Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 1, 2009

Er Israel hævet over international lov?

Gennem de seneste mange år har Gazastriben været et stort lukket fængsel. Og endda et fængsel under besættelse. Kan man forestille sig et land under besættelse, som ikke ville forsøge at fordrive besættelsesmagten? Er det ikke ethvert folks ret at bekæmpe besættelse?

Og et spørgsmål, som man helt sikkert må stille sig som dansk borger, er, om der findes nationer, som er uden for international ret. Findes der lande, som vi vil give ret til at opføre sig fuldstændig, som de vil, og tilsidesætte enhver international konvention? Hvis nogen anden nation end Israel havde gjort blot en lille del af det, som lige nu foregår i Gaza, ville hele verden have grebet ind. Men Israel er tilsyneladende ikke underlagt normale standarder, for når de begår så grusomme overgreb, som de gør lige nu, har alle bare travlt med at finde undskyldninger for, hvorfor de har lov til det.

Jeg fatter ikke, at man i et oplyst land som Danmark ikke siger stærkere fra. Hvorfor skal man ligge under for den slags propaganda, som vi lige nu bliver stopfodret med?

Er palæstinensiske liv mindre værd end andre?

Den, som holder mund, bærer også en stor del af skyld på sine skuldre.

(Abdul Wahid Pedersen i Kristeligt Dagblad 3/1 2009)

Er palæstinensiske liv mindre værd?

Kirsten Grosen, Kr. Dagblad. 08-01-09.

Den 3. ds. bragte avisen et stærkt indlæg fra Abdul Wahid Petersen, hvor han til sidst spørger: "Er palæstinensiske liv mindre værd end andre?"

Samme spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg for flere måneder siden læste om udvekslingen af kister mellem Israel og Libanon. Der blev skrevet meget om de to døde israelske soldater og sorgen hos ikke blot de pårørende, men i hele Israel. Men hvem lå i de 200 kister, der blev udleveret til Libanon? Hvordan var de omkommet og hvem var de pårørende? Var der ingen pårørende, der sørgede? Det blev der ikke skrevet om. I disse dage skrives der meget om den humanitære katastrofe i Gaza, der tales om folkemord og FN forsøger at gribe ind, men som sædvanlig blokeres det af USA og hidtil har EU's udenrigsministre heller ikke kunnet blive enige. Hvordan har ansvarlige politikere kunnet lade det komme så vidt?

Den indre splid blandt palæstinenserne og de militante grupper indbyrdes er en ulykke for palæstinenserne, men vi har jo et gammelt ord, der siger "Når krybben er tom, bides hestene".

Havde den internationale verden accepteret palæstinensernes demokratiske valg i januar 2006, ville Hamas måske have vist sig som en duelig forhandlingspartner. De fik ikke chancen og resultatet er fortsat død og ødelæggelse.

Udviklingen er ikke blot en katastrofe for palæstinenserne. Flere og flere frygter, at det også kan blive en katastrofe for det jødiske folk i det Israel, som de fleste i Europa efter 2. verdenskrig så som en lykkelig mulighed for at bøde på mange års forfølgelse af jøderne.

Konflikten splitter jo også det jødiske folk i og uden for Israel. De israelske menneskerettigheds og fredsorganisationer har i mange år talt imod den stigende militarisering i Israel og imod den brutale, undertrykkende fremfærd på Vestbredden og i Gaza. De er ikke mindst bange for, at den voldsomme udvidelse af bosættelserne på Vestbredden er på vej til at ødelægge mulighederne for en to-statsløsning - og alternativet er skræmmende for mange Israelere.

Mon Europas regeringer i virkeligheden har gjort Israel en bjørnetjeneste ved at undlade at gribe ind og presse Israels regeringer til at overholde FN's resolutioner og stoppe volden?

Janne Louise Andersen arbejder som ngo-projektmanager og bor for tiden på Oliebjerget i Østjerusalem skriver i Kristeligt Dagblad 6/1 09

Israels reaktion er ude af proportioner

Den israelske ”Operation Cast Lead” er modsvaret på de hjemmelavede projektiler, som palæstinensiske militante længe har affyret fra Gaza, og som i år har krævet 16 døde israelere.

