Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 2, 2001

I Køkkenrullen nr. 1 2001 bragte vi Else Hammerichs meget interessante tekst om holdets besøg hos Dalai Lama. Else slutter med at skrive:"Og han gav den mest præcise forelæsning om konflikters årsager og udveje, jeg til dato har hørt." Forelæsningen har vi ikke modtaget endnu, men får vi den ikke før hjemkomsten i april/maj gætter jeg på, at den får en central plads i den bog, som Else og Bjarne producerer.

31.12.2000

Kære alle sammen.

Det er altså en underlig nytårsaften her i klostret - det hedder T ashi long, som betyder den lykkelige dal og her er jeg er gået i hi en uges tid. En helt fuldstændig stille aften. Hverken fra klostret eller landsbyen høres musik eller tyrværkeri - alle lys er slukket, klokken er halvti. Lidt hundeglam, lidt cikadesang og min nabos mantramumlen, det er det hele. En papnæsefri zone. Inderne holdt deres fest i november, tibetanerne venter til sidst i februar. Munkene og nonnerne er for længst gået til ro, for de skal op ved 4-5 tiden i morgen.

Jeg sidder her i fuld galla: seks lag uld på inkl. strikhue, for her er ingen varmeovn og temperaturen er nede på et par grader. Foran mig står en femarmet kandelaber med snoede lys i fem farver, den har min hjertensvenlige munkevært bragt ind med en overflod af frugt, nødder, kager, røgelse og et hvidt silketørklæde kastet henover hele overraskelsen. Det stod på mit bord og strålede, da jeg kom hjem fra en tusmørketur. Jeg blev meget glad.

Jeg føler mig hjemme her - kostalden er lige nedenunder, så her lugter ligesom i Danmark, ude på landet, i gamle dage. Og det er langt ude på landet, jeg er, i en bølget grøn bjergdal, med 10 meter høje hibiscus og julestjerner, varmt om dagen, men isnende efter solnedgang. Når jeg går tur, bliver jeg hele tiden inviteret indenfor hos de indiske bønder, kvinderne klapper på den feltseng ude i gården, hvor de alle sammen sidder og strikker, de siger" sit", og så sitter jeg og vi smiler og smiler og griner af ingen verdens ting.

I går spiste jeg frokost hos en pensioneret landkaptajn med en uoverskuelig familie oppe i bjergene, under et kæmpe mangotræ. Han var ved at farve sit hår, hennaen sad som en grød om hans militære åsyn med det lille britiske overskæg. Jeg kunne ikke holde øjnene fra det, så han skyndte sig at forklare, at hennaen udelukkende skulle hjælpe ham af med en hovedpine og jeg nikkede alvorligt. Hele slægten fulgte mig ned til klostret - jeg tror de synes det er synd jeg skal gå så alene.

Julen fejrede Bjarne og jeg hyggeligt i en lille bjerghytte, læste rørt til tårer jeres breve, pakkede et beskedent antal julegaver op og drak cola med rom. Vi var også til en højst besynderlig gudstjeneste i den gamle engelske kirke "St. John's in the Wilderness". Det er altså underligt at se en gruppe indere stå og synge "silent night" og alle de andre sange om Jesusbarnet. Det var som om alle deres stærke farver og al deres indiske halløj var drænet ud af dem. Helt ærligt, jeg holder meget af jesusbarnet, virkelig meget, men hvorfor skal han eksporteres - jeg er ikke så vild med missionsvirksomhed - på den anden side er den ikke værre end Coca Colas og CNNs kampagner. Men himlen var stjernestrålende, da vi gik op ad bjerget. Og nu er vi altså gået i hvert sit kloster.

Før jul var jeg på en tredages tur til Shimla med Yangehen ( 14 år) og hendes 3 små søskende (5. 7 og 10 år). Det var deres livs første ferietur med mirakler som room service. TV, et skinnende badeværelse.

