Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 5, 2008

FredsVagten
Christiansborg Slotsplads
22. juni kl. 14

I København arrangerer FredsVagten ved Christiansborg d. 22. juni et flerkulturelt møde med repræsentanter fra de tre religioner, kristendommen, jødedommen og islam, der hver især ser Jerusalem som deres hellige by.
Det fælles tema er FRED.

Arrangementet er støtte til det årlige folkemøde, 5 Millioners Freds March (14.-24.juni) som udtrykker en vision om at mennesker fra hele verden vil marchere til Jerusalem for at promovere denne bys etablering som en international fredens by; og mere generelt for at sætte fokus på behovet for fred og forståelse mellem forskellige folk og kulturer. Læs mere på:
www.myspace.com/5millionpeacemarch

Når Mellemøstens og Verdens ledere ikke er i stand til at standse volden, så er det at vi verdensborgere må stå frem og gøre noget for at få en ende på en af klodens mest ødelæggende konflikter.
Det var folkeviljen der væltede muren i Berlin, lad os gøre det igen!

PROGRAM fra kl. 14:

• Musik: Anne Eltard og co. (Kvinder I Sort åbner deres bannere)
• Åbningstale: Ole Olsen fra FN-forbundet.
• Taler af:

Lissi Rasmussen, stiftspræst ved Skt. Johannes Kirke.
Naveed Baig, hospitals-imam på Rigshospitalet.
Linda Herzberg fra Det Jødiske Samfund, der bl.a. arbejder med integration.

• Sammenfatning/ kommentar: Juha Uski, FredsVagten.
• 3 minutters stilhed med "telepati-kontakt" til The Big Hug i Jerusalem.
• Musik: Anne Eltard og co.
• Tale: Garba Diallo fra Organisationen "Crossing Borders".
• Dans eller andre kulturelle udtryk af danske muslimer og jøder.

FredsVagten takker og siger farvel.

Velkommen til Christiansborg Slotsplads, søndag d. 22. juni, kl. 14

Kontakt
Juha Uski 5182-4127
Doris Kruckenberg 3379-8084, 5058-1667
Jørgen Manniche 4920-1116,
Bo Richardt 4913-1887, 5090-1860

Referat fra landsmødet

Igen i år fik vi en hjertelig modtagelse hos Birgit Arrenakke i hendes dejlige hus og have i Valby. Desværre var der ikke mange, der havde taget imod indbydelsen - vi var kun fem! Vi ville gerne have mødtes med flere af ”de gamle”! Kom med næste år! Det bevirkede, at vi aflyste hos de to oplægsholdere, som vi ikke mente, vi kunne tilbyde så lille et antal tilhørere, og selve mødet blev så indskrænket til en én-dags-”generalforsamling”.

Men vi, der kom, havde en udbytterig dag og fik en dyb og seriøs snak om vores fremtidige arbejde som bevægelse og specielt om den fortsatte udsendelse af KØKKENRULLEN. Er der mening i at fortsætte med bladet? Er der interesse nok for bladet? Både for at læse det og for at skrive og redigere det? Da flere havde positive tilbagemeldinger fra læsere om værdien af de oplysninger, de får via KØKKENRULLEN, besluttede vi at fortsætte, dog med kun seks numre årligt.

Vi er pt tre grupper, der skiftes til at redigere, og vi vil gerne fortsat hver lave to nr. årligt, så bladet udkommer i første uge i de lige måneder (februar, april (Valby) - juni, august (Nibe/Aalborg) - oktober, december (Vesterbro).

Vi har stadig ca. 100, der abonnerer på bladet. Det trykkes i 140 expl, da det sendes til nogle biblioteker, folketings­medlemmer og andre, vi har interesse i at have som læsere, og så bliver der anbragt en del på hylderne i kulturhuse o.lign.

Men vi vil meget gerne have meldinger fra andre, der vil stå som redaktører af bladet, eller som vil bidrage med artikler. Ring eller mail til Anita. (adr. se bagsiden)
Og vi vil gerne høre, om flere vil komme til landsmøde, hvis det holdes et andet sted i landet, f.eks. i Jylland eller på Fyn. Skriv om det i bladet!

Anita afleverede et regnskab, som bringes bagest i bladet, og det balancerer jo fint med et pænt overskud, så der er økonomi til de fremtidige numre.

