Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 2, 2004

I MAJ

Torsdag d. 6. Vi mødes, de der kan, i løbet af eftermiddagen, tjekker ind og får mad. Derefter begynder vi på mødets vigtigste funktion: Siden sidst og Hvad nu ? - hver af os har ordet. Film og Aftentur.

Fredag d. 7. Beretninger fra Human Rights March.
Marina Jakobsen, lektor på RUC, om "Nødvendigheden af systematisk fredspædagogik " Om aftenen mer film og Human Rights March.

Lørdag d.8. Annelise Ebbe, forkvinde for Kvindernens Internationale Liga for Fred og Frihed samt for Danmarks Fredsråd :"Sikkerhedsrådets resolution om kvinder" eller "Trafficking - handel med kvinder" Opsamling på Siden sidst og Hvad nu?
Årsmøde i Netværket og i Kvinder for Fred DK
Manifestation i byen Frederikshavn.

Søndag d. 9. Presseudtalelser, resolutioner, hilsener mm. og Opbrud. Fremtidsplaner.

TILMELD senest 31. Marts til Helga Berg 045/97891691 e-post helga.berg@tele2adsl.dk Sejbjerg 18 OK 16~ l..:emvlg.

Pris per døgn :300 d.kr.
Alle 3 døgn 900 d.kr. Medbring håndklæde og lagenpose, eller lej.

DANHOSTEL - Vi søger forskellige fonde om tilskud.

Frederikshavn Vandrerhjem

Buhlsvei 6,
9900 Frederikshavn
Telefon: +459842 1475· Fax: +4598426522
e-mail: frederikshavn@danhostel.dk
www.danhostel.dk/frederikshavn
Vært(er) Warden(s) Herbergsleitung:
Søren & Bente Lauritsen

Ønsker du fred - men betaler til krig?

Er det en menneskeret at nægte at slå ihjel? Er det en menneskeret at nægte at betale andre for at slå ihjel???

Hvad kan der gøres?

Det er nødvendigt, at mange mennesker bliver klar over problemet med skat til militæret, så lovgivningen kan ændres på demokratisk vis. '

Vi har udarbejdet et lovforslag om FREDSSKAT. Vi vil snarest forny kontakter med politikere for at få en dialog med dem med henblik på en legalisering af FREDSSKAT.

Vi har planer om at kontakte de store uddannelsessteder for at få unge mennesker i tale.

Vi har brug for mennesker i alle aldre for at skabe en folkelig opbakning om ideen om FREDSSKAT

Hvert år uddeler vi fondsmidler til fredsskabende, ikke-voldelige projekter af vore indsamlede midler. Vi ønsker, at det efterhånden skal være en statsopgave at bestyre en fredsfond, der arbejder med ikke-voldelig forebyggelse og løsning af konflikter.

Vi tror, at mange gerne vil kunne støtte freden gennem skatten, hvis det er lovligt, f.eks ved et kryds på selvangivelsen.

Derfor:

Bliv medlem af FREDSSKATTEFONDEN I DANMARK
årligt kontingent 100 kr. og 150 kr. for en husstand. Gaver herudover går til fonden, til uddeling. Giro nr.6 I 39949, Jellerød Have 66, 2980 Kokkedal.

Henvendelse til Formand:
Kai Lemberg, professor
Sundvænget 9,
2900 Hellerup
tlf. 39620032

kasserer:
Hanne Norup Carlsen, socialrådgiver
Jellerød Have 66,
2980 Kokkedal

medlemmer af bestyrelsen:

Ellen Friis
tlf. 44442624

Thyra Hansen
tIf. 45852696

Ulla Moltved
tIf. 45851171

Nedenstående sendes til formand eller kasserer

...... JA, jeg vil gerne være medlem af
FREDSSKATTEFONDEN I DANMARK

navn: ......................................................................................

adresse: ..................................................................................

tlf.nr.: ................................. e-mail: .......................................

Til og om KØKKENRULLEN

Kære KVINDER FOR FRED.

Det er en alvorlig beslutning, vi skal tage.

Vil vi fortsætte med at udsende KØKKENRULLEN eller vil vi gå over til elektronisk kommunikation: på mail eller via vores hjemmeside på "fred.dk?"

I følge KØKKENRULLEN er der kun 10 i KFF, som har mailadresse! Foreløbig er der ingen, som har kunnet påtage sig opgaven med at opdatere vores hjemmeside.

Hvem kan/vil gøre det fremover?

Under alle omstændigheder ville det være dejligt med en webmaster!

Jeg tror, at det er KØKKENRULLEN som har holdt sammen på KVINDER FOR FRED i de seneste år. Jeg er bange for, at når KØKKENRULLEN stopper, så er der heller ikke noget, der hedder KVINDER FOR FRED mere.

