Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 6, 2008

Væksten skal stoppes!

Maria Reumert Gjerding.

Klip fra Information 6. maj.2008.

Klimaet burde ligge som højeste prioritet inden for alle aktiviteter i alle eksisterende ministerier. Dette ville signalere, at hvis vi fejler i at tage hånd om klimaet, vil vi også fejle i alt andet, der handler om vores fremtidige liv.

Mens politikerne havde travlt med at overbyde hinanden (ved folketingsvalget), når det kom til vindmøller, er der ingen der har talt om reduktion af forbruget. Der er ingen, der har (turdet) stille spørgsmålstegn ved dogmet om, at økonomisk vækst i det uendelige er det eneste saliggørende. Dette kan skyldes, at økonomisk vækst opfattes som en naturlov og uundværlig for 'fremskridtet'.

Som et vækstsamfund skal vi hele tiden stræbe efter at blive større og blive i stand til at forbruge mere og mere. Det er jo det, der holder hjulene i gang og holder os alle beskæftigede. Men vi ved også, at vækst er forbundet med stigende ressourceforbrug og stigende udledning af CO2, og der er ingen grund til at tro, at dette skulle være anderledes i fremtiden. Vi står altså i den vanskelige situation, at væksten og hele vores forståelse af 'fremskridt' er ved at undergrave vores fremtidsmuligheder på kloden.

Den erkendelse betyder, at vi er nødt til at gøre op med forestillingen om, at økonomisk vækst er positivt. I stedet må vi se i øjnene, at fortsat økonomisk og materiel vækst ikke er en naturgiven forudsætning for udvikling af et velfærdssamfund med social tryghed for alle.

For det første må vi gøre op med forestillingen om, at vækst er vejen ud af et ulige samfund. Årtiers erfaringer har vist os, at det modsatte er tilfældet, og at væksten tværtimod har ført til, at velstandsfordelingen som sådan er blevet mere ulige.

Den anden vrangforestilling vi må gøre op med, er tanken om 'bæredygtig vækst'. For nej: vi kan ikke afkoble væksten fra ressourceforbruget.

Teknologiske forbedringer i ressourceudnyttelse bliver 'ædt op' af et stadigt stigende forbrug, hvorved den samlede virkning ikke fører til en reduktion i udledningerne. Væksten kan aldrig gøres bæredygtig.

Ligevægtssamfund

Vejen mod et samfund der udleder 90 procent mindre CO2 må nødvendigvis kræve, at vi gør op med nogle grundideologier. I stedet for at fortsætte den vej vi hidtil er gået (og som har været årsagen til problemet), må vi finde helt nye veje, hvor vi omlægger vores livsstil, og markant reducerer vores forbrug.

Undersøgelser har bl.a. vist, at op til et givent punkt giver mere vækst ikke mere velfærd, fordi bl.a. de miljømæssige omkostninger for samfundet bliver så store, at de opvejer den velstand der opnås fra væksten. Et sted at starte kunne derfor være at nuancere synet på væksten og kun 'vækste' op til et vist velstandsniveau, hvor alle er ude af fattigdommen, og kun til det punkt hvor de samfundsmæssige fordele udlignes af de samfundsmæssige omkostninger. I stedet for at stræbe mod et samfund i vækst bør vi stræbe mod et ligevægtssamfund. Et sådan samfund vil kunne eksistere og udvikles inden for de begrænsninger for liv, der eksisterer på planeten.

Det er vigtigt at understrege, at løsninger kan findes uden en ufleksibel planøkonomi. Men der skal være grænser for økonomien. Grænserne har egentlig altid eksisteret, vi har bare ignoreret dem, og regningen skal betales nu.

En fælles opgave

Kampen for klimaet er en kamp mod den livsstil, vi har vænnet os til. Det er en proces, hvor nogle grundlæggende værdier skal tages op til overvejelse og kritisk gennemgang. Hvor frihed ikke længere alene skal dreje sig om økonomisk frihed, men i stedet frihed til at vælge andre livsveje. Hvor livskvalitet ikke måles på, hvor meget vi har råd til at købe, men i stedet på hvor mange valgmuligheder vi har i forhold til arbejde, familie, venner og fællesskab.