Der blev opfordret til at deltage i
Socialt Forum i Malmø 7.-21. september 2008
Det Europæiske Sociale Forum (ESF) i Malmø er en stor dialogproces, hvor aktive mennesker diskuterer alternativer til nyliberalismen og overvejer fælles kampagner. Det handler om at skabe forudsætninger for en anden verden. Et stort fælles, globalt projekt for aktive mennesker, som er udtrykt i charteret for Verdens Sociale Forum.

For Human Rights March deltager Grete Møller og Anita Petersen med forskelligt materiale både fra HRM og fra Kvinder for Fred. De vil meget gerne have følgeskab af flere her fra Danmark.
De, der vil med til Malmø, er velkomne til at kontakte Anita eller Grete (se adr. på s. 2).

Birgit henviste til et foredrag af Niels Harrit fra Kbh Universitet, arrangeret af Kunstnere for Fred, som hun havde hørt:

DET SYVENDE TÅRN - en fantastisk historie fra nutiden.

Et kort resumé:

I de fleste menneskers bevidst­hed var World Trade Center (WTC) to gigantiske tårne, der styrtede i grus efter at være blevet ramt af hver deres jetfly den 11. september, 2001. Færre mennesker ved, at centeret i virkeligheden bestod af syv bygninger omkring et torv. Den syvende af disse bygninger var halvt så høj som tvillingtårnene, men ragede trods alt næsten 200 m op med sine 47 etager og dækkede et grundareal lidt mindre end en fodboldbane. Endnu færre mennesker ved, at denne bygning styrtede sammen sent på eftermiddagen, syv timer efter tårnenes kollaps. Bygning 7 blev ikke ramt af noget fly.

Foredraget handler alene om de tekniske og fysiske omstændigheder ved denne begivenhed, der må betegnes som den mest uventede og uforklarlige sammenstyrtning i moderne arkitekturs historie.

I første del beskrives nogle enkle observationer, som holdes op mod hypotesedannelsen i det offentlige rum og Newtons love.

I anden del præsenteres en revideret hypotese. Den bliver understøttet af teknisk dokumentation i et omfang, der ikke stiller specielle krav til forudsætningerne.

Foredraget findes som video, ”11. september Under Overfladen. Kritik af den officielle udlægning”. Den kan købes over nettet på www.1192001.dk

Samme emne er grundigt behandlet i bogen: ”Det nye Pearl Harbor. Foruroligende spørgsmål om Bushadministrationen og 11. september” af David Ray Griffin.

Bogen kan lånes på biblioteket. Se under gruppen 98.636.

Sidst på mødet så vi en optagelse fra ”Københavner­tribunalet” - Tribunal om Israel og Folkeretten med fokus på palæstinensiske kvinder og børn i israelsk fangenskab. (forhåndsomtalt i Køkkenrullen, januar 2008). Human Rights March var medarramgør, og det var gruopvækkende at se den brutale måde, Israel behandler børn og kvinder på. Filmen påviste en lang række overtrædelser af simple menneskerettigheder.

Der arbejdes på at få filmen vist ved en offentlig forestilling i København. Tid og sted er endnu ikke på plads, men de, der vil se den, kan henvende sig til Grete Møller (se adr.liste s. 2). Det er vigtigt at få dette vidnesbyrd ud til flere og andre end dem der overværede tribunalet.

Tak for et godt møde mellem Birgit, Anita, Grete, Vibeke og Aase (ref.)

"Vestens frigørelse af afghanske
kvinder var løgn"

uddrag fra Information 17. maj 2008.

af: Nina Trige Andersen.

Kvinders vilkår er blevet værre efter den USA-ledede NATO-invasion af Afghanistan - og det amerikanske løfte om at bringe frihed til afghanerne var løgn fra starten, mener den afghanske politiker Malalai Joya, der kæmper for et sekulært og demokratisk Afghanistan. Hun er hverken tilknyttet nogen ngo’er eller et parti - hendes "parti" er folket, de almindelige, fattige afghanere, forklarer hun. Hun er ikke længere parlamentsmedlem, da hun efter flere års trusler blev bortvist i 2007, da hun nægtede at tie stille med sin kritik af andre parlaments­medlemmer.

