Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 2, 2009

Søndag den 17. maj 2009 Kl. 11.00-17.00

Svend Trøsts Vej 5 -1912 Fred. C.

Alle læsere af Køkkenrullen inviteres hermed til landsmøde.

Dagsordenen er endnu ikke helt fastlagt, men et par af punkterne vil blive:

• Hvor er Kvinder for Fred og hvad skal vi fremover
• Hvor er Køkkenrullen og hvordan skal den se ud fremover
• og ikke mindst, hvem skal producere den
• Økonomi

Som sagt alle er inviteret.

Tilmelding vil kunne ske frem til 4. maj til Anita Petersen
på telefon 3331 1749 eller mail anitapetersen@mail.dk

Der vil blive serveret formiddagskaffe, frokost og eftermiddagskaffe

Geo Hom, Information 060209

Det er en menneskeret at nægte at slå ihjel. Det bør også være en menneskeret at nægte at lære andre at slå ihjel og at nægte at betale for det.

Økonomisk militærnægtelse og fredsskat er en åbning og demokratisering af debatten om, hvordan vi bedst forvalter sikkerheden i samfundet. Det er midler til at nå det mål, der hedder human sikkerhed, der er en parallel til militær sikkerhed. Der er tale om to forskellige veje til samfundets sikkerhed.

Den ene vej indebærer villighed til at slå mennesker ihjel for at nå målet. Den anden vej vil nå målet med etisk forsvarlige midler (dialog, mægling og voldgift) i en international retsorden. Det militære middel betales af alle skatteborgere - også af militærnægterne.

Med nægterordningen anerkendes individets ret til at have samvittighedsgrunde til ikke at slå ihjel. Men det er ikke noget alternativ til samfundets sikkerhedstænkning. Den hviler i det militære og koster årligt 16-20 mia. kr.

Samfundsejet

Alternativt kan sikkerheden forvaltes ud fra en etisk begrundet human sikkerhed. Midlet til at nå det mål kan kaldes økonomisk militærnægtelse eller fredsskat, der er en praktisk måde at finansiere human sikkerhed på. I dag bidrager samfundet ikke til den form for sikkerheds­tænkning. Det betyder, at militærnægteren betaler andre for at gøre det, han ikke selv vil gøre. Det bliver etikken ikke bedre af. Gennem en lovlig økonomisk militær­nægtelse kan skatteborgeren omdirigere sin andel af krigsskatten (ca. seks til otte pct. af skatten) til fredsskat til samfundets humane sikkerhed. Ordningen vil sidestille tilhængerne af henholdsvis en militær og en human sikkerhed. Skatteyderen vil få et frit valg ud fra det personlige værdigrundlag. Det individuelle valg vil stadig være til gavn for kollektivet, fordi fredsskatten ikke udloddes til skatteborgeren, hvad mange skattefradrags- og fritagelsesordninger gør; men den indgår i en samfundsej et fredsskattefond, der anvender midlerne til forskning og udvikling af human sikkerhed. Der er ingen skattelettelser; men der vil opstå et alternativ til at løse samfundets sikkerhedsproblem ved i yderste fald at slå mennesker ihjel. Denne alternative sikkerhedsopfattelse er ikke inde i politiske forhandlinger. Både aktivistisk udenrigspolitik, forsvarsforlig, materielanskaffelser og ny EU-traktat forløber uden offentlig debat.

Det er almindeligt accepteret, at sikkerhed indebærer at slå mennesker ihjel. Sådan er det, fordi der ikke ofres økonomi på at oplyse om human sikkerhed, der er langt mere i pagt med vore behov, fordi alle de overordnede problemer, det moderne samfund står over for, ikke kan løses med militære midler. Tværtimod. Etablering af moralsk gyldighed er mindre bekostelig og mere effektiv end brug afmagt.

Lovforslag

Human sikkerhed kræver åbenhed, demokrati og kollektiv tænkning om løsning af fælles problemer. Desværre præges forsøgene på at løse sikkerhedsproblemerne mest af de 'angst-industrielle' og militær-industrielle komplekser.

Begge er udtryk for et enormt spild og bygger i høj grad på myter. Investering i civil produktion giver bedre udbytte for samfundet end investering i militær produktion. Påstanden om betydning af teknologisk spin off fra militærindustrien er mere end tvivlsom.