Klimakampen er ikke længere noget 'andre' bør tage sig af: De multinationale selskaber, olieselskaberne, flyselskaberne. Det er noget, der skal komme fra hver eneste af os, hvor vi hver især kæmper for et mere meningsfuldt liv, kæmper for en livsstil, der kan redde kloden. Først da tør politikerne gå til valg på en politik, der vil nytte noget. Først da vil det handle om andet end vindmøller, solceller og klimaministerium, der ingen forskel vil gøre i det store billede. Først da vil det handle om en egentlig ansvarlig klimapolitik, der indebærer, at den økonomiske vækst skal stoppes og vores forbrug markant reduceres.

Maria Reumert Gjerding er med i det danske netværk 'Ud af vækstens vold', der er del en degrowth-bevægelse i hele Europa.

Plovskæraktivister hos SAAB

(klip fra stop_terrorkrig@yahoo.dk 260608)

Begge med en smedehammer i hænderne startede Ulla Røder og Per Herngren afrustningen af SAAB Microwaves testfacilitet i Mölndal, torsdag den 26. juni 2008. Det gik ud over en radar.

På dette tidspunkt havde de ud over selve afrustningen også plantet figentræer på fabrikkens areal. Efter en politiafhøring fik aktivisterne lov at gå.

- Profeten Mikas ord får os i bevægelse, forklarer Ulla Røder. Vi smeder sværd om til plovskær. Profetens ord er indeholdt i tre verdensreligioner.

- Vi har muligheden for direkte indgriben, mener Ulla Røder. Det bliver en pligt at gribe ind, når der er vold og nød i verden. Vi bruger ikkevold. ´

Modsat vennen Per Herngren, mener Ulla, at de ikke praktiserer civil ulydighed, men opretholder international lov.

- Det er SAAB Microwave, som forbryder sig mod loven, når de leverer missilaffyringssystemet, brugt under krigen i Irak.

Rettergang for vin- og figentræplantningen starter den 13. august 2008 kl. 15 i Mölndals Tingsrätt.

Atomvåbenafskaffelse i Skotland

Mail fra Ulla Røder 160408

Så kom der endelig gang i et reelt stykke arbejde, der skal belyse, hvordan man bedst fjerner Trident atomvåben fra Skotlands base i Faslane. Gruppen skal se på hvorledes man kan ændre lokalsamfundet, som jo i årevis har været dybt afhængige af denne atomvåbenbase som deres levevej. Såvel arbejdere i området som de handlende vil kunne mærke en evt. lukning.

Derfor tager de skotske politikere fat om ondets rod og tager fat på det omfattende arbejde at finde nye løsninger for lokalområdet. Hvor er det dejligt, at der langt om længe bliver handlet fra politisk hold.

Jeg håber virkelig, at det vil lykkes skotterne at vise, at man sagtens kan leve uden en atomvåbenbase og have et aktivt lokalt liv uden arbejdsløshed.

Vi hørte så ofte ordene 'it's just a job' - og lige så ofte svarede vi: der findes andre muligheder end job hos militæret.

Arbejdsgruppen i det skotske parlament har bl.a. disse opgaver:

• Undersøge den økonomiske betydning af en eventuel beslutning om at fjerne atomvåben fra HM Naval base Clyde og lukke basen. Gruppen skal blandt andet identificere muligheder for udvikling af alternative ansættelsesmuligheder.
• Undersøge de forskellige internationale afgørelser der eksisterer omkring spørgsmålet om lovligheden af atomvåben indenfor den skotske regerings kompetence i dette spørgsmål.
• Identificere god praksis andre steder i verden i relation til udvikling af fred og forsoning, og overveje hvorledes Skotland kan bidrag til dette arbejde.
• Rapportere regelmæssigt og give råd til Ministrene indenfor deres respektive ansvarsområder.