Malalai Joya går direkte til sagen: "For godt syv år siden invaderede USA og dets allierede Afghanistan i frihedens navn. For få måneder siden sagde Donald Rumsfeld i et interview at ’28 mio. afghanere er i dag frie’. Og i november 200l sagde Colin Powell, at ’kvinderettighederne i Afghanistan er ikke til forhandling’. Jeg er her i dag for at fortælle jer om uærligheden og falskheden i disse udsagn."

I dag lever Afghanistans kvinder under endnu mere katastrofale forhold end nogensinde, og i et land, der har været krigshærget og besat i årtier, er det ikke så lidt af en påstand. Hun underbygger den med konkrete eksempler på fysiske, verbale og juridiske overgreb og med statistikker fra bl.a. UNIFEM (FN´s udviklingsfond for kvinder), der rapporterer, at op mod fire ud af fem afghanske kvinder har været udsat for vold, som nu har fået et "epidemisk omfang". 87% har oplevet overgreb - halvdelen af dem seksuelle.

Flere kvinder end nogensinde begår selvmord i dag, fordi det er den eneste udvej, de kan se på deres lidelser. Hun ser ikke med optimisme på det kommende valg i Afghanistan: "Dollar og våben vil vælge den næste præsident. Det er ikke vigtigt, hvem der stemmer. Det er vigtigt, hvem der tæller stemmer."

Senere uddyber Malalai Joya, hvordan begreber som Islam og Demokrati kan misbruges: "Fundamentalisterne giver islam et dårligt navn i Vesten, ligesom Karzais forbryderregering giver demokrati et dårligt navn i Afghanistan. De tager et begreb og fylder det med deres eget indhold, og tvinger det ned over hovederne på alle andre.

Når folk er frie til at praktisere islam efter deres egne ideer, og når folk er frie til at have deres egne politiske meninger, så kan vi snakke om demokrati i Afghanistan. Lige nu er den demokratiske forfatning bare et stykke papir. I det afghanske samfund er det jungleloven, der gælder."

/Birgit Horn

Dette nr. er redigeret af Nibe/Aalborg, som også redigerer næste nr. som har deadline 20.juli.

Børn dør af sult - det er også terror

Den kendte chef for Copenhagen Consensus, den regeringsansatte Bjørn Lomborg, har haft otte af verdens topøkonomer i København for at give gode råd om, hvad man bedst kan gøre for at forbedre forholdene for verdens befolkninger, hvoraf mange lider af nød, under stærkt forringet klima og katastrofer forårsaget dels af natur­fænomener, dels af kortsynede menneskers dårskab.

Disse økonomer har fundet ud af, at vi vil få mest for pengene ved først og fremmest at sikre a-vitamin- og zinktilskud til børn.

Men en vitaminpille er ikke meget værd for børn, der dør af regulær sult. De skal ganske enkelt have mere mad, ernæringsrigtig mad og rent vand - hver dag!

I år 2000 blev FN’s medlemslande enige om 2015-målene, som skulle øge udviklingen i u-landene i det nye årtusinde. Det første mål var at udrydde den voldsomme fattigdom og sult. De forpligtede sig til at mindske både antallet af de mennesker som lever for under en dollar om dagen og antallet af dem som sulter.

Disse - på papiret så pæne - mål er der ingen, der drømmer om at kunne nå.

Tværtimod, så øges antallet af mennesker der dør af sult for hver dag, mens mængden af fødevarehjælp fra de rige lande formindskes år for år.

Hvordan kan verdens rige nationer acceptere, at det sker?

Verden gik i chok, da 3.000 amerikanere omkom ved terrorangrebet på tårnene.

Alverdens stater og folk strømmer til med hjælp, når en tsunami eller anden naturkatastrofe rammer store befolkningsgrupper, og det er godt.

Hver dag dør 25.000 mennesker af sult. Heraf er ca. 17.000 børn.

Et barn dør af sult hvert 5. sekund. Det er terror begået mod børn!

Hvorfor glemmer vi den daglige terror mod børn?

Disse børn er så langt væk, og de dør i stilhed. Den daglige sult er for triviel til at vække mediernes opmærksomhed for alvor.

Disse børn har lige så stor ret til et menneskeværdigt liv som vore velnærede børn.

Det eneste, der mangler for at kunne give dem denne ret, er politisk vilje.