Projektilerne og de militante angreb er øget, efterhånden som Israels greb om Gaza langsomt har kvalt enhver industri, landbrug, økonomi, sundheds- og uddannelsessektor og menneskelig bevægelsesfrihed. Angrebene er en strategi fra Hamas, som de mener er det eneste, der kan få Israel til forhandlingsbordet og åbne grænserne, stoppe forfølgelsen af Hamas-medlemmer på Vestbredden samt tjene som pres bag forhandlingerne om en selvstændig palæstinensisk stat.

Uanset hvad man kan mene om denne stupide tilgang til at vinde indrømmelser fra Mellemøstens stærkeste militær og mest diplomatisk opbakkede stat, og uanset hvad man kan mene om Israels ret til at forsvare sig imod disse projektiler, så synes dette gensvar at være endnu et overdrevet hævntogt ude af proportioner, a la Libanon-bombeangrebet mod Hizbollah sidste år.

Men lægger man moralitet og forventninger til en stat, som ynder at betegne sig som Mellemøstens eneste demokrati og retsstat, så er der én ting som synes sikker og vis: Dette fører ikke mere sikkerhed med sig til Israels borgere.

Endnu en gang koger civilbefolkningerne i regionen, og dette er brænde på bålet til de fundamentalistiske bevægelser, som vinder mere og mere indpas i Palæstina som i resten af regionen.

Dette bliver dødsstødet til præsident Abbas og hans pragmatiske USA-tro politik, som ikke har ført palæstinensisk selvstændighed nogen vegne hen. Hamas skaffer sig nu mere sympati end nogensinde før, og det har de selv kynisk kalkuleret med.

Begivenheden her oser af storpolitik og regionale magtkampe. Polerne hedder Fatah versus Abbas, USA, Egypten, Jordan, Saudi-Arabien, Qatar versus Iran, Syrien, Hamas, Hizbollah, Det Islamiske Broderskab og andre islamiske bevægelser og muslimske rigmænd fra regionen.

Israel som dukkefører

Midtimellem står Israel som en slags dukkefører og hiver i de rigtige snore, så både Fatah og Hamas lokkes til at tro, at Israel har i sinde at imødekomme deres krav om selvstændighed. I virkeligheden køres begge bevægelser ud på et sidespor og isoleres i begge deres besatte områder. Imens betaler civilbefolkningen for vanviddet.

Det er på tide, at en tredjepart tvinger en seriøs fredsproces i gang, og det kan ikke gå hurtigt nok, hvis radikaliseringsbølgen skal standses. Og Hamas må inkluderes – i det mindste på sidelinjen. En samlingsregering er det eneste rigtige. Den skulle have været anerkendt allerede sidste år. Så havde meget blod ikke været spildt.

Der skal forhandles endelig status spørgsmål i en rammeaftale og der skal kort, tal og konkrete tilkendegivelser på bordet denne gang. FN’s fredsbevarende styrker spiller en afgørende rolle for at varetage grænsedragning og imødegå enhver form for terrorisme.

En fredsaftale med en selvstændig, bæredygtig palæstinensisk stat som resultat er det eneste, som vil give israelerne den sikkerhed, som de fortjener.

Og hvis der er visse israelske ministre, som ikke forstår den langsigtede bonus i at opgive drømmen om et Storisrael eller det uundgåelige resultat, en apartheid-stat, så kunne EU passende være den tredjepart, som med EU’s associeringsaftale i hånden kunne få det politiske etablissement på andre tanker. Det hedder pisk og gulerod, og det er det bedste diplomatiske instrument.

Lad os alle arbejde for, at det nye år bringer lysere tider for de mange mennsker, som fortjener ro og sikkerhed.

En historie

"Min nabo er ond!"

Det er mærkeligt. Min nabo og jeg har boet side om side i masser af år; men nu er det blevet helt galt. Vi er virkelig blevet uvenner.

Det begyndte med, at jeg ville udvide min have, jeg havde også brug for vand, så jeg kunne vande mine appelsintræer. Mine børn havde brug for et legehus.

Så jeg var nødt til at udvide min have ind på naboens grund. Der kunne jeg dyrke masser af grøntsager og lede naboens vand ind til mine træer. Men naboen blev sur.

Endnu mere sur blev han, da jeg hyrede en bulldozer og væltede hans hus. Men jeg udvidede min have og bildte andre ind, at det havde jeg lov til. Gud selv havde givet mig lov.

Da naboen nu var så rasende over ikke at have tag over hovedet, så var jeg nødt til at bygge en mur inde på naboens grund for at have hans jord og vand i fred. Mine børn byggede flere legehuse omkring hans brønd, så han ikke mere fik vand at drikke.

