Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 5, 2001

Åbent brev til udenrigsminister
Mogens Lykketoft

Fra Kvinder for Fred samlet til landsmøde i Fårevejle den 5. maj 2001.

Sig NEJ til missilskjoldet, Lykketoft!

Opbygning af et missilskjold er et brud på ABM-traktaten.
Missilskjoldet vil starte et nyt våbenkapløb.
Kvinder for Fred kræver våbenmilliarderne til mad!

Den 26. august 2000 skrev Kvinder for Fred et brev til daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen i hvilket vi opfordrede ham til at sige NEJ til amerikanernes planer om udbygning af Thuleradaren.

Niels Helveg Petersen svarede bl.a., at regeringen lige som Kvinder for Fred ønsker at undgå et fornyet våbenkapløb, og at verdens ressourcer kan og bør udnyttes på en bedre måde. Det er derfor med stor undren og vrede at vi erfarer, at Helveg Petersen nu mener, at vi er nået til "point of no return".

Den danske regering bør ikke lade sig tryne af præsident Bush' tale den 1. maj 2001.

Thuleradaren vil spille en central rolle i opbygningen af missilskjoldet.

Den vil gøre Grønland til et oplagt bombemål.

Hjemmestyreformand Jonathan Motzfeldt kræver en ændring af forsvarsaftalen fra 1951, der giver USA ret til at have en base i Thule. Hvis amerikanerne kan opsige ABM traktaten med den begrundelse, at den er forældet, må Danmark og Grønland også kunne opsige aftalen om Thulebasen!

Mange mener, at missilskjoldet aldrig kommer til at virke - i lighed med Den kinesiske Mur og Maginot-linien!

Heller ikke som afskrækkelse over for "slyngelstater" vil det have nogen effekt, idet eventuelle terrorister vil finde måder at underløbe missilskjoldet på, ved f.eks. selvmordsbomber i New York eller anden form for terrorangreb mod amerikanske borgere i udlandet.

Det er anslået, at missilskjoldet vil koste over 500 milliarder dollars!
Det er uhyggeligt at tænke på, at hele verden vil begynde en ny atomoprustning, fordi militær-industriens lobbyer har betalt præsident George W. Bush' valgkamp.

"Missilskjoldet er formuer værd for dansk elektronikindustri" hed det i en overskrift. Det kan ikke være rigtigt, at USA kan købe de europæiske landes accept af missilskjoldet ved at tilbyde andel i udviklingen og milliarderne.

Kvinder for Fred vil igen på det stærkeste protestere imod, at Danmark bliver et led i USA's planlagte oprustning. Millioner af mennesker vil dø af sult, sygdom og forurening, fordi verdens ressourcer bruges på masseødelæggelsesvåben i stedet for til mad, medicin og miljøbeskyttelse.

Trusler om brug af atommissiler i rummet, er en trussel mod menneskeheden!

På vegne af Kvinder for Fred

Grete Møller,
Bådsmandsvej 13,
2660 Brøndby Strand

Landsmøde 5.-6. maj 2001

REFERAT

"Jeg drømte mig en drøm i nat ... at kamp og vold for altid var forbi. ... at glemt var krigens had og men'sker lo og sang, .. grænser faldt, som skilte os en gang." i maj nattens kølighed, i ly i Kate Helwegs sommerhus, under strålende forårsssol mødtes 12 kvinder for at vende verden

Programpunkterne

1) Ulla Røder se brev fra hende her i bladet. Birgit Arrenakke fortalte om sine oplevelser på turen i februar (se Køkkenrullen nr. 3 2001) Penge til konto 5394 - 0674093 i Arbejdernes Landsbank er fortsat velkomne. ".. nu kan jeg tillade mig at ringe til mine børn i Odense.." havde Ulla sagt til Inger Bjørn A.

2) Attac v. Aase Bak-Nielsen. En forening til beskatning af kapitaltransaktioner Siden suppleret med bl.a. kravet om gældseftergivning for u-lande. Tobinskat kræver at alle lande skal være med, ellers går det ikke. Men bare det at man snakker om det hjælper måske.

Her i landet har vi haft en begrænset form i 1953: skat på udenlandsdanskeres transaktioner Malaysia brubrte valutaskat under krisen for nylig. Canada har vedtaget at arbejde for den EUparlamentet var nær ved at vedtage den. U-landenes gæld er egentlig forlængst betalt, men hænger også sammen med uligheder i u-landene selv - hvis deres egne rigdomme blev fordelt behøvede de ikke u-hjælp.

Denne bevægelse, som startede i Frankrig, synes at være kommet på rette tid så det spreder sig verden over. "Nu kan det være nok" - almindelige mennesker som ellers ikke har blandet sig. Hver gør det man synes er vigtigt, og som man kan overkomme.

I Brasilien er Attac voksende, her drejer det sig om jordreformer. I Rusland er det kvindegrupper der arbejder for demokratikontrol for der er demokrati kommet til at betyde 'frit slag for pengemagt'. Her i landet er der nu 9 grupper. Ikke sige. "Jamen det forstår jeg mig ikke på I" - for det giver de "kloge" bestemmende frit spil, og de tager intet ansvar Men Attac får karakter af symptombehandling, får ikke ryddet op i årsagerne til verdens ufred: fordeling af verdens goder ligeligt, der er nok til os alle. En analyse i Ugebrevet MandagMorgen 5.3.2001 omtaler Attac som et !.tegn på at en forandring er på vej.

3) Pensionskassers investering. Inger Bjørn Andersen fortsætter sit forsøg på at påvirke Magistrenes Pensionskasse. Hendes forslag er kommet på dagsordenen og dermed tilsendt alle medlemmer før gen.forsaml. 14.5. især drejer det sig om investering i General Electrics. Se forrige Køkkenrulle, nr 3 .