JEG VIL GODT PÅTAGE MIG I DET KOMMENDE ÅR AT UDSKRIVE LABELS OG LÆGGE KØKKENRULLEN I KUVERTER OG SENDE DEM TIL DE CA 250 - 300 ABONNENTER.

MEN JEG VIL IKKE PÅTAGE MlG, AT HOLDE ADRESSELlSTEN A'JOUR! HVEM KAN/VIL GØRE DET?

Ja, det var så mit udspil! Håber, at få nogle reaktioner!

Fredelig hilsen fra Grete Møller

Missilskjold skal op inden
præsidentvalget

Præsident Bush satser på, at missilskjoldet skal fungere allerede til sommer - derfor presser amerikanerne på for en aftale med Danmark; men foreløbig står de danske og grønlandske forhandlere fast.

I sidste uge mødte Udenrigsminister Per Stig Møller op i Udenrigspolitisk Nævn og fortalte, at amerikanerne har meddelt, at der er sat penge af til missilskjoldet på den kommende finanslov. Per Stig Møller slog fast, at den amerikanske radarbase i Thule først kan opgraderes, når der ligger en færdig aftale mellem Danmark og USA.

I Statsministeriet er man meget optaget af det gode forhold til USA og mener principielt, at Danmark for længst burde have sagt ja til det amerikanske ønske om at sætte nogle nye computere op i Thule.

Det grønlandske Hjemmestyre er indstillet på stor økonomisk kompensation.

Udenrigsministeriet er opsat på at bevise, at det kan håndtere sagen på en måde, så både grønlændere og amerikanere "går glade fra forhandlingsbordet".

(Uddrag af Henrik Kaufholz' og Jakob Nielsens artikel i POLITIKEN 7/2 2004)

Indsamlingskontoen eksisterer stadig. Vil du støtte Ulla Røder er konto nummeret:

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Boykot

Israelske produkter i Danmark:

Vin
Carmel: Chardonay, Vineyar, Cabernet Sauvignon
Gamla Galilee: Cabernet Sauvignon
Yarden Mount:Yarden Mount Hermon
Hermon: Cabernet Sauvignon/Merlot 2000
Yarden Galilee:Cabernet Sauvignon, Chardonnay

Frugt & grønt
Jaffa: Appelsiner, Mandariner, Grapefrugt, Avokado, Kinakål
Carmel: Bladselleri, Paprika, Mango, Dadler, Salat, Bønner, Avokado, Sharonfrugter,
Kumguate Top: Avokado
Eldorado: Tomatjuice
Helsekostforretninger: Økologiske gulerødder, Økologiske Avokado, Dadler, Blomster

Fly og ferie
TEMA REJSER: Kulturrejser
Diving 2000 A/S:Dykkerferie
Helserejser: Behandlingsrejser til Ein Bokek

Smykker
Ramat Gan: Diamanter

Kosmetik
Ahava: Dødehavskosmetik
Moraz: Div. Hudpleieprodukter

Våben
TERMA: Dele til F-16 fly

Metalindustri
ISCAR: Skærende hårdmetal
Multi-Lock: Låse og sikkerhedssystemer

Elektronik & Data
Nbase-Xyplex: switche til netværk
Optical Access: switche til netværk

Bygningsartikler
Readymix Industries: Cement

Medicinsk udstyr
Gelman:Hospitals udstyr, Lægemidler

Andet
Victory: Olie-/smøreprodukter
Technoplast: Folie og belægningsmateriale
Irit: Belægningsmateriale
Palphot: Postkort og kalendere

http://WWw.boycotisrael.dk/1sraelSke%20varer.htm

Bemærk stregkoders første 3 tal, 7 29 729 betyder israelske varer.

Dagbog:

International Human Rights march for Women.

Fra 20/ 12 2003 til 10/1 2004.

Fortsættelse fra 30/12. Vi er stadig i Tulkarm Flygtningelejr:

Et andet sted er en lejlighed sprængt i stykker. Mustafa blev skudt af 2 missiler i sin bil. Der er 15.000 indbyggere i denne camp på en kvadrat-kilometer. Alle venter på retten til at vende tilbage. "Det er en individuel ret, vi har. "Der er skudhuller i væggen.

Vi ser en lejlighed med klud for vinduet og et hul i væggen, hvor døren skulle være.

Over for os en slagterbutik, et får står og bræger på vognen.

Alle drengene sværmer om os som fluer. Her er ingen legepladser, ingen beskæftigelse for børnene.

De bor til leje i husene, må ikke bygge ovenpå." Vi kæmper for vore rettigheder".

"Forlad mig vred, jeg ønsker at blive fri" Jorden til Campen er lejet for 100 år.

Igen af sted med bussen. Mange bjergtoppe besat af settlere. Det tager 40 min at komme gennem næste checkpoint. Soldaterne anbefaler, at vi kører på den gode vej (som vi ved er forbeholdt israelerne). Norske Lori siger, at vi elsker dårlige veje og flygtningelejre. Vejen vi kører på, langs højt hegn og pigtråd, er så dårlig, fordi soldaterne kører her med deres tanks.

