Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 2, 2007

Kvinder for Freds store dag

Erindring om en enestående begivenhed

Af Bodil Graae
Januar 2007

Den sommerdag i 1980, da over to tusinde officielle repræsentanter fra regeringer over hele verden stævnede til København og mødtes i Bellacentrets store kongressal til FNs midtvejskonference, stod vi en lille flok kvinder og ventede spændt på det store øjeblik, da vi ville blive kaldt op på den vidstrakte scene for at aflevere de mere end en halv million underskrifter, vi siden kampagnens start den 14. februar havde indsamlet. Nu lå de mange papirer omhyggeligt bundtet på en palle og ville om lidt blive kørt ind i salen. Listerne var sendt frem fra hele Norden: Sverige, Finland, Norge, Island, Færøerne, Grønland, Danmark. Og de indeholdt udelukkende kvinders underskrifter. Det var en helt enestående aktion, og den var lykkedes ud over alle forventninger. Mange mænd havde protesteret undervejs. De ville også skrive under. Vi opfordrede dem til at lave støttelister – det skete også.

Forud var gået en nærmest guddommelig hektisk aktivitet i alle områder. Aldrig havde så mange kvinder fra så mange egne følt et større sammenhold med andre kvinder. Der havde været svære kampe og beskyldninger undervejs. Fra småborgernes side forsøgte man at udråbe os alle til kommunister og at være i Sovjetunionens vold. Men det lykkedes ikke. Kvinder var enige om budskabet:

Nordiske kvinder er standset op med et råb: Nu må det være nok!!

Vi, undertegnede kvinder i Norden, vil ikke længere stiltiende acceptere magtkampen mellem stormagterne.

Vi kræver: Nedrustning for en varig verdensfred!

Våbenmilliarderne til mad!

NEJ til krig!

Når man læser disse ord fra parolen, føler man umiddelbart, at de ikke er blevet forældede, at der stadig er ligeså hårdt brug for dem som dengang, at det er et åbent spørgsmål, om der ikke er et endnu større behov for dem end for 27 år siden.

Og det forekommer svært ikke modløst at tænke på, hvor håbløst verden har udviklet sig, og at våbenmilliarderne stadigvæk ville kunne brødføde store dele af klodens befolkning.

Og samtidig kan man ikke lade være med at forundres over, at så mange kvinder dengang havde en klippefast tro på, at det kunne lade sig gøre at protestere. Hvorfra fik vi den styrke?

Når der var kvindekonference dengang i 1980 var det et led i FNs kvindetiår, hvor der i den periode i lande verden over skulle fokuseres på kvindernes stilling i samfundet. Det startede i 1975 i Mexico City og skulle afsluttes i 1985 i Nairobi. På konferencen i København skulle der holdes gang i de aktiviteter, det formodedes, man havde sat i værk (?).

Men vi havde ikke fra starten nogen idé om, at vi skulle bruge den internationale midtvejskonference til at gøre os synlige. Så højt vovede ingen af os at tænke. Men naturligvis var idéen genial, og det har uomtvisteligt været den store succes, som har givet os modet til at prøve.

I hvert fald henvendte vi os både til Anker Jørgensen, der dengang var statsminister, og til udenrigsminister Kjeld Olesen – og vi er i dag ikke i tvivl om, at de begge hundrede procent støttede os, selvom de ikke ligefrem kunne råbe det ud på gadehjørnerne.

Vi skylder dem begge en dybt bevæget tak.

Imidlertid var Lise Østergaard udnævnt til at være kongressens præsident, og hende skulle vi forhandle med om de rent praktiske foranstaltninger. Det var fint nok, regnede vi med. Jeg havde personligt et godt forhold til hende og havde via Danmarks Radio arbejdet med hende i forskellige anledninger. Nu viste det sig, at den høje post var gået hende til hovedet, og at hun absolut ikke var indstillet på, at hendes fornemme åbning i Bellacentret skule ødelægges af nogle forvorpne kvindemennesker, der gudhjælpemig troede de kunne redde verden og lidt til.

Vi havde fundet frem til, at en kvinde fra hver af de nordiske lande skulle gå på scenen, og at jeg skulle holde en kort tale. Lise Østergaard satte censur på talen, som jeg først og fremmest skulle sende til hende – og til Udenrigsministeriet. Hun foretog da nogle fuldkommen absurde nedskæringer, og da jeg spurgte hende hvorfor, svarede hun, at vi jo nødig skulle fornærme dronningen. Hvilket for det første ville have været helt idiotisk, og for det andet absolut ikke var indeholdt i manuskriptet.

