Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 7, 2007

En vej til fred i og med Irak

Et konstruktivt forslag fra den Transnationale Stiftelse i Sverige/Jan Øberg

En hvilken som helst videre plan for Irak skal overholde nogle minimums standarder såsom:

International lov skal overholdes, og ingen diktatorer eller mistænkte krigsforbrydere må forblive på fri fod.

Give et bredere perspektiv for Irak og Mellemøsten.

Gøre mennesker til centrum: respekt, værdighed, retfærdighed, forsoning, menneskelige behov og udrydde frygt.

Vise vejen for en grundig demilitarisering af Irak, regionen og den internationale tilstedeværelse. Den skal udtrykke en ægte samarbejdets ånd, være upartisk og udtrykke gode hensigter og på den måde overbevise den irakiske befolkning om, at dette ikke er besættelsen i en ny indpakning.

Signalere målrettethed, villighed til at afsætte resurser og forblive hjælpsom så lang tid som der ville være brug for det for virkelig at overbevise irakerne om, at vi er der for deres og ikke for vores skyld.

Bygge videre på dialog mellem alle parter inklusive de forskellige modstandsgrupper, og grundigt involvere civilbefolkningen i alle forhandlinger.

Respektere landets territorielle integritet og suverænitet inklusive dets selvfølgelige ret til fuld kontrol over nuværende og fremtidige olieindtjeninger. Skal være kompatibel med FN pagtens normrammer, og det større internationale engagement for at opnå fred med fredelige metoder i Mellemøsten.

En tolkning af menneskerettighedserklæringen og andre grundsætninger, der tillader, at både kriminelle handlinger udført af Saddam Husseins regime og det internationale samfund kan blive fuldt efterforsket, inklusive de menneskerettighedsovertrædelser, der er blevet gjort af tolv års økonomiske sanktioner.

1. Alle udenlandske styrker trækkes ud
2. Iraks suverænitet og enhed respekteres
3. En FN-ledet fredsskabende styrke på 100.000-160.000 mand indsættes. Styrken skal bestå af 60 procent civile, 25 procent politifolk og 15 procent soldater. Intet militærpersonel må være fra lande, der har deltaget i besættelsen
4. Iraks gæld slettes (er lovet i juli 2007)
5. Irak skal have udbetalt kompensation for sanktionerne, krigen og besættelsen
6. Irak skal have fuld kontrol over sine olieressourcer, herunder alle indtægter
7. Mellemøsten skal gøres til en zone fri for masseødelæggelsesvåben (er vedtaget af FN's Sikkerhedsråd i 1991, men ikke gennemført. Israel menes at have mindst 200 atomvåben)
8. Etablering af en sandheds- og forsoningsproces
9. Organisering af folk-til-folk-samarbejde og udveksling mellem civile samfund, herunder arbejdsbrigader, der kan hjælpe med genopbygning
10. Regional konference, der arbejder for en løsning af både konflikten mellem Irak og Vesten og den israelsk-palæstinensiske konflikt

Den psyko-sociale vold, som millioner af irakere lider under, bliver ofte glemt i mediedebatten og den offentlige debat, fordi den er usynlig sammenlignet med størrelsen af den fysiske ødelæggelse. Behovet for heling blandt irakere og mellem irakere og de lande, der har forårsaget så meget fortræd for deres liv og samfund kan ganske enkelt ikke overvurderes. Hertil kommer, at hjælpen til de millioner, som lider psykisk af for eksempel klinisk traumatisering, er en menneskeret. Deres problemer kan være brændstof for fremtidig vold og enormt had, hvis ikke de behandles massivt med den bedst mulige menneskelige ekspertise.

Irak vil, som så mange andre langvarige konflikter, skulle igennem en proces – og sikkert også en Kommission eller et andet institutionelt system – for at sikre, at de store sandheder om dets nyere historie kan komme for en dag, blive optaget og ofrene herigennem modtage et vist mål anerkendelse og sympati.

