Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 3, 2010

Kvinder for Fred 30 år

Landsmøde i Kvinder for Fred fredag 11. juni kl. 11.00-17.00
hos Birgit Arrenakke, Højbovej 2, 2500 Valby

Program (ret til ændringer forbeholdes)

Tilmelding snarest
til Birgit 3646 5399 eller Anita 3331 1749

Resumé af Goldstone-rapporten

Sammen med Ingrid Steinitz og Birgit Arrenakke har jeg det seneste halve år arbejdet i en studiegruppe omkring Goldstone-rapporten. Rapporten fylder over 550 sider og er endnu ikke oversat til dansk.

Resuméet er på 24 sider, så det er ikke muligt at bringe i sin helhed i Køkkenrullen. Jeg har derfor valgt at medtage noget af indledningen samt resumé af rapportens kapitel 17: ”Virkningen af de militære aktioner og af blokaden mod Gazas befolkning og dens menneskerettigheder”. Det giver et klart billede af, hvor desperat situationen er i Gaza.

Grete Møller

Indledning

Den 3. april 2009 nedsatte Præsidenten for FNs Menneskerettighedsråd(UNHRC) FNs “Fact Finding Mission” vedrørende Gaza-konflikten med mandat til at “undersøge alle krænkelser af internationale menneskerettighedslove og international humanitær folkeret, som måtte være forekommet på et hvilket som helst tidspunkt i sammenhæng med de militære operationer, som fandt sted i Gaza i perioden fra den 27.december 2008 til den 18. januar 2009, både før, under og efter”.

Præsidenten udpegede Dommer Richard Goldstone, tidligere dommer ved Forfatningsdomstolen for Sydafrika og tidligere anklager ved de Internationale Krigsforbryderdomstole for det tidligere Jugoslavien og Rwanda, til at lede Kommissionen. De andre tre udpegede medlemmer var: Professor Christine Chinkin, Professor i International Lov ved the London School of Economics and Political Science, som var medlem af “the high-level fact-finding mission to Beit Hanoun” (2008), Mrs. Hina Jilani, procederende advokat ved Højesteret i Pakistan og tidligere særlig repræsentant for Generalsekretæren vedrørende situationen for forkæmpere for menneskerettigheder, og som var medlem af den Internationale Kommission til undersøgelse af Darfur (2004), og Oberst Desmond Travers, tidligere officer i Irlands forsvarsstyrker og medlem af bestyrelsen for Institut for Internationale Kriminalundersøgelser

Som det er sædvanlig praksis, etablerede FNs Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR) et sekretariat til at assistere Kommissionen. Kommissionen fortolkede mandatet således, at centralt i Komissionens arbejde skulle være krænkelser af international lov over for civilbefolkningen i regionen.

Kapitel 17

Virkningen af de militære aktioner og af blokaden mod Gazas befolkning og dens menneskerettigheder

Kommissionen undersøgte, hvordan de militære angreb og blokaden sammen indvirkede på Gazas befolkning og dens menneskerettigheder. Økonomien, arbejdsmulighederne og familiernes dagligliv var allerede voldsomt negativt påvirket af blokaden, da den israelske offensiv satte ind. Manglende brændsel til elektricitets-generatorerne førte til tilbageslag i industriel virksomhed, sygehusfunktioner, vandtilførsel til husholdningerne og til spildevandsbehandling. Importrestriktioner og forbuddet mod al eksport fra Gaza ramte den industrielle sektor og landbrugsproduktionen. Arbejdsløsheden og procentdelen af mennesker, der levede i fattigdom eller dyb fattigdom, var stigende.

Under disse allerede svære forhold ødelagde de militære operationer en betydelig del af den økonomiske infrastruktur. Eftersom mange fabrikker var mål for angrebene og blev ødelagt eller skadet, steg fattigdom, arbejdsløshed og usikkerhed i fødevareforsyningen yderligere dramatisk. Ligeledes led landbrugssektoren af ødelagt landbrugsjord, ødelagte brønde og fiskerbåde under de militære operationer. Fortsættelsen af blokaden bremsede genopbygning af den ødelagte økonomiske infrastruktur.

