Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 2, 1994

Indianere støder mod lydmuren

Trods Murens fald fortsætter NATO sine stærkt omstridte øvelser med overlydsfly i Canada til ubodelig skade for innu-indianerne. Brølende jagerfly forstyrrer dyrelivet og innu'ernes chancer for at leve i naturen. Regeringens alternativer at sætte indianerne på bistandshjælp i slumbarakker med social nød, alkohol og hyppige selvmord

Af Katja Kvaale

I luftrummet over Goose Bay kommer en prik til syne. Den nærmer sig med ufattelig hastighed.

Det er et F-16 jagerfly fra et europæisk NATO-land.

Piloten trækker joysticket til sig og kaster flyet ned i et brølende styrtdyk til 30 meter over jorden, hen over nåletræstoppe og blinkende søer. Lyden er uudholdelig. Så vinder flyet højde igen og forsvinder med et brøl i horisonten.

Det hele har ikke varet mange sekunder, og var det ikke for den pludselige døvhed og det flygtende, opskræmte vildt, kunne man tro, det hele var et veloverstået mareridt.

Men hvad var det da - en engangsforeteelse for en kåd ung pilot, der ikke vidste bedre? Tværtimod: en "vellykket" lavtflyvningsøvelse af den art, som siden 1980 har været bitter hverdag for de cirka 10.000 innu-indianere på Canadas østkyst, af innu'erne kaldet Nitassinan. Det betyder "vores land" og dækker Labrador og Quebec, hvor innu'erne har boet i tusinder af år, før der var noget, der hed Canada og NATO.

NATO-FLY

En bilateral aftale mellem Canada og de engelske, hollandske og tyske flyvevåben giver tilladelse til hyppige overlydsflyvninger med såkaldt "supersonic booms" - lydmursbrag der langt overstiger det menneskelige øres smertegrænse. Kort fortalt er forholdene så grelle, at NATOs tilstedeværelse i Nitassinan på længere sigt vil medføre et kulturelt folkemord på innu. De ønsker at fortsætte en livsform efter egne normer, delvist baseret på jagt og fiskeri, men det har været umuligt siden intensiveringen af overlydsflyvningerne fra 1980.

Basen ved Goose Bay blev oprettet i starten af Anden Verdenskrig for amerikanske og britiske styrker. I 1985 tilbød den canadiske regering NATO at bruge basen som et træningscenter for taktiske kampvåben. Siden da er antallet af overlyds-flyvninger steget kraftigt gennem sæsonen, der går fra april til oktober. I 1990 var der 9.000 flyvninger, og antallet forventes tredoblet i 1996.

Alene Holland fløj i 1992 med 16 F-16 fly tre gange dagligt seks dage om ugen. De ønsker at hæve fly-antallet til 24 fra 1994. Flyene går ned til 30 meters højde og flyver med 900 kilometer i timen for at kunne undgå radarsporing.

NITASSINAN

Klimaet på Nitassinan er barskt med ned til 50 graders kulde om vinteren, men innu har forstået at udnytte de få ressourcer. Om sommeren bor de ved kysten, hvor de jager sæl og fisker laks. Når floderne og havet fryser til, flytter de til det indre af Nitassinan, hvor de blandt andet jager caribou det nordamerikanske rensdyr, der er innus vigtigste ressource og spiller en stor rolle i det sociale liv. Innu flytter efter renerne i små flytbare teltlejre, dannet af to eller flere familier afhængigt af jagten. lnnu sætter pris på samvær med -andre, og der er ikke "private rettigheder" til et bestemt område; er der vildt nok, er alle velkomne. Man deler sin fangst med andre hvilket skaber mulighed for en utrolig mobilitet, som er vigtig for innu. I Nitassinan kan indianerne bevæge sig frit rundt uden at lide nød.

Innu er et af de få nordamerikanske folk, som ikke er blevet gjort bofaste, selvom det ikke har skortet på forsøg fra officiel canadisk side.

I midten af forrige århundrede, hvor efterspørgslen på pels var på sit højeste, gjorde man alt for at få innu til at bosætte sig i landsbyer. Man indførte tvungen skolegang for børnene; ellers ville familierne miste statsstøtten, som in nu blev delvist afhængige af, da interessen for pels på verdensmarkedet faldt igen. I praksis betød det, at kvinder og børn blev ved kysten, mens mændene fortsatte deres fangstture til indlandet. Det medførte ikke blot tab af håndværks- og fangstkunnen, men også af kulturel identitet.

