Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 9, 2000

Inger Bjørn Andersen skriver:

Jeg har fået brev fra Ulla Røder, som gerne ser, at jeg bringer det videre.

Jeg opholder mig nu i Wiston i Skotland (mellem Glasgow og Edinburgh). Jeg arbejder på et kursuscenter som frivillig, men har kost og logi og kan blive her, mens jeg deltager i alle retsmøderne og andre møder rundt omkring.

Siden jeg forlod Danmark har jeg deltaget i 6 aktioner, 2 lejre med Trident Ploughshares og vandret 450 mil (en mil =1.6 km) fra Aldermaston i syd til Faslane i nord.

Retsmøderne er allerede begyndt. Sagen i Newbury skal for den 6. september. Jeg var i retten d. 30.8. og skal fortsætte samme sag i Helensburgh den 4.9. I oktober vil Højesteret-høringen -The Lord Advocate Reference - foregå, og jeg har endnu en sag i Helensburg i oktober og november. Der er mange forberedelser med at indhente dokumenter, vidner og møder med advokater, alt sammen en del af vores aktioner, som vi har forpligtet os til at følge op efter bedste evne. Det er specielt vanskeligt på grund af de store afstande. Det er dagsrejser hver gang med overnatning forskellige steder. Men indtil videre er det da lykkedes at finde vej og møde til tiden til de forskellige møder.

For tiden kan jeg ikke nærme mig hverken Aldermaston eller Faslane og Coulport uden at blive arresteret. Jeg har fået tilhold alle steder mod at begå nogen kriminel handling.Det mener jeg nu heller ikke, jeg gør, når jeg aktivt forsøger en effektiv nedrustning af et ulovligt våbensystem som Trident. Jeg må ikke komme nærmere end 100 meter fra hegnet i Faslane. Det er heldigt, at jeg stadig kan svømme til u-bådene, som befinder sig mere end 100 meter fra hegnet. Det må dommeren have overset, eller også har han bare ikke helt det samme lokalkendskab til Faslane basen som jeg.

Efter vores lange vandretur med mange helt specielle oplevelser og møder med en masse vidunderlige mennesker undervejs endte vi i Farslane den 1.august. I øsende regn. Vi havde haft godt vejr alle fem uger på vandreturen, men denne dag, hvor vi skulle blokere basen, ville regnen ingen ende tage.

Dagen efter blev vi inviteret til reception på rådhuset i Glasgow (Nuclear free town). Vi afleverede vores banner og 1000 fredstraner, vi havde foldet undervejs. Disse vil blive bragt til Folkets Museum i Glasgow til evigt minde.

Efter at have vandret og boet i kirker, forsamlingshuse, hos private, i Kinesisk Buddhisttemple, hos Quaker venner i mødehuse var Trident Ploughshares lejr i Coulport en velkommen variation. Jeg gik hele turen uden en eneste vabel.

Det var dog ikke meget hvile vi fik i Coulport. Hvis vi ikke planlagde aktioner, så deltog vi i dem, eller også opholdt vi os i politiarresten ventende på at blive stillet for en dommer næste dag, hvor alle deltog i støtte udenfor retten i forbindelse med alle retsmøderne, såfremt det var muligt for ovennævnte aktiviteter.

Jeg blev arresteret for blokaden for at svømme ind til en af ubådene (få meter fra den) for en bådaktion i Coulport for en fælles aktion - klippe hegn og forsøg på at komme ind til Coulport (nær de oplagrede missiler og sprænghoveder) og for endnu en aktion, hvor det lykkedes os at komme ind ved hjælp af et velklippet hul i hegnet lige ud for hovedindgangen og alle administrationsbygningerne.

I Ullas brev kommer der nu et længere afsnit om pressens reaktioner - i skotske aviser. Et tysk filmhold har optaget Ullas aktioner og forberedelserne til dem. Det skal spredes rundt om i Europa, og Ulla skriver: "Det bliver spændende at se, hvor meget tid vi får. Det er en god mulighed for at vise i praksis, hvordan vi arbejder i vores lejre. "'

Udover vores aktioner holdt vi en smuk ceremoni på Hiroshimadagen og Nagasaki-daqen. (MOD politibåden tilbød at søsætte vores flydende Ivs på vandet fra deres båd. En smuk gestus.