Jeg var også nødt til at bygge en ny vej, så jeg kunne komme til mit hus, mit arbejde, mit hospital, mine børns skole, uden naboen fik de samme muligheder.

Det var lykken med alle de grøntsager, jeg dyrkede. Jeg sagde jo bare, at de var dyrket på min egen jord. Tænk, hele Europa stolede på mig.

Da min nabo blev endnu mere desperat, var jeg nødt til at få ham fængslet. Jo, jeg har mine forbindelser. Naboen og halvdelen af hans familie blev sat bag tremmer. De fik ikke lov at få en advokat. Mad og lægehjælp sparede vi.

Nu var naboen endnu mere desperat og rasende. Hans børn og og familie begyndte at bygge raketter, som de sendte ind i min have. Nu blev jeg rasende.

Jeg sendte ubemandede flyvemaskiner ind og bombede min nabos usle skure. Det blev et frygteligt blodbad. Hundrede for hver en. Men det er guds vilje, alt hvad jeg gør.

Herre gud hjælpe mig. Nu er min nabo så desperat, at han vil give sit liv for at få sin jord tilbage. Han havde jo også skøde på jorden; men den slags småting har gud og jeg aldrig taget os af. 3. januar 2009 Birgit Arenakke Hansen

klip fra

http://WNAW.berlingske.dk/article/20090121/verden/701210119/
Berlingske Tidende (mest læste artikel)

Israelske soldater tog etnisk hævn

En far siger, at han så sine to døtre blive dræbt for øjnene af resten af familien. Bønder kommer hjem til huse overskrevet med israelsk graffiti og totalt ødelagt indbo.

Af Lene Frøslev

Sidst opdateret Onsdag den 21. januar 2009, 22:07

Mens de humanitære og materielle skader gøres kvantitativt op i tusinder, vælder vidnesbyrd også frem om tilsyneladende systematiske etniske overgreb mod civile palæstinensere.

Fra hvad der synes at være en kollektiv soldatertænkning om meningsløs ydmygelse af fattige mennesker, til hvad der kan være personlige, fatale hævntogter mod tilfældige civile, hvis forbrydelse består i at være palæstinensere.

Over for Berlingske Tidende beskriver en ulykkelig far, hvordan han så en israelsk kampvognsskytte myrde sine to døtre for øjnene af resten af familien. En sygehuslæge fortæller om patienter skudt bagfra i benene, og øjenvidner beretter om flygtende bønder, der beskydes mens de vifter med hvide flag.

Overalt i de værst ramte områder i det nordlige Gaza kommer familier hjem til huse, totalt ødelagt af de israelske soldater, der under offensiven har gennet familierne ud for at overtage husene som militærbaser. For sjov har de skudt til måls efter møblerne, alt tøj er revet ud af klædeskabene og brugt som toilet. Køleskabe, computere og vandbeholdere er skudt i stykker, penge og smykker er stjålet og væggene er overmalet med hebraisk graffiti og store Davidsstjerner.

Den tidligere soldat i præsident Mahmoud Abbas' nationalgarde, Khaled Abed Rabbo fra klanen af samme navn i det østlige Jabaliya, fortæller, hvordan han den 7. januar klokken ti minutter i et om natten blev beordret ud af sit hus.

»Tre israelske kampvogne var kørt op foran vores hoveddør og pegede på os med kanonløbet. De råbte på arabisk, at vi skulle komme ud af huset,« siger Khaled Abed Rabbo. Han har tårer i øjnene og beordrer sin seksårige søn Raafat til at gå væk, så han ikke skal høre de efterfølgende detaljer: »Vi kom ud, min kone, min mor, der er 60 år og syg, og mine tre piger. Vi holdt hænderne over hovedet og viftede med hvide tørklæder, og Suad havde sin hvide bamse,« beretter han.

To soldater til fods pegede på familien med deres maskingeværer, og fra en af kampvognene kom en soldat med et M16-gevær, tog sigte og skød. »Først ramte han Amal på to år med 12 skud i brystet. Han tog igen sigte og ramte Suad på syv i brystet, og til sidst skød han Samer på fire. Han sagde ingenting. Han skød bare.«

Ultra-ortodokse soldater

Khaled Abed Rabbo siger, at soldaten havde to stjerner på skulderen, og under sin hjelm havde han slangekrøller ned til hagen. Hvis det er korrekt, så indikerer det en ultra-ortodoks israelsk soldat. Flere af de ultra-ortodokse boede indtil 2005 i bosættelser i Gaza og blev under stor tumult og voldsomme protester fjernet af soldater efter ordre fra daværende premierminister Ariel Sharon.