Der er kampagner for økonomisk militærnægtelse i 17 lande. Danmark har siden 1990 haft en ngo, Fredsskatte­fonden, tilsluttet Conscience and Peace Tax International (CPTI). Det er en accepteret ngo ved FN i New York og er repræsenteret i Genéve i Schweiz.

Man fører retssager om fredsskat rundt om i verden, bl. a. ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. I flere lande har der været parlamentsafstemninger om lovforslag om fredsskat. Canada er ved at forberede deres tredje lovforslag og Tyskland deres femte. Kommuner i Norge har besluttet, at fredsskat skal til debat i Stortinget. Endnu ingen har vedtaget en lov; men det varede jo også længe før militærnægtelse blev lovlig og kvinderne fik stemmeret.

Geo Horn er forfatter og fredsaktivist

Religiøs vold

Selvfølgelig kan man kun tage den skarpeste afstand fra stening af kvinder, som imam Abdul Wahid Pedersen tilsyneladende har haft så svært ved at kunne forklare på ordentlig vis. På nettet forsvarer han det således: "Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme ".

Både islam og jødedommen er lovreligioner og ligner hin­anden på mange punkter, hvilket ikke kan undre. De stammer fra samme kultur, og Abraham anses som begges stamfader. Både Koranen og Det gamle Testamente giver forklaring på og regler om alt, lige fra verdens skabelse, krigsførelse til daglig påklædning og tilladte spiser. Begge lovbøger erklærer kvinder og børn som underlagt mændene, der har ret og pligt til at straffe dem hårdt - begge mener, utugtige kvinder skal stenes til døde. Ifølge Gml.Testamente, 5. Mosebog skal desuden en fader, der ikke kan tale eller tæske en ulydig søn til lydighed, gå til byens øverste, som så skal stene sønnen til døde. Enhver, der tror på anden gud end jødernes, skal stenes til døde. Voldtægt anbefales til mænd i krig. Får de lyst til en dejlig kvinde, kan de tage hende til sig en måned og så lade hende gå - dog må de ikke sælge hende!

Flerkoneri er en selvfølge. En barnløs enke skal lade sig gifte med den afdøde mands bror for at kunne avle børn med ham og videreføre sin afdøde mands navn! Vil nogen konfrontere danske jøder med disse love fra deres hellige bog og kræve dem til regnskab for alle de umenneskelige påbud, ligesom man kræver muslimer til regnskab for koranens bud - jeg tvivler.

Derimod er jeg ved at tro, at de ledende israelske politikere og generaler kommanderer deres soldater efter 5. Mosebog, kapitel 20: I har ret til at erobre alt i dette land. Er fjenden stærkere end jer, vær ikke bange, for Herren er med jer og hjælper jer til sejr! I skal først tilbyde de nuværende beboere "fred", som betyder, at de totalt skal underlægge sig jer og tjene som jeres livegne og trælle. Vil de ikke det, skal de alle hugges ned for fode. Ikke en sjæl må lades i live!

Heldigvis er det ikke alle jøder, hverken i Israel eller i andre lande, der tilslutter sig denne lov. Men det er dybt beskæmmende, at så mange i såkaldt kristne lande støtter, både moralsk og militært, disse umenneskelige krænkelser, palæstinenserne lider under. Kristendommen var jo en skarp protest mod - og en diametral modsætning til jøde­dommen. Hvem kan give en acceptabel forklaring (som ikke bunder sig i en gammel myte) på, hvorfor netop palæstinen­serne - som i bibelsk forstand er halvbrødre til jøderne - skal undgælde for de forbrydelser, som det "kristne" Europa med Nazityskland i spidsen udsatte jøderne for?

Har det jødiske præsteskab i Danmark taget officiel afstand fra det, der sker i Israel i disse år?

73.300 nye bosætterfamilier på vej. Israel har planer om at udvide eksisterende bosættelser på Vestbredden. Her nogle af bosætterne.
(Fra Arbejderen 4/3 2009)

12-årige Hannibal Skov Al Awssi skriver i Politiken 25/1 2009.