Tænk, hvis Danmarks befolkning vågner op, når de næste gang går til stemmeurnerne og gør som skotterne og vælger en regering, der ikke understøtter statsfinansieret mord og atomvåben, og som ikke understøtter NATOs og EUs militære udvikling.

Tænk, hvis regeringsmedlemmer fandt ud af, at den skotske model rent faktisk er at foretrække, frem for daglige rapporter om vold, vold og atter vold.

Tænk, hvis rygterne om skotternes valg af regering og denne regerings handlinger begynder at brede sig til en masse andre lande rundt omkring på kloden.

Tænk, hvilken verden vi så ville få.....!

Med ret til at forsvare
din nabo over grænser

Ulla Røder

Klip fra internettet.

”Raytheon 9” ødelagde en del udstyr på våbenfabrikken Raytheons kontor i Derry i august 2006 og blev frikendt for denne handling af en enstemmig jury i retten i Belfast.

Danske firmaer deltager også i fremstillingen af dele af krigsmateriel, der bruges i NATO og USA´s krigshandlinger. For eksempel har Terma A/S haft et nært samarbejde med Raytheon og Thales Raython i mange år. Alt fra udstyr til missiler og kontrol og kommandosystemer, der er brugt under udførelse af en række krigshandlinger.

Jeg er ikke klar over, om vores regering helt har forstået meddelelsen endnu, men jeg håber stadig, at de danske domstole og statsanklageren i DK har fulgt godt med i, hvad der sker internationalt.

Grundstammen i ”Raytheon 9” aktivisternes forsvar er Nürnbergprincipperne, som også gælder i dansk ret.

Raytheon er verdens største leverandør af dele til guidede bomber og den irske anklagemyndighed kunne ikke tilbagevise ét eneste af forsvarets argumenter om, at aktivisterne havde nedlagt dele af Raytheons kontor for at forsøge at forhindre krigsforbrydelse fra israelske tropper i Libanon.

Disse tropper brugte udstyr produceret hos og leveret af våbenfabrikanten Raytheon, som mente aktivisterne skulle kompensere for de skader, de havde forvoldt.

Det gik stik modsat.

”Raytheon 9” aktivisterne er stolte over deres handling. De dedikerede deres aktion til Shaloub- og Hasheemfamilier fra Qana i Libanon, som mistede 28 familiemedlemmer d. 30.juli 2006 på grund af Raytheons ´bunker buster´bomber. Deres tab var i deres tanker, da de udførte aktionen d. 9. august 2006, den dato USA droppede deres atombombe over Nagasaki i Japan.

Juryen accepterede, at aktivisterne havde begrundet ret til at mene, at de israelske styrker gjorde sig skyldig i krigsforbrydelser i Libanon i sommeren 2006 og at Raytheon, inclusive deres kontor, bidrog og støttede udførelsen af forbrydelsen.

Tænk, hvis de lavede en krig og ingen kom:

BRITISKE SOLDATER VIL IKKE VÆRE SOLDATER.

47% af de tre værn overvejer at sige op.

Informationcitat 15.7.08

Aktivistisk udenrigspolitik

Dansk aktivistisk udenrigspolitik har det tilfælles med lommeuld, at den kommer ud af ingenting. Til gengæld er den i sin nuværende form betydeligt farligere.

Den manifesterede sig langt borte fra offentlig demokratisk debat. Tre personer repræsenterer dens udvikling: Hans Hækkerup (S), Uffe Ellerman Jensen (V) og Anders Fogh Rasmussen (V). Et skred fra forsvarsministerium til statsministerium.

Mange fænomener kan optræde i forskellige former: en neutral, en lys og en mørk. Umiddelbart er "aktivistisk udenrigspolitik" et neutralt begreb: en særlig kraftig politik med direkte indgriben uden for riget.

En sådan indgriben kan være "lys" i betydningen af alt det, vi lægger i medmenneskelighed og næstekærlighed, nødhjælp, bistand, udvikling og miljøbeskyttelse.

Den "mørke" indgriben er den velkendte nationale og militære sikkerhed, som i dag - ironisk nok - har bragt os stigende usikkerhed. Bag alle tre fremtrædelsesformer ligger, at alle mennesker har et grundlæggende behov for tryghed, sikkerhed og beskyttelse.