Familien trak sig tilbage til huset og forsøgte forgæves at få en ambulance til at komme. Efter to en halv time lod de israelske styrker familien komme ud af huset.

Amal og Suad var døde, mens Samer var hårdt såret, og hun er nu på hospitalet i Belgien.

»Hvorfor? Hvorfor? Der er ingen Hamas-soldater her. Ingen. Israel kan selv se på deres overvågningsfotos, at der ikke har været affyret raketter herfra. Israelerne ved jo også, hvem jeg er, og du kan selv tjekke det, når du skriver mit identitetsnummer 901604462. Hvad har mine døtre gjort mod Israel? Hvad har jeg gjort,« spørger han Få kilometer fra Khaled Abed Rabbos murbunke af et tidligere hus kommer familien Abu Halima tilbage til Az Seyafa-området nord for byen Beit Lahiya på ladet af en lastbil. De har i 12 dage boet som flygtninge på en FN-skole i Gaza By, men nu vil de hjem og se til huset, som de israelske soldater har boet i, siden familien blev smidt ud.

Samira Abu Halima brister i gråd, da hun ser, hvordan alt familiens tøj er ødelagt, møbler og spejle er knust. Sofaerne flyder med tomme israelske chipsposer og breve med ketchup og mayonnaise. Og Samiras smykker og de penge, sønnen og svigerdatteren lige havde fået i bryllupsgave er forsvundet fra gemmestedet i nogle dametasker i klædeskabet.

Ude i gården har de ubudne militære gæster overmalet væggene med graffiti og Davidsstjerner, dateret 5. januar. »Ikke mere Hamas efter i dag,« og »l vil komme til at hade Hamas efter dette,« har en hebraisk-kyndig oversat teksten for beboerne.

Afføring på plakat

Overalt i det nordlige Gaza, hvor de israelske soldater har slået lejr, ser der ligesådan ud. l et andet hus har nogen lavet afføring oven på en turistplakat for Palæstina - lige ved siden af husets toilet, l et tredje har delingen skrevet »l love Israel« på væggen i en dagligstue, hvor der er skudt til måls efter møblerne, l et fjerde er der malet obskøne tegninger af soldater, der voldtager palæstinensiske kvinder.

De palæstinensiske myndigheder og FN har offentliggjort de seneste statistiske omkostninger: 1.314 døde (heraf 412 børn og 110 kvinder) og 5.320 sårede (heraf 1.855 børn og 795 kvinder). 4.700 internt fordrevne. 4.100 bygninger og 1.500 fabrikker og værksteder er destrueret og 17.000 bygninger delvist destrueret. 50 FN-installationer og 21 klinikker eller hospitaler er blevet beskadiget. De materielle skader opgøres til godt en milliard dollar.

Berlingske Tidendes artikel blev
dementeret

Den netop bragte artikel: "Israelske soldater tog etnisk hævn" af Lene Frøslev blev strøget af censuren efter få timer på Berlingske Tidendenes hjemmeside.

Grethe Bille skrev følgende til Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening: Jeg læste artiklen og var overrasket over, at Berlingske havde taget den med med den linie, avisen iørigt lægger i denne krig. Men nu opretter man balancen i dag ved at skrive om at "Hamas jagter stikkere" og at "Israel åbner for fangeudveksling." Og du har ret, det er en klam forklaring avisen har på Lene Frøslevs øjenvidneartikel. Det er så deprimerende, hvordan medierne synes at mene, at denne krig er en helt retfærdig krig og derved får andre til at synes det samme.

Berlingske trækker artiklen tilbage og beklager med begrundelsen:

Overskriften: "Israelske soldater tog etnisk hævn." Denne overskrift er der ikke dækning for i artiklen. Samtidig viderebragte avisen en historie om en palæstinensisk far, som har mistet to af sine døtre, der ifølge faderen blev skudt af israelske soldater. Denne episode er ikke bekræftet af uafhængige kilder, hvilket vi skulle have gjort opmærksom på i artiklen. Desuden er de israelske styrkers kommentar ikke kommet med i artiklen, hvilket skyldes, at de ikke ønskede at kommentere forlydenderne, Berlingske Tidende beklager.-Red

Den 24. januar 2009 offentliggjorde det britiske lægefaglige tidsskrift the Lancet en øjnvidneberetning fra krigen i Gaza der bekræfter oplysningerne i Lene Frøslevs artikel.