Man kunne forvente, at ødelæggelsen af landbrugsjord og drivhuse ville føre til yderligere forringet fødevareforsyning, selv om en tiltagende mængde af visse fødevarer blev tilladt indført til Gaza efter krigshandlingernes begyndelse. Afhængighed af hjælp udefra til fødevareforsyning er stigende. Forekomsten af forkrøbling og udmagring blandt børn, udbredelsen af anæmi (blodmangel) blandt børn og gravide kvinder var allerede bekymrende, inden krigen begyndte. Den udbredte ødelæggelse af beskyttelsesrum og den følgende konstante nødvendighed af at flygte fra sted til sted rammer især kvinder og børn. (FN’s udviklingsprogram rapporterede 3.354 huse totalt ødelagt og 11.112 delvis ødelagt.) Ødelæggelsen af vand- og kloak-infrastrukturen (fx ved Namar-kilderne og angrebet på vandrensningsanlægget som beskrevet i kapitel XIII) forværrede den allerede alvorlige tilstand. Selv før de militære operationer var 80 % af vandtilførslen i Gaza under WHO’s standardmål for drikkevand. At urenset eller kun delvist renset afløbsvand løber ud i havet er en trussel mod helbredssituationen, som forværres yderligere af krigshandlingerne.

De militære operationer og de deraf følgende kvæstelser af mennesker påførte Gazas hårdt trængte sundhedssektor yderligere belastning. Samtidig blev både hospitaler og ambulancer mål for israelske angreb. Så patienter med kroniske sygdomme kunne ikke prioriteres, når mange af patienter med livstruende skader strømmede ind. Patienter, som var skadet af de direkte krigshandlinger, blev ofte hurtigt overført til ledige sengepladser. Deres helse på lang sigt er stadig en kilde til stor bekymring, også takket være de anvendte våben, som f.eks. indeholder tungsten (Wolfram) og hvid fosfor. Mens de nøjagtige tal på mennesker med permanent invaliditet endnu er uklart, står det klart for Kommissionen, at mange med traumatiske kvæstelser fra krigen stadig er i risikozonen for permanent invaliditet på grund af efterfølgende komplikationer, utilstrækkelig opfølgning og fysisk rehabilitering.

Antallet af personer med mentale sundhedsproblemer vil formentlig også stige. Kommissionen undersøgte mange episoder, hvori der forekom voksne og børn, der havde været vidne til drab på deres kære. Læger fra Gazas kommunale mental-sundhedsprogram informerede Kommissionen om de mange psykosomatiske lidelser, om den almindelige voksende fremmedgørelse i befolkningen og om ”mental lammelse” på grund af svære tab. De fortalte Kommissionen, at de var bange for, at disse forhold sandsynligvis kunne føre til, at mange ville hengive sig til vold og ekstremisme. De gjorde også Kommissionen opmærksom på, at 20 % af børnene i Gaza lider af post-traumatisk stress syndrom.

Børnenes psykologiske indlæringsproblemer skal ses i sammenhæng med såvel blokaden som de militære operationers indvirkning på undervisnings-infrastrukturen. Omkring 280 skoler og børnehaver blev ødelagt, og det i en tid, hvor restriktioner på import af bygningsmaterialer betød, at mange skoler allerede havde stort behov for reparationer.

Kommissionens opmærksomhed faldt også på den helt specielle effekt af de militære operationer, som især kvinder var blevet ramt af. De kvinder, som Kommissionen interviewede i Gaza, illustrerede meget dramatisk den smerte, der ligger i at være ude af stand til at beskytte sine børn og sørge for den omsorg, de trænger til. Kvinders ansvar for hus og hjem og børnenes velfærd tvinger dem til at undertrykke deres egen smerte, hvilket betyder, at der ikke tages hånd om deres problemer. Der er et voksende antal kvinder, der alene må stå for at skaffe mad til huse. Ikke desto mindre er deres chancer for ordentlige jobs langt ringere end mændenes. De militære operationer og den følgende stigende fattigdom bevirker, at der er en stigende risiko for konflikter indenfor familierne og mellem enker og deres svigerfamilier.