Hvis der fandtes en vestlig leder, som ville have civilcourage nok til offentligt at udtrykke sin beklagelse – og måske undskylde for – den frygtelige ødelæggelse som blev bragt over det irakiske folk, og ville henvende sig direkte til dem, ville det utvivlsomt være et kæmpe skridt i retning af forsoning og tilgivelse. Hermed ville i det mindste noget af argumentet om fremtidig terrorisme mod den vestlige verden bortfalde.

Vi kan ikke forvente at irakerne og andre i Mellemøsten skal tilgive nogen for sanktionerne og for besættelsesårene, uden at de bliver inviteret og opmuntret dertil af mindst én af misdæderne.I menneskets historie er der mange tilfælde af, at statsmænds beklagelser og undskyldninger har fået ofre til at tilgive og dermed åbne vejen for en bedre fremtid og et bedre samarbejde. Sådanne tilfælde bør studeres og lektien læres for Iraks sag.

Til sidst er der den kulturelle forsoning. Den opstår ikke, før Iraks enestående museer og historiske steder leveres tilbage. De er essentielle for irakernes historie og identitet, men også for hele den vestlige kultur. At stjæle dem og bombardere moskeer og monumenter er en måde at fratage befolkningen deres identitet og værdighed.

Brug mæglere

DARFUR: Harvard-professor Alex de Vaal, der har beskæftiget sig med Darfur siden midten af 80'erne og været en del af forhandlingsholdet i Darfur-fredsforhandligerne i den Afrikanske Union, siger, at man ikke skal sende kamptropper af sted, men folk, der er i stand til at mægle. Fordi en kvalificeret mægler er mere værd end 800 soldater i Darfur lige nu. Risikoen er, at kamptropperne må prioritere deres egen sikkerhed og blive isoleret i en lejr uden reel positiv indflydelse eller i værste fald komme i kamp med lokale militser, dræbe uskyldige og afspore fredsprocessen. SF Aalborg har fingeren på pulsen, for der arbejdes med militærskattenægtelse, så de penge, som kamptropper skulle have haft, kan blive konverteret til konfliktløsning og ikke-vold. Det er visionært og realistisk.

Etbenede skønheder:
Miss Landmine 2007

I Køkkenrullen nr 1.2007 fortalte vi om landmineofre med kun et ben havde dannet en liga for fodboldspillere.

Nu læser vi i INF 16/7. at en norsk kunstner, Morten Traavik, har iværksat en skønhedskonkurrence for et­benede mineofre i Angola. Han siger: "Det er en tragedie at miste et eller begge ben, men livet stopper jo ikke af den grund. Det, jeg så, var flotte mennesker, der har været uheldige, men som ofte behandles som tilbagestående".

Nogle kritikere anser det som en uetisk udstilling af fysisk handicappede, men kunstneren ønsker at sætte fokus på landmineofrene og at vende op og ned på skønheds­idealerne, og angolanerne er begejstrede for skøn­hedskonkurrencer og ser det som en fest. En fotoudstilling med modellerne har været vist i Norge, og der er planer om at få den også til Danmark.

Tre gange 11/9.
- hvilken er den betydeligste?

11. sept. 1906 begyndte Gandhis ikke-volds-oprør i Syd­afrika (under britisk styre) med protest mod loven om registrering af ikke-hvide. Mange brændte deres pas og blev smidt i fængsel, men fortsatte protesten.

Gandhi fortsatte sin ikke-voldkampagne mod den britiske kolonimagt i Indien og fik mange tilhængere. Gandhis ideer holdes i hævd i visse kredse i Indien og også i Vesten og USA, men hvor i det politiske establishment er der reel tilslutning til Ghandis tanker om ikke-vold, lighed og beskeden livsførelse?

Medierne har travlt med at mindes 11/9. 2001, hvor 3000 uskyldige amerikanere blev ofret, men de glemmer 11/9. 1973, hvor diktatoren Pinochet med CIA's hjælp styrtede den demokratisk valgte socialist Allende. Og de drømmer slet ikke om at mindes 11/9. 1906, selv om Gandhis ikke-voldstanker er eneste vej til fred i verden.

