Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 10, 2000

Nye tider, nye våben og nye trusler

Af Ulla Røder, Skotland

Det er blevet nye tider.

NATO har ændret sin forsvarsstrategi til en angrebsstrategi, og alt hvad der nødvendigvis må følge deraf af ændrede holdninger til NATO og NATO-alliancens medlemslande fra andre dele af verden, vil vi komme til at forholde os til i de kommende år.

Hvordan er det gået til, at NATO uden videre, uden en demokratisk beslutningsproces blot har ændret sin strategi i en så omfattende grad? Er befolkningen blevet magtesløse i dagens Danmark og i andre NATO-stater?

Den ene gang efter den anden må vi blot erfare, at vores beslutningstagere igen har taget en beslutning hen over hovedet på os, uden nogen reel mulighed for at debattere eller protestere herimod.

For protester bliver overhørt, og debatter kan alene foregår bag lukkede døre på Christiansborg, når det gælder NATO beslutninger. NATOs nye koncept indeholder trusler om angreb mod andre stater uden hjemmel i FNs Sikkerhedsråd.

Forsvars-alliancen er blevet til en regulær angrebshær med vilje og styrke til at angribe enhver, der kommer i vejen for NATO-staternes planer og vitale interesser.

Det ser sort ud. Garantien for alliancens sikkerhed er uændret USAs, Storbritanniens og Frankrigs atomvåben.

Nye våbensystemer

I et brev af 7. september 2000 til Kvinder for Fred gør udenrigsminister Niels Helveg Petersen opmærksom på: "At drøftelserne mellem USA og Rusland om justeringer af ABM-traktaten i forbindelse med de amerikanske planer om et missilforsvar skal ses i sammenhæng med de fortsatte nedrustnings-bestræbelser".

Det ser imidlertid ud til at opbygningen af nye våbensystemer skrider hurtigere frem end nedrustnings-bestræbelserne, som nu er udskudt til år 2007 for Start II, og Start III aftalen har uendelig lang fremtidsudsigt.

Det er helt umuligt at få øje på sammenhængen mellem det nye missil-forsvar (NMD) og nedrustnings-bestræbelser. Set fra min del af verden ligner det mere oprustning.

"ABM-traktaten er hjørnestenen for strategisk stabilitet og basis for yderligere nedrustning", kan de fem atomvåbenstater let blive enige om.

Andre stater vil mene, at "hjørnestenen" netop er bevarelsen af ABM-traktaten i den nuværende form.

Det er grundlaget for opbygning af fremtidig stabilitet, og tillige som en sikkerhed for, at et nyt våbenkapløb på jorden og i rummet ikke kan startes uden at USA krænker indgåede forpligtelser overfor det internationale samfund.

Truslen fra Storbritannien

Netop forpligtelser overfor det internationale samfund synes at ligge vores udenrigsminister på sinde, siden han i ovennævnte brev skriver: "Truslen kommer ikke længere fra Rusland, som er en vigtig partner i Europæisk sikkerhed, men fra stater, der uanset løbende nedrustnings-forhandlinger og ikke-sprednings-arbejder har fundet det opportunt alligevel at anskaffe masseødelæggelsesvåben, og som i deres samkvem med det internationale samfund flere gange har udvist en højst irrationel adfærd".

Ud fra ordlyden, må jeg gå ud fra hr. Niels Helveg Petersen dermed blandt andre henviser til et af NATO- alliancens egne medlemmer - nemlig Storbritannien, som ratificerede ikke-spredningstraktaten i 1970, og som i årene fra 1992 til dags dato har oprustet og opbygget en flåde bestående af fire Trident ubåde bevæbnet med masse-ødelæggelsesvåben.

En eller flere af disse fire ubåde er på patrulje i døgndrift. Klar til brug mod eventuelle angribere.

Dette er en klar trussel og en forbrydelse, hvilket vores udenrigsminister ville vide, hvis han havde fundet det opportunt at sætte sig ind i den Internationale domstols afgørelse af 8. juli 1996, som jeg ved flere lejligheder har forsøgt at gøre vores regering opmærksom på.

Masser af atomvåben

Trussel med atomvåben blev enstemmigt vedtaget at være ulovlig af dommerne ved den højeste juridiske internationale kompetence, der findes i vores internationale samfund. Men det synes ikke at berøre NATOs beslutningstagere.

Storbritannien har i øvrigt ved flere lejligheder udvist en højst irrationel adfærd for eksempel i Falklandskrigen, i Golfen og senest i Kosovo.