Med oprettelse af missions- og handelsstationer ved kysten har man søgt at gøre innu afhængige af servicefunktioner og udlevering af medicin, tøj og mad. Regeringen forsøger at erstatte jagt og fiskeri med en pengeøkonomi, hvilket i nogen grad er lykkedes.

I 1960' erne blev indianerne lokket til regeringsbyggede barakbyer med lovning om materiel og social sikkerhed. De færreste løfter er indfriet, og mange innu lever i dag i yderste armod i ghettolignende slum.

Her spiller fangst og den dertil knyttede dele-tradition ingen rolle. I uhyggeligt mange tilfælde har det ført til alkoholmisbrug og selvmord; også blandt teenagere og børn. I januar 1993 forsøgte således seks innubørn fra Davis Inlet i det. nordøstlige Labrador at begå kollektivt selvmord ved at sniffe dødelige gasser.

Et europæisk F-16 fly på Goose Bay basen. Med den nye aftale øges flyvningernes antal.
Foto: Innu Nation

FANGERE IGEN

I de senere år er der imidlertid, sideløbende med denne nød, sket en opblomstring af fangerlivet. Mange innu har forladt den kummerlige tilværelse som fastboende. De ønsker kontrol over deres eget liv og udviklingen i deres land, som det er alle oprindelige folks ret. Med NATOs aktiviteter i Nitassinan hindrer Canadas regering denne selvbestemmelse.

Traditionelt har innu ingen faste ledere; den, der tager et initiativ, er lederen for dets udførelse. Dette har dog ændret sig i de senere år.

Som mange andre oprindelige folk har innu anerkendt nødvendigheden af at være organiseret og have repræsentanter, der forhandler innus sag nationalt og internationalt. Ved innu-nationens sidste valg den 31. august 1992 blev Peter Penashue valgt som præsident for innu-nationen.

Innu er deres forfædre taknemmelige for, at de aldrig underskrev traktater, der på nogen måde har givet Canada tilladelse til at bruge deres land; Nitassinan. Tværtimod gælder The Royal Proclamation of 1763 stadig, ifølge hvilken de oprindelige folk har fuld råderet over deres traditionelle land, indtil anden aftale indgås mellem indianerne og den engelske krone; senere Canada.

Også i Europa-parlamentets resolution R3-0334/92 hedder det, at "regeringer i lande med oprindelig befolkning skal komme til enighed om jordspørgsmål, før man engagerer sig i økonomiske aktiviteter i områder, som oprindelige folk kræver retten over, og hvor aktiviteterne ikke støttes af flertallet af den oprindelige befolkning" .

Selve det at kunne forhandle land - og luft, ikke at forglemme - ligger meget langt fra innustankegang. Canadas regering ignorerer imidlertid innu fuldstændigt og deler ud af deres land og luftrum. En af regeringens begrundelser er, at innu aldrig har krævet retten til. luftrummet over Nitassinan.

Innu selv påpeger, at de tværtimod aldrig har afgivet nogen ret; hverken til land eller til luftrum. De ønsker at forhandle med Canada; ikke om indianernes ret til Nitassinan, men om Canadas tilladelse til brug af Nitassinan.

Forhandlingerne er blevet forhalet siden 1978. For tiden skubbes det økonomiske ansvar frem og tilbage mellem provinsregeringen i New Foundland og den føderale canadiske regering i Ottawa. Fra alle sider opfordres Canadas regering til at forhandle direkte med innu.

AKTIONER

Lige så længe flyvningerne har stået på, har indianerne protesteret - med støtte fra miljøfolk, fredsgrupper, kirker, enkeltindivider, andre oprindelige folk og menneskerettighedsgrupper fra hele verden. Innu-delegationer har været i NATOs hovedkvarter i Bruxelles og på FNs verdenskonferencer for oprindelige folk i Geneve. De har fremlagt lægerapporter udført af Canadian Public Health Association om flyvningernes skadelige virkninger på mennesker, og dokumenteret de ødelæggende virkninger på dyrelivet og miljøet.