Mediernes Rolle

Mellemøst-eksperten: Birgitte Rahbek udtaler til Arbejderen 20/1 09, at de danske medier er alt for ukritiske overfor Israel. Vi får den pressedækning, der er til fordel for Israel: Fordi vi seere, lyttere og læsere bedre kan forstå den israelske retorik, end den arabiske. Man elsker at fremvise arabere, der taler mest uforsonligt. Hun mener, at engelske BBC og amerikanske CNN er bedre til at drage palæstinensiske og arabiske analytikere, kilder og meninger ind i deres udsendelser.

Journalisterne haren 14-dages hukommelse med udgangspunkt i "Hvem der nu startede? Palæstinenserne eller israelerne?" og så kører fjendebilledet. Birgitte Rahbek synes blandt andet, at DR's dækning har været "under al kritik".

Problemet herhjemme er ikke mindst, at den danske regering og udenrigsminister Per Stig Møller - i modsætning til sine kolleger i Norge og Sverige - viser stor forståelse for Israels aktion i Gaza i øjeblikket. Og jeg må her påpege, at mange journalister siden 2001 er blevet meget ydmyge overfor vores regering og støttepartiet Dansk Folkeparti, der synes at have næsten ubegrænset taletid i for eksempel DR, mener Birgitte Rahbek.

Dem og os

FN's generalsekretær Ban Ki-moon udbryder ved synet af ødelæggelserne i Gaza: "Det må aldrig ske igen."

Netop den konklusion som millioner af mennesker - foruden os, der havde været flygtninge - nåede frem til, da de hørte om forfølgelserne af jøder og zigøjnere efter 2. verdenskrig. Hava Keller 80-årig veteran i den israelske fredsbevægelse siger: "Der er forskel på dem, der siger: DET MÅ ALDRIG SKE IGEN og dem, der mener: DET MÅ ALDRIG SKE IGEN FOR OS JØDER. Den sidste holdning muliggør et angreb i Gaza med F16 fly, Apache helikoptere og pansertanks mod en udsultet befolkning, spærret inde nogenlunde som i Warshawa-ghettoen 1943. (Læserbrev af Ingrid Steinitz i Arbejderen 27/1 2009, uddrag).

BBC i stormvejr over Gaza-film

TV-STATION. Rasende demonstranter, 11.000 klager og en kunstnerboykot har det indtil videre kostet BBC at sige nej til at vise en to minutter lang nødhjælpsappel for Gaza, der skulle have været sendt ud på de største britiske TV-kanaler i går aftes. Andre TV-stationer som ITV, Channel 4 og Five har valgt at vise filmen, der er skruet sammen med støtte fra 13 nødhjælpsorganisationer som eksempelvis Røde Kors og tager udgangspunkt i, at der er brug for akut hjælp til områdets 50.000 hjemløse.

BBC begrunder sit afslag med, at det vil gå ud over organisationens neutralitet, hvis filmen bliver vist; men det er et argument, der har mødt udbredt kritik hos mange britiske kunstnere og skuespillere, der truer med, at de aldrig vil arbejde for BBC igen. Blandt stationens kritikere er Sir Bob Geldof, ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams og en række britiske skuespillere.

Israelsk modstand

Desværre bliver der næsten intet bragt i danske aviser om den israelske fredsbevægelse og den store demonstration i Tel-Aviv den 3. januar mod krigen i Gaza.

Her er nogle af parolerne fra fredsdemonstrationen i Tel-Aviv:

Besættelsen er terror!
Nok med belejringen!
Missiler er katastrofe.
Fred og forhandling er løsningen.
Jøder og arabere nægter at være fjender!
Børnene både i Sderot (Israel) og i Gaza ønsker at leve.
Hvor mange børn har du dræbt i dag, Barak
(krigsminister)?
Nok med bombardementer!
Stop for myrderier!
(Ingrid Steinitz i Arbejderen 21/12009)

Arbejderen bragte 7/1 dette digt af Samih al-Qasim
(Oversat af Erik Stinus)

Tale til Sejrherrerne

Om jeg fortaber retten til mit brød,
om jeg skal sælge min skjorte og min seng
og arbejde som stenhugger
eller bærer eller gadefejer,
om jeg skal gøre rent i Jeres varehuse
eller rode i affaldsbunker efter føde
eller sulte
og segne om,
I får mig dog ikke
I fjender af mennesket,
til det sidste
holder jeg ud.