Vi ser beduintelte på bjergsiden til venstre. Til højre militært område. Længere fremme laves der trækul i store miler. Geder og køer æder af oliventræer. På toppen af bjergene ses settlements.

Vi nærmer os Jenin. Frugtbar jord ved begge sider. Igen bosættelser på bjergtoppene og militær. Kører på en lille vej mellem 2 landsbyer. Her er anbragt 4 cementblokke på vejen lidt forskudt. Bussen kan lige passere. Vi rasler af sted på den dårlige vej. En enlig mand rider på sit æsel på marken.

Et andet sted en enkelt personbil på marken.

Vi er i Kabati Village. Her er kaktus stammer på 15-20 cm i diameter. Nu igen et checkpoint. kl er 13. Vi skal alle tage vores baggage ud og have en anden bus.

Kl 13.25 Det var ikke et checkpoint; men 2 meter store jordbunker i hele vejens bredde. Asfalten er pløjet op på måske 100 m eller 200 m tidligere vej. Så igen en 2 m høj jordbunke. Vi klatrer adjordstier med vore kufferter og rygsække og takker skaberen for, at det ikke regner i dag. De 80-årige deltagere må have lidt hjælp. Bilerne kører på jordveje ud og ind mellem oliventræeme.

Kl 13.42 er vi af sted i 2 små busser. Her er klipper ved begge sider og en bro så smal, at bussen må bakke for at komme ud på hovedvejen. Det må være Jenin.

Vi er på rådhuset. Borgmesteren byder velkommen. Før havde vi landbrug; men nu (på grund af vandmangel) er vi mere gået over til handel. Vi forestiller os, at I kommer som indbyggere og ikke som turister. Vi takker for, at I er nået frem. Mange palæstinensere har mistet livet på denne rute. I skal selv se muren. Det er en appartheid væg.

Vi vil have en hensigtsmæssig fred mellem os og vore naboer. Vi ser frem til et godt og fredeligt liv.

Vi spiste frokost på restauranter på 3. og 5. sal i Jenin Centrum. En stor pandekage med ristede løg og et stykke kylling.

kl 17.05 Vi holder ved checkpoint ud af Jenin. Vivian og Lori forhandler med soldaterne. Kl17.30 kører vi til PALESTINIAN AGRICULTURE RELIEF COMMITTEES TRAINING CENTER, hvor vi overnatter i en slags kollegieværelser.

Onsdag 31/12 Af sted i høj sol. Mændene sidder uden for butikkerne. Der er små håndværkere i åbne værksteder. Et sted pløjes jorden med en træplov efter et mulddyr. Vi venter på en bus med palæstinensiske kvinder.

Kl11.30. Vi demonstrerer ved dette checkpoint. De palæstinensiske kvinder bliver fotograferet af soldaterne, ikke os. Det føles truende. Vi kører mod muren.

Tolken Josef fortæller os, hvad de palæstinensiske kvinder havde råbt ved checkpoint.

"Muren vil falde her Charon, hvor er din hjerne" Her færdedes Jesus. Fårene vogtes under måske 1000 år gamle oliventræer.

Før arbejdede mange i Israel. Nu forhindrer muren næsten al færdsel. Mange modtager penge fra slægtninge i udlandet.

Salem militærbase ligger i det fjerne. Vi skal skynde os, inden vi bliver stoppet i at køre til muren. Den asfalterede vej er blokeret. Nu kører vi på en jordvej. Døren på bussen foran hænger, som kunne den falde af. Her er mange kilder. Vandet bliver forurenet ved militærbasen. Nu vokser mange af vore oliventræer bag muren, slutter Josef.

Vi gik gennem landsbyen med vores banner, langs marken ned til ståltrådshegnet og den dybe grøft med pigtråden. Bagved den er hovedvejen.

Straks kommer 3 militærbiler og gør front mod os. Vi giver hinanden hånden og står i en lang kæde langs hegnet. En helikopter hænger i luften over os. vMarchen trækker sig tilbage til landsbyen mod busserne. Vi hører, at soldaterne i 2 biler var kommet kørende over den dyrkede jord på landsbyens side afhegnet.

Kl 14. Vi har haft nogle unge mænd fra RØDE HALVMANE til at passe på os.

I Josefs (tolkens) landsby, Birgin går vi til kirken. Her helbredte Jesus de 10 spedalske, fortælles det. Der blev sendt mad ned til dem gennem et hul i loftet. Vi fIk vist stedet. Vi så de gamle klipper, som kirken, San George er bygget ved.