Denne gang er det ingen løgn

Midt i en terrortid, Så kom sandheden om atomvåben terrorregimernes nye atomvåben langt om længe ud til offentligheden. Englænderne har lækket information om at Aldermaston våbenfabrikken arbejder på et nyt atomvåben­sprænghoved til Trident ubådene, kaldet "ufejlbarlig" atomsprængkraft, "failsafe" nuklear firepower til i avisen The Herald (4.9.07)

De nye våben behøver end ikke gå gennem test inden de tages i anvendelse - teknologien og supercomputere har allerede gjort dette arbejde, idet videnskabsfolk fra Aldermaston atomvåbenfabrikken har fulgt de 24 sub­kritiske atomprøve-sprængninger i USA siden 1995.

Det undrer derfor ikke, at de nye sprænghoveder svarer til typen USA har på bedding kaldet "Reliable Replacement Warhead", eller sikkert erstatnings sprænghoved.

Det er kun omkring et år siden den britiske regering afkræftede, at der var gang i udviklingen af et nyt atomvåben, selvom ingen med blot lidt viden på dette område nogen sinde har troet på dette, så var det endnu en løgn fra de folkevalgte politikere.

Udvikling af atomvåben er i strid med ikke-spredningstraktaten, men den traktat har egentlig aldrig været brugt til andet end at forhindre andre lande i at følge med i udviklingen af atomvåben, og har aldrig været det papir værd den er skrevet på, så det gør ikke den store forskel.

Hvad der gør en forskel derimod er dig og mig. Hvordan får vi stoppet de atomvåben, inden de triller ud fra JSF lasten eller affyres fra en Trident u-båd. Hvornår får man øjne helt op og indser, at der kan gøres en hel del ved dette problem, hvis folk kommer over til England og protesterer – men der skal være mange og hele tiden. Luk Aldermaston Atomvåbenfabrikken. Brug dit hoved, og din krop til at spærre vejen til en ny generation atomvåben.

Tag del i protesterne derover.

Støt med alle kræfter. Alt tæller.

Det britiske Royal Airforce (RAF) har lavet en masse strategier og lokaliteter om, bl.a. for at få forberedt piloter til Eurofighteren. Om de også er ved at gøre Eurofightere klar til levering af atomvåben, det kunne man passende spørge RAF Leuchars om, da jeg ved, de har en masse erfaring på dette område.

Jeg ved, der har været tale om at briterne i fremtiden også ville have atomvåben ombord på fly. Skal NATO's AWAC styrker, der udgår fra Karup i Jylland så også være atom-bevæbnede? Det kunne jeg meget godt ønske mig at få et konkret og sandfærdigt svar på.

Triste hilsner - men kampen fortsætter, som de unge siger,

Ulla

Maner til kamp mot nytt
atomvåpenkappløp

Utenriksminister Jonas Gahr Støre håper folket kan bidra til hindre et nytt rustningskappløp lik det vi opplevde under den kalde krigen.

Utenriksminister Jonas Gahr Støre kom i dag med en oppfordring til det sivile samfunn om å mobilisere i kampen mot et nytt rustnings-kappløp.

Tett samarbeid mellom regjeringer og aktører i det sivile samfunn er nødvendig for å lykkes i kampen mot ulike typer våpen. Det er hovedbudskapet fra den norske utenriksministeren i forbindelse med 10-årsmarkeringen av Landminekonvensjonen.

Uten en sterk mobilisering fra enkeltpersoner og organisasjoner, ville ikke konvensjonen sett dagens lys, mener Støre. Dagens utfordring er å ta denne lærdommen med seg inn i kampen mot klasevåpen og kampen mot et nytt atomvåpenkappløp. Støre etterlyser derfor en sterkere folkelig mobilisering mot opprustning.

