Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 1, 2004

Slut med KØKKENRULLEN?

Kære Kvinder for Fred

Der er problemer med udsendelse af Køkkenrullen efter den nye lov om postbesørgede blade.

Vi har fået opsigelse på udsendelse af bladet. F­or at sende post­besørget blad ud, skal vi udsende "magasinpost" som Køkkenrullen hører under min. 10 gange årl. Og min. 3000 stk. pr. gang - eller 9 x 5.000 eller 7 x 8.000 osv. Vi udsender ca. 250 stk. 10 gange årligt.

Der er mulighed for at sende Køkkenrullen som økonomi­brev. Det koster 4,25 pr. blad.

Jeg har talt med Jytte Christensen i Post Danmark og hun fortæller, at vi fremover udover porto 4,25 skal betale 22 øre + moms for hvert blad de skal sætte adresser på + et start­gebyr på 485,00 kr. + moms.

Desuden koster det nu ca. 7,00 kr. hver gang vi skal have en adr. slettet eller tilføjet på vores adr. liste hos Post Danmark.

Det billigste for os vil være selv at komme bladene i kuverter og sætte adresselabels på og sende bladet ud som B-post.

Jeg har også talt med Mogens Anthonsen i Trafik­ministeriet, som denne post­besørgelse hører under. Han kunne fortælle om Kulturministeriets tilskudsordning, som jeg har set på

Det er ikke uoverkommeligt at gå ind og søge der, men jeg vil gerne lige have en melding fra jer om, hvad vi skal gøre med selve udsendelsen af Køkkenrullen. Hvem har labels, printer osv.

Vi kan få Køkkenrullen udsendt i januar og februar efter gamle regler.

Sidste frist for ansøgning er 31. Januar 2004 så det haster med tilbagemeldinger fra jer.

Dette er altså et opråb om hjælpende hænder, der vil påtage sig at være ansvarlig for den fremtidige udsendelse af bladet fremover. Hvis du vil påtage dig opgaven så ring snarest til mig på 33 31 1749.

Mange hilsener fra Anita Petersen

Kære Kvinder for Fred og Køkkenrulle-læsere

Har du husket at betale dit abonnement for 2004??
Hvis ikke, kan det ske ved at indbetale 150,00 kr.
til Kvinder for Fred v/kasserer Anita Petersen,
Svend Trøsts Vej 5,1912 Fred. C. - giro 571-8708

De varmeste hilsener Anita
Petersen, kasserer

Aliyah, Gila, Laila, Salva og Rima.

Det bedste jeg har med mig hjem fra internationale kvinders (22 lande var repræsenteret) human rights march i Israel/Palæstina er det personlige møde med stærke israelske og palæstinensiske fredskvinder, der modtog os, hvor vi kom frem. I sanlarbejde med marchens styregruppe havde de tilrettelagt alt på bedste måde for os.

Ingen af os vil glemme Aliyah fra Jaffa og Gila fra Jerusalem eller Laila også fra Jerusalem. Aliyah er repræsentant for kvinders internationale liga for fred og frihed. En af de 9 NGO'er i coalitionen af kvinder for fred i Jerusalem fra år 2000. Gila er fra Bat Shalom, den største NGO i sammenslutningen med egne lokaler og ansatte. Vi holdt møde der. Aliyah og Gila er israelere. Laila er palæstinenser og repræsentant fra det palæstinensiske Jerusalem center for kvinder, der blev etableret i 1994 samtidig med israelske Bat Shalom.

De fortalte os, at første gang de mødtes i Brussel i slutningen af 80'erne, var det forbudt for israelske og palæstinensiske kvinder overhovedet at tale sammen.

Coalitionen af kvinder for fred er altså et mix af israelske og palæstinensiske kvinder, der dels arbejder selvstændigt, men også i fælles arrangementer. Som f.eks. tilrettelæggelsen af human rights march med stor personlig indsats af mange kvinder.

Disse kvinder arbejder ud fra en fælles holdning til:

- at stoppe occupationen. Den har nu varet i 36 år.
- at alle mennesker i regionen har ret til et liv i værdighed og sikkerhed.
- det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse på lige fod med Israel.
- alle menneskers ret til at vælge egne lovlige repræsentanter.

Der bor godt en million palæstinensere inde i Israel, så ovennævnte kvinder er alle israelske borgere.

Der bør også nævnes et par af de mindre NGO'er i coaIitionen f.eks. New Profile, der går mod militariseringen af det israelske samfund, Eller den gruppe kvinder der går ud til checkpoints og overvåger soldaternes adfærd.

Ikke at forglemme kvinder i sort, der gennem 15 år har stået på Sal11ille plads i en time hver uge med banneret: "stop occupationen" Vi var en af dagene til en stor kvindekonference i Notre Dame, Jerusalem. Et fuldt auditorium med plads til flere hundrede. Kvinder i sort var stærkt repræsenteret her.