Vi er i Jenin Flygtningelejr. En fransk kunstner har skabt en flot 3-4 m høj hest, som står ved indkørselen. Den er lavet af skrammel fra biler. Josef fortæller om bombardementet af lejren i september 2002. 480 huse blev ødelagt. 80 mennesker dræbt og mange sårede. Nogle få huse er bygget op igen. Men der ligger stadig et meget stort område, som kun er brokker, støv og affald. På et bilvrag med bunden op står nogle børn. De har fået det til at vippe.

Direktøren for campen siger:"Vi er ikke terrorister. Vi hader ikke jøderne. Kun besættelsen".

Marchens indianske deltager, Cristus undskylder på sit lands vegne. Hun undskylder for at USA årligt sender penge og våben til Israel. Jeg vil gå hjem og fortælle om jeres lidelser. (USA sender måske 20 mia kr årligt plus donationer).

Ved 18 tiden skal vi på lys-march i Jenin. Vi kan se bosættelser i det fjerne på en bakketop. En rød lampe betyder militærpost. Vi får udleveret og tændt steannlys og står og kikker på brokker og mure, hvor 7 huse har ligget. Alle beboerne, børn som voksne blev stuvet i eet rum i mere end et døgn uden mad og drikke. Alle 7 huse blev sprængt i luften. Et af dem rummede kostbart tandlægeudstyr. Vi stod i mørket og så hinandens ansigter i lysskæret og hørte hændelserne oversat sætning for sætning. Vi er hjemløse. Vi har ikke råd til at genopbygge husene. Før tog vi til Israel og tjente penge.

Det er nytårsaften. Vi er tilbage på landbrugs centeret. Hvordan skal den fejres? En gruppe blev sendt af sted efter lidt øl, vin og snacks. Vi går på opdagelse i centeret og finder ud af, at vi er på danske folketingsmedlem, Naser Khaders hjemegn. Snart dukker flere afhans slægtninge op. Vi rar en god snak og bliver fotograferede.

Tilbage i opholdsrummet. En lokal skuespiller parodierer Arafat. Vi stiller spørgsmål og får morsomme svar - af denne "Arafat". Ved 23 tiden bliver interesserede kørt til den nærmeste katolske kirke. Vi overværer gudstjenesten og ønsker hinanden GODT NYTAR kl24. På pladsen foran kirken er der under hele gudstjenesten skudt meget fYrværkeri af. Det fortsætter. Snart kommer det lokale spejderkorps med tamburmajor, trommespil og sækkepiber.

1. januar 2004. En dejlig solrig morgen. Vi bumler af sted på de små veje mellem landsbyerne; medens den direkte vej er spærret på grund af 2 ulovlige settIements. På landbrugscenteret havde de vist os på kortet: landsbyer, checkpoints, settIements og vejspærringer.

Vi er ved checkpoint og skal vise pas. Hver enkelt bliver kontrolleret. Efter en time skal vi igen vise pas. Pigerne smiler og prøver at besnære soldaterne. "Hvor gammel er du?" "20 år". Ved dette checkpoints holdet' 10 tanks. Jorden er helt pløjet op.

Der er 100 m mellem de to checkpoints. Her er de for alvor ved at bygge mur.

Måske 10-15 m bred. Højt stålhegn, dyb muret grav, masser af pigtråd med de små knive. vKI 12. Vi er i Israel og har skiftet til 2 israelske busser. Vores gode fortæller Aliyah Strauss har budt os velkommen. Vi kører mod nord for at se Golan-højderne.

Vi passerer et fængsel, som forekommer flere hundrede meter langt. (8. juli 2003 var der 5.892 palæstinensiske fanger i israelske fængsler. Af disse 351 børn under 18 år, 75 kvinder og 42 over 50 år. Af de 5.892 fængslede er kun 1.461 blevet dømt. "put on trial".) Også her er vi i politisk følsomt område. Nogle mener, at der bliver fred, hvis palæstinenserne får Golan tilbage.

Vi kører gennem intensivt dyrkede områder med masser banan- og dadelpalmer og store plantager med citrusfrugter. Mange vandrør og pumper til kunstvanding.

Vi ser en stor låge. Er det et checkpoint? Ha ha, nej vi kører og kører på gode veje helt uden forhindringer. Vi kører et stykke på grænsen til Jordan.

Her er 2 rækker høje hegn med med strøm og føleudstyr,og mellem hegnene måske 10-15 meter.

Der er rimelige aftaler med Jordan om anvendelse af vand fra Jordanfloden.

Det er blevet mørkt. Vi går i trafikken i Nazareth Centrum med vores banner og alle skiltene. Man lægger mærke til os.

Vi bliver flot modtaget af israelske og nogle få palæstinesiske kvinder. Der holdes taler og vores tur blev diskuteret. Dejlige Sue fra USA fortalte i få sætninger skarpt og klart om alle de uretfærdigheder vi havde mødt. Det fIk en israelsk kvinde til resolut at rejse sig og forlade mødet. "Jeg kan ikke diskutere på dette niveau." Overnatter i Beith Alkara-klosteret i Nazareth. Et dejligt sted..