Nu kan jeg jo vælge at mene, at det er NATOs konventionelle våben man hentyder til i NATOs nye koncept, men usikkerheden er der og det er en klar trussel når vi alle sammen ved, at NATO har tre atomvåbenstater med atomvåben nok til at udslette hele planeten.

Nu kommer ABM-traktaten ind i billedet, for det er klart, at USA og dermed NATO alliancen må have en god undskyldning for at opruste med et nyt missilforsvarssystem.

Så derfor bruger man nedrustnings-bestræbelserne som undskyldning, vel vidende, at selv efter en Start III aftale vil der være atomvåben nok til masseødelæggelse og drab af millioner af uskyldige civile.

Nyt våbenkapløb

Hvorfor poster USA, Storbritannien og Frankrig milliarder af dollars i nye supercomputere og laserfaciliteter til at holde atomvåben ved lige og anvendelige?

Hvorfor udfører forskere på USAs førende universitetslaboratorier (læs: våben-) tekniske forsøg herunder fusionsforsøg og test af atomsprængninger i rummet? Det påstås officielt, at det er fordi man ønsker en billig fusionsenergi i fremtiden til gavn for os alle sammen og vores miljø.

Militærstrateger fra NATO-landene følger disse eksperimenter på nært hold, og det britiske forsvarsministerium betaler for informationer og har videnskabsfolk på jævnlige besøg på de implicerede laboratorier.

Derfor vil det være meget nærliggende at mene, at vi bliver fyldt med propaganda i bedste stil og fortielser grænsende til direkte løgne.

Det er meget nærliggende at forestille sig, at forskningen vil føre til nye våben, herunder nye typer atomvåben og at et NMD blot er begyndelsen til et rum-våbenkapløb, som i hver fald ikke vil gavne nedrustningsprocessen - tværtimod.

En nyudvikling af atomvåben vil være et sammenbrud af årtiers nedrustningsforhandlinger - et brud på internationale aftaler og forpligtelser. Om det er irrationelt? Døm selv.

Jeg anbefaler at søge yderligere oplysninger på internettet under "Stockpile Stewardship", "National Ignition Facility NIF" eller "Fusions Energy".

Her vil begyndelsen til "stjernekrigen" blive vist i ord og billeder direkte fra Department of Energy, Lawrence Livermore National Laboratory, Los Alamos- og Sandia laboratorierne.

Medmindre altså, at man som vores udenrigsminister ukritisk tager alle disse forsøg for gode (civile) varer. For særligt interesserede kan udviklingen følges skridt for skridt, som faciliteterne bliver opbygget. De første vil være færdige inden nedrustningen ifølge START II er afsluttet.

Jo, der er kommet nye tider, nye våben, nye trusler, som vi kommer til at forholde os til før eller siden - i krig eller fred?

ABM: Anti-Ballistic Missile. Antiraket-raket. ABM-traktaten er en del af SALT-1, indgået mellem USA og Sovjetunionen i 1972. Parterne forpligtigede sig til kun at udstationere to ABM-systemer, et til beskyttelse af hovedstaden, og et til beskyttelse af et ICBM-anlæg.
NMD: Nuclear Missile Defense = "Stjernekrigsprojektet", hvori Thulebasen indgår.
START: Stratetic Arms Reductions Talks - altså samtaler om nedsættelse af mængden af atomvåben, som truer modpartens samfund. START II er en aftale mellem Rusland og USA.
Ifølge aftalen forpligter de to lande sig til at reducere antallet af atomsprænghoveder inden år 2007. De to lande må derefter højst have 3500 sprænghoveder.
START III er ikke forhandlet endnu. Ifølge planerne for forhandlingerne skal de to lande reducere antallet af sprænghoveder til mindre end 2500. Under den kolde krig havde landene op mod 20.000 sprænghoveder hver.

Protestmøde på Christiansborg Slotsplads 7. Oktober 2000 kl. 13 - 15.

lndlæg ved Anton Aggernæs, Læger mod Kernevåben

USAs planlagte missilforsvar er oprustning, vil give oprustning i mange andre lande og vil invalidere de nedrustningsbestræbelser, der faktisk ellers er i gang!

Teknisk set er der tale om, at USA vil forhindre fjendtlige raketter med kernevåbenladninger, bakteriologiske eller kemiske krigsmidler i at nå frem til USA.