4) Fredsakademiet. Udsprunget af Fredskommissionen som fredsbevægelserne nedsatte som parallel til Forsvarskommissionen.. Fredsakademiet beskæftiger sig med formidling om ikkemilitær konfliktløsning. Foregår især på Internettet, men har holdt 2 seminarer Det første i Roskilde 30.sept. 2000 : Fredsundervisninf( i Danmark og det andet 28. april i år Seminar om Vold og Etik. Fredsbevægelsens bagvedliggende filosofi og etik - i modsætning til voldens logik. Forelæsere: Marina Jakobsen, dansk-brasilianer, romansk filolog, beskæftiget sig med gadebørn og nu ph.d. forskningsadjunkt i filosofi RUC, samt Carsten Fledelius, KUA med titlen: Hvad sker der, når krigsbegejstringen griber folk?

Dokumentationen på Internettet, som er omfattende, er især rettet mod undervisere og elever i skoler og på universiteter, fordi der er for lidt undervisning i fredelig konfliktløsning.

Medlemmer af Akademiet er akademikere, bibliotekarer, civile, fhv. militærfolk, lærere. Der er brug for fler lærere og pædagoger, måske kontakt til Fredspædagogisk Værksted. Foredragsholdere kan bestilles hos Fredsakademiet.

Center for Konfliktløsning er en parallel organisation.

Kvinder for Fred er medlem som gruppe, om det giver kursusrabat for enkeltrnedlemmer vil blive undersøgt. Else Hammerich ventes hjem igen fra Tibet en af dagene, se brev fra hende i dette blad.

5) Thyra sendt hilsen fra Virumkredsen. 4 af dem mødes 1 x mdl, og drøfter aktuelle emner, for tiden Niels I Meyers bog: Manifest for en ny verdensorden og Attac.

Fredsskattefonden har holdt landsmøde 23.4.

Ligaen for Fred og Frihed arbejder på en høring i september: EU og militarisme ~ mål og konsekvenser.

6) Echelon. Forespørgselsdebat i Folketinget var et sørgeligt skuespil. Inger Bjørn A var til stede og får udskrift. Hun vil herefter formulere spørgsmål til sagen. Fra Forskningsministeriet har IBA fået et større hefte med oplysninger om E oversat til dansk dengang nuværende forsvarsminister var forskningsminister - men nu erklærer den samme Trøjborg at han intet kender til E , Helga Berg vil undersøge om Lone Dybkjær, der sidder i EU-parlamentets udvalg om E, kender til dokumentet, og om hvad der videre er sket i dette udvalg, samt om nogen i Det radikale venstre beskæftiger sig med problematikken.

7) Missilskjold /stjernekrig. NHelvegP for nylig citeret (JP og Arbejderen 3.-4.5.) for sige at vi nu er ved 'point of no return', mens han jo for % år siden mente at tiden for henvendelse til USA om sagen endnu ikke var inde. I Grønland er der delte meninger. Bladet Aktuel Elektronik nr. 3 (9.4.01) blev vist : "Missilskjold - formuer værd for dansk elektronikindustri . Danmark medleverandør af elektronik."

8) Nordiske Kvinders Fredsnetværk. Program for mødet omkring 1.sept. i Sverige følger i næste Køkkenrulle. se også andetsteds i bladet om svenske Kvinnor för frids sommerrnøde.

9) 'depleted uranium', reduceret uran, atomaffald, forarmet u., udarmet u., brugt atombrændstof 'kært barn' har mange navne... Helga havde tænkt sig at give en oversigt om arten og brugen af og problemerne med dette stærke og billige metal ud fra 2 artikler i henhv. Svenske Läkare mot Kärnvapens og Danske Læger mod Kernevåbens blade. Men da hun via Fredsakademiets internetside havde fundet mængder af litteratur om emnet som gav væsentlige supplerende vinkler på sagen og som hun kun havde nået at skimme i toget, blev det ikke til nogen 'forelæsning' men en fælles snak om det. Metallet bruges til meget andet end våben og hænger dermed også sammen med bLa. EU direktiv 96/29 som Anni og Birgit har arbejdet med.

Lørdag nåede vi let de organisatoriske punkter, fortsat styret, som sædvanligt kompetent, rummeligt og venligt, af Grethe Møller.

Regnskab. se dette,

Fonden, gironr. nedlægges da alt alligevel går gennem Anita,

Køkkenrulle - redaktionsrunden, Juni-August Vesterbro, Sep.-Okt. Århus, Nov.-Jan. Nibe/Gandrup, Febr.-Marts Gladsakse, April-Maj Holstebro/Nr.Nissum.

Vibeke meddeler til bladet når der er nyt fra Center for Konfliktforskning.

Send jeres bibliotek/ers adresse til Vibeke, så får de et Køkkenrulle-exemplar.

Sender I jeres e-mail adresse til Aase kommer den på adresselisten næste gang.

Næste års møde. Kate Helweg tilbød at lægge hus til igen. Tidspunkt: lidt senere i Maj, endelig dato kan ikke bestemmes endnu. Vesterbro-gruppen vil som i år sørge for mad mm.

Der var meget vi ikke nåede eller nåede at snakke færdig om. Især ville det have været godt at have hørt Grethe fortælle fra Fredsakademiets seminar.

VELKOMMEN TIL NORDISK FOLKRIGSDAG.

Det ser ud til at man skulde tilmelde sig 7-9 maj, men prøv alligevel at få nærmere oplysninger hos BirGitta Tornerhielm, Porkalag.7, 16476 Kista, Sverige. Email: gitta_t@yahoo.com. Der foregår alt fra møder og demonstrationer for et anderledes europa til udstillinger om alternative tiltag. Dagene er fra 14 - 19 -6 2001.