Brusebad i en uendelighed. rideture. Det var skægt ogyderst anstrengende. Jeg oplevede nogle pudsige forskelle på tibetansk og dansk væremåde - ting som Bjarne og jeg har lagt mærke til før, men som jeg nu så klart og tæt på:

• de er ikke nær så individualistiske som danske børn, f.eks. havde en af dem en slem hoste og jeg gav hende nogle stærke C-vitaminer i form af bolcher - det var så at sige umuligt for hende at spise dem. uden at de andre fik - de deler alt og begynder aldrig at spise før de har sikret sig. at alle har fået.
• De fik 100 rupees hver så de kunne købe sig en lille ting til at minde om turen (jeg orkede ikke deres plagerier mere) - og de endte med at købe fælles proviant til den I I timers køretur hjem til Dharamsala .:. De græder ikke. trøster heller ikke. når en falder og slår sig eller på anden måde kommer ud for uheld. Tværtimod ler de længe og hjerteligt. op til fem minutter. den skadelidte med tårer i øjnene.
• De virker barskere og stærkere end danske børn, mere selvhjulpne. mindre følelsesbetonede.
• De er ikke vant til ros eller verbal anerkendelse, bliver skamfulde hvis de får den og giver den heller ikke fra sig.

Der er så mange ting. der adskiller to kulturer. og de ligger så dybt hos os. Vi har svært ved at læse hinanden og jeg synes ikke. jeg kom de børn nærmere på turen, selvom vi havde det sjovt.

Nu er klokken ved at nærme sig det nye år: gid det for jer alle må blive fuldt af venlighed, mange lys. lidt ro i sjælen og tilpas med mærkelige sammentræf]

Jeg har lige stået ude på altanen og sunget "sig månen langsomt hæver" et par gange -lidt fest skal her jo være. Der var heldigvis ingen tilhørere. og hvis der havde været. havde de tolereret forestillingen. De er jo vant til så mange eksotiske ritualer herude.

Det er vist en meget gammel sang. 300 år, tror jeg, og fuldstændig tidssvarende:

Betragter månens bue
Den er kun halv at skue
Og er dog hel og rund
Så er vel flere sager
Som nu vort hjerte vrager
Fordi vi halvt dem skue kun

Vi stolte Adams slægter
Kun såre lidet mægter
Og meget ved vi ej
Vi efter skygger jage
Og mangen kunst opdage
Og kommer længre fra vor vej

Gud fader i det høje
Lær mig at skelne nøje
Det sande fra dets skin
Og mens jeg er i live
Lad lig et barn mig blive
skænk mig et fromt, enfoldigt sind

Ja, det er så mit nytårsønske for mig selv!

De kærligste nytårshilsner til jer alle, Else

8. januar 2001

Hej igen.

Jeg fik ikke sendt nytårsbrevet, så nu skriver jeg lidt videre. leg håber I er kommet godt ind i det nye år og igennem den mørke tid. Herude er det blevet koldt, men solen skinner om dagen. og de hvide bjergtoppe rødmer i aftensolen.

Der er fuldmåne i aften, jeg håber jeres måneskin er så klart som det herude over dalen.

Vi er lige kommet hjem fra et af internatkurserne på Norbulingka og er så glade så glade. Det begyndte nu som næsten altid - med noget svært, en krise faktisk. For et stykke tid siden syntes vi, at vores træning var havnet i et dødvande. Vi havde haft en kursusdag, som vi begge var kede af. De studerende var høflige som altid, men kontakten glippede, vi kunne se på deres ansigter at de ikke var med. De havde svært ved at forstå det, de arbejdede med, de var usikre og de kedede sig. Fraværsprocenten steg langsomt. Det var umuligt at få at vide, hvor de var henne - når vi spurgte. Lang tavshed, høviske svar.

