Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 4, 2009

Af Aase Bak-Nielsen

Meningen med et lands forsvar må være, at det skal sørge for, at landets borgere kan leve i tryghed og sikkerhed uden angst for at miste deres livsgrundlag.

Og hvordan gøres det så?

Mange tænker helt automatisk - når ordet ”forsvar” nævnes - på militæret. Militær er da en naturlig og grundlæggende indretning for enhver stat – i hvert fald hvis man vil regnes for noget!

Det er en håbløst gammeldags primitiv reaktion, som ikke burde høre hjemme i et civiliseret samfund.

Fra vores hverdagsliv ved vi, at tryghed ikke skabes med trusler eller magtudøvelse. I enhver børnehave og skole lærer børnene, at de ikke skal mobbe hinanden eller slås. Det er for længst forbudt i Danmark at slå børn - både andres og egne. Problemer skal løses uden vold, også de problemer der udspringer af vold, som vi ikke helt kan afskaffe, men dæmpe betydeligt med rette håndtering.

Hvorfor er det så sådan, at når skolen er forbi, så indkaldes unge mænd til militæret, hvor de lærer at bruge vold - at slå andre ihjel - og at undgå selv at blive dræbt ved at true eller myrde andre?

I storpolitisk sammenhæng drejer det sig jo også om almindelige mennesker og deres reaktioner - i princippet ikke anderledes end i skolegården.

Enhver ved, at forebyggelse er bedre en helbredelse. Hvorfor bruger man så langt, langt flere ressourcer på den slags ”helbredelse”, der betyder krudt og kanoner og bomber - end på at forebygge vold og krig?

Hvad gør f. eks. danskere utrygge i vores hverdag? Er det angst for at tyskerne eller russerne skal overfalde os - og derfor har vi brug for militæret til at beskytte os - nej vel?

Hvad er det, der har gjort, at vi ikke behøver at gå i denne angst? Det er såmænd, at vi og vore nabolande - dem der i tidligere tider kunne finde på at overfalde os, eller blive overfaldet af os - har indført demokrati, folkestyre. Og folket ønsker ikke at løse problemer gennem krig. Folk ønsker sikkerhed for at have et arbejde, der giver dem det daglige brød, at deres børn kan få en uddannelse, og at der er et retsvæsen med politi, der tage sig af at udrede og beskytte dem mod de sammenstød, der altid vil være, hvor mennesker færdes. Og vi har mange beviser på, at den sikkerhed bedst udøves i et demokrati.

Desværre er der stadig rundt i verden stater, der i større eller mindre grad mangler at indføre folkestyre. Og desværre er der en hel del af de såkaldt demokratiske lande, der direkte eller indirekte støtter disse diktaturer. For at få del i deres ”gyldne” råstoffer såsom olie eller diamanter sælger eller forærer vestlige lande gerne våben til diktatorerne, så de vedblivende kan undertrykke egne befolkninger.

Det forøger problemerne og skaber grobund for militær indgriben, når diktatorerne bliver for storagtige og selvrådende. Så hedder det pludselig, at volden er nødvendig for at indføre demokrati!

Hvordan skal diktaturlandenes befolkninger dog kunne ønske at få vestligt demokrati, når de ser følgerne af disse demokratiske landes invasioner?

Der er mange beviser på, at de undertrykte befolkninger hjælpes meget bedre med civil, humanistisk støtte. FN har mange gode underorganisationer, hvor eksperter ved, hvad der er brug for, men én ting mangler de altid for at kunne udføre deres job: penge!

En herboende afghaner, Najib Roashan, siger til en dansk avis: ”Mens alene USA bruger omkring 500 millioner dollar hver dag på krigene i Irak og Afghanistan, kan FN ikke skaffe 404 millioner dollar til et års fødevarehjælp til sultende mennesker i Afghanistan.

- Hvis bare Danmark brugte halvdelen, ja bare en fjerdedel af de penge, som man har brugt på militær, til uddannelse og udviklingsprojekter, ville det nytte noget”.

FN har regnet ud, at hvis verden blot ville omprioritere 4 % af militærudgifterne, så kunne de i løbet af få år skaffe alle nødlidende føde, klæder, tag over hovedet, lægehjælp og undervisning til alle børn.