Human rights havde også en deltager i panelet. Dagen afsluttedes med en stor march til pladsen, hvor kvinder i sort plejer at stå. Masser af bannere og sang. Politiet holdt øje med os. Det endte dog uden voldelige episoder Laila tog os med over checkpointet til Palæstine, der består afWest-Bank, afgrænset af den internationalt anerkendte grænse fra 1967, den grønne linie og Gazastriben. Her i Palæstina var det kvinder fra General Union of palæstinian women. Salva var den første, der tog sig af os. Salva er generalsekretær i general union, der defmerer sig selv som en demokratisk græsrodsbevægelse etableret i 1965 som en af hovedgrenene inden for PLO. I 1967 måtte de forlade landet Sal11illen med PLO og etablere sig i Amman, Beirut og Tunis. Da Israel i 1993 anerkendte PLO kunne GU (General Union) etablere sig i Palæstina.

Vi blev ofte modtaget i GU-kvindernes hus. Typisk med børnehave nederst Så undervisnings-, produktions- og salgslokaler højere oppe og øverst en mødesal. Alt sammen så vidt vi forstod baseret på frivilligt arbejde. De har gennem alle årene utrætteligt arbejdet for at udvikle og dygtiggøre palæstinensiske kvinder og deres børn. Både indenfor landets grænser og også i de mange udenlandske palæstinensiske samfund i Jordan, Libanon og hvor de nu er.

Rima, præsident for GU administrative afdeling tog over efter Salva, da vi kom til Ramallah. Jamen hun inviterede os da bare hjem - vi var vel på det tidspunkt omkring 70. Hun er en fortræffelig pianist og akkompagnerede en sangerinde.

Det var vort indtryk, at de gør meget for at bevare den palæstinensiske kultur og folklore. Unge piger og børn optrådte tit i smukke nationaldragter. Vi kunne købe dejlige håndbroderier i kvindehusene rundt om.

Rima bor i Ramallah, hvor der tit er udgangsforbud. Curfew kalder de det, hvor de knap tør lukke vinduerne op. For ikke at tale om de daglige chikanerier/voldelige episoder ved checkpoints ved byens udfaldsveje. Venten i lange køer, ud afbilen, gå over når papirerne endelig er godkendt, tage en taxa eller hvordan man nu arrangerer sig.

Palæstinenserne må ikke tage deres bil med ind i Israel, hvor mange arbejder. Den manglende bevægelsesfrihed er et stort problem. Ventetiden ved checkpoints, vagttårne og soldater, der altid har den ene hånd på geværet. Ydmygende behandling, sex chikane af unge piger og skolebørn får undersøgt tasken hver gang.

Det er forståeligt, at "stop occupationen" står først i kvinder for fred koalitionens program. Det næste er , at kvinder skal deltage i fredsforhandlinger, deltage i etablering af en palæstinensisk stat side om side med Israel efter 1967 grænser.

Godkendelse af Jerusalem som en delt hovedstad for 2 stater. Israel må erkende sin del af ansvaret for 1948, krigens resultat og deltage i samarbejde om at fmde en løsning for palæstinensiske flygtninge. Lighed og retfærdighed for palæstinensiske indbyggere i Irael, og sidst men ikke mindst: social og økonomisk retfærdighed for Israels borgere. Og hør lige, hvad de udretter på hjemmebane:

2 gange om året kalder de sammen til protest mod occupationen, og tusinder af israelske og palæstinensiske kvinder går gennem gaderne med banneret:

VI NÆGTER AT VÆRE FJENDER

De har holdt koncert for fred med palæstinensiske og israelske kunstnere.

I maj 2003 lagde 1000 kvinder fra coalitionen klædt i sort sig på en stor offentlig plads i Tel Aviv under banneret:

OCCUPATIONEN DRÆBER OS ALLE.

Vi har også mobiliseret kvinder i 150 lokaliteter på 5 kontinenter med henblik på at få dem til at holde solidaritetsvagter med os ved den slags større manifestationer, skriver de.

Det kan tilføjes, at vi laver ikke voldelige demonstrationer i forbindelse med særlige uretfærdigheder. 1 de besatte områder har vi fjernet vejblokader anbragt af israelerne for at hindre palæstinensernes fri bevægelighed. V i har bragt nødforsyninger til flygtningelejre i Jenin og Nablus. Udleveret skolematerialer til tusinder af palæstinensiske børn.

Til sidst skriver de om, at de sammen med kvinder fra Palæstina er ved at planlægge en 3 ugers march i IsraeI/Palæstina for kvinder fra hele verden.

Jamen det er jo os, de taler om her.

Skal vi tro rapporten om turen, Gila har sendt os, så blev den Internationale Menneskerettighedsmarch i Israel/Palæstina 2003-04 langt hårdere og mere succesfuld end nogen havde turdet håbe.

Dagbog:

International Human Rights march for Women.

Fra 20/12 2003 til 10/1 2004.