Min svømmetur i nattens mulm og mørke ind til Faslane basens hangar, hvor Trident lå ved kajen, var også en speciel oplevelse, både meget kold, men også en meget smuk oplevelse. Mærkeligt nok kan man stadig nyde det spejlblanke vand, mens man svømmer langsomt og lydløst på ryggen. Skyerne og nattehimlen og fugle, der passerer tæt over hovedet giver en helt ny oplevelse af det naturskønne område.

Jeg fik god erfaring i sejlads i gummibåd. Jeg erfarede, hvad det ville sige at sejle i fuld fart om kap med politiets båd med kurs direkte mod Coulport. At få afskåret sejlretning ved gentagne kryds ind foran politibåden. At vente på at nogen kunne komme ind bag bygningen (hvor de laster missiler på u-bådene) for at arrestere mig i næsten en halv time, men det er selvfølgelig godt at være velinforneret til næste forsøg.

Jeg har vandret meget over bjergene - MOD-land. Naturen ville være storslået, hvis ikke man konstant stødte på høje hegn og pigtråd alle vegne. Men det må vi have fjernet hurtigst muligt, så man igen kan færdes i naturen uden at blive arresteret og uden konstant at blive mindet om den fare, der lurer lige foran os hver dag fra atombomber med styrke nok til at udslette os med ganske kort varsel.

Jeg har sendt et brev til Poul Nyrup Rasmussen og krævet/bedt at man ikke tillader USAs NMD-plan på Thulebasen.

Nu nærmer valget sig. Jeg tænker på jer og håber valgkampagnerne vil give et godt resultat.

Mine varmeste hilsner in peace and much love to all. Ulla.

Grøn fredskultur

Håndskrevet.

Det nye NATO – fra forsvarsallianse til verdenspoliti?

Fra NATO ble stiftet i 1949 og frem til 1999 var organisasjonens formål et kollektivt forsvar mot fiendtlige angrep. I april 1999 feiret NATO sitt 50 års jubileum og regjeringssjefene vedtok da et nytt formål for alliansen under et toppmøte i Washington. Det ble vedtatt et nytt konsept, en ny slags allianse. Dette vedtaket ble gjort uten at saken var drøftet av de ulike lands folkevalgte. NATO skulle etter det nye konsept få en ny rolle: det skulle ikke bare forsvare "seg selv", men skulle også kunne starte angrep på stater utenfor alliansen som "opptrer truende".

Dette nye NATO ble til mens bombingen over Balkan pågikk for fullt. Etter sitt nye konsept forplikter alliansen seg til å gripe inn militært "når det er nødvendig", uten selv å være angrepet eller være truet med angrep. Konseptet inviterer til fred og samarbeid og truer samtidig potensielle fiender med krig, med konvensjonelle men også kjernefysiske våpen.

Det heter i det nye konsept: "Overfor en samtid fylt av trusler, motsetninger og økonomisk uro, trengs en sterk allianse. Det nye NATO vil "ta økt ansvar" for fred, demokrati og velstand og gripe inn militært når det selv finner det "nødvendig", innenfor som utenfor eget territorium.

Sikkerhet skal, heter det, sees i en global sammenheng; NATO skal lede operasjoner "der det trenges" ut fra "en bred forståelse av sikkerhet". Ved etniske, religiøse og politiske problemer og ved avbrytelse i flyt av livsviktige ressurser skal NATO kunne sette i gang militæroperasjoner hvor som helst i verden.

"Forpliktelsen er dyp", heter det i konseptet, "slik alliansen allerede har vist ved sin innsats for å få slutt på de enorme menneskelige lidelsene som konfliktene på Balkan har forårsaket".