Sideløbende har de aktioneret ved Goose Bay. I september 1988 begyndte innu at aktionere ved at bryde ind på NATOområdet og tage fredeligt ophold på start- og landingsbanerne for at forhindre bombeflyene i at lette. Lignende aktioner er fortsat i årene frem med mangefængslinger af innu som resultat; flere fængsledes i månedsvis uden rettergang.

Reaktionen i pressen var medvirkende til, at Goose Bay-basen alligevel ikke blev NATO-center for konventionelle våben.

Innu beder også europæerne om at tage kontakt til deres egne landes flyvevåben for at protestere mod flyvningerne.

SMERTEGRÆNSEN

Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Det lader sig som bekendt ikke besvare, men et jagerfly, der flyver så lavt, at det ville skrælle toppen af Rundetårn, larmer væsentligt mere end et tordenskrald. Visse af de jagerfly, der flyves med over Nitassinan, kan bevæge sig med to gange lydens hastighed.

Resultatet er såkaldte lydmursbrag.

Lydmursbrag, der laves under en kilometers højde, udgør en alvorlig trussel mod civilbefolkningens helbred.

Den amerikanske marine, U.S.Navy, anerkender, at denne type øvelser ikke kan foregå over beboede områder. I en rapport udarbejdet i 1974 af U.S.Navy i forbindelse med planlagte øvelser over Pamlico Sound, North Carolina hedder det, at "..lydmursbrag kan vække forskrækkelse hos mennesker og under ekstreme forhold forårsage fysisk ødelæggelse ...flylarm og lydmursprag lavet af flyer uacceptable for den lokale befolkning...mulige forstyrrelser af dyreliv er uacceptable".

Den canadiske offentlige sundhedsorganisation, CPHA, lavede i 1987 en rapport over følger af lavtflyvningsøvelser i Quebec-Labrador. Heraf fremgår, at hyppige overlydsflyvninger kan forårsage høretab samt mental og psykologisk stress, specielt hos børn, fordi flyene tilsyneladende pludselig kommer ud af intet med enorm lydstyrke. CPHA anbefalede, at man stoppede overlydsflyvningerne og brug af efterbrændere og laserteknologi over det indre Nitassinan, til man vidste endnu mere om virkningerne, og til de oprindelige folks jordkrav var forhandlet.

Canadas regering har ignoreret anbefalingerne og har endda brugt rapporten som en legitimering af flyvningerne. Dr. Hugh Twomey, sundhedsminister i provinsregeringen, udtalte, at "stress og nervøsitet i en vis grad er normalt for alle menneskelige aktiviteter, for eksempel når man som politiker stiller op til valg, eller når man investerer" .

I Nitassinan er der målt overlydsflyvninger på 126 decibel.

Verdenssundshedsorganisationen WHOs øverste grænse for det menneskelige øres smertetærskel er 110 decibel. I Ontario anbefaler man høreværn ved mere end 85 decibel. 126 decibel kan forårsage sprængte trommehinder og smerter i hele kroppen. Det er otte gange så højt som et trykluftsbor, og hvis man ganger dette med antallet af flyvninger, giver det en ide om den belastning innu til stadighed er udsat for.

En tysk rapport viser, at overlydsbrag især har indvirkning på børn op til fire år.

De resulterer i adfærdsvanskeligheder så som angst, mareridt, ufrivillig vandladning og søvnforstyrrelser. Andre virkninger er skader på immunsystemet. Hos voksne, der i laboratorier udsættes for overlydsbrag, har man registreret en forøget produktion af hormonet cortisol, der forstyrrer immunforsvaret.

MILJØ

Overlydsflyvningerne foregår især langs floddale, som netop er innus foretrukne jagtsted. Fugle jages fra deres reder og vildtet skræmmes op konstant. Det påvirker dyrenes evner til at formere sig. Miljøskader virker særlig voldsomt i et arktisk område, hvor naturen kommer sig langsomt..

Innu er meget utrygge over anvendelsen af laserteknik i deres luftrum. De er også meget utrygge over de faktiske bombninger, der finder sted, når bombemålet er lokaliseret med laser. For tiden har NATO bombningstilladelse et sted men har søgt om et til.