19/12. Ankommet til Tel Aviv blev vi spurgt og spurgt om vores formål med at komme. Snart blev vi dog kørt i minibus vandrerhjemmet, hvor flere og flere deltagere dukkede op fra alle egne af verden. Danskerne kendte hinanden på forhånd, da vi havde været på weekend sammen inden turen.

Første demonstration sammen med kvinder i sort samme dag. De demonstrerer hver fredag med et meget langt banner: Stop the occupation. Stedet er byens centrum på en meget trafikeret plads.

20/12 De næste dage lærte vi Aliyah at kende. En blændende fortæller der altid gik forrest og ikke sparede sig selv. Vi gik "silent walk" langs stranden i Tel Aviv. Vejret var fint, vi gik stille i gåsegang med vores banner og skiltene. Nogle gik langs kæden og delte sedler ud, om hvorfor vi gik. Flere steder hvor der havde været selvmordsbomber, blev der holdt en mindehøjtidelighed for ofrene. Der blev tændt lys, stillet blomster og holdt tale efterfulgt af 1 minuts stilhed.

Senere blev vi vist rundt af formanden for det arabiske community i Jaffa, Abed.

Bl.a. så vi ud over et tidligere palæstinensisk boligområde, som var jævnet med jorden. Hilton Hotel blev bygget oven på den palæstinensiske kirkegård. Efter 1948 blev vi flygtninge i vore egne huse. Israelerne tømmer husene, destruerer dem og bygger nyt. Man gik helt til højesteret og fik ret i, at man ikke må vælte huse. Der væltes stadig huse, så sent som for 3 uger siden så vi brokkerne efter et netop væltet hus i Jerusalem. (derfor opfordrer jeg læsere af dette til at sende brevet, som er et andet sted i bladet.)

21/12 Demonstration på motorvejen. Aliya går forrest, og vi går tavse efter hinanden i en lang række med banner og skilte. Først føles det meget ulovligt og farligt at gå i kanten af en motorvej med trafikken imod sig. Men vi fik mange positive tegn. Dem der dyttede i små ryk var sikkert med os, og mange vinkede. Dem der satte hornet i bund var sikkert imod os. Trafikken tog hensyn til os, og snart føltes det helt naturligt at gå langs motorvejen. Vi gik ca en time.

Vi besøgte en kibbuts med ca 500 beboere og holdt en højtidelighed og mindedes en selvmordsbomber og ofrene ved et smukt mindesmærke. Her forekommer alt paradisisk, grønne plæner, store træer, fuglesang og frodighed.

22/12Vi kører til YWCA i Jerusalem. Laila Tarazi fortæller bl.a. Salva og Rima fra Ramallah kan ikke komme til mødet på grund af checkpoints.

Minister for palæstinensiske kvinder, Zahiera Kamal taler om fremtiden. Vi tænker på hvordan det kan blive med fred og demokrati. Altid er man urolig for sit hjem, sin famlie, sit hus, sin jord. Medierne ser kun volden. Sharon behandler os, som var vi på hans farm, laver hegn og genner folk sammen. Hvad der foregår af vold her i det besatte palæstina et år, svarer til volden i 14 dage i en by som Oregon, USA.

Tak fordi I er kommet. I skal selv fmde sandheden. Sammen gør vi en forskel.

"Deny Israel", fornægt Israel. Israel bør imdrømme, at de har taget fejl, ligesom tyskerne har indrømmet Holocost. I Sydafrika har de haft en sandhedskommission.

Mange af vore landsbyer er jævnet med jorden. Tilbage er måske kun en gravsten, der stikker op af jorden. Også kaktus (med dybe rødder) kan vokse frem igen og vidne om, hvor landsbyerne har været.

Flere og flere soldater siger nej til at deltage i besættelsen. Vores march kan måske være med til at bryde muren. "Bresking the wall of silence". Næste taler kUlme ikke nå frem; men var stoppet ved et checkpoint.

Vi kører med bus rundt i Jerusalem. En midaldrende, velklædt palæstinenser fortæller:

"Denne ejendom ejede min far og denne ejendom og her og her. Al vores jord blev konfiskeret. Hele landsbyer blev jævnet med jorden, så der ingen spor var tilbage.

Vi fik ingen erstatning. Min far førte sag mod myndighederne i 7 år , lige til han døde.

Min familie har boet her i mere end 500 år. Nu bor jeg i en lejlighed, der er så dyr, at jeg knap nok kan betale huslejenU Sammen med sin søster viser han os rundt i bazarerne, der emmer af historie: Her gik Jesus, her bar han korset, her vaskede Pilatus sine hænder, her var Barabas i fængsel og her blev Jesus forrådt: "This is the man".

Højt oppe over grædemuren passerer vi et checkpoint, hvor soldaterne holder vagt.

En ung israelsk pige med skudsikker vest og mobiltelefon står lidt derfra. Hun fortæller, at hun skal rapportere.

Vi overnatter på New Emperial Hotel, Jerusalem fra 1884. Her boede Selma Lagerløf år 1900.