Verdens regeringer bruger årligt 6.381.000.000.000 kr. til militær. (Tal fra 2006)

FN har udregnet at blot 4 % heraf kan skaffe mad, rent vand, boliger, skolegang og lægehjælp til alle nødlidende i verden.

Tænk, om Lomborg og hans fine økonomer havde tænkt i disse baner!

Der er desværre stadig stærkt brug for det krav, Kvinder for Fred stiller:

Våbenmilliarderne til mad!

Aase Bak-Nielsen

Internationalt forbud mod
klyngebomber – endelig!!

Efter et forvirret forløb er der endelig vedtaget et internationalt forbud mod klyngebomber. Dvs USA, Kina, Rusland og Israel er ikke med i aftalen!

Den danske regering havde først vedtaget at gå imod et forbud: forsvarsministeren Søren Gade anså det som "hyklerisk," da de er med til at redde livet hos danske soldater, som kæmper i Afghanistan.

Så opgav også Soc.dem. og Radikale deres modstand, blot ville de have de værste af slagsen forbudt. Kun Enhedslisten og SF stemte klart imod.

Men minsandten! Den 30. maj blev en ny international traktat, der forbyder klyngebomber, underskrevet af 111 lande, heriblandt Danmark. Forsvarsminister Søren Gade vil respektere den nye traktat og siger til DR Nyheder: "Når den her aftale er underskrevet, så dækker den også Danmark." Norge har spillet en førende rolle for at få aftalen i hus og er også vært, når aftalen skal underskrives den 3. december.

Det danske forsvars krudtfabrik i Elling (v. Frederikshavn) er nu overtaget af en kæmpestor, privat spansk våben­koncern, MAXAM Group med 6000 ansatte.

Det danske forsvar har sikret sig, at AMA fortsat ville levere ammunition til det danske forsvar. I aftalen indgår leverance fire år frem, og endelig ønskede man, at køberen havde planer for at udvikle, ikke afvikle, den nordjyske arbejdsplads.

Køberen Francisco Torrente sagde i sin tale inden han skrev under: ”Om 300 år vil der stadig være et Ammunitionsarsenal i Elling”. (Nordj. 31/4.08)

Den spanske fabrik er især kendt for at fabrikere klyngebomber. (Pol.15/4.08)

Hvornår forbyder de så atomvåben - og skrotter de eksisterende??

”Det vil være en misforståelse at antage at Japans skæbne blev afgjort af atombomben. Japans nederlag var klart før den første atombombe faldt”.
(Winston Churchill).

”Lige netop på det tidspunkt var Japan ved at finde en måde at overgive sig på uden for meget at tabe ansigt. Det var ikke nødvendigt at ramme dem med den forfærdelige ting”.
(general Eisenhover)

”Brugen af dette barbariske våben i Hiroshima og Nagasaki var ikke nogen materiel hjælp i vores krig mod Japan. Japanerne var allerede overvundet og parate til at overgive sig”.
(admiral William Leahy – Præsident Truman’s øverst­kommanderende).

Anni er død

En markant personlighed - der var med siden Kvinder for Fred kom på banen i begyndelsen af 80'erne - er væk. Den 29. maj måtte Anni give op overfor den kræftsygdom, der havde plaget hende i en årrække. Anni blev 63 år.

Det meste af sit liv havde Anni tilknytning til Århusområdet. Skønt ivrigt medlem af Kvinder for Fred var det især lokalpolitik, der interesserede.

Anni var flittig læserbrevsskribent til Aarhus Stiftstidende, som altid optog netop Annis læserbreve. Blandt de mange sager der fik hendes bevågenhed, var udflytningen fra Valdemarsgade. Her blev Anni talsperson for beboerne.

Støttet af tidligere embedslæge Kate Runge fik beboerne deres ret, for Anni kendte lejeloven og holdt ud til sagen var afgjort. En uge før sin død skrev Anni læserbrev om Lokalcenteret, der nægtede Anni adgang, når hun kørte på sin "Crosser". Den elektriske rullestol betød, at hun kunne komme omkring, selv om hun var dårligt gående.

For år tilbage rejste Anni meget, og hun kunne for­tælle så spændende om sine oplevelser. Indien var hen­des foretrukne rejsemål.