Udenrigsministeriet blandede sig ikke men gav praktiske råd, som var helt i orden, da jeg aldrig havde haft noget kendskab til det højere diplomatis regelsæt. Jeg skulle således indlede talen med at se på de celebre gæster og sige: Your Majesty, very honored ambassadors, Prime Minister. Og det gjorde jeg så. Men Lise Østergaard forsøgte endog at få os skubbet helt ud fra den officielle åbning og tilbød os, at vi i stedet kunne få tilstillet et lokale, hvor vi efter åbningen kunne holde pressemøde. Og her kan du så holde hele talen, sagde hun, plus de afsnit hun så latterligt havde beskåret af hensyn til dronningen.

Nejtak, skummede vi, for nu var vi klar over, hvilken chance der lå i at være et led i FNs officielle åbning. Ikke mindst fordi hele verdenspressen ville være tilstede.

Og det skete!

Men først var der alt det formelle: Lise Østergaard der gav ordet til FNs generalsekretær, Anker Jørgensen, der sagde noget og andre, der sagde noget. Det store brogede publikum i alverdens hudfarver, i alverdens farvestrålende klædedragter lyttede andægtigt, klappede andægtigt og kedede sig andægtigt.

Og så! gik Lise Østergaard på talerstolen og forkyndte, at nu ville den officielle åbning blive afbrudt for en stund, og vi syv repræsentanter for vore pågældende bosteder vandrede i én lang række op på den enorme scene, nogle af os i pyntelige nationaldragter.

Og da skiftede salen på et øjeblik karakter. Den begyndte at summe, og der kom bevægelse i alle rækkerne. De halvsovende vågnede pludselig op og blev livlige. Hvad var nu det?

Og det var altså Kvinder for Freds kolossale triumf, hvor vi fik hele verdens bevågenhed via alle medier. Ind rullede den store pallevogn med alle listerne og blev parkeret nedenfor scenen med sin dyrebare last. Generaldirektøren gav hånd, og jeg gik frem til mikrofonen. Og så udover den fyldte sal.

Jeg har holdt talrige foredrag gennem årene for talrige forsamlinger af forskellig art både indenlands og udenlands, men aldrig for totusinde officielle topfolk, som var kommet fra alle verdenshjørner. Jeg har overraskende indimellem oplevet pludselig at føle nervøsitet overfor et beskedent publikum på ganske få personer i et gudsforladt forsamlingshus i en jysk udkant. Så nu var lejligheden her til virkelig at ryste af skræk. I stedet oplevede jeg en sejrsglæde udover alle grænser. Dether var ikke bare festligt, det var simpelthen det mest spændende, jeg havde været med til. Det var tilmed sjovt.

Da vi overrakte en kæmpekopi af vores parole til generaldirektøren, kendte bifaldet ingen grænser. Vi gik ned i salen og gik op igennem gangene, og kvinder af alle nationaliteter trængte sig vej ud til os. Vi blev omfavnet og kysset på kinder. (Det er lige før jeg får tårer i øjnene bare ved tanken).

Ved det efterfølgende pressemøde var interessen for vores aktion fuldkommen overvældende. Vi blev sendt i radio, i fjernsyn, i aviser og tidsskrifter over hele kloden. Men var vi alternative eller ej? Til én af de danske aviser fortalte jeg om, hvordan Lise Østergaard havde sat os under censur. I dag ville det hedde, at hun havde knægtet ytringsfriheden.

Jeg havde medbragt kopier af talen med de slettede steder indrammet.

Det kom på forsiden.

§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§

ÅRSMØDE i Kvinder for Fred

Årsmøde finder sted mandag 21. maj og tirsdag 22. maj 2007 Hos Birgit Arrenakke i Valby.

Reserver allerede nu dagene - nærmere om indhold kommer i næste nummer.

######################################################

Oprør mod propaganda

Eller USA's atompolitik: Har vi en fri presse?

Jan Øberg i gratisavisen "dato", 23. januar 2007.