23/12 Det er svært at komme ud af Jerusalem ved checkpoint. Vi skal mod Ramallah.

Vi venter og venter. Laila fortæller, at alle pas og ID-kort skal undersøges. 2 bevæbnede kvindelige soldater går gennem bussen og ser vore pas. De er høflige. Vi har vore skilte i vinduerne, hvor der står: Human Rights March for Women.

I Ramallah bliver vi modtaget af Salva og Rima, der begge er store personligheder, og de ledsager os de følgende dage.

Vi kører til Universitetet i Ramallah. Ca 5 unge studerende fortæller om forholdene.

Besættelsen er det største problem for dem. Det tager 3-4 timer at nå frem til universitetet, derfor må de alle bo lige ved. Bygningerne er omringet af hegn og 2 checkpoints. For nylig blev 21 studerende arresteret uden anklage. Hverken sagfører eller læge kan komme til dem i fængslet. Hovedvejen er ødelagt 3 gange. Telefonlinier afbrudt og vandrør ødelagt. Nogle gange er jeg helt desperat. Hvordan får jeg noget at spise. Jeg har ikke besøgt min familie i 3 år, selvom det kun tager en time at køre til dem i bil. Jeg studerer her. Jeg må løbe, hvis israelerne kommer her.

Kirsten Grosen stiller kærligt og behændigt det pinagtige spørgsmål ingen hidtil har turdet formulere: "Hvordan kan man få sig selv til at blive en selvmordsbomber?" Når man mister sine familiemedlemmer, sine rettigheder - alt - kan man blive så desperat. Og tænk hvor hårdt det er at dræbe sig selv.

Vi går ud og kikker ud over det smukke landskab. Men her er studenterne nærmest i et fængsel.

Bussen kører på universitetets grund. Det første checkpoint er lukket, bussen bakker og vi passerer ved næste checkpoint.

Indkvarteret på Best Eastern Hotel i Ramallah. De tog vore pas fotokopierede dem og udleverede dem 10 min. efter.

Kl 18.10 med bus til Rimas store private hus. Varm velkomst. Rima er koncertpianist og spillede så vidunderligt og svigerinden sang med stor blød operastemme. Ikke et øje var tørt. Siden fik vi lækker aftensmad af mange slags med et glas vin, og fme små dessertkager.

24/12 I bus til Rådhuset i Ramallah, hvor vi bliver modtaget af 2 borgmestre fra henholdsvis Ramallah og tvillingebyen AI Bira. Salva introducerer os. Velkommen og tak til TuriII for initiativet. Tak til jer. I er symboler på det internationale samfund, som støtter os. Vi har behov for jeres hjælp. Vi lever med hårde betingelser, for især menneskerettigheder.

Borgmester: "Vi lever med smagen af blod, krudt og følelsen af at være besat.

Vi lever med drab, fængslinger og ødelæggelser af hjem. I Raffa blev 11 dræbt, 80 såret og 40 huse ødelagt fordi de fandt en tunnel.

Vi har ret til at leve, ret til basale rettigheder. V i skal lære at tilgive og glemme forgive - forget. Sharon er den største kriminelle person i verden. Når besættelsen er ophørt vil vi ikke se flere selvmordere.

Vi får vand, kaffe og dejlige brød

kl 11. Vi fortsætter til flygtningelejren med ca 7000 beboere. 65% af mændene er arbejdsløse. Vi så ind i de små hjem. Et sted lå bedstemoder i sengen for at holde varmen. I et andet hjem lå en invalid i sengen. Han kunne ikke røre sig. Der var mange forsøg på beskæftigelse i lejren: vuggestue, børnehave, damefrisør, computerrum og systue, hvor kvinderne lærer at sy familiens tøj.

Nogle af deltagerne gav børnene slik og gaver. Vi blev enige om, at vi ødelægger børnene og gør dem til tiggere. Her og senere lærte vi ordene: "vi ønsker ikke almisser; men solidaritet". Not charity but solidarity. Nogle få små piger fulgte os til bussen og gav os hånd med små fmgre, der var så kolde som is.

Ved frokosten fortæller en palæstinensisk kvinde: "Jeg vågnede op om natten og hørte støj. Dajeg kikkede ud ad vinduet, var 2 soldater brudt ind i naboens bil for at undersøge den. De fandt ikke noget og forlod stedet.

Soldaterne patruljerer i gaderne, og hvis de finder noget mistænkeligt, stopper de og skyder vilkårligt omkring sig.

Den dag Arafats boligkompleks blev angrebet, blev hendes da 10-årige datter så angst, at hun rystede over hele kroppen i flere timer.

kl 16 var vi i teateret, hvor 7 dygtige skuespillere udtrykte alle palæstinensernes lidelser i ord og bevægelser. Det hele foregik på arabisk, men med løbende engelsk tekst over scenen. Hele sceneopbygningen var bunker af krøllede aviser. En dejlig oplevelse.

kl 18 var bussen klar og kørte os til Arafats hovedkvarter. Vi medbragte vort barmer og skiltene og gik i blæsende kulde forbi alle brokkerne fra det ødelagte kompleks til indgangen og flere etager op. Vi blev placeret i stor sal med lange rækker stole og præsidentens bord foran. Snart dukkede Arafat op med 5-6 mænd omkring sig og vagter ved dørene. Han virkede veloplagt og gav hånd til hele den første række.