Innu er også bekymrede for de flystyrt, der finder sted i eller nær øvelsesområdet - foreløbig 12 styrt siden 1985.

På det seneste er piloterne og basepersonellets adfærd også blevet et stigende problem. Alene til de 16 hollandske jagerfly er der 350 personer ansat, og der drikkes store mængder spiritus, når man endelig har fri. Der er flere rapporteringer om chicane af innu og voldtægt og overfald af innu-kvinder i soldaternes fritid. Alt i alt turde lavtflyvningernes miljømæssige og menneskelige konsekvenser være tilstrækkeligt dokumenteret.

Innuer protesterer ved at trænge ind på startbanen med F-16 fly i baggrunden.
Foto: Innu Nation

FLERE FLY

De europæiske luftvåben betaler Canada gode penge for lån af Goose Bay-basen. Da det i 1990 stod klart, at Goose Bay ikke ville blive et stort NATO-center for strategiske kampvåben alligevel, beklagede både den føderale forsvarsminister og Labradors regering, at innu havde "sat en kæp i hjulet for positive bidrag til alliancens sikkerhedsperspektiver" og "hindret en potientiel økonomisk udvikling i Labrador".

I princippet skulle kontrakterne mellem Canada og de engelske, hollandske og tyske flyvevåben løbe ud i 1996.

Tyskland fik i december 1992 fornyet det retlige grundlag for en forlængelse af kontrakten til år 2002. Det er ikke det samme som en kontrakt, men det er sandsynligvis kun et spørgsmål om formaliteter, før der gives tilladelse til, at overlydsflyvningerne kan fortsætte ind i det næste årtusind. England og Holland skal genforhandle sine kontrakter i år, og der er grund til at tro, at de også får forlænget deres nuværende lavtflyvnings-tilladelser. Samtidig søger de europæiske flyvevåben om tilladelse til endnu flere flyvninger pr. år, end de allerede har.

Udadtil forklarer Canada, at flyvningerne sker under hensyntagen til miljø og mennesker. Det er den forklaring blandt andet daværende udenrigsminister Uffe EIlemann-Jensen slog sig til tåls med.

Så meget desto mere grund er der til at forøge det politiske og moralske pres på Canadas nye regering, der tiltrådte i foråret, men viderefører forgængernes praksis.

Innu sætter pris på den støtte, de allerede har fået - deriblandt Fredsfondens Pris for 1991 - men der er et stykke vej endnu, før innu endelig får anerkendt retten til deres land.

Katja Kvaale studerer antropologi og er aktiv i IWGIA

Læs artiklen "Indianere støder mod lydmuren" som baggrundsorientering for aktionsdagen lørdag d. 26. marts.

Der er mange aktionsforslag, f. eks. er der adresser, man kan skrive protestbreve til.

Gladsaxe-gruppen laver et brevforslag på engelsk til næste "Køkkenrulle."'

Vi rekvirerer den canadiske video "Hunters and Bombers".

International Campaign for the Innu and the Earth,
736 Bathurst Street, Toronto, Ontario
M5S 2R4 Canada.

ER VERDENS FREDEN I FARE?

Efter Golfkrigen proklamerede præsident Bush "En ny verdensorden". Ifølge den skulle verdenssamfundet med USA i spidsen ikke mere tolerere, at noget folk blev undertrykt.

Det lød jo godt, men verdenssamfundet har ikke ændret sig. Det vidner de mange millioner flygtninge og hungerramte sørgeligt om.

Vestmagterne kunne ikke finde deres egne ben efter Murens fald. De havde ikke mere den kolde krigs enkle syn på fjender og venner at holde sig til. Gorbatjovs glasnost skabte håb om frie forhold i Sovjet og østeuropa. Vesten støttede Gorbatjov, så længe det var problemfrit. Men da der opstod problemer og Jeltsin viste sig på podiet, blev de vestlige ledere usikre. De kastede al deres støtte på ham uden at undersøge ordentligt, om der var alvor bag alle hans floromvundne fraser om reformer og demokrati. Det betød, at de glemte deres ellers gode samarbejde med Gorbatjov, som vidste, at man ikke fra den ene måned til den anden kan ændre et så kæmpestort diktatur og bureaukrati som det sovjettiske til et velfungerende demokrati.