Kommissionen anerkender, at de humanitære forsyninger, især madvarer, som Israel tillod at passere ind i Gaza, var midlertidigt stigende, mens de militære operationer fandt sted. Men allerede tidligere, inden de militære operationer begyndte, var den mængde varer, som det var tilladt at indføre, utilstrækkelig til at dække befolkningens behov. Straks efter de militære operationers afslutning var de igen for nedadgående. Kommissionen finder således, at Israel ikke har overholdt sine særlige forpligtelser som besættelsesmagt til at lade sendinger af medicin, hospitalsudstyr, fødevarer og klæder (art. 23 i 4. Genève-konvention) passere. Kommissionen finder ligeledes, at Israel som besættelsesmagt har forbrudt sig på specifikke områder, som tydeligt står at læse i 4. Genève-konvention, f.eks. pligten til at opretholde læge- og sygehusfunktioner og til at tillade hjælpeprogrammer, hvor behovene ikke er tilstrækkeligt dækkede.

Kommissionen konkluderer også, at de israelske væbnede styrkers ødelæggelse af private boliger, brønde, vandtanke, landbrugsjord og drivhuse, var tilsigtet for at nægte Gazas befolkning dækning af sine behov. Kommissionen finder, at Israel har overtrådt sin pligt til at respektere befolkningens ret til rimelig levestandard, f.eks. adgang til ordentlig føde, vand og bolig. Derudover finder Kommissionen, at der er brud på specifikke menneskerettighedsbestemmelser om beskyttelse af børn, i særdeleshed dem, der er ofre for væbnede konflikter, kvinder og handicappede.

Menneskers levevilkår i Gaza, som er et resultat af de israelske væbnede styrkers forsætlige handlinger og den israelske regerings erklærede politik over for Gaza, som den blev præsenteret af Israels legitime myndigheder før og efter den militære indgriben, viser i stigende grad, at hensigten er at udøve kollektiv afstraffelse af Gazas befolkning i strid med international humanitær folkeret.

Endelig overvejede Kommissionen, hvorvidt de serier af bestemmelser, der afskærer palæstinenserne i Gaza-striben fra rimelig ernæring, fra arbejde, bolig og vand, som nægter dem bevægelsesfrihed og retten til ind- og udrejse af deres land, som begrænser deres tilgang til retspleje og til effektive hjælpemidler, kan bedømmes som forfølgelse, hvilket er en forbrydelse mod menneskeheden. Af de kendsgerninger, der har foreligget, anser Kommissionen, at en del af den israelske regerings handlinger af en kompetent domstol ville blive bedømt som forbrydelser mod menneskeheden.

Janus Metz "Armadillo" om danske soldater i Afghanistans Helmand-provins kan nu ses i 56 biografer landet over.

I Cannes var der stor begejstring. Der blev knebet tårer ved visningerne, holdt vejret og klappet. Snakken gik om Janus Metz? film om danske soldater i Afghanistan, og det endte med en pris på festivalen.

"Armadillo" er produceret af Ronnie Fridthjof og Sara Stockmann for Fridthjof Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Den 18. maj 2010 kunne man under overskriften "Samråd om krigs-likvidering" læse følgende i Arbejderen:

Spiller Danmark på den rigtige eller forkerte side af krigens love? Det spørgsmål kræver SF's medlem af Forsvarsudvalget svar på.

Kun et fåtal har endnu set dokumentarfilmen "Armadillo". Alligevel har filmen allerede ført til, at forsvarschefen har bedt om en auditørundersøgelse, og forsvarsminister Gitte Lillelund Bech er kaldt i samråd for at forklare, om Danmark har overtrådt krigens love.

Den 100 minutter lange dokumentarfilm følger de danske soldater i Afghanistan. Via et hjelm-kamera oplever seerne krigens gru på tætteste hold. En scene fra den 25. juni 2009, hvor en gruppe taleban-krigere nedkæmpes, har især skabt debat. SF's medlem af Forsvarsudvalget, Pernille Frahm, var forleden sammen med resten af udvalget til forpremiere på filmen.

- Jeg er rystet over scenen. Man ser fem talebanere ligge i en grøft. En soldat kaster en håndgranat ned i grøften, hvorefter to andre soldater tømmer deres magasiner mod talebanerne, siger hun til Arbejderen.

Efter nedskydningen af de sårede talebanere betegner en af de danske soldater nedskydningen som en ren "likvidering". Pernille Frahm er glad for, at forsvarschef Knud Barteis straks har valgt at sætte militærets auditørkorps til at undersøge nedskydningen.

- Vi må finde ud af, om Danmark spiller på den rigtige eller forkerte side af krigens love. Krigens love er et internationalt regelsæt, som er lavet på baggrund af erfaringerne med en lang række krige lige fra Første Verdenskrig. Dem må vi forholde os til, siger Pernille Frahm.

