andersen, Bagsværd.

U-både og Fredsskat.

Nu har jeg Indenfor det sidste halve år fået tre breve fra Det Danske Efterretningsvæsen. Et fra Forsvarsministeriet (10.7.98) underskrevet af P. Ludvigsen. To (14.12.98 og 4.1.99) fra vicerigspolitichef Birgitte Stampe, Borups Alle 266.

Den 17.12. 98 skrev jeg følgende brev til Birgitte Stampe:

"Kære Birgitte Stampe.

Tak for dit svar på mit brev. Jeg kan se af svaret, at jeg ikke har udtrykt mig tilstrækkelig klart. Jeg har ikke spurgt om noget fortidigt, men noget fremtidigt.

Jeg vedlægger - for lettere at kunne forklare mig bogen FREDSSKAT.

Kort fortalt - Det er imod min samvittighed at yde penge til militæret.

Forsvarskommissionen har fornylig foreslået køb af fire (atomvåbenbærende?) ubåde. Prisen er ca. fire milliarder kr.Jeg skønner, at jeg skal betale ca.1.ooo kr. i skat, hvis der bliver flertal i Folketinget for anskaffelse af u-både.

Jeg har sendt 1.000 kr. til Fælleskampagnen GENOPBYG MELLEMAMERIKA. Det vil jeg gerne støtte og det haster.

Jeg har forstået, at det først bliver i slutningen af 1999, at det bliver afgjort, om vi skal købe de ubåde.

Køber vi dem, sender jeg min kvittering for de 1.000 kr. ,jeg har sendt til Fælleskampagnen GENOPBYG MELLE­MAMERIKA, til skattevæsenet og trækker beløbet fra. Det får jeg nok en lille bøde for.

Ovenstående er omtalte fremtidige handling, jeg spørger Efterretningstjenesten om. Hvordan vurderer Efter­retningstjenesten mig? Bliver jeg registreret som en samfundsnedbryder. Jeg ønsker et ja eller et nej. Jeg håber på at få et svar på den for mig dybt alvorlige sag."

Svaret kom 4.januar 99. Jeg citerer:

"Man skal i den anledning på ny præcisere, at Efterretningstjenestens primære formål er at overvåge, forebygge og modvirke de alvorlige forbrydelser, der er nævnt i straffelovens kapitler 12 og 13. Det drejer sig som sagt om forbrydelser mod statens sikkerhed, stats­forfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v."

Jamen, det er jo komplet umuligt at forstå, hvem der er forbryderen? Er det militæret, eller er det mig,der sender penge ud af landet til ofrene for orkanen MITCH?

RÅBER DEN HISTORIE IKKE PÅ EN FET- og PET-LOV?

Fredsskattefonden - kontaktperson
Ulla Moltved, Baneledet 35, 2830 Virum. Tlf.42 85 11 71.

Sensationel løsladelse af de 3 svenske

Som det tidligere er omtalt her i bladet er Trident Ploughshares 2000 indstillet på at afruste det britiske atomvåbensystem inden år 2000 på alle ikke voldelige, åbne, fredelige og fuldt ansvarlige måder.

Siden august har flere hundrede været arresteret fra såvel Storbritannien som fra udlandet. Der har været brugt et utal af timer i retten og på optagelse af politirapporter.

20 personer har været for retten, der er givet bøder for 2.105±:, og aktivister har i alt tilbragt 233 dage i fængsel. I 1999 venter yderligere 20 aktivister på rettens afgørelser.

De 3 svenske medlemmer af gruppen "BrOd inte Bomber", som blev arresteret i september sidste år for deres aktion mod den 4. Trident atomvåbenubåd "Vengeance" er helt sensationelt blevet løsladt den 21. januar. Vi blev sparket ud af fængslet", udtaler Stellan Vinthagen " vi har ikke accepteret nogen som helst vilkår for frigivelsen. Vi fremførte klart og tydeligt i retten, at vi vil foretage endnu en fredsaktion. "Hvis i gør det er det ulovligt, men det er op til jer", replicerede dommeren og frigav dem altså helt sensationelt på trods af, at de vægrede sig at godtage rettens vilkår, at de ikke må vise sig i nærheden af militære anlæg eller udføre fredsaktioner. "Det er en stor sejr", siger Stellan i telefonen, udenfor retsalen, hvor de nu fejrer frigivelsen med deres engelske støttepersoner. "Det virker som om regeringen er interesseret i at slippe af med os", fortsætter Stellan. "Det er som en chocktilstand", siger Annika Spalde og Ann-Britt Stemfeldt tilføjer: "Det er fuldstændigt forvirrende, og det er med blandede følelser, vi nu er frie igen. Vi tager til Liverpool og tænker over, hvorledes vi skal fortsætte.

Fredsfonden arrangerer høring vedrørende dansk sikkerhedspolitik i Landstingssalen tirsdag d. 6.4. kl. 10 - 14.30.

Mødets indhold kan du læse nærmere om i Køkkenrullen nr. 2 side 13-14.

Mødet er gratis.

Ulla Røder har fået ny adresse og telefonnr. Hun er kontaktperson til atomfredsmarchen Haag/Bruxelles.

Ulla Røder, Ravnebjerggyden 120, 5250,Odense SV. Tlf. 65 96 88 38.

Meddelelse fra Holger Terp ang. Thyra Hansens artikel "Hvor blev debatten af?" i Køkkenrullen nr. 2 s.11-12.

Man kan også få Fredskommissionens betænkning + bilag på diskette (pris 20 kr.) eller man kan hente den på Internettet på fred.dk.

Dette nr. er redigeret af Gladsaxe.

Næste nr. redigeres af Århus.

Tidsfrist for aflevering af stof er 23.3.

Det skal sendes til Birgitte Arrenakke, Smedebakken 9, 8400 Ebeltoft.