Jeg vil ikke arve den krig

Israel blev udråbt som stat 14. maj 1948, lige så længe har krigen mellem Israel og Palæstina varet. Nu må krigen stoppe, den har varet siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Mine bedsteforældre kunne ikke stoppe den, mine forældre kunne heller ikke stoppe den. Den næste i rækken er så mig, og jeg vil ikke arve den krig.

Området Gaza er ca 45 km langt og 8 km bredt, på disse 360 kvadratkilometer bor der halvanden million palæstinense­re, hvoraf omkring 670.000 er flygtninge, som får støtte af UNWRA også kendt som FN's flygtningeprogram, der er forbeholdt palæstinenserne. Halvanden million indbyggere er spærret inde i Gaza og er blevet bombet sønder og sammen. 1.300 palæstinensere og 13 israelere er dræbt. Israelerne siger, at de bare vil ramme de fanatiske folk fra Hamas, men hver dag dør kvinder og børn i store tal.

l starten af december 2008 begyndte Hamas igen at skyde raketter ind over Israel. Det var meget forkert, at det fik Israel til at svare igen med et stærkt bombardement, og nogle dage senere rykkede de ind på palæstinensisk jord. Problemet er, at israelerne kan flygte mange steder hen, når der kommer en palæstinensisk raket, det kan palæstinenserne ikke. Deres grænser er omringet af pigtråd, så det eneste, palæstinenserne kan gøre, er at gå ind i deres hjem og håbe på, at den næste bombe ikke rammer deres hus.

I Genevekonventionen står der, ligesom i straffelovens paragraf 13, at man skal forsvare sig uden at bruge mere magt end lige netop det, der er nødvendigt for at stoppe angriberen, og her synes jeg, at Israel er gået over stregen. Israel havde lov til at forsvare sig, men absolut ikke så voldsomt, som de gjorde.

Israelerne brugte de såkaldte fosforbomber, og det er forbudt i tæt-beboede områder, og Gaza er det tættest­beboede område på jorden. Fosforbomben har det formål at lyse op, så man kan se fjenden. Rammer den mennesker, brænder den igennem kødet.

Jeg vil ikke arve denne krig. Den kan ikke løses ved vold, magt og trusler, den skal og kan kun stoppes med politik. Derfor er man nødt til at beslutte nogle grænser og opstille fredsbevarende soldater i måske 20 år. Problemet er bare, at landene i FN ikke stiller nok soldater til rådighed, og at USA altid stemmer imod. Jeg tror, at 50 procent af dem, der læser mit læserbrev, vil blive sure, og 50 procent vil være enige med mig, og det er netop en af grundene til, at den krig har varet så længe.

Når jeg bliver voksen, får jeg travlt med klima- og fattigdomsproblemerne, så klar nu den krig! I har skabt den, og jeg vil ikke arve den!

Gaza-konflikten. Succeskriterier for en krig?

Mens verdens opmærksomhed samlede sig om begivenhe­derne i Gaza gennemførte israelsk militær en større operation på Vestbredden. 30.000 kvadratmeter jord blev konfiskeret af israelske myndigheder i Yatta syd for Hebron for at udvide en illegal israelsk bosættelse. Andre 23.000 kvadratmeter jord blev beslaglagt af militæret tæt på Betlehem nær ved landsbyerne Hussan og Nahalin. Abu Duheim-familien i Jabal eller Mukabber i Øst-jerusalem fik deres hus jævnet med jorden af israelske bulldozere. 18 mennesker stod uden tag over hovedet.
(Uddrag af Peter Lodbergs artikel i Kristeligt Dagblad 19/2 2009).

Fremragende israelsk antikrigsfilm

"Walz Wlth Bashir" er filmen man bare skal se. En dokumentar- og en tegnefilm i ét, der fører os tilbage til massakren på civile palæstinensere i Beirut i Libanon i 1982. En aften på en bar fortæller en ven filminstruktøren om et uforklarligt mareridt, der hjemsøger ham. Det ud­løser fortrængte minder hos begge mænd om en mission for Israels hær i Libanon i 80erne.

Filminstruktøren, Ari Folman beslutter sig for at undersøge, hvad der skete for at forstå sin egen rolle i krigen. Således fortæller "Walz with Bashir" sin historie gennem et upålideligt sandhedsvidne - en mand, der for det første selv har deltaget i begivenhederne og for det andet har brugt årtier på at glemme dem. Desuden sammen­stykkes "sandheden" kun gennem fragmenter. Og det er i sig selv en elegant pointe om krig.

l det hele taget udfordrer Ari Folman alle regler om, hvor­dan man dokumenterer krig. Temaet er tungt; men musikken underbygger smukt. Det er en film, der taler til hjertet.