Fire procent! Var det ikke værd at begynde med?

Verdens årlige militærudgifter er ca. 6.381.000.000.000 kr. Knap halvdelen står USA for. Danmark bruger ca. 20.000.000.000 kr. om året på militær. En begyndende nedskæring på fire procent vil ikke gøre verden mere usikker. Tværtimod kunne det blive en begyndelse på en god spiral: våbenmilliarderne til mad - hjælp til selvhjælp - bedre uddannelse - større folkelig kraft til politisk deltagelse - mere demokrati - mere tryghed - mindre behov for våben - osv osv.

Det groteske er, at der findes en række veluddannede mennesker, som kan advare og har advaret mod opstående kriser af kulturel, økonomisk, magtpolitisk art. Men de er alt for få, og de kommer alt for sent på banen. Derfor må FN-landene overføre endnu en bid af militærbudgetterne til uddannelse af mange flere mæglere eller konfliktløsere, som kan sættes ind rundt i verdens brændpunkter.

Så kunne der skabes et reelt forsvar for en menneskeværdig tilværelse for alverdens folk. Dertil mangler ikke økonomisk formåen, kun politisk vilje!

Aldrig mere krig

www.aldrigmerekrig.dk

Flag på halv den 5. september

I Aldrig mere Krig har vi med sorg iagttaget den militari­sering af vort folk, der sker i disse år. Vi har derfor besluttet at indrykke en annonce med nedenstående tekst i så mange af de landsdækkende medier som muligt. (Kvinder for Fred har tilsluttet sig annoncen).

”Det folketingsflertal, der står bag vort lands ulykkelige deltagelse i krigen i Afghanistan har vedtaget, at den 5. september skal være flagdag til ære for danske soldater.

Som modstander af en hvilken som helst militær foreteelse er vi dybt bekymrede over, at vort land deltager i angrebs­krige og besættelser. Derfor opfordrer vi alle der er enige med os til at markere denne sorg ved at flage på halv den 5. september”.

For nogle måneder siden mistede tre danske soldater livet i Afghanistan.

Det fik Klaus Rifbjerg til at skrive digtet ”De ukendte soldater” til Dagbladet Politiken. Digtet er også trykt i Arbejderen.

De ukendte soldater

Undtagen for de nærmeste
Fædre, mødre, kærester
Venner
Er de døde danske soldater i
Afghanistan

Ukendte
Anonyme
Unge

Og intet lys skal til evig tid
Brænde over deres tragedie

Som af vinden hvirvles de væk
Som havets skum farer de hen
Som glimt i bevidstheden
Blusser de op og forsvinder

Men skammen bliver tilbage
Løgnen hvis enorme tæppe af slam
Omfatter os som sendte dem af sted

På en heroisk mission impossible
En dødsens tivoli-udflugt
I frihedens og demokratiets navn
Med automatvåben i den ene hånd
Og skovlen til genopbygning i den anden

(”Hej, søster, det var din far vi skød
i går og din bror
vi sprængte i luften,
smid så det slør,
nu skal du i skole”)

Skyldfri hviler de ukendte soldater
I deres grave
Mens en gasblå, giftig flamme
Til evig tid
Brænder over hovedet på os
Som sendte dem af sted.

I et tidligere nummer af "Kvindernes Internationale Liga´s blad "Fred og Frihed" er en anmeldelse skrevet af Gretelise Holm. Hun skriver om Kim Hundevadts bog "I morgen angriber vi":

I morgen angriber vi

”Når man skræller Hundevadts bog for heltehyldest, krigsromantik og tårepersende sentimentalitet, afslører den, at den aggressive danske mission i Afghanistan er i konflikt med NATOs egne regler – eller i hvert fald ånden i dem”.

NATOs krigsreglement ”Rules of Engagement”, tillader ikke, at soldater fra den internationale sikkerhedsstyrke angriber, med mindre de selv bliver angrebet eller truet.