Brev fra Else Hammerich

Konfliktløsning i Tibet

17.03.2001

Kære alle sammen.

Tak for en masse breve, hvori I hensynsfuldt forsikrer mig om, at I da gerne vil have mine skriverier - det blev jeg virkelig glad for.

Så her kommer det sidste brev, for det lakker mod afrejsen, kun en god måned tilbage - og tiden er begyndt at accelerere på foruroligende vis. Sådan tænker jeg hver aften mellem 6 og 7, når jeg ligger på min seng og holder tvungen mørkning, mens der er slukket for strømmen. Jeg tror alle spareforanstaltninger bringer noget ekstra godt med sig - man kommer ud af sine vaner og ser verden på en ny måde. Kan I huske de bilfrie søndage i København, da alle åndede forbløffede op, hørte en ny bys menneskelyde og krydsede dens gader uden panik?

Uden lys er der ikke andet at gøre end at kigge på Himalaya, som nu er helt snedækket og gløder i aftensolen, bagved træer, som ligner lysegrønne bøge, men ikke er det. Jeg må indrømme, at så rar jeg lidt hjertesmerte - hvordan skal jeg dog undvære bjergene og den bestandige mumlen af stemmer? Alting herude er så voldsomt og utilsløret. Foråret er heftigt med hele bjergsider dækket af knaldrøde rododendron.. Brændenælderne kan stikke igennem cowboybukser og efterlader vabler næste dag. Forårsfuglene fløjter ikke, de synger operaer. Sygdom og død færdes åbent i gaderne. Skænderierne her på hotellet får huset til at ryste. Venligheden er også usminket, og jeg har i et halvt år ikke mødt sarkasme eller ironi, hverken fra tibetanere eller indere - befriende. Danmark forekommer mig lige nu så umådelig pænt og tildækket, ja nærmest fanatisk i sin insiteren på ydre ordentlighed. Jeg gyser lidt, når jeg tænker på et supermarked. Og på kalendernes diskrete terror.

Jeg er så glad for, at jeg ikke er den eneste, der har set Dharamshalas herligheder. Nu kan jeg altid snakke med Bjarne om dem, og med Vivi, Lotte, Bo, Jan og Lakha, alle vores gode gæster. Jeg håber mine børn og børnebørn vil komme og se det hele en dag. Jeg glæder vildt mig til at komme hjem til dem. Og til jer og til Øresunds kolde vand, den grønne rillede sandbund med sandormenes små slotte og ålegræsset om benene, når jeg svømmer.

Projektet er lidt af et mirakel. Bjarne og jeg er faktisk helt glade for os selv, men mest for vores studerende, som er blevet meget meget dygtige. I forvejen var de jo kloge og fast besluttede på at lære. Og fast besluttede på - hvordan undgå at det lyder som en floskel i Danmark, hvor den holdning er sjælden? - at være til nytte for deres samfund og deres folk. Det har de fortalt os på tusind måder. De ser konfliktløsning som en naturlig del af deres frihedskamp: "Since we have no freedom process, our problems grow, religious and community problems, and human problems like parents-children or between the generations. I find it important to get tools to stand together and stay united". Sådan sagde en af kursisterne ~ ham der spiller fløjte - i et interview, og sådan siger de alle sammen.

De har også skrevet det ind i deres formål for Tibetan Centre for Confliet Resolution (vores nye søster-organisation): Our purpose is is to promote the approaches and tools ofnonviolent conflict management and democratic processes in order to strengthen the Tibetan Community, its unity and our nonviolent struggle. We will work for peaceful conflict resolution in the Tibetan community in exile and internationally.

Men bortset fra deres gode hoveder og gode intentioner vidste de ikke ret meget, hverken om konfliktløsning eller om at undervise. De kommer alle fra kedsommelige, livsfjerne skoler og er vant til at undervisning er at sidde og høre tappert efter, og så lære udenad. I dag er de i stand til at give solide og sprudlende workshops.

De har været ude og undervise to gange hver, og bagefter rar de lige-på-og-hårde tilbagemeldinger fra Bjarne og mig og fra deres kammerater. En af dem - ham der har været gadebarn i Lhasa - sagde: tænk at jeg nu kan detteher, jeg er aldrig før blevet rost, kun skældt ud.

Her kommer et af deres programmer, det var for 10 klasses elever:

OUR TOGETHERNESS
SHOWING OUR TIBETANNNESS

l. Morning meeting
2. Meditation session
3. Basic conflict resolution - role play
4. Refreshment act: musical chairs
5. The language of conflicts - role plays
6. Actilv Iistening - exercises
7. Causes of conflicts: the 3 poisons of life - dialogue
8. Evaluation
9. Return to home, good bye and good wishes

Et par kommentarer:

• Kunne I tænke jer en workshop derhjemme med overskriften: "vores sammenhold - at vise vores danskhed" - man ville vist skutte sig og tænke på Dansk Folkeparti. Men her er det altså noget andet.
• Meditationen er de lige begyndt på, og Lakha har hjulpet dem. Tro det eller ej: Almindelige tibetanere mediterer ikke - de beder og reciterer mantraer. Instruktionen til denneher var:. Vær venlig at lukke øjnene. Forestiljer Dalai Lama over jeres hoveder, han velsignerjer. Forestil jer ordene "om mane padme hum" ijeres hjerter. l kan begynde nu. Og så sad 20 teenagere helt stille og fredelige i 5 minutter.
• Basal konfliktløsning er den teori, de holder mest af. Jeg tror fordi tibetanere oftest ignorerer konflikter - de taler ikke om dem, og det kommer der en masse mistænksomhed og nye problemer ud af. Derfor er de enkle trin i basal konfliktløsning et under for dem.
• Refreshment acts er lege, som de har lært de første tolv dusin af, musical chairs af Lotte og Bo.
• Rollespil elsker de at instruere og spille, helt uden krummede tæer.
• The 3 poisons of life er buddhistisk lære: alle lidelser og konflikter stammer fra indre ukendskab, grådighed og had.