Sagen er jo den, at mange af dem næsten ingen uddannelse har, de fleste har det tungt med engelsk og de har lært at gøre, som læreren siger. De er vant til uvedkommende teorier, udenadslæren, afskrift fra tavlen, tests i en uendelighed.

Derfor var vores undervisning først lidt af et under for dem - medbestemmelsen, respekten, de korte oplæg, de mange øvelser. De havde også åbenhjertigt skrevet en masse konflikter i deres samfund ned til fælles brug. Dem arbejdede vi med på mange måder - blandt andet med rollespil, som de er fantastiske til og får en masse ud af. Så langt så godt. Alligevel blev det efterhånden som at køre på cykel gennem dybt sand.

Så bagefter sad Bjarne og jeg og kiggede forbeholdent på hinanden. Vores samarbejde havde også været forvirret den dag. Endelig kom vi til at tale om det egentlige. Træningen kunne ikke længere bestå af teori + øvelser. Det blev for kunstigt, for livsfjernt, for skoleagtigl. Så vi besluttede at lægge kursen om - lidt a la Paulo Freire, at arbejde med det virkelige liv, at lade dem begynde deres NGO arbejde NU. at give dem meget mere ansvar.

Så vi planlagde et seminar, hvor vi overlod dem morgenmøderne, og det viste sig, at de var langt bedre end vi til at lede nogle vedkommende, spøjse og lette møder, fulde af nye ideer. Vi lod dem også stå for alle de kropslige indslag, refreshment acts som de kalder dem. Det kunne de også. Og vigtigst, hele seminaret byggede på to reelle pilotprojekter.

Det ene var at de indbyrdes interviewede hinanden om de store problemer, der er mellem dem, som er født i Indien og dem der for nyligt er flygtet fra Tibet. Problemet er, at de nye ser dem som er født i Indien som forkælede: Veluddannede, tilpassede, med mange indiske ord i sproget, en vestlig livsstil, engelsktalende og med ønsker om at gøre karriere eller flytte til Vesten. Nærmest som nogen der svigter sagen: at genvinde Tibet. Og dem der er opvokset her, ser de nye som tilbagestående, "green brains", krævende, grove, konservative. Det heldige er at vi har begge grupper på holdet. Så nu fik de endelig sagt disse ting til hinanden, og forstået hinanden. De kunne nu gøre det med de metoder, træningen havde givet dem. Det er naturligvis interviewteknikker og basal konfliktløsnings klassiske trin. Vi bruger også billeder, vi har fra nogle sydafrikanske film om konfliktløsning, som Bjarne har med, og som de elsker. De spørger og lytter til hinandens heads (tanker og ideer), hearts (følelser), stomachs (behov) og feet (hensigter, ønsker). AI teori på det seminar enten forberedte pilotprojekterne eller kastede lys over opsamlingen.

Det store pilotprojekt var at undersøge forholdet mellem indere og tibetanere. Det blev lagt op som en opgave de havde fået som NGO. Det indo-tibetanske forhold er mindst lige så problematisk som det mellem indfødte danskere og de "de fremmede". Der har været indiske riots i flere settlements og nogle drab. Vores kursister blev sendt en hel dag ud i tre grupper for at undersøge indernes mening om tibetanere, om det indbyrdes forhold og om de løsninger, inderne så - og kom svært opmuntrede og begejstrede hjem, hvorefter vi holdt en fest, hvor alle dansede. De skal bare have en halv øl eller en cola, så træder de dansen i timevis. Det var ret skægt. Nu er de ved at skrive en rapport, som skal videre i samfundet for at bruges og også sendes til Dalai Lama. De skrev nogle evalueringer, som nærmest var gribende. En af dem lød sådan:

" i første omgang føler jeg bare, at disse fire dage vi har været sammen var meget fornøjelige og værd at erindre. Når jeg prøver at huslæ de forslællige færdigheder vi har skaffet os, så går mine tanlær til følgende nyttige sider af denne træning:

