Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 7, 2002

12 norske kvinder har taget initiativ til at organisere en fredsmarch - The International Human Rights March - i Israel/Palæstina i februar/marts 2003, og har sendt os invitation til at deltage. Vi håber at mange af de danske Kvinder for Fred har lyst, tid og råd til at deltage i marchen.

Man kan finde flere oplysninger om marchen på hjemmesiden www.humanrightsmar.org og på E-mail
info@humanrightsmarch.org

TO WOMEN ALL OVER THE
WORLD WHO WISH FOR PEACE

Følgende tekst på norsk er hentet fra hjemmesiden.

Mennesker over hele verden ser med uro og angst på situasjonen i Israel/Palestina, og nærer en sterk medfølelse med folkene som lever i området.

Gjennom lang tid har vi erfart at politikere og ledere over hele verden ikke har vært i stand til å legge til rette for en fredelig og rettferdig utvikling for folkene i regionen. Politiske handlinger utløst av maktbegjær, ønske om dominans, av intriger, hestehandel og egeninteresser har fått dominere. Vi har sett hvilke lidelser menn, kvinner og barn i begge land har måttet tåle gjennom lang tid. Et stadig økende antall mennesker er på leting etter handlinger som kan bidra til en fredelig løsning. For å synliggjøre vår vilje til å bidra, inviterer en gruppe kvinner i Norge alle verdens kvinner til en menneskerettighetsmarsj i Israel og Palestina i februar/mars 2003.

Vi ønsker på denne måten:

1. at løfte ham respekt for menneskerettighetene i området
2. at støtte menneskene som bor der ved å vise at de ikke er alene i sin kamp for fredelige løsninger
3. at støtte mennesker i begge land som ønsker respekt for folkeretten; ved å gjøre slutt på okkupasjonen og skape en rettferdig fred - med trygghet for alle som bor der
4. at støtte de kreftene som arbeider for gjenoppbygging og utvikling
5. at støtte de kreftene som, når krisen er over, vil fremme samarbeid, vennskap og forsoning

Hele vårt arbeid skal være i Mahatma Gandhi og Martin Luther Kings ånd.

Ikkevoldprinsippet er fundamentet vi står på. Vi vil også kontinuerlig minne hverandre på Gandhis ord om ikke å undervurdere enkeltmenneskets mulighet til å forandre verden!

Ettersom det i denne regionen tradisjonelt er menn som bærer våpen - og kvinner som bærer barna - har vi av sikkerhetsgrunner bestemt at det er kvinnene sorn skal gå i denne menneskerettighetsmarsjen. Vi ønsker at det ikke under noen omstendigheter skal reises tvil om vårt engasjement for å bidra til fred, medmenneskelighet og menneskeverd. Samtidig er det viktig å presisere at vi ønsker all mulig støtte til ideen og bidrag til gjennomføringen - av våre menn.

På dette grunnlag ble ideen presentert for kvinneorganisasjoner og enkeltpersoner i Israel og Palestina, vinteren 2002. Vi vil invitere verdens kvinner til en marsj ut fra solidaritet med menneskene i regionen, og gi støtte på en måte som tjener deres interesser. Det ble uttrykt stor entusiasme og gIede over initiativet.

Vi ønsker å samle krefter for fredens sak internasjonalt og i landene selv ved å gå gjennom byer, landsbyer og tettsteder, t1yktningleire, osv. Vi vil delta på små og store folkemøter, seminarer, kurs, konserter, utstillinger og lignende og ikke minst være deltakere i "de tusen samtalene". For å bli gjenkjent som deltaker skal enhver bære noe hvitt på seg - for eksempel bluse, kjole, skjerf, T-skjorte og lignende - som symbol for fred.

Hva kan vi oppnå?