De har dannet TCCR nu, og valgt deres trojka ledelse: en erfaren og taktfuld organisator, en oprørsk og ligefrem flygtning og en opvakt kvinde i midten. De er alle i tyverne. Det var et svært valg for dem, for mange ville gerne være ledere - det betyder jo en fast stilling i to år.

Nu har vi kun et seminar tilbage, en sidste praktikperiode og en kæmpefest. PLUS nogle forhandlinger med TCCRs administrator de første to år, indenrigsministeriet. Det har været overordentligt tungt at få et samarbejde i gang, vi har mødt megen uudgrundelig høflighed og skjult, uforståelig modvilje - bagsiden af den tibetanske kultur. Lakha har hjulpet os meget, som vores tokulturelle ambassadør. Vi håber og tror nu det bedste, og det er også nødvendigt. Uden støtte fra regeringen får den nye NGO et vanskeligt liv, hvis den overhovedet får et liv.

ÅRETS GANG FOR ULLA

Til Kvinder for fred

3. april 2001

I anledning af aarsmoedet sender jeg en beskrivelse af aaret der gik og takker mange gange tor jeres opbakning og stoette, der har gjort det muligt for mig at deltage i Trident Ploughshares kampagne.

Jeg er i den heldige situation at have et frivilligt arbejde her i Skotland (ca. 1 ½ times koerse fra Edinburgh og Glasgow) for YMCA i et faellesskab paa en stor ejendom kaldet Wiston Lodge.

Ejendommens arealer er holdt i balance med naturen omkring os. Vi dyrker en stor del af vores forbrug af groentsager selv i en stor oekologisk have, som jeg har vedligeholdt blandt mange andre opgaver, siden jeg ankom her sidste aar i slutningen af august. Stedet her yder traening til den naeste generation af miljoebevidste folk. Forskellige grupper deltager i kurser her for eksempel grupper af hjemloese fra Edinburg og Glasgow, groenne grupper, kunstnere, dansere og musikere. Et saerdeles levende sted, hvor jeg er lykkelig tor at have mulighed tor at arbejde sanunen med andre mennesker, med den rette aand tor at leve paa en baeredygtig maade.

Jeg pakkede mine ejendele og forlod Danmark i maj maaned sidste aar. Jeg havde tilbragt faa maaneder i Danmark, hvor jeg forberedte mig til naeste skridt paa vejen til atomvaaben nedrustning.

Det meste af min tid gaar med at fremme Trident Ploughshares sag, ved at tale om faren tor disse atomvaaben og om den opbygning af det militaere maskineri, der forgaar nu til dags rundt omkring i Europa, og om de konsekvenser dette saa vel som USA's missiltorsvar og planer om vaaben i rummet har for oprustning og spredning af vaaben i tremtiden. Jeg deltog ogsaa en kort tid i en kampagne i Danmark op til atstemningen om EURO'en, men var i England da valget tandt sted.

Jeg foeler, at rigtig mange mennesker stadig anser situationen og fremtidsudsigterne som ret saa skraemmende, og at det er noedvendigt at gore alt, hvad vi kan tor at forhindre denne proces and vende udviklingen til opbygningen af en verden styret med fredelige midler gennem forhandling og samarbejde i stedet tor krig. Det er muligt at leve i et globalt venskab og at dele vores ressourser i al fordragelighed paa en retfaerdig maade. Mit haab er, at vi en dag vil vaere i stand til at behandle hinanden med venlighed og retfaerdighed, saa vi ikke vil tiltraekke os nogen fjender.

I maj deltog jeg i Trident Ploughshares lejr i Aldermaston. Vi var der for at deltage i direkte aktioner mod atomvaaben konsortiet AWE Alderrnaston, hvor man producerer taendsatserne eller spraenghovederne til Trident missilerne. Jeg blev arresteret sammnen med Roger Franklin og Joan Merridt, og vi maatte en tur i retten i januar i Newbury. Dommeren gav os ingen boede, da han mente vi havde handtet meget serioest, men vi blev doemt til at betale for reparation af de to hegn, vi havde tilstaaet at have demonteret. Vi meddelte alle tre, at vi under ingen omstaendigheder ville betale tor reparationen, men dommneren sendte os ikke i faengsel. Sagerne er nu sendt til vores lokale retinstanser i henholdvis England og Skotland. Vi har endnu ikke hoert dertra

Fra maj til slutningen af juni boede jeg hos nonner og munke fra Nipponzen Myohii Buddhist ordenen i deres Peace Pagoda i Milton Keyncs ca. 60 mil nord tor London. Jeg deltog i forskelligt arbejde og de daglige ruliner. Det gav mig en foerslehaands erfaring med japansk kultur og buddhisternes levevis.

Ordenen tager del i Trident Ploughshares aktioner, og de inviterede mig til at tale under deres store ceremoni, der blev at boldt i anledning af 20 aarsdagen for Peaee Pagodaens indvielse. Denne begivenhed var meget speciel, fredsfyldt og smuk. Mange gaester fra udlandet saavcI som lokale deltog i ceremonien og festlighedeme.