Arafat tog plads ved bordet med norske Turill, danske Mathilda og palæstinensiske Rima på sin venstre side og Salva og nogle ministre på sin højre side.

Salva indledte igen og fortalte om os og marchens formål på en god og varm måde, som hun havde gjort om morgenen hos borgmestrene.

Så tog Arafat ordet. Han fortalte om barndommen, hvor han havde haft israelske legekammerater. TuriIl talte og siden blev der stillet mange spørgsmål fra salen - og givet mange svar. Hele seancen tog ca l time og 20 min.

25/12. Nu har 37 kvinder født deres børn i grøften ved et checkpoint, fordi soldaterne har forhindret dem i at komme til et hospital. Vi passerer stedet, hvor der sidst var en tvillingefødsel og det ene barn døde. Der er ikke mere helseklinikker i landsbyerne, og mange kvinder mister livet, når de skal føde.

Vi kører en omvej på bjergsiden, hvor vores bus humper af sted med samme hastighed som man går. Vi ser ned på vejen, vi kunne have kørt ad. Men den er spærret af store betonklodser (alle steder er de som terninger en meter på hver led). Palæstinenserne må ikke have samkvem mellem landsbyerne. Her er mange ulovlige bosættelser på toppen af bjergene. Det sidste settlement er anlagt for ½ år siden.

Nogle kvinder kører med os i bussen, ellers tør de ikke komme her. De kan risikere at blive ulovligt arresteret uden at have mulighed for at komme for en dommer.

Vi passerer Abud, landsbyen der blev jævnet med jorden. For 2 uger siden blev en dreng dræbt, og en såret ved dette checkpoint. De gik i mørke mod deres hjem.

Her er en vej, som kun israelere må køre på. De kaldes Bypass-roads. Det er meget fme veje. På den måde kan alle de ulovlige settlements på bjergtoppene kædes sammen og afskære palæstinenserne fra deresjord.

Senere på turen hørte vi, at disse ulovlige settlements er nøje planlagt afregeringen, bygget med tilskud og beskyttet af israelsk militær. Samtidig er disse settlements bygget, hvor vandreserverne er. Hvis en palæstinenser nærmer sig et settlement, vil han øjeblikkelig blive skudt.

Når alt dette med forskellige veje kan lade sig gøre, er det fordi palæstinenserne har grønne nummerplader på deres biler - og israelerne gule. Endvidere skal alle palæstinensere have ID-kort. I Jerusalem-området er de blå, på vestbredden er de orange. Hvis mand og kone er fra hver sit område og har forskellig farvet ID-kort, har de vanskeligheder med at bo sammen, og deres børn kan ikke få noget ID-kort. På Universitetet hørte vi, at 62.000 palæstinensere ikke kan få ID-kort. Mange af dem må gemme sig i flygtningelejrene, der bliver endnu mere overbefolkede end de officielle tal siger.

Bussen humper videre, vi går ved siden af. Vi er ved Kabia, hvor Charon, da han i 1953 var general, gav ordre til massakre, hvor 73 personer blev dræbt.

Vi er i landsbyen Nalin (ca 4000 indbyggere) og står højt og kikker ned på hegnet og en af de superveje, som kun israelere må køre på. Straks kommer en militær patruljevogn og der bliver med kort tidsafstand sendt 2 røggranater op. De falder midt mellem vore 2 grupper. Vi ser røgen og de unge palæstinensere råber slagord.

Vi trækker os tilbage til landsbyen i et forsamlingshus højt oppe i en bygning. På vej op ad trapperne står på hver afsats 2 piger i smukke lange håndbroderede kjoler.

Vi placeres som alle andre steder på plasticstole - og rar dejlig mad.

Besøger også en anden landsby og tilbage til hotellet i Ramallah.

Her er stort møde i hall'en. Salva fortæller om en selvmordsbomber i Tel Aviv.

4 dræbt og 40 såret. Flere er utrygge, fordi soldaterne sendte de to røggranater for at skræmme os. Salva siger:"Hvis I vil hjælpe os, så fortæl det i det internationale samfund. Kom selv og se hvad her foregår. Vore børn skal leve i fred. Tilgiv os og forstå os".

26/12 Vi kører mod Bethlehem. Over højtaleren får vi Monas beretning: Hendes far og mor flygtede fra en massakre med deres 4 børn. Faderen løb forrest blev dræbt - de to drenge efter ham blev dræbt. Da moderen blev dræbt dækkede hun med sin krop over de to piger. Kun den ene af pigerne, Mona overlevede og er i dag sekretær.