Abbé Pierre (1912-2006) blev en af Annis gode venner, da han først i 70'erne var i Danmark og startede gen­brug i Tylstrup i Nord­jylland. Hans motto:

"Først hjælpe dem, der lider mest" blev også en slags ledetråd for Anni. Hun hav­de en udpræget sans for ret­færdighed, hvor som helst hun oplevede, at nogen blev trådt under fode.

Birgit Arrenakke

”Hvis Afrikas bønder blev betalt en rimelig løn, som de kunne leve af, og hvis Afrikas eksport af guld, diamanter, kobber, jern, tin og mangan blev betalt i priser, der i mere rimelig grad afspejlede disse rå­stoffers endelige salgspri­ser, ville ingen i dag behøve at tale om gældsannulering.

Og u-landshjælp ville være historie”.

Cameron Doudu (ghanesisk forfatter)

Anni Markdal, 2002

Kommunismens spøgelse går gennem Sverige

Uddrag af artikel i Refleks/Information weekend 31.maj - 1.juni 2008

af Nina Trige Andersen.

Med en statslig oplysningskampagne "Forbrydelser mott mänskligheten under kommunistiska regimer" fremmaner den svenske liberal-konservative regering i alliance med liberale historikere og samfundsdebattører et spøgelse, der kan "neutralisere" nutidens ideologiske projekt, mener historiker Sara Edenheim.

Med udstillingen "Lillebror ser dig" på Malmö Stadsbibliotek, som er et led i denne oplysningskampagne følger tilbud om et "faktaskrift" og en "elevtidning" i flot layout med billeder af udsultede arbejdere i straffelejre, uniformerede børn med slukkede øjne, Stalin, en ikonisk kvinde med murske i hånden og armen strakt mod den utopi, der udviklede sig til et mareridt for millioner af mennesker.

I udstillingens sorte rum med hvid tekst på væggene, der fortæller om en fiktiv ungkommunist Pavel, som angav sin far, blev myrdet af farens bror og blev martyr og forbillede for sovjetungdommen, lyder slutteksten: " Hvis vi mindes Pavel, glemmer vi ikke, hvor langt totalitære regimer er rede til at gå for at intrigere, ødelægge, gøre ondt... Uanset om forbrydelserne er sket i Sovjet, Cambodja eller Kina."

Sara Edenheim kommenterer: " Alt slås sammen: Stalin, Lenin, Marx, syndikalister, anarkister og trotskister; der findes kun kommunismen - underforstået også i dag. Kom ikke og sig, at du tror på kommunistiske ideer; forsvarer du da folkemord? Det er jo en idiotisk og krænkende anklage, som lukker ned for al debat. Gulag-benægtere eller -forsvarere finder du ikke mange af i dag."

Hun mener, at FFLH´s (Forum för Levande Historia) kampagne bygger på en antagelse om en direkte sammen­hæng mellem kommunisme og folkemord og en idé om, at hvis vi renser ud i "falske ideologier", vil vi aldrig mere opleve folkemord og undertrykkelse. "Liberalisme og kapitalisme opfattes ikke som ideologier, men som neutrale, demokratiske systemer. Det er den underliggende præmis for FFLH´s kampagne."

Per T. Ohlson, liberal samfundsdebattør og journalist forelæser om "Den farlige uvidenhed" på Malmö Stads­bibliotek: "Sultkatastrofer, ofte planlagte og politisk motiverede, er et grundlæggende træk ved planøkonomi i kommunistiske regimer. Det kan aldrig ske i liberale kapitalistiske demokratier, for her kan magthaverne ikke sulte sine vælgere, hvis man siger det lidt kynisk".

Sara Edenheim mener, at Per T. Ohlsons fremhævelse af den stemmeberettigede medborgers valgmulighed er tom retorik i stil med de kommunistiske propagandister, han lægger afstand til: "Ohlsons liberale kapitalisme er dybt afhængig af et globalt system, hvor "illegale" indvandrere, billig arbejdskraft og overudnyttede natur-ressourcer udgør grundpillerne for at Vestens drømmeverden, hvor "alle er lige", kan fungere. At disse mennesker mangler både eksistensgrundlag og stemmeret er med andre ord både symptomatisk og nødvendigt for det system, Ohlson forsvarer."

En kritiker fra salen, som Per T. Ohlson flere gange irriteret forsøger at afbryde, sætter spørgsmålstegn ved påstanden om, at udviklede kapitalistiske demokratier aldrig har ført til sultkatastrofer.