- Fra å ha vært et tema som mobiliserte mange under den kalde krigen, er rustningsspørsmålet blitt nærmest fra­værende i den offentlige debatt. I dag snakker man nesten bare om å forhindre spredning av atomvåpen, ikke å for­hindre opprustning, sier Støre.

Han etterlyser en mer balansert tilnærming, og advarer mot å tro at det er «umoderne» å mobilisere mot opprustning.

- Det er rett og slett feil. Både utviklingsland og etablerte og store land investerer nå i nye programmer og prosjekter, sier Støre.

- Vi trenger en mobilisering i det sivile samfunn for å lykkes. Den offentlige opinion var viktig for nedrustningsarbeidet under den kalde krigen, sier han.

Støres opprustningsadvarsel kommer samtidig som NATO utreder mulighetene for å knytte seg opp mot USAs planlagte rakettskjold.

- Kritiske røster hevder at NATO på denne måten selv kan bidra til en opprustnings-spiral. Kritikken rammer også den norske regjeringen, (og den danske (red.kommentar)) som i NATO har stemt for utredningen om et felles rakettforsvar med USA.

- Men kan ikke dette bidra til ny opprustning andre steder?

- Det er viktig at det ikke skjer, svarer utenriksminister Støre.

(Klip fra Arne Hansen mail fra Fredrik Heffermehls klip fra den norske avis, Aftenposten 17/9.)

Verdens første soldater-robotter
indsat i Irak

Klip fra Ingeniøren, hjemmeside: ing.dk

Tre minerydningsrobotterne i Irak er blevet udstyret med maskingeværer og markerer begyndelsen til en ny æra. De første mennesker er formentlig faldet for robottens kugler.

Tre helt særlige soldater spreder skræk blandt oprørerne i Irak. Soldaterne blev som de første i verden indsat midt i juni – ubemærket af offentligheden – og deres overordnede følger dem nøje for at kende deres evner i kamp.

Hver soldat er udstyret med et M249-maskingevær, men det vides endnu ikke, om et menneske er blevet dræbt af soldatens projektiler.

I så fald er der tale om første gang, at et menneske bliver slået ihjel af en robot på landjorden.

De tre soldater er nemlig en videreudvikling af minerydningsrobotterne Talon, der længe har været elsket af amerikanske soldater. Talon-robotterne blev brugt første gang i Bosnien i 2000 og har siden fjernet tusindvis af vejsidebomber i Irak.

Lidt forenklet sagt er der tale om en Talon-robot udstyret med et fjernstyret maskingevær med kikkert- og natsigte.

- - - - - - - - - - - - - - -

I modsætning til soldater af kød og blod kan robotten holde maskingeværet musestille, selv i farlige situationer.

- - - - - - - - - - - - - - -

Sandsynligheden, for at det første menneske har mistet livet til en robot på landjorden, er stor. Swords-robotterne har allerede været på flere hemmelige missioner, og ifølge oberst Terry Griffin, som leder den amerikanske hærs robotprogram, så har robotterne »allerede skudt meget med maskingeværet«, oplyser han til det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel.

- - - - - - - - - - - - - - -

Swords er verdens først væbnede robot på landjorden og varsler begyndelsen til en ny æra inden for moderne krigsførelse.

En Swords-robot koster 800.000 kroner, og der er budgetteret omkring 1.100 milliarder kroner til USA's Pentagons moderniseringsprogram Future Combat System. Inden 2015 skal en tredjedel af de væbnede styrkers pansrede fartøjer og våben erstattes med robotter.

»Robotter holder deres indtog på samtidens krigsskuepladser,« fremgår det af en intern skrivelse fra USA's hær, som Der Spiegel refererer.

Selvudnævnte våbeninspektører
frikendt

Skotske krigsmodstandere trængte ind i et amerikansk fly under en mellem-landing. De ledte efter bomber til Israel.