Organisasjonen sier på den ene siden at den "vil nedrustning" og lover på den andre siden opprustning, "om nødvendig". NATO vil, heter det, kjernefysisk nedrustning, men sier samtidig:: "Siden kjernefysiske våpen hos de andre er en så viktig faktor, må det nye NATO kunne "gripe inn med atomvåpen, også utenfor eget område".

Paragraf 62 handler om den kjernefysiske slagkraft, som skal spille "en avgjørende rolle" ved å sørge for usikkerhet i enhver "aggressors bevissthet". Det nye NATO skal være en øverste garanti for alliansens sikkerhet. Paragraf 62 kan således oppfattes som NATO i en gitt situasjon "om nødvendig" kan starte en kjernefysisk krig.

På en lang rekke områder tar NATO på seg oppgaven "å gripe inn om nødvendig". Det som ikke belyses av det nye NATOs konsept er hva som vil skje dersom land utenfor NATO bygger opp tilsvarende allianser. Slik det nye NATO beskrives i alliansens dokument, ser vi for oss et nytt slags "nasjonenes forbund".

Et uhyggelig spørsmål melder seg. Skapes et nytt slags FN for "utviklede" land? Skal det gamle FN bli de fattige lands pakt mot de rike? Vil vi mer enn før deles opp i "oss" og "de andre", med økende motsetninger og fiendskap i verden? Det er et livsfarlig budskap i atomalderen. Vi skal forsvare egen krets med makt, tar "om nødvendig atomvåpen i bruk"! Har det nye NATO gitt seg selv mandat til å kunne slippe helvete løs på jorden for å forsvare deler av den?

Så rystes vi til margen når vi får vite at NATOs armada i Serbia brukte radioaktive våpen, såkalte UU-våpen, hvor deler var laget av "utarmet uran", dvs. brukt råstoff fra atomkraftverk i Europa. Med "utarmet uran" spredte radioaktive stoffer seg som uranstøv i naturen. Våpnene ble brukt for å ødelegge panservogner. Men uranstøvet spredte seg med vær og vind, 300 tonn radioaktivt materiale, i løpet av Serbiakrigen.

Tidligere ble slike våpen brukt av USA under bombingen av Irak. 80.000 amerikanske soldater ble da under Golf-krigen rammet av uranstøv og annen kjernefysisk stråling. Lymfekreft og leukemi ble mer enn firedoblet blant soldatene. En trussel inn i fremtiden er at radioaktivt støv forblir i jorden og forgifter naturen og nye generasjoner.

USA var en sentral pådriver i krigen mot Serbia. Flere andre NATO-and var tilbakeholdende. Frankrike krevde flere ganger godkjenning fra FNs sikkerhetsråd, men USA avviste det, med den begrunnelse at NATO skulle "være i stand til å handle på egen hånd". I NATO-land som Italia og Hellas var henholdsvis 75 og 97 prosent av befolkningen mot krigen. Også i øvrige NATO-land, USA inkludert, var det stor motstand. Vi kan trygt si at NATOs krig i Serbia ikke ble godtatt av verdenssamfunnet og at NATO handlet mot verdenssamfunnets vilje. Verdens rikeste stater, anført av verdens ene supermakt, aksjonerte over hodet på FN og flertallet av verdens stater.

NATOs krigføring i Serbia og fremgangsmåten som ble brukt da det nye NATO ble skapt, må få et etterspill i forholdet mellom ledelsen i de ulike NATO-land og landenes innbyggere. Som velgere i et demokrati krever vi at saken blir tatt opp til åpen drøfting i landenes nasjonalforsamlinger.

På denne bakgrunn protesterer Kvinner for Fred i Danmark og Norge mot opprettelsen av det nye NATO og protesterer mot den udemokratiske fremgangsmåte som er brukt i forbindelse med vedtaket om det nye NATO. Kvinner for Fred opplever sterkt at allmennheten er forholdt informasjon under behandlingen av en sak som har uoverskuelige følger inn i en uklar fremtid. Vi vet ikke om noen enkelt sak av tilsvarende dimensjoner som er behandlet så tildekket for allmennheten. Store grupper av borgere i de ulike NATO-land kjenner seg ført bak lyset i en slik grad at det må virke ødeleggende på forholdet mellom allmennheten og det politiske system.