Bestemmelsen kaldes ”selvforsvarsdirektivet” og bygger på den idé, at de udenlandske soldater skal bringe sikkerhed og genopbygning – ikke tage initiativ til krigshandlinger.

Af bogen fremgår det, at de angrebslystne danskere opfatter direktivet som en kilde til frustration – en irriterende formalitet, som de forsøger at omgå ved at provokere og skræmme fjenden til at affyre det første skud så ”festen kan begynde”.

Kim Hundevadts bog er en hyldest til soldaterne, og det beklages, at vi ikke viser dem større ære og respekt.

I morgen angriber vi er interessant, fordi bogen er ment som en hyldest til militæret, som har blåstemplet den. Derfor kan man læse den som en selvudlevering: Batal­jonchefen ønsker ”focused violence” – ”angrib, angrib, angrib”!

Og de professionelle soldater ønsker at udleve deres drengedrøm om krig. Enhver kan jo selv vurdere, om de tror den indsats skaber sikker fred, genopbygning og færre terrorister! Jeg tvivler, skriver Gretelise Holm.

(Anmeldelsen er her forkortet af Grete Møller)

Fra Information 20.07.09.

Voksende pres på NATO's atomvåben

Af: Jørgen Dragsdahl

Alliancen beskyldes for fremme af spredning med en atompolitik, som fremhæver våbnenes betydning

Som sit bidrag til indsatsen mod spredning af atomvåben bør NATO afskaffe de atomvåben, alliancen har lånt af USA, lød det fra lederen af det internationale atomenergiagentur IAEA, Mohamed ElBaradei, under et nyligt møde i alliancens hovedkvarter. Han fik straks et totalt afvisende svar fra NATOs generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer.

Uenigheden var det første åbne slag i en strid, som kan blive meget hård og offentlig - især hvis nyhedsmedierne interesserer sig for den. NATO skal have et nyt strategisk koncept - et dokument med grundlæggende retningslinjer for alliancens politik og adfærd. Konceptet vil også indeholde alliancens holdning til atomvåben. Traditionelt er udarbejdelsen af strategiske koncepter sket bag lukkede døre, men denne gang har NATO lovet, at man vil inddrage uafhængige eksperter og offentligheden. Ret uforenelige udspil har dannet optakt til processen. Fra én fløj henvises til, hvordan NATO kan bidrage med et godt eksempel i den politiske samt diplomatiske indsats mod spredning af atomvåben. Fra modsat hold fremhæves, at NATO har brug for en mere synlig og effektiv atomstyrke, som kan bruges militært til aktiv krigsførelse, eventuelt i forebyggende angreb.

Farligt budskab

ElBaradei’s mening er vigtig, fordi hans organisation spiller en central rolle i indsatsen mod spredning. Han kritiserede det eksisterende strategiske koncept fra 1999, som giver alliancens atomvåben en række opgaver: »I sender et budskab til enhver ude i verden, som læser jeres koncept, om, at de også har brug for atomvåben«. Derfor bør NATO »kraftigt mindske« den vægt, man i konceptet tillægger atomvåben.

Hoop Scheffer, som i august udskiftes med Fogh Rasmussen, svarede: »Det er krystalklart, at NATO fortsat vil have en blanding af nukleare og konventionelle midler. Hvad NATO angår, så tror jeg ikke, at der vil ske en ændring. Jeg vil ikke være for en sådan ændring«.

Under arbejdet med det nye koncept er det store spørgsmål: Hvad mener USA? Der er mange tegn på, at USA under præsident Obamas ledelse meget gerne vil trække sine cirka 200 atombomber i Europa hjem. Præsidentens erklærede begrundelse for nedskæring af atomarsenalerne ligger tæt på ElBaradeis argumenter, og den nye amerikanske NATO-ambassadør, Ivo Daalder, har i en artikel bragt i tidsskriftet Foreign Affairs også indtaget et standpunkt, som afviger fra NATO’s officielle.

»Nogle mener, at atomvåben er nødvendige til afskrækkelse endog forebyggelse i forbindelse med spredningen af atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben,« skrev Daalder i november-december udgaven af tidsskriftet. »Men virkeligheden er, at der kun er et reelt formål tilbage for USA’s atomvåben: at forhindre andres brug af atomvåben«. Han fremhæver, at når det gælder dette formål, så bør man først overbevise »sine nærmeste og vigtigste allierede«.