Forud for aktivistisk udenrigspolitik eller sikkerhedspolitik (som ville være en rigtigere betegnelse) havde vi den traditionelle militære sikkerhedspolitik, som i 1980´erne blev udfordret af tanker om "alternativt forsvar" eller "alternativ sikkerhedspolitik". Alle de tilhørende tankebaner var forankret i militær tænkning og våbenmagt (den "mørke" side). Sideløbende havde vi en udviklings- og bistandspolitik (den "lyse" side), der dog altid haltede langt bagefter og aldrig nåede militærets andel af BNP.

Da det gamle verdensbillede brød sammen ved 80´ernes slutning, fik vi en enestående chance for at lade den "lyse" side overhale "mørket". Man talte ligefrem om fredsdividenden. Ulykkeligvis gik det anderledes. Hans, Uffe og Anders er ansvarlige for, at det gik lige stik modsat.

Begrebet aktivistisk udenrigspolitik er i dag solidt forankret i militær magttænkning og våbenproduktion. Uden bred demokratisk debat er vi i dag krigsførende og opruster til aktivistisk indgriben med militære midler, og vi forsøger ved hjælp af "humanitær indgriben", fredsskabende og fredsbevarende operationer at indarbejde den "lyse" side som gidsel til legitimering af oprustet militær med tilhørende våbenproduktion. Den "mørke" side af aktivistisk udenrigspolitik dominerer fuldstændig. Samtidig er landets sikkerhed blevet forværret med en benhård indvandrings- og integrationspolitik. Vi har sat vor internationale anseelse overstyr. Vi har oplevet to Muhammedkriser. Vort retssystem har lidt skade med torturhæleri, fængsling og udvisning uden lov og ret, hemmelig bevisførelse og overvågning af borgerne.

Det vil være forkert at påstå, at disse ting er foregået på udemokratisk vis al den stund, vi er havnet i den nuværende suppedas gennem beslutninger i Folketinget.

Det, der er problemet, er, at Folketinget har handlet ud fra delsituationer. Der har aldrig været en debatteret, overordnet politik, man kunne stemme om - heller ikke ved folketingsvalg.

Dansk Institut for Militære Studier (DIMS) udsendte i februar 2008 rapporten: "Vi diskuterer jo ikke politik på den måde. Regering, Folketinget og sikkerhedspolitikken" ved Vibeke Schou Tjalve og Anders Henriksen. (Den kan hentes ved at google "DIMS").

Det er interessant læsning, men lader os alligevel tilbage med en verdensanskuelse, der hviler på militærmagt. Det er absurd i en verden, der er truet af problemer, der ikke kan løses med militære midler.

Folketinget burde derfor fremover diskutere aktivistisk udenrigspolitik på den "lyse" måde i form af human sikkerhedspolitik. Eller som rapporten konkluderer: "Reform og udvikling (af udenrigspolitikken) handler ikke om jura, men om politik. Viljen til at ændre praksis, der truer med at gøre Folketinget sikkerhedspolitisk irrelevant" (side 38).

Et olierelateret ”hold up”

(klip fra Information 120608)

Naomi Klein

Flere af arkitekterne bag Irak-krigen ulejliger sig ikke længere med at benægte, at olien var det primære motiv. I National Public Radio-programmet To the Point, kaldte Fadhil Chalabi, der var en af de vigtigste irakiske rådgivere for Bush-regeringen i invasionens forberedelsesfase, for nylig krigen for »et strategisk skridt fra USA og Storbritannien for at etablere militære baser i Golfen, der kan sikre de fremtidige olieforsyninger.« Chalabi, som har været Iraks olieminister og mødtes med de store olieselskaber før invasionen, betegner endvidere dette hensyn som invasionens »primære mål«.