1. ) REFRE5HMENT ACTS; dem fandt jeg meget sjove - de giver mig energi efter at jeg har lyttet tilmine kolleger og Bjarne og Else. jeg vil sørge for at disse refreshment acts får en vigtig plads, når jeg skal træne andre.
2. ) AT LYTTE -selvom vi har haft oplæg om aktiv lytning før, så praktiserede jeg, eller rettere brugte disse færdigheder i "født i Indien - født i Tibet" forløbet. Så jeg tror jeg langsomt er ved at mestre aktiv lytning.
3. ) PILOT PROJEKT - at tale med lokale indere og at få sådan en god respons fra dem har fyldt mig med en ny tillid. Det var indlysende i undersøgelsen, at 99% af alle hader konflikterne og ønsker at løse dem fredeligt. Det er godt at vide at jeg skal være træner i konfliktløsning, når alle folk ønsker at løse konflikter. Hvad er der mere at ønske? Jeg tror, jeg er på den rigtige kurs.

Jamen så kan I da forstå, at vi blev glade. Ham der skrev disse linier, havde før udtrykt sig ret fordomsfuldt om inderne. Vi ser nu mere tydeligt, hvordan vi kan gå videre. Det næste der skal ske, er at de selv finder nogle grupper at undervise og at vi går med hvert sted sammen med en responsgruppe. Så er der forhandlingskultur, som de først skal træne i rollespil og senere bruge i reelle situationer, hvor de skal promovere NGOen hos myndigheder, journalister og andre. Og endelig den svære mægling, som også skal omfatte såvel rollespil som virkelige opgaver.

Så alt I alt går det fremad med projektet - der kommer helt sikkert fJere problemer - men vi skal nok klare dem. Det vi hele tiden oplever er, at de store spring fremad altid sker gennem kriser, som vi er nødt til at kigge i øjnene, selvom det gør ondt. Det gælder også vores puklen med det teoretiske stof og vores samarbejde Der opstår dønninger og spændinger, fordi noget skal ændres, så begge trives. Og hver gang tør man næppe tage fat på det pinlige, men gør det alligevel, fordi der ikke er nogen vej udenom. Og hver gang kommer vi tryggere og mindre forvirrede ud på den anden side af tornekrattet. Jeg er virkelig så glad for, at jeg har en rejsekammerat, der har en indre ro, en venlighed og en ærlighed, som gør denne tour de force til et !ykkeligt trip.

Med mange kærlige hilsener, Else

Kashmir House, HPTDC, Kotwali Bazar, Dharamsala 17621 S, HP, India. Phone (0091) 1892 22977

DEPARTMENT OF TECHNICAL SERVICES

DCREPACK
00/05017/FUL 6.500.164.A.FUL

Andersen, I B
Buegarden lsd Sh
2880 Bagsverd
Denmark

15 January 2001

Dear Sir/Madam

APPLICATlON TYPE: Full permission
APPLICATION NO: 6.500.164.A.FUL 00/05017/FUL
PROPOSAL: Erection of 2 no Jetsam Charging Battery Housings.
LOCATION: RAF Menwith Hill Menwith Hill Harrogate North Yorkshire

Thank you for your representation received on 15 January 200 l relating to the above application.

Your representations will be taken into account before the application is decided. We aim to determine applications within8 weeks and we will notify you in writing ofthe decision.

Yours faithfully

Mr D Harling

Area Planning Officer

Dette er svaret på det brev om udvidelsesplaner af Menwith Hill (Echelon), som Ulla Røder bad os skrive.

ATTAC

Birgit og Geo Horn.

Finansmarkedernes globalisering fører til økonomisk utryghed og sociale kløfter. Samtidig omgås og begrænses de institutioner, der beskytter almenvellet (menneskenes valgmuligheder, de demokratiske institutioner og den suveræne stat).

Det fremstilles som en naturlov. Men manøvren gavner de transnationale foretagender og finansmarkederne. Følgerne er nedrustning af demokratiet, følelse af afmagt og fremme af antidemokratiske partier.