Den 16/1 2009 skrev Mogens Muller, professor i teologi ved Københavns Universitet, en kronik i Kristeligt Dagblad, der har medført en omfattende debat i bladet. Han hævdede, at antikkens jøder selv havde skrevet de guddommelige kapitler i Bibelen, som giver nutidens jøder "skøde" på retten til Palæstina. 6/2 skriver Mogens Muller igen i Kristeligt Dagblad følgende:

Hold nu tingene adskilt. Jødedom­men er en religion, Israel er en stat

Vi tænker ikke længere i kategorier som gudsfolk og det sande Israel. Jødedom og kristendom må i dag agere som to selvstændige religioner, og selv om kirken må mene, at evangeliet også har adresse til jøder, har den kun det virkemiddel at forkynde det som et glædeligt budskab. Kristen mission blandt jøder er imidlertid forbudt i Israel.

Men jødedommen er ikke identisk med statsdannelsen Israel og dens politik. Mange jøder, også i dette land, er evigt trætte af denne identifikation. Den har desuden den ubehagelige bagside, at den uden videre forvandler enhver modstand mod staten Israel og dens optræden til antisemitisme.

At jøder kan opfatte "oprettelsen af Israel i 1948 som et tegn på Guds pagttroskab over for det jødiske folk", kan man ikke fortænke dem i. Men i en kristen teologi er jøder et folk på linie med alle andre folk.

At det,at jeg ikke vil tale teologisk om Israel, skulle være modbevist af mig selv, fordi min "teologi om jødedom og Israel jo har klare politiske konsekvenser", er en bagvendt argumentation. Min såkaldte teologi består nemlig i, at jeg netop ikke vil blande teologien ind i spørgsmålet om Israel.

Det indebærer, at denne stat skal behandles som den sekulære størrelse, den også er ved at være en stat blandt andre stater med de forpligtelser, som det nu engang giver.

Jødedommen er en religion, og Israel er en stat, som ganske overvejende består af jøder, som har meget svært ved at behandle deres arabiske medborgere ordentligt. Men hvor der går religion i staten, er forskellen til de fundamentalistiske islamiske regimer ikke stor.

Og hvilken sump, kristne teologer har begivet sig ud i, når de teologiserer deres holdning til staten Israel, kan man få repeteret ved at læse Martin Schwartz Laustens "Jøde­sympati og jødehad i folkekirken" (udgivet på Anis i 2007). Især kapitlet "Reaktionen i kirkelige kredse på zionismen og oprettelsen af staten Israel".

Det ender altid med, at alle jøder skal blive kristne. So oder so! Lad os blive fri for alle disse vanvittige spekulationer, der vil gøre jøderne og Israel til en brik i et uværdigt frelseshistorisk spil.

Skellet går mellem at tale om jødernes bibelske ret til Palæstina og og at mene, at Bibelen skal holdes uden for dette spørgsmål.

Nepal:

Jord til kvinder er tag over hovedet
og mad på bordet

Jordfordelingen i Nepal er skæv på samme måde som fordelingen af alle andre ressourcer. Det går særligt ud over kvinderne. Selv om det er kvinderne, der dyrker jorden, er de ofte ikke anført på skødet og kan derfor sættes på gaden, hvornår det skal være.

Ejer man ikke sin jord, men bor på andres jord, lever man en usikker tilværelse uden ret og dermed uden lyst til at investere i øget produktivitet og dermed højere levestandard. Jorden ejes ofte af embedsmænd og politikere, der har fået den overdraget til gengæld for loyalitet. Jorden ligger ofte udyrket hen og betragtes som symbol på magt.

Nepals kvinder ejer officielt omkring otte procent af jorden; men har reelt råderet over væsentligt mindre.

Mænd arbejder typisk udenfor hjemmet, rig såvel som fattig. En mandlig daglejer tjener typisk ca 10 kroner pr dag for sit arbejde. Til sammenligning koster et kilo ris tre kroner. Ofte tager et typisk mandligt familiemedlem helt til Indien eller landene omkring Golfen for at tjene penge.