At invadere andre lande for at tage kontrol med deres naturressourcer er ulovligt i henhold til Genève-konventionerne. Det vil sige, at det finansielle ansvar for genopbygningen af Iraks infrastruktur – herunder også olieinfrastruktur – burde tilfalde Iraks invasionsmagter. Disse lande burde tvinges til at betale omkostningerne ved denne enorme opgave, ganske som Saddam Husseins regime blev tvunget til at betale ni milliarder til Kuwait som skadeserstatning for sin invasion af denne stat i 1990. I stedet bliver Irak tvunget til at sælge 75 procent af sine nationale værdier for at betale regningen for sin egen invasion og besættelse.

Æresdrab

Er der noget, der kan forarge os danskere dybt ind i vores menneskeretlige sjæl, så er det, når vi hører om æresdrab, hvor en muslimsk far dræber sin datter eller en bror sin søster, fordi hun er kæreste med eller har giftet sig med en ikke-muslim - eller som for nylig en svoger sin svigerinde, fordi hun bringer skam over familien ved ikke at føde drengebørn. Store overskrifter i alle medier om disse afskyelige forhold, nogle unge kvinder påtvinges. Underforstået i al den berettigede harme er, at den slags barbariske handlinger ligger langt under det, der foregår i vores vestlige kultur. Men hvordan er virkeligheden?

Æresdrab er forbudt i de fleste, også muslimske, lande. Der står intet i Koranen, som berettiger endsige opfordrer til æresdrab. De herboende ledende muslimer fordømmer det alle og kræver gerningsmændene dømt efter dansk lovgivning.

Også drabet på den muslimske kvinde, der havde dansk statsborgerskab, men bosat i Pakistan, kræves dømt efter loven af muslimer, både her og i Pakistan - selv om de pakistanske myndigheder synes mindre emsige mht. opklaring end danske ville være.

Men, siger mange - ikke bare i Dansk Folkeparti og i de mest højrevendte medier – på trods af dette så findes æresdrab altså i den muslimske kultur - underforstået i denne laverestående kultur.

Hvordan er det så hos os? Findes æresdrab inden for vores kulturkreds? Kalder vi det bare noget andet?

Siden 2001 er 98 kvinder blevet dræbt af voldelige danske ægtemænd. Flere gange er også fælles børn blevet dræbt. Jeg har ingen eksakte tal på, hvor mange muslimske æresdrab der er foregået i Danmark, men det er kun en brøkdel af danske såkaldte ”jalousidrab”.

Når vi læser om danske tilfælde, kaldes det for ”familietragedie”! Hvad det i høj grad er ligesom æresdrabene. Der skrives medfølende om mandens fortvivlelse over, at kæresten/konen har forladt ham til fordel for et alene-liv eller for en anden mand. Drabsmanden kunne ikke magte den situation, at han blev vraget - og så slog det klik, og kvinden og somme tider også børnene blev ofret.

Tidligere tiders danske kvinder havde ikke eller sjældent råd til at vrage deres forsørger, som manden jo var, og mange måtte finde sig i livslange ydmygelser - knæsat i landets love. Nutidens kvinder kan klare sig uden mandlig forsørger, og det går nogle mænds ære for nær! Ligesom den muslimske mand der ikke kan klare, at han ikke har styr på sine døtre.

En del danske, og sikkert flere muslimske, mænd lever stadig mentalt i fortiden, hvor de var de beskyttende og besluttende både i den nære familie og i det omgivende samfund. Se blot, hvor bemærkelsesværdigt det stadig er, når kvinder kommer til tops i politik og i erhvervslivet.

Det virker, som om nogen inderst inde giver professor Nyborg fra Århus ret, når han proklamerer, at mænd fra naturens side er 27 % mere intelligente end kvinder! Så tror pokker, at man dåner over, at en kvinde kan blive nationalbankdirektør eller skovrider!

I dagens Danmark ser vi, hvordan ”mænd af ære” stadig gebærder sig i den danske rockerverden! De bliver straffet og skal straffes ligesom den muslimske datter-morder og den danske kone-morder. Men vi er nødt til at indrømme, at den slags modbydelige forhold altså også findes i vores vestlige kulturelle virkelighed. Og rocker-morderen Jønke inviteres til at holde foredrag landet rundt og interviewes i DRTV, hvor han fortæller, at han intet har at fortryde!