Stjæl, om I vil, hver en strimmel af mit land,
spær min ungdom ind i fangehuller,
riv min arv til Jer,
brænd mine bøger,
kast min mad ud til hundene,
spred Jeres net af terror
over min landsbys tage,
I fjender af mennesket,
I får mig dog ikke,
min modstand får I,
til det sidste
holder jeg ud.

Om I slukker flammen i mine øjne,
om I fryser alle kyssene på mine læber til,
om I fylder mit fødelands luft med læspede eder
eller kvæler min klagesang,
forfalsker mine penge,
fjerner smilet fra mine børns ansigter,
om I bygger tusinder af mure
og spidder mit blik i ydmygelsen,
I får mig dog ikke,
I fjender af mennesket,
til det sidste
holder jeg ud.

Fjender af mennesket,
i alle havne er signalerne rejst,
overalt i luften er der vinkende hænder,
sejlene ser jeg på horisonten,
de strider sig frem,
Odysseus har sat kursen hjemad
fra glemslens vande,
solen stiger, mennesket kommer,
og ved mennesket, det savnede og genfundne,
sværger jeg: I får mig ikke,
til det sidste
holder jeg ud.

EU-landenes drøftelser af Gaza-krigen

EU-landene afholder sig fra at kræve en uafhængig undersøgelse af påståede krigsforbydelser i Gaza. Det sender et uheldigt signal til den muslimske verden,fastslår Human Rights Watch.

Menneskerettigheds-organisationen Human Rights Watch HRW er skuffet efter EU-landenes udenrigsministre i går holdt møde om Gaza-krigen i Bruxelles. "Der er behov for at undersøge både de israelske styrker og Ha-mas," fastslår Lotte Leicht, der er direktør for den europæiske afdeling af Human Rights Watch.

Hun understreger, at EU i andre af verdens væbnede konflikter ikke tøver med at kræve tilbundsgående og uvildig undersøgelse, hvis der er tanker om krigsforbrydelser.

Intern uenighed

Den bløde landing i EU dækker over en intern strid. Nogle EU-lande -herunder Sverige, Irland, Belgien og Frankrig - havde gerne set en mere håndfast EU-erklæring; men den mødte modstand. Tyskland og Holland var direkte imod forslaget om at presse på for en uafhængig international undersøgelse af krigshandlingerne i Gaza. En undersøgelse, som det vel at mærke haster med at komme igang med.

"Beviserne forsvinder. Det er ligesom med en drabssag. Her venter politiet jo heller ikke med at rykke ud," forklarer HRW-direktøren, der selv har fire medarbejdere i Gaza for at efterforske mulige krigsforbrydelser.

Immunitet til israelske soldater

Løftet om immunitet til de israelske soldater ligner mest af alt et indenrigspolitisk signal fra premierminister Olmerts side - og et signal til omverdenen om, at Israel er træt af at blive kritiseret for krigsførslen i Gaza. For Den Internationale Straffedomstol (ICC) kan ikke komme efter israelerne, da Israel ikke har tilsluttet sig ICCs jurisdiktion. Eneste mulighed er, at FNs Sikkerhedsråd henviser forbrydelserne til ICC, men det er ikke sandsynligt, da USA formentligt vil nedlægge veto. Hamas er heller ikke omfattet af ICCs fangarme, og Sikkerhedsrådet vil næppe gå efter Hamas og lade Israel slippe.

En anden mulighed er, at de mistænkte krigsforbrydere retsforfølges i et af de europæiske lande, der har lovgivningen i orden til at straffe inter-internationale forbrydelser.

Det har Danmark - mere eller mindre fintmasket - men dels skal en mistænkt opholde sig på dansk jord, dels skal der være forberedt et bevismateriale, der kan begrunde en anholdelse.

EU vil lade våbnene flyde frit

EU-parlamentet baner vejen for et indre marked for militært isenkram.

EU-parlamentet har godkendt EU-kommissionens forslag om et fælles marked for handel med våben og andet militært isenkram.

Det skete på et møde i tirsdags, kun få dage efter at EU-topmødet igen bekræftede, at målet er at blive en mere handlekraftig militær aktør på globalt plan.