Kvinderne passer hjemmet og børnene. Hvis de har adgang til egen jord, er der størst chance for mad på bordet, et anstændigt liv og regelmæssig skolegang for børnene. Som det er nu kan kvinderne kun arve jorden efter deres forældre, hvis de forbliver ugifte, og selv denne ret er stort set ukendt på landet.

Efter mange anstrengelser er det lykkedes en jordrettighedsbevæ-gelse at få politisk opbakning til et ambitiøst pilotprojekt, der skal konkretisere, hvordan jorden i Nepal kan omfordeles.

Lige nu er man i gang med første fase, der går ud på at kortlægge den nuværende jordfordeling i alle landets geografiske zoner, l denne første fase møder kvinderne talstærkt op og deltager aktivt. (60% af Nepals kvinder kan stadig ikke læse eller skrive). Fattige kvindelige jordrettighedsak-tivister gør en stor indsats for at fortælle deres medsøstre og disses mænd, hvorfor kvinderne også skal have deres navn på det jordskøde, som familien kæmper for at få til deres jord.

(Uddrag af kronik i Information 9/3 2009 af Anne Mette Nordfalk, der er informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal).

3. maj samler Mellemfolkeligt Samvirke ind til kvinders ret til jord i Nepal. Bliv indsamler:
www.ms.dk/landsindsamling

Læs Shirin Ebadis erindringsbog som en roman

"Iranske erindringer,
en kvindes kamp"

Shirin Ebadi modtog i 2003 Nobels fredspris, l 2006 udkom hendes erindringer om tiden op til erhvervelsen af Nobelprisen.

Det er en ubegribelig historie om et pigeliv i Teheran, som udviklede sig til en evig kamp mod regimet. Shirin Ebadis liv er enestående og hendes kamp for kvinders og børns rettigheder er forbilledlig. Hendes indsats har flere gange været tæt på at koste hende livet.

Desmond Tutu skrev: Dette er en medrivende fortælling om en fantastisk modig kvinde, der gennemlever svære tider, uden nogensinde at bøje hovedet.

Berlingske Tidende skrev 23/12 2008

EU-protest mod lukning af
menneskeretscenter

Paris: Det franske formandsskab for EU fordømte mandag Iran for at have lukket et kontortilhørende en menneskerettighedsgruppe, der ledes af den iranske Nobelprisvinder, Shirin Ebadi, og opfordrede Teheran til at genåbne kontoret. Det iranske politi stormede og lukkede Centeret til Forsvar for Menneskerettigheder kort før gruppen skulle have fejret 60-årsdagen for deklarationen af de universelle menneskerettigheder den 10. december. "EU's formandsskab fordømmer på det kraftigste det iranske politis lukning af Centeret til Forsvar for Menneskerettigheder," lød det fra den franske udenrigsminister i en udtalelse.

Mange tegn på opbrud i Iran

Det er kun indefra i Iran, der kan ske forandringer, der mildner den brutale undertrykkelse af politiske modstandere og det middelalderlige greb om den kvindelige halvdel af befolkningen. Og er er mange tegn på opbrud. Bl.a. en bevægelse for at indsamle en million underskrifter imod kvindediskrimination. Måske også interessante nuancer for det islamiske styre. (Uddrag fra Mogens Lykketofts kronik i Berlingske Tidende 12/3 09)

Jens-Peter Bonde skriver i Jyllands-Posten 15/2 2009. Giv NORDEN en chance for at optræde i fællesskab i EU og EØS. (uddrag)

Nyt nordisk samarbejde

Hvorfor er det Frankrig og Tyskland, som skal mødes før hvert EU-top-møde og beslutte, hvad topmøderne skal beslutte? Hvorfor er der ikke systematiske fællesmøder mellem Nordens statsministre og de relevante fagministre, som så kan sende fælles forslag til Kommissionen og EU's aktuelle formandsland.