Militæret vil ikke udtale sig, før undersøgelsen er afsluttet.

Det er Enhedslisten, som har kaldt forsvarsministeren i samråd. Det vides endnu ikke, hvornår samrådet finder sted.

"Armadillo" er opkaldt efter en af de danske forposter i Helmand-provinsen.

Israel eksperimenterede
med kemiske stoffer

Arbejderen 22.maj 2010

Giftige og kræftfremkaldende våben blev afprøvet på mennesker i Gaza, afslører uafhængige laboratorieprøver. Bly og uran, kobber, kobolt, kviksølv og cæsium.

Mænd, kvinder og børn fra Gaza er fulde af giftige metalliske stoffer efter at være ramt af israelske granatsplinter og anden ammunition under invasionen i 2008-2009.

Dét afslører tre uafhængige undersøgelser af vævsprøver fra sår, foretaget på laboratorier på universiteter i Italien, Libanon og Sverige.

De giftige metaller er direkte til fare for ofrene, deres efterladte, men er også farligt for miljøet, da metallerne bliver spredt i grundvand og med vinden, konkluderer eksperterne.

Professor i genetik ved universitetet i Genova, Paola Manduca, fortæller til netsiden www.newweapons.org om den italienske undersøgelse. – Vi fokuserede på sår, hvori der ikke var fragmenter, så vi kontrollerede, om der var metaller på huden. Det er nemlig aldrig undersøgt. Til vores store overraskelse fandt vi masser af metaller, selv i brandsår fra granater med hvid fosfor.

– Metaller fra alle slags granater er indåndet af ofrene og tilskuere, og dermed udgør de en risiko for overlevende og for folk, der ikke blev direkte ramt af bombardementerne, siger hun.

Paola Manduca har analyseret 16 biopsier af væv, som læger fra Shifa-hospitalet i Gaza har indsamlet. Fire biopsier blev foretaget i juni 2006 under den israelske hærs »Operation Summer Rains«, mens de andre er taget i januar 2009 under operation »Cast Lead«. Paola Manduca undersøgte blandt andet sår efter afrevne ben eller arme. Hun tjekkede væv fra forkullede og forbrændte sår og gennemhullede kropsdele.

I alle prøver fandt hun rester af metal, langt ud over normalen. Det drejer sig om kviksølv, arsenik, cadmium, krom, nikkel og uran, der alle er kræftfremkaldende. Stofferne kan også skabe såkaldte genetiske mutationer – permanente ændringer i cellernes dna.

Andre metaller er potentielt kræftfremkaldende som kobolt og vanadium. Alle metaller kan desuden påvirke fostre hos gravide kvinder eller påvirke åndedrætsorganer, nyrer og hud.

Også den naturtekniske højskole Chalmers i Gøteborg i Sverige og Beirut Universitet i Libanon har fået tilsvarende resultater fra de samme 16 vævsprøver fra Gaza.

Klyngebomber er forbudt
fra 1. august 2010

30 lande har nu skrevet et forbud mod brug af de berygtede klyngebomber ind i deres lovgivning. Dermed bliver det et internationalt bindende forbud. På bare 15 måneder har 30 lande ændret deres lovgivning og vedtaget et forbud mod klyngebomber.

Danmark blev den 12. februar blandt de lande, hvor det nu er forbudt at bruge, producere, lagre og transportere de barbariske bomber. Bomberne bliver nedkastet fra fly, og hver bombe indeholder et stort antal mindre bomber, som bliver spredt over et større område. Mange tusinde civile er blevet dræbt eller lemlæstet efter at have været i nærkontakt med bomberne, som ofte ligger ueksploderede hen i længere tid. Burkina Faso og Moldova er de to seneste lande, som har indført et forbud, og dermed er der 30 lande – nok til at gøre en FN-konvention til gældende international lov, skriver FN’s nyhedstjeneste IRIN.

Den hastighed, som man har nået 30 ratificeringer med, afspejler en stærk global forpligtelse til med det samme at komme af med disse våben, siger Steve Goose, direktør i Human Rights Watch’s våbenafdeling, til IRIN. Det internationale forbud træder i kraft den 1. august i år. Også Tyskland, Frankrig, Japan og Spanien har forbudt klyngebomber.