Den stik modsatte holdning blev sidste år markeret af fem tidligere topofficerer, bl.a. den tyske general Klaus Naumann og den amerikanske NATO-kommandant John Shalikashvili. I et manifest gik de ind for, at NATO er rede til et afvæbnende overraskelsesangreb med atomvåben mod lande, som måske vil anvende masseødelæggelsesvåben.

Desuden har militære eksperter fra de baltiske lande fremhævet, at NATO har brug for en utvetydig atompolitik, som kan afskrække eksempelvis Rusland.

Danmark er forpligtet

Kritik af NATO’s atomvåben har ofte taget udgangspunkt i NPT-traktaten mod spredning af atomvåben. Dens artikel I og artikel II er tilsyneladende uforenelig med, at USA stiller atomvåben til rådighed, så lande, der ikke selv har atomvåben, kan bruge dem. Modargumentet har været, at traktaten ophæves i krig - et argument, som er uden holdepunkt i dens tekst.

Der er udsigt til, at traktatens artikel VI vil blive udsat for ny interesse. Ofte påpeges det, at denne bestemmelse forpligter atommagterne til total atomafrustning, men den faktiske ordlyd er, at »alle medlemmer« skal arbejde for denne målsætning. Det er en forpligtelse, som USA vil bruge, når man skal argumentere for fælles front imod de lande, som vil udvikle atomvåben. Men argumentet kan meget nemt blive et tveægget sværd for de NATO-lande, som ikke længere gør en synlig indsats for atomafrustning. Nogle NATO-lande har i de seneste år antaget en skarpere profil vendt mod atomvåben - Norge er mellem dem. Men andre - Danmark er mellem dem - har udmærket sig med noget nær total passivitet.

Desuden er USA på vej ud i en stor debat, hvor kritikere fra højrefløjen angriber præsidentens nedrustningspolitik. Et af deres centrale argumenter er, at USA har brug for et stort og moderne atomarsenal, så man kan levere en troværdighed ‘atomparaply’ til sine allierede. Udlån af atomvåben til allierede indgår i denne ‘udvidede afskrækkelse’. Obama har brug for de allieredes opbakning, hvis han skal gennemføre sin politik.

Endnu et emne for debat bliver formentlig, hvorvidt de taktiske atomvåben i Europa skal indgå i forhandlinger med Rusland. Det russiske arsenal med taktiske atomvåben - altså kortrækkende våben til brug på en slagmark - er langt større end USA’s og der er adskillige vidnesbyrd om, at disse våben i russisk planlægning har voksende betydning. Den danskfødte forsker Hans Kristensen, som er den ledende ekspert i Federation of American Scientists, har beregnet, at det russiske arsenal er på 5.390 bomber, hvoraf de 2.050 er i aktiv tjeneste. USA har omkring 500 taktiske bomber i aktiv tjeneste.

Her står NATO og USA med et valg: Skal man forklare opretholdelsen af NATOs atomstyrke med henvisning til Ruslands - og dermed udsætte en afskaffelse til senere forhandlinger? Eller skal man, som ElBaradei opfordrer, til udsende et signal om, at atomvåben ikke længere udgør en brugbar sikkerhedsgaranti, og på denne måde bidrage til indsatsen mod spredning?