Per T. Ohlson: "Man kan forholde sig kritisk til kapitalismen, men det er ikke et politisk system som kommunismen, og derfor kan problemerne ikke sammenlignes."

Spørgeren fortsætter: "Hvad med sult og fattigdom i Latinamerika og Den tredje Verden, hvad med diktaturer, som USA støtter, hvad med krigen i Irak? Må jeg ikke sige min mening? Jeg troede fri debat var et kendetegn ved demokratier."

Røde plamager breder sig på Per T. Ohlsons kinder, og han svarer: "Søde ven, der har ikke været andet end debat, siden denne kampagne blev lanceret. Kan vi dog ikke have en diskussion om kommunisme uden at skulle blande alt muligt andet ind i det."

Artiklen slutter med Sara Edelheim: "...Ingen bliver klogere af en fortælling om "det gode" og "det onde". FFLH´s kampagne om kommunisme er uvidenskabelig statslig "oplysning", der siger til eleverne: "Her er sandheden om, hvordan verden hænger sammen." Forskellen, skal eleverne forstå, er, at den kommunistiske stat var en ond stat, og du skal tro på den gode stat, det liberale kapitalistiske demokrati." /Birgit Horn

Læserbrev i Nordjyske 4/6.08:

Med rette fordømmer Nordjyskes leder 3/6. terrorismen og beskriver ”de menneskelige tragedier, der ikke betyder et sandskorn for terroristerne”. Desværre er det ikke blot muslimske terrorister, der ”formentligt er flintrende ligeglade”.

Da Madeleine Allbright som USA’s udenrigsminister under den første Irakkrig fik forelagt kendsgerningerne om, at embargoen mod Irak - bl.a. angående vandrens-ningsudstyr - kostede en halv million uskyldige, irakiske børn livet, da trak hun blot på skulderne og mente, at de mange døde børn var prisen værd.

Aase Bak-Nielsen

Pentagon kvæler vor økonomi,
årsagen til at USA er gået fallit

Nedenstående er en række klip fra en artikel af Chalmers Johnson, professor emeritus ved Univercity of California, San Diego.

USA er her i starten af 2008 i den unormale situation, at det hverken er i stand til at betale for sin egen overdrevne levestandard eller for det sløsede, overdrevne militære maskineri. Regeringen forsøger ikke længere på at reducere de ruinerende omkost-ninger, den har ved at have en stor stående hær, ved at erstatte ødelagt eller udslidt materiel eller ved at forberede sig på krig i det ydre rum mod ukendte fjender.

I stedet skubber Bush-administrationen disse omkostninger over på fremtidige gene-rationer, der må betale dem eller afvise at betale dem. Denne skattemæssige uan-svarlighed har været forklædt og skjult bag en masse manipulerende finansierings-modeller (med det resultat at fattigere lande har lånt os en masse penge), men nu nærmer regnskabets time sig hastigt.

USA er i gældskrise. Vi bruger i skatteåret 2008 sindssygt mange penge på 'forsvars'-projekter, der intet med USAs nationale sikkerhed har at gøre. Vi holder også ind-komstskattebyrden på den rigeste del af befolkningen på et forbløffende lavt niveau. . . . . .

I vor dyrkelse af militarismen glemmer vi at investere i vore sociale infrastrukturer og andre forudsætninger for USA`s fortsatte sundhed. Vort statslige uddannelsessystem er forringet i alarmerende grad. Vi har forsømt at sikre et ordentligt sundhedsvæsen for alle vore borgere og negligeret vort ansvar som den ledende forurener i verden. Vigtigst af alt har vi tabt vor konkurrenceevne på det civile område, en langt mere effektiv udnyttelse af vore sparsomme resurser end våbenproduktion.

Det er faktisk umuligt at overdrive den letsindighed, med hvilken vor regering spen-derer på militæret. Forsvarsministeriets planlagte udgifter for finansåret 2008 er større end alle andre landes samlede militær-budgetter. Det supplerende budget for de aktuelle krige i Irak og Afghanistan (der ikke er en del af det officielle forsvars-budget) er i sig selv større end Rusland og Kinas militær-budgetter tilsammen.

De forsvarsrelaterede udgifter i finansåret vil - for første gang i historien - være på mere end én billion dollars. USA er i dag den største enkelte sælger af våben og ammunition i verden. . . . . .