I alt har 104 lande skrevet under på en konvention imod klyngebomber. Storbritannien er en af disse lande. Storbritannien som både har produceret og brugt klyngebomber, er i færd med at ratificere – altså skrive et forbud ind i sin lovgivning, skriver nyhedsbureauet IPS.

Dog har USA – som historisk har været storforbruger af klyngebomber – samt Israel, Rusland og Kina indtil nu nægtet at underskrive den internationale konvention mod brug af bomberne. Med præsident Obamas indtog i Det Hvide Hus, var der ellers forhåbninger om en ændring i USA’s holdning til bomberne.

Kom til demonstration for en anstændig asylpolitik.

Skuespilleren Jesper Klein skrev følgende på EkstraBladets bagside d. 8. maj 2010:

”De gamle starutter slår til igen”

Nu er de saakaldte ’68’ere’ ved at opnaa den bemeldte Alder. Det viser sig, er der stadig er utilgiveligt meget Oprør i dem.. Nogle Gamlinge under Titlen ’Bedsteforældre for Asyl’ har sunget højt fra Tilhørerlogen i selveste Folketinget.

I selvsamme Stund, som vores til enhver Tid højtærede Integrationsminister og Kirkeminister gav sig til at tale fra vort Lands helligste Talerstol, istemte de en nederdrægtig Danmarkssang af den unge Fløs Benny Andersen.

Hvad skal man dog stille op? De naaede hele syv Vers, før Autoriteterne fik samlet sig sammen til at gribe ind. Ministeren gjorde saa sandelig, hvad hun kunne – og under stor, forstaaelig Vrede.

Men hvad stiller man op mod Pensionister? Hvis man gør, som man plejer, saa dasker man til dem med nogle gummilignende Tingester. I denne Situation nærede man dog Frygt for, at de anslaaede kunne gå i Stykker.

Disse oprørske Elementer har øjensynlig ikke til Hensigt at smadre offentlig Ejendom, ej heller ønsker de at komme op at toppes med Ordensmagten. Men kun i al Rolighed at oplade deres Røst.

De har garanteret længe næret Ønske om at blive hørt, men da de jo ikke kan tælle til 90, saa maa de dog tie. Det er blevet almindelig demokratisk Fremgangsmaade, at et evt. Mindretal ikke bør høres, naar de, der er flest, benytter sig af deres højt besungne Ytringsfrihed. Normalt gaar Ministeren stærkt ind for Sang, men i Skolen og kun ved Morgenstund.

Naturligvis er disse Renegater blevet indfanget, omendskønt Myndighederne havde ondt ved at udtænke Metoden. Det viste sig imidlertid, at Synderne havde svært ved at bevæge sig med samme Hurtighed, som den Slags Pak normalt kan anvende.

Nøj, for Pokker! Nu venter der dem en Bøde. Man kan daarligt sætte dem fast eller idømme dem Samfundsopgaver. Nu maa disse ubetænksomme Starutter altsaa finde sig i at faa sig en Anmærkning i deres Strafattest. Det bliver slemt, naar de skal ud at søge Arbejde. Ogsaa naar man tænker på hvor mange unge, der søger. De har baade lange Uddannelser og derefter Masser af Fritid til at søge og søge.

Men tænk, hvis disse Gamlinge slutter sig sammen, ligesom de gjorde dengang i ’68. I 2011 bliver den sidste og største Aargang af dem pensioneret. Man kan ikke vide, hvor disse lallende Vrag dukker op med deres Sang.

Disse ondsindede, fredelige Demonstrationer maa naturligvis holde op, ellers gør det bare Autoriteter og Myndigheder nervøse. Og hvor var vi uden dem?

Vi har Krig og Ballade nok i Forvejen. Vi har lært at forudanholde – unge Mennesker ganske vist – saadan rent administrativt. Vi har Knipler og Taaregas – men nu dette? Man kan lade Folk sidde i ’Futtog’, men disse blodpropstruede, anæmiske Typer risikerer Aflivning under den Behandling. Fred og Fordragelighed er snart totalt forbudt. Nu har Villy Søvndal ogsaa talt om dansk Krigsførelse uden Sanktioner! Jamen, er I blevet splintrende vanvittige alle sammen?

Afskrevet med Jesper Kleins oprigtige tilladelse af Fritz Svanholm.