Det skal ske ved, at fjendtlige raketter skal opdages af varslingsstationer, som den planlagte i Thule og flere andre steder; og at de fjendtlige raketter så skal skydes ned af amerikanske raketter, mens de er på vej.

Det kan jo i sig selv lyde fredeligt nok, så det kræver lidt forklaring at få folk til at forstå, at det i virkeligheden er groft aggressivt i sine samlede virkninger.

Både Sovjetunionen og USA var i 1972, da de lavede ABM-traktaten, der forbyder sådanne missilforsvar, helt klare over, at den slags systemer foruden at være ekstremt dyre i sig selv, også nødvendigvis vil øge oprustningen i verden, og alene derfor øge krigsfaren.

Og at den mest afgørende grund til, at det øger krigsfaren er, at et land med et missilforsvar, som det selv tror på, vil tøve mindre med at gå i krig, end det ellers ville! Fordi det tror, at et modangreb ikke kan trænge ind.

Et missilforsvar kan imidlertid aldrig gøres helt effektivt. Tænk f.eks. på, at hvis der sendes bare 10-20 raketter mod USA på en gang, så har man ingen reel chance for at ramme dem alle.

Og hvis nogen ville angribe USA med raketter, så ville og kunne de selvfølgelig først ødelægge varslingssystemerne, f.eks. med lavtgående fly eller torpedobåde.

Derfor er det simpel logik og ikke skræmmekampagne, når vi siger, at Grønland bliver et vigtigt bombemål, hvis der skal være varslingsstation i Thule som led i missilforsvaret. På verdensplan ligger det helt klart, at Kina vil producere flere kernevåbenraketter, hvis USA laver deres missilforsvar. Det er lige så klart, at Rusland, der ellers det sidste år virkelig har fremsat gode seriøse forslag til atomar nedrustning, er nødt til, og har besluttet, at så kan disse nedskæringer af antal atomvåben ikke finde sted I maj i år var jeg med i en delegation fra Internationale Læger mod kernevåben i Moskva, hvor vi havde møder med atomminister Adamov og med højtplacerede folk i forsvarsministeriet og i udenrigsministeriet.

De fandt alle, at det var pinligt, at USA vil forsikre dem om, at missilforsvaret kun er rettet imod Nordkorea, Iran og Irak - og bestemt ikke imod Kina og Rusland - når man tænker på de store dele af kloden, som varslingssystemet skal dække, eller kan bruges til at dække.

Vi fremførte alle de grunde der er til, at missilforsvaret reelt aldrig kan blive effektivt, bl.a. fordi varslingsanlæggene let kan ødelægges. Russerne var ikke uenige, men som de sagde: Hvis amerikanerne selv tror på det, så vil de ikke tøve med at gå i krig hvor som helst i verden, de føler deres interesser truet.

Jeg vil tilføje, at bare de sidste 10-20 år jo har givet mange eksempler på, at USA går i krig eller støtter krig under dække af at ville forsvare demokrati eller menneskerettigheder, men reelt jo for at forsvare egne økonomiske eller politiske interesser.

I USA er der åbenbart meget stærke kapitalkræfter og magt- og handelspolitiske interessegrupper, der vil have missilskjoldet; for det er faktisk lykkedes at bilde flertallet af USAs befolkning ind, at skjoldet kan give amerikanerne øget tryghed. Der spilles uhæmmet på urealistiske følelser, f.eks., at uden dette skjold, vil Nordkorea sandsynligvis totalt ødelægge Los Angeles om 10-15 år!

Tænk hvis bare 10% af de milliarder af dollars, et raketskjold vil koste, blev brugt til at hjælpe det dybt forarmede Nordkorea økonomisk på fode. Så ville USA nok om 10-15 år i stedet have en ven i Nordkorea - er det vildt naivt?

Så er Bill Clinton også ved at blive naiv. For da USA i september i år langt om længe gik med til at give Kina normal samhandel, sagde Clinton, citeret efter New York Times: Det vil gå op for os, at USA har mere indflydelse i Kina med en udstrakt hånd, end med en knyttet næve.

For os i Fredsbevægelsens Koordineringsgruppe, der sidste år skrev betænkningen "Elskværdig Sikkerhed" er det indlysende, at der er mere sikkerhed i at have venner, der vil hjælpe og om nødvendigt forsvare en, end ved at have masser af våben.