Fredag 2/1. Vi er tidligt oppe og kører mod Jerusalem Stor kvindekonference med flere hundrede deltagere i Notre Dame, Universitetet. Senere skulle alle deltagerne gå i demonstration gennem byen. Arrangørerne var så bange for politiet, at vi ikke måtte vise bannere og flag. Demonstrationen var ikke anmeldt hos politiet. Var den blevet det, ville den være blevet forbudt. Vi nåede til Zions Plads, hvor alle bannere, skilte og paraplyer med teksten "Stop the Occupation" blev foldet ud. Mange så os og talte med os.

3/1 Delvis fridag. Om aftene kom 3 kvindelige settlere, Ruth, Braha og Mali. De skulle fortælle om deres forhold til området og deres tanker.

Vi var i forvejen blevet bedt om at lytte intenst og prøve at forstå disse mennesker, selvom vi ikke var enige i deres synspunkter.

De tre var meget sikre i deres "rettigheder" og deres gudstro.

F.eks.: "Gud sagde til mig: "Jeg har savnet jer i 2000 år!" Her ser Guds øjne på os. Jeg er gift med dette land, selvom det er så bittersødt at bo her, ogjeg er så forhadt for at gøre det. V i bliver stærkere hver dag - os jøder. V i er altid blevet forfulgte".

Gila fortalte senere, at hun i 3 år hver 14. dag havde været i dialog med settlere i Hebron, lige til de selv afbrød forbindelsen.

4/1 Vi kører ud af Jerusalem mod Negev-ørkenen. Undervejs får vi flere oplysninger om Jerusalem, en by med l,S mio. indbyggere (i centrum ca 700.000).

Om lørdagen er butikkerne lukket i centrum, men uden for byerne bygges store forretningscentre på områder, hvor der tidligere var kibbutzer. Her er åbent om lørdage og nem adgang for bilister, hvilket har givet anledning til stor debat.

l Negev-ørkenen bor ca 150.000 beduiner. Halvdelen i 7 offIcielt registrerede byer.

Ca 76.000 bor i 45 mindre, ikke registrerede byer. Efter Charon-planen skal alle byer være registrerede inden år 2017. Og alle fra ikke registrerede byer skal flytte til de registrerede. Så der skal destrueres tusinder afhjem. Det er besluttet; men man er endnu ikke begyndt at effektuere beslutningen. Beduinernes livsstil er at bo frit, som de altid har gjort, uden at betale skat, for vand, elektricitet og telefon. Derfor er de ikke nemme at flytte med. Vanskeligt er det også at flytte byer med 4-5000 indbyggere. Charon vil have kontrol over mest muligt land.

Vi får fortalt, at sidste mandag blev en moske' og 6 hjem destrueret i en landsby. De kom mandag morgen mellem kl 8 og !O og ødelagde alt med store bulldozere og forlod byen igen. Beboerne får en bøde for den udgift, der har været til ødelæggelsen.

I stedet for de 45 uregistrerede byer, skal der bygges 7 nye byer. Een af disse skal være en ren jødisk by.

Mange beduiner bor nu i parcelhuse; men med telt i haven. (Her bor tit bedsteforældrene, for de har altid boet i telt). Mange har også dyrehold i parcelhushaverne. Det giver problemer med at komme af med dyrenes udskillelser. I de store byer er der så indrettet kvarterer, hvor det er tilladt at have geder, får og en enkelt ko for ikke at tale om duer, høns og ænder.

Vi fik frokost (sad på puder) i stort restaurations-telt. Udenfor var udsalg af varer fra pottemager,og telte med træer og buske i potter, en planteskole. Mens vi spiste hang mange helikoptere i luften. Der var en træningsskole for piloter tæt ved. Her i Negev skulle også Israel gemme sine atomvåben.

Dem hørte vi ikke noget om.

Om eftermiddagen var vi i Lakiya. Her var deltagerne helt betagede af smukke håndvævede ting og sager. De produceres hjemme af flere hundrede kvinder, der er knyttet til projektet og tjener lidt ved arbejdet.

Aftensmad i helt moderne cafeteria i Beersheba, Negevørkenens største by. Her er universitet, og området har været beboet i mere end 6000 år. Indkvarteret i private hjem i byen Tel Sheva. Vi var 7 der blev gæstfrit modtaget i meget stor familie. Næste morgen fik vi hver en perlekrans som afskedsgave.

Mandag den 5. januar 2004 viljeg sent glemme, fordi vi oplevede helt grænseløs ondskabsfuldhed og mangel på respekt for mennesker.

Vi kørte til checkpoint Erez, hvor vi ikke fik adgang til Gaza. Den norske gruppe havde ellers fået tilladelse gennem den norske ambassade til at besøge Gaza.