En skotsk dommer har frikendt syv fredsaktivister for anklager om at være trængt ind på en flyveplads og ind i et amerikansk transportfly, som aktivisterne ønskede at inspicere for våben.

De selvudnævnte våbeninspektører slog til mod Prestwick lufthavn den 6. august 2006. Der var formodninger om, at amerikanske fly med bomber til Israel mellemlandede i Prestwick.

Dommer Montgomery baserer sin frikendelse på en række tekniske forhold, og undlader således at tage stilling til forsvarerens hovedpåstand: nemlig at nok var det ulovligt, hvad aktivisterne gjorde; men de ville forhindre en større forbrydelse, og bør derfor ikke straffes.

Vidne i sagen var professor i fredsforskning Paul Rogers fra Bradford Universitet. Han erklærede, at israelske krigsforbrydelser var et centralt emne på tidspunktet for aktionen. Israel havde, i strid med international lov, bombet civile områder i Libanon. Israel havde bedt USA om nødforsyning med ekstra bomber. De amerikanske fly skulle mellemlande for at tanke brændstof i Prestwick, som derfor var en oplagt mulighed for en aktion.

Angie Zelter er en af de frikendte. Hun glæder sig over, at Paul Rogers satte domstolens fokus på det vigtige. Da der var gode grunde til at formode, at Prestwick medvirkede til krigsforbrydelser, havde vi fuld ret til at handle, som vi gjorde.

Hun er vred over, at myndighedspersoner fralægger sig ansvaret, og hun henviser til retssagerne i Nürnberg efter Anden Verdenskrig, der forpligter alle mennesker til at stoppe krigsforbrydelser. Men det er der ingen, der ved.

"Hele vores samfund bør uddannes i Nürnberg-principperne og den pligt, de giver os alle til at påtage os et ansvar og handle for at sikre overholdelsen af international lov," siger Angie Zelter.

"Ulla Røders Venner"

Kontoen er ved at være tom, så har nogen lyst til at fylde lidt på den, så gentager vi lige her bank og kontonr:

Arbejdernes Landsbank
Kontor 53940674093
"Ulla Røders Venner"
c/o Birgit Arrenakke, Højbovej 2, 2500 Valby.

EU er medskyldig i Israels
forbrydelser

EU har i årenes løb betalt milliarder i bistand til palæstinenserne i form af skoler, børnehaver, hospitaler og andre sociale projekter.

Når den israelske hær rykker ind i de besatte områder og bomber og bulldozer alt, hvad der kommer i vejen, bliver bygninger og anlæg opført for EU-midler ofte ødelagt og beskadiget.

EU-kommissionen har netop undersøgt omfanget og konkluderer, at Israel har ødelagt for 60 millioner dollars - ca 350 millioner danske kroner - på anlæg, bygninger og projekter betalt af EU.

Anmoder EU så om erstatninger? Nej, EU betaler for reparationer og genop-bygning af det ødelagte - hvis altså ikke det er i Gaza, hvor Hamas har magten. EU stiller ikke Israel til regnskab og kræver ikke erstatninger. Dermed godkender EU den israelske stats brud på palæstinensernes menneskerettigheder.

Helt bevidst stiller EU sig på Israels side og godkender besættelser af de palæsti-nensiske områder. EU og Israel har i år 2000 indgået en handelsaftale, som giver israelske varer fri adgang til markedet i EU. Der står dog i aftalen, at Israel skal overholde menneskerettighederne; men gør Israel det???

Et flertal i EU-parlamentet har stemt for at EU opsiger aftalen med Israel; Men Kommissionen og Rådet afviser.

Det gør EU til direkte medskyldig i Israels forbrydelser mod palæstinenserne.

USA og Israel indgår forsvarsaftale

JERUSALEM: USA og Israel underskrev torsdag formelt en ny forsvarsaftale, der betyder, at USA over det næste årti vil hjælpe Israel med militært isenkram til en værdi af 30 milliarder dollar - omkring 165 milliarder kroner.