USA har i dag svært ved at udpege andre betydende tænkte fjender end Nordkorea, Iran og Irak - alle ret fattige lande. Hvis pengene til missilforsvar, plus alle de penge, der så kunne spares på kernevåben i bare USA og Rusland, blev brugt af Rusland og USA i samarbejde til seriøs hjælpen disse såkaldte slyngelstater økonomisk på fode, ville de så drømme om at angribe USA? Ville de mon så bide den hånd, der fodrede dem?

Logikken i de analyser, jeg her i dag kun har kunnet antyde for jer, er svær at komme uden om. Derfor må og skal vi hjælpe amerikanske politikere til at komme til fornuft, så de kan modstå den uhyggelige pression og lobbying de er udsat for fra krigsindustri og kortsigtede andre handels-produktions- og råstof-kapitalinteresser.

Hvem er så "vi", der skal hjælpe amerikanske politikere og centraladministration til at komme til fornuft? Det er selvfølgelig fredsbevægelserne, men jo også USAs allierede i NATO, f.eks. Danmark, Niels Helveg Petersen, ham kommer jeg tilbage til lige om lidt.

I "Internationale Læger mod Kernevåbenkrig", der har delforeninger i over 60 lande, har vi for tiden en vis opblomstring. Vores USA-delforening har øget medlemstallet fra 14.000 til 18.000 amerikanske læger de sidste to år. Så vi har fået råd til at lave lobbying både i senatet, repræsentanternes hus og i regeringskontorer i Washington DC, og i FN i New York. Og både politikere og topadministratorer vil faktisk gerne tale med os.

Jeg nævnte vores Moskva-møder i maj i år. I november i år har vi en delegation i London og i Paris netop med hovedemnet: USA´s raketskjold. Der er vi lige så velkomne, for i England og Frankrig har regeringerne allerede protesteret høfligt imod USA´s raketskjold. Det vil vi holde dem fast på med yderligere argumenter, som vi har fået, ikke mindst fra vore fattigere medlemslande.

Også Tyskland er imod, og andre NATO-lande, der ikke er blevet bedt om at hjælpe amerikanerne med deres raketskjold. Hvorfor skal Helveg Petersen i Danmark så være så vattet, at han ikke vil udtale sig, før der kommer en officiel anmodning om, at Danmark skal stille Thule til rådighed? Både Helveg og Nyrup har siddet ved magten i over syv år, så de er svære at flytte. Det er jo menneskeligt, men vi må gøre et forsøg.

I Danske Læger mod Kernevåben har vi sammen med vores internationale hovedkontor i Boston udformet nogle udkast til breve, som vi over e-mail har fået udsendt til aktive læger mod kernevåben i ca. 25 lande.

Disse kolleger er nu i fuld gang med at sende den slags breve til Nyrup, Helveg Petersen og til Folketingets udenrigspolitiske nævn - og til grønlandske politikere.

Man kan få både toppolitikere og topmilitærfolk til at ændre holdning -selv om de desværre tit først indrømmer det, når de ikke mere sidder på magten. Jeg nævnte Bill Clinton før med den udstrakte hånd i stedet for den knyttede næve. Men han er jo også ved at gå af. Mange af USA´s militære topfolk, både nuværende og afgåede, erklærer åbent, at atomvåben er uegnede til krig. Eks-præsident Jimmy Carter har for nylig skrevet en lang artikel om det tragiske i, at man ikke for længst er gået hurtigere frem i kernevåbennedrustningen. Og tidligere forsvarsminister i USA McNamara siger det samme.

Så, kære venner, vi må fortsætte vort fredsarbejde, så de politiske ledere kommer til fornuft i tide, ikke først, når de er gået af!

Men hvordan får vi vore budskaber rent igennem - og i tide? Det har jeg to bud på ud fra mine erfaringer fra - ubeskedent sagt - seks års meget aktivt arbejde i IPPNW, den internationale forening af læger mod kernevåben:

1. Vi må koordinere vore bestræbelser både internationalt, så vores del foreninger i forskellige lande kommer med nogenlunde de samme budskaber til politikerne og befolkningerne, og nationalt, så de forskellige fredsbevægelser i hvert enkelt land kommer med klare, helst ensartede budskaber. Her kan vi endnu bruge E-mail og fax som vigtige redskaber, selvom vi må se i øjnene, at der om få år vil vælte så megen information ind, at det bliver uoverskueligt og denned ineffektivt.
2. Vores stil i vores agitation for vores gode sag bliver let for aggressiv, næsten krigerisk, hvad der selvfølgelig er problematisk, når vort ærinde er fred! Det har for IPPNW været et problem, når vi har været dem, der skulle koordinere arbejdet mellem op til 160 forskellige fredsbevægelser. Vi må helt enkelt se i øjnene, at vi let får folk i tale, hvis vi starter med at gøre det klart, at vi forstår, at de ikke er tåbelige eller onde, fordi de mener det, de gør, men at ....-og så kommer vores argumenter. Groft sagt: Vi mister chancen for en god dialog med folk, henmder politikere, hvis vi starter med at sparke dem i røven og fortælle dem, hvor tåbelige de er.