Hvad blev så resultatet af Jeltsins populisme og uopfyldte løfter om en masse reformer, som skulle skaffe vestlige tilstande i Rusland? Enhver med lidt politisk og historisk erfaring kunne have forudsagt, at der ville komme en reaktion fra det folk, som så længe havde tørstet efter frihed og bedre materielle kår, og som er blevet grundigt snydt.

Det er ufatteligt, at man bliver forbavset over Sjirinovskijs fremgang.

Det mest uhyggelige er at tænke på, at Vestens ledere ikke er uden skyld i den farlige udvikling i Rusland. Og følgen er, at nu har de en grund tit at opruste i Vest! Nu har de en god forklaring på, at der skal opbygges en Europa-hær. Frankrig og Tyskland er begyndt, Belgien har sluttet sig til.

Vestunionen skal være en "søjle" både i NATO og i EU.

Vi fik ved sidste afstemning at vide, at et ja til Edinburgh-aftalen 18. maj var et nej til dansk deltagelse i fælles europæisk forsvar. Nu har de infiltreret det hele i hinanden, Danmark er sågar formand for et udvalg under Vestunionen! Venstre med Uffe Ellemann som "general" fører stærkt frem, at Danmark da er nødt til at være med ved bordet i Vestunionen - vi skal have indflydelse! På hvad? På genopbygning af den koldkrigstænkning, som vi troede, vi havde forladt med Murens fald.

Hvornår får vores politikere mod til at støtte besindige folk som Gorbatjov i stedet for at løbe efter de højestråbende politikere og gammeldags-tænkende generaler?

Fred kræver omtanke.

Aase/Nibegruppen

"....Jeg blev så forbløffet, at jeg råbte "Gorbatjov" - han drejede hovedet, fik øjenkontakt med mig og gav min fremstrakte hånd et fast, varmt håndtryk..."

Kate Helweg.

Foto: Jørgen Helweg

NORDISKT FORUM

POHJOISMAINEN FORUM

NORDIC FORUM

1994

PERSONLIG DELTAGARANMÄLAN FÖR
NORDISKT FORUM 1994 Åbo, 1-6 aug 1994

Artikel fra Kvinden i samfundet december 1993 skrevet på opfordring af Mette Ahlgreen, redaktør.

I bladet findes i øvrigt en artikel af Hanne Norup Carlsen: "Miljøtruslen fra militæret".

Norden som fredszone

Af Inger Bjørn Andersen

Ideen om fredszoner opstod i FN i 1978: "Oprettelsen af fredszoner i forskellige regioner af verden under behørige betingelser, der skal defineres og frit bestemmes af de stater, der berøres af zonen, hvorved zonens karakteristiske forhold og principperne i FN-pagten tages i betragtning, og i overensstemmelse med folkeretten, kan bidrage til styrkelse af sikkerheden for stater inden for sådanne zoner og til international fred og sikkerhed under ét."

De nordiske fredsbevægelser har taget ideen op, og forskellige nordiske kvindegrupper har arbejdet med visionen om Norden som fredszone.

"Nordiske Kvinders Fredsnetværk", som blev dannet på "Nordisk Forum 88" i Oslo, holdt årsmøde i Stockholm august 1993. Fra dette årsmøde sendte vi et brev til statsministrene i de nordiske lande, hvori vi beskrev en fredszone på følgende måde:

- En fredszone er et geografisk defineret område, hvor der eksisterer et sikkerhedssamfund af nationer, som opretholder fred i eget område, og som ikke har planer om brug af vold i konflikter med nabolande, som indgår i zonen.

- Staterne, som indgår i fredszone, opererer inden for en ramme af politisk, kulturelt og økonomisk samarbejde.

- Staterne, som indgår i en fredszone, fraskriver sig retten til at udvikle og producere atomvåben samt indgå i alliancer, som har atomvåben i sit forsvar, og nedlægger forbud mod alle former for atomvåben eller dele af disse på deres territorier, i luftrummet og ved havneanløb.

I princippet betyder dette, at en atomvåbenfri zone indgår i fredszonen.

- Staterne, som indgår i en fredszone, indgår som en af FN's regionale zoner.