Nicholas Burns, amerikansk viceudenrigsminister, lovede, at USA vil hjælpe Israel med at opretholde en militær overlegenhed over de øvrige lande i Mellemøsten.

Burns tilføjede, at USA regner disse "30 milliarder dollar i hjælp til Israel som en investering i fred, i langvarig fred. Fred kan ikke opnåes uden styrke". I sidste måned sagde den amerikanske regering, at den vil tilbyde Saudi-Arabien og andre golfstater en våbenpakke til en værdi af 20 milliarder dollar over de næste 10 år.

Dette nr. er redigeret af Nibe/Gandrup, som også redigerer næste nr. med deadline 10. okt.

Palæstina og verden

Uddrag fra Politikens kronik 140707.

Forfatter: Daoud Kuttab (palæstinensisk journalist, leder af Institut for Moderne Medier ved AlQuds University i Ramallah og stifter af den arabiske verdens første internetradio. )

Dannelsen af den zionistiske bevægelse i Europa mod slutningen af det 19. århundrede og beslutningen om at etablere en jødisk stat gjorde kun sagen mere kompliceret. De aftaler, der blev indgået før Første Verdenskrig, rummede modstridende løfter til både jøder (*Balfour-erklæringen) og arabere (McMahoun-Sharif Hussein-brevene).

Efter Første Verdenskrig blev Sykes-Piko-aftalen brugt til at fordele de arabiske lande mellem Frankrig og Storbritannien. Briterne beholdt Palæstina, indtil de pludselig trak sig ud i 1948 og banede vejen for den første af mange arabisk-israelske krige.

- - - - - - - - - - -

Den internationale indblanding var ikke blot militær, men også politisk. Efter besættelsen af palæstinensiske og arabiske territorier vedtog verdenssamfundet resolution 242, som de snød araberne med, da der var enkelte forskelle mellem den franske og den engelske resolutionstekst. Den ene version (den franske) talte om tilbagetrækning fra »alle besatte områder«, mens den anden (den engelske, der åbenbart var den officielle) udelod ordet »alle«, hvilket gav den israelske besættelsesmagt mulighed for at selv at vælge, hvilke territorier den ville trække sig tilbage fra. Siden dengang har USA nedlagt veto mod over 70 Israel-kritiske resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd.

Den politiske og militære indblanding i Palæstina var nøglen til, at Israel fortsat kunne undslå sig palæstinensernes krav om at blive fri for den militære besættelse, men samtidig tilførte omverdenen enorme pengesummer, både direkte og indirekte. Den officielle og private støtte fra Europa til Israel, særligt i statens første år, har efter sigende været enorm. Bidragene fra de amerikanske skatteydere er langt mere velkendte og bedre dokumenteret. I Washington Report on Middle East Affairs vurderer Shirl McArthur, der er pensioneret fra den amerikanske udenrigstjeneste, at USA's direkte støtte til Israel mellem 1949 og 2006 beløber sig til 108 milliard dollar.

*Balfour-deklarationen fra 1917: »Hans Majestæts regering ser med velvilje på oprettelsen af et nationalhjem i Palæstina for det jødiske folk og vil gøre sit bedste for at lette virkeliggørelsen af denne plan, under den bestemte forudsætning, at der ikke foretages noget, som kan indskrænke de borgerlige og religiøse rettigheder, som bestående ikke-jødiske samfund i Palæstina har, eller jødernes rettigheder eller politiske stilling i noget andet land.«

Hvad mon Balfour, britisk udenrigsminister, mente med ikke at ville indskrænke de ikke-jødiske samfunds rettigheder? Hans manglende respekt for ikke-jøderne viser sig tydeligt i hans udtalelse: »I Palæstina agter vi ikke at rådføre os med de øjeblikkelige beboere om deres ønsker .... Zionismen er af væsentlig større betydning end ønsker og fordomme hos de 700.000 arabere, som nu bebor det gamle land ... jeg tror ikke, at zionismen vil skade araberne, men de vil aldrig ønske den velkommen.«