Nu er vi ved et checkpoint. Holder stille. Her er hegn, pigtråd, snavs, støv, affald, klude og plastic. En masse biler holder her.

Alle skiltene er på 3 sprog: Arabisk, hebræisk og engelsk.

2m højt hegn med pigtråd (små knive). Over højtaleren andre beretninger. En anden kvinde har været 8 år i fængsel. Fødte sit bam på gulvet.

I fængslet blev hendes far tilkaldt og tvunget til at voldtage sin datter, ellers ville han blive skudt.

Flere skilte:

Vi hører om grupper af israelske fredskvinder, der skiftes til at holde vagt ved checkpoints for at holde øje med, at soldaterne opfører sig ordentligt. Ved dette checkpoint vil soldaterne ikke lade vores chauffør passere. Han er israeler. Hvad gør vi? Har en af deltagerne stort kørekort? På grund afterrorhandlingen i Tel Aviv i går må israelere ikke passere checkpoint. Det er farligt for chaufføren at køre videre.

Pludselig letter hele situationen. En forretningsmand fra Bethlehem (der sikkert gerne vil have kunder) dukker pludselig op, taler med soldaterne og redder kvinderne!

Vi er på Bethlehem Hotel 4. sal og bliver budt velkommen af handicappede børn med blomsterbuketter. Mange, mange eksempler på handicap og lidelse bliver præsenteret for os. Vi har lært, at vi bare skal lytte og lytte. De har brug for at berette. Her er drengen på 15 år, der mistede sit ene ben, da hans 2 brødre blev skudt.

Her er intet liv her. Det er nærmest et fængsel. Svært at komme ud til landsbyerne her fra. Syge kan ikke komme til hospitaler på grund af checkpoints. Her er pengeproblemer, ingen jobs. Problemer med elektricitetsforsyning og særlig vandforsyning.

Velkommen og tak fordi I er kommet.

Et bam blev skudt i øjet på vej til lægen. Soldaterne skyder vilkårligt. Her er ingen legepladser til børnene. De vågner op om natten i angst.

Turill takker for velkomsten. Hvordan kan man behandle børn på den måde?

Vi kører ud fra hotellet og forstår, at det er forbudt for turister at komme til Bethlehem. Alle souvenirbutikker er lukket. Rundt på bakketoppene ser vi ulovlige settlements og jordområder taget fra palæstinenserne.

"Du vågner op en morgen, og nogen har sat hegn på din grund og siger, at du ikke kan komme ud af dit hus. Man får ikke noget ud af at gå til politiet".

Vi er i flygtningelejren og bliver vist rundt. Vi går udenfor lejren og ser hen over hegn dyb bred grøft med masser af pigtråd op på det ulovlige settlements på toppen af bakken, masser af huse bygget sammen, som en by af slotte. Der har de masser af vand og springvand i haven.

Her i lejren har de ikke vand hver dag. Vi spørger:" Har I da ikke sagførere, der kan føre jeres sager og forsvare jer?" "Nej, som besat område har vi ingen rettigheder, og israelske domstole vil ikke give tilladelse til, at vore sager behandles".

Vi bliver budt velkommen i Childs Care Society i Beit lala. Smuk velkomst og vi ser unge piger i brudekjoler fra alle egne af Palæstina med hver deres særpræg. Smukke dragter der går i arv i slægten. Det er vigtigt for kvinderne at værne om deres identitet og kultur med alle disse håndarbejder. Fik dejlig mad og talte med en ung palæstinensisk jordemoder. Hun bekræftede også at palæstinensere ikke kan fa deres sag for retten uden tilladelse fra israelerne. Hvis en palæstinenser bygger et hus, kommer israelerne med deres bulldozere og river det ned.

Hjemme på hotellet møde igen. Ann fra New York lærte os en Wrapper, som hun netop havde lavet. Snart var vi alle ude på gulvet, gjorde hendes bevægelser efter, lo og morede os.

Shake it off (lntifada)

We've gotta shake off, shake off
that racist occupation
All people deserve self-determination
we've gotta shake off, shake off
that military rule
kick the army out of our homes and our schools!

A land without people for a people without land
came the cry of their zionist demands
The palæstinian people do exist
and colonialism they will resist
we've gotta shake off ...............

The children throw stones, the army has tanks
The USA is fimding Israels big banks
Month-Iong curfews, checkpoint lines
when settlers attack they get off every time
home demolitions, cutting olivetrees
Israel does this in the name of peace!?
we've gotta shake off ..................

The occupation is a crime
Free, free Palestine

27/12 Det er lørdag morgen. Borgmesteren byder velkommen på Bethlehem Rådhus.

Vi er i en stor sal med terrazzo på gulvet og store lamper langs væggene. Der er så megen lidelse her efter at byen er blevet lukket. 56 % arbejdsløshed. Vi betaler hårdt.

Indtægterne er faldet til en sjettedel af, hvad de var. Israelerne går omkring som herrer og bygger mure på vores territorium. Hvis de skulle bygge mure, kunne de gøre det på deres egen jord. Israel er en tyvestat. De tager stadig jord.