Vi nevner fire særlig alvorlige punkter:

1) Det nye NATO som konsept åpner for i en gitt situasjon å kunne ta i bruk atomvåpen mot de/det land NATO-landene kommer i motsetning til (§62).

2) Det nye NATO setter det tradisjonelle nasjonalforsvar i en totalt ny situasjon. Det skapes også stor uklarhet om den rolle det skal ha innenfor en ny verdensomspennende politivirksomhet.

3) Det nye NATO åpner for en totalt ny situasjon for den enkelte vernepliktige soldat. Soldaten skal ikke lenger ha som oppgave bare å forsvare sitt fedreland, men skal også være rede til å delta i fjerne deler av verden og til og med være rede til å delta i en atomkrig.

4) Det nye NATO som konsept åpner for en ny basepolitikk i det enkelte NATO-land. Vil for eksempel det nye NATO også kunne kreve den norske oljen for i en gitt situasjon å være effektiv som verdenspoliti ?

På vegne av danske og norske Kvinner for Fred,

Berit Ås, Grete Møller, Betty Nicolaisen, Eva Nordland.

EU køber sig til fiskeriaftaler, som er med til at ødelægge lokale indbyggeres fiskeri i det vestlige Afrika

Kr. Dagbl. 22/9 2000

Fiskere fra EU tømmer havene omkring Afrika, så de lokale må sejle længere og længere til havs for at fiske. EU giver udviklingsstøtte bl.a. til fiskerisektoren i Afrika, samtidig med at man tømmer deres vand for fisk.

Årsag: Der er enorme interesser på spil for Europas fiskeindustri. Ca 60% af de fisk der fortæres i EU fanges uden for unionens farvand. En trediedel af EUs budget på fiskeriområdet (ca 2 milliarder kroner) betales i kompensation til landene i Afrika.

Og ligesom Amin blev indsat af europæere, bærer 'Fort West' mod nord skylden for mange af Afrikas ulykker, mener Isegawa.

Afrikaneren Moses Isegawa fra Uganda har netop skrevet romanen: Abessinske krøniker. Han fortæller til Politiken den 25/9 00 om FORT WEST, Europa, som det bedrageriske sted. Tilsyneladende er alt helt stilfærdigt, forudsigeligt og ordentligt; men der foregår spændende ting under overfladen. Hele denne kontrast mellem den pæne facade og problemerne med narkotika, politivold og kampagnen mod illegale emigranter irrteresserer mig meget.

Er du økonomisk eller politisk flygt ning, hvis du kommer fra et land, hvor europæiske landminer gør, at du ikke kan dyrke jorden uden at få sprængt benet af. Man kommer til ropa for at arbejde, gøre nytte, ne penge og få et liv, man selv kontrol over.

Den griske kæmpe Europa

Diamanter, guld, uran. Set fra Afrika er Europa den griske kæmpe, der altid har ønsket at få tingene gratis. Prisen på afrikanske råstoffer falder og falder, mens prisen på forarbejdede europæiske importvarer stiger og stiger.

At man skånselsløst udbytter de fattigste af de fattige, når bare det hedder business. At sæIge våben er business. At dumpe kemisk affald i Afrika er business. Atomaffald, biologiske våben det er alt sammen business, og børsnoteringerne stiger sundt hvert år.

Jeg tror mange europæerne ville blive rystede, hvis de for alvor blev fortalt, hvordan tingene hænger sammen,« siger Moses Isegawa.

-Og forskellene vokser: Mens de fattigste lande er stort set lige så fattige nu som i 1960, er de rige blevet dobbelt så rige. For de fattigste lande er det en ond cirkel: Fattigdom er grobund for krige, og krige skaber fattigdom. Det er blandt andet IMF og Verdensbankens opgave at bryde denne cirkel.

Dette blad er redigeret i Århus. Næste nr redigeres i Nibe/Ålborg.