Heldigvis er tingene godt i gang med at ændre sig. Jeg tror, stort set alle danske mænd i løbet af næste generation finder ud af, at de hverken mister ”ære” eller selvrespekt ved at acceptere, at kvinder skal have den ligeret, som fornuften og loven tilsiger dem - på godt og ondt! Og de muslimske mænd i Danmark vil følge trop, inspireret af deres arbejdskammerater og af deres dygtige døtre, som de vil blive stolte af, når de viser sig som selvstændige individer - det kan godt være, det sidste vil tage et par generationer, men giv dem så den tid! Og med tiden vil det smitte af på kulturen i andre lande, hvis vi lader være med at optræde bedrevidende og derved presse dem til at forsvare deres kulturelle unoder.

En nylig vist TV-serie fra Østasien viste, at der stadig er mange unge, der ønsker, at deres forældre skal vælge ægtefælle for dem, for så har forældrene medansvar - og altså har pligt til at hjælpe dem, hvis det går galt! Men en række yngre forældrepar sagde, at deres børn selv skal vælge partner, og at de, både piger og drenge, skal have en god uddannelse, så de kan få et liv i frihed og lighed ligesom det, fjernsynet viser, at unge i Vesten har!

Det har jo taget ret lang tid for en del danske mænd at finde ud af, at kvinden ikke skal være manden ”underdanig”, som hun skulle efter vielsesritualet indtil 1912. Nu skal parterne ”elske og ære hinanden, til døden skiller jer ad”!

Hvad mon muslimer tænker, når de sammenligner dette højtidelige løfte med dansk virkelighed?

Når visse politikere råber højt om vores kulturelle ”værdier”, som ”de andre” skal leve op til for at bo her, er det vanskeligt at forklare, hvorved vores kulturelle virkelighed hæver sig over deres.

Dette nr. er redigeret af Aalborg/Nibe. Næste nr. redigeres af Vesterbro. Sidste frist for indsendelse af stof dertil er 15. sept.

Hvad med forsvarsforbeholdet?

Da Irland nu har sagt nej til Lissabon-traktaten, trækker det ud med den afstemning, vi skal have om de danske forbehold. Det er en streg i regningen for statsministeren, der ellers havde sin dagsorden klar for dansk afskaffelse af vores forbehold.

Mange, også tidligere EU-modstandere, er blevet manipuleret så grundigt, at de tror, det er nødvendigt at afskaffe forsvarsforbeholdet for at Danmark skal kunne deltage i humanitær hjælp rundt i verden.

Vi har fået at vide gang på gang, at vi ikke kan deltage i f.eks. minerydning, hjælp til nødstedte bistandshjælpere eller til udsendelse af dansk politi for hjælp til genop-bygning af civile politikorps i tidligere krigshærgede lande.

Det er det rene vrøvl!

I det forsvarsforbehold, der blev indsat i traktaten efter omafstemningen i 1993 - og som stadig gælder - står der ordret: ”Danmark deltager ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvars-området.”

Der står ikke ét ord om minerydning og civile politiopgaver.

Det er ubegribeligt, hvordan ja-politikerne har kunnet bilde folk ind, at den slags opgaver hører ind under forsvar af Danmark eller af EU. Hvem angriber os?

Hvis Lissabon-traktaten bliver vedtaget og vores forbehold afskaffet, så vil vi dermed

• forpligte os til et fælles forsvar - og det nuværende formandskab med Sarkozy i spidsen har fra flere lande støtte til forslaget om en EU-hær på 60.000 mand
• forpligte os til ”indbyrdes solidaritet for at sikre unionens interesser udadtil” og en ”fælles EU-tilgang” - hvordan i alverden skulle det være sket med hensyn til invasionen af Irak? Hvem skulle have gennemtrumfet ”fælles tilgang” til USA’s overfald? Skulle Frankrig/Tyskland, der var imod, eller Storbritannien/Spanien/ Polen/Danmark, der var for støtte til USA?
• forpligte os til ”gradvis at forbedre vores militære kapacitet” - Danmark bruger nu ca. 1,3 % af BNP på militær, det er ca. 20 milliarder om året. EU som helhed bruger ca. 2 %. Skal vi op på det gennemsnit, betyder det, at militæret skal have ca. 30 milliarder om året!