Forslaget fra Kommissionen skal både lette militærindustrien for milliarder af udgifter og samtidig styrke militærindustrien i EU. Det skal samtidig give militærindustrien mulighed for at ekspandere og hale ind på militærindustrien i USA

EU-kommissionens udspil skal skabe fælles og mere simple regler for salg af våben og militært udstyr mellem EU-landene. l dag definerer hvert land sine egne regler og fastsætter selv omkostningerne i forbindelse med eksport/salg af våben.

"Vedtagelsen i dag bringer os et afgørende skridt nærmere mod at oprette et europæisk marked for militært udstyr," erklærede en tilfreds Gunter Verheugen, der er komissær for handel og industri.

Vedtagelsen passer som fod i hose på beslutningerne på EU-topmødet.

"Det er en strategisk og økonomisk nødvendighed at omstrukturere det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis, især omkring europæiske ekspertisecentre - idet dobbeltarbejde skal undgås - med henblik på, at den er solid og konkurrencedygtig," konkluderer EU's stats-og regeringsledere.

Lige siden 1999 har EU's militære ambitioner stået højt på dagsordenen. Dengang vedtog EU-topmødet, at EU skal være i stand til at udstationere 60.000 soldater i løbet af 60 dage til et hvilket som helst sted på jorden. Siden har EU udbygget planerne, som skal danne grundlaget for et fælles EU-militær.

Eksempelvis har EU oprettet et fælles våbenagentur, afholder fælles møder for EU-landenes forsvarsministre og har vedtaget en sikkerhedsstrategi for Unionen.

Udover en større operation med op til 60.000 soldater skal EU samtidig kunne deltage i yderligere to operationer med højest 10.000 soldater af en varighed på mindst to år.

Denne Køkkenrulle er redigeret af Valby-gruppen, som også står for næste nummer. Materiale sendes til Birgit Arrenakke senest 1/3 2009.

USA ejer de britiske a-våben

Atomvåben
Det er nærmest helt utroligt, at britiske atomvåben kan blive privatiseret til et amerikansk selskab, siger medlem af Underhuset Jeremy Corbyn

Nu har den britiske regering solgt sine atomvåben samt produktionen og vedligeholdelsen af dem til et amerikansk selskab.

Umiddelbart før jul solgte det statslige selskab BNFL sine aktier i atomvåbenvirksomheden i Aldermaston til Jacobs Engineering Group, der er hjemmehørende i Californien.

Atomvåbenmodstandere kritiserer, at salget undergraver Storbritanniens uafhængige atom-afskrækkelse, skriver den britiske avis The Independent.

Medlem af Underhuset for Labour, Jeremy Corbyn er rystet:

- Det er nærmest helt utroligt, at noget så alvorligt som udviklingen af atomvåben kan blive privatiseret til et amerikansk selskab, siger han.

Kate Hudson, som er formand for CND - Kampagnen for Atom-Afrustning - kritiserer tilsvarende, at storbritanniens angiveligt uafhængige atomvåben nu overlades til USA.

Den konservative og liberale opposition i det britiske Underhus kritiserer regeringen for at have skjult salget både for offentligheden og for medlemmerne af parlamentet.

- Anlægget i Aldermaston er helt centralt for Storbritanniens evne til atomafskrækkelse, og vi finder det rystende, at beslutningen om i øget grad at involvere amerikanerne i selskabet ikke blev forelagt for parlamentet, siger Gerald Howarth, som er forsvarsordfører for de konservative.

Salget, der blev gennemført for at skaffe milliarder af pund til den britiske statskasse i anledning af de store udskrivninger til finans- og bankverdenen, blev helt kortfattet offentliggjort den dag parlamentet gik på juleferie, skriver Independent.

Det er ikke oplyst, hvor mange penge salget indbringer, men oppositionen vurderer, at salgprisen har været for lav, fordi Finansministeriet havde travlt med at skaffe pengene.

Allerede inden dette salg af Aldermaston var driften og produktionen lagt i hænderne på et selskab, der kontrolleres af en af USA`s største våbenproducenter; nemlig Loockheed Martin, som har driftskontrakt frem til 2025.

Den britiske forsvarsminister fastholder, at regeringen bevarer kontrollen med landets atomvåben og har ret til at fyre det selskab, der har driftskontrakt.

Boganmeldelse:

Himmelbroen

Unnilise Paus har skrevet bogen, Himmelbroen, som kan erhverves hos forlaget: Underskoven tlf.: 33150515 www.underskoven.dk På denne side vil jeg gengive noget af forordet, udvalgte digte og citater fra bogen.