- En Nordisk Fredszone vil i første række kunne blive et forbillede for andre stater og regioner. Det er for øvrigt kun vor tanke, som begrænser indholdet i en fredszone.

På "Nordisk Forum 1994" i Åbo 1. til 6. august håber vi, at der i lighed med "Nordisk Forum 88" i Oslo bliver etableret et "fredshus", hvor visionen om Norden som fredszone kan videreudvikles.

"Nordiske Kvinders Fredsnetværk" har ikke sit eget blad, men har fire sider til rådighed i hvert nummer af "Link Nettverk for Globalt Fellesskab".

Bentsrødveien 95,
3200 Sandefjord
Norge

Det udkommer 6 gange om året.

Årsabonnement 165 kr.

Et forbandet våben

I løbet af efteråret 93 havde vi en brevveksling med Statens Våbenkontrol - efter en lang start, der var ren envejs-kommunikation.

Skulle vi nogensinde få lavet"minespillet", kan den brevveksling gå ubearbejdet ind i den satiriske komik.

Men hvad sker 18. januar 1994? Vi får et 3 sider langt informerende brev fra Niels Boesen, Justitsministeriet om "Statens Våben kontrol" med en beklagelse af den sene besvarelse.

Vi får i brevet at vide, at Statens Våbenkontrol er etableret i medfør af lov nr. 400 af 13. juni 1990 om krigsmateriel m.v. § lo.

Vi får desuden at vide, hvordan Statens Våbenkontrol (5 medlemmer) er etableret, at der er pligt til tilsyn med de virksomheder, som fremstiller krigsmateriel, og at Våbenkontrollen uden retskendelse til enhver tid har adgang til virksomheden.

Endvidere skal de ansatte og ejerne af virksomhederne efter Våbenkontrollens bestemmelse yde vejledning og hjælp under tilsynet.

Gad vidst om ikke Geert Grønnegaard fra "Aldrig mere Krig" og "Kvinder for Fred" har været lidt medvirkende til, at "Statens Våbenkontrol" nu ikke mere kan kaldes en stat i staten.

Og hvad gør vi så nu?

Fra politimesteren i Gladsaxe gik vores anmeldelse af Nea Lindberg - direktøren for overtrædelse af straffelovens § 252 videre til statsadvokaten for Sjælland, som vi fik svar fra 1.12.93. Det hedder heri:

".....Ved skrivelse af 28. oktober 1993 har Politimesteren i Gladsaxe afvist at indlede efterforskning i sagen med den begrundelse, at produktionen af våben eller dele dertil ikke i sig selv udgør en overtrædelse af straffelovens § 252 samt at salg af våben og våbendele kræver myndighedernes tilladelse. Efter retsplejelovens § 742 er det en betingelse" for at indlede en politimæssig efterforskning, at der består en rimelig formodning for, at strafbart forhold, der forfølges af det offentlige, er begået.

Jeg skal herved meddele, at der ud fra de foreliggende oplysninger ikke består en sådan rimelig formodning om et strafbart forhold, der forfølges af det offentlige, er begået. Jeg kan på denne baggrund tilslutte mig den af politimesteren i Gladsaxe trufne afgørelse." sign. Kim Christiansen.

Vi kan ikke komme længere med straffelovens § 252. Men vi bliver selvfølgelig ved.

I lov nr. 400 hedder det, at såfremt der er personer eller foreninger, der har viden om, at der produceres krigsmateriel uden tilladelse, skal man henvise de pågældende fil at indgive anmelselse herom til politiet, idet fremstilling af krigsmateriel uden tilladelse er strafbart, jf. § 15 i lov om krigsmateriel.

Det er altså ligefrem vores pligt at gå videre!

Ja, og i resolutionen fra FN's 48. generalforsamling bliver vi rost for vore mine-aktiviteter, idet det hedder, "at Generalforsamlingen roser de aktiviteter, der allerede er udført af FN-systemet, Den internationale Røde-Kors-Komité samt NGO'er for at løse problemerne i forbindelse med tilstedeværelsen af miner."

Resolutionen har Åse Bak fået tilsendt af udenrigsministeren, og Susanne Arends har oversat den. Tak!

Inger Bjørn Andersen.