Vi kunne nok finde noget, der er mere fredsskabende end militæret, at bruge 20 eller 30 mia på! Hvis forbeholdet afskaffes, kan EU’s statsministre, uden folkeafstemninger, vedtage en fælles optræden, så ”unionen kan gøre sine interesser og værdier gældende på den internationale scene” - hvad dette så end måtte betyde!

Beholder vi forbeholdet, har vi dog en chance for ved et regeringskifte at indføre en anden politik - det har vi ikke, hvis det hele overlades til EU.

"Giv Nobels Fredspris til George W. Bush"

(citat fra Information af Roberto Savio, italiensk økonom

....skal vi bedømme Bush objektivt, dvs. efter hans resultater, vil jeg mene, at tids-punktet må være inde til formelt at anerkende ham som den amerikanske præsi-dent, der har udrettet mest for at skabe en mere retfærdig og mere demokratisk ver-den, hvor supermagts-enegang og militære løsninger ikke længere har nogen plads.

...et (andet) væsentligt bidrag fra Bush er hans definitive påvisning af, at konflikter ikke kan løses ved brug af militær magt. Skønt USA´s militærbudget er lige så stort som de samlede militærudgifter for de næste 14 lande på listen, har ameri-kanerne alligevel præsteret at køre fast i hængedyndet i de to krige, de er gået ind i med deres allierede..

Moralen er, at det er let nok at smadre fjenden og hans land, men vanskeligt at vin-de en krig og vinde en fred. Irak vil komme til at mærke den amerikanske erindring endnu mere dybtgående end Vietnam.

Bush har leveret beviset for, at ingen regeringsmagt er i stand til at skabe interna-tional konsensus, hvis ikke den udviser respekt for de internationale love. USA´s vægren sig imod at underskrive internationale traktater (fra Kyoto og frem) har vakt stigende irritation og er en del af forklaringen på, at det lykkedes at få stort set hvert eneste land i verden til at ratificere forbudet mod klyngevåben. Ydermere har skandalerne i Guantánamo og Abu Ghraib, udleveringen af fanger til lande, der praktiserer tortur, og erklæringen om, at USA ikke føler sig bundet af Genéve-konventionerne, og at tortur er legitimt i krigstid, både isoleret USA og stødt det fra tronen som den væsentligste forkæmper for demokrati og menneskerettigheder.

Adskillige meningsmålinger bekræfter, at USA har oplevet et fald i prestige, der er uden fortilfælde. I dag anser et overvældende flertal af verdens befolkning USA for at være den største trussel imod den internationale fred.

Fordømmelsen af USA´s imperialisme og kravet om en anden verden, som vi hørte det på Verdens Sociale Forum i Porto Alegre er et resultat af den radikalisering, som er sket i Bush’s periode. Uden ham ville det have taget længere tid at skabe et globalt civilsamfund.

Af den grund vil jeg opfordre og bede om verdensopinionens støtte til, at Nobelkomiteen tildeler dette års fredspris til George W. Bush."

Englen Satan siger: "De ti tusinde morsomme ting på tilværelsens højere plan kan de ikke få øje på. Vil den dag mon oprinde, hvor racen indser disse morsomheder og ler ad dem, idet den ved at le ad dem nedbryder dem? For din race har i al dens armod unægtelig ét virkelig effektivt våben: latteren. Magt, penge, overtalelse, anmodninger og forfølgelser - disse kan skubbe til store uret-færdigheder, flytte dem en smule, svække dem over et par hundrede år, men kun latteren kan sprænge dem til atomer i ét brag. Intet kan stå sig mod latteren. I pjatter rundt med andre våben, mens latteren får lov at ligge og ruste. Bruger mennesket overhovedet latteren? I savner forstand og mod til at bruge den".