De ulovlige bosættelser forværrer vores situation.

Vi har brug for en fredsstyrke til at beskytte os. Alt for mange uskyldige fængsles.

Der er megen vold, sygdom og tortur i fængslerne. Familierne til de indsatte bliver forfulgt.

Der stilles spørgsmål:"Lærer skolebørnene at hade israelerne?" "Vi elsker ikke besættelsen; men derfor kan vi godt lære børnene kærlighed. De skal undervises i historien, sådan som den er foregået." Vi må ikke bruge lufthavnen.

En palæstinensisk dame fortæller, at hun havde været i Oxford; men på hjemvejen var det hende forbudt at lande i Tel Aviv, hun måtte i stedet flyve til Amman i Jordan.

I april 2002 var der et "stand up" i en kirke. 200 personer var spærret inde i en kirke i 40 dage. En af de sårede fIk ikke lægehjælp og blødte til han døde.

Nu er vi alle ude på gaden, og der er vild kaos med alle de mennesker. Lidt efter lidt får vi organiseret demonstrationen. Forrest går borgmesteren m. fl. så alle vi fra International Human Rights for Women, de palæstinensiske kvinder med deres bannere og bag dem alle de unge mænd med deres bannere og flag. Vi gik til Forenede Nationers adresse, hvor der blev afleveret en udtalelse om, at den nuværende situation er helt uaccaptabel.

Vi så Bethlehem Museum, hvor frivillige søger at bevare minder om palæstinensisk kultur.

KI 17 bliver vi hentet for at køre til flygtningelejren, Duheisheh Al A wdeh. Her bor 12.000 mennesker på en kvadratkilometer. Vi gik i mørke i de smalle smøger mellem meget uregelmæssige cementhuse. Her var et bam blevet dræbt. Her blev en ung mand dræbt af de israelske soldater. Vi stod i en lukket gård. En meget gammel mand talte til os om sin skæbne. Nu var hans højeste ønske at dø i sin landsby - kun 20 km væk. Vi gik tilbage og blev anbragt i en stor teatersal.

Her viste lejrens professionelle unge dansere deres kunnen for os. V i var betagede.

De havde optrådt rundt i verden i mange lande, i Europa og flere gange i USA. Så flot, så flot. Til sidst tableauer med deres flag. Campen havde haft dansehold de sidste 8-10 år og uddannede hele tiden nye unge. Deres rejser havde betalt teatersalen og restaurationen, hvor vi spiste.

28/12 På vej ud af Bethlehem mod Hebron. Checkpoint.

Prepare dokuments for inspektion.

Meget tydeligt ser vi en ulovlig bosættelse på toppen til højre for os. Vi fortsætter gennem en lang tunnel. Efter nogen tid kører vi helt langsomt. 3 soldater og 10-12 unge mænd står og parlamenterer. Er de i fare? De er lige uden for bussen. Skal vi stoppe helt eller fortsætte. Flest vil fortsætte.

Chaufføren siger, at faren var drevet over. Vi er ellers i uroligt område. Hvis ikke vi havde palæstinensisk flag foran i vinduet, ville de unge mænd tro vi var israelere - og kaste sten på bussen.

Vi diskuterer hvordan vi skal handle, hvis vi vi igen kom ud for en lignende situation hvor der er uro uden for bussen. Der skal sendes sarrune antal kvinder ud, som der er soldater. Og det skal være de ældste og roligste kvinder.

Vi nærmer os Hebron. Den 2. helligste by efter Jerusalem. Her levede Abraham og Sara for 4000 år siden. Vi så deres gravkammer inde i Ibrahimmoskeen, hvor der var en stor massakre i 1994, da en jødisk bosætter skød 29 bedende palæstinensere.

Vi er chokerede over ulovlighederne i Hebron. Selvom Højesteret har afsagt dom, at der ikke må bygges mere, fortsætter bosætterne i centrum med at bygge.

Det drejer sig om ca 400 bosættere fra Brooklyn i USA. De siger, at de har ret til at være her, da de er Abrahams bøm. Det begyndte med at 40 jødiske familier flyttede ind i byens centrum i 1979. 2000 soldater passer på bosætterne, med høje vagttårne vejspærringer med cementklodser. De bygger hen over tagene. Mange handlende, der før havde butikker, sælger nu deres varer i åbne markeder. Hvis settleme vil have mere plads får de bulldozere til at vælte naboernes vægge eller de bruger dynamit.

3 skoler er overtaget af israelerne,og ca 2000 elever og studerende fordelt på omgivende skoler. Hebron har omkring 500.000 indbyggere. Vi er samlet i en stor sal hos General Union ofPalæstinian Women. Her er en masse taler, spørgsmål og debatter.