Véd du at USA' s regering er den eneste, der mener det er acceptabelt at anvende atomvåben mod lande der ikke selv har atomvåben? Ved du at Washington for 5 år siden indførte en officiel doktrin, der ophæver grundelementerne i den gamle afskrækkelsespolitik og skal muliggøre at USA kan indlede, udkæmpe og vinde en atomkrig? Ved du at Danmark spiller med og at Thule-basen er central i dette?

Ved du at d'herrer Bush og Blair havde atomvåben med ved invasionen af Irak i 2003 - de skulle bruges hvis irakiske soldater havde anvendt kemiske eller biologiske våben. Ved du at atomvåben indgår i Bush' planer for en fremtidig mulig bombning af Iran?

Ved du at Nordkorea - som propagandamaskinerne kyser dig til at tro er en fare mod verdens freden - har militærudgifter på l procent afUSAs? Vidste du at Saddam Hussein brugte l dollar på sit militær hver gang USA og England tilsammen brugte 330?

Har du lagt mærke til at ordet terror siden 11. september udelukkende bruges om smågrupper som Al Queda og aldrig om regeringer som den amerikanske, der systematisk inkluderer civile ofre i sin militaristiske politik? Har du fået forklaret hvorfor ordet "terror" aldrig knyttes til atomvåben og "terrorbalancen" er forsvundet fra vore medier? Eller vidste du at Clinton-administrationen byggede den største amerikanske militærbase siden Vietnam i Kosovo lige efter at NATO havde bombet Serbien?

Gad vide hvorfor medierne aldrig diskuterer disse ting - specielt ikke hvad det betyder for Danmark at vi er allierede med atomstater? Vidste du for resten at NATO forbeholder sig retten til at være den første til at bruge atomvåben?

Har du tænkt over hvorfor man heller aldrig taler om disse ting i skolen? Og hvorfor den politiske debat er renset for den slags?

Hvis vi havde en friere presse og mindre selvcensur ville du vide disse ting. For vore børns og børnebørns skyld skal vi gøre oprør mod propaganda og løgn og mod deres tarvelige følgesvend, fortielsen.

Kvinder for Fred har fået
en hjemmeside!

Prøv at klikke ind på www.kvinderforfred.dk og gå på opdagelse i det store materiale om vor historie fra starten i 1980 og frem til i dag. Blandt meget andet er vort blad "Køkkenrullen" genudgivet komplet fra 1981 til det sidste nummer l i 2007.

Det har taget næsten l år at udvikle hjemmesiden, og primus motor i redaktionsgruppen er Holger Terp. Tusind tak Holger for dit kæmpearbejde.

Nedenfor ser I forsiden, og herfra er der en række links til nyheder, kalender, artikler, historie, Køkkenrullen, kunst/art, materialer, links, gæstebog og statistik. God fornøjelse.

fra Læger uden Grænsers hjemmeside

Menneskeliv over patenter

Medicinalfrrmaemes patenter må ikke hindre livsvigtig behandling.

Stop retssagen mod den indiske regering!

Medicinalfirmaet Novartis har anlagt sag mod den indiske regering for at begrænse landets produktion af billig og fuldt lovlig medicin. Læger uden Grænser opfordrer firmaet til at stoppe retssagen, da det vil forhindre mennesker verden over i at få livsvigtig medicin. Indien forsyner i dag millioner af mennesker i Den 3. Verden med medicin til hiv-smittede. Uden billig medicin vil millioner af disse mennesker dø.

Det må ikke ske! Støt kampagnen med din underskrift!

Novartis retssag mod den indiske regering er endnu et forsøg fra medicinalindustrien på at sætte egen profit over menneskeliv. Læger uden Grænser kan kun svare medicinalindustrien, som vi gjorde sidst: Det er dybt uetisk og moralsk uforsvarligt at lade hensynet til egne patenter og profit gå forud for menneskers ret til livet. I 2003 beviste vi, at det kan lade sig gøre at få nogle af verdens mægtigste industrier til at flytte sig. Nu stiler vi mod at gøre det igen.

STØT MSF's KAMP

skriv under nedenfor:

http://www.msf.orgipetitionjndia/denmark.html

Millioner af mennesker verden over er afhængige af billig medicin fra Indien.