I fjernsynsudsendelsen "45 minutter" d. 12.5.93 sagde forsvarsminister Hans Hækkerup, at Danmark de sidste 25 år kun har eksporteret landminer til Sverige.

Husker I Birgit Horns postkortkampagne - Køkkenrullen 7/1993?

I brevet fra "statens Våbenkontrol" 18.jan. 94 får vi et klart svar. Det lyder:

"På baggrund af Deres henvendelse kan man oplyse, at Justitsministeriet i 70'erne har givet tilladelser til udførsel af brandrør, tændingsmekanismer tillandminer m.v. til Iran. Tilladelserne blev meddelt efter høring af Udenrigsministeriet, der ikke på daværende tidspunkt havde bemærkninger til udførslerne, samt efter forelæggelse af de krævede eksportdokumenter."

Randi Jensen har sagt ja til at medvirke i vores workshop om landminer i "Nordisk Forum" 94 i Åbo.

Åse er i færd med at søge fondspenge til Randis rejse.

48. samling
Dagsorden pkt. 155

Generalforsamlingen,

er stærkt alarmeret af den stigende forekomst af miner og andre ueksploderede anordninger, der stammer fra væbnede konflikter

er forfærdet over det store antal ofre for miner, især blandt civilbefolkningen, og noterer sig i denne forbindelse resolution 1993/83 fra Menneskerettighedskommissionen af 10. marts 1993 (1) om virkningerne af væbnede konflikter på børns liv

er dybt bekymret over de alvorlige humanitære, sociale, økonomiske og økologiske ødelæggelser, der stammer fra den manglende fjernelse af miner og andre ueksploderede anordninger

erindrer om den alvorlige trussel, som miner og andre ueksploderede anordninger udgør for sikkerheden, sundheden og livet for det personale, der deltager i humanitære, fredsbevarende og genoprettende operationer

er klar over, at miner er en hindring for genopbygning og økonomisk udvikling samt for genoprettelsen af normale, sociale forhold

anser det som et mål - ud over det ansvar, der ellers påhviler Staterne - at FN øger sine bidrag til løsningen på problemerne med minerydning

noterer sig med interesse i denne forbindelse de anbefalinger, Generalsekretæren er kommet med i paragraf 58 i sin rapport af 17. juni 1992, benævnt "Dagsorden for Fred" (Agenda for Peace) (2), samt hans rapport fra 15. juni 1993 (3)

minder om sin resolution 47/120 B af 20 september 1993 vedrørende "Agenda for Peace"

noterer sig udtalelserne fra formanden for Sikkerhedsrådet af 26. februar 1993 (4)

minder også om sin resolution 47/56 af 9. december 1992 om "Konventionen om Forbud mod eller Begrænsninger af Brugen af visse konventionelle Våben, som bedømmes at være meget skadevoldende eller have vilkårlige Virkninger" (5) og især om Protokollen om Forbud eller Begrænsninger i Brugen af Miner, Booby Traps og andre Anordninger (Protokol II) (5)

noterer sig med interesse i denne forbindelse Generalsekretærens indkaldelse til en bedømmelseskonference, der skal forbedre ovenstående Konvention - især dens Protokol II

noterer sig med tilfredshed, al der i mandatet til adskillige, fredsbevarende opreationer er medtaget forholdsregler omkring mine-rydning

roser de aktiviteter, der allerede er udført af FN-systemet, Den Internationale Røde-KorsKomite samt NGO'er for at løse problemerne i forbindelse med tilstedeværelsen af miner

hilser etableringen af et af Sekretariatet koordineret mine-rydningsprogram velkommen

(1) Official Records og the Economic and Social Council, 1993, Supplement No. 3 (E/1993/23). chap. II, sect. A.