Tale af Jesper Klein på
Hiroshimadagen 2009

Man maa haabe, at Atombomben, ligesom vi - dens jævn­aldrende - bliver sat paa Pension i Aar.
Lad os mindes, at de, som opfandt den, blev meget rige. De, som beordrede Bomberne smidt, blev dekorerede, og Piloterne, der smed dem, begik Selvmord. Og saaledes har Folk, der ikke selv rissikerede noget, gennem Tiderne beordret unge Mænd ud for at gøre det beskidte Arbejde.
Vi er selv en krigsførende Magt. En dybt retfærdig Krig, hvis man spørger dem, der har bestemt den.
De kan stadig lokke unge Mennesker fra Forsvaret til at angribe fjerne Steder paa Kloden.
Men det er svært at finde rundt i et Land, der er blevet saa polariseret, at det nu er Spidsborgerne selv, der laver Grin med Borgermusikken. Det er ikke os Fagfolk mere. Vi har stort set faaet Forbud.
En nylig afdød dansk Politiker - maaske den sidste - sagde, at man skulle altid tale op til Folks Fremtidshaab og Drømme og ikke ned til deres Fordomme.
Nu bliver der i høj Grad set pænt paa Fordomme, og Folk med visionære Drømme skal der jokkes paa.
Men det er ogsaa besværligt i et Land, som for det første har indskrænket Monarki, og som bliver styret af et paa alle Maader simpelt Flertal. Vi er dog stadig et ret betydeligt Mindretal. Det var dem, der i sin Tid kaldte os andre for røde Lejesvende. Nu hedder vi Pladderhumanister.
Men hellere Pladderhumanisme end slet ingen Humanisme.
Hellere Lommefilosofi end slet ingen Filosofi.
Hellere Salonkommunisme end slet ingen Saloner.
Børn i 3. Klasse siger somme Tider, at de Voksne er dumme (og det kan de jo saadan set have Ret i). Og Herre Gud, de kender jo ikke Voksenlivet. Af og til, naar man hører Fagministre udtale sig om Miljø, Kultur og Videnskab, saa føler man, at det ikke ligefrem er Emneindsigt, der plager dem. Mangel paa Indsigt fylder ofte den uvidende med Skraasikkerhed, mens den vidende bliver vankelmodig. Der er ingen Slendrian i den tidligere Anders Bush Rasmussens lille Flok.
Jeg ved godt, der er kommet en ny, men ...
Og saa har Familien Danmark faaet et nyt Medlem. En ældre Dame ved Navn Faster Fair. Hun bygger paa de gode gamle Tanker om Lov og Orden. Selv ser man hende aldrig, men alle Regeringstro hentyder hele Tiden til Faster Fair.
Til Lykke med det hele VÆLGERE.

Fredsfestival 12. september 2009

Gå ikke glip af årets Fredsfestival lørdag den 12. september: en fredelig, lærerig, opmuntrende og gratis begivenhed på Karens Minde kulturhus i Sydhavnen. Klima, krise og krig – hvordan hænger det sammen? Er temaet for dagen, der starter kl. 11 med paneldiskussion. Tre oplægsholdere med forskellig baggrund og holdning belyser temaet: Knud Vilby, Sofie Boel og Mikael Nyberg.

Derefter åbner Anne Marie Helger og Jesper Klein for dagens oveflødighedshorn af et program. Aktivist-work­shops, debatter, film, snobrød og trylleshow, fredsvagter, græsrødder, kvinder og kunstnere for fred med boder, udstillinger, vegetarretter og grill og et væld af kunstnere. Tamra Rosanes, Folkets Hus Spillefolk, Tjunatrix, Babak Vakili, Arne Würgler og mange, mange flere underholder frem til midnat. Find hele programmet på
www.fredsfestival.dk

Redaktionen af dette nummer af Køkkenrullen vil anbefale, at I på festivalen ser en helt ny musik/billed-forestilling med titlen ”Fredskultur”, som Holger Terp fra Det danske Fredsakademi har lavet. Den er indspillet på CD/DVD og varer knap 1 time.

”Fredskultur” er en lærerig, skræmmende, optimistisk og smuk oplevelse. Billeder fra krigens grusomheder og fredsbevægelsens protestdemonstrationer og et utal af flotte fredsplakater blandes med fredsmusik på en måde, som giver energi, fordi man bliver vred – og håb, fordi freds­aktivister har skabt så mange smukke billeder på freden. Man bliver nærmest stolt over at være med i freds­bevægelsen!

Kvinder for Fred er tilmeldt festivalen med en bod, og hvis nogen har lyst til at give en hånd med, siger vi tak hertil. Kontakt Grete eller Anita.

Vi viser filmen "Under overfladen". - Som er i 2 dele af 50 min.

Den første del handler om, hvordan de 2 tårne faldt sammen 11. september 2001 og sætter spørgsmål ved den officielle forklaring.