Den indiske lovgivning sætter nemlig menneskeliv højere end patenter på medicin. Nu trækker medicinalfirmaet Novartis den indiske regering i retten for at få ændret på lovgivningen. Men hverken Novartis eller noget andet firma skal stå i vejen for menneskers ret tillivsnødvendig behandling. Jeg opfordrer på det kraftigste Novartis til at lade retssagen mod den indiske regering falde.

Mennesker før patenter! Millioner af menneskeliv er på spil.

I samarbejde med andre gode kræfter arrangerer Nej til krig demonstration 17. marts i de 4 største byer København, Århus, Odense og Aalborg for at få de danske tropper hjem, nu. Gå ind på hjemmesiden www.nejtilkrig.dk og læs mere og mød så op og vær med til at demonstrere imod denne forfærdelige krig.

Artiklen er publiceret på www.arbejderen.dk 24. januar 2007

Stjernekrig

Missilskjoldet vil sænke tærsklen for USA`s brug af atomvåben i takt med at muligheden for et gengældelsesangreb mindskes

Præsident Bush har besluttet at intensivere opbygningen af USA`s stjernekrigsprogram med et gigantisk radaranlæg i Tjekkiet og en base i Polen, hvorfra man kan nedskyde fjendtlige atommissiler. Den officielle begrundelse er den påståede fare for et atomangreb fra Nordkorea og Iran. Ser man på et landkort, virker det imidlertid langt mere troværdigt, når Ruslands regering højlydt protesterer mod det amerikanske skridt, fordi det er en trussel mod Rusland.

Officielt fremstilles stjernekrigsprogrammet som et forsvarsvåben, men det må ses i direkte sammenhæng med USA`s slå-først-strategi. Den betyder, at USA tiltager sig retten til at anvende atomvåben mod andre lande i såkaldte forebyggende angreb. En lang række lande med Nordkorea, Iran og Syrien i spidsen står øverst på denne liste over potentielle mål for de amerikanske atomraketter.

USA`s vil med stjernekrigsprojektet opbygge et missilskjold, som kan forhindre ethvert land i at gengælde et amerikansk atomangreb. Et fuldt udbygget missilskjold vil sænke tærsklen for USA`s brug af atomvåben i takt med, at muligheden for et gengældelsesangreb mindskes.

USA har startet en ny runde af det atomare kapløb. Det har konsekvent afvist ethvert forslag om forbud mod oprustning i det ydre rum. Nu er Kina og Rusland i fuld gang med at udvikle deres eget missilskjold for at sikre en atomslagstyrke, som giver mulighed for at gengælde et amerikansk atomangreb.

De pro-amerikanske regeringer i Polen og Tjekkiet handler i åbenlys modstrid med befolkningens ønsker. De seneste meningsmålinger viser, at to ud af tre er imod de amerikanske baser. Den amerikanske arrogance lader sig ikke skjule. USA vil bestemme alt på baserne i de to lande, og de 500 amerikanske soldater, der planlægges udstationeret på baserne, vil kun kunne straffes efter amerikansk lov.

Det er helt bevidst, at USA nu sætter to nye baser og missilforsvaret på landkortet i Østeuropa. Forhandlingerne har foregået i det skjulte i årevis. Nu er der tilsyneladende regeringer i de to lande, som er klar til at udfordre folkeviljen og stille sig i USA`s tjeneste.

Missilskjoldet betyder overherredømme. USA ønsker at opnå indflydelse og dominans ved at stille en lang række lande overfor valget om at bøje sig for USA mod til gengæld at komme i sikkerhed under missilskjoldet.

Det giver masser af mulighed for at spille på frygten for at stå udenfor. Samtidig er de kommende baser i Tjekkiet og Polen en mulighed for, at USA kan spille med musklerne indenfor EU`s grænser. Endeligt skal man ikke undervurdere, at missilskjoldet er en vigtig brik i USA`s strategiske plan for at omringe og kvæle både Kina og Rusland.

Missilskjoldet vil sænke tærsklen for USA`s brug af atomvåben i takt med at muligheden for et gengældelsesangreb mindskes.

Tag med på studierejse til
Palæstina og Israel

17. - 18. maj eller 13. – 24. oktober 2007

Formålet med rejsen er:

• at få indblik i og forståelse for konflikten i et af verdens mest brændbare områder.
  

• at tage udgangspunkt i ønsket om lige rettigheder for alle i området, støtte til ikke-voldelige aktiviteter og dialog med både palæstinensere og israelere om menneskerettigheder, besættelsen og muren.