Der var en begivenhed i London, som tiltrak min opmaerksomhed. En interfaith dag, hvor folk tra mange forskellige religioner moedtes i et fredeligt optog gennem byen. Jeg drog paa cykel ind til London og havde en addeles spaende dag sammen med en broget forsamling mennesker. Vi besoegte hinandes kirker, templer, moskeer, synagoer og andre steder, hvor folk samles for at dele deres tro. Vi sluttede i en katedral med faelles spisning, hvor vi sammnen laeste en udtalelse hoejt og erklaerede at ville arbejde smmnen tor vores faelles bedste, i forening at opbygge en bedre verden for os selv og for kommende generationer med omsorg og foelse, retfaerdighed, fred og respekt for hinanden og for vores faelles jord. Den dag gav helt sikkert stof til eftertanke, og jeg cyklede glad de 60 mil tilbage til Milton Keynes med en bevidsthed, at der stadig er et hav af gode meInnsker, der oensker fred i verden.

Mens jeg ophold mig i Peace Pagodaen havde jeg sammnen med soester Astrid travlt med at organisere ovematning og kost til vores Fredvandring fra Aldermaston i Sydengland til Faslane i Skotland. Jeg vil henvise til kopi af en artikel i blad fra Skotsk kampagne for atomnedrustning og vores erklaering da vi ankom til Fashme Naval Base selve stedet, hvor de 4 Trident ubaade er hjemmnehoerende. Vi sluttede vandringen med at deltage i Trident Ploughshares blokade den 1. august og blev omgiaaende arrestleret.

Det var en lang, men begivenhedsrig tur. Hver dag sine oplevelser. Vi modtog en hyldest ved en reception paa Raadhuset i Clydebank (byen blev soender bombet under 2. verdenkrig). Vi plantede et fredtrae og modtog en soelskaal. Den 2. august efter at vaere blevet loesladt fra politiarrsten, blev vi modtaget paa raadhuset i Glasgow, hvor vi overrakte 1000 fredstraner, vores banner og soelvskaalen til kommunen, som nu har overbrat alle disse ting til Folkets Palads i Glasgow. Det er et stort aktivitetshus med museeum, udstillinger m.v., som vi besoegte paa vejen til Faslane.

Nu har jeg startet mit arbejde for Trident Ploughshares. Den foerste halvdel af august var vi samlet i Coulport i Oeorgina's Peaton Wood. Der var aktioner hver eneste dag, og jeg maatte germem 5 arrestationer for at svoemme, sejle, klippe hegn for at kommne taet ind paa ubaadene. Det lykkedes naesten, men ogsaa kun naesten. Desvaerre. Men vi vil se frem til en raekke retssager nu, hvor vi vil forsvare vores rettigheder til at forhindre en eventuel brug af masseoedelaeggelsesvaaben mod uskyldige medmesker og vores miljoe. Vi er stadig overbeviste om, at vi har en ret til at stoppe forberedelser til massedestruktion og massedrab. Vi vil ikke acceptere brud paa internationale love og traktater, og vi maa handle selv for at forhindre militaeret i at soesalte Trident med alle de haeslige, farlige, forurenende og umoralske atombomber ombord. De udgoer en trussel mod menneskeheden, og koster os skatteydere en masse penge, der meget bedre kan bmges til at afskaffe noed og elendighed rundt omkring i verden. Vi siger atomvaaben er vanvittige, og at Faslane skal lukkes hellere i dag end i morgen. Forhaabentlig vil vi ogsaa goere det svaert eller allerbedst umuligt for militaeret at opgradere nye typer missiler til Trident ubaadene. Vi bevarer haabet og vores tro paa, at det nytter og vil lykkes, selvom vejen er lang og fuld af blindgyder.

Den foerste blindgyde blev Hoejesteret i Edingburg. l oktober og november var vi i alt ni dage i Hoejesteret for at diskutere ulovligheden af Trident. Det var den saakaldet The Lord Advocate Reference, en hoering der skulle klargoere om sherif Margarett Gimblett i 1999 havde tolket loven rigtigt. Vi fik afgoerelsen fra de 3 hoejesteretsdommere den 30. Marts.....Det var en sorgens dag. ... De tre dommneres afgoerelse var imod os denne gang. Vi havde haabet, at dommeme ville vaere i stand til at tage en klar beslutning og udtale, at selvfoelgelig er det en ret for almindelige borgere at forhindre lorbereddser til en forbrydelse mod menneskeheden. Vi foelte, at beslutningen var fuld af selvmodsigelser, og at en virkelig god mulighed var spildt.

Vi vil uden tvivl fortsaette vores kampagne. Vi vil bruge tid paa at gennemgaa afgoerelsen og se analyser fra advokateme. Vi skal forberede vores forsvar i kommende sager. Trident er stadig ulovlig at anvende. Enhver, der udfoerer en ordre til at klargoere et missil i en krigssituation bryder international lov og vil, saafremt ordren ikke naegtes, kunne blive ansvarlig for deltagelse i en krigsforbrydelse. Hvad skal vi med et forsvar, der ikke kan bruges. Vil vi virkelig fasttholde afskraekkelse med et vaaben, som er forbryderisk? Det er idioti, og det vil jeg ogsaa tillade mig at sige om en afgoerelse, der foerst tillader indgriben naar krigen er erklaeret. Da er det simpelthen for sent. Vi taler om atomvaaben, der kan udslette hele kloden for tid og evighed. Jeg kan ikke med selv min bedste vilje accentere disse dommeres afgoerelse. Det ser ud som om denne afgoerelse skulle lukke doerene for aktioner i fremtiden og samtidig hjaelpe Forsvarsministeriet med deres syge forklaringer om at Trident er lovlig saa laenge, det er fredstid, og missilerne ikke er maalrettet. Men missileme kan maalrettes med 15 minuters varsel og England skyder til stadighed rundt omkring i verden. Hvomaar er det krigstid og fredstid. Maaske vil nogle bruge lidt tid paa at forklare mig dette paa en forstaaelig maade. Hvis jeg ikke hoere mere, gaar jeg ud Ira, at i ogsaa kan se vanviddet i denne algoerelse.