Med lidt snilde og økonomisk storsind kunne vi inddrage de tre baltiske lande i et udvidet nordisk samarbejde, og også have Norge, Island, Færøerne og Grønland med på sidelinien i forslag om mere fremsynede fælles standarder. Norge og Island er med i Det Europæiske Økonomiske samarbejde - forkortet EØS - sammen med Lichtenstein. Og i praksis også Schweiz, selv om alpelandet har sine egne bilaterale aftaler med EU og nu også er omfattet af det fælles Schengen-samarbejde om fælles grænsekontrol. Schweiz, EØS-landene og de nordiske lande i EU er alle kendt for at have højere standarder for sikkerhed, sundhed, miljø, arbejdsmiljø, forbrugerbeskyttelse og dyrevelfærd. Men vore standarder er ofte forskellige og derfor sværere at forsvare i EU, når kolossen skal harmonisere.

Vi taber alt for mange afstemninger, som kunne have været vundet - blot ved bedre koordination.

Hvor ville det være meget lettere, hvis alle de nordiske lande havde samme skrappe regler og alle forsvarede dem i fællesskab. Sådanne sager er oftest meget tekniske og kræver faglig udredning, l EU-Parlamen-tet kunne de nordiske ambassader deles om at tage hver deres de! af arbejdet, holde kontakt til ordførere og koordinatorer, lave referater fra udvalgsmøderne og forsyne offentligheden med fuld info, så slagene ikke tabes; men vindes.

Det har ofte slået mig, hvor tilfældigt lovene bliver til. F.eks blev mit ændringsforslag om at kunne bevare forbudet mod flourgasser vedtaget med kun tre stemmers overvægt! Tre færre stemmer blandt 785 medlemmer, og forslaget var faldet.

Amerikanske selskaber glæder sig over den lette adgang til at lobby sig til indflydelse i EU. Det er meget lettere i Europa end i USA, siger de privat. Lad os benytte den lettere adgang til indflydelse ved at lade Norden optræde i fællesskab i EU og i EØS. Det er den praktiske måde at lave nordisk samarbejde på i dag, hvor de fleste nordiske love iaves i EU.

Forskel på "terrorister"

Hvorfor er der stor forskel på, hvordan Danmark, Norge og Sverige ser på EU's terrorliste?

l Norge og Sverige kan borgerne trygt samle penge ind og sende dem af sted til befrielsesbevægelserne FARC i Colombia og PFLP i Palæstina - selv om begge bevægelser står opført på EU's terrorliste. Modsat er folkene bag tøjfirmaet Fighters Lovers dømt i Landsretten for at støtte de to bevægelser. Den 25. marts afsiger Højesteret dom i sagen.

Arbejderen har forsøgt at få justitsminister Brian Mikkelsen til at forholde sig til, at Norge har skrottet EU's terrorliste, og at Sverige har valgt reelt ikke at håndhæve, at PFLP og FARC står opført på listen.

"Jeg finder det principielt rigtigst, at jeg som justitsminister afholder mig fra at gå nærmere ind i konkrete straffesager, som verserer ved domstolene. Det samme gør sig gældende i forhold til andre nordiske landes håndtering af lignende sager", skriver justitsministeren i en mail til Arbejderen.

l Sverige afviser anklagemyndigheden at gribe ind over for Ung Vån-ster, der har sendt 4000 svenske kroner af sted til PFLP. Støtten går nemlig ikke til våben; men til fredelig, humanistisk hjælp, fastslår den svenske anklager.

Norge følger FN's terrorliste, som kun omfatter Taleban og al-Qaeda. l 2006 valgte Norge at skrotte EU's terrorliste. Det skete med følgende gende begrundelse fra den norske udenrigsminister, Gahr Støre: "Vi har besluttet kun at basere os på én terrorliste, og det er FN's terrorliste. Beslutningen er taget ud fra en helhedsvurdering. Vi mener, at den rolle, som Norge kan spille i forskellige fredsprocesser, gør, at vi forholder os til FN's liste, og så kan vi ikke være knyttet til andre lister."

SF's retsordfører Karina Lorentzen, der har taget sagen op i Folketinget udtaler: "Det er dybt problematisk, at lande, som ligner os meget, og som vi normalt sammenligner os med, ser helt anderledes på terrorbekæmpelse og EU's terrorlister. Det vækker stof til eftertanke, at Danmark holder fast i en terrorliste, som både Sverige og Norge enten ikke håndhæver i praksis eller helt har droppet." (Fra Arbejderen 17/3 2009)

Denne Køkkenrulle er redigeret af Valbygruppen.