Programpunkter:

• Alternativ rundvisning med Comittee Against House Demolitions i Østjerusalem. Muren. Evt. tur til beduinerne uden for Abu Dis.
  

• Ramallah – besøg hos Stop the Wall, The General Union of Palestinian Women samt kvindecenteret Society of Ina’ash El-Usra,
  

• Bil’in – landsby, der har protesteret imod Muren hver fredag i mere end 1½ år. Besøg på Birzeit, et palæstinensisk universitet

• 
  2 – 3 dages tur: Jenin – Freedom Theater, som bl.a. arbejder med de traumatiserede børn. Overnatning hos familier. Nablus - flygtningelejren og den gamle by. Nazaret – besøg hos Movement of Demokratic Women in Israel
  

• Møde(r) med den israelske paraplyorganisation for 9 kvindefredsbevægelser i Jerusalem.
  

• Tel Aviv og Jaffa – møde med fredsorganisationer og samexistens kollektivet Reut Sadaka
  

• Bethlehem – flygtningelejr – Den Palæstinensiske Cirkusskole – Fødselskirken og det internationale center (kristent)
  

• Besøg International Womens Peace Service i Hares, Jayyous, som er blevet afskåret fra sine marker og Qaqiliya, som er kapslet inde bag muren.
  

• Hebron - ledsagerprogrammet for skolebørn og TIPH, de internationale observatører.

Praktiske forhold

12 deltagere (kvinder). Hostel i den gamle by i Øst-Jerusalem. Pris ca. 7.000 kr. Forberedelsesweekend med bl.a. Else Hammerich, Center for Konfliktløsning.

Er du interesseret, så kontakt os og få indflydelse på, hvilket tidspunkt, vi vælger at rejse på.

Læs rejsebreve fra vores studie- og høstrejse i oktober-november 2005 her. 

Fredrik S. Heffermehl: "Vanunu
- hans kamp og kampen for ham".

(Aschehougs Forlag).

Boganmeldelse v/Unnilise Paus

[Det var den unge atomfysiker Mordechai Vanunu, der midt i 1980'erne afslørede, at den israelske stat besidder et omfangsrigt atomvåbenarsenal. Da han gik til britiske medier med sine oplysninger, blev han bortført og dømt af de israelske myndigheder som landsforræder. Red)

Bogen fortæller en rystende historie, hvor menneskerettigheder er byttet ud med "tyranni og vilkårlighed" minus frihed og humanitet.

Vanunus historie væves ind i storpolitiske interesser og skildrer dyb uret samt stormagternes manglende vilje til at gribe ind. De små nationer er ikke bedre end de store! Norge har for eksempel nægtet Vanunu asyl, som hans mange støtter har søgt om på hans vegne. Statsminister Bombevik var bange for sine mægtige "venner", bange for repressalier. . . .

I bogen, som spænder vidt og bredt, deler Heffermehl sin enorme viden med læseren.

Den bør læses flere gange, hvis man ønsker at huske de mange vigtige informationer om statsledere s hykleri, og mediernes mærkværdige strategier eller mangel på samme. (Flertallet af journalister stemte imod offentliggørelse af Vanunus oplysninger om nuclearforskningscentret Dimona (eller Dæmona!) men redaktøren gik imod sine ansattes fejhed og krævede, at sandheden kom frem).

I bogen kan vi læse om "rettergangen" mod Vanunu, blandt andet om hans isolering fra medierne. For eksempel: "Vanunu blev fragtet i bil med tilsodede vinduer, ført ind i bygningen gennem en opbygget entre af sejldug, blev tvunget til at bære ansigtsmaske, som blandt andet hindrede ham i at råbe. I tillæg var en sirene klar for at overdøve enhver lyd. "Retssalen" var adskilt fra resten af bygningen, og der var sat planker for vinduerne". .

Hvordan kan nationer, der hævder, de forsvarer demokrati og borgernes retssikkerhed, undlade at reagere på alle brud på begge dele? Er det, fordi Israel er USA's "bedste" allierede? Er alle nationer bange for USA? Mener et flertal, at jøder kan foretage hvilke som helst brud på alle demokratiske regler, fordi mange jøder mistede deres rettigheder, mange mistede retten til livet, under nazisternes brutalitet?