(2) N47/277-S/24111

(3) N47/965-S/25944

(4) S/25344

(5) The Uniled Nations Disarmament Yearbook, Vol. 5: 1980 (United Nations publication, Sales No. E.81.IX.4). Appendix VII

1. beklager de uheldige følger af den manglende fjernelse af miner og andre ueksploderede anordninger, der henligger efter væbnede konflikter, samt betragter det som meget påtrængende at få rettet op på situationen

2. understreger vigtigheden af en FN-koordinering af aktiviteterne (også fra de regionale organisationer) i forbindelse med mine-rydning, især aktiviteter i forbindelse med information og uddannelse for at forbedre effektiviteten af operationerne i marken

3. opfordrer alle relevante programmer og organer - multilaterale eller nationale - til koordineret at medtage aktiviteter i forbindelse med mine-rydning i deres humanitære, sociale eller økonomiske hjælpeprogrammer

4. anmoder Generalsekretæren om - før den 49. samling - at forelægge Generalforsamlingen en udførlig rapport om de problemer, der skyldes den stadigt stigende tilstedeværelse af miner og andre ueksploderede anordninger efter væbnede konflikter, samt om på hvilken måde FN kan styrke sine bidrag til løsningen af problemerne omkring mine-rydning

5. anmoder ligeledes Generalsekretæren om i sin rapport at medtage overvejelser omkring de økonomiske aspekter vedrørende aktiviteter forbundet med minerydning, samt i denne forbindelse tilrådeligheden af at etablere en frivillig fond, der især skal finansiere uddannelsesprogrammer for mine-rydning, og som kan lette iværksættelsen af mine-rydningsoperationer

6. beder indtrængende alle Medlemsstater om at yde fuld assistance og hjælp til Generalsekretæren i denne sag og give ham enhver oplysning og data, som formodes at være til nytte i forbindelse med udarbejdelsen af ovennævnte rapport

7. beslutter at udvide den foreløbige dagsorden for sin 49. samling med et punkt kaldet "Hjælp til Mine-rydning" .

32. Plenar-møde
19. oktober 1993

Tak til Fonden for dækning af udgifter i forbindelse med udsendelse af breve til alle FN's 184 medlemslande.

Vi har besluttet ikke at rykke de resterende 169 lande på nuværende tidspunkt. Men aktionen om landminer fortsætter. Nordiske Kvinders Fredsnetværk i Åbo vil på "Danmarks dag" den 3. august have miner stående på programmet, bla. med "Minespillet", foredrag, video og paneldebat. - der arbejdes stadig videre.

Fredsbevægelsernes koordinationsgruppe

Koordinationsgruppen er i færd med at planlægge et et-dages seminar den 9.april kl. 10-16 i Medborgerhuset, Lyrskovsgade 4, Kbh. Tema: Fredspolitiske alternativer.

Programmet er ikke helt færdigt. Det kommer i marts-nummeret.

Oplægsholderne bliver: Henrik Bang, Eva Bendix, Hanne Norup Carlsen, Tarja Cronberg, Carsten Flidelius, Else Hammerich, Toni Liversage, Ulla Moltved, Jens Toft, Jan Øberg.

8. marts - Kvindernes
internationale kampdag.

Dagen fejres mange steder. I Aalborg er det gennemgående tema racisme, "En fremmed er en ven, du ikke kender - endnu!"

I København er temaet "Kvinder mod krig" og dagen holdes i METALs festsal i Lyngsiehus,.

Nyropsgade 25.

Entreen er 50 kr.

Hovedtaler:

Lillan Knudsen
Kvindeligt Arbejderforbund

Underholdning:
Eva Madsen og Compagni
The Gospel Choier
Havanna club med Cubanske dansere

Grete Møller har bestilt en bod til Kv.f.F., og har nogen lyst at hjælpe til, kontakt så Grete på 43 73 00 63 eller Inger på 44 44 08 97.

Døren åbnes kl. 17. - Der er mulighed for at købe mad.

Stop udvisningerne af desertører og militærnægtere fra det tidligere Jugoslavien

Kampagnegruppen havde offentligt møde i går aftes (10.2.) i Medborgerhuset i Suhmsgade i København. Alle var enige om, at det var nødvendigt at fortsætte underskriftsindsamlingen. Vi har på nuværende tidspunkt godt 6.000 underskrifter, men der skal mange flere til, førdetgør indtryk på politikere.

Derfor begynder vi nu med gadeaktioner for at samle underskrifter.

Jeg er med i en gruppe, der starter på Kultorvet i København d. 18.2. kl. 16-18.

Hvis du er interessereret i at være med i gadeaktion, så ring til mig. Inger Bjørn Andersen (44 44 08 97).