Næste nr redigeres af Vesterbrogruppen. Materiale sendes til Vibeke Aagaard inden 17/5 09.

27/2 2009 skrev Henning Sørensen, Grenå:

Vort folks tragiske militarisering

Det var for mig en rystende oplevelse den 26. februar på TV at se, at folk begejstret hyldede soldater, der var hjemvendt fra fronten i Afghanistan da de marcherede gennem Holstebros gader.

Er vort folk virkelig så militariseret, som disse TV klip giver udtryk for? For min bevidsthed er der ingen forskel på de, der under 2. verdenskrig meldte sig til Hitlers Østfront, og de der i dag melder sig til fronten i Afghanistan. De første blev af det store flertal mødt med den kolde skulder, når de var hjemme på orlov, l vor tid bliver deres arvtagere mødt med en tankeløs begejstring. Vort folk har i høj grad behov for en antimilitaristisk vækkelse, som den der i 1960-erne og 70-erne prægede vort land, og den skulle gerne grave et par spadestik dybere i folkesjælen end dengang. De gamle pacifistiske organisationer Kvindernes Fredsliga og Aldrig mere Krig vil antagelig kunne danne grobund for en ny folkerejsning mod militarisme.

Afghanistan i vore hjerter

Nu skal vi bruge milliarder på nye jagerfly - hver af dem til en pris fem gange så høj som vores bistand til afghanerne. Og til hvilket formål, må man spørge her i et fuldstændig trygt Vesten kun truet af de få "tilfældige byguerillaer", som vi selv fremkalder gennem hadsk marginalisering af vore medborgere.

Hvorfor ikke bruge flypengene til som amerikanerne i Irak direkte at betale disse "tilfældige guerillaer" for ikke at skyde på os? Hvorfor ikke bruge disse milliardbeløb på i stedet at vinde freden ved at investere i den lovede opblomstring af Afghanistan, som disse fattige bønder i flere år sad ikke-voldeligt og ventede på?

Jeg foreslår ikke her konkrete løsninger og ønsker heller ikke at opgive Afghanistan. Men jeg fornemmer, at hvis vi virkelig har Afghanistan i vore hjerter og ønsker at forme dets befolkning positivt frem for som nu negativt, så må vi se og arbejde med fjenden i os selv.

(Læs hele Jacob Holdts kronik i POLITIKEN den 6/3 2009)

What you do in life - echoes in eternity

Hvad du gør i dit liv - giver ekko i evigheden

Hvilken mund har mest ret til mad?

Kirsten Hamman stiller spørgsmålet i bogen: "En dråbe i havet."

Det er en bog om de rige og de fattige lande. Om at have meget og intet at have og om aldrig at vide sig sikker på lykken.

Bogen handler om Mette Mæt, der er forfatter. Hun skal skrive en bog om ulandene. Mette har imidlertid travlt, så hun har ikke tid til at rejse ud i verden. l stedet får hun assistance af Stig fra organisationen "Hjælp". Han giver hende gode råd og adgang til et hotel i det indre København. Når man går ind på værelse 516, føles det, som om man kommer til Den Tredje Verden, og på den måde kan Mette besøge mennesker i Afrika og andre verdensdele - - og endda nå hjem til aftensmad.

Kirsten Hamman stille så mange spørgsmål: "Hvorfor er vi alle så mætte og har rent vand til rådighed?" Og spørgsmålet: "Skal vi skiftes til at sulte?"

Det afprøver hovedpersonen på en umulig og fantasifuld måde.

Den 17. april er det De
Palæstinensiske Fangers Dag.

I dagens anledning bliver der afholdt et stort og festligt arrangement på Rådhuspladsen i København. Det starter kl. 15.

Der bliver taler, sang, musik, dans, film og informationsbod. Human Rights March, Kvinder i Dialog er arrangør.

Den 1. maj er international kampdag!

Lad os mødes i Fælledparken og vise solidaritet med verdens undertrykte og misbrugte kvinder!

Kvinder for Fred vil vise flaget sammen med Kvindernes Internationale Liga for Frihed, Kvinder i Sort og Human Rights March, Kvinder i Dialog.

"Kvindekamp er klassekamp" lød det for 30 år siden - mon ikke det stadig gælder?

Grete Møller