Vores usædvanligt store militærudgifter er ikke blot opstået i løbet af nogle få år eller på grund af Bush-administrationens politik. De har været der i lang tid i overens-stemmelse med en overfladisk set forståelig ideologi og er nu blevet så forankret i vores demokratiske politiske system, at de begynder at være ødelæggende.

Ideologien er militær keynesianisme - overbevisningen om at fastholde en permanent krigsøkonomi og at se militært output som et almindeligt økonomisk produkt, selv om det ikke bidrager med noget til hverken produktionen eller forbruget.

Denne ideologi går tilbage til de første år af den kolde krig. I løbet af de sene 1940`ere var USA hjemsøgt af økonomisk angst. 1930`ernes økonomiske depression var kun blevet overvundet gennem Anden Verdenskrigs boom i krigsproduktionen. Med fred og demobiliseringen var der en gennemstrømmende frygt for, at depres-sionen ville vende tilbage. . . . . .

I overensstemmelse med denne forståelse begyndte USA`s strateger at opbygge en massiv våbenindustri, både for at imødegå Sovjetunionens militære styrke - (som de altid overdrev) og for at fastholde fuld beskæftigelse og også for at undgå en mulig tilbagevenden af depressionen . . . . . Antagelsen var, at USA både havde råd til et massivt militært etablissement og en høj levestandard, og at USA havde brug for begge dele for at fastholde fuld beskæftigelse. Men sådan skulle det ikke gå. . . . . .

Atomvåben giver en slående illustration af disse abnormaliteter. Imellem 1940`erne og 1996 brugte USA mindst 5,8 billioner på udvikling, afprøvning og konstruktion af atombomber. I 1967 hvor USA`s atomlager kulminerede, rådede USA over 32.500 atom- og hydrogenbomber; ingen af disse blev heldigvis brugt. . . . . .

I 2006 har vi stadigvæk 9.960 atomvåben. Der er i dag ingen brug for dem, og de billioner, der er blevet brugt på dem, kunne i stedet være brugt til social sikkerhed og sundhed, kvalitetsuddannelser og adgang til højere uddannelse for alle, for ikke at nævne bevarelsen af højtspecialiserede job indenfor økonomien. . . . . .

Vores korte tid som verdens eneste supermagt er kommet til en afslutning. Som Harvard-økonomiprofessoren Benjamin Friedman har skrevet: 'Igen og igen har det altid været verdens førende udlånende land, der har været det førende land, når det angår politisk, diplomatisk og kulturel indflydelse. Det er ikke noget tilfælde, at vi overtog rollen fra briterne på samme tid, som vi overtog rollen som verdens førende udlåner. I dag er vi ikke længere verdens førende udlånende nation. Rent faktisk er vi verdens største skyldner, og vi fortsætter med at udøve indflydelse på basis af militær overlegenhed alene.'

Noget af skaden kan aldrig blive rettet. Men der er nogle skridt, som USA har brug for at tage med det samme. Disse inkluderer at vende Bush` 2001 og 2003 skatte-besparelser for de rige, at begynde med at rydde op i vores globale imperium med over 800 militærbaser, at skære alle udgifter på forsvarsbudgettet, der intet har at gøre med nationens sikkerhed, fra og at stoppe med at bruge forsvarsbudgettet som et keynesiansk jobprogram.

Hvis vi gør dette, har vi en chance for at klare os. Hvis vi ikke gør det, bliver vi højst sandsynligt konfronteret med national insolvens og en lang depression.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Le Monde Diplomatique den 26. april 2008. Her klip fra Arbejderen 22.maj.08. Den kan i sin helhed hentes hos aabn@mail.dk eller læses på
http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=48669&TS_ID=2&S_ID=57&C_ID=65

Velgørenhed eller spekulation?

For et par år siden var kunstneren, Kristian von Hornsleth, rigtigt i vælten, fordi han havde tilbudt en række ulands-landsbyer og deres fattige beboere at få som gave en ged eller en gris, hvis de vel at mærke ville skifte deres navn ud, så både landsbyen og beboerne kom til at hedde Hornsleth. Med til gaven hørte dyrlægebesøg og kravet om at dyrene ikke måtte slagtes umiddelbart, og at afkommet fra dyrene skulle for-deles ud til andre fattige. Var det velgørenhed eller et gevaldigt ego-trip? Faktum var, at en masse fattige familier fik hjælp til at klare hverdagen. Og kunstneren fik i hvert fald presse på sin idé, hvilket han klart indrømmede også var meningen.