Heffermehl skildrer historiske sandheder, men overlader til læseren at stille spørgsmål - det har jeg så gjort!

Læs bogen og bliv klog på verdens skæve gang. Jeg tror, den vil akkumulere mange vigtige spørgsmål og problemstillinger i nyt lys.

Bedstemødre for Fred i Norge
har holdt årsmøde.

Her kommer et forkortet uddrag fra deres årsberetning:

Der er 11 aktive bedstemødre, som hver onsdag deler løbesedler ud. Der deles ca. 500 løbesedler ud, men havde økonomien været til det, kunne der være delt 1000 løbesedler ud.

Udover at være aktive i Bedstemødre for Fred er mange af kvinderne også aktive i andre organisationer - især i Human Rights March og demonstrationerne som Kvinder i Sort holder.

Bedstemødrene er også aktive med hensyn til underskriftindsamlinger. Der har været flere, så som Nej til atomvåben, Støt FN's resolution om asylsøgere og Fredsfondet:

"Der er skudt nok" vÅrsberetningen indeholder et citat fra et interview med P.O. Enquist, som også kan give inspiration til os i Danmark: "Det går i bølger, men for hver gang positive sager sker, bliver ringene i vandet altid større"

Aase Bak-Nielsen i Information 20/2 2007:

Danskere gav frivilige bidrag på godt 52 mio. til hiv/auds-syge i Afrika.

Flot! Det svarer ca. til en dags danske militærudgifter.

Skriv under mod atomkraft

600.000 har nu skrevet under mod atomkraft. Du kan stadig nå at skrive under og tilmelde dig informationer om kampagnen.

www.million-against-nuclear.net

Urban 26/2 2007:

Danskerne vil tage
penge fra forsvaret

To ud af tre danskere vil spare på udgifterne til forsvaret. Og de unge vil have værnepligten afskaffet, viser ny undersøgelse.

(Det er da opmuntrende i denne tid!)

Underskriftsindsamling:
Amnesti Nu!

Amnesti Nu er en underskriftsindsamling til fordel for asyl til omkring 800 afviste asyl-ansøgere, heraf 200 børn, som har opholdt sig i Danmark i mere end tre år. De kommer fra bl.a. Irak, Kosovo og Iran. Deres mistrivsel er veldokumenteret og deres fremtid udsigtsløs.

Du kan være med til at ændre situationen for disse medmennesker. Hjælp med at gøre Amnesti Nu til en folkebevægelse for en anstændig asylpolitik.

Skriv under på www.amnesti-nu.skrivunder.dk

Ca. 45.000 danskere har allerede underskrevet siden starten i november. Målet er 100.000 underskrifter!

Læs mere på: www.amnesti-nu.dk

Kontakt: Charlotte G. Mortensen
tlf. 25 48 89 95 eller
Inga Axelsen tlf. 33 24 20 28

GRUNDLOVSKOMITEEN AF 2003

Grundlovssagen om angreb skrigen mod Irak er påbegyndt mandag den 29. januar, og den 11. april afsiger Østre Landsret dom i Bredgade 59, hvor sagen i januar og februar er blevet domsforhandlet. Man er velkommen til at møde op og høre rettens dom, der meddeles kl. 13.00

Læs mere på: www.gk2003.dk

Og så vil vi gøre opmærksom
på Kirkmand-initiativet.

Johan Kirkmand skriver:

Min søn Bjarke blev den 1. okt. 2005 dræbt af en vejsidebombe. Jeg bad statsministeren om at trække vore soldater hjem. Det er ikke sket. Bjarke var ikke den første danske soldat, der faldt. Og desværre er en række af vore soldater blevet dræbt siden.

Langt de fleste danskere erkender i dag - nøjagtig som i USA og Storbritannien - at angrebet på Irak var en fejl.

Koalitionsstyrkerne i Irak er reelt en del af Iraks store problemer - derfor har en lang række nationer da også trukket deres styrker hjem. Nye tal skønner, at krigen kan have kostet op imod 655.000 døde. Et stort flertal blandt irakerne ønsker da også de fremmede tropper ud af deres land. Lad os stå sammen og kræve vore soldater hjem nu.

Skriv under på www.kirkmand-initiativet.dk

Dette nr. er redigeret af Vesterbro, der også redigerer næste nr. Deadline 20. marts