Tak for ordet. Jeg har lidt materiale med om, hvad vi laver i Danske Læger mod Kernevåben, hvis nogen skulle være interresseret.

lndlæg ved Finn Ekman, Samarbejdskomiteen og Fredsbevægelsens Koordinerings Gruppe.

Hvem havde troet at præsident Ronald Reagans tanker om et missilskjold skulle overleve hans egen valgperiode? Tale fra protestmødet den 7. oktober.

Når Fredsbevægelsens Koordinerings Gruppe har arrangeret dette protestmøde, er det fordi det ikke forblev en syg tanke i en enkelt mands hoved, men nu indgår i begge amerikanske præsidentkandidaters valgkampagne.

De tekniske forberedelser til virkeliggørelsen af dette stjernekrigsprojekt, NMD-systemet, har pågået længe. Våbenfabrikanterne indkasserer store fortjenester, også i udviklingsfasen. Tre praktiske forsøg er allerede foretaget. Det lykkedes den ene gang.

Et amerikansk hold af eksperter har set på forholdene på Thuleradaren.

Som det er nævnt indgår radaren på Grønland jo i det overvågningssystem, der skal varsle om missilangreb.

Angreb fra hvem? Jo, USA definerer deres fjender som uberegnelige stater og nævner, Nordkorea, Libyen og Irak.

Det var dem, der tidligere blev kaldt "Slyngelstater". Er det en troværdig grund til at ofre 500 milliarder kr.? Er det indenrigspolitisk, eller, og det er det som jeg frygter, et vink med en vognstang om, at ingen skal anfægte USAs absolutte førerskab.

Det skal tilføjes, at prøvenedskydningerne og andre tiltag skete i en periode, hvor Rusland ratificerede nedrustningsaftalen, kaldet SALT 2, og Nord- og Sydkorea tog nogle meget væsentlige skridt mod normalisering af deres forhold.

Det er muligt, at den danske regering ved hvad USA forlanger af råderum i forhold til den baseaftale, der blev indgået med Danmark i 1951.

Men regeringen er tavs. Denne tavshed skal brydes.

Fredsbevægelsens Koordinerings Gruppe sendte allerede i februar et åbent brev til den danske regering. Her fremhævede vi hvilke konsekvenser USAs planer kunne udløse. Vi fik intet svar.

Siden er der sendt lignende henvendelser fra mange sider til regering og folketing. Intet svar. I pressen har vi dog kunnet læse, at regeringen først tager stilling, når der foreligger en konkret henvendelse fra USA.

Jeg forstår godt regeringens dilemma. Efter i to generationer at have sagt ja til alt lige fra baseaftaler over placering af kernevåben i Grønland og tilslutning til NATOs nye koncept, står den overfor et krav der, udover at berøre især det grønlandske samfund, også kan betyde en ny atomar oprustning på verdensplan. Her er ikke tale om fodnotepolitik, her drejer det sig om et eksistentielt spørgsmål.

Vi kender altså ikke regeringens holdning til missilskjoldet. Det vil sige socialdemokratiets holdning. For vi ved faktisk godt hvad Det Radikale Venstre som parti mener.

På deres landsmøde i september blev der vedtaget en resolution med følgende ordlyd:

"Det Radikale Venstre følger nøje diskussionen i USA om etablering af et såkaldt raketskjold.

Det Radikale Venstres Landsmøde udtaler sin modstand mod en ensidig amerikansk etablering af et raketskjold, der vil være i strid med ABM-traktaten fra 1972.

ABM-traktaten er en grundsten i de internationale nedrustningsbestræbelser, og enhver ændring i grundlaget for traktaten kan kun gennemføres i enighed.

I den forbindelse er det vigtigt, at de igangværende forhandlinger mellem USA og Rusland ikke afbrydes med amerikansk enegang til følge, hvilket vil kunne føre til en ny oprustningsspiral til skade for den globale sikkerhed.