Turill, Lori og Adrienne forhandlede i timevis med norske ambassade, med soldaterne med deres overordnede. Timerne gik. Vi havde en stor sending fødevarer som gaver til fredsgrupperne i Gaza, som vi vidste ventede på os. Ad mærkelige veje fik varerne lov til at komme frem.

Gaza er et lukket land, et fængsel for de 1,4 mio indbyggere. Her er ingen adgang for observatører til de grænseløse uhyrligheder. 60% altså 800.000 bor i flygtningelejre. Vi syntes forholdene var frygtelige på Vestbredden; men det siges, at det er 10 gange værre i Gaza. Bulldozere har væltet alle oliventræer og 2700 huse. Her er ingen skolebygninger. Folk er hjemløse og skydes vilkårligt i gaderne.

En kendt personlighed, der kunne blive straffet for at tale til os, gav os budskabet:

"I kvinder har styrken. I skal bringe disse meddelelser med jer. Folk uden for skal forstå situationen. V i har ret til sikkerhed. Vold avler vold." 40.000 personer passerer hver dag checkpointet for at arbejde i Israel, og det forstår vi for alvor sidst på eftermiddagen. De bliver kørt her til i busser. Hele tiden holder 3 - 4 busser og folk strømmer ud af dem. Flere busser og folk løber eller går hurtigt mod checkpoint - i en uendelighed i flere timer. Og så ser vi alle disse folk som silhuetter stå og vente på at vise deres ID-kort. V i ser flere hundrede meter tæt pakkede med mænd i kø, der skal vise kort for at komme hjem til familierne. Om morgenen må arbejderne stå op ved 2-tiden for at være sikre på, at nå gennem checkpointet i rette tid.

Vi er alle chokerede, da vi kører mod Jerusalem. På hotellet ser vi nyhederne i TV.

Vi ser billeder af kvinder med velkomst-skilte og flag. Kvinderne havde ventet i timevis på os på den anden side af checkpoint.

Der er mobilsamtaler med Nablus:

"Unbeleavable". De brænder og ødelægger huse. 3 fabrikker og et stort historisk hus sprængt i luften. Kl3 om natten blev de sendt ud af deres huse i nattøj. Ambulancer forhindret i at komme frem. Hvad med mad? Børn får ikke mælk. Kontorer og forretninger, - alt er lukket. 5 - 6 mennesker dræbt, 200 sårede.

Hvorfor? Fordi en selvmordsbomber kom fra Nablus.

Stort aftenmøde på hotellet. Hvad kan vi gøre? Sultestrejke? Nej, det vil bare svække oS.Til sidst besluttes, at vi skal skrive et brev, hvor vi opfordrer vore regeringer til at lægge pres på Israel om at stoppe med overgrebene på palæstinenserne.

Brevene skal afleveres på samtlige vore amba~sader og til Knesset på onsdag.

6/1. Mødet begynder med et minuts stilhed for de dræbte. I almindelighed taler israelere og palæstinensere ikke sammen. Vi skal kun bruge positive ord. Det er vigtigt at bringe israelske og palæstinensiske kvinder til at tale sammen.

Ibrahim fra Parents CircIe fortæller: "Vi prøver at uddanne folk til fred og opbygning" Senere kommer et medlem af Knesset, Issam Makhoul. Han talte om vores march' betydning og lovede, at vi kunne få adgang til Knesset og aflevere vores brev dagen efter. Han glemte bare at give dørvagterne besked.

7/1 Vi deles i 3 grupper. Bettina tager af sted til sine kontakter for at arrangere vore senere donationer af oliventræer.

Karen, Lori og .lonni kører til Nablus for at aflevere tørmælk.

Resten afmarchen kører med Aliyah mod Tel Aviv og alle ambassaderne. For første gang på turen er det et frygteligt vejr. Voldsomme regnbyger og nærmest orkan. Vi går og kører rundt. På den danske ambassade bliver vi 14 placeret på gulvet og i få stole i forkontoret. Vicekonsul Kirsten Ezra lytter opmærksomt til beretnmgerne om vores tur og modtager vores brev.

Tilbage i Jerusalem kører vi til Knesset, sender 2 repræsentanter med samme brev som til ambassaderne; men de bliver ikke lukket ind. Udenfor Knesset var mange telte, plastics kure og skilte, en demonstration over flere dage. Deltagerne klagede over at leveomkostningerne steg og steg, og indtægterne slet ikke slog til.

8/1 Holocost-museet i Jerusalem er meget stort. Grupper af soldater i uniform med våben er på rundvisning. Grupper af unge, måske studerende havde 2 vagter bagest med våben. l cafeteriet flere soldater med våben. Jeg gik med min paraply (også når det ikke regnede) med budskabet"Stop the Occupation".

Museet ligger højt og har en flot udsigt over Jerusalem.