Når man tænker på, at nødhjælp fra EU ofte bliver uger og måneder forsinket, fordi der på hver enkelt pakke skal trykkes en tekst, der siger, at denne hjælp er fra det godgørende EU, så kniber det lidt med forargelsen over kunstnerens kreativitet.

Nu har Hornsleth fået en ny idé: Han udstiller og sælger kunstværker, som består af aktier i våbenindustrien! Det er jo nutidens bedste investeringsobjekt, og overskuddet skal gå til velgørende formål. Grotesk, ja!

Jeg viser bare virkeligheden, siger kunstneren, hvor mange andre steder betaler vi ikke med den ene hånd til våbenindustrien, via statsskat, pensionsbidrag og de fleste banker, og med den anden hånd samler ind til de nødlidende?

Og køberne strømmer til, for der er gode renter i vente!

Politiken har 15/5. spurgt og fået svar fra: Bankmanden: ”En god investering, som er upåvirkelig af den generelle konjunkturcyklus, og det er rart for investorer”. Kunsthistorikeren: ”Det er polemisk og kan blive interessant som kunst, men stærkt problematisk, hvis der bliver dræbt flere mennesker, fordi han investerer i våben-industri”. Læger uden Grænser: ”Vi modtager ikke penge fra våbenindustrien. Det ville være fuldstændigt grotesk, hvis vi skulle anvende penge fra en industri, der er årsag til død og ødelæggelse”.

Hvordan er det nu det er med Nobels Fredspris, som bl.a. Læger uden Grænser modtog i 1999? Nobel tjente sine penge på dynamit og andet til våbenindustrien, og det var ikke ham selv, men Bertha von Suttner der fik ideen til at råde bod derpå med bl.a. den årlige fredspris. Men rentepengene derfra slæber altså rundt med blod på - ligesom Hornsleths og en masse andres aktier.

Hornsleths ”kunstværk” bærer en mærkat med a-bombe-paddehatten og en tekst, der lyder ”per ruinam ad humanitatem” = gennem tilintetgørelse til menneskelighed.

Er det ikke det samme der siges i den nordiske mytologi med Vølvens spådom om det nødvendige Ragnarok for at nå til Gimle (den gyldne sal med evig lykke)?

Dobbeltmoral, ja, men mon ikke den bedste investering stadig vil være at ændre militærskat til fredsskat og at bruge våbenmilliarderne til mad?

Aase Bak-Nielsen

TV foretrækker enkelthed frem for korrekthed

Birgit skrev 5. maj til Horisont’s redaktør for at klage over et misvisende kort:

Til Horisont

Har netop set Horisont og er forarget over, at I ikke har et korrekt kort over Vest-bredden, som den ser ud i dag. Vestbredden er delt op i enklaver, så landkortet ligner en ost med rigtig mange huller.

I narrer den danske befolkning med at vise et forkert landkort.

(Der er kun eet checkpoint "Za'tara" til hele den nordlige del af Vestbredden med byerne Nablus, Jenin, Tubes m.fl. Der er flere fabrikker, hvor palæstinenserne som arbejdere er underbetalte uden adgang til hverken fagforening eller forsikringer.)

Vis os korrekte landkort!

Venlig hilsen

Birgit Arrenakke Hansen.

- og fik svar den 21.maj:

Hej Birgit

Tak for din henvendelse.

Jeg beklager, at du er utilfreds med det arbejde vores dygtige grafikere har udført.

Vi kan kun være enige om at ofte er virkeligheden broget og mangfoldig som en hullet ost, men på tv må man ofte gøre sig nogle formidlingsmæssige overvejelser, som kan resultere i at detaljerne går tabt. Det betyder at vi af og til vælger enkelt-heden i håbet om at budskabet bliver lettere forståeligt for seerne.

Jeg håber at du trods alt fik noget ud af vores udsendelse om Israels 60 års jubilæum.

Du ønskes fortsat god fornøjelse med Horisont.

Med venlig hilsen Sanne

KVINDER FOR FRED

KØKKENRULLEN/STØTTEKREDSEN

Regnskab for tiden 01.04.2007 - 31.03.2008