Det Radikale Venstre er enig i, at international terrorisme og atomvåbentrusler fra de såkaldte "slyngelstater" skal bekæmpes og opfordrer til bredt internationalt samarbejde om denne opgave.".

Vi kan håbe at denne resolution, der først er vedtaget af en enig hovedbestyrelse og derefter af Landsmødet, også støttes af Det Radikale Venstres ministre i regeringen.

Jeg ved at Statsministeriets mailbox har været stopfuld af henvendelser fra hele verden.

Vores protestmøde i dag foregår samtidig med 63 aktioner i 16 lande og 38 byer i USA. Omkring 1400 organisationer og enkeltpersoner har underskrevet disse protester.

Aktiviteterne vokser dag for dag.

Med baggrund i denne folkelige manifestation er det mit håb, at den danske regering og folketinget, efter samråd fra Det Grønlandske Landsstyre, tør sige klart nej til USAs planer om at inddrage Thuleradaren i deres "Stjernekrigsprojekt".

Det er samtidig mit håb, at det styrker den stigende modstand i USA selv. Og forhåbentlig fører til, at der sættes en stopper for militariseringen af rummet.

I Fredsbevægelsen ved vi naturligvis godt at det kan blive nødvendigt at fortsætte med andre initiativer, for at opnå det resultat vi her søger opbakning til.

Det kræver først og fremmest at mange flere inddrages i processen.

Fagbevægelsen, organisationer, enkeltpersoner og de politiske partier skal med.

Grundlaget er lagt. Lad os sammen med de mange fra hele verden tage kampen op mod militarismen, og specifikt mod militariseringen af verdensrummet.

lndlæg ved Josef Motzfeldt, formand for Inuit Ataqatigiit og vicelandsstyreformand.

Grønland har aldrig udført nogen form for væbnet krig med noget andet land nogensinde.

Dog har vi haft krigens gru tæt ind på livet. Det var under den anden verdenskrig, hvor de vante forbindelser med omverdenen var stærkt begrænsede, men her var ikke gydt noget uskyldigt blod. Da skrev en af vore digtere bl.a.:

"Velsignet er vi her i landet dette er kendt af os alle vi lever uden for angsten langt fra frygtens rækkevidde"

I dag 60 år efter digterens betragtninger er verden ikke den samme på nogen måde. Allerede ti år efter digtet blev skrevet, indgik Danmark og USA forsvarsaftalen af 1951. Siden har Thule indgået i mange mindre ønskværdige politiske eskapader.

Det grønlandske landsstyre, som ingen lovlig indflydelse har på udenrigs- og forsvars-politiske anliggender, har gjort det klart:

- at såfremt ABM-trakten overskrides og/eller - at såfremt amerikanerne ensidigt fastholder deres planer så kan Grønlands Landsstyre ikke gå ind for planerne om en opgradering af Thuleradaren.

Grønlands Landsstyre er i øvrigt af den opfattelse, at en eventuel opgradering af Thuleradaren, som sagen reelt drejer sig om, ikke på nogen måde må bidrage negativt i verdensfreden.

Grønland, på vej mod selvstændighed, er i gang med opbygningen af sin identitet blandt verdens nationer. Vi er medlemmer af det globale samfund - vi er medlemmer af det arktiske fællesskab. Vi ønsker at synliggøre vor situation som medlemmer af det globale samfund og vort ansvar som sådan.

I kraft af vort lands placering som midtpunkt i striden mellem verdens såkaldte førende militære magter, er vi også forpligtet til at være med i bestræbelserne på at skabe et liv i fred og forståelse.

Vi - kalaallit/folk af Grønland - er få i antal. Vi har begrænsede ressourcer til at gøre vores situation synlig nok.

Derfor er vi taknemmelige for, at vi ved, at vi har venner ude i den store verden, som deler vore synspunkter og gerne stiller deres liv og deres talenter til rådighed for vores fælles mål: Partnerskab for fred.

Lad os kæmpe for at den hulens bunke penge, tiltænkt våbenindustriens umættelige grådighed, bliver brugt til stabilisering og demokrati for verdenssamfundet.

Nordiske Kvinders Fredsnetværk

Årssamling 2001 bliver i Sverige 31/8. - 3/9. i en hytte lidt nord for Stockholm. Mere i senere numre af Køkkenrullen.

Stoffet til dette nr er modtaget fra Grete Møller og redigeret af Aalborg/Nibe, som også redigerer næste nr. Deadline er 2. januar 2001.