Hvis eftersøgte folk er set i eller ved et hus, bliver hele huset ødelagt. Vi så på et hus, hvor man ville ødelægge en lejlighed; men hele huset sprang i luften og 13 familier blev hjemløse. En ung mand var selvmordsbomber, derfor blev hans fars og naboens hus sprængt i stykker. Et andet hus med 28 lejligheder blev sprængt, fordi 2 eftersøgte folk (ukendte for beboerne) havde gemt sig der.

Vi kører tilbage og overnatter i Jerusalem.

Mandag 29/12 Vi kører mod Qalqilia. (l.januar 2000) omfattede Qalqilia 32 landsbyer med 72.000 palæstinensere og 19 illegale israelske bosættelser med 50.000 indbyggere. I 1973 sagde Ariel Sharon til et interview om hvad Israel vil gøre med palæstinenserne: "We'll make a pastrami sandwich of them, we'lI insert a strip of Jewish settlements in between the Palestinians, and then another strip of Jewish settlements right across the West Bank, so that in 25 years' time, neither the United Nations nor the United States, nobody, will be able to tear it apart". Qalqilia er et meget vigtigt "vandknudepunkt" for en trediedel af alle vandreserverne fra West Bank.

Vi nærmer os checkpoint. STOP BARRIER siger skiltet. Bussen bliver stående. Vi står ude og venter. Efter lang tids venten afleverer vi vore pas og går til rådhuset, hvor borgmesteren med flere byder os velkommen. På hver plads ligger en strimmel postkort og en folder: "The Apartheid Cage of Qalqilia".

l 3 år har israelerne søgt at ødelægge og konfiskere alt, fra jord til vandreserver.

Man afskærer ejeren fra sin jord (om natten) med hegn og sætter bevæbnede vagter på, og nægter ejeren adgang.

Vi gik i demonstration gennem byen til et højt metalhegn. Straks kom flere soldater til på den anden side og flere personer i civil. Jeg tror de lo ad os, som vi stod der alle ubevæbnede. V i går tilbage til checkpoint, får vore pas og kører.

Modtaget i stor sal i Tulkarm. Vi er stolte af venskabet med jer. Vore lidelser er så klare for jer. Checkpoints alle steder og vore vandforsyninger bliver kontrolleret af israelerne. Luftskyts har beskadiget boliger her. Vi ved, at I har demokrati i jeres lande. Sharon har vendt det hele forkert.

Lori siger tak for velkomsten på vore vegne. Vi vil hjem og fortælle, hvad her virkelig foregår.

En invalid fortæller om sine lidelser. De skød missiler mod min bil.

Mange tanks ødelagde en bygning. De unge kaster sten mod de israelske soldater.

Vore sønner bliver enten martyrer eller kommer i fængsel. Ved checkpoint kan man vente op til 5 timer. De har taget 50 % af vores land og 600 oliventræer. De ødelagde alle gårdene, alle oliventræerne, alle vandrørene. De efterlod mig blødende på jorden.

Efter 12 time kom jeg til israelsk hospital. Jeg er stadig handicappet. I fængslerne bliver de ikke anklaget og rar ikke lægehjælp.

Der er privat indkvartering i Tulkarm. Vi bliver fordelt i store grupper. Nogle er så forkølede og udmattede, at de ikke orker at være gæster i private hjem. Min gruppe på 8 sover på madrasser i en gildessal i en kælder.

30/12 kører i Taxaer til Tulkarm Centrum og hospital, hvor vi skal samles.

Tæt ved ligger posthuset. Det er tid at sende breve hjem. Det kan desværre ikke lade sig gøre. Der er ikke sendt post ud af Tulkarm de sidste 2 år. Vi hører senere, at man sender post med kurer; men det er dyrt.

Vi skulle have været til Nablus i dag; men da selvmordsbomberen i Tel Aviv kom fra Nablus, er byen lukket for os.

Vi skal til Tulkarm Flygtningelejr. Bliver vist rundt i smalle cementgader med uregelmæssige cementhuse. Tolken fortæller: "Nogle soldater erobrede en lejlighed der oppe.

De skød vildt omkring sig, og så var de væk igen."

fortsættes i næste nummer .

Birgit

Grete Møller og Det danske Fredsakademi anbefaler:

KIein, Jesper: Om fred : Pga. Karl von Clausewitz' Vom Kriege. Lindbardt & Ringbof, 2003. - 129 s. ISBN 87-595-2160-0

Ulla Røder i Skotland har det godt og er ved godt mod. Hun er dybt koncentreret om retsagen, der er meget indviklet.

Først i december betalte indsamlingskontoen hendes møbelopbevaring, og resten af pengene blev sendt til Ulla.

Indsamlingskontoen eksisterer stadig. Vil du støtte Ulla er konto-nummeret:

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Hvis folk i andre lande end Danmark vil indsætte penge på kontoen, så har banken et internationalt nummer, et IBAN-kontonummer: DK3353940000674093

Dette nummer af Køkkenrullen er redigeret af Århus-gruppen, der også redigerer næste nummer. Materiale skal sendes til Birgit Arrenakke senest 1. feb. 2004.