Var i Bat Shalom, et samlingssted for kvinder. Her spiste vi og havde en god diskussion. "Hvordan lever vi med folk, som hader os? Vagttårnene minder om nazisterne.

Israelerne vil have hele territoriet. Jøderne burde tilgive. Vi skal ikke sammenligne Holocost med palæstinensernes situation. Israelerne bruger Holocost ved enhver lejlighed. Hele verden er imod os". Mange deltog i diskussionen.

Vi gik med vores banner og skiltene gennem gaderne til Charons hus for at aflevere omtalte brev. Vagterne kunne ikke tage mod et brev. Gila (er palæstinenser) fik taget sit ID-kort. Vi ventede lang tid,før hun fik det tilbage.

Da vi passerede det amerikanske generalkonsulat, fik vi afleveret et brev, mod at vi hurtigst muligt flyttede os fra hovedindgangen med alle vores bannere og skilte.

Fredag den 9/1. 8 danskere af sted for at undersøge/skaffe oliventræer til senere donationer. Resten af marchen bliver kørt rundt i Jerusalem. Over højtaleren hører vi, at i 1967 blev det eneste palæstinensiske hospital i byen besat af israelerne og omdannet til politistation. Samme år blev hospitalet i Nablus ændret til fængsel.

Vi skal alle ud og se brokkerne af et hus med 2 etager. For 2 uger siden blev dette hus væltet afbulldozere. Vi hører om, at konfiskeret jord sælges videre til byggekonsortier. Vi ser område, hvor palæstinensere er blevet bedt om at flytte fra, fordi der nu skal bygges boliger til unge studerende. Et sted skal 9 familier flytte fra et hus.

For at sløre, at det drejer sig om jord stjålet fra palæstinenserne, ændrer man arabiske stednavne til jødisk klingende navne. Hen over brokkerne ser vi en "bypass-road" hævet op på høje betonpiller. Her må kun israelere køre.

Myndighederne fortæller palæstinenserne, at deres huse er opført uden "tilladelse".

Det koster palæstinensere 25.000 dollar at få en byggetilladelse, medens israelere ikke betaler noget. Der er eksempler på at folk har ventet fra 5 til 28 år på at få en byggetilladelse. Hvis de endelig får en tilladelse må palæstinensere bygge huse med 2 etager, og israelere må bygge 13 etager. (Mærkeligt at i disse egne blev vores børnelærdom formuleret"Du skal elske din næste, som dig selv").

Siden 1967 er 7000 huse og 3 landsbyer i og omkring Jerusalem udslettet.

Da man indrettede en park i byen blev der plantet 50 - 60 år gamle oliventræer hentet fra konfiskeret land i Jericho.

Der er 11 checkpoints rundt om Jerusalem foruden flere vej blokeringer.

De palæstinensiske områder bliver adskilt ved at skabe kiler ind i områderne, så det bliver en "Pastrami sandwich" a la Ariel Charon.

Palæstinenserne er isolerede i 3 områder.

Værst er nok at soldaterne konfiskerer ID-kort, som det nu passer dem. Der er blevet mange narkomaner inden for de sidste år. Narko handles lige ved checkpoint.

Vi kommer til Shufat Flygtningelejren, den eneste i Jerusalem. Lederen fortæller: Før 1966 boede vi i den gamle bydel og havde, hvad vi behøvede. Myndighederne ville give os "et bedre liv". 500 familier, ca 3000 personer blev flyttet til dette sted. Vi fik 100 kvadratmeter til hver familie. Der var ingen kloakering, veje eller elektricitet. Vi begyndte som familie og byggede. Der var offentlig latrin, 12 toiletter og 6 vandhaner. Vore familier voksede. Da vi ikke havde land, byggede vi i højden. De fattige fik ikke bygget. Nu er vi officielt 10.506 personer; men uofficielt 18.000. Bl.a. på grund af konfiskerede ID-kort.

For at komme ud af camp'en skal vi passere checkpointet, der har vilkårlig åbningstid. Vore unge kan først møde ved 10 - 11 tiden i uddannelsesstederne. Vi kan ikke komme på arbejde. Ældre og syge kan ikke komme til hospitalerne. De er nu ved at bygge mur ved indgangen til Camp'en. Så kan vi ikke mere komme til Ramallah eller Bethlehem. Vi er født i Jerusalem og vi går på arbejde her fra. De vil dræbe os, når de bygger denne mur.

Myndighederne giver i stedet arbejdspladserne til indvandrerne. Israel har en lov der tillader stadig indvandring af jøder fra hele verden. For tiden tusinder fra Ethiopien.

Hele camp'en er omgivet af settlements. De vil have os ud af Jerusalem. De udvider settlements og begrænser os.

Læs også 22 beretninger om turen: www.humanrightsmarch.dk

Vi ser et enormt stort hul i jorden midt i Camp'en med lodrette sider. Her ville vi bygge sports center og swimmingpool. Men byggeriet blev stoppet af myndighederne, selvom grunden tilhører UNHCR (FN's Flygtningehøjkommissariat). Hvis vi byggede, ville det blive revet ned.