I den nuværende situation er det nødvendigt, at medborgerne presser regeringerne til at skabe nye regulerings- og kontrolmekanismer på nationalt, europæisk og internationalt niveau. Som det er nu, er verdens lande i hænderne på de store investorer. Hver dag flyttes 180 mia. dollars uden hensyn til produktionen eller markedet for varer og tjenesteydelser. Det er ren spekulation i stadig vækst i kapitalindkomster.

Udviklingslandene rammes særlig hårdt på grund af gældskrisen, den almindelige økonomiske krise og den Internationale Valutafonds (IMF) strukturtilpasningsprogrammer. Det forværrer den økonomiske udvikling og truer den sociale tryghed.

I i-landene fremstilles traditionelle pensionssystemer som gammeldags. Nu bør man kun være solidarisk med sig selv. Samtidig angribes den sociale tryghed gennem af reguleringer på hele arbej dsmarkedet.

I 1998 forsøgte de større stater at få underskrevet en Multilateral Aftale om Investeringer (MAI).

Den ville have ført til en privatisering af gevinsten og en socialisering af pligterne og omkostningerne. Heldigvis lykkedes det for den almene opinion at rejse så massive protester, at aftalen blev opgivet. Men den er ikke glemt. Måske flyttes den over i WTO. Samtidig fortsætter USA og den europæiske kommission deres korstog for øget frihandel og afregulering.

Et af midlerne mod al dette er en Tobin-skat på spekulative transaktioner på valutamarkedet. En skat på bare 0,1 % ville årligt give 100 mia. dollars, som for største delen vil blive indkasseret fra de større finansmarkeder i i-landene. Skatten kunne betale uddannelses-, sundheds- og sygeplejeindsatser i fattigere lande, forbedre fødevaresikkerheden og fremme bæredygtig udvikling.

For at få handlemulighederne tilbage til medborgerne og staten, så politikerne igen kan blive en magtfaktor, er der opstået et græsrodsoprør mod markedet. Det blev grundlagt i Frankrig i 1998 og har det besværlige navn "Foreningen til beskatning afkapitaltransaktioner til medborgernes Bedste". De franske forbogstaver danner ordet ATTAC. Foreningen er allerede udbredt over hele verden.

I meget kort form er formålet at:

• Hindre international spekulation
• Afskaffe skatteparadiser
• Forhindre at systemer med private pensionsforsikringer breder sig
• Fremme åbenhed i forbindelse med investeringer i u-lande
• Indføre regler for bank- og finanstransaktioner uden at det rammer forbrugere og almindelige medborgere (ansatte i bankvirksomheder kan have en vigtig rolle i forbindelse med kontrollen af transaktioner) Kræve en almen afskrivning af u-landenes gæld, og at de ressourcer, der derved frigøres, bruges til gavn for befolkningen og til en holdbar udvikling, noget som skal ses som kompensation for i-landenes "sociale og økologiske gæld".

I et videre perspektiv handler det om at:

• Generobre de områder, som de demokratiske institutioner har tabt til finanssektoren
• Modsætte sig ethvert forsøg på med henvisning til investoremes og markedets "rettigheder" at indskrænke den statslige suverænitet
• Skabe en demokratisk sfære på globalt niveau.

Vi må sammen genvinde magten over vor fremtid!

(Kilde: Bim Clinell: A TT AC - græsrøddernes revolte mod markedet, side 75-78. Forlaget Agora, Stockholm. 2000) Se mere på www.attac.org, Og se om et møde i København den 24. februar, hvor man vil forsøge at danne en dansk afdeling af ATTAC: luftskibet@information.dk

Håndskrevet læserbrev.

Kvinder for Freds Landsmøde 2001

Nu nærmer tiden sig, hvor vi igen skal mødes og udveksle minder, erfaringer og gode ideer, som kan inspirere og give energi til nye aktiviteter i det kommende år.