Dette eventyr tilegner jeg alle trofaste, modige sjælevenner, alle utopiske alternativister, som uden brug af vold eller magt, vil fjerne alle barrierer mellem mennesker, som ønsker indflydelse, dyppet i sandhed, tillid, retfærdighed og elskværdighed.

Fredsprisvinder Muhammad Yunis fra Bangladesh, har skabt nye leveregler som gælder ALLE basisforhold af vigtighed. Et nyt paradigme (oversættes: mønstergyldigt eksempel) som er en moderne udgave af Bjergprædikenen!

Også Yunis tager livet af guden Mammon - et aktuelt bidrag til løsning af den globale krise.

Bruce Gagnon advarer verden mod Star War projektet, fulgt op af Lee Butler, tidligere chef for verdens alt-dominerende Atomvåbenprogram, som hævder, at så længe atomvåben findes, vil "en" af dem en dag eksplodere og starte en tredie verdenskrig, hvor alle livsmuligheder vil udslettes. Disse 3, samt utallige kvinder som i 5000 år har kæmpet mod undertrykkelsen af børn, kvinder og natur, er fyldt med kærlighed, som de ønsker at dele med 6 milliarder mænd og kvinder i alle aldre, af alle racer og religioner. Som har sandhed og hjertets renhed som mål. Jeg dypper min taknemmelighed i regnbuer og nordlys, og ønsker jer alle velkomne til at komme med på min rejse i eventyrets uforudsigelige verden.

Alene kan vi føde liv og mirakler,
Sammen kan vi føde en ny verden.
Oaser af Paradis viser vej.

"Må veien stige frem
for å møte deg.
Må medvind kjennes
støtt på din rygg.
Må solen skinne varmt
på ditt ansikt.
Må regnet falle mykt
på dine marker.
Og inntil vi møtes igjen
må Gud holde deg
trygt i sin hånd.

Gammel keltisk velsignelse

Et smukt menneske

Else Hammerich, Information 17. jan. 2009.

"Jeg er optaget af, hvordan den kraft, der udfoldes i konflikter, kan omformes til konstruktiv udvikling og stærkere relatio­ner".

- Disse ord af Lotte Christy ud­trykker et gennemgribende tema i hendes liv. Lotte Christy var en foregangskvinde for de seneste årtiers op­blomstring af konfliktløsning og konfliktmægling i det danske samfund. Hun var med til at udvikle Center for Konfliktløsning fra 1994 og var dér en inspirerende og kyndig underviser for mange nye kuld af konfliktmæglere og -vejledere. Selv var hun en fremragende mægler. For kolleger, som var kommet på kant med hinanden, for forældre som ikke kunne enes om samkvemsret med børnene, for borgere i bitter strid om en lokalplan, i nabostridigheder, i virksomheder hvor arbejdsmiljøet skrantede. Det var hendes dybe respekt for andre mennesker, hendes ægte lytten og hendes klarhed, som gav resultater.

Hun deltog på internationalt plan i den teoretiske og praktiske udvikling af konflikthåndtering og gav workshops og træning i mange lande, fra Kaukasus til Indien, hvor hun var med til at hjælpe eksiltibetanerne med at danne deres eget center for konfliktløsning og uddanne lærerne for de flygtninge, som hvert år ankommer fra Tibet. Hun havde et stort hjerte for global forståelse og et særligt hjerte for kvinders livsvilkår.

Hun var master i konfliktmægling fra Københavns Universitet og oprindeligt uddannet som lærer. Hun var overbevist om, at det er næste generation, som kan gøre den store forskel, hvis vores måde at møde uoverensstemmelser på skal blive klogere. Derfor iværksatte hun via sit arbejde som projektleder i Kriminalpræventivt Råd uddannelsesforløb for skoler og skrev den meget udbredte og anvendte bog for børn og lærere 'Grib Konflikten'. Hendes kompetencer blev brugt i mægler­uddannelser for unge og for SSP-medarbejdere samt i et stort projekt i Dansk Center for Undervisningsmiljø. Hun var bane­brydende i udviklingen af konfliktråd og mediation mellem ofre og gerningsmænd i kriminelle sager.

Lotte Christy havde altid spørgsmålet om krig og fred med sig, og hendes engagement i ikke-vold stak dybt.

Hendes liv, kun 59 år, vil sætte sig lange, levende spor.