Den anden del handler om, hvordan nogle borgere forsøger at få myndighederne til at undersøge ruinerne og finde en forklaring på den totale kollaps.

Og endnu en opfordring, man kan høre sund og nærende musik og sang på http://www.fredsakademiet.dk/abase/sange/index.htm som Holger Terp har redigeret på hjemmesiden. Dette nummer var redigeret af Vesterbrogruppen, oktobernummeret redigeres af Roskildegruppen - Aase Bak Nielsen - se hendes nye adresse på side 2 - Deadline for stof til bladet er fredag 25. september.

Side 14 Israel vil stoppe kritik Arbejderen 8. august 2009 Netanyahu-regeringen vil ikke acceptere, at israelske menneskerettighedsorganisationer får penge fra ude­landske regeringer Den israelske regering overvejer at gøre det ulovligt for hjemlige græsrodsorganisationer at modtage pengestøtte fra udenlandske regeringer. Dét sker efter at regeringerne i Holland, Spanien og Storbritannien har sendt penge til menneske­rettighedsgruppen Breaking The Silence, så de kunne offentliggøre en rapport i år. Rapporten beskylder Israels hær for at have begået krigsforbrydelser i Gaza-krigen i januar. Breaking The Silence, der består af nuværende og tidligere israelske soldater, havde samlet vidnesbyrd fra 26 israelske soldater, der gjorde tjeneste i Gaza-krigen. De fortalte blandt andet om, at der blev brugt palæstinensere som civile skjolde, og at hæren brugte hvidt fosfor i beboelseskvarterer. I sidste uge klagede det israelske udenrigsministerium til de britiske, hollandske og spanske regeringer over deres pengestøtte til Breaking The Silence. - Dette er en heksejagt og et meget farligt skridt. Israel bevæger sig i en meget anti-demokratisk retning. De kan ikke undertrykke information om, hvad der skete i Gaza, siger Mikhael Mannekin fra Breaking The Silence til den britiske journalist, Jonathan Cook i en stort opsat artikel i bladet The National. Men alligevel forlyder det i israelsk presse, at regeringen netop har beordret alle dets ambassader i især Europa til at rapportere, om regeringerne dér støtter israelske menneskerettighedsgrupper. Allerede nu er den amerikansk-baserede gruppe Human Rights Watch kommet i regeringens søgelys. Det samme er Amnesty International, B`Tselem, Fred Nu og Læger for Menneskerettigheder. Ron Dermer fra Netanyahus regeringskontor udtaler til israelsk presse. - Ligesom det ville være er uacceptabelt for europæiske regeringer at støtte anti-krigsgrupper i USA, er det u­acceptabelt at europæiske regeringer støtter lokale israelske ngo`er, der er imod Israels demokratisk valgte regering. Men Jeff Halper, formand for den israelske komite mod husødelæggelser, er uenig. - Det internationale samfund har pligt til at agere vagthund når der sker brud på menneskerettighederne i ethvert land. www.breakingthesilence.org.il

Side 15 Natten til 13. august brød politiet ind i Brorsonskirken og fjernede de irakiske asylansøgere, det fik Erik Stinus til at skrive følgende digt, som blev publiceret første gang på Freds­akademiets hjemmeside 13. august 2009. De ansvarlige Hvis de tror de har vundet og at denne sag nu er ude af verden, dette dokument kan lægges til side, puttes ind i en file mærket ulovlige flygtninge,           tar de fejl. Hvis de tror at en mindedag for faldne danske soldater vil slette mindet om denne nat hvor på ordre fra dem danske betjente stormer en kirke for at skille forældre fra deres børn og fra hinanden,           véd de ikke at den ungdom som i morgen er det danske folk hvis tjenere de gerne igen og igen vil vælges til at være, vil huske           hvad de ønsker glemt. Sorgen og gråden i denne nat og vredesråbene fra gaden dagen efter vil stå indskrevet i historien, dem til skam, deres modstandere til ære. 13.VIII.2009 Bogtrykt udgave af Køkkenrullen nr. 4, 2009 Odensedue