1. Vi ønsker å markere avstand til krig og våpenbruk som løsning på konflikter. Vi ønsker å delta i samtaler med israelere og palestinere om veien videre.
2. For den enkelte deltaker vil marsjen være en enestående sjanse til med egne øyne og Ører å se og høre hva som virkelig er situasjonen i regionen, og å engasjere seg i et verdensanliggende.
3. Mange mennesker vil trette hverandre, og sammen kunne legge til rette for nye tiltak ut fra de behov en oppdager. Ut fra erfaringer med tidligere fredsmarsjer tror vi at det i ettertid av marsjen vil oppstå prosjekter og forskjellige typer samarbeid mellom enkeltmennesker og mellom grupper. Vi håper således at det etter hvert vil utvikles et trekantsamarbeid - med grunnlinje mellom israelere og palestinere - og med støtte fra et tredje land.
4. Det vil under marsjen være behov for å dekke deltakernes materielle behov. Lokalbefolkningen vil få et marked for sine varer og tjenester, og det vil kunne utvikles nye områder for virksomhet. Dette er viktig i et område med svært stor arbeidsløshet.
5. 360000 oliventrær er hugget ned. Vi vil være med å plante nye trær, skaffet til veie av greske samarbeidspartnere.
6. Vi ønsker og tror at vi ved den foreslåtte aksjonen skal vise at verden er en enhet der vi tal' ansvar for hverandre - der vi deler hverandre s lidelser og erfaringer, og slik bidrar til en bedre framtid sammen.

Hvordan forberede og igangsette en menneskerettighetsmarsj i Israel og Palestina.

Nasjonaie komiteer.

Vi tenker oss at det etableres en nasjonal komite i hvert enkelt land. Denne komiteen må arbeide for å gjøre menneskerettighetsmarsjen best mulig kjent, og få så mange kvinner som mulig til å delta ved å reise til Israel/Palestina i februar/mars 2003.

Diplomatisk arbeid.

Det må gjøres et omfattende diplomatisk arbeid i forkant av denne menneskerettighetsmarsjen, slik at ingen myndighet skal være i tvil om våre fredelige hensikter og aksjonens ikke-voldelige karakter samt at sikkerheten til marsjdeltakerne blir best mulig ivaretatt. Hovedkomiteen i Norge har hovedansvaret for dette.

Organisere fellesreiser. De nasjonaie komiteene bør legge til rette for det praktiske, bl.a. felles flyreiser. Både av sikkerhetsmessige grunner og for å oppnå best mulig resultat, er det vigtig at antall kvinner som deltar er størst mulig. Vi må gjøre vårt ytterste for å mobilisere tusener på tusener av deltakere som skal prege samfunnslivet i de ukene aksjonen varer. Noen kvinner har anledning til å delta i flere uker, noen i 14 dager, noen i en uke, og noen kanskje bare en dag. Hvert bidrag er verdifullt. Vi regner med at når noen reiser hjem, kommer nye deltakerer til, stafetten går videre Deltagerne vil overnatte i private hjem, på skoler, samfunnshus, etc.

Kunnskap.

Det er også viktig at forberedelsene er gode når det gjelder kunnskaper om den politiske, sosiale og kulturelle situasjonen i regionen.Gjennom s(lmtaler med israelere og palestinere som ønsker oss velkommen, vil også andre og nye bidrag bli viktige.Torill Eide. Oslo, 16. april 2002.

The International Human Rights March, Storgata 11,0155 Oslo, NORWAY. Tel: +4723010342, Fax: +4723010303.
E-mail: info@humanrightsmarch.org. www.humanrightsmarch.org
Bankgiro to Nord-Odal Sparebank: ] 870 30 28655, Human Rights March, 2133 Gardvik. NORWAY

1. juli 2002 sendte Ulla Røder os dette brev:

Kære Venner.
Velkommen til min lille nye verden herude på Fylingsdales hede med Pyramiden og RAF basen som nærmeste nabo. Jeg sidder iført en thermovest og handsker og skriver dette. Vejret her skifter mellem varme solskinsdage og regnfulde, blæsende kolde dage. I dag er det regn og koldt, men giver mig en mulighed for at sidde ned og få sendt dette brev til jer. Den første måned her har været over al forventning. Anne kommer et par gang om ugen med bunker af breve, der skal læses, og breve der skal skrives til det lokale planlægningskontor med indsigelser mod de forskellige uautoriserede installationer, MOD prøver at gennemføre på basen. Jachie fra Goathland gør et godt arbejde for det lokale netværk og holder tlittigt gang i kontakter til såvel den lokale presse som BBC. Der har været ret så god omtale og to TV indslag. Den 15. juni da eND havde deres store protest heroppe med ca. 300-400 deltagere, blev der også optaget en 1/2 times video. Racc kommer med vand og bringer informationer til Jackie og andre. Flere lokale beboere kommer forbi med æg fra deres høns og forskellige andre gode ting. Mary kommer ofte med alskens lækkerier, og Juliette i Whitby kunne tilbyde et varmt bad, når jeg er inde i Whitby. En anden kvinde fra Whitby ville stille sin campingvogn til rådighed, hvis jeg havde brug for en dag eller to væk fra lejren.

Indtil videre har jeg kun haft tid til at tage til Whitby een gang.

Der er meget aktivitet her. Det får tiden til at flyve stærkt. Hvad er der sket denne første måned?

De første par uger gik med at få de praktiske rammer sat op. Vi malede bannere og satte læsejl op; gik lange ture til basen og talte med en masse forskellige folk. Da vi fik vores første løbesedler og underskriftslister, begyndte vi at gå op til parkeringspladsen og dele materialer ud. Fylingsdales er ikke længere blot et fjernt begreb, som vi så ofte har hørt omtalt i forbindelse med præsident George W. Bushs stjernekrigsplaner. Jeg talte med en mand i bussen fra York en dag jeg var på vej tilbage efter et retsmøde i Newbury. Han underviste for en fagforening og havde lokaler på en RAF base beliggende i en nabo landsby. På denne base, som kun bliver brugt til indlogering og afholdelse af kurser, kom også nogle af MOD politibetjentene fra Fylingsdales. Han fortalte mig, at det havde givet anledning til megen snak mellem betjentene, den dag vi startede lejren. De var urolige for, hvad en fredslejr ville afstedkomme (ekstra arbejde for dem!) Jeg må lige indskyde her, at jeg på intet tidspunkt har været i konflikt med politiet her. Der er en meget tolerant og respektfuld holdning blandt de ansatte betjente her. Jeg fik besøg af Wing Commander Chris Knapman.

Han var meget informativ. og alene det faktum, at han ulejligede sig herned. var for mig en god åbning for fremtidig dialog. Han viste med sit besøg også, at han ikke var forudindtaget. (l Menwith Hill Peace Camp har de aldrig formået at få basens øverstbefedende i direkte tale). Vi fortsætter vores indsigelser til Planlægningskontoret. og holder i det store og hele gang i sagerne.

De første installationer blev godkendt, men med forbehold. Senest har vi sendt klager over 3 kameraer, der var installeret uden autorisation. l et brev fra MOD til Planlægningskontoret forklarer man, at disse kameraer blot er "dummy kameraer", og MOD har nu indsendt ny ansøgning om 3 kameraer. der skal installeres på syv meter høje master. Så nu må vi sende indsigelser om denne ansøgning også. (Vi så kameraerne bevæge sig, da vi var der. De så reelle ud - med kabler og 2½ - 3 meter stolper monteret i Jorden). Forklaringen med "dummy" kameraer er blot et påskud, da Planlægningskontoret efter sidste "efterbevilling af de uautoriserede installationer" meddelte, at i fremtiden ville man ikke give efterbevillinger. Vi sendte brevet om de 3 kameraer samme dag som brevet om bevillinger til de allerede udførte arbejder bi, sendt fra Planlægningskontoret. Der vil formodentlig blive f'P bunke breve til Planlægningskontoret. Sidst modtog de over 100 indsigelser.

Ellers fordriver vi tiden med små besøg på basen og taler med MOD betjentene. Vi havde en god protest (CND) den 15.6 og to Trident Ploughshares aktivister blev arresteret for at blokere.