Der er stadig brug for os! - Vi må protestere imod Stjernekrig og forarmet uran i våben og forbrugsvarer.

Landsmødet foregår i år et nyt sted og på et andet tidspunkt!

Kate Helweg fra Lyngby-gruppen stiller sit sommerhus til rådighed for os Adresse: Knarbovej 6, 4540 Fårevejle i Odsherred.

Der går tog fra Holbæk til Fårevejle. - Nærmere oplysninger i næste nummer.

Tidspunkt: 5.· 6. maj 2001. . . . Sæt kryds i kalænderen!

Vi håber, at der kommer lige så mange som sidste år. - Måske lidt flere fra Sjælland!

Mange hilsener - og på gensyn!

Kate Helweg og Grete Møller

Af Hans Ludvig Larsen

Kære kvinder i det nordiske
fredsnetværk!

Godt nytår! Og tak for de mange breve, jeg har fået efter vores møde i Sindal sidste år!

Som vi aftalte på det møde kontaktede jeg Barbro for at bede hende arrangere vort møde til sommer i Sverige. Hun havde jo været meget i tvivl, om det kunne lade sig gøre.

Men det kan det altså!

Barbro har, som nogle af jer allerede ved, fundet et sted lidt uden for Stockholm, hvor vi kan være. Det er af cirka samme standard som det vi havde i Sindal. Men der må ikke ryges indendøre eller drikkes spiritus, for det tilhører metodistkirken. Mon ikke vi kommer over det?!

Vi kan leje det fra torsdag d. 30. august til søndag den 2. september.

Barbro har ikke nogen mulighed for at søge fondspenge, så det bliver lidt dyrere end sidste år.

Hun har regnet ud, at hvis vi bliver 15 deltagere, koster det os 130 kr. pr. døgn. Dertil kommer så mad, men vi er et par stykker, der tager op til Barbro og hjælper, så vi kan lave maden billigt.

MEN nu spørger Barbro så, om vi nu også vil komme!

Rejsen til Stockholm er jo noget længere end til Nordjylland.

Hvis ingen melder sig til, må hun afbestille lokalerne, og hvis der kun melder sig nogle få stykker, kan vi være hjemme hos Barbro selv.

Jeg glæder mig til at komme derop og håber meget, at I andre også vil komme, så vi kan fortsætte den gode tradition med de mange berigende møder, vi har haft. Men vi vil jo gerne have de svenske kvinder med, og derfor blev vi jo enige om at gøre en ekstra indsats for det i år.

Barbro skal snart have besked, om hun skal opretholde bestillingen, så derfor vil jeg bede jer, om I vil give en forudmelding, om I har i sinde at komme. Jeg ved godt, at det ikke kan være bindende så længe i forvejen, men det kan give os en forestilling om, hvor mange vi bliver.

Der skal jo også laves en plan for hvad der skal ske på mødet. Vi har et foreløbigt løfte fra Drude Dahlerup - hun er jo professor i Stockholm og bor såmænd i samme by som Barbro gør!

Jeg synes, det er vigtigt, at vi kan blive ved med at mødes. Der foregår så mange brud på fred, demokrati og menneskeværdighed rundt i verden, men heldigvis er der også mange, der arbejder på at bedre disse ting. Det er vigtigt at vi støtter dem, der gør det - og holder håbet oppe hos hinanden om, at der kan gøres noget - og at det nytter!

Vil I være så rare at sende mig et postkort/brev, om I planlægger at komme til Netværks-årsmøde i Stockholm 30/8. -2/9. 2001 - og gøre det inden 14 dage (inden 5. febr.) så vil det hjælpe os meget.

Kærlig hilsen

Aase

(dette brev er sendt til alle, der var med sidste år - send videre til dem, du kender!)

Dette nr. er redigeret af Gladsaxe gruppen, der også redigerer næste nr. Deadline 1. marts.