Trident truer stadig saavel os og kommende generationer som vores miljoe og chancen for global nedrustning og fred. Vi fortsaetter vores direkte aktioner. Vi kan ikke blot stole paa ord og politikerne.

Vi vil stole paa aktioner fra folk for at faa has paa Trident atomvaaben systemet.

Gennem vintennaanederne har jeg brugt et par fridage fra arbejdet her paa Wiston Lodge til at deltage i flere direkte aktioner i Faslane og Coulport Jeg var ogsaa med til at organisere den store blokade i Faslane i Februar i aar, hvor 385 mennesker blev arresteret, deriblandt en advokat, flere politikere og et medlem af parlamentet, gejstlige og mange andre fornuftige folk fra mange lande, der ogsaa oensker atomvaaben afskaffet for tid og evighed.

Jeg ved, at jeg blot er en simpel fredskvinde blandt mange langt mere uddannede og begavede, men jeg haaber et froe er saaet og vil gro og udvikle sig til fordel for vores fremtidige generationer. I Kvinder for Fred er vi foerst og fremmest "vagthundene", der goer nar vi moeder atomvaaben, ufred, vold og urettaerdighed paa vores vej gennem livet, og lad det fortsaelle saaden, saa kan det aldrig gaa helt galt.

Jeg vil slutte denne beretning nu med et citat fra en udtalelse fra International Kvindedag, hvor vi tog ophold paa en Fransk Destroyer. 3 unge kvinder formaaede endog at opholde sig ombord i flere limer fastlast til skibet. Vi haengle et banner op med tekslen "Kvinder Forenes for en verden uden krig". Vores udtalelse loed saaledes:

Vi byder kvinder velkommen til at forenes og aktionere, da vi foeler dette er tiden, hvor den globale mililaer maskine planlaegger al sprede deres magt gennem frygt og vold, og vi naegter dette som en en fremtid". Jeg vil lige tilfoeje, at maend selvloelgelig ogsaa er volkomne til at forenes lor lred.

Jeg takker jer alle, og haaber i vil faa et godt og givende moede. Jeg er ked af, at jeg ikke har mulighed tor at vaere blandt jer og hoere rnerc om alle de mange opgaver i arbejder med derhjemme, men jeg ser frem til et relerat.

For en fredelig verden uden atomvaaben sender jeg mine tanker til jer alle.

Ulla Roder

gør noget p§ nettet: ET KLIK og sponsorer betaler ris, vand, minerydning ....
www.thehungersite.com og efterfølgere som
www.redcross.dk/Klik;
www.qivetklik.dk/;
http://godgerning.homestead.com/GoerGodeGerninger.html
og jo selvfølgelig
www.dontblowitorg gennem
www.wagingpeace.org/action

Lagtpå www.berlingske.dk den 4. maj 2001

For verdens skyld

For få år siden var Ulla Røder en pæn bankassistent med villa, mand og børn. I dag har hun opgivet alt, hvad der lugter af dansk middelklasse, og har viet sit liv til kampen mod atomvåben. Men kampen er ikke uden ofre for den danske fredsaktivist, som Berlingske Søndag har besøgt i Skotland

Af Nynne Bjerre Christensen

EDINBURGH.

Hun siger det, efter at vi har talt sammen i mange timer. Vi har talt om aftenen, mens det skotske mørke sænkede sig omkring os i stuen efter middagsmaden. Og videre om morgenen, mens vi har gået tur på de fine, grønne enge, hvor fårene og deres forårslam græsser.

Til sidst siger hun, som for at sætte tingene på plads: »Jeg kan ikke længere bare sidde foran fjernsynet, se sult og katastrofer og sige: Det er for galt, og så sende et lille beløb. Jeg må gøre noget. Det kan stoppes. Det skal stoppes. Alle mennesker siger i dag: Det må nogen tage sig af, nogen andre, nogle politikere. Men hvad med at starte med sig selv? Konkret og personligt.«

Ulla Røder er et sammensat menneske. I sine eftertænksomme stunder virker den 46-årige kvinde næsten skrøbelig. Hun er bleg og har stærke briller. Virker nogen gange helt gennemsigtig. På den anden side er hun en stærk figur; sikker og tryg i sin tro på sagen mod atomvåben. En sag, som de fleste danskere ellers for længst har forkastet til fordel for mere ubekymrede aktiviteter. Ulla Røder er gået den stik modsatte retning. Siden murens fald har hun komplet skiftet livsstil fra et trygt kernefamilieliv i en villa i Brøndby til et asketisk og barskt liv i Skotland. Der er intet ved hende, der signalerer glamour, spænding og sport. Hun aktionerer mod atomvåben, fordi hun mener, det er nødvendigt.

Sidste uge kom hun igen på de skotske avisers forsider. Fredag morgen brød hun ind på den britiske atomubådsbase Faslane vest for Glasgow ved at klippe hul i hegnene omkring baserne og efterfølgende svømme halvanden kilometer i fire grader koldt vand. Efter fem timer i vandet lykkedes det hende at trænge ind i basens allerhelligste bassiner og komme helt tæt på to britiske Trident-atomubåde. Her spraymalede hun ordet: USELESS på en skibsside. Det var en stor sejr for den fredelige aktivist-organisationen »Trident Ploughshares,« som Ulla Røder er engageret i.