Forleden blev jeg vækket af to betjente, som ville undersøge, om der manglede nogle beboere i lejren, "Nogle har klippet hul i mit hegn", meddelte Jimmy Carp (min yndlingsbetjent her). Hvem det kunne være? Terrorister eller folk fra terroriststat? Jeg vil lade spørgsmålet stå åbent, men sidstnævnte er absolut ikke utænkeligt. Der var kun en person, der manglede her. Hun blev arresteret uden for vores lejr, men løsladt på grund af manglende beviser.

Næste dag fik hun et tilhold, da hun var inde og se sig omkring.

Tre måneders forbud mod at nærme sig basen!

Jeg vil slutte nu. Helen og Anne er ankommet, så jeg kan få et lift til en kopimaskine.

Kærlige og fredelige hilsner
Ulla.

Vi har netop fået at vide, at Ulla Røder den 2. august blev arresteret i Stjernefredslejren i Fyllingdales p.g.a. gamle anklagepunkter i forbindelse med sine aktioner på Trident Ploughares.

Som en talsmand for Trident Ploughares forklarer:

Ulla er blevet fængslet for at udøve sine rettigheder som borger til på fredelig vis at afvæbne Trident således at international lov overholdes.

Hun er varetægtsfængslet indtil 20. september og når Ulla er væk er der brug for al den hjælp man kan få i lejren. Arne Hansen har sendt følgende pressemeddelelse til Ritzaus Bureau den 5. august 2002:

Jeg har for nogle dage siden sendt mail om mit interview med Ulla Røder om hvorfor hun oprettede Stjernefredslejren for at skabe folkelig debat om stjernekrigsprojektet, der også omfatter oprustning i rummet.

Imidlertid er Ulla Røder nu igen blevet fængslet pga. nogle gamle anklagepunkter, og lige før hun skulle deltage i en ugelang kampagne. Da Ulla Røder har været den drivende kraft i stjernefredslejren i Fylingdales, så er der altså nu behov for at andre kan tage over - i hvert fald indtil d. 20 september. Også gerne af danskere, der har mulighed herfor.

Det er en trist nyhed på Hiroshimadagen.

Man kan komme i kontakt med med både Ulla Røder og stjernefredslejren via Anne Lee på mailadressen flossiemintballs@aol.com. og man kan skrive til hende på adressen Wiston Lodge, Wiston nr Biggar, Lanarkshire, ML 125 HT, Scotland.

Desuden har Arne Hansen sin egen hjemmeside, "Hjemmeside for flygtninge og positiv fred" www.arnehansen.adsl.dk. hvor I kan læse hans interview med Ulla om Stjernefredslejren samt meget anden relevant stof.

Ulla Røder opfordrer i øvrigt alle fredsaktivister til at deltage i "Globalt Netværk mod våben i rummet"s aktionsuge d. 4-11 okt. for at få spredt budskabet videre ud. Jvf.
http://www.space4peace.org/

Dette nummer blev redigeret af Vesterbrogrupen, næste nummer står Holstebro for - materiale sendes til Ingrid Nielsen, Krunderupparken 1, 7500 Holstebro. Deadline fredag 6. september 2002.

Fra bogen "Astrid Lindgren" Gyldendal 2002 stammer følgende digt:

Var jeg Gud
da ville jeg græde
over menneskene,
som jeg har skabt
i mit billede. Hvor ville jeg græde
over deres ondskab
deres gemenhed
og grusomhed
og dumhed
og deres stakkels godhed
og hjælpeløse fortvivlelse
og sorg.
(....) Og hvor ville jeg græde
over alle dødsskrigene
og alt det blod der flyder
forgæves
og over sulten
og håbløsheden
og nøden
og alle vanvittige plager
og de ensommes død
og over torturofrene
som skriger og skriger
og dem der torturerer
endnu mere.

Og så alle børnene
alle, alle børnene
dem ville jeg græde over
allermest.
Ja, var jeg Gud,
så ville jeg nok græde
meget over børnene
for aldrig havde jeg tænkt,
at de skulle have det sådan.

Floder, floder
ville jeg græde,
så de kunne drukne
i mine tåres
dybe vand
alle mine stakkels mennesker
så der endelig blev ro.