Nu fortæller Rauda, om hvordan det var at være 10 år i fængsel. Hun har nu 2 sønner i fængsler i hver sin ende af landet. Ingen af dem er blevet dømt. Hendes skæbne er måske beskrevet i en af Felicia Langers bøger.

En gang prøvede de at dræbe 150 bøm. De blev gassede, og folk kom med masker på for at hjælpe. Mange af de skræmte børn var indlagte en måned, før alt var normalt igen. Vi besøger en sundhedsklinik, der hjælper med pleje og vaccinationer. l Camp' en er 1400 børn under 3 år.

Vi besøger en familie, hvor manden har været arresteret i 12 år. Her er 10 børn og det yngste bam er 13 år. Han var 44, da han blev arresteret, nu er han 56 og er ikke blevet dømt. Han var imod besættelsen og er nu administrativt arresteret til han dør. Efter 20 år kan han søge om at komme for Højesteret.

Lederen af flygtningelejren slutter rundvisningen med at sige til os:"Jeg vil bede jer fortælle sandheden, når I kommer hjem. Dette hørte jeg, dette såjeg. Medierne dækker ikke, hvad der sker."

Sidst på eftermiddagen bliver vi budt velkommen i YWCA. 3 foredragsholdere gennemgik de internationale love, der bliver overtrådt i Israel. Ordet WARCRIME blev brugt mange gange.

Også de mentale problemer blandt palæstinenserne bliver omtalt. Mødrene stopper deres børn i at begå selvmord. Børnene synes ikke de har nogen fremtid, ingen glæde ved livet. De er deprimerede.

Der bliver holdt kurser. "Jeg vil studere" , siger nogle af dem efter kurserne. Mange af børnene bliver behandlet hjemme. Vi prøver at lære dem at tilgive deres fjender.

Årsagerne til de mentale problemer ligger især i ydmygelserne af palæstinenserne. F.eks.: kollektive afstraffelser, husødelæggelser, arbejdsløshed, fattigdom, daglige chikanerier ved checkpoints.

Ingen israelske soldater er endnu blevet dømt for mord og ydmygelser.

Lørdag den 10. januar har vi TV med os hele dagen. Vi skal mødes ved Kalandia midt mellem Jerusalem og Ramaliah. Der er vildt kaos ved checkpoint denne dag, måske også mere end til daglig. Der er biler i begge retninger i begge spor. Ingen kan komme hverken frem eller tilbage. Midt i det hele går vi med masser af flag og bannere. Heidi fra Norge havde et strikket halstørklæde på 500 meter, som bandt os sammen på flere måder. Bilerne dyttede, en blinkende ambulance kunne ikke komme frem. Der er mange TV folk med udstyr oppe på cementklodserne. Vi bliver filmet fra alle sider. De var der, Salva, Rima og rigtig mange af de personer vi efterhånden havde lært at kende i de 3 uger. Det føltes sørgmodigt, at vi skulle rejse hver til sit efter denne dag. Nu havde vi lige lært hinanden at kende. Det var også en fest. V i var alle glade og fYldte med spændende oplevelser vi havde haft sammen. Alle vi kvinder fra hele kloden. Vi bar på drømmen om at udrette og opleve noget. Vejret var med os mens demonstrationen stod på. Der var pressekonference og senere fællesspisning. Vi sagde farvel til palæstinenserne, fik lige købt et smukt broderi med hjem.

"Hjemme" på New Emperial i Jerusalem ventede Aliyah og Gila på os. Stort fælles møde, hvor hver enkelt fik et kort øjeblik til at fortælle om netop sin største oplevelse. Vi takkede og er stadig taknemmelige Qver at arrangørerne fik givet os alle en så uforglemmelig rejse. "Det fortjente I" sagde Gila, helt bevæget.

Aliyah kom ind med 3 andre. De var udklædte og rundede aftenen af med dejlige sange.

Turen gik gennem checkpoints, flygtningelejre, byer, landsbyer, forbi mure, hegn og settlements. Farvel alle l gode venner ud over kloden. Måske ses vi igen.

Ikke godgørenhed; men solidaritet!!!

Jeg husker stadig ordene fra flygtningelejren:"Vi ønsker ikke godgørenhed; men solidaritet" .

Efter min rejse i de besatte områder er det som at have været på besøg i Det gamle Testamente og set, hvordan Guds udvalgte handler.

l 2. mosebog kap. 20 vers 1-17 er de 10 bud. Hvor mange af disse bliver overtrådt i dag? Læs selv.

Dette nummer af KØKKENRULLEN er redigeret af Århus­gruppen. Næste blad redigeres af Ålborggruppen. Indlæg sendes til Aase Bak-Nielsen inden 3/3 2004.