Men det var en pinlig affære for den britiske regering. Ulla Røders aktion modbeviste nemlig regeringens melding om, at Faslane-basen var så minutiøst overvåget, at en aktion af den karakter var umulig. Hun beviste, at en fanatisk selvmordsterrorist kan svømme ind ved siden af ubådene, sprænge en bombe og dermed udslette det meste af Skotland.

Aktionen mod Storbritaniens eneste atomvåben, verdens største ubåde Trident, var besværlig og var tidligere mislykkedes. »Jeg troede, jeg ville være glad da jeg nåede frem, men det var jeg ikke. Det virkede så voldsomt at ligge mellem de to, store ubåde. Jeg så en masse billeder for mig. Af de mennesker, der havde overlevet Hiroshima, jeg så flygtningestrømme, og billeder af hjemløse, jeg har mødt. En masse følelser strømmede op i mig. Jeg var lige ved at græde og lade følelserne overvælde mig. Men så kom vreden, og det er vel den, der driver mig. En angst for, at det en skønne dag går galt med disse våben og at mange bliver udslettet.«

Ulla Røder ser frem for sig. Hun er stilfærdig, grænsende til det selvudslettende. Hendes små, blå øjne plirrer eftertænksomt bag hendes brilleglas. Hun har en halsklud bundet stramt om halsen og snøfter lidt, fordi hun blev forkølet efter det lange ophold i vandet. Kort efter hun var nået frem til ubåden, blev hun anråbt af en vagt og arresteret. På politistationen kom hun til at fryse. Men det er ikke den eneste gang hun er blevet arresteret. Faktisk var det 18. gang. I øjeblikket har hun fem retssager under opsejling for sin civile ulydighed.

Som regel har anklagerne stået på hærværk for at klippe basernes hegn i stykker og ulovlig indtrængen. Og indtil videre har hun undgået alvorlige domme. I en meget omtalt sag i 1999 var hun tiltalt for at have ødelagt kostbart laboratorieudstyr for en million danske kroner. Ulla Røder og to andre kvinder bordede en atombases flydende målestation og smed stationens computere og måleudstyr i vandet. Selvom kvinderne tilstod gerningen, blev de frikendt i retten. For dommeren fandt, at kvinderne var i deres gode ret til at ødelægge målestationen, fordi de mente, at Trident-ubådene udgjorde en fare for menneskeheden. En kendelse, som den kvindelige dommer fik mange hug for, men som ikke desto mindre står ved magt.

Højesteret har ganske vist for nylig udtalt sig kritisk om dommen. Men i Skotland har Højesteret ikke adkomst til at ændre på en kendelse. Kvinderne er og bliver frikendt for et hærværk, som de har tilstået. Fordi de var i god tro og fordi de britiske atomubåde faktisk udgør en risiko.

Kampen står om fire britiske Trident atomubåde, der er baseret i de øde, dybe, skotske fjorde. HMS Vanguard, HMS Victorius, HMS Vigilant, HMS Vengeance hedder ubådene, og de har en næsten ufattelig ødelæggelsesevne. Ubådene er verdens største, langt større end den russiske Kursk. De måler lige knap 150 meter og har fire etager. De fire ubåde har hver 16 missiler med hver tre sprænghoveder. Der er altså 48 sprænghoveder på hver ubåd. Og hver sprænghovede har en sprængkraft på 100 kiloton. Til sammenligning havde Hiroshima-bomben en sprængkraft på 15 kiloton. Hver ubåd indeholder altså atomvåben nok til at producere omkring 336 Hiroshimabomber. MHS Vengeance er helt ny og blev sat i vandet i januar.

Mindst én af disse ubåde er i permanent patrulje 24 timer i døgnet. Ubådene sejler over hele verden med deres farlige last. Det er blandt andet denne patruljering, organisationen »Trident Ploughshares« kæmper for at få afskaffet. For selv om krigstruslen ikke er overhængende, så kan der stadig ske uheld og ulykker, mener de. Det er denne sag, Ulla Røder bruger al sin energi på. Den sag, hun har forladt sine børn og sit middelklasseliv i Danmark for.

»Det er fuldstændig vanvittigt at have disse våben. Man kan jo kun udslette sig selv én gang. Vores pointe er, at man ikke kan affyre et eneste af disse sprænghoveder nogen steder i verden, uden at det vil betyde civile ofre. Og dermed er våbnet ulovligt. Jeg betragter ikke det, vi laver som hærværk. I forhold til det vi forsøger at afvende, er det i hvert fald småting,« siger hun.

I dag bor hun på et værelse i en YMCA-kursusejendom en god times kørsel fra Edinburgh. Hér, langt ude på landet, hjælper hun til i ejendommens have og gør rent efter kursisterne. Til gengæld får hun kost og logi. Det barske landskab, mellem brægende lam og stengærder, er Ulla Røders udgangspunkt for kampen mod atomubådene.

Hun har stort set intet privatforbrug. Hun køber sit tøj brugt og bruger al sin tid på retssager, blokader, aktioner, foredrag og møder for Trident Ploughshares. Hun ejer ikke en cykel, men går de mange kilometer til bussen. Ofte er hun på farten i dagevis.

»Jeg har uddannelse nok til at leve et komfortabelt liv. Men jeg begyndte at få dårlig samvittighed, da jeg så, at folk sov på gaden i København. Jeg er bankuddannet og arbejdede i en kreditforening i mange år. Men i 1989 fandt de første prikkerunder sted. Jeg blev meget vred over den måde, det foregik på. Så jeg sagde op, selvom jeg var blevet skilt og var alene med to børn. Jeg tog forskelligt arbejde og startede som frivillig socialarbejder i Kirkens Korshær.«

Det var de franske atomprøvesprængninger i 1995, der bragte Ulla Røder på sporet af fredsbevægelsen. Under en demonstration fik hun en løbeseddel stukket i hånden af en hjemløs. »Og så tænkte jeg: Nu skal det være. Jeg var meget vred hele sommeren efter Tjernobyl. Jeg havde små børn dengang og husker ganske tydeligt den morgen, det skete. I 1995 vidste jeg ikke meget om atomvåben, men jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne acceptere flere ødelæggelser på grund af radioaktivitet. Så jeg besluttede mig for at engagere mig fuldt ud i arbejdet for nedrustning. For socialarbejde i København kan være godt nok, men atomvåben repræsenterer en kæmpe risiko for hele verdens befolkning.

Indtil 1995 troede jeg, lige som de fleste andre, at der var atomnedrustning, og at START-aftalerne blev respekteret. Men det er et, stort skuespil for folk. De bliver mere eller mindre ignoreret af magthaverne.«

Ulla Røder tog på udflugter til atomanlæggene i England og Skotland med nogle kvindeorganisationer. Her mødte hun kvinder, der praktiserede den aktionsform, hun senere kom til at praktisere. Civil, fredelig ulydighed. Langsomt kom fredsarbejdet til at tage mere af hendes tid og hun pendlede mellem Danmark og England for at deltage i møder og blokader. Og da hun i 1999 tog til Skotland for at deltage i aktionen på det flydende laboratorium, som hun senere blev anholdt for, vidste hun godt, at det var blevet alvor.

»Jeg vidste godt, at vi kunne komme i fængsel. Jeg fremlejede mit hus i fire måneder og håbede, at det var nok,« siger hun. Det var det nu ikke. Kvinderne sad varetægtsfængslet i fire og en halv måned før de kom for retten og blev frikendt. På det tidspunkt vidste Ulla Røder, at det var det rigtige at gøre. Men inden havde hun haft mange søvnløse nætter.

»Hver dag hele vinteren 1997 tænkte jeg på konsekvenserne over den direkte aktion. Det er jo en stor beslutning at få en plettet straffeattest. Jeg ville være helt afklaret. For jeg er vokset op i en almindelig arbejderfamilie på Nørrebro som enebarn. Vi var ikke politiske og gik aldrig til demonstrationer. Men direkte aktion var det rigtige at gøre, for jeg havde prøvet alle andre muligheder. Jeg havde stået med et protestskilt og havde skrevet til politikerne uden at få svar. Jeg var vred over, at politikerne ignorerede de skatteydere, de repræsenterer. Jeg tror ikke, danskerne ønsker at støtte atomvåben. Men det gør vi alligevel via NATO.«

Hun har dog aldrig overvejet selv at gå ind i klassisk politik. »Der er for mange kompromisser i politik og jeg tror ikke, jeg kunne holde mig inden for en partilinie. Jeg har det også svært, når jeg skal stemme: På nogle områder er jeg utrolig konservativ. Og på andre områder støtter jeg den yderste venstrefløj. Jeg har det bedre med aktionerne, hvor man kan være klar i sit budskab.«

En hjørnesten i Ulla Røders overvejelser var hendes børn. I dag er de i begyndelsen tyverne, men da hun tog til den første blokade, var hendes yngste ikke myndig. Adskillelsen fra børnene er i dag det største offer ved at være aktivist. Specielt fordi hendes datter ikke utvetydigt bakker morens livsførelse op.

»Jeg talte med dem meget alvorligt flere gange. Min datter var meget urolig og er stadig ikke glad for det. Hun er bekymret og ville ønske, at jeg lavede noget andet. Hun er imod krig, men hun så helst, at hendes mor blev hjemme og passede familien. Dybest set synes jeg også, at det er det, jeg gør. Jeg sørger for, at der er en verden til mine børn og børnebørn. Så med min samvittighed kan jeg godt forsvare det. Men jeg kan godt forstå, at mine børn finder det svært nogle gange, når mor svigter og bare tager afsted,« siger hun.

I dag er det mere end et år siden, hun sidst har været i Danmark. »Men vi er på fin fod. De passer deres og jeg blander dem ikke ind i mit. Men jeg savner dem forfærdeligt ind i mellem og ringer hjem, når jeg kan afse et par pund. Det ville være dejligt at være der, og kunne give et knus og en hjælpende hånd, når der er brug for det. Men jeg er helt afklaret med mit liv. Mine tanker er heroppe i døgndrift. Det ville være forkert af mig at blive hjemme. I dag er Trident mit arbejde. Men jeg håber på, at vi en dag kan stoppe kampagnen, så jeg kan komme hjem til Danmark. Vi vil have taget ubådene ud af alarmberedskab og vil have demonteret sprænghovederne fra missilerne. Det er måske naivt, men det er det, vi kæmper for.«

Hvad så, hvis det ikke sker?

»Ja, det er ikke godt at vide. Så længe vi opnår fremskridt i processen, så fortsætter jeg. Jeg kan kun sige, at kampen er en labyrint med en masse blindgyder. Vi ved, hvor vi skal hen, men vi kan ikke sige, hvordan vi kommer derop og nogle gange må vi ind i en blindgyde. Under alle omstændigheder vil der gå lang tid, før jeg er ude af retssagerne. Jeg skal have mine domme og sidde bøderne af.«

Der er dog en pris, der er for høj at betale for Ulla Røder. »Jeg vil aldrig betale med mit liv. Det er livet, jeg kæmper for, og mit liv er lige så vigtigt som andres. Så jeg holder op som aktivist, hvis de begynder at skyde efter mig.«